Fire år, du

Ej, ved I nu hvad.

Jeg har sgu da helt glemt at skrive et blogindlæg om, at bloggen fylder år! For det skal man jo! 12. maj fyldte den og Dines fire år.

Når jeg tænker på, at det er fire år siden, jeg sad i den seng på Vesterbro og tænkte de bestemte tanker, som jeg syntes kunne bære et større publikum end bare mig selv … så kan jeg slet ikke begribe, at der ikke er gået mere end fire år.

Den uddannelse, jeg dengang kun lige var ved at forstå grundpillerne i, er en prik bag mig, og jeg står og stamper i de indledende runder til noget, jeg heller ikke forstår: Det der karriere. Min lille familie er på få år boomet i størrelse af niecer, nevøer og indgifte typer, og når jeg ser mig omkring til højtiderne kan jeg slet ikke forstå, at kernen i al det moderne leben er den samme, som den altid har været. Bare gladere. Den mand, der bare var en god, perifer ven dengang, blev lukket helt derind, hvor han slet intet havde at gøre, viste det sig. Jeg har boet flere steder, end jeg kan holde ud at tælle, og hvis jeg for fire år siden skulle skue fremad, så sad jeg vist i noget andet end det 117. fremlejemål. Whatevs. Hvad vidste jeg egentlig dengang. Jeg har bevidst fravalgt fast bolig, selv om jeg godt kunne investere i nogle lækre kvadratmeter, fordi korte lejemål tvinger mig til at ryste posen og se mine rammer rejse sig i nye former med jævne mellemrum.

Man kan også sige, at posen blev rystet noget, da jeg for nylig inviterede interesserede om i kulissen. Jeg havde barslet med idéen et stykke tid, og det var en af de ting, der slet ikke gav mening, hvis jeg virkelig værnede om min anonymitet. Men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg fik kigget hver af jer interesserede dybt i øjnene, da jeg udleverede det hemmelige adgangstegn, og det føltes virkelig godt. Fordi bloggen som min bolig ikke skal stagnere. Der skal ske noget.

Åbenhed blev også et tema på en anden måde på infotainer.dk i år.

Flere gange har jeg gravet dybt i hemmelighedsposen og delt lidt mere end normalt. For eksempel her og her. Jeg har spekuleret meget over, hvordan det ser ud udefra, når jeg åbner og fortæller, hvordan det af og til står til i de sene nattetimer, når ingen kigger. Er det mon et hint til, at jeg kan være nok så skarp på bloggen, men at ingen må glemme, at jeg i virkeligheden er et dybt miserabelt liv? Eller er det den gamle sang om, at hvis man vil være kunstnerisk, så skal man huske at fortælle, at det hele gør lidt ondt?
Heldigvis er min verden lidt mere nuanceret end det. Jeg er både grundglad og ulykkelig, sjov og alvorlig, tilfreds og utilfreds – det hele på samme tid. Lidt lige som dig selv. På bloggen er der ikke én sandhed. Der er alle sider af samme sag. Både de grimme og de pæne.

Men det er nu ikke pointen med de omtalte indlæg; de har ét eneste formål: At henvende sig til dem i min båd. For hvis der er noget, jeg selv har holdt fast i siden jeg var 14 og de første problemer i mit forhold til mad indtraf, så er det de glimt af, at jeg ikke var alene. Bøger, dokumentarfilm, blogindlæg om og fra andre, der vidste præcis, hvad det handler om. Spiseforstyrrelser, især de knap-så-alvorlige, altså dem, som ikke spærrer for, at man kan leve et ganske almindeligt liv 96 procent af tiden, er noget de færreste skilter med eller nogensinde lukker op for. Dines kan, for hun er venneløs og ingen haler hende i terapi. Jeg har en tro på, at I får noget ud af at vide, at lidelsen er udbredt – og at det hele nok skal gå.

Dermed ikke sagt, at jeg har fundet ro i, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Tværtimod. Jeg er i gang med et større opgør med mine madvaner, der for første gang ikke går ud på at tabe mig med tanker som “hvis du nu smider de klamme kilo, så kan det være du bliver et mindre klamt menneske, som slet ikke har brug for at overspise, det er herreklamt, så tag dig lige sammen”. Den slags motivation har logisk nok ikke så lang en holdbarhed, så nu prøver jeg noget andet. Det handler ikke om vægttab, men om at finde tilbage til, at mad er noget godt. Og at man godt må synde, men så skal man fandme nyde det – ellers er pointen væk. At genfinde min fornemmelse for sult og mæthed, som jeg gennem årelangt madsvineri har smadret til ukendelighed.

Men klog af skade tror jeg ikke, at jeg denne gang har fundet nøglen til at kurere mig selv. Jeg kan kun sige, at jeg i disse uger har det bedre end jeg længe har haft. Jeg glæder mig til mine måltider og mine indkøb, og jeg krydser dagligt fingre for, at det her er holdbart, og jeg har ikke fantasi til at tænke, hvad der skulle vælte det, da der ingen ulemper er forbundet med det … men jeg er ikke naiv. Jeg har været her før. Forblændet af nye livsformer. Der holder lige indtil mystikken er gået af det og besværlighederne overtager.

