DINES die INFOTAINER

Is now in a relationship with Downton Abbey

Dines — Sun, 05 Feb 2012 19:11:23 +0000

En læser foreslog, at jeg måske bare ikke var klar til alt det der dating, siden jeg var så negativt indstillet. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. For hvad skal man egentlig bruge netdating og heartache til, når man har gode venner, der kan installere en i en sofa med småkager og begge sæsoner af Downton Abbey – så man ikke behøver vente på narrefissen DR, der kun gider put out med dette voldsomt gode, britiske drama en gang om ugen. My needs are bigger than that.

Har tilbragt weekenden i brak og i selskab med the Crawleys og de helt store violiner i Yorkshire. Jeg har hulket med isdronningen Mary og fnyset med grimme, seje Edith til mine spejlæg. Jeg har gispet ned i min eftermiddagssmåkage med O’Brien, da et øjebliks hævngerrighed fik alt for fatale følger. Og drukket vin og røget smøger ud på min medlidenhed med lede Thomas, der med de værste intentioner alligevel aldrig får det som han gerne vil. Jeg har været irriteret på den karikerede godhed i Matthew og Sybil og faktisk været lodret forelsket i både Bates, Carson og Lord Grantham. Og den nyrige avismand, Sir Carlisle – mest fordi det er lykkedes briterne at caste Bent Falbert til rollen.

Og jeg har til hudløs- og modløshed googlet, om det virkelig kan passe, at Season Three først vender tilbage til efteråret. Det kan det sgu. Suk. Så er det godt, at jeg endnu har både Behind the Scenes og den store, halvanden time lange Christmas Special til gode.

Ses. En gang. Forhåbentlig i en tid, hvor man igen kan score sig op ad den sociale rangstige via arrangerede ægteskaber (orker ikke at stå for det selv), og hvor man klæder om til middag, selv på hverdage.

Jeg forstår nok bare ikke netdatere, punktum.

Dines — Sun, 05 Feb 2012 06:20:20 +0000

Jeg forstår ikke netdatere, som bare skriver “halløjsa smukke sss” til mig, selv om jeg i min profiltekst udtrykkeligt beder om, at man gerne må skrive et eller andet med indhold, når nu man alligevel har foldet brevpapiret ud og fugtet pennen. So to speak. Like, what am I supposed to say to that? Skal jeg svare “Lige over, Randerstype123lålålålålååå”? I wouldn’t know om du er smuk eller ej, for du surfer kødkataloget igennem uden selv at gide smække et foto på din profil, som i øvrigt bare indeholder ordene “du ka jo skriv hvis du vil vide noget ssss”.

Og jeg forstår ikke netdatere, som i deres profiltekster skriver “hvis du er kedelig og kun kan snakke om X Factor, så er du nok ikke noget for mig, for jeg er selv meget spontan”. U-uuuuh, hvor er du kontroversiel. Og sætter barren højt.

Og jeg forstår ikke netdatere, som gør sig umage med ordentlig lyssætning, god hårdag og med at undgå fotobaggrunde som bowlingbaner (true story) eller fedtede bruseforhæng. Når de nu samtidig er typerne, der ikke kan stå for at pensionere al sund fornuft og uploader voksenartomotivet over dem alle: alle-kan-se-at-jeg-selv-holder-mens-jeg-poserer-men-alligevel-kigger-jeg-uudgrundeligt-søgende-ved-siden-af-linsen-som-om-jeg-sleeeet-ikke-anede-at-der-lige-var-en-af-mine-FABULOUS-fans-der-lige-knipsede-et-shot-af-mig. Og-laver-lidt-trutmund-også. Kan de ikke selv se det?

Og jeg forstår ikke mig selv som netdater. Og hvorfor jeg skal være så skide negativ. Og stadig synes det er pissetaberagtigt at netdate. Hvorfor gør jeg det så? Det er jo ikke fordi nogen vrider armen på mig og tvinger mig ind på de sider – eller bilder mig ind, at jeg er for grim til at score i andet end 2D.

