Jager kerner

Der kommer et tidspunkt i enhver moderne kvindes tilværelse, hvor hun bliver nødt til at hæve blikket fra det liv, der efterhånden primært består af emballage fra frostdiskmad og irritation over Gloria fra Modern Family, hvor hun må hanke op i sig selv og ikke mere bare tænke, men faktisk leve efter dogmet om, at om hun så skal leve det forpulede liv alene, så skal hun kraftedeme leve det lidt mere meningsfuldt.

Mumlede hun og klappede sin Mac et par gange i og op. Og undrede sig over, hvor hendes kerne egentlig var blevet af. En dag havde den bare været væk, hun vidste ikke hvor længe.

Hun overvejede at genindføre den gamle regel om at blogge én gang dagligt. Ikke fordi hun skylder nogen noget, men fordi hun sjældent har haft så meget ro indeni som dengang hun kunne finde ud af at trække én eneste vinkel op hver dag, en episode, en anekdote, der kunne æltes og bokses med til den var formidlingsværdig for fremmede. Eller. Faktisk var der alt andet end ro dengang. Det var netop dét. Alt boblede og sydede og stod på spring.

Det var skriveskole i miniformat, repetitivt. Som om hun var på vej et sted hen. Og ikke endnu var blevet til hende, der havde følelsen af at snyde nogen og mest sig selv, når hun smalltalkede løs om, hvor meget det betød for hende at skrive, og at hun faktisk skrev »hele tiden«.

Lektier. Noget, hun skulle. Og det, hun skulle, var at lade brikker falde på plads. Nogle af dem, små eller store. Men hver dag. Ja.

Så pressede hun en hudorm. Fjernede en makeuprest. Registrerede, at hun for længst var sat af i den Third Ear-podcast, som hun i et intellektuelt øjeblik havde tændt for i en anden verden minutter tidligere.

Så åbnede hun Mac’en igen. Og fangede an.

Vil du ikke også læse ...

Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Overvejer at slutte fred med eget dna
Wordfeud? Det nye Scor.dk?
Hold op med at spørge de gravide, hvordan det går

Grillaftensgriller

elainemiserableFra min veninde ringer på dørtelefonen nede på gaden og til det øjeblik, hun banker på min dør, når der at fare der gennem mit hoved, at jeg mest af alt i verden har behov for at kaste mig ind i hendes skulder og hulke ind i den, at jeg er så træt træt træt af at foregive, hvor okay jeg er med at være så inderligt alene i verden og hvor lidt okay jeg er med udsigten til at skulle dø alene en dag, i morgen?, arveløs. Og at der heller ikke er nogen til at smøre mig ind på ryggen, når jeg er på stranden.

Så nu har jeg lært at gøre det selv. At vride skuldre og albuer af led, smøre creme på håndryggen og oven på fingrene og skrue hænderne omvendt på. For at nå den sidste lille ensomt udækkede plet midt på ryggen mellem skulderbladene.

Da hun banker på min dør igen, opfølgende, undrende, rømmer jeg mig ned i min hånd og retter ryggen, og da jeg åbner tænker jeg, at der dog er grænser for, hvad man kan indvie andre i.

Vil du ikke også læse ...

Og det må I gerne bruge imod mig, tak
Licens: Not my finest hour
Inden primatstemningen splattedes ud over os
På dage som i dag var græsset grønnere for et år siden

Næste gang fejer jeg lige for egen dårlige smag først

ew-face-23968l1Pigen i hvid tanktop og hvide høretelefoner kom fejende ned gennem gangene i kolonialafdelingen, råbende en telefonsamtale ud i ingenting, virkede det som, selv om hun vel talte ned i et usynligt headset på sin imponerende vestegnske knirken, og jeg stak hende et stinkface som havde jeg lugtet til noget grimt, fordi hun ikke anerkendte, at telefonsamtaler bør føres med dæmpet stemme af hensyn til andre fucking mennesker.
Få sekunder senere indså jeg, at jeg, mens hun kvitterede min opdragende gestus med løftede bryn og et “hvad?”-virren med hovedet, havde stået og vejet for og imod i mine indkøb, min egen dårlige stil. Snøfler på tilbud eller kakaotoppe til fuld pris.

Vil du ikke også læse ...

Nord for Alperne?
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Kære alle jer, der »bare aldrig har forstået Twitter«

Er gåetnedmedstress egentlig i ét ord efterhånden?

Mens vi lå på stranden tikkede der to beskeder ind på min venindes telefon. To af hinanden uafhængige beskeder fra hhv. hendes barndomsveninde og hendes mødregruppeveninde, der gerne spagt ville lægge stresskortene på bordet og sige, at de »nok ikke vil være så meget på i den kommende tid«.

Det mindede mig om, at jeg efter ferien kommer tilbage til en afdeling med to stressmeldinger i de nærmeste teams, og at jeg skal huske at checke ind flere steder i egen omgangskreds og familie til diverse, der er »gået ned med stress«*

Jeg har det som om jeg har reddet mig op i en redningsbåd – men uden helt at vide hvordan. Her sidder jeg og ryster forundret sammen med en lille håndfuld lige så desorienterede typer fra mit segment, der heller ikke begriber, hvorfor vi ikke også forliste sammen med alle de andre. Vi sidder lige nu bare og venter på monstret fra dybet, der skal få os til at kæntre – at det bumper halen op i vores lille båd, der flyder på en formular, vi ikke kender, for det er åbenbart den vej det skal gå i dag, kæntring. Stresskæntring.

Eller hvad? Jamen, de falder jo som fluer omkring os! Seje, dygtige, stærke kvinder, plaffet ned af usynlige stresskugler. Og ikke bare dem, der tromler derudad i karrieren med 180 i timen (man forventer vel efterhånden stress af disse typer, de gør i hvert fald selv, lader det til); de knap så ambitiøse, de ledige, de nybagte mødre, de studerende, de falder også på forventningernes slagmark. Der er intet mønster i det!

Og jeg prøver at sidde helt stille og trække vejret dybt på jobbet og sige fra og sige til og afspadsere mit overarbejde og skælde ud, når nogen læsser for meget over på mig, og trække et læs for dem, der ser ud til at være ved at kæntre og i arbejdstiden må gå ud og få sig et angstanfald på toilettet.

Monstret må ikke se mig.

Men det er en tricky satan, ikke, som bruger beskidte tricks. Her har jeg efterhånden luret, at jeg er typen, der bliver nødt til at rende med syvmileskridt fra det andet monster, jeg kender ret godt, Depressionen. Det gør jeg bedst ved at pleje min omgangskreds, køre successerne hjem på jobbet nogenlunde stabilt, holde ryddet op i mine skabe og skuffer og kun opbevare snavsetøj i snavsetøjskurven – ikke rod – og at holde mig fysisk i gang og at tage make-up på hver dag, så dag kan kendes fra nat, og huske at holde et naturligt flow i mit køleskab, så de tiloversblevne forårsløg ikke ligger i ugevis og rådner i grøntsagsskuffen. Den slags. Men nu kan jeg så se, at jeg ikke bare kan rende og rende og tjekke af på mine små, depressionsfri tjeklister, for før eller siden rammer man stressmonstret, hvis man render for hurtigt, og så er man lige vidt, for de to uhyrer ligner hinanden, har jeg hørt.

Seriøst? Skal vi ikke gøre noget? Vi kan da ikke sidde brak i denne redningsbåd og bare vente på, at det monster, der tog alle vores venner, puffer til os, så vi skal ned i det der mørke vand? For der vil jeg virkelig ikke ned. Jeg aner bare ikke om monstret slet ikke har øje for sådan nogle som mig, eller om det bare er et spørgsmål om tid, før det begynder at ringe for mine ører og løbe fra mig med tyndskid, fordi jeg ikke kan overskue at tage S-toget til et møde.

Skal vi ikke starte i det små? Der, hvor vi retter på alle de fjolser, der stadig synes det er lidt sejt at være det mest travle dyr i skoven, der ikke kan finde ud af at koble fra? Mere kan komme på senere.

Input til Bevægelsen Stressredningsvest søges. Vi må sgu stå sammen. Og i fællesskab aflure hinanden opskriften, trylleformularen, på, hvorfor vi er nogen, der ikke har stress, mens andre har. Inden det går ned. Så vi en dag ikke behøver symptombehandle os selv, men kan udbrede den fælles fortælling om den kerne, der holder stressdiagnosen fra døren. Jeg tror, det kunne munde ud i værdifuld viden. Om ikke for andre, så for mig.

I kan imens finde mig på stranden, hvor jeg vil ligge helt stille og spille død og rydde hovedet for tanker og håbe, at monstret snart viser bare et enkelt svaghedstegn.

 

*) vi behøver ikke trampe rundt i det sproglige her, for det har intet med substansen at gøre. Men hvorfor er det, at ingen længere bare har stress eller er stressede? Hvorfor er det først rigtigt alvorligt, når man er »gået ned med stress«? Er det det, den rigtigt syge tilstand hedder – gåetnedmedstress, i ét ord – når nu vilkåret i det moderne samfund er, at man bare er lidt stresset hele tiden? Ej. Det gider jeg ikke. Skulle vi ikke gå tilbage til, at man er travl, når man er travl, og stresset når man er syg af det? Skal vi ikke lynche lige så effektivt, som vi gjorde dengang man gik rundt og kaldte det »strass«?

Vil du ikke også læse ...

Kald mig skruk og dø. Men jeg mente det, Sneglcille.
Kære singlemand. Her er dit nye, mandige must-have.
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma

Hvad sande veninder siger, inden man bliver sendt på rebound-date*

»Er du sikker på, at du bør tage det der tøj på, der klæder dig så godt? Når du i forvejen er så meget pænere end ham?«

*) ja, noget måtte jeg jo foretage mig efter det her.
At date nedad virkede som svaret.
Det var det så ikke.

Vil du ikke også læse ...

Et forsøg på en stopklods
Att.: Veninder-Med-Børn
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

Nej?

At brygge på blogposten “Jeg kan desværre ikke blogge; jeg ligger i ske” i tankerne, må vel definere talemåden om at sælge skindet før hanbjørnen er nedlagt.