20130522-124229.jpg

Men lige nu er jeg forelsket i mine nye venner i en verden af glad, grøn sundhed. Nogle af dem bor herher og her (jeg plukker med arme og ben), andre ser sådan her ud  —>

Nu må vi se. Jeg er fortrøstningsfuld (og lever i øvrigt ikke kun af blendet mad, der er masser af fast føde imellem, ro på). Især fordi jeg har en grundtro på, at min kerne og dét, jeg i virkeligheden står for, er godt nok. Det er I med til at bekræfte mig i. Mine dejlige læsere.

Tusind tak fordi I læser med.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Dagens outfit
Augustkummefryser
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden

flattr this!

Der findes to slags kvinder i verden …

Dem, der gerne kommenterer egne deller, bumser, kedelige røv eller lange bryster negativt foran tykke, acneplagede, slaprøvede eller fladbrystede veninder, med rygdækning i at kritikken ikke har noget med den anden at gøre, for hvis veninden var så ked af sin krop, så gjorde hun vel noget ved den?

Og dem, der ikke gør.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?

flattr this!

Selvfølgelig går jeg op i, hvad andre tænker. Det gør du også. Du synes bare ikke det er ret laid-back

De to sagde farvel i døren, hver med en arm om den anden, hver med et sæt funklende øjne med blikke plantet i mine funklende øjne; vi var alle tre vammelt høje af kærlighed over den hyggelige aften, vi havde delt. Sådan en aften, hvorfra jeg ikke primært vil huske den gode mad eller de sjove samtaler, men lyssætningen, for lys er det tætteste, jeg kommer på manifestationen af følelser, og jeg vil tænke, at sådan som lyset faldt i aften, sådan skal lyset falde i de scener i filmatiseringen af mit liv, der skal være de gode.

På vej ud til min cykel prikkede en anden følelse til mig. Den hed Misundelse. Den kravlede op på ryggen af mig og tegnede på hjemvejen for mig, hvordan de to, mit yndlingspar, skulle ind og deles om opvasken, skiftes til at gå på badeværelset, krybe ind til hinanden i sengen, vågne sammenfiltrede i morgen til ny dag sammen.

Og mens jeg – for første gang, vil jeg vove at påstå – ærgrede mig over, at jeg skulle hjem til en tom og mørk lejlighed og selv lyse den op, selv rydde rodet op, ligge i ske med dynen og stå op til en ny alenedag i morgen, så kunne jeg ikke lade være samtidig at ærgre mig over at tænke … »hvad nu hvis de antager, at jeg altid har haft det sådan her?«

Vil du ikke også læse ...

Augustkummefryser
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Om at trække forelskelsen ud af ligningen
We need to talk about Tinder

flattr this!

Jord-bær-tær-te-jord-i-ho-det

Jeg er sikker på, at han mente det som en sød bemærkning, manden i distingveret trenchcoat, den fremmede, der på gaden sagde “det ser sgu godt ud, det der” og nikkede i retning af mig og den tilbudsjordbærtærte, jeg bar hjem fra Føtex i en gennemsigtig plastikbakke, helt sikker; men det endnu mere sikre faktum var, at der intet godt var over, at jeg ikke var på vej til selskab, som det lignede, men i stedet bar tilbudsjordbærtærten hjem til mig selv, indtog den alene med gaffel direkte fra den gennemsigtige plastikbakke, den hele, rub und stub, til et Zac Efron-sødsuppet sydstatsdrama, og faldt i søvn efter vor helt havde scoret vor cellulitisfri heltinde efter at være gået grueligt meget krigstraume igennem … for at vågne med sovemærker på kinden og tumle ud på badeværelset for at tvinge det hele – Zac, bær, sukker, tilbud, tristesse – op igen i kaskader af flydende rødt.

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Kære mor.
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Åh, Ryan G.

flattr this!

Dette er ikke en Gosling-anmeldelse

Nåmn, noget godt kom der vel ud af at jeg holdt ud til at se den der Ryan Gosling-film til ende. Den der med Bradley Cooper og Eva Mendes. Ja, den. Det der dilletantagtige miskmask af en filmskoleproduktion – The Place Beoynd the Pines.

I det mindste har Eva Mendes og Ryan Gosling fået hinanden i virkeligheden. Det er vel også meget fint.

the-place-beyond-the-pines

 

 

Vil du ikke også læse ...

Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Licens: Not my finest hour
Dagens opfordring fra Arveprins Knud
Nye læsere kan begynde i 2011

flattr this!

Når jeg hører en nær ven sige, at »bogen handlede en del omkring identitet…«

… hvorfor har vi som samfund begået kollektivt mord på det fine, lille ord “om” uden -kring? Bøger handler om ting, vi taler om emner, vi fortæller om oplevelser. Hvorfor siger så mange i alle samfundsgrupper (men med overvægt på humaniora) så handle omkring, tale omkring, fortælle omkring? Om er et kort, præcist ord, der bruges alt for sjældent.

Jeg retter hvor end jeg hører det (som i at jeg himler, hvis jeg blot overhører ordet i S-toget eller Fakta-køen.
Hidtil med begrænset succes). Det skulle I også tage at gøre. Huskeregler for de lærevillige og snappy comebacks til de flabede modtages. Selv om jeg har været omkring emnet før.

Vil du ikke også læse ...

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Yank me out of it
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Fem minutter i 2002

flattr this!

Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

Jaja, ro på, sitet skal lige loade. Men hvis det stadig er en so efter 10 sekunder, så læs historien her.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
»Farvel«
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom

flattr this!

Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel

Hvordan kan det egentlig være, at jeg sideløbende med at falde blødt tilbage i menneskeretten til nem aftensmad, når jeg har tømmermænd, er ved at implodere af kalorieselvhad og dårlig madsamvittighed, hvis jeg køber pizza nede hos libaneserne på hjørnet til aften …

… mens resterne af samme pizza, indtaget næste formiddag som frokost, de bare er ligemeget? De bare er straight up frokost?

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Kære mor.
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up
Nye læsere kan begynde i 2011

flattr this!

Når en kendis følger mig på Twitter:

Udadtil

image

Indadtil

Og ja, Magnus Heunicke. Det er dig, jeg kigger på.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
Kære søndag i april.
Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

flattr this!

Den første, der skriger »MOONCUP!« i kommentarfeltet får sin ip-adresse blokeret

reddressDen næste virksomhed, der erstatter medarbejderfrugtordningen med et valg mellem adgang til frugtbakken eller adgang til et skab på dametoilettet med et altid opfyldt lager af hygiejnebind og andre vatartikler – dem hacker jeg fandme frem i køen til årets Gazelle-pris.

Eller hvilkensomhelst anden pris, der nu om dage belønner firmaer for særlig pleje af staben.

For jeg kan godt sige jer, at jeg for sidste gang har forsøgt at opretholde bare et minimum af værdighed, mens jeg trisser gennem kontorlandskabet med en taske over skulderen eller en makeuppung i hånden, der på helt samme måde hvæser JA-JEG-SKAL-UD-OG-FINDE-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET-NU-SELV-OM-JEG-PRØVER-AT-SE-UD-SOM-OM-JEG-BARE-SKAL-RETTE-SMINKEN.

Kun én walk er mere skamfuld end den derud på toilettet med tasken over skulderen. Det er the walk tilbage fra det blodige ærinde til kontorpladsen. Den, som de andre godt kan regne ud er behæftet med JA-JEG-HAR-LIGE-FUNDET-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET … OG-JA-JEG-HAR-VASKET-FINGRE.

Jeg gider det ikke mere. Gider ikke igen opdage, at jeg endnu ikke er blevet så voksen, at jeg bare tænker fuck det, de fleste kvinder menstruerer; jeg er bare fertil, det her er faktisk bare et sundhedstegn.

Jeg mener det. Giv os så det lager af bind og tampax. I får gladere, sundere og mindre nervøst udseende medarbejdere ud af det.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Om de kønne piger og os andre

flattr this!

Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

Lærerlockout? Vækstplanforhandlinger? Boligjobordning? Hva’? Cola-afgifter? Seriøst; hva’?

Den virkelige verden kan ikke nå mig. Jeg holder ferie. Ferie på larrrndet, ferie af denne type:

20130422-185656.jpg20130422-185645.jpg20130422-185625.jpgHar ikke tænkt en produktiv tanke eller fuldført en meningsfuld sætning siden fredag. Har heller ikke rynket bryn af nogen, rettet på nogens grammatik eller dømt nogen. Har læst en del, spist en hel del, er blevet blæst godt igennem i et landskab, der ligner Anne Blythes De Fire Vinde, som det ser ud inde i mit hoved.

Måske begynder jeg at spille brætspil om lidt? Skal lige vaske gummistøvlerne og finde rollingernes Snehvide først. Hun er blevet væk igen. Hun har det med at gemme sig i soveværelset i Barbie-slottet med Ariels prins Erik. Yikes. Forklar lige dét til en treårig.

Vil du ikke også læse ...

Kære jagtsæson
Wordfeud? Det nye Scor.dk?
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Mundprut

Bare lige hurtigt.

Når man i et sjældent koncentreret øjeblik på jobbet kommer til at forme læberne således at åndedraget på udåndingen lyder mistænkeligt meget som en prut, men altså ikke faktisk var en prut, vel, er det så meningen, at man skal a) benægte højlydt, så også de der ikke hørte mundprutten nu bliver bevidst om den, hvorved man ligner en idiot, eller b) tie, dø af skam og ligne en idiot, der prutter i kontorlandskabet?

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

Når jeg bliver spurgt, om ikke det er bedre at være voksen, når ens forældre går fra hinanden, end det er at være barn – og ja, folk spørger, selv om det er et idiotisk spørgsmål, for jeg ved ikke noget om at være barn i en skilsmisse, kun voksen, hvor der sniger sig en del ubehageligheder med, såsom at blive ophøjet til en form for tredjepart i bruddet – så lyder nogle gange tillægsspørgsmålet “Hvad er det værste ved at dine forældre er skilt?”

Jeg tror, at folk forventer et slibrigt svar om selvrealiserende voksne, der ikke kan tåle hinanden i åsynet, eller noget med rivalisering med nye ægtefæller.

Det får de ikke her.

For det værste savn, vi måtte lide, er ikke direkte hæftet på dem eller deres brud eller deres omgang med hinanden i dag. De klarer det egentlig meget fint. De to gamle.

Det værste er, at jeg aldrig kan komme hjem igen. Hjem-hjem. Smække benene op, koble fra, rejse tilbage i tiden, tage … hjem.

