Jeg hader, at hun kalder sig vegetar, når hun bare er kræsen og lever af kiks, ost og peanutbutter. Jeg hader, at hun mumler. Jeg hader, at hun er uhøflig over for alt salgspersonale. Jeg hader hendes snorken, fordi den forhindrer, at jeg kan ignorere hendes eksistens helt. Jeg hader, at hun forherliger sin egen dumhed. Jeg hader hendes indkøbshårfarve, som har det der billige, lilla skær. Jeg hader hendes dialekt. Jeg hader, at jeg tvunget til at bo sammen med hende. Jeg hader, at hun aldrig skubber sin taske ind under bordet i vores smalle kontor, så jeg falder over den hver dag. Jeg hader hendes kæreste. Jeg hader, at hun er ukritisk. Jeg hader, at hun ikke stemmer – og virker teenagestolt af at være tilpas ‘fuck autoriteterne, jeg er anarkist’ på sådan en umanerligt trættende måde. Jeg hader, at hun tager bad om aftenen, ikke om morgenen. Jeg hader, at hun praler af at have sagt til sin fars kone, at det hjemmelavede majsbrød, konen havde lavet, smagte ad helvede til, og at konen burde hoppe ud fra en bro. Jeg hader hendes musiksmag. Jeg hader, at hun ringer til sin mor fire gange om dagen. Jeg hader, at hun bevæger sig rundt i min intimsfære, som om hun har en eller anden form for ret til at være der.

Jeg haderhaderhaderhader min roommate from hell. Men allermest hader jeg, at hun evner at bringe mine absolut værste sider frem.

Jeg hader at koge indvendigt, når hun er i nærheden. Jeg hader at være bange for at komme til at slå hende. Jeg hader at være bange for at komme i forsikringsproblemer, fordi jeg bliver nødt til at afværge at slå hende ved at slå på hendes ting. Jeg hader at blive bekymret for mig selv, fordi jeg kan blive så vred på et andet menneske, der er så inderligt ligegyldigt.

Kender I det, når man lærer sig selv at kende på et helt nyt plan? Det skete for mig i dag, da jeg tog en afgørende beslutning. Jeg fravalgte at spørge mine uduelige bofæller, om ikke det var deres tur – efter fire måneder – til at købe wc-papir. Fravalgte samtidig at smide noget passivt aggressivt hvislen med i puljen om, at toiletpapir ikke er noget Vorherre trækker ud af røven og rækker os i en lind strøm. Det koster faktisk penge. Og skal hentes. Oppe i kiosken.

Tilvalgte dog at gå op i kiosken. Købte fire ruller papir, smuglede dem ind i lejligheden og gemte dem i mit skab. Render nu rundt hamsterstyle med kontrabande inden for vesten, når jeg uset skal slippe fra værelse til wc med papir rullet sammen som polster i bukselinningen. Det er uværdigt – men dog bedre end at blive busted i at være så smålig, at jeg hellere vil undgå konfrontation end smugleri på listefødder i eget hjem.

Whatevs. Jeg har toiletpapir. De må udregne den svære ligning “hvor kommer toiletpapir mon fra” selv – eller bruge hånden. Ha.

… this is sad.

. reder min seng, når jeg står ud af den.

. ikke bor til leje. Og slet ikke hos nogen.

. ikke kalder mine børn ‘ungerne’ og aldrig skriger til dem “hold BØTT!” og “så HOLDT vi!”, når der bliver tegnet i sofaen. Og ikke giver dem så meget spelt og quinoa, at de hverken kan opretholde skolegang eller fritid, fordi de tilbringer det hele på tønden.

. løber en tur frem for at tage en lur, når tankerne skal klares. Og henter energi i min rene, varme, opryddede bolig. HvorDAN gør I det!? Har overskud til at komme hjem fra en travl dag og smide jer i lænestolen med en eller anden klidkage og en kop hvid te og læse en god bog, mens I liiiige har sat en vask over? Jeg har overskud til at lade vasken stå, smide mig i min seng og junke De Unge Mødre, som jeg kan falde i søvn til. Og forsvare det med, at jeg nok er mere dedikeret mit arbejde, end I er, og derfor mere udmattet. Ha!

. stadig afskyr Nephew, men ikke behøver reklamere med i hvor høj grad, hver gang nogen besøger mig.

. er ikke-ryger. Især i sengen.

. ikke er til fals for latterlige modepåfund. Satte i går – som flytteoverspringshandling – mine bøger i farveorden. Blev ikke en skid mere zen. Det ser bare virkelig grimt ud. Og overhovedet ikke sådan her ud:

. aldrig indkøber en Eames-knagerække. Synes den er blevet så meget Frederiksberg og Østerbro, at den er nærmest er Ikea nu.

. kan holde liv i spændende planter, og ikke er hensat til at leve sammen med skindøde pengetræer og kaktus og andet sejlivet grønt, der er umuligt at slå ihjel. Det ved jeg, fordi jeg virkelig har prøvet.

