For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

Det er noget med, at vejen til en mands hjerte går gennem maven. Eller et eller andet åndssvagt. Men eftersom mit kendskab til moderne mænd de seneste år primært er blevet bygget op af typer, der fortrinsvis indtager take-away, Pall Mall og spandauere, så er jeg lidt på bar bund her.

Jeg har nemlig på fornemmelsen, at almindelige lønmodtager-mænd med sans for det tjekkede liv ikke ligefrem lever på samme kost som jeg og min posse, der kun består af kvinder, gør. Mad uden kulhydrat. Eller mad uden fedt. Eller mad, man ikke kan udtale. Eller salater, hvor pinjekernerne opfattes som en udskejelse.

Så. I weekenden skal jeg frembringe et måltid til Manden Der Giver Gelében, en voksen mand, sådan en der køber ind jævnligt, sorterer sit affald og ved at gær godt kan være økologisk. Derfor skal måltidet helst:

Være voksent og stilsikkert. Nærende, rigt på smag. Fedt på en … I ved, tækkelig måde. Eksplodere i et look, der ligner det er foie gras’ens endnu dyrere, men meget mere politisk korrekte kusine – men være til at betale. Få ham til at tænke det-her-er-så-lækkert-at-jeg-i-teorien-kunne-leve-af-det-resten-af-mine-dage, men samtidig syde af, at det da bare lige helt afslappet smækkede sig selv sammen, mens jeg slængte mig på divanen med The New Yorker, fordi jeg er meget mere bevidst om at udvide mit intellekt med åndelig føde end at gå op i den fysiske.

(Men ikke så afslappet, at han kommer til at tro, at jeg ringede til Kokken & Jomfruen. Åh gud, ikke det.)

Desuden skal det selvfølgelig være noget, jeg har lavet hundrede gange før, så det ikke kan fejle. Men uden – af æstetiske årsager – at indeholde hakkekød, hvorfor lasagne må betragtes som udelukket.

Så folkens – frem med jeres opskrifter til mandemad, der kan fremtrylles af geléarme.

Vil du ikke også læse ...

Næste år lover jeg ikke at gøre opmærksom på det
Kære indre alarm. Jeg prøver at overdøve dig.
Cc: bitch attitude. Kom frit frem.
Ashley + Zach + Ole Fejlfinder

flattr this!

Og alle kunne ånde lettet op

- Intet abnormt alligevel, sagde lægen.

Og sådan sluttede min mors korte, heftige dans med det danske begreb “kræftpakkerne”.

(Tak, fordi I har været så søde. Det har føltes som om der var nogen til at vride hænder og skubbe rigtigt grimme tankescenarier bort sammen med)

Vil du ikke også læse ...

En ny dag, en ny mor
Wakefield-misundelsen, der fordampede
Skilsmissevoksen-allergi
Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

flattr this!

Yes. I. Can.

awny_yes-we-can

Nogle gange, når opture og nedture tidsmæssigt falder sammen, og det er lidt svært bare at stå op og passe det der voksenliv med hamsterhjul og skånevask og indkøb, som for eksempel sådan nogle sammenfald her, så er det, at skæbnen kan finde på at titte frem og dog krydre det hele med lidt salig, god timing.

Og så skal man fandme gribe chancen.

For da Nogen pludselig stod uden for en låge i mit liv igen og bankede på og gerne vil ses helt ukompliceret, »bare for hyggens skyld«, så var det med at træde meget varsomt, så jeg trådte rigtigt. Og overveje, om ikke jeg skulle udnytte, at jeg står midt i nogle halvstore ting i livet – om ikke det var på tide at benytte chancen til eftertrykkeligt at lukke fortiden med et nejtak. At ignorere, at det da sikkert kunne være meget hyggeligt at ses igen. Bevares. Sådan at invitere sig selv ind i noget, der næppe bliver mindre ukompliceret. Og glemme, at der jo faktisk er noget ganske sprødt i gang med en helt anden mand. Tænke, at man da vel godt kan jonglere begge bekendtskaber. Ham der Nogen vil da sikkert bare være venner igen. Og de sidste års hjertesmerte er da efterhånden uden betydning nu. Water under the bridge, ren tavle. Jeg er stærk nok. Den slags.

Jeg tog en dyb indånding. Og så gjorde jeg det, som jeg aldrig troede, at jeg ville finde mod til at præstere. I skrædderstilling og en rus af røg og rysteture forfattede jeg et opkog af det, som jeg som Dines har brugt over et år på at formulere af alt for mange omgange. Det fyldte tre A4-sider. Så røg jeg nogle flere cigaretter og læste det cirka 1.000 gange. Så kogte jeg det ned til en A4-side.

Og så sendte jeg det. Ærlighed i girafsprog, ufortyndet.

Hvordan han har reageret? Med tavshed. Hvad jeg ikke bebrejder ham. Det var ikke et brev til ham, det var et brev til mig selv. Så dinesk skrevet, at jeg stadig gyser stolt ved tanken om, hvor modig, jeg turde være, selv om det ikke var Dines, der førte pennen – det var mig selv. Der blæste på, at han forventer at alt holdes low-key og udramatisk, mig selv, der utvetydigt serverede ham det kølige faktum: At jeg holdt så frygteligt meget af ham, men at jeg endelig var færdig med ham.

Og hvorfor jeg tror, det er anderledes nu? Forskelligt fra alle de andre gange, hvor jeg har sagt til mig selv, at nu var det slut med at tænke mere på ham – at jeg simpelthen ikke kunne hænge mig mere i noget, der ikke var det værd? Well, ud over at det var ham, der bankede på lågen, og mig der lindede lidt på den, brækkede mig verbalt og smækkede den i igen? Jeg ved det, fordi nu kom tårerne. Forløsning, endelig. I timen mellem at jeg havde forfattet brevet og til jeg faktisk turde sende det, lå jeg sammenkrøllet i en ukristelig fosterstilling og hulkede min make-up ned i mit pæneste sæt sengetøj. Efter afsendelsen tudede jeg lidt mere, og det var faktisk slet ikke så rart, som jeg havde drømt, at de tårer ville være, det var ukontrollabelt og grimt, nærmest lidt flovt også, men det var barmhjertigt, og det var rigtigt.

