Det er få måneder siden, at jeg sad og var nødt til at fylde bloggen her med arbejdsløse indlæg som dette og dette. Kedeligt var det. Hold kæft, hvor jeg kedede mig. På den stressbefængte måde. Hvor man tuder ud i luften og spørger arbejdsmarkedet “hvad fan har jeg gjååårt dig,” fordi ingen arbejdsgivere ville bruge mine evner til en skid.

Well. Not so much anymore. Jeg pisser rundt i min hverdag og prøver at få alle ender til at mødes, og hvis jeg skal nå så jordiske ting som at gøre rent, sende fakturaer ud (efter at have googlet, hvordan i helvede, man gør dét – revisor og personlig assistent søges), skifte sengetøj, passe min hud og forsøge at styre mig fri af “kan du ikke lide mig mere, du er så svær at få fat på”-sms’er fra omgangskredsen, så er det noget, der må foregå på den trætte side af midnat.

Dedikerede i dag tre timer – hvor jeg kunne have sovet! – til de jordiske ærinder. Har nu ren wc-kumme, rent tøj, rent sengetøj (okay løgn… men sengen er dog blevet redt) og rent service igen. Og ville gerne veksle det hele med en enkelt indsigt i, hvordan I, der både har min travle hverdag og barn, familie og billån, huslån og forældremøder at se til, dog får det hele til at hænge sammen?

Håber på en måde aldrig, at jeg finder ud af det. Hvis altså struktur og kalenderslaveri er et must i pakken. For så kan jeg godt mærke, at noget må stryges, og det bliver sikkert mine timer ved bloggen med et glas rødvin i den ene hånd og en smøg i den anden.

Har glemt, hvad pointen med dette indlæg er. Har simpelthen for ondt i lænden til at huske andet end de ugooglbare spørgsmål, der meldte sig under tornadorengøring i liv:

• Hvorfor skal jeg belemres med Spotify, når nu Grooveshark klarede det så fint? Gider desuden ikke være én, der kommer til at spamme mine facebookvenner med, at jeg af og til lytter til Roxette og Eurovision-soundtracks en hel dag.
• Hvorfor blogger Helle ikke noget oftere? Handler det helt seriøst om, at hun har lært, at en god vej til succes er ‘leave the audience hungry’? Eller har hun bare et liv?
• Er Borgen vol. 2 godt? Har ikke tid til at se det, hverken om søndagen eller på DR Nu, selv om jeg sådan havde glædet mig, da Strange forlod statsministeren i første sæson.
• Mit døgnapotek har indført noget, der hedder et ‘vagtgebyr’. På 20 kroner og 65 øre (?). Jeg forstod ikke sedlen i døren, den fik mig bare til at forlade stedet prompte – fordi jeg har så skidegod apotekerkarma – men indser nu, at det måske var lidt forhastet. Men det er noget, jeg skal betale, ikke? Thought so. Bare fordi jeg ikke har tid til at hente almindelige Ipren’er på almindelige apoteker på almindelige tidspunkter, der ikke er i døgnrytme med malkekvæg.

Christ. Selv mine undringer er tandløst uspændende. Godnat.

ville jeg til at tie stille med

• hvilke ord din søn har lært siden du vendte tilbage til arbejdet efter barsel, hvis dit publikum er den samme skare kolleger i hver frokostpause. Dag efter dag. We get it. Barnet er ved at lære at tale.
• dine overvejelser omhandlende det at sætte varme på derhjemme eller ej. Gør det nu bare. Det bliver kun koldere herfra, mens du dagligt underholder os med for og imod. Få det ud af verden.
• hvor meget trafik, der er om morgenen, på de forskellige ruter, du har mulighed for at cykle på arbejde. Vi er alle i din båd. København er trafikeret. Fuck me, that’s interesting.

Kan vi ikke godt tale om noget, der betyder noget? Vi er kun på denne jord i så kort tid? De nakkede Gaddafi i dag, og du ævler om pludder og varmeregninger og trafik – og vi nikker høfligt as if we care..

I øvrigt. Hvornår holdt vi egentlig op med at sige ‘firma’?

