De siger, at det altid hjælper med noget frisk luft og noget rødglødende dankort, hvis man er nede. Det prøvede jeg så af.

Det førte mig ind i et prøverum somewhere i Indre By. Hvor luften pludselig føltes tæt og væggene mig for nære og huden klistret og den indre nedkøler på overarbejde. Jeg så mig selv i noget skinny, karrygul jean og en slags oversize cardigan i mix strik, og det så herrens ud, men da ekspedienten venligt spurgte, om ‘har du nu alt du har brug for derinde?’ nikkede jeg et jaja ud over træk-for-gardinet og glemte at sige, at jeg slet ikke havde det, jeg havde brug for derinde i det lille rum, for det eneste, jeg havde brug for, var et kram. Ikke en ekspedient med skærebrænderstemme, ikke karrygule tekstiler, ikke alverdens vinterjakker i nyrigt, russisk inspireret look (seriøst, hvad sker der for alle de boblede frakker i lak og med brede bælter og pels på!? Ligner noget Darth og noget Vader…). Men et langt kram og et ‘du kan godt. Kom så’.

Jeg kan ikke shoppe eller lufte mig ud af det her. Jeg kan kun se i øjnene, at jeg skal til en art reunion i aften, hvor Nogen kommer, og at min indre selvrespekt fortæller mig, at jeg enten 1) skal give ham det møgfald, han fortjener, eller 2) være skideligeglad med ham. Og så fortæller jeg selvrespekten – dér i prøverummets spejl – at jeg ikke evner nogen af delene, og så stirrer den tilbage på mig med løftet højre bryn fra helfigurspejlet, og jeg kan se, hvor uendeligt lange arme, den får af at glo på mig.

Det var et sikkert, dagligt ferieindslag. At vi henad middagstid sjoskede rundt på lavt blodsukker i hælene på min far, der stålsat nægtede at stille sig tilfreds med udbuddet af restauranter. “I kan jo nok se, piger,” lød det til mig og min mor, “at man aldrig skal godtage det første, det bedste, det mest opreklamerede. Man skal gå derind, hvor der er fyldt af lokale gæster.” Og så måtte vi trave gyde ind og smøge ud i Europas storbyer, før vi fandt et til min far egnet sted med masser af… lokale. Da var vi som regel så matte af sult, at selv en Jensens frokostbøf havde fået seks stjerner hos os.

Se, hvis jeg i dag levede efter min fars regel om, at mange gæster er lig med kvalitet, så var i går blevet bare endnu en torsdag i rækken af dage, der skal gå. For så var jeg bare gået forbi den tomme, underlige, rødfacadede arkade på Vesterbro. Toves Galleri. Et konkursramt levn fra noget firserdesign, en udpræget grim tarm mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Med hvide klinker, og flere tomme butikslokaler end åbne forretninger. Og cirka samme arkitektoniske charme som en anden joker, Spinderiet.

Men ved I, hvad der gemmer sig til én langt derinde i det vesterbroske dyb, hvis man vover sig derind på nysgerrighed? En hule af en bogcafé. Løves. Where everybody knows your name. Eller, hvor i hvert fald personalet interesseret spørger til din profession, når hun ser, hvilke bøger, du bladrer i. Hvor kaffen er på kredit, når deres dankortteminal strejker. “Så må du jo betale, når du kommer igen,” sagt på den der måde, hvor alle godt ved, at jeg nok skal komme igen. Hvor brødet og kagen bliver bikset sammen for øjnene af dig. Hvor der spilles Bach, mens man pløjer sig igennem tilbudsperler af bøger til 30 kroner. Hvor koden til internettet – som cafékæden selv – er opkaldt efter Brødrene Løvehjerte. Hvor kunde og ekspedient snakker sig frem til en pris, hvis prisskiltet på bogen mangler. Hvor stolene ikke bare ser behagelige ud, men faktisk er det. Hvor man bliver bedt om lige at se efter kassen, når de er nødt til at smutte lidt. Hvor man godt ved, at de godt kan lide kunder og penge og omsætning og atmosfære, men størst af alt er dog kærligheden til litteratur.

Men Løves er ikke det eneste gode i Toves Galleri. Arkaden byder også på et vandskadeudsalg. En kunstudstilling. Vægdigte af Tove Ditlevsen, som har lagt navn til stedet. Og Københavns uden tvivl allerallerbedste Netto. Stor og ren og overrendt af pæne, høflige unge mænd, der lader én komme foran i køen. Det er der, de gemmer dem.

