Pudsigt, som nogle dage begynder med tunnelsyn, et dunkelt blik ud på snefygning gennem en tilknappet hætte over cykelstyret og et hvæsende “Denne mother of all crappy days skal bare overståes”… For så at ende som én af de dage, som man vil huske på længe fremover som noget godt. Som den første dag i meget, meget længe, hvor intet forandrede sig permanent eller overhovedet på den endnu målbare måde, men hvor man på både job- og privatfronten blev målt og vejet tilpas tung nok til at være et “Dig kan jeg vist godt bruge” værdig.
Jeg går i gulvet. Med lige dele lettelse og træthed ind i knoglerne.
Prøver virkelig at finde mit indre overskud frem. Og fokusere på, at jeg var tidligt oppe og fik en masse praktiske ting gjort inden klokken blev 1. Fik ikke bare skrevet ansøgninger, men faktisk også sendt dem af sted. Og støvsugede ikke bare i hjørnerne – løftede også tæppet, og tog faktisk også brusekabinen, nu jeg var i gang. Ved ikke helt hvorfor. Og jeg fik også sagt et passende undskyld for en spids tone, jeg krydrede en e-mail til min a-kassevejleder i går. Fandme ikke hendes skyld, at hendes arbejdsplads ikke lever i det papirløse NemID-samfund, men i et parallelsamfund, hvor ‘printer’ og ‘scanner’ og ‘underskrifttyranni’ stadig trumfer ‘onlineformularer’. Hun tog det nu pænt.
God dag med godt overskud. En frostklar dag, der dog er nærmest russisk smuk i sit udtryk, ikke? Men uanset de brede, flotte linjer i billedet, så kan hele livet synes en lillebitte smule uendeligt op ad bakke, når man finder ud af, at der stadig findes mennesker i den nære omgangskreds, der ikke lader au pair blive udtalt o-pær, men går rundt i ramme alvor og gør grin med Nordsjællands filippinske… aw-pæærs.
Har egentlig aldrig forstået den der vending med, at nogen ‘blev gået’. Men man hører det både i Nyhederne og over middagsselskaber med voksne mennesker, der ikke er heeelt blæste oveni. At den og den topchef/afdelingsleder/narkoselæge er blevet… gået.
Har det altid som om jeg er ti år igen og keder mig i mine rottehaler og strøget, aftagelig krave hos mine meget posh bedsteforældre. Siddende rank, for ellers får jeg dræberblik af min mor, der dengang stadig var så angst for sine forældres rynkede bryn, at hun bare gerne ville vise dem, at hun opdrog mig strengt og til at sidde stille med rank ryg.
Lige dér er jeg, når nogen siger, at den og den er blevet… gået. Og en tiårig med aftagelig, strøget krave siger ikke ‘det kan man sgu da ikke sige’. Og spørger ikke ‘men snakker vi fyring eller tvungen opsigelse eller voksenmobning ELLER HVAD, sigdetsåjegbliversindssyg’. Men det må en voksen blogger gerne. Elaborate, please. Hvad ved I? Og ved I også noget, om hvorfor det er næser, der bliver uddelt til folk, der bliver… gået?
(Og nu vi er ved det med sproget. Jeg lagde mærke til, at nogen sneg ordet ‘cunt’ ind i vores bandeordsforråd for nogle år siden. Og alle var oprørte, det ord var det grimmeste, de nogensinde havde hørt. Og så var det som om ordet trak sig ind i skjoldet igen, fordi vi var så rædselsslagent snerpede. Personligt savner jeg det. Og har nogle gange brug for at råbe CUNT. Eller bare kalde nogen ‘the cuntest of cuntest’. Andre ord dækker ikke, når en møgmær i a-kassen prøver at være kæk og ikke fatter, at hun gambler på mit daglige brøds vegne. Se, møgmær. Duer ikke.)
Netop læst i et jobopslag under virksomhedens forventninger til ansøgeren: “Du er fortrolig med MS Office”.
…?
Vi er enige om, at der er tale om Officepakken her? Altså… Word? Tekstbehandling, Powerpoints og Excel? Aha. Så der er håb forude. Finanskrisen må være afblæst, når der er plads til den slags spredehagl på opslagstavlerne.
Længere nede i de faglige forventninger kan man læse, at de gerne ser, at man har erfaring med sociale medier og ditto med styring af aktiviteter. Og kan vi antage, at 90 procent af alle, der læser onlineopslaget, har erfaring med sociale medier? Svært at undgå Facebook i disse tider. Og må vi ikke også gå ud fra, at alle, der har arbejdet i servicesektoren eller har børn eller en ungdomsuddannelseseksamen i et eller andet omfang har prøvet at styre en aktivitet?
Jeg tror, at virksomheden her – beliggende “attraktivt” og “centralt” i det Midtjyske Søhøjland (…) – får besvær med at finde en kandidat, der ikke matcher profilen. Synes i stedet de skulle kanalisere energien hen på et meget enklere og floskelfrit opslag: “Vi søger en sød kollega, der kan hjælpe os med at skelne sammensatte navneord fra de øvrige. Vi bøvler for tiden med ord som ‘service sektor’, ‘publikums målgruppe’ og med en hel del citationstegn. Vi ser frem til at byde en teamplayer, som ikke er bange for at rette os, når vi tager fejl, velkommen på holdet”.
I forgårs kom jeg til at kalde min kollega for ‘mor’, da jeg skulle have hjælp noget. Jamen, fordi jeg havde gang i det tonefald, som man brugte for hundrede år siden, når man lige skulle have vist, hvordan man gangede brøker eller ikke kunne nå noget i de øverste skabe. Mooooaaarh?
I går glemte jeg at låse døren på toilettet omme på arbejdet. Unisextoilettet.
I dag blev jeg ringet op af chefen med et ‘har du glemt, at du er på vagt i dag?’. Altså, det havde jeg ikke, vel. Jeg havde måske bare tolket lidt frit på, hvornår said vagt begyndte.
Classy. Hvad mon morgendagen bringer? Et svar på, hvem det nu var, der fik den udsøgt glimrende idé, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet?