Jeg er aldrig blevet sprogfortrolig med hverken hybris eller nemesis, men jeg tænker at en af d’damer får sig et godt grin pt, hvor den i planerne yderskedannende mandsperson har takket nej.

Nej? Jeg så det ikke komme. Og hvis der er noget, jeg ikke kan fordrage, så er det at have smedet, mens jernet var koldt.

Vil du ikke også læse ...

Der er dage ...
Jeg bliver irrationelt tosset på...
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder
Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Ja, undskyld. Men comic sans får det værste frem i mig.

Det kan godt være, at jeg prøver at være moralens vogter af og til.

Men når sådan noget her …

Skærmbillede 2013-07-11 kl. 18.24.22

… lander i min postkasse. Ikke. Så titter mit allermindste, sukkerkolde, præmenstruelle jeg frem fra dybet og brækker sig.

Skærmbillede 2013-07-11 kl. 18.35.36

Hvorfor gider jeg? Hvorfor gider nogen? Nogen af delene?

“Bestyrrelsen” ringede i øvrigt. Og viste sig at være en forsagt DTU-type, som reagerede lettere nervøst på sarkasme. Vi sluttede ikke som sådan på dårlig fod.

Vil du ikke også læse ...

Ceci n'est pas un slankeprojekt. C'est l'offerrolle.
Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Kh. Den Brændte Bro
Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Drikker min kaffe med skam i

Kaffebarejer: You Danish?
Dines: …?
Kaffebarejer: You don’t look Danish. So dark.
Dines: … well I am quite Danish though.
Kaffebarejer: Sure?
Dines: Yes. My parents, too.
Kaffebarejer: They dark too?
Dines: No. Not really.
Kaffebarejer: …
Dines: Maybe they found me.
Kaffebarejer: …?
Dines: Maybe I’m not theirs?
Kaffebarejer: …?
Dines: …
Kaffebarejer: You know, you shouldn’t say something like that.
Dines: It was a joke.
Kaffebarejer: I got it. But where I am from, we would never joke about that. We live for our parents. We do everything they say, they are kings of our lives, if they say we should be doctors, we become doctors.
Dines: …
Kaffebarejer: …
Dines: Well, you know, I try to do what my parents say and also, actually, I sometimes try to do stuff they did when-…
Kaffebarejer: Your father died …!?
Dines: ? No. He-… d-…
Kaffebarejer: … – mine too! Last week!
Dines: Oi. Oh! I’m so … sorry.
Kaffebarejer: He always said he wanted to die in his own home. So last year, I built him a house back home for him to die in.
Dines: … wow.
Kaffebarejer: Built it with every cent I made here in Denmark.
Dines: What a beautiful thing to do.
Kaffebarejer: I know. Don’t make fun of your parents.
Dines: I … didn’t- … really.
Kaffebarejer: …
Dines: … nevermind.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Hvad livet har lært mig #1
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«
We need to talk about Tinder

Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig – men måske til din pegen fingre

Har I allesammen læst den i dag allestedsnærværende klumme fra Ditte Giese i Politiken – “Kvinder, hvorfor har I så travlt?”?

Det er en rigtig fin klumme. Med et godt spottet spid af en kvindegeneration på steroider:

Jeg står selv midt i den voksne kvindes travleste tiår, 30’erne. Der, hvor der skal gøres allermest karriere, fødes og kvalitetstidsopdrages børn, kommes »tilbage i form«, koges simremad, tages på romantiske weekendture og bitchslappes chefer til lønforhandlinger.

Og:

Der sker noget med kvinder i 30’erne. (…) Hvorfor smutter de fra mig? Venindeskaber glider i disse år ud i sandet. Bøvl og langtidsplanlægning. Børn, stress, kærester, deadlines, karriereplaner, forældremøder, halvmaratontræning, murermestervillajagt.

Og især den om, at Doodle-værktøjet, der burde være en velsignelse til grupper, der skal afstemme, hvornår hinanden har tid til at ses, men som i virkeligheden er en forbandelse:

Jeg tror, det er 2-3 år siden, jeg modtog min første anmodning om doodle-deltagelse og tænkte wow og fagre nye, smarte verden. Nu hader jeg doodle. For doodle er et symptom på, hvor travlt folk har. (…) I vinter skulle jeg afstemme om en polterabenddato med en folk kvinder. Jeg brækkede mig af grin over, at brudepige-førstedamen mailede om en sommeraften i den fjerne fremtid, mens decembersneen faldt udenfor. Og svarede ja til alle lørdage i sommermånederne. Men der var flere af de deltagende kvinder, der allerede der, syv måneder før, kunne se, at der desværre ikke ville være nogen ledige weekender. I år.

Fine betragtninger. Som dog i mine øjne står på skuldrene af en grundundren, jeg slet ikke begriber:

Så er det, at jeg undrer mig over, hvad det dog er, alle de her damer i 30’erne har så travlt med? (…) Og endnu vigtigere: Er det fedt at leve sit liv i underskud på den måde? Det er måske den mest alvorlige side af doodle-damerne. For I virker forjagede og i konstant konflikt med det, I gerne vil, og det, I kan.

Er der ikke nogen, der gider stille Ditte Giese det ubehagelige spørgsmål: Maybe they’re just not that into you anymore? Og ikke fordi Ditte Giese skal pilles ned – jeg er sikker på, at hun er en lækker veninde at hænge ud med, ikke mindst fordi hun faktisk tænker mere end to sekunder over de mennesker, hun omgiver sig med. Men hvorfor falder det hende ikke ind, at det ikke længere står øverst på to-do-listen at hænge ud med veninderne “engang i næste uge efter arbejde”?

busywomanSimremad, maratontræning og forældremøder er det, de går op i nu. Vitterligt. Det lyder sindssygt, I know! Men, Ditte, det er … deres nye liv.

Indrømmet, polterabend-eksemplet er ekstremt, for hvem har ikke tid til noget syv-otte måneder ude i fremtiden, men under det ekstreme eksempel aner jeg en pegen fingre af, at disse voksne kvinder, som har så travlt med alt det de bør, ikke også sætter tid af til noget nyt, de også bør: At være den hele og givende veninde, de var, før de meldte sig ind i rotteræset.

Jeg er selv den type kvinde i tyverne, som Ditte Giese afslutter sin klumme med at skrive, at hun nu hænger ud med, fordi vi har mindre travlt og mere tid til at have det sjovt. Fredagsøl, venneture til sommerhuset, rødvin og internettets tidsrøvere fylder meget i mit liv, fordi hverken børn eller seriøs karriere har invaderet det endnu. Men jeg har da flere veninder (også i 20’erne – jeg tror nemlig ikke, det er en 30’er-ting, men en livsfaseting), som er ved at trække sig og hellere vil lege med deres sønner, når de kommer hjem fra dagpleje, eller hvile ud eller løbe en tur, når døtrene er i børnehave.

De kvinder vil jeg stadig gerne have i mit liv. Så dem er jeg begyndt at ses med på deres præmisser. Jeg bruger gerne min friformiddag på at pakke en madkurv og invitere mit askegrå, søvnunderskudsramte, karriereangste, forældrenyslåede spøgelse af en veninde på picnic i hendes eget hjem. Og tage opvasken. Og hente hendes børn fra wherever, de går til svømning, så jeg kan lære dem at kende – det mest værdifulde overhovedet i hendes liv. Hvis venskabet til hende er dybt nok, så maser jeg mig på med mit selskab, fordi hun ikke skal have lov til at melde sig ud af mit liv, når jeg så gerne vil hende og gerne vil vise hende, at den skulder, der lyttede dengang problemerne centrerede sig omkring Peter fra parallellen, den også lytter nu hvor det er boliglånet og bygningsfejlen på arvingens øje, der tynger mest.

Og jeg gør det indtil den dag jeg mærke, at hun ikke gider mig mere. Det har jeg endnu til gode at opleve.

Relationerne er nogle andre end de var dengang. Og deres præmisser fylder mere end min, fordi vi ikke lige kan cykle til stranden eller booke en afbudsbillet til Paris sammen. Sådan er det lige nu. Who cares? Om det er så halvmaratontræning sammen, at invitere sig selv på frokost på hendes arbejdsplads, at ringe til hende og bare snakke – så er det da kontakten, der betyder noget, ikke rammen om den. Den dyrebare midte. Hvor vi når om bag smalltalken om træningskurver og forældremødelogistik og derom, hvor de tuder over ikke at have været seje nok hos vaccinationslægen og gyser af lettelse over hvor seje de var til lønforhandling, det er dén bløde midte, vi skal værne om – ikke princippet i at fordele sol og vind lige mellem omgangskreds og familie.

Det er ikke for at være hellig. Og det er heller ikke en kun en kølig kalkule over, at det jo en dag er mig, der karriereangst og doodle-planlæggende sikkert gerne vil malke noget af det overskud og den villighed, som jeg i mine tyvere udviste andre. Men:

Jeg har blot indset, at jeg ikke kan læne mig op ad, at jeg skulle have en selvskreven plads i andres liv, fordi jeg engang var en big deal, der bællede shots i Calella og skrålede Himmelhunden ud over Kastanien Allée med dem.

Læs Ditte Gieses klumme her.
Pip gerne dine egne tanker på min Facebook-side.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Nanny & the defining moments
Kære singlemand. Her er dit nye, mandige must-have.
Jeg er blevet god igen

Hvorfor mit folkemøde blev sublimt – uden at jeg var på Bornholm

Jeg har fået en e-mail. Here goes:

Skærmbillede 2013-06-17 kl. 22.07.17

Jeg så sådan her ud i hovedet:

- !!!!!!!!!!

(Forvirret? No need. Læs om mit teenagecrush på Jens Joel her og her og her.)

Stride – verdens bedste paparazzi <3 – må endda have vidst, at jeg aldrig ville tro på det, hvis ikke hun providede solidt bevis for at have befundet sig i hans nærhed. Så seeee, hvad hun vedlagde:

20130617-222004.jpg

drool.

Vil overveje næste år at lægge min hønserøv over den fuldstændigt ude af proportioner overdrevne dækning af det folkemøde på hylden og møde op på Bornholm. Skal se det mandepandehår i vigør.

Vil du ikke også læse ...

Nu er du også bange for dørspioner, ikke?
Kære mandag i april.
Danmark, du gør mig ør
»Farvel«

Clash of Generations

Et spørgsmål er blevet hængende. Eller, et spørgsmål er det vel ikke så meget som en pointe.