Og da der var grædt af stod jeg op, gik i bad, lagde sengetøjet i blød, smurte ny make-up ud over min spøgelsesteint, steg op på cyklen, hjulede tværs gennem byen med Roisin Murphys Overpowered i ørerne, bankede på hos den nye mand med det gode hjerte og varmen i øjnene, som krammede mig, fodrede mig, hældte vin på mig og lod være at spørge til, hvorfor jeg så så skæv ud i ansigtet, men som i stedet trak mig ind på sit soveværelse og i bevidstløst mange timer gjorde ting ved mig, som bør beskrives i langt mere vulgært sprog, end I kan få her.

Vil du ikke også læse ...

Yndlingsaversion: Audiopoesi
Jeg har været en tur i Lidl ...
Hvorfor jeg hader Indre By
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?

flattr this!

Modlys

Jeg vågner ved en aen på min nøgne lænd, og i et kortvarigt øjeblik der i landet mellem søvn og ikke-søvn bliver jeg i tvivl om ikke jeg og denne mand egentlig har kendt hinanden i årevis, bare på et andet plan, og selvfølgelig har vi ikke det, for med opvågnen kommer modlys og ædruelighed og rationale, og med morgen kommer også telefonopkald, som jeg kommer til at rejse mig fra sengen for at besvare.

Min mors stemme i røret er nøgtern, uanalyserende, og der bliver sagt ting som »en mistænkelig udposning« og »nu må vi se« og »det var da godt, at jeg gik til undersøgelse så tidligt, det sagde lægen også« og »etellerandetskopi« og »nu må du ikke blive forskrækket, de rykker ikke så hurtigt på undersøgelserne, fordi de tror prognosen er dårlig, men fordi der findes de her særlige kræftpakker« og det er den eneste gang, ordet bliver sagt, kræft, det eneste øvrige, der nærmer sig ordet er »det har formentlig ikke spredt sig, hvis det skulle være ondartet«, selv om hun da ikke aner en skid om det der »noget« har spredt sig eller ej, og få minutter senere er hun ude af røret, og jeg går tilbage til sengen og manden, og morgenen og øjeblikket er forbi, og jeg vil så gerne have den og det tilbage.

Det eneste jeg egentlig kan tænke rigtig klart er noget mening, jeg pludselig finder i noget, som Hassan Preisler sagde engang: At jo flere men’er og fordi’er, han dypper sine tekster i, jo værre er de og jo fjernere er de fra ham i al deres forklaring og argumenteren og vejen op: Jo flere simple og’er, der hægter tekstbidderne sammen, jo mere beskrivende er de, nøgterne, uanalyserende – og det er i den hassanpreislerske mening, at jeg falder til ro, mens det bliver formiddag og et nyt øjeblik bliver til. Jeg har ikke nogen forholdsillustrerende men’er eller forklarende fordi’er. Jeg har mine og’er. Min mor og en etellerandetskopi. Og dette: Gelében og en mand, der er skyld i gelében.

Der er hverken mere eller mindre lige nu. Ro på.

Vil du ikke også læse ...

… for ellers føder hun Antikrist, eller hvad?
Olde var da quite the looker?
Skruer uden ender
Hvad sande veninder siger, inden man bliver sendt på rebound-date*

flattr this!

Kære Vivi fra H&M’s kundeservicetelefon

… det er ikke din skyld.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide dig. Især fordi du kun brugte mit navn en eneste gang under vores samtale, en for din art meget sjælden, men velkommen, udeladning.

For det skal du have tak.

Du skal også have tak for, at du godt selv kunne se det: At det er for råddent, at din arbejdsplads sender mig den vest i fake fur, jeg har betalt fuld pris + forsendelse for, men uden det tilhørende bælte – uden hvilken det faktisk bare er et rya-gulvtæppe med huller i til armene, der får mig til at ligne Ayla uden Jondalar. Bæltet var lissom hele ideen med looket, ikke. Det, der civiliserede det lidt. Men men. Alle begår fejl. Det gør både jeg og Lars Løkke da hele tiden, men som både jeg og Lars Løkke kan bevidne: Det handler om hvordan man håndterer de fejl, man har ret til at begå. Og der er det så, at jeg ikke synes, at det er særlig snu af H&M at kræve, at jeg sender tæppevesten tilbage, for at I kan sende mig det hele igen, altså både rya-vest og bælte. Om syv dage fra returafsendelse. Når nu det var H&M, der bare kunne have pakket det hele i første omgang.

Jeg tror ikke, du helt forstår, Vivi. Du synes det er forkælet, at jeg ikke gider rende på posthuset igen og vente yderligere syv dage på at få en gulvtæppe-vest + bælte tilsendt. Hvad du ikke vil sige, men måske tænker, er: Slap af! H&M er en lavprisforretning – så er serviceniveauet derefter.

hmprod

Men Vivi. Hvis du vidste, hvad der gik forud for at jeg besluttede mig til at bestille på hm.com: Tre besøg i H&M Strøget, den ved Magasin, to besøg i H&M Strøget, den ved Amagertorv, to besøg i H&M Frederiksberg Centret, et besøg i H&M Amager Centret, sågar en sviptur til H&M Lyngby Centret. Alle steder kunne jeg finde syv-otte pelssager i XS, S og M, som hang jomfrueligt urørte hen. Alle de hurtigere full figured dyr i skoven havde været der før mig og gaflet alle L-størrelser, de kunne finde. Så jeg måtte bide det i mig og shoppe online og æde ventetid og ekstra dollars i forsendelse og det faktum, at mit postbud altid påstår, at jeg ikke er hjemme, når han er der, hvilket simpelthen ikke passer, men alligevel resulterer i, at jeg skal på posthuset, så levering er måske lige frisk nok at navngive det, der foregår … men ok. Jeg havde forelsket mig hovedkulds i den vest. Den gjorde mig så glad. E-shopping det blev.

