Jeg bor på den ene side af Strøget og arbejder på den anden, så det er svært for mig at undgå denne pøblede, danske handelsstrækning i min hverdag – selv om der virkelig er mange grunde til at holde sig fra Strøget i København i december. Én kunne være det gravearbejde, der lige nu indsnævrer store dele af Købmagergade (i årets juleshoppemåned, ja, smart planning, Ayfer). En anden grund kunne være de andre mennesker. Enten dem, der går foran dig og pludselig bare stopper, uden at gå ind til siden, stop, fordi de lige skal sige noget vigtigt til manden og ikke kan gå samtidig; you make me want to smoke crack. Eller dem, der en tirsdag i myldretiden kommer løbende bagfra, tapper dig på skulderen og råber ind i dit øre ‘undskyld, må jeg lige spørge dig om noget!?’ Mit tankemønster så således ud:

1: Tricktyv! Eyes on the wallet!
2: Facer! Eyes on the wallet!
3: Lunatic! All eyes on the wallet!

Facere angriber typisk forfra, og tricktyve har det med ikke at henvende sig så nervøst, som denne unge mand gjorde, så jeg settlede på option 3. Lunatic. Mens han bare stod og gloede på mig. Og til sidst tog min hånd. Og så noget beklemt ud i det, da han sagde:

– Jamen, eh. Jeg synes bare, at du så rar ud, som du gik forbi…

Her blev jeg ekstra alert og slap hans hånd, for hvis der er noget, jeg og min selvindsigt godt ved, så er det, at vi ikke ser rare ud. Reseverede, udstoppede, på en god dag bare kølige isdronninger – men sjældent ‘rare’. Hvad havde han oppe i ærmet?

– … og så øh ville jeg bare hilse øh på. Jeg skal mødes med nogen om lidt. Men… ville bare høre, hvem du mon øh er.

Og han så helt oprigtig ud. Lignede lidt Skipper fra Sex and the City. Men jeg, den åbenbare Miranda-for-the-day, kunne slet ikke begynde at overveje det smigrende i situationen, fordi jeg var overbevist om, at han var med i et væddemål, eller han havde et Skjult Kamera-crew med sig, så jeg hvæsede en halvublid mumleversion af ‘jeg er vist bare mig’ og prøvede at kante min cykel forbi ham. Hvilket fik ham til at ramble on i en:

– Ej, er du nu sikker på, at du er dig *nervøst grin*, mon ikke du faktisk er en helt anden *nervøst grin* end dig selv, ehhehe…?

Jeg var long gone.

Synes måske, at han skulle arbejde på sin approach og have noget præfabrikeret samtaleemne med i skuffen, for hvad skal man egentlig svare en fremmed, når han spørger, hvem man er? Men hvad fanden er det for et samfund, der har skabt kvinder som mig? Som ikke genkender komplimenter, når de stopper os på gaden?

Vi skulle skamme os.

Jeg bruger en del tid på fantasiscenarier. Om mand, der uanmeldt venter ved min opgang i regnen og siger, at han tror, at han er forelsket i mig. I regnen! Om samme mand, der insisterer på, at jeg skal møde hans familie. Om storladne skænderier og frierier eller bare hovsagraviditeter, der modtages med “selvfølgelig skal vi da have det barn. Dig og mig. Fjolle.”

I de scenarier (der gerne udspilles foran spejlet, hvor jeg er nødt til at spille begge roller og huske på begge rollers repliksæt og være sufflør for begge) tænker jeg sjældent på, at jeg slet ikke gider møde hans familie eller giftes med ham eller skændes med ham eller føde hans barn eller definere følelser. Det er bare nogle disneyforestillinger om, hvad man kan drømme om på den romantiske front, når man er glad i låget over en mand.

Heldigvis indhenter virkeligheden nogle gange de automatiske pladderforestillinger. Som nu i sidste uge, hvor en kort sms-udveksling fik mig til at smile så ukompliceret, som intet af disneyautomatikken nogensinde kommer til. Fordi det var ægte. Ægte hverdag. Et ægte hverdagssignal om, at jeg skal holde op med at tænke så meget og bare nyde i stedet.

Sms fra mig efter en håndfuld dages radiotavshed, hvor jeg ikke anede, om jeg var sur eller han var sur eller vi bare var blevet trætte af hinanden: “Hvornår ser jeg dig mon igen?”
Sms fra ham: “Kan være hos dig om tyve minutter? Skal lige have luft i min cykel på vejen. Ok?”