Det var da jeg læste denne rejseartikel – et temmelig kedeligt emne i mine øjne ellers – om togturen med for mig helt ukendte navne som Amtrak og Zephyr gennem et togrejse-skyende USA, jeg savner, fra Californien til New York, og fortryllelsen begyndte således:

– Train travel has been romanticized hundreds of times before in books, TV, and film. And riding Amtrak these days is exactly as depicted: Every man I encountered was the spitting image of Cary Grant, every woman was Eva Marie Saint. But in their 80s.

Den inkarnerede flyrejsende skribent, Kara Cutruzzula, faldt på stedet pladask for gubberne, der på flere måder kom fra en anden tid. Primært fordi de ældre mennesker i det tog, måske ældre mennesker everywhere, har det med ikke at spørge “What do you do,” men hellere “Where are you going”.

Skærmbillede 2013-06-16 kl. 13.06.18

Where are you going“. Ikke “What do you do“.

De ældre medpassagerer i den rullende Amtrak udførte et fint, geriatrisk mord på den ulidelige smalltalk, der præger yngre generationer. Det ævl syntes de – ubevidst – at gøre op med. Fordi de ikke spurgte skribenten – og, i mine øjne, hele hendes generation – til den facade, vi går og stiller op for hinanden nede i de yngre lag, men i stedet spurgte til det væsentlige: Hvor er du lige nu?

Where are you going“. Ikke “What do you do“.

Jeg havde aldrig fattet, hvor stor forskel der er på de to interesser i andre mennesker. Hvor ulideligt ligegyldigt det er at blive spurgt til og svare på det evindelige “Hvasså, hvordan går det” og fyre en forventelig smøre af om jobsituation og boligsituation. Hvor meget federe det ville være oftere at spørge om og svare på “Hvad laver du lige nu?”, når vi møder perifere bekendte på gaden, i toget, i køen på posthuset.

Det er konkret. Det er et snapshot af en virkelighed, der ikke kan pyntes på. Det har vi ikke svaret på tusinde gange før. Det har vi ikke trættet os selv med endnu.

Vil du ikke også læse ...

Naturligvis ringede han ikke.
Ævl.
Når jeg hører en nær ven sige, at »bogen handlede en del omkring identitet...«
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

Skruer uden ender

Jeg får øje på en mand. Jeg bruger uger, måneder, år på at tilpasse mig manden, så manden vil have mig. Pænere tøj, slankere fysik, klogere hoved. Jeg får manden. Jeg bruger resten af tiden hos manden på at ændre ham – hans tøj, hans fysik og hans hoved – så jeg med ham fremstår mere attraktiv.

Jeg får øje på et job. Jeg bruger uger, måneder, år på at tilpasse mig jobbet, så jobbet vil have mig. Pænere tøj, slankere fysik, klogere hoved. Jeg får jobbet. Jeg bruger resten af tiden i jobbet på at ændre det – jobbeskrivelsen, kontoret og mine mål – så jeg i det fremstår mere attraktiv.

For hvem?

Vil du ikke også læse ...

Hvorfor workout umuligt kan være sundt
Fra jobkonsulentens parlør
Der findes to slags kvinder i verden ...
We need to talk about Tinder

Hedder det egentlig høretelefoner eller øretelefoner?

Når jeg vandrer omkring i Indre By med mine earphones plugget i ørerne uden musik i for at skabe mig selv et rum, hvorfra jeg kan lytte på jeres samtaler uden at blive betragtet som en, der faktisk kan høre, hvad der bliver sagt, ment og fneset i det private, lavmælte rum mellem venner, så tænker jeg altid lidt på, hvor mange af jer andre med dutter i ørerne, der har gang i det samme.

Vil du ikke også læse ...

København, nogle gange er du så svær at elske
Kære fitnesstyper.
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Hvorfor jeg hader Indre By

Så blev det juni og jeg fyldte 14 år

Det er ganske ejendommeligt, det der med at have et godt, gammeldags crush på nogen.

Jeg får sådan en trang til at sidde med korslagte ben og skrible i min dagbog. Transkribere hele dialoger og diskutere med mig selv, hvorvidt der blot flirtes oppe i mit hoved eller reelt ude i virkeligheden. Veje for og imod garderobemæssigt. Lægge slagplaner for gode oneliners at fyre af i hans påhør. Fnise. Udleve den sprællende indre tilstand, som er så fin og sprød og forfærdelig og som man skal værne om, når man er så heldig, at den kommer ens vej.

pressme

Vil du ikke også læse ...

Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings
Kære mænd, har vi for længst fået fri fra det absurde hårcirkus?
Flatus & Fyrværkeri
Dette burde skrives i datid

Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930’erne, hun måtte skippe min vej

Mit hjem er efterhånden fyldt op med stole, tallerkner og bøger, der egentlig tilhørte tidligere generationer.

Ikke kun fordi jeg synes fortidens ting kan fuldende den version af min egen historie, som jeg bedst kan lide, men også fordi jeg er for dårlig til at sige til min bedstemor, at hun skal holde inde med at prakke mig sine og sine afdøde slægtninges stole, tallerkner og bøger på.

For hvis jeg skal takke ærligt nej til alt det gods (som jeg modtager, fordi jeg hele mit liv har sukket efter hendes nips og fotoalbummer og spagt sagt “Årh, jeg vil gerne have den der … engang” – underforstået at engang var efter den dag, hvor tingens retmæssige ejermand var gået bort), så er jeg nødt til grødstemmet at stampe “Jeg vil først have dine ting, når du er død! Indtil da skal du selv nyde dem, for det er det, at du har nydt dem, der gør dem særlige for mig – ikke tingene i sig selv!”.

Og det kan jeg ikke. Udtale ordet “død” til en olding.

Dels fordi hendes egen død skal forblive abstrakt indtil den dag, den bliver konkret; dels fordi hun sikkert vil besvare min stampen med et rationale om, at hun ville nyde allermest at se tingene i brug i nye sammenhænge – mens hun endnu kan.

Mens hun endnu kan! Verdens værste konkretisering af, at tiden også går hen over mennesker. Indtil den ikke går mere.

Vil du ikke også læse ...

Kære mandlige bofælle
Helle for at dele telt med mig
Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel
Og alle kunne ånde lettet op

Fire år, du

Ej, ved I nu hvad.

Jeg har sgu da helt glemt at skrive et blogindlæg om, at bloggen fylder år! For det skal man jo! 12. maj fyldte den og Dines fire år.

Når jeg tænker på, at det er fire år siden, jeg sad i den seng på Vesterbro og tænkte de bestemte tanker, som jeg syntes kunne bære et større publikum end bare mig selv … så kan jeg slet ikke begribe, at der ikke er gået mere end fire år.

Den uddannelse, jeg dengang kun lige var ved at forstå grundpillerne i, er en prik bag mig, og jeg står og stamper i de indledende runder til noget, jeg heller ikke forstår: Det der karriere. Min lille familie er på få år boomet i størrelse af niecer, nevøer og indgifte typer, og når jeg ser mig omkring til højtiderne kan jeg slet ikke forstå, at kernen i al det moderne leben er den samme, som den altid har været. Bare gladere. Den mand, der bare var en god, perifer ven dengang, blev lukket helt derind, hvor han slet intet havde at gøre, viste det sig. Jeg har boet flere steder, end jeg kan holde ud at tælle, og hvis jeg for fire år siden skulle skue fremad, så sad jeg vist i noget andet end det 117. fremlejemål. Whatevs. Hvad vidste jeg egentlig dengang. Jeg har bevidst fravalgt fast bolig, selv om jeg godt kunne investere i nogle lækre kvadratmeter, fordi korte lejemål tvinger mig til at ryste posen og se mine rammer rejse sig i nye former med jævne mellemrum.

Man kan også sige, at posen blev rystet noget, da jeg for nylig inviterede interesserede om i kulissen. Jeg havde barslet med idéen et stykke tid, og det var en af de ting, der slet ikke gav mening, hvis jeg virkelig værnede om min anonymitet. Men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg fik kigget hver af jer interesserede dybt i øjnene, da jeg udleverede det hemmelige adgangstegn, og det føltes virkelig godt. Fordi bloggen som min bolig ikke skal stagnere. Der skal ske noget.

Åbenhed blev også et tema på en anden måde på infotainer.dk i år.

Flere gange har jeg gravet dybt i hemmelighedsposen og delt lidt mere end normalt. For eksempel her og her. Jeg har spekuleret meget over, hvordan det ser ud udefra, når jeg åbner og fortæller, hvordan det af og til står til i de sene nattetimer, når ingen kigger. Er det mon et hint til, at jeg kan være nok så skarp på bloggen, men at ingen må glemme, at jeg i virkeligheden er et dybt miserabelt liv? Eller er det den gamle sang om, at hvis man vil være kunstnerisk, så skal man huske at fortælle, at det hele gør lidt ondt?
Heldigvis er min verden lidt mere nuanceret end det. Jeg er både grundglad og ulykkelig, sjov og alvorlig, tilfreds og utilfreds – det hele på samme tid. Lidt lige som dig selv. På bloggen er der ikke én sandhed. Der er alle sider af samme sag. Både de grimme og de pæne.

Men det er nu ikke pointen med de omtalte indlæg; de har ét eneste formål: At henvende sig til dem i min båd. For hvis der er noget, jeg selv har holdt fast i siden jeg var 14 og de første problemer i mit forhold til mad indtraf, så er det de glimt af, at jeg ikke var alene. Bøger, dokumentarfilm, blogindlæg om og fra andre, der vidste præcis, hvad det handler om. Spiseforstyrrelser, især de knap-så-alvorlige, altså dem, som ikke spærrer for, at man kan leve et ganske almindeligt liv 96 procent af tiden, er noget de færreste skilter med eller nogensinde lukker op for. Dines kan, for hun er venneløs og ingen haler hende i terapi. Jeg har en tro på, at I får noget ud af at vide, at lidelsen er udbredt – og at det hele nok skal gå.