Dit svar på det støvsugede large-marked derude i butikkerne, Vivi? »Ja, de modtager jo aldrig lige så mange i large som i de øvrige størrelser.« Jeg lod din efterfølgende kunstpause hænge i luften og smilede lidt stift for mig selv over, om det betød, at vi kvinder i large er en taberminoritet, der bør rubbe neglene, hvis vi have noget af det gode stangtøj, og motion har vi i øvrigt godt af, så kan det være vi kan komme ned i en medium … men jeg undlod at gå ind i det.

Min jagt over hele København havde jo lissom modbevist, hvordan din arbejdsplads seriøst bør overveje at tænke mere i large. På flere planer.

Ej, det var ikke for at blive spids. Jeg synes som sagt godt om dig. Det er bare din arbejdsplads, som jeg, når jeg har returneret min amputerede nyforelskelse her, må vende ryggen. Når den ikke går ind for selv at råde bod på sin fejl og at pakke et lille bælte i en lille pose og sende det mod København, så må det være so long.

Det er jo ikke din skyld. At din arbejdsplads har vokset sig stor og ugennemsigtig, at service er blevet noget, der ikke giver mening.

Hey. Faktisk havde jeg lyst til begejstret at fortælle dig om, at der et sted på den nordisksprogede emballage står »fuskpels«. Fuskpels! Er det måske det bedste ord i modeindustrien siden pleather? Men det nåede jeg aldrig til at fortælle dig om. Øv, for jeg kunne mærke, at du delte min ærgrelse og forstod, at min onsdag pludselig var blevet lidt mere vemodig:

Jeg havde fucking glædet mig til at iklæde mig det fake læder og det gulvtæppe. Glædet mig! I de fulde syv dage, der gik, fra jeg havde fuldendt købet på hm.com, til jeg hentede det på posthuset. Glædet mig, fordi jeg så sjældent bliver i boblende godt humør af at glo på min egen garderobe. Denne kilde til smil var en gave til mig selv, noget, jeg syntes jeg havde fortjent.

Nu blev det aldrig.

Æv, Vivi.

Vil du ikke også læse ...

En TV Shop-aholics guide til fejlkøb
Det kan stadig få mig til at tude
Hold så op med at sige Bowno
Bitterfisse har ringet. Hun vil gerne have sin personlighed retur.

flattr this!

Hvad jeg piller i, når jeg ikke er her

Jeg æder for tiden. Og når jeg er færdig med det, så æder jeg lidt mere. Med verdens bedste samvittighed på den der måde, som jeg kun rigtigt kan få, når jeg selv har haft fat i alle råvarerne. Og på en meget uskøn måde, som er svær at stoppe mig selv i, når jeg er både stolt og får stillet min sult.

Måske er det her en kedelig post for nogle. Fair nok. Men for alle jer, der som jeg altid har haft problemer med at holde et fedt køleskab, lave ordentlig mad til jer selv og i det hele overskue at ernære jer selv på en forsvarlig måde – I må forstå, hvor stort det er for mig, at jeg på nu tredje uge har held med at kokkerere spændende mad til mig selv to-tre gange dagligt.

Næste stop: Foodstylist-kursus. Hvem giver?

IMG_3837IMG_55281. MAS HUNI | 2. NØDDEBRØD, og jaja, vi kan da godt kalde det stenalderbrød, men jeg tror ikke de havde de anbefalede siliconebageforme i stenalderen3. THAISTEGT SVINEKØD fra Janes kogebog, serveret med BLOMKÅLSRIS 4. MAS HUNI-RESTER! Hvorfor rester? Fordi alle kogebøger er designet til større børnefamilier eller selskaber, og så kan vi spedalske singler, der bare spiser alene, nyde egne gastro-successer flere dage i træk, fordi vi typisk hellere vil dét end at stå der i køkkenet og dividere 1,5 deciliter med fire. | 5. DADELKUGLER | 6. Svært ufotogen PEANUTKYLLING MED RØDKÅLSSALAT.

 

Vil du ikke også læse ...

Vedr. bæ og bræk. (Du behøver ikke. Virkelig.)
Licens: Not my finest hour
Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel
For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

flattr this!

En uforudset netdatingulempe

Jeg vil godt indrømme, at det er en hel del sjovere at netdate, når det er et projekt alle singler i min nære venindegruppe har kastet sig ud i i fællesskab, nærmest som en 2013-version af at gå til salsa eller keramik sammen på tirsdage i ulige uger. En fin aktivitet, hvor vi kan gå på café bagefter og sladre om de andre og browse gennem profiler i den mere ehm interessante genre og udveksle tips til at gøre dates mindre akavede og den slags. Meget sjovere end de omgange hvor netdating har været et lyssky soloprojekt, som man ikke fortalte en sjæl om (ikke helt ulig at glo porno eller indtage store mængder chilipeanuts og komme til at græde af det stærke stads’ bortætsning af tunge, men alligevel at fortsætte) og havde seriøse forklaringskvababbelser, når snakken faldt på, hvor man havde mødt den fyr, man så for tiden.

annoyedMen jeg kan ikke helt lure om det er godt eller skidt – hvis nu vi antager, at en kommende Elskderdigforevigt-agtig mand er derinde – at jeg pludselig skal forholde mig til, om det er okay, at den mand, jeg skriver med lige nu og som jeg skal møde lige om lidt (og i smug allerede har groet mig en holdning til om hvorvidt vores efternavne passer sammen (dog behørigt bevidst om, at han nok lige skal have lidt tid til at kravle ned fra piedestalen og formaste sig som Etheltalmindeligtmenneske, før vi ser på om der er potentiale for Elskerdigforevigt)), også har kontaktet en af veninderne og spurgt om hun vil drikke kaffe. Så hun følte sig nødt til at køre noget yderst irriterende ej-hvordan-har-du-det-med-det-søde-skal-jeg-sende-ham-en-sviner af, fordi jeg forinden havde fortalt hende, hvor meget jeg faktisk glæder mig til at møde denne her mand. Og hun skal jo ikke sende ham noget surt. Jeg havde bare aldrig fundet ud af det eller fundet det irriterende, hvis netdating havde været et lyssky soloprojekt.

Altså. Han må vel egentlig gerne. Date flere. Dog nok helst kvinder, jeg ikke kender. Men gider han ikke lige lade være? Når nu verden er så lille?

