Når jeg cykler gennem byen, så sætter min hjerne sig til rette i skrædderstilling og leger narrator. I flere år troede jeg, at der var tale om ligegyldigt støj, så jeg lod det passere, men for nylig er cykeltursfortællingernes karakter gået op for mig.

Min hjerne leger, at vi har skruet tiden godt 15 år frem, og jeg går gennem byen med et pigebarn, en fremtidsdatter, ved hånden.

Moar! Se se se se! Var det så lige her, du boede, dengang du var ung, hvar, mor?

Og mit fremtidsjeg nikker voksent, som vi passerer Kalaset i Nansensgade og Funchs i nærheden, jeg peger op på min gamle lejlighed, hvor jeg havde et fugtigt, dårligt indrettet og altid rodet værelse, men som jeg vil lade som om havde “virkelig meget atmosfære”, og her begynder jeg at oprulle de mange læseaftener, middagsaftaler, fyraftensøl i solnedgangen og dumme, men empowering kaffedates, jeg har kørt af i det område.  Jeg hører mit fremtidsjeg overdrive, hvor tit jeg faktisk gik i byen dengang i tyverne, og hvor mange venner, min nære klike egentlig omgav sig med. For mit fremtidsjeg vil gerne give min fremtidsdatter det rette indtryk af, at min vennekreds var mere end bare en kreds af venner. Det var et miljø, der var mere en stemning end en tid, men som jeg ikke kan forklare min datter vigtigheden af, så jeg må overdrive og drysse på, at kendte og ukendte – men altid megafede – personligheder defilerede ind og ud af kredsen, fordi vores kerne var så hård og dragende. Jeg overdriver, så hun forstår. Jeg krydrer med de rette hipsterfotos, fordi polaroidlooket emmer af cool fortid, selv om det hører en fjernere ungdom til end min egen. Ja, vi var faktisk samtidsromanstof, tænker mit fremtidsjeg, men hun siger det ikke, for det lyder selvfedt, og hun skal jo opdrage tøsen.

Når min fremtidsdatter spørger mig, hvorfor det hele gik i opløsning, hvorfor jeg ikke ses med disse personer mere, orker jeg ikke at fortælle hende det, som jeg tænker. At det nok ikke var så unikt alligevel så. Men jeg har heller ikke lyst til at fortælle hende den anden sandhed, at det hele druknede i dagpengeformularer, nye kærester, et fælles studiecentrum, der splintredes i det øjeblik, vi fik afgangsbeviserne i hånden. Børn. Lån. Voksenjob. Selvangivelser. En nødvendighed af at forstå ord som friværdi. Drømme, vi parkerede som drømme, selv om de engang var mål.

Det hele splintredes jo bare. Ikke i atomer, det er en floskel, men jeg forfalder nok til flosklen, hvis jeg alligevel en dag fortæller en datter den lavdramatiske sandhed (og det håber jeg, at jeg gør, for forældre skal ikke gå og pynte på og glorificere deres ungdom, hvis ikke den kan bære det, vel, mor).

Indtil da tror jeg, at jeg vil læne mig tilbage på cyklen og nyde fortællingerne om noget, jeg stadig burde stå midt i, selv om det føles svært skrøbeligt. Som om splinterne er lige vel tæt på.

Nu har jeg luret noget, der minder om mening med det der Pinterest, som tager ret meget af min tid efterhånden. Seriøst, det er et ormehul, hvori tiden bare forsvinder. Poof! Men for satan, hvor er det en uudtømmelig kilde til fede fotoblogs – min storfavorit Fuck You Very Much har virkelig fået konkurrence.

Her, I andre fotoliderlige kan få nogle links, så I ikke behøver bevæge jer ind i husmodervirvaret ovre på Pinterest.

Hvad med alle de flotte bryster ovre på The Uncertainty Pursuit? Eller flotte numser på The Daily Movement? Til de bornerte kan jeg oplyse, at der også er mange andre flotte motiver blandt kropsdelene.

Jeg er meget glad for stills i sort/hvid (ja, for så original er jeg bare), og til det kan der samles mundvand på Known Stranger og japanske Pokkisam - eller Black & WTF, som ikke bare er dystert, men altid virkelig sært.

Skal det bare være vintage med et vogue touch, så er My Vintage Vogue altid leveringsdygtig, og det samme er Piccsy, hvis jeg trænger til at se på flot typografi.

Hvis jeg har brug for at fnise lidt, så plejer Texts From Hillary at do the trick.

‘Så lidt.

Der er altid en egnet SATC-måde at sige tingene på. Så:

Remember when fisk was a good thing? Fiskefilet. Fiskeshot. Robert Fisk. Fisketur.

Now it’s all fiskekvoter… Fanny Fiske… fiskespa.

Hold nu kæft, hvor er det dumt.

Hej Joachim B. Olsen.

Jeg prøver at kontrollere det, men det går ikke så godt. Hver gang du ytrer dig om enten arbejdsløse eller fattige og jeg prøver at fange substansen gennem din indstuderede arrogance, så tænker min hjerne kun på hvad du “mente” dengang i valgkampen. Eller også kommer jeg til afspille denne video for mit indre øje:

Jeg beklager dybt!

Det er pænt af jer at lægge søde kommentarer om, at jeg er et rart menneske.

Jeg synes bare også, at I lige skal vide, at jeg – godt nok stærkt påvirket af led PMS, men alligevel – også er typen, der kan finde på at klæbe postits på mit glas med rørsukker, SØD og portionshonning i arbejdskøkkenskabet med “Psst! Køb lige dine egne sødetabletter!”

Åh. Gider ikke være sådan en person, altså. Der virker som om jeg ikke vil dele. Det er jo bare sødetabletter og sukker, for fanden! Som jeg ikke engang bruger til andet end the! Som jeg aldrig drikker alligevel, men bare indkøbte engang, jeg troede, jeg skulle være sådan en, som indtog the i kontorlandskabet, måske med fødderne trukket op under mig og en plaid på, rigtigt givende den gas med koncentrationen.

Men det er lissom princippet i det, iggå. Det der med, at jeg åbenbart arbejder sammen med én eller flere, som tror, at hyggeremedier til forsødelse af tilværelsen er noget, som skabene gror af sig selv. Selv om jeg ellers begynder at hvæse og udvikle hugtænder, hvis andre vover at bruge men-det-er-bare-princippet-i-det og men-det-er-bare-måden-du-siger-det-på, for det er sådan noget folk, der er løbet tør for rationale, siger.

Alt det for at have mine sødetabletter og min tro på en socialistisk arbejdsplads i fred. Nogle gange får jeg svært lange arme af mig selv. Suk.