Jeg kan skabe mig nye hjem med elementer fra det oprindelige, og jeg forsøger efter bedste evne. Men mit hjem … Det hus, der lagde mursten og vægge til mig, da jeg blev den, jeg er. Mit barndomshjem. De røde tegl, den knirkende havedør, hjørnet i haven med kattenes grave, garagedørens særlige lyd, P4 i kælderen, mit vidunderlige værelse under kvisten, sildebensparketten, de laksefarvede vægge, kokostæpperne, spejlskabene, de skrå vægge, det bedagede køkken og brombærbuskene. Det hus, det bliver aldrig mit domæne igen. Det står bare der i fortiden, evigt idyllisk på sin piedestal.

Jeg ville ikke sige farvel til det, den dag jeg skulle. Jeg gik fra tomt rum til tomt rum, tom indeni, ligeglad udenpå, demonstrativt hævet over følelser for døde ting. Ude af stand til at sige til nogen, at man midt i skilsmissen tog min sidste rest af kerne fra mig. Hvordan tager man afsked med sin egen ramme? Hvordan finder man plads til at være barnligt forurettet i en verden, hvor man skal være voksen for de voksne?

At være gæst i mine forældres hjem. Dét er det værste ved deres brud. Aldrig at kunne komme rigtigt hjem igen. Fordi nogle andre bor der nu, en kronisk næserynkende kone med sin spage kørelærermand og en teenagesøn med vokshud. De bor der. Fordi mine egne ikke kunne finde ud af at blive der.

Jeg savner det hus ad helvede til.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

flattr this!

Når mand i mit og min veltrænede venindes påhør erklærer, at han godt kan lide når der »er noget at tage fat i«:

 

 

Vil du ikke også læse ...

Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Jeg ser ikke mildt på gifte kvinder med amnesi


What online dating feels like

I swear to God.

Den næste veninde med benene smækket op i et komfortabelt parforhold med den mand, hvis børn hun håber at komme til at føde og derfor netop er flyttet sammen med, som ytrer »gid jeg havde nydt jagten noget mere«, sagt med jagten i kursiv, med henvisning til sin tid som single, panisk tjekkende telefonen i å-re-vis  i håb om at høre fra various whatshisnames fra datingportalen/pubben/marketingafdelingen/håndboldlejren, hver dag en lille bitte smule visnende ved tanke på om hun mon nogensinde når at finde en mage at tilbringe bare en brøkdel af sine resterende dage her på jorden med før det hele alligevel bare er for sent; med jagten i kursiv, som om jagtsæsonen var en specielt lære- og indholdsrig fase i hendes liv med umuliusser og frøer og Peter Pan’er og dårligt opdragne moderne mænd at kysse sig igennem og overhovedet ikke noget, man ofte havde lyst til at skyde sig selv i hovedet over …

Hun får et los i løgene.

Vil du ikke også læse ...

Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Det værste ved at date er ...
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

flattr this!

Vil gerne have kvotefri nu

Jeg går rundt og tumler med alle disse kvoter.

To-Do’s En Gang Om Ugen, Hvis Jeg Vil Være Et Ordentligt Menneske.

Skifte sengetøj en gang om ugen. Gå i seng mindst otte timer, før jeg skal op og på arbejde, en gang om ugen. Gøre rent, sådan rigtigt, ikke bare flytten rundt på rodet, en gang om ugen. Købe fornuftigt ind en gang om ugen. Ringe til en fortravlet veninde og få talt rigtigt igennem – en ny en hver uge, der er nok at tage af. Læse en bog en gang om ugen. Veje mig en gang om ugen. Læse Weekendavisen cover-to-cover. Flirte med mandsperson, bare nogen, bare lige de der øjeblikke af rislende glæde og indforståethed, bare en enkelt gang om ugen. Hjemmelave mig selv et næringsrigt, spændende måltid – uden grund, uden gæst. Dyrke rigtig motion en gang om ugen, sådan rigtigt, ikke bare det daglige tjatteri med cykling og jeg-tager-trappen-aldrig-elevatoren; rigtig motion med sveden haglende ned og endorfinerne piskende rundt.

Hvorfor? Fordi det er opgaver, som jeg simpelthen bliver så grundglad af at gøre.

At nå skyerneMen fællesnævneren for samtlige punkter, nej, opgaver, nej … regulære lektier, er, at jeg får lange patter bare ved tanken. Intet af det er noget, jeg har direkte lyst til. Måske er det derfor kvoterne bare opstod. Som med kvindekvoterne. “Hvis I ikke kan finde ud af det på egen hånd, så må vi finde ud af det for jer”.

Jeg har prøvet at lade stå til. Jeg har prøvet at indføre skemaer. Jeg har prøvet at lade mine kvoter bestå af blot én ting: Hver dag skal der ske én ting, jeg glæder mig til – så overkommes alle pligterne af sig selv (tak til Ole Henriksen for dét tip, i øvrigt, det virker ikke en skid).

Jeg har været i alle grøfter, nothing to report.

Nu vil jeg bare gerne have fri og være sådan en person, som var god ved mig selv, ganske uden at tænke over det.

Vil du ikke også læse ...

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Et styks omvendt klage, værsåartig
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Når folk siger »på sigt« ...

flattr this!

Når jeg læser endnu en artikel vinklet på hvad en politiker mener »på sin Facebook-profil«

… it’s like kinda serious.