Måske er jeg bare træt af, at min dag begyndte sådan her:

Postkort fra skråplanet

Dines — Fri, 03 Feb 2012 05:00:19 +0000

Når jeg med interventionsstemning får serveret af bekymrede veninder og søstre med komisk lodrette øjenbryn, at jeg nok tager for let på tingene, at det er for nemt bare at tæve rundt i diverse netdatingprofiler med hvad de kalder påtaget entusiasme, for nemt ikke at kigge sig tilbage og være vred, for nemt og rationelt ikke at græde en eneste tåre, så har jeg lyst til at sige roligt, rationelt og let til dem, at jeg skam har en hemmelig blog, hvor jeg skriver alt det, jeg ikke vil sige højt.

At jeg ikke selv har behov for det, men at Dines skam bider sig hårdt i inderkinden, når hun tæsker de Facebookfotoalbums igennem, hvor han og jeg begge optræder, solbrune, kyssende og glade. Og at Dines da døjer med de farlige tanker i retning af ‘er hans nye kæreste mon lavere end mig?’ (det er hun nok) og ‘er hun mon tyndere end mig?’ (det er hun nok også), selv om jeg siger, at de tanker slet ikke strejfer mig.

At Dines flere gange om dagen klasker sig selv hårdt og d’oh!-agtigt på panden, fordi hun igen-igen har taget sig selv i pludselig at forstå min mors irrationelle tanker og handlinger efter sin skilsmisse fra min far. Sammenligner altså næsten 40 års ægteskab med det her. Sindssyge.

At Dines faktisk ikke rigtigt har overblik over, hvor slemt det er, selv om jeg hører mig selv sige ting som ‘så er det vist heller ikke værre’ til de bekymrede veninder og især til deres lodrette øjenbryn. Hvordan måler man den slags?

At Dines føler sig så uendeligt dum. Og at Dines ville åbne døren, hvis han ringede på den. Og at hun er allermest ked af godt at vide, at det gør han ikke. At hun som noget nyt er begyndt at drømme om ham. Og omtrent hver nat vågner brat og slår i puden, fordi drømmen er slut.

They don’t need to know. At jeg skam er rationel og storsindet og videre for real. Jeg har folk til alt det andet. Jeg har Dines til at tage sig af bitterheden for mig, af vreden og til at stirre på en telefon, der ikke ringer for at sige undskyld.

Et bump in the road på ellers flad landevej

Dines — Thu, 02 Feb 2012 12:19:17 +0000

Prøver virkelig at finde mit indre overskud frem. Og fokusere på, at jeg var tidligt oppe og fik en masse praktiske ting gjort inden klokken blev 1. Fik ikke bare skrevet ansøgninger, men faktisk også sendt dem af sted. Og støvsugede ikke bare i hjørnerne – løftede også tæppet, og tog faktisk også brusekabinen, nu jeg var i gang. Ved ikke helt hvorfor. Og jeg fik også sagt et passende undskyld for en spids tone, jeg krydrede en e-mail til min a-kassevejleder i går. Fandme ikke hendes skyld, at hendes arbejdsplads ikke lever i det papirløse NemID-samfund, men i et parallelsamfund, hvor ‘printer’ og ‘scanner’ og ‘underskrifttyranni’ stadig trumfer ‘onlineformularer’. Hun tog det nu pænt.

God dag med godt overskud. En frostklar dag, der dog er nærmest russisk smuk i sit udtryk, ikke? Men uanset de brede, flotte linjer i billedet, så kan hele livet synes en lillebitte smule uendeligt op ad bakke, når man finder ud af, at der stadig findes mennesker i den nære omgangskreds, der ikke lader au pair blive udtalt o-pær, men går rundt i ramme alvor og gør grin med Nordsjællands filippinske… aw-pæærs.

Og vinderen er…

Dines — Thu, 02 Feb 2012 05:25:17 +0000

Okay, det var rent Sophie’s choice, det der med at skulle vælge mellem jeres fine vinderlodder i kommentarfeltet til konkurrencen om at vinde Stine Pilgaards “Min mor siger”. Så jeg skrev til Stine selv. Om hun gad være den, der fandt et par af de gode kommentarer, som jeg så kan trække lod mellem? Hun indvilligede.

