Hun ser på mig, undvigende. Vi veksler par ord og går så ind i kabinen bag stofforhænget. Jeg gør mig klar ved håndvasken og hun tager jakke og bluse, men ikke bh, af, som jeg beder hende om, mens jeg peger på tæppet, som hun kan lægge sig under. Det er aldrig blevet vasket, tæppet, men det fortæller jeg hende ikke. Vi er byens bedste klinik, naturligvis vasker vi vores vattæpper.

Hun ligger med lukkede øjne og så kommer det fra hende, denne plumpe, kejtede person:

- Ja, jeg ved ikke hvad der sker. Jeg døjede aldrig med den slags da jeg var teenager.

Den slags, siger hun, som om hun vil forsikre mig om, at hun endelig ikke havde været ’én af dem’, de bebumsede, de udstødte, de uplejede. Som om jeg går op i det. Hun kan vel se arrene på mine kinder, hun kan vel se, at jeg selv har døjet med den slags. Heldigvis ikke mere, ikke i voksen alder, som hun, denne dame, som jeg moser og ælter mine hænder rundt på, og med systematiske cirkelbevægelser lader som om der ligger håndværk bag.

- Er du sikker?, spørger jeg, og kan godt høre det lyder forhørende. Hun svarer ikke.

Indrømmet. Mit humør er så lavt, at hvis jeg begik mord ville jeg blive frikendt på baggrund af momentan sindssyge.

Men Distortion kan rende mig.

I onsdags havde jeg sen vagt, og da jeg kunne træde af omkring klokken 23 vadede jeg først ind i en politibetjent i min arbejdspladses (is that even a word) cykelgård, som flabet beordrede, at jeg brugte en anden vej ud af gården, end den, jeg altid bruger. Han mumlede noget om nogle awekatte (hvorfor skal en betjent i København være så skide stereotyp? Kronragede, magtliderlige hjemmeværnsopdragne Silkeborgknejter, hele bundtet) og deres musik og kiggede på mig som om jeg var en af awekattene, og først da jeg trådte ud på gaden, forstod jeg ham (men fattede egentlig aldrig, hvad han lavede inde i gården…). Jeg vadede lige ud i en fremmed mands pik – det vil sige, en fremmed mand, der tissede lige i min retning. Bevares, han har vel ment at ville vende ryggen til der, hvor han troede, folk kom fra, så jeg lod være at skælde ud, men noget skulle han altså høre for at omdanne min onsdagsfyraften til Roskilde Festival, så jeg ytrede et let sarkastisk  ‘G’aften, min dreng’ som den snerpe, jeg er, og kiggede misbilligende på hans rynkede ven, som om den var noget fra anden halvdel af Triers Antichrist. Han fattede ikke en skid, hørte mig næppe, så fuld var han, men luntede bare ud i aftenkulden og hen bag de hollændervogne, som åbenbart i disse Hyskenstrædedage er nødt til at akkompagnere den slags vejfester.

Så blev det torsdag og Distortion rykkede fra Indre By til Nørrebro. Laaangt fra mig. Og nu er vi nogen, der godt kan lide at sove vores portvinsbranderter ud i fred, men næææ nej, tre opkald skulle der til fra venner, der ellers ikke normalt får lodrette hjerneblødninger på uskyldige torsdage. “Kommer du ikk i byyyyyen…. ‘skååååååååååål’, undskyld, der var lige fællesskål, kom nu i byyyyen!!?”. Fandme uhyggeligt, at hun er ansat i et ministerium.

Ak. Og så fredag blev det Vesterbros tur. Hele Istedgade sitrede ved tanken om aftenens vejfester, for både Distortion og Start! Festival er genialt nok lagt samme dag. Politiet gik march på gaderne fra klokken 15, en gruppe sigøjnere med biler havde sat deres lands nationalmusik på fuldt blus, så vi alle kunne komme i stemning fra klokken 17, og allerede klokken 21 brækkede teenagepiger over i kaskader uden for mit vindue, og folk råbeskændtes offentligt i en uhyggelig afskaffelse af almindelig høflighed og situationsfornemmelse – og to top it off fik jeg øjenkontakt med en mand, der straffede aben, lige inden jeg gik i seng og skulle lukke persiennerne. På. Åben. Gade. Ganske uden blusel. Ej, men come on. Muzak: fodboldslagsange og dunk fra selve musikken i en fjernere del af bydelen.
Hvorfor er mennesker i min del af Vesterbro ikke de der hippe, bohème, skabsborgerlige, skabsintolerante og milimeterdemokratiske speltmennesker, som dog har normal døgnrytme og ingen nævneværdige misbrug – hvorfor bor jeg kun blandt mennesker, der tilsyneladende er kravlet ud fra træværket?

I aften er det Islands Brygge. Da skal jeg heldigvis selv med. Så søg væk. It’s going to get ugly.

For mig vil sort altid være den evigtgyldige sort. Hvorfor jeg render rundt og ligner en lejemorder store dele af året. For sort holder (i en afgothificeret udgave, por favor), er min stædige holdning; sort kan være alt fra praktisk til vulgær, suit eller accessorie – og måske er min kærlighed til sort det, der står i vejen for en fremtid som modeblogger (det og så det faktum, at jeg nok aldrig bliver helt så sød og nuttet som Acie, Camille, Astrid P og hvad de ellers hedder i Malte-generationen. Er ikke sød eller nuttet. Er enormt høj.)