Hvornår holdt vi op med at ringe folkevalgte op og spørge dem til, hvordan de så vil forholde sig til konsekvenserne af det, deres mening medfører? Hvorfor de tænker sådan nu – på Facebook, hvor alt er gratis – når de mente noget andet for et halvt år siden? Hvor lang tid og hvor mange pressemedarbejderes tid er lagt i at formulere det heeelt rigtige? Hvad de vil gøre for at føre said Facebook-ytring ud i livet?

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Har fået ny hobby. Stalking.
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

Det gik vel i vasken?

Efter alle de dybe snakke.

Efter alle tårerne og løfterne. Og antabussen og de andre piller og den sviende fornemmelse af en arv, som ingen af os har lyst til skal være vores. We’re better than that, tænker vi, ikke mindst hende: Vi er ikke sociale tilfælde? Som familie er vi ikke samspilsramt, vi hader jo det ord, vi ser ned på de samspilsramte; derfor er vi det ikke.

Efter al fremgangen, for helvede.

Tænk, at vi er bombet tilbage til der, hvor jeg i morgenens tidligste timer står og påskehælder den spiritus ud i vasken, som hun ikke ved, at jeg godt ved, at hun igen drikker.

Vil du ikke også læse ...

Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930'erne, hun måtte skippe min vej
Modlys
Hvordan lørdagskylling og pulversovs blot var symptomer på, at mine kloge forældre havde noget at lære

flattr this!

Når Ricky Gervais fortæller en joke efter han har tabt sig

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg
We need to talk about Tinder

flattr this!

For det *er* faktisk yndigt at følges ad

De fleste dage tænker jeg ikke så meget over at være single. Lige som jeg ikke tænker ret meget over de andre mærkater i mit liv. At jeg er jyde. At jeg er høj. Højrehåndet. Højdeforskrækket. Højre- venstreblind. Jeg tænker vel cirka så meget over, at jeg ikke har en kæreste som jeg tænker over de andre ting, jeg heller ikke har. Som for eksempel briller. Eller børn. Eller styr på min pension. Sans for oprydning. Et walk-in-closet.

Af og til, men ikke så ofte igen. Meget i de perioder, hvor jeg bor i mit nattøj og tæver datingsites igennem fra sofaen – mindre, når jeg får masser af frisk luft og oplevelser uden for mit hjem. Kærligheden kommer vel hen ad vejen, hvis det skal være. Kærester som børn som briller.

Men når min singlehed optager mine tanker, må jeg indrømme at det nok oftest er med negativt fortegn.

Misundelse over, at kvinder langt værre end mig (ja, værre. Dummere. Grimmere. Trælsere.) hopper fra forhold til forhold. Skræk over, at jeg klarer mig så godt i alle andre aspekter af mit liv end det store, vigtige aspekt, Parforhold – der må være noget galt med mig. Fortrydelse over, hvorfor jeg aldrig har været i et seriøst forhold, for nok har jeg været i forhold, men var de seriøse, jeg mener – de sluttede jo. Skam over, hvad mine nærmeste må tænke om mig, når jeg ikke kan holde på en mand. Socialfobisk adfærd af, at jeg er en forkert single, fordi jeg slet ikke har det stereotype behov for sex med alle mulige forskellige, men stadig tillader mig at caste dem, jeg vil dele kropsvæsker med og sagtens kan få noget ud af bare at flirte. Irritation over, at højtrespekterede veninder er blevet typerne som kommunikerer med deres kærester via offentlige Facebook-vægge i stedet for ad private kanaler – som om deres kærlighed ikke findes, med mindre vi andre kan se den? Selvhadske tanker om, at jeg jo sgu da heller ikke selv gad teame up med mig og mit liv, hvis jeg så på det fra sidelinjen.

Men så.

Hjemme hos BFF fik jeg øje på noget. BFF’s kæreste havde uden et ord en dag erstattet spejlet på badeværelset – et spejl, som hun altid havde fået dybe panderynker og tårer i øjnene af at kigge i – med en meget vigtig besked. “DU ER SMUK!”, stod der.

2136

Det er meget banalt for læsere med kæreste, men for mig var det en nihalet pisk midt i ansigtet. På en god måde. For jeg tror, at jeg var gået hen og havde glemt, at parforhold er noget godt noget. Noget med nogle gange at kende hinanden så godt, at man kan gøre ting, som den anden slet ikke anede, hun havde brug for. Noget med forståelse og respekt og humor på et – hvor meget det end smerter mig at sige det – noget andet plan end det, nære veninder kan tilbyde.

Noget, man ikke bliver et dårligere menneske af ikke at have.

Men noget, som man skal glæde sig til at få.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Vi kunne jo sige, at de begge er »min type«
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Når forlaget siger jeg kan vælge mellem mommy porn eller krimi …

… hvis jeg vil anmelde noget for dem.

Gætter på, at man skal være Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, hvis man skal tilbydes the really good shit. Eller også skal de også skovle sig gennem bunker af ganske tvivlsom karakter, før de finder det, der er godt. Har nyfunden respekt for litteraturanmeldere.

Vil du ikke også læse ...

Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Gad godt blive stalket af Uffe
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
We need to talk about Tinder

flattr this!

Det er gået op for mig, at I har sendt Wasteland i X Factor-finalen, og …

 

Man kigger væk i to sæsoner, og så sidder Anne Linnet og roser pubertær talentløshed som blev hun betalt for det (…).

