Nordisk litteratur, det er lige mig. Så når jeg både tæver det nyeste på dansk, norsk og svensk igennem, så må vi ikke glemme… finsk.

Finsk? Bøger på finsk? Det findes? Ja. Endda nogle gode nogen.

…

Sådan ville jeg have indledt min anmeldelse af Sofi Oksanens roman, Baby Jane, som egentlig udkom før hendes gennembrud, Renselse, der vandt Nordisk Råds litteraturpris.

Og hvad var det så, der skete, mens jeg var midtvejs i en unavngiven heltindes optrevlen af en geskæftig fortid med mystiske Piki – Helsinkis cooleste lebbe? Jo. Livet skete. Selv om det faktisk var ganske underholdende at læse om de to deprimerede kvinders salg af brugte trusser til de stønnere, de solgte telefonsex til. Men mit liv tog lidt over, ing. Noget med noget job. Og en hulens masse læsestof i dén forbindelse. Som jeg heldigvis nyder så meget som var det skønlitteratur.

Desværre er der ikke tid til begge dele. Og for en stund må jeg lægge de fine læseoplevelser på hylden, for jeg kløjes simpelthen i den dårlige samvittighed.

Men det betyder sgu da ikke, at I skal snydes! Forlaget Rosinante har doneret et konkurrenceeksemplar, og det kan blive dit. Vurder måske ud fra denne anmeldelse (fra nogen, der faktisk har læst bogen…) om den er noget for dig. Og hvis den er, så smider du et lod i puljen med en kommentar herunder om, hvornår du har måttet vinke farvel til noget, du ikke havde lyst til at tage afsked med – og hvorfor.

Jeg bestemmer en vinder mandag 2. april klokken 22!

Sofi Oksanen, “Baby Jane”, 2005 | 201 sider | 300 kroner | udkom på dansk 1. marts

Okay, hør så her. Jeg kan godt lide at gå rundt i herretøj. Ikke fordi jeg er sådan lidt transet i det, men fordi herretøj får mig til at føle mig mest feminin.

Blomstrede kjoler, sløjfer, pastelfarver og dybe udringinger og hvad der ellers virker på jer andre damer, får bare mig til at føle mig… konet. På en god dag ligner jeg en børnehaveklasselærer, på en dårlig dag ligner jeg bare min mor. I den såkaldt nude-farve (som altså hedder enten hudfarve eller laks, der hvor jeg kommer fra), don’t even get me started on that one, men jeg ser bare nøgen ud. Så sort. Helst fra herreafdelingerne. Fordi det får mig til at se tilpas ud. Og min barm ser ikke så fjendtlig ud. Og de hofter, jeg ikke har, står ikke og påkalder sig al opmærksomheden. Jeg er nødt til at bilde ekspedienterne ind, at jeg køber tøj til min kæreste. De er altid søde til at lade som om det er helt normalt for piger at prøve det tøj, deres kærester skal have.

Og ja. Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn, når jeg svanser rundt i herresweatre og militærstøvler og forvaskede, sorte jeans, selv om jeg alligevel har en snert af en fornemmelse af, at jeg nok bare går rundt og ligner en powerdyke. Eller er på vej til fastelavn, klædt ud som Stu Baggs fra Californication.

Lad nu bare mig om det.

Well. Indtil i går, ikke. I kunne sgu da godt have advaret mig. Om den største fare af alle. At komme på arbejde i præcis samme outfit som kontorets flotteste mand.

Det var så kikset, at det ikke engang var et laughing matter. Folk spandt simpelthen bare en ulidelig tavshed ud over det. Også den flotte, generte mand, som skulle sidde ved siden af mig i Mac-landskabet og ligne, at han havde taget sin tveæggede og lidt grimmere tvilling eller store fan med på job. Ej, men jeg gider slet ikke gå ind den lange ydmygelse, der var min arbejdsdag.

På moderne rundkredssprog var Esben udadreagerende. Biddene, slagene og kradseriet var ikke det værste. Det skar mig allerværst i hjertet, at han så tidligt havde udviklet et dødt blik. Selv om han kiggede mig i øjnene, så så han ikke. Jeg tror ikke, at Esben nogensinde så noget.

Ved min ansættelse spurgte jeg til hans historie hen over kontrakten, der endnu ikke var underskrevet. Det, man måtte fortælle mig. Blikkene flakkede hos skolelederen og hos ham pædagogen med speciale i adfærdsvanskelige børn. Njarj. De var ikke helt sikre på, om de måtte sige det. Jeg hævede vist brynene i nysgerrighed. Det var mig, der skulle mandsopdække Esben resten af skoleåret, ikke? I en forsøgsordning – fordi han var blevet for farlig for de andre børn? Senest havde han revet en stor luns hår ud på Alvilda, fordi hun ikke ville synge SingStar med ham. Flere forældre havde krævet ham fjernet. Og skolen havde ikke lyst til at indstille ham til den der institution inde i byen, fordi alle godt vidste, at man ikke komme normal ud fra Systemet, hvis man først er sendt derind. Jeg var sidste redningsplanke for Esben, ikke? Fordi Esben og jeg havde haft en særlig kemi, når jeg af og til vikarierede på skolen. Mig slog han aldrig, han kaldte mig heller ikke ‘rotteyngel’ og hans øjne lyste ikke af had, når jeg talte til ham.

