Jeg keder mig simpelthen så meget. Selv om min kalender er overtegnet med både business og pleasure.

Jeg keder mig, når bølgerne går højt på jobbet og der bliver talt hårdt og grint igennem og der er sved på panden og ingen tid til frokost.

Jeg keder mig med mine veninder, når vi tilbringer en hel eftermiddag med først at dekonsturere en lummer/tvetydig/corporate sms, jeg har fået fra en mandsperson, for dernæst at pille en ditto date, min veninde har været på, i stykker. For efter fem timer at nå frem til den erkendelse, der stød bøjet i neon fra begyndelsen, men som ingen ville udtale før rødvinen kunne, at they are just not into us.

Jeg keder mig, når min bekendte fortæller mig, at hendes psykolog morer sig meget med at betragte vores generation, fordi vi har de samme tankemønstre, som engang var forbeholdt teenagere: vi tror, at alle vores problemer er eksistentielle og større end hele verden slået sammen og helt unikke.

Jeg keder mig, når den fyldte cigaretpakke stirrer tilbage på mig fra bordet, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen ikke gider ryge dem. Det er lige før de sukker. Og fnyser, at jeg fandme er blevet så fornuftig. Men det er jeg ikke! Jeg har bare tabt min rygetrang et sted mellem voksenlønnen og babyboomet i vennekredsen.

Jeg keder mig helt ind i knoglerne. Ikke i øjeblikkene, men når jeg tænker tilbage på dem og spørger mig selv, om det så var dén materie, der skulle definere min ungdom?

Og når jeg siger, at jeg ikke tager med i byen, fordi jeg er mere til en hjemmeaften, så er det fordi jeg skal hjem og kede mig. Jeg skal på ingen måde hjem og sidde indhyllet i nogen tæpper med den Weekendavis, jeg kun abonnerer på for show, eller hjem og bage eller hjem og skrive; jeg skal hjem og kede mig i min sofa med hjernedødt fjernsyn, mens jeg glor på det rod, jeg ikke formår at holde ude af mit liv, som irriterer. Mig. Helt. GRÆNSELØST. For med rodet kommer vennen Støvet, og med støv kommer ugidelighed, og før jeg ser mig om står tallerknerne fra forrige uges middagsselskab stadig og glaner ude på køkkenbordet. Og nu har jeg droppet en aften ude for at blive hjemme og komme til bunds i det, men det bliver jo ikke til noget, vel.

…

Måske var jeg bare én af dem, der først så meningen med livet, når jeg fik børn.

Det er pænt af jer at lægge søde kommentarer om, at jeg er et rart menneske.

Jeg synes bare også, at I lige skal vide, at jeg – godt nok stærkt påvirket af led PMS, men alligevel – også er typen, der kan finde på at klæbe postits på mit glas med rørsukker, SØD og portionshonning i arbejdskøkkenskabet med “Psst! Køb lige dine egne sødetabletter!”

Åh. Gider ikke være sådan en person, altså. Der virker som om jeg ikke vil dele. Det er jo bare sødetabletter og sukker, for fanden! Som jeg ikke engang bruger til andet end the! Som jeg aldrig drikker alligevel, men bare indkøbte engang, jeg troede, jeg skulle være sådan en, som indtog the i kontorlandskabet, måske med fødderne trukket op under mig og en plaid på, rigtigt givende den gas med koncentrationen.

Men det er lissom princippet i det, iggå. Det der med, at jeg åbenbart arbejder sammen med én eller flere, som tror, at hyggeremedier til forsødelse af tilværelsen er noget, som skabene gror af sig selv. Selv om jeg ellers begynder at hvæse og udvikle hugtænder, hvis andre vover at bruge men-det-er-bare-princippet-i-det og men-det-er-bare-måden-du-siger-det-på, for det er sådan noget folk, der er løbet tør for rationale, siger.

Alt det for at have mine sødetabletter og min tro på en socialistisk arbejdsplads i fred. Nogle gange får jeg svært lange arme af mig selv. Suk.