Hvor var det dumt skrevet, da jeg for nogle dage siden påstod, at jeg kendte hvert et gråt stænk i hans skæg. Tror måske, at poetikken (og weltschmerzen) løb af med mig. Tilgiv mig, jeg var sikkert fuld. Men ikke engang var det dårligt skrevet, det var også løgn.

Naturligvis kender jeg ikke hvert et gråt stænk. Det var bare noget, jeg opdagede en morgen. I hans skæg. At der er flere sølvtråde, end jeg havde regnet med. Men at sige, at jeg kender dem alle, er måske overkill. Ville jo gøre mig til autist.

Hvad der derimod er sandt, er, at der hver dag, når jeg triller hjemad, er en lille del af mig, der tror, at han venter ved min dør med blomster eller noget andet plat og siger noget sødt. Nogle dage øver jeg den del sig endda på, hvad den skal sige, når han står der.

Utroligt, ikke?

Uanset, hvor længe man vandrer Indre By rundt, og uanset hvor mange møgfald, man dikterer oppe i hovedet i alverdens ligegyldige prøverum, så… kan det hele være skideligemeget. For når man én gang har påtaget sig Alle Gennemkneppede Rollers Moder – dørmåtten – så er det så uendeligt let at smide sig ned på maven og stille sig til rådighed, så snart han gider se på én med de fine, bæbrune øjne og forære én hele verden. Okay, så en deletaxa da og et bagsædesnav og fnis som for at ekskludere chaufføren fra noget, hun vel allerhelst i forvejen ville fritages for. Med flettede fingre langs Assistensens gule mur og en stille aen på låret, da vi nåede Nordvest. Og alt for store, fulde ord. Som jeg kom til at grine på, fordi han så så skideoprigtig ud uden sikkert overhovedet at være det.

Hvert et gråt stænk i hans skæg; hvert et spjæt, han giver, når hans krop er ved at falde i søvn; måden hans øjne glimter på, alt efter om han har drukket øl eller sprit. Jeg kender ham. Meget bedre, end han kender mig. Skal det virkelig gå til spilde? Når jeg ikke gider kende nogen anden på den måde? I-fucking-gen? I ved jo godt, hvor lang tid sådan et forhold tager at opbygge. Jeg. Gider. Ikke. Forfra.

Jeg veeed godt, at flere læsere har på fornemmelsen, at det der noget pompøst skrevne hjertesmerte-tømmermandsbloggeri i søndags bare var en slags farvel i citationstegn. Som dengang med skoene. Og dengang med selvindsigten. Og dengang jeg øvede mig i sur mimik, men endte… i en ske. Noget pseudofarvel.

Jeg veeed det godt. Og jeg venter mere spændt, end I gør, på udfaldet af det her. Foreløbig er det en noget ensom transitfase. En ventetid med stillestående telefon, som man kan bruge på lister som Du Ved Det Er Time To Move On, Når…

• du ser 15 – fem-ten – afsnit Californication på en dag. For du kan ikke slippe en serie, der på alle måder portrætterer det menneske, du er ved at vriste dig fri fra. Skødesløsheden, charmen, det fedtede hår, egoismen og den uimodståeligt skarpe hjerne. Du har sgu datet Hank Moody, og nu går din hjerne i selvsving over at lege med en masse hvad-nu-hvis’er i forhold til, hvad du dog skulle have gjort for at blive castet til rollen som Karen.

• du tænker, at det nu egentlig bliver meget rart, det der med ikke at skulle gå så meget op i intimhårfjerning i et stykke tid. Ikke at det egentlig var en kilde til gene for dig, men det kan du efterhånden mærke, at det var for… skridtet. Av.

• du tillægger det betydning, om du skifter sengetøj og kyler hans tandbørste ad helvede til. Når nu du godt ved, inderst inde, ing’, at han ikke genfødes som din pålidelige drømmefyr, bare fordi hans hudceller ligger i noget Ikea-linned inde på sengen og hans blå tandbørste står og glaner i glasset på vasken.

• du seriøst overvejer, om han sideløbende med Hank Moody mon skal huskes som et Berger-indslag, et Petrovskij-indslag eller mon et Big-indslag i dit liv. *nakkeskud*

• du mentalholder generalprøve på monologen “Du ender gammel, bitter og ensom” vol. 1, 2 og 3 og også på flere prøveoptagelser til “Du Ender Gammel, Bitter og Ensom – the movie,” umiddelbart inden du indser, at du aldrig kommer til at holde screening for ham, det eneste rette testpublikum.

• du mandag går på arbejde iført den make-up, du havde på i lørdags. Slightly genopfrisket. Uden videre succes. Men hvem skal man nu til at være pæn for? … Hold me.

.