Jeg forsøgte at være drengen i Kejserens Nye Klæder tidligere, da bofællen og jeg bevægede os ind i Mads Nørgaard-butikken. Men hun var for hjernevasket af byen og hvad der åbenbart er comme il faut, så hun bemærkede ikke problemet, selv ikke efter jeg havde hvæset ‘uservice!‘.

Hvorfor skal de sortklædte ekspeditrice-dåser i den butik være sådan der? De står der på rad og række og glor på en, måler en. Op og ned, uden antydningen af et smil og ikke ledsaget af noget, der bare kunne minde om ‘kan jeg hjælpe?’. Og når de ikke glor på kunderne, så glor de på egne spejlbilleder og laver trutmund og retter hår. Seriøst, hvis de ikke gider anerkende kundernes berettigelse til at betræde deres arbejdsplads, kunne de så ikke i det mindste stable et eller andet på en hylde eller fedte ud på lageret og tælle noget? Det virkede så demonstrativt, på samme måde som deres sorte blazere og dæmpede accesories virkede demonstrativt koordinerede, som om nogen ved ansættelsen havde bedt dem om at gro sig en stil og en attitude af at være bedre end kunden. ‘Ja ja, Malthe, dét er vores strategi, overlegenhed, så kommer kunderne igen, for så vil de være os, c’est géniale!’.

Anyways. Resten af dagens shoppingtur ligger hen i en tåge (har tydeligvis for meget fritid… og for lidt selvindsigt). Fik endnu en hjerneblødning. Nu går jeg snart til lægen. Er kommet hjem med de før så forhadte gladiatorsko, som jeg pludselig måtte eje (og fandt et udsalg, hvor de smed os dem i nakken), noget blåt i strik fra Magasin og en spand slankepiller, fordi jeg mødte min veninde, Kandis, tilfældigt på gaden. Jeg blev så overvældet af hendes ynde, sødme, slagfærdighed og klasse, at jeg i det korte sekund, hvor hun ikke havde spottet mig, overvejede at spæne væk uden at hilse. Men konen og jeg går alligevel way back, så det ville være uacceptabelt. Så endte med at sidde med hende i et par timer over nogle salatblade og suge min mindreværd ind med dellerne… og fik efter afsked en ud-af-kroppen-oplevelse, der førte mig ind i en helsekostforretning og en samtale/skænderi med en fremmed urtekusse, som jeg helst vil glemme.

Hvem gør sådan noget? Nogen burde umyndiggøre mig.

René Redzepi i kokkeland. Poul Høi og Nils Thorsen i Cavlingland. Søren Ryge i haveland. Brødrene Lund Madsen i infotainmentland. Kim Bodnia i teaterland. Johannes Møllehave i talerland. Michael Kvium i penselland. Frank Hvam i komedieland. Lars Bukdahl i øretæveland. Mads Christensen i imageland. Ole Henriksen i sminkeland. Carl-Mar i fuck-me-land. Oliver Bjerrehuus i lækkerland. Tim Christensen i sangland.

Er Gun-Britt og Isabell Kristensen virkelig de eneste, der sidder på førstepladserne i deres respektive brancher? Hvem har givet bolden op, og hvorfor har vi ikke vundet?

Selv i privatlivet er mænd åbenbart stjerner. Jeg har sjældent set så mange rørende, dybe og underfundige hemmeligheder på PostSecret.com, som i dag, den amerikanske Father’s Day. Et eksempel kunne være:

… men tjek selv resten i den kommende uge… hvilket bringer mig frem til den uden for kontekst tænkte tanke, at Eurowoman er noget argt lort, mens Euroman er et fænomenalt blad, som jeg alle dage ville give min højre arm for at kunne skrive på mit CV.

Jeg ved ikke, hvad konklusionen er. Enten det i overskriften skrevne, eller også et forbitret, men ganske indædt ønske om at give Femø-lejren en bh-løs revival og bombe manden tilbage til de usikre fællesdage i 1970′erne, hvor man vistnok vidste, hvor man havde jer. Eller også har jeg bare set for meget Tilsammans. In that case. Nogen, der har en penis til salg?

Hun ser på mig, undvigende. Vi veksler par ord og går så ind i kabinen bag stofforhænget. Jeg gør mig klar ved håndvasken og hun tager jakke og bluse, men ikke bh, af, som jeg beder hende om, mens jeg peger på tæppet, som hun kan lægge sig under. Det er aldrig blevet vasket, tæppet, men det fortæller jeg hende ikke. Vi er byens bedste klinik, naturligvis vasker vi vores vattæpper.

Hun ligger med lukkede øjne og så kommer det fra hende, denne plumpe, kejtede person:

- Ja, jeg ved ikke hvad der sker. Jeg døjede aldrig med den slags da jeg var teenager.