Med fuldt overlæg er jeg totalt blottet for farveforståelse, når det kommer til 2009. Jeg forstår ikke årets farver, peach og lilla. Eller dig, når du render rundt i peachfarvet sparkedragt med stropper i, med amazonesandaler til og sort neglelak på og en bowlerhat, der – nej – ikke får dig til at ligne Pete Doherty. Du ligner højst Blossom. Og du ser dum ud. Og jeg fatter ikke, at din kritiske sans ikke fortalte dig det, da du stod i prøverummet.

Men lad nu være at tage det så ilde op. For du kan være ganske sikker på, at jeg om to år formentlig selv render rundt i en sort sparkedragt af en art med noget jernalderagtigt på fødderne. Sådan er det med mig og mode. Sådan var det med støvlerne, der pludselig skulle uden på bukserne (sværger i dag ikke til andet – nej, heller ikke, selv om vi skriver maj), sådan var det med tunikaerne, sådan var det med Buffalostøvlerne, og sådan går det nok også sparkedragten. Mode schmode, jeg er bare ikke en af de seje i klassen, jeg er hende fra de ældre klasser, der først fatter det hele et par år for sent.

Men bowlerhatten. Næppe. Studenterhuen blev den sidste hat, der betvang mit kranium. Er jeg overbevist om. Sådan da.

Jeg bor i en klam ende af København. Det kan jeg lige så godt sige. Det er her bræk glider hen, når du ikke længere kan se det på dit fortorv, det er her dem på overførselsindkomst hænger ud, når de har fået afslag fra kommunen, og det var Hyskenstrædekrabaterne sov rusen ud.  Jovist, her er også rart til tider, nogle vil endda kalde det ‘hipt’, ‘up-coming’, måske endda ‘Berlinger-retro’, og flere kunstnere hævder, at de slet ikke kan forestille sig at bo andre steder end her i disse gader… men de pæne adjektiver er lige nu overdøvet af, at jeg kan høre et pigebarn skrige for sit liv et sted uden for mit synsfelt.

En dag gik min bofælle i sine egne tanker, da hun besøgte vores lokale 7-Eleven. Hun registrerede således ikke de to betjente, der stod i døren og fik sig en aftenpassiar i skumringen. Hun vågnede brat, da hun kom til at træde i en betragtelig blodpøl.
Da vi senere spurgte personalet, hvad der var sket den aften, var forklaringen, at en kunde havde sagt til ekspedienten, at hans mor var en luder (!?), så ekspedienten havde smadret en flaske og overfaldet kunden. Selvforsvar, sagde den tatoverede kollega, selvforsvar. Den tatoverede lyste af benovelse over sin nu voldsfængslede kollega, og måske derfor følte han trang til at komme lidt ind i spotlighten også med følgende afslutning:
- Ja, altså, vi er jo ude for de sygeste ting. En gang var der er en gammel kone, der stjal herindefra, så jeg løb efter hende og sagde, hun skulle smide tingene, og så slog hun bare ud efter mig, ikk’, så jeg blev sgu nødt til at nikke hende en skalle i selvforsvar. Folk er sgu syge, ja, vi er faktisk nødt til at stå to ad gangen, os på arbejde, ikkås’?

… det lyder faktisk ret alvorligt med den pige? Jeg ringer sgu 114. For tredje gang i denne uge.

Jeg har i nu et år bildt mig ind, at kvarteret har brug for folk som mig og mine universitetsuddannede bofæller og det ældre ægtepar på 1. og advokaten på 4. At et kvarter først er rigtigt broget, når der bor folk fra alle lag – og at vi derfor ikke måtte forlade gaden til fordel for ro, sikkerhed og færre lugtgener et sted på, say, ydre Frederiksberg. Det var faktisk en borgerpligt at blive her med mit gode, eftertragtede job, min pæne cykel og min borgerlige døgnrytme. Men så satte vores ærkefjender i opgangen ild til stueetagen og gjorde os rigtigt bange, og knap to uger senere så min bofælle en luder blive voldtaget for penge på åben gade, op ad en rød Opel, af en gruppe drengevenner, der var yngre end os.

… nå. Knap så alvorligt. Ringede ikke 114. Pigeskriget gik over i hulk, derpå grin og er nu blevet til en flerstemmig Poul Krebs-imitation. ‘Sånnongn sommmOS har jo bruuu for en kærste…’ Nu tisser de lige på fortovet for at ende seancen. Just your regular Monday.

Lokalkoloritten kan rende mig. Eller kan den?

I lørdags var der en pige til en fest, der spurgte mig:

– Er det ikke hårdt at bo her, når man kommer fra Jylland? Jeg mener, med alle de fordomme. For mig er Jylland jo bare ét stort hul. Eller. Et stort, mørkt område. Jeg har heller aldrig været der. Jeg har rejst verden rundt, men jeg har ikke set Jylland.

…?