Jeg aner ikke, om det her er noget hokuspokus og en masse varm managementluft. Men når der står ‘høj indtjeningssplit’ og ‘vi tager os af det tekniske og den kommercielle aktivitet’, så havde jeg givet det et go, hvis ikke jeg allerede havde fundet mig okay til rette hos Bloggers Delight.

Måske alene fordi Blogwerk er et navn, der holder for hårdt. Interesseret? Skriv til hej@blogwerk.dk.

Ved I, hvad det bedste ved blogging er?

Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.

Forlaget Samleren har været så søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i går, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altså ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link på din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, også de anonyme, så længe der er hjerte bag, og så længe det handler om dig, ikke mig.

Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!

Det er ikke bare grotesk iskolde mandspersoner eller det skrantende arbejdsmarked, der ikke vil mig.

Nu har bloggens feed åbenbart også afbrudt samarbejdet med mig. Bare sådan. Uden varsel. Hverken Bloglovin’, Google Reader eller RSS gider tilsyneladende associeres med mig mere. Elsker det tema, der er ved at tegne sig over mit liv. Dines, you’re not desirable. In any aspect.

…

Nå. Men det tekniske fnidder har jeg pushet videre til hipsternørderne ovre hos Bloggers Delight. Gid, jeg kunne forwarde resten af mit livs issues derover. Og det så kom tilbage med en “Bug lokaliseret og fixet. Du er nu både attraktiv i mænds og arbejdsgiveres øjne igen” på sig.

Jeg håber, at I – indtil alle feeds er up and running igen – vil læse med via facebook.com/infotaineren eller Twitter, hvor jeg har for vane at reklamere skamløst for mig selv, hver gang jeg poster et eller andet herinde.

Der er mange måder at holde søndag på.

Nogen har noget at udsætte på belægningen på dyrt indkøbte designerbønneborde. Andre oldschoolbrækker sig bare.

Denne dag bringer ikke noget, der kan måle sig med den forgangne aften og nat, med sig. Prøver stadig at fordøje et yderst vellykket blogtræf og vejer pro mod con i spørgsmålet om, hvorvidt jeg bare skal nedlægge egen identitet og blive til Dines på fuldtid. For hun kender nogle pretty standup mennesker. Meget sejere end visse andre mennesker, jeg kender.

Jeg er fristet og kun få klik fra at google, hvor nemt det ville være at oprette CPR-nummer og ny identitet til Miss Dines. Afværger operationen ved at sidde i sofaen med Ione Skye, John Cusack og så vild nostalgi, at jeg ikke kan begribe, hvor ikke flere mennesker i dette land kender denne film. Cameron Crowes ‘Say Anything’ fra 1989 (på dansk “Alle Elsker Lloyd”, men det snakker vi ikke om) er highschooldramakomedie fra før den slags blev smadret af American Pie. Om den godhjertede taber Lloyd, der så gerne vil have den snerpede valedictorian, Diane Court. Den er kikset ungdomsforelskelse fra før John Cusack solgte ud. Den er lig med den episke ghettoblasterscene, for helvede.

Se den nu bare. Den er dog bedst på VHS.

Så googler jeg lige lidt imens.