Til Natasja, der gerne vadede rundt i sin barndoms parcelhuskvarterer nøgen, skriver hun: “Det her er fandme sjovt. Jeg gik altid nøgen rundt. Vild sætning. Og hele forestillingen om, at man i parcelhuse vandrer nøgen rundt fra morgen til aften. Det sjove er, at hun ikke gør så meget ud af det, det virker snarere som tekstens præmis.” Og til Lauriestrode, der selv ville fortælle sine uiomponerede forældre om sin første teenagebrandert: “Det lyder da som verdens dejligste forældre. Og den mor er så fin, selvfølgelig kan man da give en skideballe med tilbagevirkende kraft, hvor er det fint, at hun ikke synes, at man kan det.”

Til Kolorista, 10. klasse-lærerinden, der har forsøgt at engagere sine elever via blogsfæren, skriver Stine: “Jeg ELSKER entusiastiske folkeskolelærere, det er en genre i sig selv og den skal hyldes og hyldes og hyldes. De er den eneste grund til at der stadig bliver læst og skrevet bøger i Danmark.” Og til Ida Rud, der står med et ben i Berlin og en lækker forelskelses vemod, som må pakkes med i bagagen og overleve distancen: “Jeg blev ret rørt over det her indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kender den følelse, hun beskriver, men der er en tillid til følelsen, der virkelig fascinerer mig. Når jeg er lykkelig er jeg også altid bange for at det forsvinder igen, du ved, lige dele angst og lykke, men det her virker så rent, så tillidsfuldt: Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte. Gid jeg en dag kunne sige det.”

Manja, der er blevet inviteret med, når hendes veninde føder, men ikke ved, om hun egentlig vil, får disse ord med: “Det er et virkelig fint dilemma. Hun får det til at lyde som om det er normalt at gå til fødsler, som at gå til klaver eller spejder, det er en sjov bizar tone. Og så den der irriterende bitterhed, der skinner igennem. Hormonella, hehe, nyt kælenavn til alle mine gravide veninder.” Og Anette, der ser mor-begrebet i et nyt lys efter selv at have fået et barn, får at vide: “Hun smigrer mig, og Stine P. er til fals for smiger. Dejligt at høre, at ens forhold til ens mor vokser, når man selv får børn. Jeg vil også have følelser, der eksploderer ud over min familie.”

Stride, der måtte døje med en upassende mor efter sin skilsmisse er dog Stines personlige favorit: “Hvis bare jeg havde læst den før min bog gik i trykken, så var de to scener kommet direkte med i bogen. Det er så sjovt, jeg elsker den mor, hun minder om moren i min bog, al den misforståede omsorg, den der underlige bagvendte kærlighed. Stride er en god skribent også, det er kort og koncist og underspillet.”

Stine Pilgaards udvalgte ryger i puljen sammen med min egen favorit: Tiakas brev til sin kæreste, som hun nu skal gå fra – og ikke har formuleret en afsked med før i kommentarfeltet på Infotainer.dk. Det fortjener så meget mere end en bog, men en plads i lodtrækningen om den er alt, jeg har at give.

Jeg har netop revet et brev fra Jobcentret over i otte stykker (passende, ikke?), skrevet et navn på hver, foldet dem sammen til små kugler og trukket en vinder med lukkede øjne. Og bogen går til… ANETTE! Hit med din adresse på dines (@) infotainer (.) dk, så får du smidt “Min mor siger” i nakken.

Hvorfor blogger du ikke selv så?

Dines — Wed, 01 Feb 2012 11:07:43 +0000

Jeg aner ikke, om det her er noget hokuspokus og en masse varm managementluft. Men når der står ‘høj indtjeningssplit’ og ‘vi tager os af det tekniske og den kommercielle aktivitet’, så havde jeg givet det et go, hvis ikke jeg allerede havde fundet mig okay til rette hos Bloggers Delight.

Måske alene fordi Blogwerk er et navn, der holder for hårdt. Interesseret? Skriv til hej@blogwerk.dk.

Lukker øjnene, tænker på fædrelandet og sluger kameler

Dines — Sun, 29 Jan 2012 21:41:28 +0000

Helt seriøst. Det der netdating kan umuligt gøre noget godt for artens overlevelse.

