DINES die INFOTAINER

Move along. Nothing to see here.

Dines — Wed, 16 May 2012 10:22:20 +0000

Jamen, jeg haaaar ikke flere ord.

Der findes bare ikke nok .gifs til at beskrive andres pli

Dines — Sun, 13 May 2012 07:00:21 +0000

Når folk begynder at pille ved min Mac, min iPhone, min iPad, min kalender eller gå i mine skuffer og skabe (og det gør de de fucking altid - hvorfor!?), så har jeg sådan lyst at skrige dude-hvilken-del-af-’jeg-har-en-hemmelig-blog-som-ikke-rager-dig’-var-det-du-ikke-fattede, men i stedet ender jeg altid på et:

Tak til #whatshouldwecallme for altid at være leveringsdygtig i sigende animationer.

Ashley + Zach + Ole Fejlfinder

Dines — Mon, 07 May 2012 20:46:19 +0000

Måske fik jeg også lige smurt lidt tykt på i går. I don’t know. Måske ikke. For det er nede i bølgedale som den, at der er plads til at tænke over, hvad det nu er, man gerne ville have.

For eksempel sådan noget som Seattle-parret Ashley og Zach har. Jeg blev i hvert fald forbandet varm indeni af den Andria Lindquists serie af (komplet ligegyldige, opstillede) scener fra et forhold, der alligevel ser så rart ud.

Måske er det bare fordi de er pæne. Men tænk, hvis man kunne rende omkring i Twilightlandskabet der en endnu vinterkold februareftermiddag og lade en fotograf knipse løs, fordi man havde lidt af det, vi alle drømmer om.

Men når varmen har lagt sig, så får sådan nogle billeder mig alligevel altid til at tænke over, hvad de rigtige mennesker bag de opstillede snapshots mon døjer med. Om hun er på en eks-maneater og savner sit gamle, promiskuøse liv, om han har knaldet hendes fætter, om hun har vulvodyni, om hans mor har scarred him for life med en omklamrende opdragelse, om de mon er modløse på dagpenge og derfor har tid til at rende omkring i skovene uden for byen, om de mon har virkelig dårlig madstil, om den ene har en eller anden form for vulgær søvnsygdom, som gør, at den anden ikke har sovet trygt overhovedet i hele forholdet.

Men det er nok mest fordi jeg er så skide dansk.

Mine knogler var ellers ret morsomme back in the days

Dines — Sun, 06 May 2012 06:24:44 +0000

Jeg keder mig simpelthen så meget. Selv om min kalender er overtegnet med både business og pleasure.

Jeg keder mig, når bølgerne går højt på jobbet og der bliver talt hårdt og grint igennem og der er sved på panden og ingen tid til frokost.

Jeg keder mig med mine veninder, når vi tilbringer en hel eftermiddag med først at dekonsturere en lummer/tvetydig/corporate sms, jeg har fået fra en mandsperson, for dernæst at pille en ditto date, min veninde har været på, i stykker. For efter fem timer at nå frem til den erkendelse, der stød bøjet i neon fra begyndelsen, men som ingen ville udtale før rødvinen kunne, at they are just not into us.

Jeg keder mig, når min bekendte fortæller mig, at hendes psykolog morer sig meget med at betragte vores generation, fordi vi har de samme tankemønstre, som engang var forbeholdt teenagere: vi tror, at alle vores problemer er eksistentielle og større end hele verden slået sammen og helt unikke.

Jeg keder mig, når den fyldte cigaretpakke stirrer tilbage på mig fra bordet, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen ikke gider ryge dem. Det er lige før de sukker. Og fnyser, at jeg fandme er blevet så fornuftig. Men det er jeg ikke! Jeg har bare tabt min rygetrang et sted mellem voksenlønnen og babyboomet i vennekredsen.

Jeg keder mig helt ind i knoglerne. Ikke i øjeblikkene, men når jeg tænker tilbage på dem og spørger mig selv, om det så var dén materie, der skulle definere min ungdom?