Dermed ikke sagt, at jeg har fundet ro i, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Tværtimod. Jeg er i gang med et større opgør med mine madvaner, der for første gang ikke går ud på at tabe mig med tanker som “hvis du nu smider de klamme kilo, så kan det være du bliver et mindre klamt menneske, som slet ikke har brug for at overspise, det er herreklamt, så tag dig lige sammen”. Den slags motivation har logisk nok ikke så lang en holdbarhed, så nu prøver jeg noget andet. Det handler ikke om vægttab, men om at finde tilbage til, at mad er noget godt. Og at man godt må synde, men så skal man fandme nyde det – ellers er pointen væk. At genfinde min fornemmelse for sult og mæthed, som jeg gennem årelangt madsvineri har smadret til ukendelighed.

Men klog af skade tror jeg ikke, at jeg denne gang har fundet nøglen til at kurere mig selv. Jeg kan kun sige, at jeg i disse uger har det bedre end jeg længe har haft. Jeg glæder mig til mine måltider og mine indkøb, og jeg krydser dagligt fingre for, at det her er holdbart, og jeg har ikke fantasi til at tænke, hvad der skulle vælte det, da der ingen ulemper er forbundet med det … men jeg er ikke naiv. Jeg har været her før. Forblændet af nye livsformer. Der holder lige indtil mystikken er gået af det og besværlighederne overtager.

20130522-124229.jpg

Men lige nu er jeg forelsket i mine nye venner i en verden af glad, grøn sundhed. Nogle af dem bor herher og her (jeg plukker med arme og ben), andre ser sådan her ud  —>

Nu må vi se. Jeg er fortrøstningsfuld (og lever i øvrigt ikke kun af blendet mad, der er masser af fast føde imellem, ro på). Især fordi jeg har en grundtro på, at min kerne og dét, jeg i virkeligheden står for, er godt nok. Det er I med til at bekræfte mig i. Mine dejlige læsere.

Tusind tak fordi I læser med.

Vil du ikke også læse ...

Dannelse og udannelse i Humlebæk
Hej fra hamsterhjulet
Hørt til dronningens nytårskur
Den første, der skriger »MOONCUP!« i kommentarfeltet får sin ip-adresse blokeret

Der findes to slags kvinder i verden …

Dem, der gerne kommenterer egne deller, bumser, kedelige røv eller lange bryster negativt foran tykke, acneplagede, slaprøvede eller fladbrystede veninder, med rygdækning i at kritikken ikke har noget med den anden at gøre, for hvis veninden var så ked af sin krop, så gjorde hun vel noget ved den?

Og dem, der ikke gør.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
I anledning af Medinas blegechok
Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings
#vandrebøger - vi begynder med kusser

Selvfølgelig går jeg op i, hvad andre tænker. Det gør du også. Du synes bare ikke det er ret laid-back

De to sagde farvel i døren, hver med en arm om den anden, hver med et sæt funklende øjne med blikke plantet i mine funklende øjne; vi var alle tre vammelt høje af kærlighed over den hyggelige aften, vi havde delt. Sådan en aften, hvorfra jeg ikke primært vil huske den gode mad eller de sjove samtaler, men lyssætningen, for lys er det tætteste, jeg kommer på manifestationen af følelser, og jeg vil tænke, at sådan som lyset faldt i aften, sådan skal lyset falde i de scener i filmatiseringen af mit liv, der skal være de gode.

På vej ud til min cykel prikkede en anden følelse til mig. Den hed Misundelse. Den kravlede op på ryggen af mig og tegnede på hjemvejen for mig, hvordan de to, mit yndlingspar, skulle ind og deles om opvasken, skiftes til at gå på badeværelset, krybe ind til hinanden i sengen, vågne sammenfiltrede i morgen til ny dag sammen.

Og mens jeg – for første gang, vil jeg vove at påstå – ærgrede mig over, at jeg skulle hjem til en tom og mørk lejlighed og selv lyse den op, selv rydde rodet op, ligge i ske med dynen og stå op til en ny alenedag i morgen, så kunne jeg ikke lade være samtidig at ærgre mig over at tænke … »hvad nu hvis de antager, at jeg altid har haft det sådan her?«

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
The Fuck-Up
Selv hans vandglas er væk
Hvad sande veninder siger, inden man bliver sendt på rebound-date*

Protected: Jord-bær-tær-te-jord-i-ho-det

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Danmark, du gør mig ør
Kh. Den Brændte Bro
I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt

Dette er ikke en Gosling-anmeldelse

Nåmn, noget godt kom der vel ud af at jeg holdt ud til at se den der Ryan Gosling-film til ende. Den der med Bradley Cooper og Eva Mendes. Ja, den. Det der dilletantagtige miskmask af en filmskoleproduktion – The Place Beoynd the Pines.

I det mindste har Eva Mendes og Ryan Gosling fået hinanden i virkeligheden. Det er vel også meget fint.

the-place-beyond-the-pines

 

 

Vil du ikke også læse ...

Kan I huske dengang man gik og sagde
Kan vi alle stave til JO?
Det værste ved at date er ...
Hvorfor er det så vigtigt at give os selv alle de lammere?

Når jeg hører en nær ven sige, at »bogen handlede en del omkring identitet…«

… hvorfor har vi som samfund begået kollektivt mord på det fine, lille ord “om” uden -kring? Bøger handler om ting, vi taler om emner, vi fortæller om oplevelser. Hvorfor siger så mange i alle samfundsgrupper (men med overvægt på humaniora) så handle omkring, tale omkring, fortælle omkring? Om er et kort, præcist ord, der bruges alt for sjældent.

Jeg retter hvor end jeg hører det (som i at jeg himler, hvis jeg blot overhører ordet i S-toget eller Fakta-køen. Hidtil med begrænset succes). Det skulle I også tage at gøre. Huskeregler for de lærevillige og snappy comebacks til de flabede modtages. Selv om jeg har været omkring emnet før.

Vil du ikke også læse ...

Nanny & the defining moments
The Fuck-Up
Derouten finder nye lavder
Kære iPod-generation.

Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg


Jaja, ro på, sitet skal lige loade. Men hvis det stadig er en so efter 10 sekunder, så læs historien her.

Vil du ikke også læse ...

Et forsøg på en stopklods
Hej fra hamsterhjulet
Statusupdates, jeg heller ikke skrev
Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.

Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel

Hvordan kan det egentlig være, at jeg sideløbende med at falde blødt tilbage i menneskeretten til nem aftensmad, når jeg har tømmermænd, er ved at implodere af kalorieselvhad og dårlig madsamvittighed, hvis jeg køber pizza nede hos libaneserne på hjørnet til aften …

… mens resterne af samme pizza, indtaget næste formiddag som frokost, de bare er ligemeget? De bare er straight up frokost?

Vil du ikke også læse ...

Esben & Systemet
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Så klik lige på den meeegafede artikel om... EU-Kommissionen
Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.

Når en kendis følger mig på Twitter:

Udadtil

image

Indadtil

Og ja, Magnus Heunicke. Det er dig, jeg kigger på.

Vil du ikke også læse ...

Om at hade at elske jazz
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Det var ikke for at tage fokusbolden
Licens: Not my finest hour

Den første, der skriger »MOONCUP!« i kommentarfeltet får sin ip-adresse blokeret

reddressDen næste virksomhed, der erstatter medarbejderfrugtordningen med et valg mellem adgang til frugtbakken eller adgang til et skab på dametoilettet med et altid opfyldt lager af hygiejnebind og andre vatartikler – dem hacker jeg fandme frem i køen til årets Gazelle-pris.

Eller hvilkensomhelst anden pris, der nu om dage belønner firmaer for særlig pleje af staben.

For jeg kan godt sige jer, at jeg for sidste gang har forsøgt at opretholde bare et minimum af værdighed, mens jeg trisser gennem kontorlandskabet med en taske over skulderen eller en makeuppung i hånden, der på helt samme måde hvæser JA-JEG-SKAL-UD-OG-FINDE-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET-NU-SELV-OM-JEG-PRØVER-AT-SE-UD-SOM-OM-JEG-BARE-SKAL-RETTE-SMINKEN.

Kun én walk er mere skamfuld end den derud på toilettet med tasken over skulderen. Det er the walk tilbage fra det blodige ærinde til kontorpladsen. Den, som de andre godt kan regne ud er behæftet med JA-JEG-HAR-LIGE-FUNDET-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET … OG-JA-JEG-HAR-VASKET-FINGRE.

Jeg gider det ikke mere. Gider ikke igen opdage, at jeg endnu ikke er blevet så voksen, at jeg bare tænker fuck det, de fleste kvinder menstruerer; jeg er bare fertil, det her er faktisk bare et sundhedstegn.

Jeg mener det. Giv os så det lager af bind og tampax. I får gladere, sundere og mindre nervøst udseende medarbejdere ud af det.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Save the Forresters
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

Lærerlockout? Vækstplanforhandlinger? Boligjobordning? Hva’? Cola-afgifter? Seriøst; hva’?

Den virkelige verden kan ikke nå mig. Jeg holder ferie. Ferie på larrrndet, ferie af denne type:

20130422-185656.jpg20130422-185645.jpg20130422-185625.jpgHar ikke tænkt en produktiv tanke eller fuldført en meningsfuld sætning siden fredag. Har heller ikke rynket bryn af nogen, rettet på nogens grammatik eller dømt nogen. Har læst en del, spist en hel del, er blevet blæst godt igennem i et landskab, der ligner Anne Blythes De Fire Vinde, som det ser ud inde i mit hoved.

Måske begynder jeg at spille brætspil om lidt? Skal lige vaske gummistøvlerne og finde rollingernes Snehvide først. Hun er blevet væk igen. Hun har det med at gemme sig i soveværelset i Barbie-slottet med Ariels prins Erik. Yikes. Forklar lige dét til en treårig.

Vil du ikke også læse ...

Kære fans af Natholdet
Et spørgsmål, jeg dog gider tage seriøst, er »Er du klar over, hvor hårdt det er?«
Clash of Generations
Lørdag morgen, zen

Mundprut

Bare lige hurtigt.

Når man i et sjældent koncentreret øjeblik på jobbet kommer til at forme læberne således at åndedraget på udåndingen lyder mistænkeligt meget som en prut, men altså ikke faktisk var en prut, vel, er det så meningen, at man skal a) benægte højlydt, så også de der ikke hørte mundprutten nu bliver bevidst om den, hvorved man ligner en idiot, eller b) tie, dø af skam og ligne en idiot, der prutter i kontorlandskabet?