Vil du ikke også læse ...

Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Skruer uden ender
Ikke at jeg er ved at skifte karrierespor, men

flattr this!

På en jordslået søndag finder jeg det kamptræls, at:

… jeg aldrig forstår betydningen, når andre taler om patos. Selv ikke, når man forklarer mig det. Det må være retorikkens svar på offside.

… jeg ifølge vægt, spejl og bukselinning har tabt mig, men uden at der er faldet en eneste kommentar til det. Er der tale om et usynligt vægttab på LCHF? Og hvorfor går det mig på? Når nu jeg jævnligt kagler op om hvordan folk generelt skal knappe næbbet. Jeg har sagt farvel til oppustethed og en deprimerende madligegyldighed, og jeg har det simpelthen så godt! I min krop! Det burde være belønning nok!

… jeg for nylig kom demonstrative 30 minutter for sent til et middagsselskab, fordi jeg ville prøve at lade andre vente for en gangs skyld, men alligevel var jeg den først ankomne gæst. Som således hvæsede til den næste, forpustede gæst, om ikke hun snart blev træt af at indlede alle sit livs møder med »undskyld, at jeg er så sent på den«. Jeg haderhaderhader, når mine omgivelser gør mig til én, som siger sådan. Så kan I ikke bare snart komme til tiden, hvar.

… jeg har stirret mig blind på, at konceptet netdating sgu da vakler lidt under sin egen vægt og det der med, at man kan finde den eneste ene derinde, når to tredjedele af profilerne derinde er de samme som sidst, jeg kom der?

… Pia Kjærsgaard uimodsagt får lov at ytre, at hun ikke kan fordrage feminisme. Hvilken feminisme? Den der har banet vejen for, at nogen overhovedet gad se forbi dit køn og lytte til dine politiske holdninger? Eller den feminisme, der gjorde, at du kunne være på toppen i dit parti og på lige vilkår med mændene i samme vælge, at dit privatliv, dine børn og din mand måtte indordne sig efter din karriere – helt legitimt? Jeg er forvirret nu, Pia. Hvad var det, du ikke kunne fordrage, igen?

Vil du ikke også læse ...

Bitterfisse har ringet. Hun vil gerne have sin personlighed retur.
Amagers sorte ekko
Jeg ser ikke mildt på gifte kvinder med amnesi
Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel

flattr this!

Vil gerne un-klikke alt jeg har foretaget mig den sidste time på internettet

Hvorfor er de der dage, hvor man har hold i ryggen på sin fridag og har glemt at man for tre dage siden satte en skånevask over, der nu er rådnet væk inde i maskinen og derfor trøsteshopper underlige gevandter i mix-strik på hm.com samtidig de dage, hvor man på et netdatingsite, der har indbygget sladrehank om hvem man klikker på og hvem der klikker på én, kommer til at klikke på (flot) profilfyr, blot for at opdage at han er photoshoppet til (flot) ukendelighed og i virkeligheden er afdelingens nye studentermedhjælper?

Fuck.

Vil du ikke også læse ...

Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
»Vi forventer, at du kan anvende et tastatur«
Når tre single kvinder »med styr på det« mødes:
Hvorfor er det så vigtigt at give os selv alle de lammere?

flattr this!

Dines spørger: Er hun dine penge værd?

Hvis du er blandt de læsere, der trawler gennem mange blogs hver dag eller hver uge – så synes jeg, at du skal læse lidt videre her.

Vi er vant til, at ting på internettet er gratis. At alt har været finansieret af det store spøgelse, annoncer, man ikke behøvede forholde sig til. Det billede er lissom ved at fordampe nu – senest vel primært manifesteret ved netavisernes betalingsmure. Paywalls. De tekniske løsninger kan man diskutere, men pointen er jeg all for: Hvis man vil læse det, der står i netaviserne, så må man betale for det. Hvis ikke man vil læse med, så er man velkommen til at lade være. (Men man skal ikke sidde og brække sig adgang til mediernes sites, fordi det er teknisk muligt. Det er simpelt tyveri. Og mere skal jeg ikke ytre mig her; dels er det en anden snak, dels kan jeg som kommunikatør på ingen måde kalde mig selv en objektiv medieforbruger.)

Men hvor efterlader det blogs? Som noget, man næppe skal vende sit lønmodtagerjob ryggen for. For blogs er hverken journalistik eller litteratur, det er en genre, der lander mellem stolene – men de indeholder alligevel noget, du og mange andre dagligt bliver ved med at vende tilbage til. Hjerteblod, typisk. Et spejl, du godt kan lide at kigge i, måske? Hygge. Kaffesnak. Indsigtsfuldt til tider, men sjældent noget, man for alvor kan sidestille med velresearchet, gennemarbejdet, aflønnet journalistik eller litteratur. Således sjældent noget, man kan bede folk tegne rigtigt abonnement på at læse. Men jeg synes alligevel, at netavisernes betalingsmanøvre kan lære os bloggere og jer læsere et og andet.

Hæng på.

Min blog er en lystdrevet fritidssyssel, lad der ikke herske tvivl om det. Jeg skriver her, fordi jeg elsker at lade tankerne falde på plads, at vinkle hverdagen, at forstå mig selv. At lægge det frem, så du i mødet med mig måske også kan forstå dig selv lidt bedre. Men når det er sagt, så er det ikke nogen hemmelighed, at skrivning også er det jeg bedriver i mit civile liv. Jeg er uddannet inden for kommunikation, og jeg tror ikke nogen vil opponere mod, at der af og til er vægt i mine ord, fordi jeg kan finde ud af at fortælle en historie. Underholde. Det kan jeg, fordi jeg ved hvad jeg laver.

(Og vi haster videre, inden det bliver for selvsmagende.)

Kvalitet koster at producere. Det koster tid, talent eller penge eller et mix af de tre. Parametre, vi ellers ikke er blege for at belønne ude i det analoge, så hvorfor skal vi være det der, hvor vi opholder os allermest: I det digitale? Det, synes jeg, at både du og især jeg har en forpligtelse til at tænke over.