Jeg håber kraftedeme ikke Simon Cowell kigger med, Danmark.

 (Hvad!? Jeg *har* sagt undskyld)

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Dines spørger: Er hun dine penge værd?
We need to talk about Tinder

flattr this!

Kan ikke styre mit .GIF-indtag for tiden

Okay … OKAY.

Der er mange .gif-animationer her for tiden. Her og her og senest her.

Og sådan er det bare. Man kan altid sige det med en animation, hvis man ikke har ordene selv.

And tell you what. Jeg har ikke moret mig så meget med et blogformat siden dengang med kapitlerne fra min emodagbog. Hold kæft, hvor jeg udleverede mig selv som teenager. Hvorfor holdt jeg egentlig op med det? Der er rigeligt at tage fra endnu.

Nå.

Ideen til .gif-animationerne er naturligvis ikke min egen. De bedste .gif-blogs out there finder I her:

Stud.JUR – fra dagligdagen på jurastudiet

Sosse bekendelser – om vor regerings skøjterier

My friends are married

Stud.CBS – om livet på Copenhagen Business School

What should we call me?

Ph.D STRESS

I think I’m pretty normal

Good luck med at få noget ud af resten af torsdag nu.

 

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Kære livmoder.
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Vedr. et 13 år gammelt løfte

flattr this!

Villy Søvndal til Annette Vilhelmsen …

… efter Jesper Petersen er skredet. Og Emilie Turunen er skredet. Og Nanna Westerby er skredet. Og Mattias Tesfaye er skredet. Og Thor Möger er blevet skredet. Og et håb om et samlet, united-we-stand SF og en ny Villy-effekt er skredet.

 

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Dines spørger: Er hun dine penge værd?
We need to talk about Tinder

flattr this!

Post Forårsrengøringsk Stress Syndrom

Jep, det her er en skambeskåret stock photo. Flot, ikke?

Før vidste jeg, hvor alting var.

Den dyre kjole fra Remvig, den som har en plet på brystet, som ligner tandpasta eller sæd, men som ikke er nogen af delene, men som i alle tilfælde er for dyr til at kassere, den lå lige under bunken med rent sengetøj ved siden af sengen. Lagt sammen, bevares, så den ikke blev krøllet.

Det dyre nyvaskede tøj hang på bøjler i brusekabinen, det billige ditto var slængt over spisebordsstolene. Klar til at hoppe i en travl morgen. Sokker på stolesæderne, basisbluser over ryglænene.

Og det snavsede undertøj, det lå i hjørnet ved vaskemaskinen. Klar til at blive losset ind i den, når jeg engang var løbet tør for rent tøj fra spisestuen, og der måtte vaskes.

I vasketøjskurven ved siden af snavsetøjsbunken og vaskemaskinen opbevarede jeg æsker til for længst aflagte mobiltelefoner, lysestager, plakathylstre og sommerkjoler fra en tid, hvor jeg trivedes med bare arme og hvide, blottede lår. Kort sagt: løsøre, som jeg flytter med mig rundt og rundt og ikke nænner at smide ud/sikkert-får-brug-for-en-dag. Det var skidepraktisk altid at have det stående i en permanent flyttekasse.

Det rene service stod på opvaskestativet og emmede af hygge og det-her-er et-køkken-i-brug

Jeg vidste, hvor alting var. Alt.

Nå.

Nu har jeg ryddet op. Kylet bort, gjort rent og muget ud. Selv det fjerne hjørne under sengen fik en tur. (Eller, okay, jeg prøvede på det. Kiggede derind, så ondskaben i øjnene. Det er mere end jeg nogensinde har gjort.) Ting er lagt i folder og i stabler i skabe, andre ting har fået sparket og er blevet båret væk. Skabsdøre kan nu lukkes, og man kan igen faktisk se mit hjems plane flader.

Stedet er nu … ordentligt. Og i ren afmagt har jeg leget med tanken om at rive alt ned fra hylderne og tilbage i de støvede bunker på gulvet, som jeg havde totalt overblik over, for … jeg kan ærligt talt ikke finde en skid.

Og således er dette blogindlæg forfattet i taberagtig trusserøv, for begge mine par hjemmebukser, det eneste jeg kan blogge i, er blevet væk og ligger vel korrekt sammenfoldet i bunke i et skab og loller af mig.

Vil du ikke også læse ...

Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Fire år, du
Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930'erne, hun måtte skippe min vej
Ja, undskyld. Men comic sans får det værste frem i mig.

flattr this!

Når manden, jeg crusher på, kan rette andres dårlige Facebook-grammatik uden at være perfid:

Vil du ikke også læse ...

Kære livmoder.
Dannelse og udannelse i Humlebæk
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Løse mentalnoter fra en Slutningernes Søndag

flattr this!

»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

I går fik et tweet mig til at spidse øren. “Tør du stadig bo på Frederiksberg?”, stod der. Med det fulgte der en historie i flere kapitler om den syge, indlagte dreng Noah og hans mor, Astrid, som siger “Jeg ved ikke , hvad min livslektie er i det her, men jeg vil ikke lære mere nu”. Nu har skribenten, Mia Roesen, kogt kapitlerne ned til ét take til infotainer.dk. Det er vigtigt. Så værsgo.