Kunne forstå på nytåret, at folk har fået sig mange af de der forsætter. F. eks rygestop (nægter. Mine fem ugentlige smøger definerer mig som person. So sue me). Eller vægttab (…). Nogle lover at blive bedre mennesker (hvor håndgribeligt), og jeg har også tidligere hørt en enkelt single love, at hun i årets løb ville forlove eller gifte sig (med hvem? Bare nogen? Det skete i øvrigt ikke.). En anden ville bare være gladere (… end hvem?) og andre igen under sig selv løftet om at rejse mere (Count me in. Ingen kvaler, hvis du betaler).

Jeg har aldrig gidet de der planer, man lægger året ud med. Her kunne jeg vælge at sige, at det er fordi jeg er en udpræget carpe diem-type, som ikke behøver nytåret som påskud, men lissom bare gets things done, når de skal gøres. Ikke rigtigt, vel. I virkeligheden flopper mine forsæt hvert år, fordi jeg… eh… glemmer dem. Det illustreres meget fint af sidste års planer for 2009. Her lovede jeg mig selv, at jeg i årets løb a) ikke ville købe flere bøger, før jeg havde læst alle dem, jeg havde i reolen, og b) ville melde mig ud af Fitnessdk (ja, ud. Ikke ind. Kunne nemlig ikke rigtigt huske, hvornår jeg senest havde haft fysisk kontakt med kæden ud over den spytkaskade, jeg hver måned siden godknowswhen har sendt efter min kontoudskrifts lortede lille påmindelse om fænomenets eksistens).

Forsæt A gik i vasken i slutningen af januar, da jeg faldt over en afgangsantologi fra Forfatterskolen anno ingenveddethelt (virkelig et must-buy… not.). Derfra greb det om sig. Kan her mens 2010 endnu er spæd blot se i øjnene, at det er tid til at smide ud. Også bøger, jeg aldrig har åbnet. Må de korse sig i Afrika.

Forsæt B gik i vasken, fordi jeg lykkeligt glemte alt om at melde mig ud indtil engang foråret, hvor jeg blev bidt af en gal husmor og begyndte at gå til Pilates. Mjaeh, jeg vendte da tilbage en fire-fem gange. Bildte mig så ind, at jeg endda havde et helt særligt talent for smidighed. Et som sagtens kunne holdes ved lige derhjemme ved hjælp af en indkøbt Pilatesmåtte, så jeg slap for at høre på den rimelig øretæveindbydende instruktørs ånde- og pressedikteren.
Hm. Måtten har været i brug en eller to gange. Som liggeunderlig til overnattende gæster.
Jeg er i øvrigt stadig medlem. Betalende medlem, i hvert fald. Det er dovne tyksakker som mig, de lede kapitalister lever af (no offense, Linda og co. Men I ved, det passer. I don’t know how you sleep at night).

Så i år har jeg gjort det nemt for mig selv. Jeg skal til at drikke vand. Tja. En liter vand fra hanen om dagen. Sådan, når jeg husker det, men gerne oftere. Hvilket vil fordoble mit nuværende indtag med 200 procent.

I’ll keep you posted. Hvis I til gengæld gider holde OP med at kalde det et ‘nytårsfortsæt’. Det er noget, man sætter sig for, ‘aight?

Det pinligste var ikke, at det nu var tredje gang på halvanden måned hun først havde banket fru Olsen-vredt i sit loft, mit gulv, med et kosteskaft og derefter var faret op på min etage og havde forsøgt at slå min dør ind med sin spruttende vrede, fordi jeg for tredje gang på halvanden måned havde vist tegn på at være i live, fx ved at bevæge mig rundt i lejligheden til fods, have gæster med normale stemmelejer og en glæde ved P3.

Det var heller ikke så meget det, at hun følte sig nødsaget til at bruge ordet ‘kraftedeme’ og hvæse ‘respektløst’ efter mig og være absolut rødglødende i krydderen, fordi hun havde siddet nede i sit lille, lede lokum af et charmeforladt liv og ventet på, at jeg tændte for noget, der afgav lyd, så hun kunne spæne op som trold fra sin æske og kaste eder efter mig.

Eller at jeg åbnede døren i søndagsoutfit, pandaøjne og ingen bh – ude af stand til at bevare værdigheden til næste arbejdsweekend.

Men jeg kunne fandme godt have været foruden, at det var lige netop Céline Dions It’s All Coming Back To Me Now jeg stod og sang i mit køkken, da hendes overfølsomme flagermuseører besluttede sig for at have fået nok.

Og som om jeg ikke var ydmyget nok af den fransk-canadiske frygtelighed som underlægningsmusik (som enhver kvinde med mellemrum får en momentan, men højst reel Children of the Korn-agtig tilknytning til, indrøm det så), så så min perfide underbo sit snit til at smøre ekstratykt på og beskylde mig for også at høre Britney Spears i hverdagene for ‘fuld udblæsning og åbne vinduer’ og sendte mig sit mest fornærmede og-meeeeget-har-man-budt-mig-men-Britney-Spears!-blik. Og eftersom jeg var i undskylde-mode, ikke deny-mode skulle jeg bare stå der og tage imod, fordi jeg ikke rigtigt var i en position til at diskutere teknikaliteter.

Men hun vidste det og jeg vidste det. Hun var gået over stregen.