Godt sparket på vej af kloge tanker på DenFri.dk har jeg genovervejet og overgivet mig til Flattr. Det er en tjeneste, der gør mikrobetaling muligt. Med Flattr bestemmer man selv, hvor stort et beløb, man hver måned vil give til kvalitetslæsning. Lad os sige 50 kroner. Læser jeg kun én artikel den måned, jeg vil flattre, så går alle 50 kroner til den ene artikels skribent. Læser jeg derimod ti artikler, som jeg synes var så særlige, at jeg gerne vil belønne dem, så får de ti skribenter fem kroner hver. Her er konceptet beskrevet pædagogisk.

  • Ulempen er, at du en enkelt gang skal forbi flattr.com og sign’e up, vælge et månedligt beløb og besegle beslutningen med dine kreditkortoplysninger. Det er tids- og iq-mæssigt lige så krævende som at bestille et måltid på Just-eat.dk.
  • Fordelen er, at du med det sign-up ikke alene kan belønne mig – men alle derude, der benytter sig af Flattr-knapperne.

Kære bloggere. Har I en fornemmelse af, at det I laver, er godt, så giv læserne mulighed for at belønne det. Installer Flattr, som jeg har gjort det og som i det små er ved at blive installeret rundt omkring. I bliver ikke rige ved at bruge tjenesten, men med de mange bække små har I måske tjent til en god ingefærlimonade eller otte, afhængig af jeres sites størrelse, som I kan køle jer ned på, når I har varmet jer ved tanken om, at I kan noget, som andre af helt fri vilje vil sende penge efter. Og at I er med til at vænne folket til, at internettet koster penge.

Kære læsere. Finder I nogle ord derude, som kradser i jeres overflade med humor eller vid, kalder tårerne frem eller får jer til at tænke en ekstra gang, så overvej, hvilken tid og hvilket talent der ligger bag at kunne forme nogle ord, som ekkoer i dig – en helt fremmed. Og om ikke det var værd at belønne bloggeren på en tungere, mere forpligtende måde, end et Facebook-like eller et retweet kan – så bloggeren bliver ved med at hænge i og producere kvalitet.

Det, der sker på blogs i disse år, er så spændende at være med til. Ord vokser og danner forum for online fællesskaber, som jeg for seks år siden ikke havde haft fantasi til at forestille mig. Her er noget at komme efter. Kvalitet, kan vi kalde det. Overalt i blogsfæren. Sammen har vi bloggere og læsere nu muligheden for at vende det væmmelige gratisdiscountmonster ryggen, det uhyre, som presser i kvalitet, som tavst dikterer, at alt på nettet er gratis, og at man da bare skal cracke sig adgang, selv om man bliver promptet for betaling.

Flattr_buttons_july_2011

Led efter de grønne knapper derude. Og giv dem et lille, venligt tryk, når du læser noget, du gerne vil have mere af.

Tak.

Vil du ikke også læse ...

Pattebørn
Julefrokoster er ikke som i 2006. Det er de bare ikke.
Åh, Deroutedylan.
Esben & Systemet

flattr this!

Har alle på Frederiksberg husket at passe på Simon i dag?

Simon Aggesen, Frederiksberg. Han er vores fælles ansvar.

simonaggesen

Han er sød, ikke? Lige til at knibe i kinderne og bage klejner til. En, man da gerne vil have ansvar for? Lære ham at holde en brandert oppe med værdighed, lære ham om skånevask, lære ham, at “hvorfor står du der og ser så sur ud” ikke er en gangbar scorereplik. Gerne. Hans konservative unoder skal vi da nok få rettet ud. Når nu hans parti beder os så udtrykkeligt om det.

Men vent. Hvor har vi set ung nuttethed på en baggrund af håbets lysegrønne farve?

Nå jo.

eliasfrederikke

Pas godt på både Simon, Elias og Frederikke derude.

Vil du ikke også læse ...

Fingersko
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
Heldigvis kommer Knud ud over det hele
Gad godt blive stalket af Uffe

flattr this!

Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

Kære TV Shop.

Kunne I ikke udvikle en blød skumgummiselepude med en indbygget brystskiller, som kvinder fra omkring de 30 og opefter kan vikle om overkroppen ved nattetide, så vores bryster ikke klasker sammen, når vi sover på siden, og danner ude-af-denne-verden-lange rynkestriber på hele stykket mellem bryst og hals langt op ad formiddagen?

Den skal måske leveres med en form for (øko-)silikonestøbeapparat, så man selv kan vælge den form, brysterne kan sove i. Opadpegende, Donna Martin-adskilte, spidse eller bare glade. I kan måske tage udgangspunkt i tåskillerne, man bruger efter pedicure – eller de der særlige sengemadrasser, der former sig efter ryggens krumning og giver optimal støtte natten igennem? Auping eller Lars Larsen vil måske ud i et joint venture? Og måske I lige skal gense den periode i Ally McBeal, hvor sekretæren Elaine render rundt med en »face bra«, inden I begynder at produktudvikle. Hun havde fat i noget.

I må også godt ajourføre et kundeønske om et æggende look ret højt på listen. Jeg har ikke umiddelbart nogen input her, bortset fra at man kunne spænde noget i sort blonde udover. Men mode er jeres bord, det plejer I jo at være gode til. Hvis I bare gider gå designmæssigt uden om alt som det seleløse og sexlegetøj-/torturinstrumentlignende Kush (som i øvrigt påstår, at det her handler om rygproblemer, ikke rynkeproblemer), så tror jeg alle er home safe. Men altså, Kush-folkene har selvfølgelig fat i noget af den lange ende. Hvis man har implantater og altid sover med meget rank ryk i en form for damenattøj:

kushsupport

Jeg vil godt understrege, at jeg selvfølgelig tilhører den politisk korrekte skole som synes, at alle kvinder bør favne rynkerne, ja ligefrem elske dem, for de er jo tegn på, hvor meget man har grinet, det ved alle (…), men i tilfældet overkropsrynker vil jeg altså gerne have hjælp, for jeg sværger, jeg har altså ikke grinet med mine bryster. Ikke meget, i hvert fald.