 

Det her er historien om drengen Noah og hans mor Astrid. Og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre, andet end at blive ved med at fortælle den højt. Dem, der skal tage sig af det, gør det ikke. Eller det vil sige – de er ved at gøre det til det værste mareridt for en mor, der bare gør hvad hun kan for at holde sin lille dreng i live. En mor, der nu skal mistænkeliggøres for at gøre sin egen dreng syg og frygte, at Frederiksberg Kommune fjerner ham.

Drengen er Noah på syv år, som er multihandicappet med autisme og sjældne immun- og mave/tarmproblemer.

Han lider af opkastninger og tarmslyng, hvor afføringen sætter sig fast og må opereres bort, og under at han indtil videre har tabt sig drastisk og nu kun vejer 17 kilo. Lægerne på Hvidovre Hospital kæmper for at Noah kan beholde livet, samtidig med at hans immunproblematik gør, at han ikke kan stå imod feber og infektioner. Syvårige Noah har tilbragt mere tid i en hospitalseng end uden for den.

Ved siden af sengen sidder hans mor Astrid. I syv år har Astrid passet Noah hjemme, fordi han var for syg til andet.

Astrid, som er uddannet socialrådgiver og alenemor til tre, har modtaget lønkompensation for den tabte arbejdsfortjeneste, indtil for et år siden, hvor hendes kommune, Frederiksberg Kommune, fik ny sagsbehandler, som uberettiget skar i alle Astrids ydelser.

Astrids lønkompensation blev ændret fra fuld tid til 18 timer, idet Fredeiksberg kommune pludselig mente at Noah sagtens kunne magte at være i skole. Dette dog uden at der var sket nogen ændringer i Noahs tilstand og uden at indhente lægeoplysninger på Noah, hvilket gør beslutningen ulovlig at tage. Astrid klagede over afgørelsen, ligesom hun klagede over at kommunen afviste at give hende aktindsigt.

Samtidig fik hun afslag på at Noah kunne indstilles til en døgnplads, som hun havde søgt om, fordi hun begyndte at tvivle på om hun kunne magte den omfattende plejeopgave og være i kamp med kommunen på en og samme tid – vel vidende at det kan koste Noah livet at komme på institution.

Astrid venter stadig på en afgørelse fra det Sociale nævn om tabt arbejdsfortjeneste, mens nævnet hurtigt afgjorde at Astrid selvfølgelig skulle have sin aktindsigt, hvilket kommunen først rettede sig efter, efter at kommunens viceborgmester Katrine Lester var inde over sagen i marts 2013.

I december 2012 kulminerede sagen, da Noahs tilstand blev forværret, samtidig med at Frederiksberg Kommune prøvede at fratage Astrid resten af hendes lønkompensation og ovenikøbet præsenterede hende for et tilbagebetalingskrav for den lønkompensation hun havde modtaget fra august.

Samtidig med at Noah var indlagt i det meste af december og januar måned, gjorde Frederiksberg Kommune altså alt hvad der stod i deres magt for at spare udgifterne til at Astrid kan forsørge og passe sin multihandicappede dreng og hans to ældre søskende.

Nu er vi i marts 2013. Mens Noah lider enorme smerter, og mavekramper og opkast og lort flyder ud af ham, mener Frederiksberg Kommune og hans skole senest ikke, at han er mere syg end at han kan passe sin skole. Noah skal altså sendes syg i skole, helt modsat normale børn. Kommunen skriver i et brev som Astrid modtog i går, at: ”Noah må føle opleve et savn og et svigt fra de voksne omkring ham, fordi de ikke sørger for at han kan deltage i en dagligdag.”

Mens lægerne gør hvad de kan for at udrede Noah og lægge en plan for hans behandling i samarbejde med børnekirurger fra Rigshospitalet, mener Frederiksberg Kommune, at Astrid lyver og gør Noah mere syg end han er. Samtidig har de mere end insinueret, at Astrid måske gør Noah mere syg, idet de i en henvendelse til hospitalet beder om dem redegøre for, hvem der doserer Noahs medicin og sondemad.

Familieafdelingen i Socialforvaltningen i Frederiksberg Kommune vurderer altså på trods af lægers og Astrids udsagn, på trods af Noahs langvarige indlæggelser, på trods af Noahs sjældne og livstruende tilstand, at Noah skal og bør tvinges til at passe det dyre og fine skoletilbud som Noah har.

De vil tvinge Astrid ud i at leve på et halvt eksistensgrundlag, hvor hun ikke reelt kan søge eller varetage et job, på grund af Noahs mange indlæggelser.

De er parate til at gå så langt, som til at Astrid skal have en slet skjult trussel om tvangsfjernelse af Noah hængende over hovedet.

På Frederiksberg er spareiveren nu så stor, at de er villige til at ofre en lille drengs liv på det. Skal den udgiftstunge, hjælpeløse lille dreng tvinges fra sin kærlige og kompetente mors pleje – og måske i døden?

Viceborgmester Katrine Lester er handlingslammet og kan ikke gribe ind over for sagsbehandlernes systematiske chikane og ubehjælpelige, ulovlige sagsbehandling. Astrid kæmper mod kommunen alene og er ved at tabe kampen, mens Frederiksberg Kommunes brud på lov og rettigheder kan foregå upåagtet og uden sanktioner eller straf.

Medierne bliver ved med at tøve, der er både hunden Thor, dagpenge-Mette og bolig-Barfoed, som er mere interessante end det her.