… og derudover flatliner jeg en hel del. Kom faktisk til at følge med i et helt afsnit af en meget spændende serie, inden jeg opdagede, at det var Ugly Betty, jeg sad og gloede. For fanden. Er lidt distræt for tiden. Må være den sukkerholdige kost og den tyktflydende Gosling-hjernevask.

Nordisk litteratur, det er lige mig. Så når jeg både tæver det nyeste på dansk, norsk og svensk igennem, så må vi ikke glemme… finsk.

Finsk? Bøger på finsk? Det findes? Ja. Endda nogle gode nogen.

…

Sådan ville jeg have indledt min anmeldelse af Sofi Oksanens roman, Baby Jane, som egentlig udkom før hendes gennembrud, Renselse, der vandt Nordisk Råds litteraturpris.

Og hvad var det så, der skete, mens jeg var midtvejs i en unavngiven heltindes optrevlen af en geskæftig fortid med mystiske Piki – Helsinkis cooleste lebbe? Jo. Livet skete. Selv om det faktisk var ganske underholdende at læse om de to deprimerede kvinders salg af brugte trusser til de stønnere, de solgte telefonsex til. Men mit liv tog lidt over, ing. Noget med noget job. Og en hulens masse læsestof i dén forbindelse. Som jeg heldigvis nyder så meget som var det skønlitteratur.

Desværre er der ikke tid til begge dele. Og for en stund må jeg lægge de fine læseoplevelser på hylden, for jeg kløjes simpelthen i den dårlige samvittighed.

Men det betyder sgu da ikke, at I skal snydes! Forlaget Rosinante har doneret et konkurrenceeksemplar, og det kan blive dit. Vurder måske ud fra denne anmeldelse (fra nogen, der faktisk har læst bogen…) om den er noget for dig. Og hvis den er, så smider du et lod i puljen med en kommentar herunder om, hvornår du har måttet vinke farvel til noget, du ikke havde lyst til at tage afsked med – og hvorfor.

Jeg bestemmer en vinder mandag 2. april klokken 22!

Sofi Oksanen, “Baby Jane”, 2005 | 201 sider | 300 kroner | udkom på dansk 1. marts

Okay, hør så her. Jeg kan godt lide at gå rundt i herretøj. Ikke fordi jeg er sådan lidt transet i det, men fordi herretøj får mig til at føle mig mest feminin.

Blomstrede kjoler, sløjfer, pastelfarver og dybe udringinger og hvad der ellers virker på jer andre damer, får bare mig til at føle mig… konet. På en god dag ligner jeg en børnehaveklasselærer, på en dårlig dag ligner jeg bare min mor. I den såkaldt nude-farve (som altså hedder enten hudfarve eller laks, der hvor jeg kommer fra), don’t even get me started on that one, men jeg ser bare nøgen ud. Så sort. Helst fra herreafdelingerne. Fordi det får mig til at se tilpas ud. Og min barm ser ikke så fjendtlig ud. Og de hofter, jeg ikke har, står ikke og påkalder sig al opmærksomheden. Jeg er nødt til at bilde ekspedienterne ind, at jeg køber tøj til min kæreste. De er altid søde til at lade som om det er helt normalt for piger at prøve det tøj, deres kærester skal have.

Og ja. Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn, når jeg svanser rundt i herresweatre og militærstøvler og forvaskede, sorte jeans, selv om jeg alligevel har en snert af en fornemmelse af, at jeg nok bare går rundt og ligner en powerdyke. Eller er på vej til fastelavn, klædt ud som Stu Baggs fra Californication.

Lad nu bare mig om det.

Well. Indtil i går, ikke. I kunne sgu da godt have advaret mig. Om den største fare af alle. At komme på arbejde i præcis samme outfit som kontorets flotteste mand.

Det var så kikset, at det ikke engang var et laughing matter. Folk spandt simpelthen bare en ulidelig tavshed ud over det. Også den flotte, generte mand, som skulle sidde ved siden af mig i Mac-landskabet og ligne, at han havde taget sin tveæggede og lidt grimmere tvilling eller store fan med på job. Ej, men jeg gider slet ikke gå ind den lange ydmygelse, der var min arbejdsdag.