Og når jeg siger, at jeg ikke tager med i byen, fordi jeg er mere til en hjemmeaften, så er det fordi jeg skal hjem og kede mig. Jeg skal på ingen måde hjem og sidde indhyllet i nogen tæpper med den Weekendavis, jeg kun abonnerer på for show, eller hjem og bage eller hjem og skrive; jeg skal hjem og kede mig i min sofa med hjernedødt fjernsyn, mens jeg glor på det rod, jeg ikke formår at holde ude af mit liv, som irriterer. Mig. Helt. GRÆNSELØST. For med rodet kommer vennen Støvet, og med støv kommer ugidelighed, og før jeg ser mig om står tallerknerne fra forrige uges middagsselskab stadig og glaner ude på køkkenbordet. Og nu har jeg droppet en aften ude for at blive hjemme og komme til bunds i det, men det bliver jo ikke til noget, vel.

…

Måske var jeg bare én af dem, der først så meningen med livet, når jeg fik børn.

Aldrig har min newsfeed været så oplyst

Dines — Sat, 05 May 2012 07:04:37 +0000

Som Ung Var Mor Sygt Swag

Dines — Thu, 26 Apr 2012 16:39:50 +0000

Når jeg cykler gennem byen, så sætter min hjerne sig til rette i skrædderstilling og leger narrator. I flere år troede jeg, at der var tale om ligegyldigt støj, så jeg lod det passere, men for nylig er cykeltursfortællingernes karakter gået op for mig.

Min hjerne leger, at vi har skruet tiden godt 15 år frem, og jeg går gennem byen med et pigebarn, en fremtidsdatter, ved hånden.

Moar! Se se se se! Var det så lige her, du boede, dengang du var ung, hvar, mor?

Og mit fremtidsjeg nikker voksent, som vi passerer Kalaset i Nansensgade og Funchs i nærheden, jeg peger op på min gamle lejlighed, hvor jeg havde et fugtigt, dårligt indrettet og altid rodet værelse, men som jeg vil lade som om havde “virkelig meget atmosfære”, og her begynder jeg at oprulle de mange læseaftener, middagsaftaler, fyraftensøl i solnedgangen og dumme, men empowering kaffedates, jeg har kørt af i det område. Jeg hører mit fremtidsjeg overdrive, hvor tit jeg faktisk gik i byen dengang i tyverne, og hvor mange venner, min nære klike egentlig omgav sig med. For mit fremtidsjeg vil gerne give min fremtidsdatter det rette indtryk af, at min vennekreds var mere end bare en kreds af venner. Det var et miljø, der var mere en stemning end en tid, men som jeg ikke kan forklare min datter vigtigheden af, så jeg må overdrive og drysse på, at kendte og ukendte – men altid megafede – personligheder defilerede ind og ud af kredsen, fordi vores kerne var så hård og dragende. Jeg overdriver, så hun forstår. Jeg krydrer med de rette hipsterfotos, fordi polaroidlooket emmer af cool fortid, selv om det hører en fjernere ungdom til end min egen. Ja, vi var faktisk samtidsromanstof, tænker mit fremtidsjeg, men hun siger det ikke, for det lyder selvfedt, og hun skal jo opdrage tøsen.

Når min fremtidsdatter spørger mig, hvorfor det hele gik i opløsning, hvorfor jeg ikke ses med disse personer mere, orker jeg ikke at fortælle hende det, som jeg tænker. At det nok ikke var så unikt alligevel så. Men jeg har heller ikke lyst til at fortælle hende den anden sandhed, at det hele druknede i dagpengeformularer, nye kærester, et fælles studiecentrum, der splintredes i det øjeblik, vi fik afgangsbeviserne i hånden. Børn. Lån. Voksenjob. Selvangivelser. En nødvendighed af at forstå ord som friværdi. Drømme, vi parkerede som drømme, selv om de engang var mål.

Det hele splintredes jo bare. Ikke i atomer, det er en floskel, men jeg forfalder nok til flosklen, hvis jeg alligevel en dag fortæller en datter den lavdramatiske sandhed (og det håber jeg, at jeg gør, for forældre skal ikke gå og pynte på og glorificere deres ungdom, hvis ikke den kan bære det, vel, mor).