Vil du ikke også læse ...

Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Der er lort på styret, Bodil
Den første, der skriger »MOONCUP!« i kommentarfeltet får sin ip-adresse blokeret
Skruer uden ender

En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

Når jeg bliver spurgt, om ikke det er bedre at være voksen, når ens forældre går fra hinanden, end det er at være barn – og ja, folk spørger, selv om det er et idiotisk spørgsmål, for jeg ved ikke noget om at være barn i en skilsmisse, kun voksen, hvor der sniger sig en del ubehageligheder med, såsom at blive ophøjet til en form for tredjepart i bruddet – så lyder nogle gange tillægsspørgsmålet “Hvad er det værste ved at dine forældre er skilt?”

Jeg tror, at folk forventer et slibrigt svar om selvrealiserende voksne, der ikke kan tåle hinanden i åsynet, eller noget med rivalisering med nye ægtefæller.

Det får de ikke her.

For det værste savn, vi måtte lide, er ikke direkte hæftet på dem eller deres brud eller deres omgang med hinanden i dag. De klarer det egentlig meget fint. De to gamle.

Det værste er, at jeg aldrig kan komme hjem igen. Hjem-hjem. Smække benene op, koble fra, rejse tilbage i tiden, tage … hjem.

Jeg kan skabe mig nye hjem med elementer fra det oprindelige, og jeg forsøger efter bedste evne. Men mit hjem … Det hus, der lagde mursten og vægge til mig, da jeg blev den, jeg er. Mit barndomshjem. De røde tegl, den knirkende havedør, hjørnet i haven med kattenes grave, garagedørens særlige lyd, P4 i kælderen, mit vidunderlige værelse under kvisten, sildebensparketten, de laksefarvede vægge, kokostæpperne, spejlskabene, de skrå vægge, det bedagede køkken og brombærbuskene. Det hus, det bliver aldrig mit domæne igen. Det står bare der i fortiden, evigt idyllisk på sin piedestal.

Jeg ville ikke sige farvel til det, den dag jeg skulle. Jeg gik fra tomt rum til tomt rum, tom indeni, ligeglad udenpå, demonstrativt hævet over følelser for døde ting. Ude af stand til at sige til nogen, at man midt i skilsmissen tog min sidste rest af kerne fra mig. Hvordan tager man afsked med sin egen ramme? Hvordan finder man plads til at være barnligt forurettet i en verden, hvor man skal være voksen for de voksne?

At være gæst i mine forældres hjem. Dét er det værste ved deres brud. Aldrig at kunne komme rigtigt hjem igen. Fordi nogle andre bor der nu, en kronisk næserynkende kone med sin spage kørelærermand og en teenagesøn med vokshud. De bor der. Fordi mine egne ikke kunne finde ud af at blive der.

Jeg savner det hus ad helvede til.

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Stenbrobørn er de sande provinsprinsesser
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Og alle kunne ånde lettet op

Når mand i mit og min veltrænede venindes påhør erklærer, at han godt kan lide når der »er noget at tage fat i«:

 

 

Vil du ikke også læse ...

Kære singlemand. Her er dit nye, mandige must-have.
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre
Og Caitlin Morans kvindebibel går til ...
Sex and the Sadness II

Jeg ser ikke mildt på gifte kvinder med amnesi


What online dating feels like

I swear to God.

Den næste veninde med benene smækket op i et komfortabelt parforhold med den mand, hvis børn hun håber at komme til at føde og derfor netop er flyttet sammen med, som ytrer »gid jeg havde nydt jagten noget mere«, sagt med jagten i kursiv, med henvisning til sin tid som single, panisk tjekkende telefonen i å-re-vis  i håb om at høre fra various whatshisnames fra datingportalen/pubben/marketingafdelingen/håndboldlejren, hver dag en lille bitte smule visnende ved tanke på om hun mon nogensinde når at finde en mage at tilbringe bare en brøkdel af sine resterende dage her på jorden med før det hele alligevel bare er for sent; med jagten i kursiv, som om jagtsæsonen var en specielt lære- og indholdsrig fase i hendes liv med umuliusser og frøer og Peter Pan’er og dårligt opdragne moderne mænd at kysse sig igennem og overhovedet ikke noget, man ofte havde lyst til at skyde sig selv i hovedet over …

Hun får et los i løgene.

Vil du ikke også læse ...

Kære krystalkugle
Gæt en eks-komisk politiker
Hey Børsen, Laundromat fortjener altså en Gazelle for vovemod alene.
Ungdommen 0 - 1 Tabloidmedierne

Vil gerne have kvotefri nu

Jeg går rundt og tumler med alle disse kvoter.

To-Do’s En Gang Om Ugen, Hvis Jeg Vil Være Et Ordentligt Menneske.

Skifte sengetøj en gang om ugen. Gå i seng mindst otte timer, før jeg skal op og på arbejde, en gang om ugen. Gøre rent, sådan rigtigt, ikke bare flytten rundt på rodet, en gang om ugen. Købe fornuftigt ind en gang om ugen. Ringe til en fortravlet veninde og få talt rigtigt igennem – en ny en hver uge, der er nok at tage af. Læse en bog en gang om ugen. Veje mig en gang om ugen. Læse Weekendavisen cover-to-cover. Flirte med mandsperson, bare nogen, bare lige de der øjeblikke af rislende glæde og indforståethed, bare en enkelt gang om ugen. Hjemmelave mig selv et næringsrigt, spændende måltid – uden grund, uden gæst. Dyrke rigtig motion en gang om ugen, sådan rigtigt, ikke bare det daglige tjatteri med cykling og jeg-tager-trappen-aldrig-elevatoren; rigtig motion med sveden haglende ned og endorfinerne piskende rundt.

Hvorfor? Fordi det er opgaver, som jeg simpelthen bliver så grundglad af at gøre.

At nå skyerneMen fællesnævneren for samtlige punkter, nej, opgaver, nej … regulære lektier, er, at jeg får lange patter bare ved tanken. Intet af det er noget, jeg har direkte lyst til. Måske er det derfor kvoterne bare opstod. Som med kvindekvoterne. “Hvis I ikke kan finde ud af det på egen hånd, så må vi finde ud af det for jer”.

Jeg har prøvet at lade stå til. Jeg har prøvet at indføre skemaer. Jeg har prøvet at lade mine kvoter bestå af blot én ting: Hver dag skal der ske én ting, jeg glæder mig til – så overkommes alle pligterne af sig selv (tak til Ole Henriksen for dét tip, i øvrigt, det virker ikke en skid).

Jeg har været i alle grøfter, nothing to report.

Nu vil jeg bare gerne have fri og være sådan en person, som var god ved mig selv, ganske uden at tænke over det.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Derouten finder nye lavder
Så klik lige på den meeegafede artikel om... EU-Kommissionen
Skruer uden ender

Når jeg læser endnu en artikel vinklet på hvad en politiker mener »på sin Facebook-profil«

… it’s like kinda serious.

Hvornår holdt vi op med at ringe folkevalgte op og spørge dem til, hvordan de så vil forholde sig til konsekvenserne af det, deres mening medfører? Hvorfor de tænker sådan nu – på Facebook, hvor alt er gratis – når de mente noget andet for et halvt år siden? Hvor lang tid og hvor mange pressemedarbejderes tid er lagt i at formulere det heeelt rigtige? Hvad de vil gøre for at føre said Facebook-ytring ud i livet?

Vil du ikke også læse ...

Til jer, der gik glip af Afrika Nu
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Rend mig i smartphonetyranniet
En uforudset netdatingulempe

Det gik vel i vasken?

Efter alle de dybe snakke.

Efter alle tårerne og løfterne. Og antabussen og de andre piller og den sviende fornemmelse af en arv, som ingen af os har lyst til skal være vores. We’re better than that, tænker vi, ikke mindst hende: Vi er ikke sociale tilfælde? Som familie er vi ikke samspilsramt, vi hader jo det ord, vi ser ned på de samspilsramte; derfor er vi det ikke.

Efter al fremgangen, for helvede.

Tænk, at vi er bombet tilbage til der, hvor jeg i morgenens tidligste timer står og påskehælder den spiritus ud i vasken, som hun ikke ved, at jeg godt ved, at hun igen drikker.

Vil du ikke også læse ...

Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Helle for at dele telt med mig
Skilsmissevoksen-allergi
Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

Når Ricky Gervais fortæller en joke efter han har tabt sig

Vil du ikke også læse ...

Når mænd bager brød på Facebook ...
Så klik lige på den meeegafede artikel om... EU-Kommissionen
Nu kan dem der ikke gider giffe for alvor kigge den anden vej
Vil gerne un-klikke alt jeg har foretaget mig den sidste time på internettet

For det *er* faktisk yndigt at følges ad

De fleste dage tænker jeg ikke så meget over at være single. Lige som jeg ikke tænker ret meget over de andre mærkater i mit liv. At jeg er jyde. At jeg er høj. Højrehåndet. Højdeforskrækket. Højre- venstreblind. Jeg tænker vel cirka så meget over, at jeg ikke har en kæreste som jeg tænker over de andre ting, jeg heller ikke har. Som for eksempel briller. Eller børn. Eller styr på min pension. Sans for oprydning. Et walk-in-closet.

Af og til, men ikke så ofte igen. Meget i de perioder, hvor jeg bor i mit nattøj og tæver datingsites igennem fra sofaen – mindre, når jeg får masser af frisk luft og oplevelser uden for mit hjem. Kærligheden kommer vel hen ad vejen, hvis det skal være. Kærester som børn som briller.

Men når min singlehed optager mine tanker, må jeg indrømme at det nok oftest er med negativt fortegn.

