Jamen, jeg haaaar ikke flere ord.

Når folk begynder at pille ved min Mac, min iPhone, min iPad, min kalender eller gå i mine skuffer og skabe (og det gør de de fucking altid - hvorfor!?), så har jeg sådan lyst at skrige dude-hvilken-del-af-’jeg-har-en-hemmelig-blog-som-ikke-rager-dig’-var-det-du-ikke-fattede, men i stedet ender jeg altid på et:

Tak til #whatshouldwecallme for altid at være leveringsdygtig i sigende animationer.

Sikket kommentarfelt af ondt-i-hjertet I fik produceret til konkurrencen om Sofi Oksanens “Baby Jane”. Og selv om hjertesmerte er right up my alley, så skal jeg lære ikke at bede om den slags ting fra mine læsere, for mellem jer har I jo tristesse nok til tåreperseri. Næste gang tror jeg, at jeg vil spørge om noget lidt mere glad-i-låget.

For der var datteren, der måtte tage afsked med sin Alzheimerramte far, stykke for stykke. Og der var Cecilie, hvis lillebror kom ud for en ulykke, men overlevede. Hun måtte sige farvel til den bror, hun kendte, og goddag til en helt anden version af ham. Og der var Signe, der havde forelsket sig i udlandet, og derfor konstant skulle undvære enten sin Store Kærlighed eller sin familie og vennerne.

Og så var der jer, der har sagt farvel til veninderne, den ene til et destruktivt venindeskab, den anden til en hel venindekreds, hun var vokset fra. Den slags kræver mod for kvinder af vor tid, de er for os, hvad skilsmisser var for 30′erne. Vi taler ikke om det, og der må ligge noget uhyggeligt til grund for sådan en drastisk handling. Men det gør der ikke altid. Nogle gange skal man ikke være sammen mere.

Alle fortjener I meget mere end en god, finsk roman.

Også Hyben, som skrev noget om sig selv og en mand, og det kunne være historien om mig og Nogen. Hun har sagt farvel, og jeg har sagt farvel. Selv om vi virkelig helst ikke ville det. Du skal have bogen. Så har vi den nemlig begge, og den bog skal symbolisere vores fælles farvel til de samme dårlige tider (send din adresse til dines @ infotainer . dk).

Nye tider på vej. Ikke nødvendigvis som lesbiske, men hvem ved? Tak til alle, som deltog og også jer, som bare læser med. Og hej storladne tirsdag, men, uden alle jer var bloggen ikke.

Er tom for ord. Har lyst til at skrive mig ud af det. Men det er som om I har fået dem alle. Så nu går jeg i seng. Og jeg børster ikke mine tænder. Og jeg leger heller ikke allerede konen med æggene over, at de lige har ringet henne fra drømmejobbet og gerne vil møde mig.

Jeg aner ikke, om det her er noget hokuspokus og en masse varm managementluft. Men når der står ‘høj indtjeningssplit’ og ‘vi tager os af det tekniske og den kommercielle aktivitet’, så havde jeg givet det et go, hvis ikke jeg allerede havde fundet mig okay til rette hos Bloggers Delight.

Måske alene fordi Blogwerk er et navn, der holder for hårdt. Interesseret? Skriv til hej@blogwerk.dk.