Kærlig hilsen
Dines

!OPDATERET! Jeg elsker alle jer i kommentarsporene her på sitet. En af jer ilede straks til med svaret. For mit ønske er naturligvis opfyldt et sted i Sydeuropa, hvor de også ifølge fordommen har enorme kasser og derfor sikkert længere brystrynker. NightBra! Jeg synes nu, at det mest af alt ligner en omvendt sports-bh, så det vil jeg da sove med de kommende nætter, indtil jeg får samlet mod til at bestille min helt egen natte-bh fra Spanien.

 

Vil du ikke også læse ...

How no was not an answer (eller Hvorfor vi ikke blinddater. Mere.)
Kære royale hentehår.
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?
Jager kerner

flattr this!

Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.

Vi begynder med et minde.

Vi er i en hal i provinsen i omtrent 1996. Gymnastiklæreren Majbritt har morfet konceptet høvdingbold om til en eller anden pædagogisk version, som også skal aktivere de mere dorske typer. Pointen her er, at hun har gjort sig umage for at det skal være sjovt; Majbritt har gjort sig umage. Men hvad gør jeg – den udpræget dorske type? Vader hen til den fra modstandernes hold, der har bolden, og siger “Her. Skyd mig. Jeg gider ikke”. Og han skyder mig. Og alle småfniser, mens jeg lunter hen til bænken, hvor jeg inaktivt tilbringer resten af kampen. Bortset fra Majbritt. Hun fniser ikke med, som hun ellers godt kan finde på, når vi er flabede. Hun koger. Af vrede over, at jeg inden for reglerne har snydt hende. Der på bænken er jeg ikke uimponeret over min egen opfindsomhed, mens jeg sidder og bobler i slipstrømmen af det, der for længst har defineret min personlighed og vil gøre det i mange år fremover: Hende, der får de andre til at grine med sin humor eller vende mundvigene imponeret nedad med sit vid – så ingen påpeger alt det, hun ikke formår.

Vi fortsætter med lidt perspektiv.

Jeg tror ikke, at Majbritt var vred over andet end min mangel på respekt. Jeg tror mest af alt, at hun var bekymret. Det ville jeg også selv have været, hvis jeg havde kunnet se ind i mit inaktive, usunde voksenliv.

Majbritts høvdingbold randt mig i hu den anden dag, da jeg sad og gjorde mig sjov på bekostning af Thomas Rode, Thilde Maarbjerg og hele den dejlighed, der var sidste onsdag formiddag i deres hyggelige setting. De havde gjort sig umage, hele deres liv går ud på at gøre sig umage – og så var jeg den, der mod bedre vidende luntede hjem til min blog og gav deres bog et par fine ord med på vejen, men satte et punktum med “Her. Skyd mig. Jeg gider ikke”. Mens I andre småfnes.

Jeg glemte nemlig at sige, at der under den formiddagservering meldte sig nogle one-liners, som jeg siden ikke rigtigt har kunnet slippe. Ikke kun fra værtsparret, der smed om sig med “Hvorfor er det første officielle kostråd ikke: Spis rigtig mad?”, “Hvis det ikke kan rådne, så er det ikke mad” og “Hvis du ikke kan udtale hele varedeklarationen, så gå udenom det”, men også fra de øvrige gæster. Damer, jeg aldrig ville være kommet i nærheden af ellers. Damer, som tager kost og god kvalitet dødseriøst.

Jeg husker ikke, om det var Anne, Suzy, Anna, Pernille eller en af de andre, der sagde “Folk glor på mig som om jeg er snobbet, når jeg på restaurant spørger tjeneren, hvor kyllingen er opdrættet” eller hvem der sagde “Hvad nytter det at jeg går op i det her, når ingen andre gør. Jeg vil så gerne starte en kvalitetsrevolution, så de gode råvarer kommer i efterspørgsel og dermed bliver den billigste mulighed i supermarkedet”, men jeg tænkte videre over det. Meget.

Sagen er nemlig – selv om jeg sagde, at jeg godt snart ville have fri fra andres løftede pegefingre – at jeg godt gider. Og at jeg godt orker at blive mindet om dels, at der findes bedre muligheder for at leve et allerede godt liv endnu bedre; dels, at det kræver lidt af mig at optimere.

Jeg tror stadig ikke, at jeg kommer til at leve på et regime, der rent dikterer nul kulhydrat eller aldrig mere forarbejdede madvarer (selv om jeg godt ved, at både krop og hoved får det bedre af nazistyret ernæring) for al min formåen, al min humor og alt mit vid kommer til et stort, fedt kort, når hverdagen indtræffer og jeg begynder at snyde, når der er chips på bordet til en fødselsdag eller kagedag i kantinen. Men nu holder jeg op med at være hende, der lunter hen til min inaktive bænk og griner af mig selv og det hele, mens andre gør sig umage med noget, der er godt for mig. For jeg vil gerne gøre mig umage, selv om jeg muligvis fejler undervejs. Det er ikke sejt at lade kvalitetskost, dyrevelfærd, sundhed og økologi (og i sidste ende madglæde) gå under radaren, når man har råd på både bank- og overskudskontoen til at se det hele i øjnene.

Vi kan jo begynde her: I denne uge er der tilbud på Jane Faerbers LCHF-bog i Føtex. Jeg elsker den, og der har været stille på bloggen, fordi jeg i al min fritid leger hende der fra filmen Julie & Julia, der pærer sig igennem Julia Childs kogebog fra ende til anden. Seriøst. Der er så mange lækre, simple retter af 100 procent rigtig mad, som madinkompetente typer som mig evner uden at brænde alt af, at jeg har måttet tage dem fra en ende af. En dag ad gangen.

LCHF

Så undskyld Majbritt, og undskyld Rode og Maarbjerg. Jeg tænker, at I alle tre er temmelig ligeglade. Men det er jeg holdt op med at være.

Vil du ikke også læse ...

Hvorfor kværke illusion med sandhed?
The piano has been drinking
Overlever på sismofytter og Gosling-blogs
Dead Poets' Society på Infotainer.dk

flattr this!

Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

1. HVORNÅR har der været casting til »Gift ved første blik«?

2. HVORFOR opdagede jeg det ikke?

3. HVORDAN kan det være, at verden er så uretfærdig, at Simon fandt søde Mie i et tv-program, når jeg sidder her og vifter for hårdt med en blog og bare gerne vil findes af en som ham?

