Der er et særligt sted i himlen for mennesker, der løfter sløret for, hvad de bliver spist af med i datingens navn.

Som fx denne kvinde, der var i byen i Toronto med et par veninder. Her bliver hun antastet af en mand, en angiveligt noget ihærdig mand. For at slippe af med denne intense Dmitri (og at han er intens dokumenteres til fulde i følgende klip), giver hun ham sit visitkort. Og det kommer an på øjnene, der ser, om man vil betragte den gestus som et fejltrin eller en billet til en optur. For manden ringer selvfølgelig – og efter to voicemailede påmindelser om, hvor fantastisk et catch af en græsk gud han er, men også hvor vigtigt det er, at hun ikke har fis i kasketten eller er et voldtægtsoffer eller har en kræftsyg mor (?), sender hun lydklippene til sin lokale radiostation.

Sådan. En kvinde, der handler. Moro. Især voicemail nummer to er priceless.

Fordi jeg aldrig igen gider kaste op i munden ved det pludselige møde med min tidligere kollegas selvsmagende varedeklaration på sig selv. Gruens dag, det var det, da han blev spyttet ud som svar på mine søgekriterier. Med sit ømme, ømme billede, I ved Jamie Walters-agtigt lidende med panderynke. For Chrissake. Gooood luck derinde. Dét var min mulighed for et knald og en tur i biffen? Endnu mere ubærlig var visheden om, at eftersom han optrådte på min liste, optrådte jeg måske på hans – og så havde han læst min selvsmagende varedeklaration og set mit ømme, ømme billede? Kan stadig ikke se ham i øjnene. Og kunne obviously ikke oute ham som netdater, fordi jeg så bare ville oute mig selv med, og intet er virkelig det værd.

Fordi jeg er sååå meget bedre på skrift, end jeg er i 3D. I samtaler holder jeg meget mere kæft, end jeg taler, og mine tanker vandrer i en sådan grad, at jeg bliver alvorligt bange for, at jeg lider af en form for absencer, når jeg taler med folk, der ikke fanger min interesse. I det hele taget er jeg rædsom at konversere, fordi jeg ikke gider høre efter, hvis du hverken har en stemme som Johan Olsen eller har forstået at vinkle. Det samme gør sig gældende, når der bliver læst højt for mig. Forestil dig at sidde i mørke med en præcisionsbombende minilygte, der oplyser et ord ad gangen. Forestil dig så at skulle give dit besyv med. Næ, stik mig et notat, tak.

Fordi jeg ikke gider sige højt, at jeg har mødt min mand på nettet. Nogensinde. Eller tænk at møde en veninde – mens på date med ham? Lyver man for veninden om, hvor man kender ham fra og afslører dermed, at man alligevel ikke var kvinde nok til at owne up, selv om man udtrykkeligt havde skrevet det på både sin profil og mellem linjerne? Eller fortæller man hende sandheden og finder sig i en panderynke og forfølgelsesvanviddet over, at hun helt sikkert fortæller alle de andre igler, at man har mødt nogen på nettet?

Fordi jeg er fotogen. Det betyder, at alle gode billeder af mig virkelig er gode, mange af dem ligner faktisk slet ikke mig. Det betyder, at jeg de gange, jeg har prøvet kræfter med netdatingen, er blevet kontaktet af mænd, der er helt ude af min liga (der beskedent må kaldes midt-imellem-kategorien), som jeg derfor ikke tør mødes med, hvilket også har noget at gøre med næste punkt:

Fordi jeg ikke igen gider møde smuk, smuk mand på netdating. Som formentlig blev grumme skuffet over min blodfattige persona, når nu jeg havde solgt mig selv så godt – og derfor opførte sig som det gedigne røvhul kun virkelig smukke mænd kan. Da han få uger senere sad på landsdækkende tv som studievært havde jeg lyst til at skrige, at den smukke mand på skærmen var alt andet end fantastisk, at han var typen, der ikke sagde ’min mor’, men ’mor’, og at han var dårlig i sengen, men det kunne jeg lissom ikke, fordi JEG HAVDE MØDT HAM PÅ NETTET.

Fordi jeg ikke gider have mig en mand, som netdater. Fordi jeg stadig hænger fast på det klassetrin, der synes, at netdating er for dem, der ikke kunne score i virkeligheden. For så havde de vel gjort det?

Fordi jeg ikke gider være en, som netdater. For jeg kan godt score i virkeligheden.

Ikke?

Åbenbart var det ikke toppen, da en hjemløs for nogle uger siden bare tjekkede mig ud.

I dag krydsede jeg min klamme gade, der lugter af blod, gnu og Delhi i disse varmere dage, og en uvasket, bagstiv substistensløs mand sad på kantstenen og tjekkede mig ud. Og da jeg trak forbi ham med min cykel, spurgte han højt og meget spontanvenligt:
- Må jeg ikke gerne få dit nummer?

Jeg fik så travlt med at glo olmt på hans venner, at jeg helt glemte at spørge, hvad i alverden han dog ville bruge det til… og sekundært, hvad han mon ville ringe til det fra.

Senere ærgrede jeg mig mere over, at det tilsyneladende kun er drankere ved Hovedbanen, der har guts til ad kringlede omveje at sige til en pige, at hun ser pæn ud.

I dag har min veninde slået et slag. Mest for sig selv – men lidt for os andre også. Hun har sagt fra og har brudt sig eget mønster.

Hendes nye kæreste – vi taler stormende forelskelse, de kunne ikke sætte mærkaten ‘kærester’ på hinanden hurtigt nok – havde to alvorlige karakterbrister. Den ene er hemmelig; den anden var en grænseoverskridende ondskabsfuldhed, hvis han følte sig trængt. De kom til syne hen over de indledende forholdsmanøvrer og lagde sig som en ildevarslende lortestank over hele hendes udsigt til en lyserød fremtid.

I morges tog hun en dyb indånding og sagde fra. Hun havde ikke tænkt sig at blive hængende for at se, om de var noget, hun kunne lære at leve med. Droppede tanken om ikke bare hun var for touchy, og måske-ville-det-ændre-sig-når-de-kom-længere-ind-på-livet-af-hinanden og det andet vås af bortforklaringer. Hun viste ham døren med ordene ‘jeg er bedre end det der. Og du skal gå nu, i dag, inden jeg er så forelsket, at jeg ikke kan se det længere.”

Og ikke bare sagde hun ham fra – hun sagde sin historie med at lade forelskelsen overskygge ekkoet af en alarmklokke fra. At tro, at så længe nogen kiggede hende forgabt i øjnene og introducerede hende til sine forældre, så var det lige meget, hvem der præsenterede og hvad han ellers rendte og foretog sig. Nægtede igen at synes, at hans hengivenhed var det retfærdiggørende kvalitetsstempel.

Jeg er så stolt. Og det har jeg tænkt mig at understrege, når hun græder ud i min skulder.