De stak mig en lightversion. Så meget, tavshedspligten tillod. Hans far var død. Havde skudt sig ude i skuret, havde moderen fortalt dem. Det var Esben, der fandt ham. Jeg dækkede munden med hånden. Ikke underligt, han var sådan! Hvor gammel havde han været? Syv, lød det. Det var to år siden.

En underlig pause indfandt sig. De kiggede insisterende på mig. Som om der var noget, jeg skulle regne ud nu. Det var opspind, hjalp hun mig så, lederen. Moderens påhit, en løgn. Drengen har aldrig været i nærheden af noget lig, spruttede min kollega, og Esben havde været udadreagerende hele sit liv. Intet lig, faderen var blevet fundet af en ven. Det vidste de, for politiet havde henvendt sig for at orientere om dødsfaldet. Ja, grundet hjemmets forhold, vist. Jeg stirrede vantro fra den ene til den anden. Men… hvorfor skulle hans egen mor finde på sådan noget, spurgte jeg. Dumt. Min kollega kvitterede med et overbærende blik. Fordi så kan hun skyde skylden på nogle andre, sagde han og marcherede ud.

Skylden, spurgte jeg lederen, der stadig sad over for mig. Skyld for hvad? Hun så ned i bordet. Stoffer. Under graviditeten. Hjerneskade. Samme historie med Esbens storesøster, som nu boede fast inde på institutionen inde i byen. Søsteren koster staten en million om året, sagde lederen, og jeg håber virkelig ikke, at Esben ryger samme vej.

Det håber jeg virkelig ikke, gentog hun. For alles skyld. Jeg nikkede til min ordre. Jeg var 19 og var blevet student samme år. Nu var jeg nogens sidste chance, fordi jeg muligvis var det eneste menneske fra offentligt hold, drengen ikke nærede blindt had til. Sidste udkald for at afværge de uafværgelige konsekvenser af en narkobetinget hjerneskade? Jeg skrev under.

Esben er et opdigtet navn.
Al lighed med noget, du tror du kan genkende, er indbildning.

Nå, men hvis I andre skal gå og smække retrofilterpåførte billeder fra jeres hverdag op her, der og allevegne, så alt ser pænere ud, end det var, så vil jeg fandme være med.

Onsdag var jeg til koncert. Mit yndlingsnavn over dem alle. Timber Timbre. De var der alle. Mikael, Anders, Thomas. Simpson, Trentemøller, Blachman. Og alligevel blev oplevelsen skæmmet af det øvrige publikums elendige pli. Hold kæft med både forsøgt “hensynsfulde” hvisken og jeres samtaler i ganske upåvirket, normalt stemmeleje. Samtaler om alt andet end musik. Hold kæft. Gem det til pauserne og applauserne. Huset i Magstræde er ikke Orange Scene. Aight? Var nødt til at flygte på wc for ikke at give nogen Morstemmen. Her fandt jeg dette dårlige digt. Fundet var som at bide i den pude, jeg havde brug for. Tak, anonyme poet.

Fredag var jeg nødt til at trække vejret gennem denne pæne øl. Den var fra Rema 1000, og den smagte af opkast. Men jeg var tvangsindlagt til X Factor-finale (ham Sveinurs attitude minder mig om ham den creepy, mimikløse Lorry-vært, og jeg stoler ikke på koncepter, der stemmer slige typer i finalen), og så må man gå nye veje. You win some, you lose some. Den her øl er en taber.

Lørdag ville jeg ønske, at jeg kunne trække vejret gennem denne fabelagtige bog, min nyindkøbte gamle “All My Friends Are Superheroes”. Men igen kalder livet derude. Det er pisseskønt.

Der var en sang, jeg altid hørte med Nogen. En sjov sang. Om at gå fra hinanden, om at være bitter på sin eks, om at fokusere på alle de dårlige ting.

Indholdet i linjerne sagde os ikke så meget. Den var bare sjov. Vi plejede at krølle os sammen i min sofa over glas med rødvin og kilometer af cigaretter og synge med på linjerne. Nogle kunne jeg, de fleste kunne han. Jarvis Cocker klarede resten.

Det er som om sangen ikke er så sjov længere. Som om linjer som Noone’s gonna care if you don’t call them when you said og He’s not coming ’round to talk you in to bed slet ikke er noget at grine af mere, fordi jeg er blevet til den kvinde, som vi sad i den sofa og grinede så højt og så længe af dengang. Tager i useriøse halvbranderter hjem fra hjernedøde byture på alt for unge steder i Pisserenden og æder pølsehorn og bøvser i ensomhed og har nærmest glemt, hvornår jeg sidst skiftede sengetøj, fordi det er så længe siden, det skulle skiftes i selskabets navn.

You started getting fatter / three weeks after I left you er ikke sand – endnu – men det er You tried to look like some kind of heiress / but your face is such a mess i høj grad.

Jeg gider ikke lytte til musik, når alle de skide tunes skal minde mig om… nogen.