4. HVAD siger du, Pernille Østrem, skulle vi lige aftale, at hvis jeg en dag bliver gift eller bare lander i et forhold igen, så svinger jeg lige forbi dig i Stefanskirken en gang om ugen til en opbyggelig sludder om troen, håbet og kærligheden? Okay.

5. HVOR bor Simon?

6. HVEM kender nogen henne på Snowman-produktionsselskabet, så jeg i det mindste – nu hvor Simon vel er afsat, ja, for de går vel for fanden ikke fra hinanden, det de ikke – kan få lov at arbejde som runner eller kaffekoger på tilblivelsen af sæson 2. Og være med at lave endnu et sæt spændende eksperimenter, der sætter endnu flere tanker i gang hos folk som mig om, hvordan man kan tænke alternativt om kærligheden, kravene til den og holdbarheden på den.

Skærmbillede 2013-10-11 kl. 11.13.06

Hvis du har læst i de ækle formiddagsblade, hvem af parrene der bliver sammen og hvem der bliver skilt, så lukker du bare skrævet, så vi andre kan junke slutningen i fred! Lov det! No spoilers!
Hvis du seriøst ikke aner hvad fanden jeg rabler om, så smut hurtigst muligt hen på dr.dk/nu og se Gift ved første blik fra afsnit 1.

Vil du ikke også læse ...

Københavnerræsonnement
Griner hele vejen til arbejdsformidlingen
Hvorfor jeg hader Indre By
Hvad sande veninder siger, inden man bliver sendt på rebound-date*

flattr this!

Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

1. Thomas Rode lægger trykket på pa’et, ikke læ’et, i palæo, og det synes jeg virkelig godt om. Det kunne I andre lære noget af.

2. Thilde Maarbjerg er så fit, at jeg havde det som Oprah, der sad over for Serena Williams og sagde: »I know that if I accidentally bumped into you, I would physically hurt myself.« Jeg tror aldrig, jeg har været så tæt på en så veltrænet ikke-atlet før.

3. Ægteparret Thomas Rode og Thilde Maarbjerg laver fucking god mad. Ikke at jeg ved, hvad det var, vi spiste. Da jeg dæmpet spurgte flotte Berit, om hun mon havde registreret, hvad vi lige havde indtaget, svarede hun lige så dæmpet »Altså. Jeg har spurgt tre gange. Jeg har fået svaret tre gange. Jeg glemmer at høre efter, fordi det smager så godt«. Det lyder som bevidstløs reklame for parrets nye kogebog, men det er det såmænd ikke, for jeg er helt overbevist om, at ingen andre end Rode og Maarbjerg ville kunne fremtrylle whatever det var for en bid af himlen, jeg puttede i munden den onsdag formiddag i deres hjem i indre København.

stenalderfacts

4. Når Thomas Rode og Thilde Maarbjerg laver mad og inviterer en snert af blogsfæren til at komme og smage, så bliver der foodstagrammet for hårdt, helt uden at nogen gider skjule, at de fotograferer maden og lægger den op på Instagram. »Hey, kan vi ikke lige vente med at tage fra fadet, indtil alle har fotograferet?« Sans ironisk distance. Dobbelt op på pissebefriende.

5. Ifølge Thomas Rode er palæo-dessert noget ævl. Stevia og alle dens naturlige sødevenner; ævl. Man skal hellere sluge en ordentlig flødeis af og til og nyde den, end man skal gå og vænne sig til at man godt må få lidt sødt dagligt. Slå det ud af hovedet, siger han, og fald i af og til. Det kan jeg godt være med på logikken i. Dér, hvor Thomas Rodes og mine veje så må skilles, er der, hvor hans »af og til« betyder hver anden måned, mens jeg mere opererer på timebasis med det begreb.

6. Jeg kommer aldrig til at leve på stenalderkost og dyrke palæo-korrekt crossfit ved siden af. Ikke engang i det små. Måske i det mikro. Nano. Hør her: Jeg gider ikke. Og nu vil jeg gerne snart have fri fra den evindelige antydning fra alle sider af, at den måde jeg og det meste af verden lever vores liv på er grundlæggende forkert. Stop nu snart.

EPILOG. Det kan godt være, at jeg gider en dag, når jeg er kommet til fornuft (og jeg har fattet alvoren i, at det ikke er ret sejt at belægge vejen hen mod hjertekarsygdommene med dårlig kondi og kakaotoppe) (hvis ikke jeg falder i kløerne på 5:2-regimet først, for de har nogle lige så overbevisende argumenter, som folk på stenalderkost har, nemlig at min livsførsel er grundlæggende forkert og at jeg skulle skamme mig). Men lige nu er det sådan her: Thomas Rode er sådan en type, som siger »Nogle dage gider jeg sgu da heller ikke slæbe mig over i parken og træne for hårdt, så vil jeg da hellere blive liggende på sofaen, men så gør jeg det lige alligevel, og så er jeg simpelthen så glad, når jeg kommer hjem.«

Og der er jeg mere typen, der ofte bliver liggende.

Vil du ikke også læse ...

Om ikke at være lesbisk
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

flattr this!

Slet ikke, når udrensningen foregik med Agnes Obels nye som mystisk, ildevarslende lydtæppe

Med undtagelse af nogle få har jeg kasseret de fleste af mine lærebøger fra studietiden.

Jeg ved ikke om det betød, at jeg fundet afklaring med min faglige hylde. Eller om jeg endegyldigt har fundet fred i at lede efter en ny.

Ser I, jeg kunne ikke bære, at det ikke betød noget som helst.

Vil du ikke også læse ...

Griner hele vejen til arbejdsformidlingen
Indre København giver mig trafikhad på
Hvor fanden ligger Canal 9?
Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

flattr this!

Jeg genså det her i en butiksrude for nylig. Er på nu 2. uge irriteret over …

… at den lommefilosofiske provokation stadig klæber til mit indre blik, som sådan en træls lille Hallmark-agtig bemærkning, man ikke kan verfe væk, fordi der er noget basalt sandt i det:

looking for a sign this is it

Det har noget med luften at gøre. Den sprøde luft, der ikke er varm, men heller ikke sådan rigtigt kold. Det er som om noget er på spring, ikke?