Misundelse over, at kvinder langt værre end mig (ja, værre. Dummere. Grimmere. Trælsere.) hopper fra forhold til forhold. Skræk over, at jeg klarer mig så godt i alle andre aspekter af mit liv end det store, vigtige aspekt, Parforhold – der må være noget galt med mig. Fortrydelse over, hvorfor jeg aldrig har været i et seriøst forhold, for nok har jeg været i forhold, men var de seriøse, jeg mener – de sluttede jo. Skam over, hvad mine nærmeste må tænke om mig, når jeg ikke kan holde på en mand. Socialfobisk adfærd af, at jeg er en forkert single, fordi jeg slet ikke har det stereotype behov for sex med alle mulige forskellige, men stadig tillader mig at caste dem, jeg vil dele kropsvæsker med og sagtens kan få noget ud af bare at flirte. Irritation over, at højtrespekterede veninder er blevet typerne som kommunikerer med deres kærester via offentlige Facebook-vægge i stedet for ad private kanaler – som om deres kærlighed ikke findes, med mindre vi andre kan se den? Selvhadske tanker om, at jeg jo sgu da heller ikke selv gad teame up med mig og mit liv, hvis jeg så på det fra sidelinjen.

Men så.

Hjemme hos BFF fik jeg øje på noget. BFF’s kæreste havde uden et ord en dag erstattet spejlet på badeværelset – et spejl, som hun altid havde fået dybe panderynker og tårer i øjnene af at kigge i – med en meget vigtig besked. “DU ER SMUK!”, stod der.

2136

Det er meget banalt for læsere med kæreste, men for mig var det en nihalet pisk midt i ansigtet. På en god måde. For jeg tror, at jeg var gået hen og havde glemt, at parforhold er noget godt noget. Noget med nogle gange at kende hinanden så godt, at man kan gøre ting, som den anden slet ikke anede, hun havde brug for. Noget med forståelse og respekt og humor på et – hvor meget det end smerter mig at sige det – noget andet plan end det, nære veninder kan tilbyde.

Noget, man ikke bliver et dårligere menneske af ikke at have.

Men noget, som man skal glæde sig til at få.

Vil du ikke også læse ...

Og det må I gerne bruge imod mig, tak
Skruer uden ender
Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)
Dette burde skrives i datid

Når forlaget siger jeg kan vælge mellem mommy porn eller krimi …

… hvis jeg vil anmelde noget for dem.

Gætter på, at man skal være Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, hvis man skal tilbydes the really good shit. Eller også skal de også skovle sig gennem bunker af ganske tvivlsom karakter, før de finder det, der er godt. Har nyfunden respekt for litteraturanmeldere.

Vil du ikke også læse ...

Anede ikke, at vi stadig...
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Rend mig i smartphonetyranniet
Vittighedskirkegården

Det er gået op for mig, at I har sendt Wasteland i X Factor-finalen, og …

 

Man kigger væk i to sæsoner, og så sidder Anne Linnet og roser pubertær talentløshed som blev hun betalt for det (…).

Jeg håber kraftedeme ikke Simon Cowell kigger med, Danmark.

 (Hvad!? Jeg *har* sagt undskyld)

Vil du ikke også læse ...

Revolutionært
Statusupdates, jeg heller ikke skrev
Ævl.
Vil gerne un-klikke alt jeg har foretaget mig den sidste time på internettet

Kan ikke styre mit .GIF-indtag for tiden

Okay … OKAY.

Der er mange .gif-animationer her for tiden. Her og her og senest her.

Og sådan er det bare. Man kan altid sige det med en animation, hvis man ikke har ordene selv.

And tell you what. Jeg har ikke moret mig så meget med et blogformat siden dengang med kapitlerne fra min emodagbog. Hold kæft, hvor jeg udleverede mig selv som teenager. Hvorfor holdt jeg egentlig op med det? Der er rigeligt at tage fra endnu.

Nå.

Ideen til .gif-animationerne er naturligvis ikke min egen. De bedste .gif-blogs out there finder I her:

Stud.JUR – fra dagligdagen på jurastudiet

Sosse bekendelser – om vor regerings skøjterier

My friends are married

Stud.CBS – om livet på Copenhagen Business School

What should we call me?

Ph.D STRESS

I think I’m pretty normal

Good luck med at få noget ud af resten af torsdag nu.

 

Vil du ikke også læse ...

Om at hade at elske jazz
Har hverdagshaderen på · En Top 6
Augustkummefryser
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt

Villy Søvndal til Annette Vilhelmsen …

… efter Jesper Petersen er skredet. Og Emilie Turunen er skredet. Og Nanna Westerby er skredet. Og Mattias Tesfaye er skredet. Og Thor Möger er blevet skredet. Og et håb om et samlet, united-we-stand SF og en ny Villy-effekt er skredet.

 

Vil du ikke også læse ...

Kære døde Tove
Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma
En uforudset netdatingulempe
Når Manu Sareen i min hede nattedrøm fortæller mig, at han er klar til binde sig igen, »sådan rigtigt«

Post Forårsrengøringsk Stress Syndrom

Jep, det her er en skambeskåret stock photo. Flot, ikke?

Før vidste jeg, hvor alting var.

Den dyre kjole fra Remvig, den som har en plet på brystet, som ligner tandpasta eller sæd, men som ikke er nogen af delene, men som i alle tilfælde er for dyr til at kassere, den lå lige under bunken med rent sengetøj ved siden af sengen. Lagt sammen, bevares, så den ikke blev krøllet.

Det dyre nyvaskede tøj hang på bøjler i brusekabinen, det billige ditto var slængt over spisebordsstolene. Klar til at hoppe i en travl morgen. Sokker på stolesæderne, basisbluser over ryglænene.

Og det snavsede undertøj, det lå i hjørnet ved vaskemaskinen. Klar til at blive losset ind i den, når jeg engang var løbet tør for rent tøj fra spisestuen, og der måtte vaskes.

I vasketøjskurven ved siden af snavsetøjsbunken og vaskemaskinen opbevarede jeg æsker til for længst aflagte mobiltelefoner, lysestager, plakathylstre og sommerkjoler fra en tid, hvor jeg trivedes med bare arme og hvide, blottede lår. Kort sagt: løsøre, som jeg flytter med mig rundt og rundt og ikke nænner at smide ud/sikkert-får-brug-for-en-dag. Det var skidepraktisk altid at have det stående i en permanent flyttekasse.

Det rene service stod på opvaskestativet og emmede af hygge og det-her-er et-køkken-i-brug

Jeg vidste, hvor alting var. Alt.

Nå.

Nu har jeg ryddet op. Kylet bort, gjort rent og muget ud. Selv det fjerne hjørne under sengen fik en tur. (Eller, okay, jeg prøvede på det. Kiggede derind, så ondskaben i øjnene. Det er mere end jeg nogensinde har gjort.) Ting er lagt i folder og i stabler i skabe, andre ting har fået sparket og er blevet båret væk. Skabsdøre kan nu lukkes, og man kan igen faktisk se mit hjems plane flader.

Stedet er nu … ordentligt. Og i ren afmagt har jeg leget med tanken om at rive alt ned fra hylderne og tilbage i de støvede bunker på gulvet, som jeg havde totalt overblik over, for … jeg kan ærligt talt ikke finde en skid.

Og således er dette blogindlæg forfattet i taberagtig trusserøv, for begge mine par hjemmebukser, det eneste jeg kan blogge i, er blevet væk og ligger vel korrekt sammenfoldet i bunke i et skab og loller af mig.

Vil du ikke også læse ...

Kære mandlige bofælle
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Stuepige søges
Når opgangens nævenyttige speltmor indkalder til arbejdsweekend i Comic Sans:

Når manden, jeg crusher på, kan rette andres dårlige Facebook-grammatik uden at være perfid:

Vil du ikke også læse ...

Indre København giver mig trafikhad på
Romantikken er død, leve hverdagen
The Follow-Up
Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

I går fik et tweet mig til at spidse øren. “Tør du stadig bo på Frederiksberg?”, stod der. Med det fulgte der en historie i flere kapitler om den syge, indlagte dreng Noah og hans mor, Astrid, som siger “Jeg ved ikke , hvad min livslektie er i det her, men jeg vil ikke lære mere nu”. Nu har skribenten, Mia Roesen, kogt kapitlerne ned til ét take til infotainer.dk. Det er vigtigt. Så værsgo.

 

Det her er historien om drengen Noah og hans mor Astrid. Og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre, andet end at blive ved med at fortælle den højt. Dem, der skal tage sig af det, gør det ikke. Eller det vil sige – de er ved at gøre det til det værste mareridt for en mor, der bare gør hvad hun kan for at holde sin lille dreng i live. En mor, der nu skal mistænkeliggøres for at gøre sin egen dreng syg og frygte, at Frederiksberg Kommune fjerner ham.

Drengen er Noah på syv år, som er multihandicappet med autisme og sjældne immun- og mave/tarmproblemer.

Han lider af opkastninger og tarmslyng, hvor afføringen sætter sig fast og må opereres bort, og under at han indtil videre har tabt sig drastisk og nu kun vejer 17 kilo. Lægerne på Hvidovre Hospital kæmper for at Noah kan beholde livet, samtidig med at hans immunproblematik gør, at han ikke kan stå imod feber og infektioner. Syvårige Noah har tilbragt mere tid i en hospitalseng end uden for den.

Ved siden af sengen sidder hans mor Astrid. I syv år har Astrid passet Noah hjemme, fordi han var for syg til andet.

Astrid, som er uddannet socialrådgiver og alenemor til tre, har modtaget lønkompensation for den tabte arbejdsfortjeneste, indtil for et år siden, hvor hendes kommune, Frederiksberg Kommune, fik ny sagsbehandler, som uberettiget skar i alle Astrids ydelser.

Astrids lønkompensation blev ændret fra fuld tid til 18 timer, idet Fredeiksberg kommune pludselig mente at Noah sagtens kunne magte at være i skole. Dette dog uden at der var sket nogen ændringer i Noahs tilstand og uden at indhente lægeoplysninger på Noah, hvilket gør beslutningen ulovlig at tage. Astrid klagede over afgørelsen, ligesom hun klagede over at kommunen afviste at give hende aktindsigt.

Samtidig fik hun afslag på at Noah kunne indstilles til en døgnplads, som hun havde søgt om, fordi hun begyndte at tvivle på om hun kunne magte den omfattende plejeopgave og være i kamp med kommunen på en og samme tid – vel vidende at det kan koste Noah livet at komme på institution.

Astrid venter stadig på en afgørelse fra det Sociale nævn om tabt arbejdsfortjeneste, mens nævnet hurtigt afgjorde at Astrid selvfølgelig skulle have sin aktindsigt, hvilket kommunen først rettede sig efter, efter at kommunens viceborgmester Katrine Lester var inde over sagen i marts 2013.