Jeg veeed godt, at det er nederen at være arbejdsløs. Og at, hvis jeg ikke hader leddiggangen af mig selv, så skal systemet nok sørge for, at jeg får lyst til at gnave min arm af. Men hvis ikke det var for arbejdsløshed på den jazzede sensommerdag, der var i går, så havde jeg afskrevet Toves Galleri med henvisning til, at jeg simpelthen har for travlt til omveje, der ligner lort. Og det havde været en skam.

.

Er der nogen, der gider forklare mig, hvordan det kan lykkes VM i landevejscykling at lukke det indre og i forvejen yderst vejarbejdsplagede København ned i seks dage? SEKS DAGE! Vi tager den lige igen. VM. I. LAN-DE-VEJS-CYKLING. Sidst, jeg tjekkede, var H. C. Andersens Boulevard ikke en landevej. Det var den vigtigste bytrafikåre i landets største by. Lad os da endelig lukke lortet for noget, der lige så godt kunne holdes ude på… landet. Hvor de har landeveje.
.

Jeg har intet imod ældre ungkarletyper, der har nægtet at finde sig i kvinder ret længe ad gangen, og derfor alene er herre over indretningen. Hvorfor deres hjem er en skarp eksplosion af krom, læder og symmetri. Fred være med det. Jeg får bare så lange patter af mangelvaren i denne type hjem. Toiletspanden. Den lille, beposede vippedims, der skal stå sammen med børsten, hvori kvinder deponerer små gaver af klam karakter, når vi siger, at vi “pudrer næse”, når vi er gæster hos disse typer.

Det er ulækkert, det der med menstruation. Det er faktisk næsten uværdigt på de klammeste dage. Så I kunne fandme godt være nogle gentlemen og spare os for ydmygelsen ved at sidde der på tønden uden chance for at komme af med hverken paphylster eller toiletomviklet, sammenfoldet skam af et bind. Med stresssveden haglende ned over lænden. Fordi man godt ved, hvad man må ud i nu. Man har to muligheder: 1) Gemme gaven i en cardiganlomme eller, gys, i hånden og kante sig ud i køkkenet og smide det ud i køkkenskraldespanden. Til offentligt skue. Eller 2) Tage chancen og skylle bevismaterialet ud. And it goes without saying, at option 2 virker mest fristende i situationen. Fordi der er en indbygget knald-eller-fald: absolut frikendelse eller dødsstraf (oversvømmelse af stædig gave, der bare nægter at blive skyllet ud og må fiskes op igen….).

Jeg klarede frisag i går, men det er godt nok nogle nervepirrende sekunder, når man står der og trykker ‘flush’ i indre København på et toilet. Når man ikke ved om det er koblet til et rørsystem fra 1820′erne, som ikke er gearet til at transportere større, uopløselige gaver af vat og menneskelig materie.

Køb nu bare den toiletspand. Den koster, hvad, en halvtreller? Den kan fås i koldt metal og er derfor som udgangspunkt meget maskulin i det. Se det som mandenips, som kommer jer selv til gode. For vi stakkels kvinder vil bemærke det in time of need. Og måske bliver vi ikke hængende lige dén aften (fordi vi skal jo hjem og styrtbløde i fosterstilling på vores egne toiletgulve), men det kunne måske tænkes, at vi kom igen en anden tid på måneden. Eller sagde til vores veninder, at I havde en solid karakter.

Sikken investering? Hvabeha’r?

.

Synes virkelig godt om, at hvis man klikker Hverken enig eller uenig til alle spørgsmål i Politikens tilbøjelighedstest, der skal pege på den kandidat, man er mest enig med i hovedspørgsmålene til folketingsvalget 15. september, så kan man som indbygger i Storkøbenhavn være så heldig at matche hele 100% med… Joachim B. Olsen.

En mand med holdninger til meget lidt. Ja, altså bortset fra, at den offentlige sektor skal effektiviseres og at den service, vi betaler for over skatten, skal være konkret, som vi kan se. Det kan man vel næppe fortænke ham i. Ville godt nok blive hidsig, hvis nogen mente, at den offentlige sektor skulle være mere ineffektiv eller at det er helt okay med mere såkaldt ukonkret service for skattekronerne.

Nåååh… testen kan være misvisende? Sjuskende med fakta? Ja da. Det kan den da. Jeg ved kun, at da jeg indtastede mine rigtige holdninger til de mange spørgsmål, spyttede Politiken en rødlig herre af sympatisk væsen ud, som jeg i forvejen havde overvejet som my guy.

.