Den slags, siger hun, som om hun vil forsikre mig om, at hun endelig ikke havde været ’én af dem’, de bebumsede, de udstødte, de uplejede. Som om jeg går op i det. Hun kan vel se arrene på mine kinder, hun kan vel se, at jeg selv har døjet med den slags. Heldigvis ikke mere, ikke i voksen alder, som hun, denne dame, som jeg moser og ælter mine hænder rundt på, og med systematiske cirkelbevægelser lader som om der ligger håndværk bag.

- Er du sikker?, spørger jeg, og kan godt høre det lyder forhørende. Hun svarer ikke.

Ode til 1997.

Ode til klubfesten i forstaden. Røgmaskinen, udlejningsmobildiskoteket, det indledningsvis tomme dansegulv og sodavandsbaren. Og de frivillige forældrevagter i vindjakker, som virkelig ville lokalsamfundet, der havde påtaget sig en let tone og en høj latter.

Ode til Bacardi Breezer og kirsebærvin i busken udenfor i minus tre grader.

Ode til Buffalo.

Ode til Absolute Music 8 og Jonas fra Puls. Og Peter Andre og Infernals Kalinka. Og S.O.A.P. Og Emilias ‘Big big world’.

Ode til det første regnkys, der smagte af våd cigaret, på en villavej.

Ode til bagudskrabet hår med to totter hår klæbet ned langs tindingen, touperet hestehale, hvid øjenskygge og hvid læbestift, der fik os til at ligne spøgelser.

Ode til underkjolen over kassebuksen og maveblusen i pink slangeskind.

Ode til benvarmeren.

Ode til futonsofaen og det svampemalede tapet.

Ode til 666 og ‘Paradoxx’, som jeg hadede, men som ham, jeg troede jeg øjefirtede med, vistnok elskede. (Ode til Take Thats ‘Babe’ og ‘Never Forget’ i smug)

Ode til 1997.

… har fundet mine to første kærester på Facebook. Åh, hvilken forbrydelse det ville være at adde dem og se, hvad de er up to i dag. De bor i 1997. Det gør de. Der har de det fint.

Københavns Hovedbanegård en fredag aften. Den er jo fuld af lunatics. Blandt andre mig.

Jeg hastede igennem hallen, og på vej ind i kiosken efter smøger, var der en, der antastede mig. Jeg er vant til Hovedbanen og klientellet deromkring, der kan fejes af med blide, døde blik og nik, men ham her lignede ikke en af dem. Han lignede en turist, der skulle bede om en parlør til DSBs gådefulde univers, og vildfarne turister plejer jeg ikke at have noget imod at hjælpe. Først da han havde vævet løs i mange sætninger om vejret, sin boligsituation, sit rygestop og sin tomme mave, faldt tiøren.

Og han bekræftede. Og i min iver efter at komme ud af, at jeg havde stoppet op for at deltage i hans samtale med mig, kom jeg til at lukke ud:

– Jeg ser lige, om jeg kan hæve over herinde.

Og så stod jeg der i kiosken og ærgrede mig over situationen. At have lovet en fremmed håndører. Og jeg ville måske have ærgret mig så meget, at jeg havde hævet over og givet ham en ussel skilling (hvor meget giver man egentlig? Er det drikkepengestandard, således at det er bedre ikke at give nogetsomhelst, end at give en tokrone?), hvis ikke han havde gjort følgende: Fulgt efter mig, holdt sig i baggrunden, indtil jeg kom frem til kassen og skulle bede om mine orange King’s. Her stak han hovedet frem og sagde:

– Hvis du virkelig vil hjælpe, så må du gerne give sådan en der, sagde han, og pegede på en fuldvoksen sandwich.

Og så hvæsede jeg nej. Som om han var en killing, der ikke kendte sin plads. Og han fortrak. Og efter min betaling trissede jeg rundt i kiosken og gloede magasinforsider og avisoverskrifter og håbede, at jeg ikke skulle se ham igen. Og mentalkonfronteres med min hjerneblødning af en shoppingtur bare fem timer tidligere, som havde fået dankortet til at hive efter vejret.

Da jeg kom ud fra kiosken var han ikke forsvundet. Han stod og ventede på mig. I mellemtiden havde han fået samlet småmønter nok til selv at købe en stor sandwich. Han løb op på siden af mig, løftede den i vejret, ikke så lidt triumferende, og smilede, at nu behøvede jeg slet ikke ulejlige mig mere. Og i stedet at smile blidt og nikke dødt eller bare lade det passere helt, så kom jeg til demonstrativt at hvæse:

– Det er ikke min pligt at forsørge dig.

Og hvad ville jeg ikke gøre for at kunne krølle ham ud og give ham den bitre glæde over den sandwich tilbage, den glæde som jeg kunne se slukkedes, da jeg mindede ham om, at vi ikke stod i nogen form for forhold til hinanden og han derfor ikke skulle kræve noget af mig. Tilbage var blot en afmagt, da han brat stoppede op og lod mig fortsætte videre uden ledsager, en afmagt årtier ældre end hans magre skuldre, og den sagde tavst ‘det ved jeg godt’.

God weekend.