Jeg har ikke tjekket min netbank i dagevis. Løgn, ugevis. Har også glemt at holde mig i form – og, værre, glemt at have dårlig samvittighed over end ikke at overveje at løbe en tur mere. Bruger i stedet tiden på ting som at hade på de pink Valentines Day-annoncer i toppen af bloggen af her. Og at glemme at stille chili con carnen i køleskabet over natten. For at vågne op ad formiddagen næste dag, røre lidt rundt i den tykke masse, varme det op igen og indtage det under bakteriemordsrationalet “det kogte jo faktisk”.

Prøver virkelig at finde mit indre overskud frem. Og fokusere på, at jeg var tidligt oppe og fik en masse praktiske ting gjort inden klokken blev 1. Fik ikke bare skrevet ansøgninger, men faktisk også sendt dem af sted. Og støvsugede ikke bare i hjørnerne – løftede også tæppet, og tog faktisk også brusekabinen, nu jeg var i gang. Ved ikke helt hvorfor. Og jeg fik også sagt et passende undskyld for en spids tone, jeg krydrede en e-mail til min a-kassevejleder i går. Fandme ikke hendes skyld, at hendes arbejdsplads ikke lever i det papirløse NemID-samfund, men i et parallelsamfund, hvor ‘printer’ og ‘scanner’ og ‘underskrifttyranni’ stadig trumfer ‘onlineformularer’. Hun tog det nu pænt.

God dag med godt overskud. En frostklar dag, der dog er nærmest russisk smuk i sit udtryk, ikke? Men uanset de brede, flotte linjer i billedet, så kan hele livet synes en lillebitte smule uendeligt op ad bakke, når man finder ud af, at der stadig findes mennesker i den nære omgangskreds, der ikke lader au pair blive udtalt o-pær, men går rundt i ramme alvor og gør grin med Nordsjællands filippinske… aw-pæærs.

Min tro på verden fik sig endnu et nøk opad i dag, da jeg faldt over ham her.

Tænk, at der stadig findes ejendomsmæglere derude, der tror på, at en vinduesudsmykning af en sælgerstereotyp i helfigur serveret med en noget passé smag i ansigtshårvækst – der mindst af alt udstråler smart-i-en-fart-fusk – er all the publicity you need. Hold kæft, hvor blev jeg glad. Fordi nogle hjørner af verden endnu er rene og naive. Det havde været så nemt at hyre en for længst glemt Marcus Schenkenberg eller noget andet rest fra halvfemserne til lige at posere som illusionen af en ejendomsmægler. But nooo. Her er vi stolte nok af the real deal. Får pludselig lyst til fast ejendom i sådan en verden, faktisk.

Watch and learn i den kreative klasse derinde på Vesterbro. Viral markedsføring og skjult model placement er so last year. 2012 er all about at stå ved sit David Brent-look.

Jeg er ikke som sådan imod dobbeltdyner.

Godt nok er de en hån mod single women everywhere, fordi det er så grådigt og ensomt at ligge toute seule og varme sig under noget, der er beregnet til to. Og desuden er jeg ret sikker på, at mine commitmentfobiske herrebesøg ville få en brat ende, hvis jeg erhvervede mig en dobbeltdyneerstatning for mine to udmærkede, men ret udtjente enkeltdyner, hvor man kan ligge og være to singler in denial under. Men næ. Det er slet ikke derfor, jeg aldrig skal have mig en dobbeltdyne.

Mageligheden, dovenskaben og klamheden har igen vundet. For denne tankerække ville aldrig ske for en dobbeltdyne, mens man sad der i sofaen og var pakket ind i sygdom og dun:

Kødsovs på betrækket? Argh! Spildefrans! Og så lige midt i Felicity! Og feber! Men man kan ikke kræve, at jeg, syg og svækket, skal til at vaske det. Ved du hvad, enkeltdyne. Fra nu af er du sofadyne og bor her i stuen. Vi behøver slet ikke sige det til nogen. Der er jo stadig rent betræk på den inde i sengen. Og den kan sagtens være stor nok til to, hvis man ligger tæt. Så det skal du ikke tænke på. Mere chili con carne?

Jeg lovede mig selv, at når nu jeg ikke arbejdede i går, så skulle jeg arbejde i dag. For at opretholde en form for balance i samvittigheden. Skete ikke. Og nu har jeg misset deadline. Flot.

Hvis jeg ikke arbejdede i dag, så skulle jeg sende nogle ansøgninger, lovede jeg så mig selv. Skete ikke.

Hvis jeg ikke sendte nogle ansøgninger, så skulle jeg i det mindste danne mig et overblik over, hvilke stillinger, der er slået op. Skete ikke.

Hvis jeg ikke kiggede på jobbaserne, så skulle jeg gøre rent. Skete ikke.

Hvis ikke jeg gjorde rent, så skulle jeg i det mindste bare vaske op. Skete ikke.

Hvis ikke jeg vaskede op… så bare skylle det værste størknede af tallerknerne? Skete ikke.

Hvis ikke engang det, kunne jeg så ikke godt i det mindste forlade hjemmet, så jeg ikke bare var sådan én, der lå og kiggede på sin egen elende gennem strimer af fedtet hår?Hvis ikke afskylning, kunne jeg så bare bære de to-tre tallerkner med indtørret hummus på sofabordet ud i køkkenet, eftersom der nu er klare afsæt til mugaftegninger på siderne? Skete ikke.

Skete. Faktisk. Tak til dig for at få mig ud – beklager drageånden – og tak til Nørrebro for krystalklar, frisk luft og tak til Other Lives-albummet Tamer Animal for at have indfundet sig på min iPod som efterårets vildeste soundtrack. Selv om det er sådan noget musik, som lyder præcis sådan som et meget langt krampehulk føles.