I december 2012 kulminerede sagen, da Noahs tilstand blev forværret, samtidig med at Frederiksberg Kommune prøvede at fratage Astrid resten af hendes lønkompensation og ovenikøbet præsenterede hende for et tilbagebetalingskrav for den lønkompensation hun havde modtaget fra august.

Samtidig med at Noah var indlagt i det meste af december og januar måned, gjorde Frederiksberg Kommune altså alt hvad der stod i deres magt for at spare udgifterne til at Astrid kan forsørge og passe sin multihandicappede dreng og hans to ældre søskende.

Nu er vi i marts 2013. Mens Noah lider enorme smerter, og mavekramper og opkast og lort flyder ud af ham, mener Frederiksberg Kommune og hans skole senest ikke, at han er mere syg end at han kan passe sin skole. Noah skal altså sendes syg i skole, helt modsat normale børn. Kommunen skriver i et brev som Astrid modtog i går, at: ”Noah må føle opleve et savn og et svigt fra de voksne omkring ham, fordi de ikke sørger for at han kan deltage i en dagligdag.”

Mens lægerne gør hvad de kan for at udrede Noah og lægge en plan for hans behandling i samarbejde med børnekirurger fra Rigshospitalet, mener Frederiksberg Kommune, at Astrid lyver og gør Noah mere syg end han er. Samtidig har de mere end insinueret, at Astrid måske gør Noah mere syg, idet de i en henvendelse til hospitalet beder om dem redegøre for, hvem der doserer Noahs medicin og sondemad.

Familieafdelingen i Socialforvaltningen i Frederiksberg Kommune vurderer altså på trods af lægers og Astrids udsagn, på trods af Noahs langvarige indlæggelser, på trods af Noahs sjældne og livstruende tilstand, at Noah skal og bør tvinges til at passe det dyre og fine skoletilbud som Noah har.

De vil tvinge Astrid ud i at leve på et halvt eksistensgrundlag, hvor hun ikke reelt kan søge eller varetage et job, på grund af Noahs mange indlæggelser.

De er parate til at gå så langt, som til at Astrid skal have en slet skjult trussel om tvangsfjernelse af Noah hængende over hovedet.

På Frederiksberg er spareiveren nu så stor, at de er villige til at ofre en lille drengs liv på det. Skal den udgiftstunge, hjælpeløse lille dreng tvinges fra sin kærlige og kompetente mors pleje – og måske i døden?

Viceborgmester Katrine Lester er handlingslammet og kan ikke gribe ind over for sagsbehandlernes systematiske chikane og ubehjælpelige, ulovlige sagsbehandling. Astrid kæmper mod kommunen alene og er ved at tabe kampen, mens Frederiksberg Kommunes brud på lov og rettigheder kan foregå upåagtet og uden sanktioner eller straf.

Medierne bliver ved med at tøve, der er både hunden Thor, dagpenge-Mette og bolig-Barfoed, som er mere interessante end det her.

Og jeg synes ikke du skal like det her. Men del historien. Og læs den i sin fulde længe her og her og her. Og vær med til at sige højt, hvordan det også foregår, når der skal tages hånd om dem, der har brug for allermest hjælp. Sig det til de voksne (for eksempel Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj. Han bor her: borgmesteren@frederiksberg.dk), at de er ved at tage livet af Noah og hans mor.

Tak.

Update 18. marts 2013: Her er kommunens “svar” på, at der er gået Kafka i systemet.

Vil du ikke også læse ...

In denial efter tre døgn i ske
Om de kønne piger og os andre
Målgruppe: konfirmander og Kate Moss?
Undskyld, tjener! Der er altså skamlæber i min nye stegeso

Når Joe & The Juice-knægten i decibel tilegnet døve proklamerer »EN SEX-ME-UP OG EN TUNACADO«

Kan man dog ikke modtage sin bestilling på overpriced food-on-the-go i fred, hvar. Vi er faktisk stadig nogen, som har et skamfuldt, tabuiseret forhold til ikke at gide lave vores egen mad.

Jeg har i øvrigt endnu til gode at aflure dem formlen på, hvordan de gennem øredøvende houserytmer kan gjalde så tungnemme bestillinger løs dagen lang og samtidig pull off et snotty face, når jeg bestiller en enkelt kaffe, som om *jeg* er den kiksede. Men de gør det. Kommer godt fra det, altså. Må være al den ingefær, de inhalerer.

Ville ønske Arbejdstilsynet snart skred ind og pålagde Joe hamselv at udstyre fløsene med høreværn. Så skulle de nok få slukket for attituden. Eller musikken.

Vil du ikke også læse ...

Savner de dage, hvor ASL? betød age/sex/location og verden endnu ikke havde set smileys
Gæt en eks-komisk politiker
Åbent undskyldjegvardigutro-brev
Når Manu Sareen i min hede nattedrøm fortæller mig, at han er klar til binde sig igen, »sådan rigtigt«

Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

Siden dette indlæg om arv har jeg givet det megen tanke, hvad jeg egentlig efterlader mig.

Ordene i det havde egentlig en grisk vinkel. Hvad får jeg, når de andre dør? Men, har jeg grublet en del over; hvad får de andre egentlig, hvis jeg dør? Jeg ejer intet af anden værdi end affektion – til gengæld tæller mit indbo en hel del rod, nips og støv. Og så det store usagte: Den hemmelige blog med alt det, jeg egentlig gik og tænkte. De ord, jeg aldrig satte strøm til, men blot formulerede indadtil, da jeg skulle have råbt dem højt – de står lige her.

For min familie må det, som I sidder og læser med i her, være den største arv af det hele.

Og så slog det mig, hvad et af mit livs store biroller dog ville tænke, hvis hun fandt vej herind. Min mor. Ville hun mon tænke, at jeg havde været særlig fair, sådan som jeg kun har fremstillet, hvordan hun er skrøbelig, uheldig, fornægtende og tavs og kun af og til nævnt i forbifarten hvor pissesjov og klædeligt genfødt, hun også er. Næppe. Men det har en forklaring.

Det er pudsigt med forældre. Min far er mit ideal, mit mål og min vægt, den lineal jeg måler alle andre op mod i de fleste af livets forhold. Moral, arbejdsomhed, kærlighed, talent. Hvor er de i forhold til min far – er de nogen, jeg skal bruge min tid på? Han er holdt ud i strakt arm og som litterært objekt så statisk og ligegyldigt i sit textbook-psykologiske udtryk. Han er min knude i maven. En godartet knude, men en knude af præstationsangst og ambition. Fordi jeg så gerne vil have hans respekt og hans stolthed.

Med min mor er det anderledes. Hende kan jeg ikke forholde mig til på samme måde. For hun er … mig. Vi er den samme person, og derfor ved jeg altid allerede, hvor jeg har hende. For jeg respekterer mig selv, er stolt af mig selv. Uanset afstande, fysiske som de mere følelsesladede, er vi stadig tæt, tæt forbundne og ved, hvad den anden tænker. Min far er lidt mere sådan en, som jeg skal holde mig i kontakt med for at være med på at greje.

anonymehjemmefødninge

Jeg kan ikke forholde mig til hende som blogbart objekt, fordi jeg så samtidig behandler mig selv. Vi er alt, hvad min far ikke er. Og hvad han ikke som ægtemand var lykkelig med hos hende er de præcis samme punkter, han som min far mistrives med. Min mor og jeg er irrationelle. Følelsesladet kogende i udadtil kølige kroppe. Ulogiske. Vi argumenterer usagligt og drager forhastede beslutninger. Vi sætter hjernedød stor pris på, hvor sjove vi hver især er – og tager aldrig latter for givet. Vi kan ikke holde fokus på det væsentlige, når vi skal; vægter tonefald, læser mellem linjer, analyserer, hænger os i detaljer. Vi jagter lykke som om vi slet ikke ved, at jo mere man jagter dét begreb, jo mere flytter man sig fra det. Og derfor bliver utilfredshed vores livs mantra.

Se, det er allerede blevet en haltende analyse uden centrum.

Men hun er mit centrum. Min mor. Mit mig. Hos hende er jeg hjemme – uanset hvor hun befinder sig. Og det er ikke et hjem, der altid er hyggeligt og lige til en Danielle Steel-filmatisering eller et Annie Leibovitz-portræt. Det er hjem, hvor jeg bliver Teenageren, og hun bliver Dragen, og af og til er det omvendt. Men det er et hjem, hvor jeg er hjemme. Som hos ingen andre i verden.

Og det, det skal hun bare vide, når hun en dag kommer forbi og læser denne associationsrække af pærevællinger og knuder af voksen kærlighed; alt det med hende og mig og vores sære, navlestrengslignende symbiose ved jeg altså godt. Og det vil jeg skåle på i dag, på denne fredag, hvor min mor har taget et kvantespring ud af tristesse og depression, fordi hun har været så uhyggeligt sej og har grebet en chance og med en underskrift taget kampen op for et otium i overskud og vigør. Jeg er så stolt, og jeg mente lettelsen helt ned i min knudrede mave, da jeg sukkede “Så kom vi endelig i mål”.

Jeg ved det godt. Også selv om jeg altid prøver at være hendes Rasmus Modsat og være min far. Og jeg glemmer det aldrig, uanset hvilke nedslag i fremstillingen af hende, der kommer for dagen her.

At uden hende … da var der slet, slet intet.

.

Vil du ikke også læse ...

Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Om at vågne op til dåd

Når opgangens nævenyttige speltmor indkalder til arbejdsweekend i Comic Sans:

Vil du ikke også læse ...

Julekonklusioner
Når mænd bager brød på Facebook ...
Hvad jeg piller i, når jeg ikke er her
Familiefestligt

Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings

Jeg skulle lige til at hidse mig op over, at der med Føtex’ største nu-kan-pøblen-mænge-som-de-fine-hit siden guldmærkerne, Caroline Fleming-nylonerne, medfølger en lille i sit lyserøde og benumrede udtryk nedladende guide til, hvordan man ifører sig sagerne.