Synes ikke jeg har hørt ordet siden folkeskolen, hvor man godt i frikvarterne kunne høre fra de nyriges unger nogen, at deres far “havde et firma”. Ingen spurgte nogensinde, hvad de fædre egentlig lavede i de firmaer. Det var jo bare det, de lavede i dagtimerne. Som vores andres fædre var lærere, ingeniører, kontormænd. Om deres fædre producerede noget, om de havde travlt med it-boblen eller om de dannede tidlige skoler for den konsulentkultur, der er strøet udover Erhvervsdanmark these days, det gik vi ikke så højt op i. Et job var vel bare et job.

Vi fandt aldrig ud af det, vel. Og vi snakkede aldrig om det, især ikke efter at Thereses far skulle ind og sidde lidt. Noget med noget svindel. I hans firma.

Nå, men så engang efter årtusindsskiftet begyndte alle iværksætterne at ‘registrere virksomheder’. I stedet for at ‘åbne firmaer’. En virksomhed lugter åbenbart mere af seriøst foretagende med personale og femårsplaner, end af kviklånsoppustet biks for it-løsninger. Og jeg tænker lidt nu, at vi endegyldigt er forbi den æra, hvor en rigtig firmaejer lignede Don Johnson, havde en midlertidigt hjemmegående kone i polyesterextensions, bare fødder i sejlersko og et dollargrin, som han ikke havde måneden efter.

Det er kraftedeme blevet så sikkert, det hele. Stein Bagger, var IT Factory den sidste bastion? Æv.

Er simpelthen så træt af, at mine eksmedkursister har holdt en megaafslutningsfest i weekenden. Aaaallesammen var de der. Den stille, men sjove sønderjyde. Den quirky firsertype. Firmabøssen. Og hende, der er kæreste med ham fodboldspilleren. Og ham med det dårlige band, der aldrig bliver til noget. Hende den seriøse, som alle ville være i gruppe med. Hende rich kid der, som lignede en fucking casual million hver dag, selv om hun slet ikke er særlig køn. Aaaaallesaaarrrmen sidder de der og skåler i mojitos og ih, hvor har de det hyggeligt. Alle undtagen mig.

Og at uploade billederne i min newsfeed, selv om invitationen gik samme stream forbi, deeet har de ingen problemer med.

Psssj. Ikke inviteret. Jeg bliver sgu da altid inviteret til alt muligt, at de ved det. Og spurgt om jeg ikke vil lave underholdning og alt muligt. Det er highschool all over again, det her. Bare fordi jeg ikke tog med på deres skide hyttetur og glemte at opfinde en undskyldning for hvorfor ikke. Udover at jeg ikke gad.

Nærmest lige før jeg skulle uploade billeder fra den privatfest, jeg holdt den samme aften som de sad der med deres mojitos et smart sted i noget smart, lejet herskabslokale i Indre By. En fest, som jeg gjorde et stort, høfligt nummer ud af, at de ikke skulle opdage på Facebook, ja, så de ikke skulle føle sig udenfor, forståes. Lige som jeg da naturligvis har en særlig indstilling for mine statusser, som gør, at de ikke kan se det, når jeg skriver noget udleverende om dem. Common courtesy. Look it up.

Okaiiii, så jeg kunne ikke have joinet jeres herskab alligevel. Pretty busy and all. But still. I kunne sgu godt invitere, når I skal være så skideindiskrete i min feed!

Lortemøgunger.

.

Alright… årrrlreit!

Niels Anders Thorn er muligvis ikke Ricky Gervais. Måske ikke engang Steve Carell. Måske ligner han bare mest Joachim Knop. Til gengæld er han faktisk en ret god parodi på de jobkonsulenter, der render rundt derude og tjener penge på os arbejdsløse. Mens de latterlige ringetoner og floskler bare får lov at gå og gå som tyndskid fra dem.

Hvor er det smukt set af den efterhånden-ikke-så-stakkels-mere Lau Aaen og Monday Media, at Dagpengeland.dk skreg på en The Office-inspireret filmatisering – med et lille twist af Normalerweize.

http://www.youtube.com/watch?v=n-5ra9WIkjM&feature=player_embedded#!

Jeg glæder mig grumme meget til en færdigudvikling! Indtil da kan hele pilotafsnittet ses her.

.