Jeg er dog glad for, at jeg ikke gik ind i butikken og købte skiltet. Dét havde været plat.

Okay, butikken var lukket, det var søndag. Og jeg er sådan lidt ude af balance, sidder lige her og holder uligevægtig sygedag og har ikke været udenfor i to dage (så jeg ved ikke noget om luften, truth be told) og sniffer til mine armhuler (skarp duft, mere end en egentlig lugt) og overvejer at gøre alle de ting, man kan gøre, når verden ligger for ens fødder, som den gør for sådan en som mig. Ja, smarte, what else is new.

Vil du ikke også læse ...

Beige
Hold så op med at sige Bowno
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

flattr this!

Hit med mere hjertesmerte

Hos Miriam blev jeg gjort opmærksom på, at der i blogsfæren findes en hel genre for sig, der hedder hjertesmerteblogs. Hjertesmerte er noget jeg selv dyrker og svælger en del i her på infotainer.dk, men ikke udelukkende, og det var nyt for mig, at der simpelthen er hele blogs dedikeret til begrebet.

Nu har jeg pæret hendes anbefalinger igennem, og jeg forstår, hvorfor vi godt kan tale om en genre. For det er ikke kun høns, der bliver vandet løs, mens der hældes galde ud over mænd, der ikke må læse med, for hvem gider læse det. Det er kvinder med en særlig sproglig finesse, hvor humoren er flettet ind i al weltschmerzen, hvor der gennem alt det triste tydeligt skinner igennem, at der for helvede ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for et eller andet. Om ikke andet kan man slibe sin pen, træne sine ord og blive en pissegod skribøse af det. Nogle er mere triste end andre, men alle er … lækkert uskræmte over at sige, når noget er træls. Og der ikke umiddelbart kan findes et solskinsstrejf i dét faktum.

Noget andet, der går igen, hehe, er at nogle af blognavnene er mere nuttede end catchy, vil jeg sige. Det minder mig om dengang jeg oprettede min første wordpressblog og kaldte den Samlingsbanken. Håbløst. Det var noget med Skamlingsbanken (som jeg ingen tilknytning har til, btw), og så samlinger, samlinger af tanker, vistnok, i en bank. Samlingsbanken. Mycket mundret.

Nå. Nok nostalgi, Samlingsbanken var ikke halvt så cool som d’damer her, som jeg er erklæret vild med. Måske er I også, så tillad mig at dele Miriams liste (og mine tilføjelser) med de af jer, der heller ikke kan overskue at gå på opdagelse i blogland på egen hånd og således aldrig falder over det nye sorte først:

Dronningen af Amager

Aner ikke hvad jeg laver

De siger det tager to år

Med mere

Det handler om

Omveje

Skriblerier

Seriøst, I er meget dygtigere til at surfe blogs end mig; hvis I har flere oppe i ærmet, som kunne puttes ned i denne genre, så tøv ikke med at dele, så listen kan blive længere.

Vil du ikke også læse ...

Jeg dømmer dig, når...
Vi ses i morgen
The sound of silence
Fem minutter i 2002

flattr this!

Lørdag morgen, zen

Vågner i en sofa med et fedtet vattætte halvt over mig, halvt krøllet ind under min krop, mens menuintroen fra dvd’en hamrer derudaf i loop på nu 9. time. Bh’en, svejset fast på fugtigvarm hud, pudemærker på min kind, de går i et med en mælkehvid søvnflage. Hele venstre side af ansigtet føles stiv, mit åndedrag er en regulær darth vadersk prusten. Heller ingen booty calls i nat, sladrer telefonen. Whatever. Rækker ud efter en indtørret føtex-scone på sofabordet, ignorerer det stinkende askebæger og når ikke engang at rynke brynene over hvad der sker nu: En oprigtig glæde samler sig, jeg glædes over, at smørret er blevet helt blødt, fordi det blev glemt lige her i aftes, glemt ved siden af den scone på det højtbelagte sofabord. Helt blødt nu, lige til at smøre ud og sætte tænderne i. Uhm.

Vil du ikke også læse ...

Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Kære fans af Natholdet
Mine knogler var ellers ret morsomme back in the days
Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings

flattr this!

Hvis du undrede dig over hvad din lokale kattedame lavede før hun blev kattedame?

Seriøst, jeg synes selv det var en ski-de-god idé, det med vandrebøgerne. Og jeg smuttede gladeligt Caitlin Morans vidunderlige ord af sted ud i landet, så den kunne begynde sin rejse. Det var kun en lidt bedrøvet afsked på posthuset på Strøget; både jeg og Caitlin vidste, at det var bedst sådan.

Armmen, ikke et øje var tørt, selv to damer fra forlagsbranchen syntes det var en pisseskøn idé sådan at demokratisere sine bøger – og de er vel af natur sådan nogle som støtter at vi betaler for vores bøger og ikke at vi bare låner af hinanden.

Hvor var jeg.

Okay. Vandrebøgerne begyndte jo sådan set med at det var mig som skulle lære at tynde ud i min bogbestand, fordi jeg er en regulær hoarder, når det kommer til bøger. Jeg havde tre muligheder: Beholde, smide ud – eller bortadoptere. Lade dem gøre glæde i andre liv, i andre reoler. Og sådan blev det. Adoption.

Men vil I se, hvad det er lykkedes mig at give adgang til mit hjem efter Caitlin Moran forlod skuden?

Okay:

bogbjerg

Ti styks. På under tre uger. Og så har jeg endda glemt to i bunken og udlånt én. Og på posthuset ligger Marens debutroman og venter på mig, og jeg er ved at implodere af fryd over endnu en bog. Og har tunnelsyn over formuleringsmisundelse efter at have læst denne blogpost, og nu vil jeg bare anskaffe mig alt af Hemingway.

Jeg burde få nogle børn. Alternativt katte.

Vil du ikke også læse ...

Kære Wordfeud-ordbog
Et bump in the road på ellers flad landevej
Jeg forstår nok bare ikke netdatere, punktum.
Vil gerne have kvotefri nu

flattr this!