20130314-123423.jpg

Dude. Vi er kvinder. Det er vores instinkt at iføre os nylonstrømper. En del af parringslegen på lige fod med mændenes “nåmmen, hvorfor står du der og ser så sur ud”. Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede, at jeg slet ikke gør som guiden siger. Det har jeg aldrig gjort. Siden teenageårene er jeg da stukket i de tynde sataner som man træder i et par bukser. Højre fod først, så venstre – og så træk helt op til livet. Ingen pølsen sammen. Ingen et-ben-ad-gangen.

Kunne brødføde et større afrikansk land for de udgifter, jeg har haft til den slags benklæder. Jeg troede da, at det var derfor de blev solgt i flerpak? Fordi det første altid går i stykker?

Jaja. Det kan godt være, at den nye pave hedder Frans, og at Geranium har fået en til Michelin-stjerne. Men min torsdag står altså i de små tings tegn.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Kære søndag i april.
Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Hvad sande veninder siger, inden man bliver sendt på rebound-date*

Inden primatstemningen splattedes ud over os

Det var nogle timer før han satte punktum for den fine stemning ved at erklære, at hans penis var længere end vennens – om jeg egentlig foretrak den tyk eller lang, hvis jeg nu *skulle* vælge – at han og jeg havde fundet en tone.

Han med sin kunst og sin avantgarde-hat og den skrabede indkomst. Den sikre stil og de smukke kindben. Jeg med skriften. Han med lyst til en pseudopersonlighed, der kunne udleve alle de lyster og følelser, der blev stoppet af hans egne grænser og hæmninger og “det gør man da ikke” – og så mig i mit Vero Moda-tilbudstøj og mit velbetalte day job, der har det fritidspseudonym, han først for sent opdagede, at man kunne skabe sig.

Han kaldte os så selvsikkert over til sit bord og troede garantrisse ikke, at han skulle lære nogetsomhelst af mig, the corporate asshole. Men han spidsede alligevel høfligt øren, da jeg fortalte ham om at falde til ro i at vide med sig selv, at man godt må have hemmeligheder for de nærmeste. At man kan blive et mere helstøbt menneske af at begrave troen på, at man skal være helstøbt i alt, hvad man viser de andre. At helstøbningen kommer af at vide med sig selv – ikke fortælle alle andre – at man har nuancer. At man som menneske er både tjekket og utjekket, organiseret og rodet, kynisk og sårbar og kold og varm.

At det er min nøgle til sjælefred, at jeg har foræret mig selv forskellige kanaler til de nuancer; så jeg ikke skal presse alt ud gennem én kanal. Ikke tvære det hele ud på ét lærred og bede alle komme og forholde sig til det.

At man må gerne gå i graven med sine facetter. De opstår ikke, når andre kan se dem. De opstår, når man selv kan se dem.

tarzan3Han var ikke fuld endnu. Det var jeg heller ikke. Men jeg havde ikke ventet, at han åd det, havde forventet et forsvar, et kunstnerisk comeback, der tilbageviste hele min pointe. Sådan havde tonen været indtil da; bjæffende, slåssende. Det kom ikke. Han tænkte længe og sagde derpå:

– Du finder ro og samling i en slags skizofreni? Som er din. Alene. Jeg -… ja. Du gør. Det gad jeg fandme godt.

Måske var det noget andet, måske var det misundelighed, der fik ham til at overgive sig til hegnet og pege fokus ned på sit skridt. Det kan jeg godt lide at tro. Fordi han først havde afskrevet mig som nogen, han næppe skulle misunde på området “facetter”. Og siden måtte sande om, at jeg med mit pseudonym havde knækket en nød, han end ikke havde samlet op.

 

Vil du ikke også læse ...

Statusupdates, jeg heller ikke skrev
I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt
Att.: Veninder-Med-Børn
Er vi snart væltet færdig?

Så nu har jeg købt en endnu uskrevet bog

Det er ofte svært at naile det konkrete øjeblik, hvor man faldt for nogen, men med Andrea Hejlskov  – not so much.

Jeg var fan, men jeg var endnu ikke faldet pladask, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, at jeg gik all in. Da jeg tyggede mig igennem hendes blog, og jeg her faldt over sætningen “It’s not like we never cry anymore. It’s just that now we know why”.

… *pil i hjerte* – *krydser i øjne*

Andrea, der har trukket stikket (for nu at bruge en kliché), bor et sted i de svenske skove i en med familiens egne hænder opført bjælkehytte. Sådan … permanent og temmelig selvforsynende. Efter at have tænkt længe over, om ikke de skulle gøre noget ved den vatindpakkede tilværelse, de stred sig igennem i København. De er lige som det der par fra filmen Revolutionary Road, spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, bare med en happy ending og et fuldført projekt i stedet for klam amatørabort, død og hjertesorg.

Ehm.

Hele historien kan I selv følge med i på hendes blog, men sagen er, at nu vil konen sgu have penge. For at kunne holde fri fra at skrabe de 8.000 kroner sammen hver måned, som det stadig koster at være en familie på seks i skovene, så hun i stedet kan skrive en bog om det.

Så det har hun altså fået. Herovre på denne indsamling. Så bogen bliver en realitet og vi alle kan blive klogere. Jeg skriver det ikke kun for at påberåbe mig praleretten over at forvalte mine penge helligt og, synes jeg selv, fornuftigt (fordi jeg fandt en sjat penge i at aflyse et arrangement af middag og bytur, som jeg egentlig ikke orkede, og sendte dem efter Andreas børns skolegang i stedet.) Men også for at minde alle mine vatindpakkede læsere af denne vatterede blog om, at der findes folk derude, som satser på alternativer til konformiteten. Og vi har brug for ikke alene at der er folk, der gør det, men at det er folk som Andrea, der gør det og taler højt om det.

“I’m the mother. I get to tell the story,” skriver hun. Og hun gør det altså godt.

Historien om “… and the great escape”, som bogen skal hedde, er ikke historien om vidundermidlet til at blive lykkelig. Andrea er vist ikke lykkelig. Eller ulykkelig. Lykke og jagten på den er sat ud af spillet. Den er en historie om at udfordre den moderne autopilot, pille lagene af og se, om vi egentlig overhovedet kan finde ud af os selv uden alle vores støttehjul og forventningpres og forskudsopgørelser og regler om familieliv. Andreas bud er vist, at det kan vi godt. Være mennesker uden krykker. Enten som hende på et minimum af fornødenheder – eller på helt andre måder.

Det er i hvert fald de tanker, der altid myldrer frem, når mine tanker falder på hende. Om hvad jeg egentlig har magt til at gøre med mit liv. Mine tanker falder tit på hende i disse tider, hvor vejret ligger mig så meget på sinde. Solskin med vindstille varme eller solskin med en chill factor, der går gennem marv og ben? Solbriller eller ej? Nylon eller uld? Jeg har efterhånden erhvervet mig en indre Andrea, der griner af mine små vejrbekymringer, fordi vejret hos hende må føles så meget mere ekstremt, når hun bor, sover og lever meget tættere på det – men samtidig stirrer hun noget bekymret på mig over, at jeg er så påvirkelig af mørke og vinter, som jeg er. Eller: At jeg bilder mig selv ind, at det er vinteren, der er problemet – og ikke noget helt andet.

Jeg kunne ævle i tusind år om alle mine tanker om en revolution i hamsterhjulet, men vi har lissom fastlagt, at jeg ikke er nogen barrikadefrontløber, så jeg vil give ordet til Andrea selv:

… Det kan godt være, at Andrea Hejlskov ikke besidder nøglen til Hele Meningen Med Livet. Og det kan også godt være, at man kan finde huller i projektet og afsløre, at det slet ikke er så rent eller purt eller helligt, som det foregiver at være. Sikkert. Hvis man hellere vil dét. Men man kan sgu ikke tage fra hende, at hun handler. Og alene for det fortjener hun mine besudlede, afmægtige penge. Fordi jeg skal lære af hende og hendes bog.

Vil du ikke også læse ...

Kære Peter Birch.
For der var en grund til, at jeg flyttede
Kh. Den Brændte Bro
Vil gerne have kvotefri nu

Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

Hver gang jeg får ondt i røven over hvor meget kulere Sverige er end os (hvad der sker tit), så plejer jeg at finde dette klip frem. Og glædes over, at vor regent i det mindste ikke er retarderet.

Hvor jeg elsker Carl Gustaf, der sidder og hopper i sofaen som en anden idiot, der ikke kan tøjle sin nervøsitet over at præsentere sin tyske brud for sit folk og således vender fokus mod noget så åndssvagt som … fjedring.

Og hvor jeg krummer tæer, når den unge konge kaster sin kommende dronning for de svenske ulve udi sproget. Selv efter hun spørger, om han vil hjælpe hende lidt på vej, lyder det imbecilt fra kungen, at neeeei, nu må hun klare sig selv. Kunne man have forestillet sig Frede optræde sådan der, da lige så yndige Mary sad og sagde “Jag ær litte nærvuus”? Hjælp hende dog, mand.

Og Silvia er så sød, men tomhjernet ærligt fremstående, der hvor hun sikkert vil sige, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er gadefejer eller konge”, men i stedet får sagt, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er direktør eller præsident eller konge” … Så ydmygt.

Og åh, hvor er kungen en nar, der hvor Silvia hvisker “jeg elsker dig” til honom, og han grinehvisler et akavet “sssch!”.

Gad vide, om hun nogensinde har tænkt, at majestættitlen og de yndige børn alligevel ikke var samlivet med ham værd.

 

Vil du ikke også læse ...

Modeugeoptakt
Bitterfisse har ringet. Hun vil gerne have sin personlighed retur.
Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt

Charterfeber

De mest belastende er da ikke dem, der klapper, når flyet lander.

De mest belastende er heller ikke dem, der sidder og venter på, at nogen skal klappe, så de kan sige, at der “fandme da ikke er nogen, der kommer og klapper af mig på MIT arbejde”.

De mest belastende må da være dem, der kritiserer de ad de klappende passagerer fnysende turister.

 

Har så meget udlængsel, at jeg overvejer en tur til La Santa på Lanzarote. Venligst stop mig, før det sker. Har ferie i april – hvem vil med og hvor skal vi hen?

Vil du ikke også læse ...

Om ikke at gøre ledighed værre med salatmayonnaise ... igen
Hvor fanden ligger Canal 9?
The piano has been drinking
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.