Alt det, som man ville acceptere som småfejl hos mænd, hvis grin og spiffy one-liners man faldt for, dengang Kiærlighed stadig var noget, der begyndte med sød musik henover køledisken i Føtex, bliver pludselig til deal breakers, når vi står i kø og tjekker hinanden ud ovre på det virtuelle kødmarked. Det kan godt være, at manden på profilen har et flot smil, en fed profession og mere højde, end man kunne bede om. Men han skriver ‘bekræftigelse’ og bruger for mange smileys og siger, at han ikke kan lide rygere. Og man er ikke forelsket endnu, og nu kan man aldrig blive det, fordi man kender hans irriterende skavanker på forhånd. Videre.

Det går sgu da ikke, at man skal vide den slags up front. Bedre at opdage hen ad vejen, når man er faldet pladask i forelskelsesfælden. Og snige rettelsen til ‘bekræftelse’ og mordet på smilefjæs ind i generelle snakke om helt fremmede mennesker, der ikke kan tale rent eller har for fattigt sprog til at kunne gøre sin pointe klar uden brug af emoticons. Så han selv kan tænke sig til resten og aldrig anklage mig for at opdrage på ham. Og selv hvis han kunne, så ville han bære over, for han elsker mig jo, selv om jeg er sådan en, der bare ikke kan let the little things go. Og selv kunne man løbende skære ned på cigaretterne, med hans støtte, fordi man gerne vil mødes lidt på personlighedsændringshalvvejen.

…

Nå. Men jeg kan se på kommentarerne til tidligere indlæg, at I, læsere, er noget mere erfarne udi netdating, end jeg er. Hvis nogen af jer sidder med den store manual til, hvordan man skriver det første brev til en profil, man faktisk finder interessant, så sig endelig til. Har allerede skræmt mig til tavshed med tre alt, alt for dumsmarte førstehenvendelser. Eller også syntes de bare, jeg så herreklam ud. Selvfølgelig også en mulighed. Opkastrefleks kan et virkelig godt brev nok ikke skrue ned for.

Hit med noget følelsesporno

Dines — Sat, 28 Jan 2012 11:59:49 +0000

Ved I, hvad det bedste ved blogging er?

Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.

Forlaget Samleren har været så søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i går, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altså ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link på din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, også de anonyme, så længe der er hjerte bag, og så længe det handler om dig, ikke mig.

Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!

Bedre end Helle Helle

Dines — Fri, 27 Jan 2012 05:00:01 +0000

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om på de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel på pli og går til lægen og forsøger at jagte en diagnose på sit vakuum, men lægen er mere sådan én som leder efter fysiologiske forklaringer på det hele. Måske er hun aseksuel, foreslår lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er så svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.

Ikke-ryger + foto = netdatingsvar?

Dines — Thu, 26 Jan 2012 11:07:32 +0000

Jeg havde altid troet, at det kun var nederen mennesker, der skrev i deres profiltekst på netdatingsites, at der enten skulle være foto i profil eller vedlagt første henvendelse, hvis man ville forvente svar fra vedkommende.

Nederen, tænkte jeg. Hvem er så lidt forstående for, at det er lidt grænseoverskridende at have sit foto liggende derude i cyberspace?

Wrong. It’s a self preservation thing. Man vil gerne spare sig selv for selvindsigten i, at man er typen, der godt kan blive lidt småkåd med nogen baseret på deres skrift alene – blot for at finde ud af, at man samtidig er typen, der må stoppe skriveriet, når man opdager, at deres udseende slet, slet ikke er dét, man havde forestillet sig.

… så er det trods alt bedre for ens selvopfattelse aldrig nogensinde at have indladt sig på en korrespondance in the first place.

Og når det så er sagt. Jeg hader netdating. Hader det så meget, at jeg skal tage mig rigtigt meget sammen for overhovedet at gå ind på websitet. For hvor er det dog enerverende at opdage, at det kun er godt 1 ud af 30, der klikker på ens profil, der faktisk har lyst til at skrive til én. Det inviterer kun til slag i selvtilliden á la ‘hvorfor synes han ikke om mig, hvad fanden har jeg gjort ham?’ og ‘måske burde jeg lyve og påstå, at jeg er ikke-ryger for at behage flere mænd?’.

Hader det. Jeg er jo både flink og god mod dyr og sjov i det. Det er bare som om det ikke rigtigt kører for mig, det der med at skrive noget, der springer i øjnene i det endeløse katalog, alle har til rådighed.