Indtil da tror jeg, at jeg vil læne mig tilbage på cyklen og nyde fortællingerne om noget, jeg stadig burde stå midt i, selv om det føles svært skrøbeligt. Som om splinterne er lige vel tæt på.

Kærligst, Æsteten Med For Meget Tid

Dines — Wed, 25 Apr 2012 23:04:00 +0000

Nu har jeg luret noget, der minder om mening med det der Pinterest, som tager ret meget af min tid efterhånden. Seriøst, det er et ormehul, hvori tiden bare forsvinder. Poof! Men for satan, hvor er det en uudtømmelig kilde til fede fotoblogs – min storfavorit Fuck You Very Much har virkelig fået konkurrence.

Her, I andre fotoliderlige kan få nogle links, så I ikke behøver bevæge jer ind i husmodervirvaret ovre på Pinterest.

Hvad med alle de flotte bryster ovre på The Uncertainty Pursuit? Eller flotte numser på The Daily Movement? Til de bornerte kan jeg oplyse, at der også er mange andre flotte motiver blandt kropsdelene.

Jeg er meget glad for stills i sort/hvid (ja, for så original er jeg bare), og til det kan der samles mundvand på Known Stranger og japanske Pokkisam - eller Black & WTF, som ikke bare er dystert, men altid virkelig sært.

Skal det bare være vintage med et vogue touch, så er My Vintage Vogue altid leveringsdygtig, og det samme er Piccsy, hvis jeg trænger til at se på flot typografi.

Hvis jeg har brug for at fnise lidt, så plejer Texts From Hillary at do the trick.

‘Så lidt.

Har det svært med at leve i et samfund, der kaster penge efter det her

Dines — Sun, 22 Apr 2012 07:11:03 +0000

Der er altid en egnet SATC-måde at sige tingene på. Så:

Remember when fisk was a good thing? Fiskefilet. Fiskeshot. Robert Fisk. Fisketur.

Now it’s all fiskekvoter… Fanny Fiske… fiskespa.

Hold nu kæft, hvor er det dumt.

Kuglestødertourettes

Dines — Fri, 20 Apr 2012 22:00:24 +0000

Hej Joachim B. Olsen.

Jeg prøver at kontrollere det, men det går ikke så godt. Hver gang du ytrer dig om enten arbejdsløse eller fattige og jeg prøver at fange substansen gennem din indstuderede arrogance, så tænker min hjerne kun på hvad du “mente” dengang i valgkampen. Eller også kommer jeg til afspille denne video for mit indre øje:

Jeg beklager dybt!

Efterlyser: Kursus i at vælge mine kampe

Dines — Thu, 19 Apr 2012 22:40:11 +0000

Det er pænt af jer at lægge søde kommentarer om, at jeg er et rart menneske.

Jeg synes bare også, at I lige skal vide, at jeg – godt nok stærkt påvirket af led PMS, men alligevel – også er typen, der kan finde på at klæbe postits på mit glas med rørsukker, SØD og portionshonning i arbejdskøkkenskabet med “Psst! Køb lige dine egne sødetabletter!”

Åh. Gider ikke være sådan en person, altså. Der virker som om jeg ikke vil dele. Det er jo bare sødetabletter og sukker, for fanden! Som jeg ikke engang bruger til andet end the! Som jeg aldrig drikker alligevel, men bare indkøbte engang, jeg troede, jeg skulle være sådan en, som indtog the i kontorlandskabet, måske med fødderne trukket op under mig og en plaid på, rigtigt givende den gas med koncentrationen.

Men det er lissom princippet i det, iggå. Det der med, at jeg åbenbart arbejder sammen med én eller flere, som tror, at hyggeremedier til forsødelse af tilværelsen er noget, som skabene gror af sig selv. Selv om jeg ellers begynder at hvæse og udvikle hugtænder, hvis andre vover at bruge men-det-er-bare-princippet-i-det og men-det-er-bare-måden-du-siger-det-på, for det er sådan noget folk, der er løbet tør for rationale, siger.

Alt det for at have mine sødetabletter og min tro på en socialistisk arbejdsplads i fred. Nogle gange får jeg svært lange arme af mig selv. Suk.