Og jeg synes ikke du skal like det her. Men del historien. Og læs den i sin fulde længe her og her og her. Og vær med til at sige højt, hvordan det også foregår, når der skal tages hånd om dem, der har brug for allermest hjælp. Sig det til de voksne (for eksempel Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj. Han bor her: borgmesteren@frederiksberg.dk), at de er ved at tage livet af Noah og hans mor.

Tak.

Update 18. marts 2013: Her er kommunens “svar” på, at der er gået Kafka i systemet.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
The sound of silence
Hvad har navne som Rikke nu gjort?

flattr this!

Når Joe & The Juice-knægten i decibel tilegnet døve proklamerer »EN SEX-ME-UP OG EN TUNACADO«

Kan man dog ikke modtage sin bestilling på overpriced food-on-the-go i fred, hvar. Vi er faktisk stadig nogen, som har et skamfuldt, tabuiseret forhold til ikke at gide lave vores egen mad.

Jeg har i øvrigt endnu til gode at aflure dem formlen på, hvordan de gennem øredøvende houserytmer kan gjalde så tungnemme bestillinger løs dagen lang og samtidig pull off et snotty face, når jeg bestiller en enkelt kaffe, som om *jeg* er den kiksede. Men de gør det. Kommer godt fra det, altså. Må være al den ingefær, de inhalerer.

Ville ønske Arbejdstilsynet snart skred ind og pålagde Joe hamselv at udstyre fløsene med høreværn. Så skulle de nok få slukket for attituden. Eller musikken.

Vil du ikke også læse ...

No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg
Dines spørger: Er hun dine penge værd?
We need to talk about Tinder

flattr this!

Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

Siden dette indlæg om arv har jeg givet det megen tanke, hvad jeg egentlig efterlader mig.

Ordene i det havde egentlig en grisk vinkel. Hvad får jeg, når de andre dør? Men, har jeg grublet en del over; hvad får de andre egentlig, hvis jeg dør? Jeg ejer intet af anden værdi end affektion – til gengæld tæller mit indbo en hel del rod, nips og støv. Og så det store usagte: Den hemmelige blog med alt det, jeg egentlig gik og tænkte. De ord, jeg aldrig satte strøm til, men blot formulerede indadtil, da jeg skulle have råbt dem højt – de står lige her.

For min familie må det, som I sidder og læser med i her, være den største arv af det hele.

Og så slog det mig, hvad et af mit livs store biroller dog ville tænke, hvis hun fandt vej herind. Min mor. Ville hun mon tænke, at jeg havde været særlig fair, sådan som jeg kun har fremstillet, hvordan hun er skrøbelig, uheldig, fornægtende og tavs og kun af og til nævnt i forbifarten hvor pissesjov og klædeligt genfødt, hun også er. Næppe. Men det har en forklaring.

Det er pudsigt med forældre. Min far er mit ideal, mit mål og min vægt, den lineal jeg måler alle andre op mod i de fleste af livets forhold. Moral, arbejdsomhed, kærlighed, talent. Hvor er de i forhold til min far – er de nogen, jeg skal bruge min tid på? Han er holdt ud i strakt arm og som litterært objekt så statisk og ligegyldigt i sit textbook-psykologiske udtryk. Han er min knude i maven. En godartet knude, men en knude af præstationsangst og ambition. Fordi jeg så gerne vil have hans respekt og hans stolthed.

Med min mor er det anderledes. Hende kan jeg ikke forholde mig til på samme måde. For hun er … mig. Vi er den samme person, og derfor ved jeg altid allerede, hvor jeg har hende. For jeg respekterer mig selv, er stolt af mig selv. Uanset afstande, fysiske som de mere følelsesladede, er vi stadig tæt, tæt forbundne og ved, hvad den anden tænker. Min far er lidt mere sådan en, som jeg skal holde mig i kontakt med for at være med på at greje.

anonymehjemmefødninge

Jeg kan ikke forholde mig til hende som blogbart objekt, fordi jeg så samtidig behandler mig selv. Vi er alt, hvad min far ikke er. Og hvad han ikke som ægtemand var lykkelig med hos hende er de præcis samme punkter, han som min far mistrives med. Min mor og jeg er irrationelle. Følelsesladet kogende i udadtil kølige kroppe. Ulogiske. Vi argumenterer usagligt og drager forhastede beslutninger. Vi sætter hjernedød stor pris på, hvor sjove vi hver især er – og tager aldrig latter for givet. Vi kan ikke holde fokus på det væsentlige, når vi skal; vægter tonefald, læser mellem linjer, analyserer, hænger os i detaljer. Vi jagter lykke som om vi slet ikke ved, at jo mere man jagter dét begreb, jo mere flytter man sig fra det. Og derfor bliver utilfredshed vores livs mantra.

Se, det er allerede blevet en haltende analyse uden centrum.

Men hun er mit centrum. Min mor. Mit mig. Hos hende er jeg hjemme – uanset hvor hun befinder sig. Og det er ikke et hjem, der altid er hyggeligt og lige til en Danielle Steel-filmatisering eller et Annie Leibovitz-portræt. Det er hjem, hvor jeg bliver Teenageren, og hun bliver Dragen, og af og til er det omvendt. Men det er et hjem, hvor jeg er hjemme. Som hos ingen andre i verden.

Og det, det skal hun bare vide, når hun en dag kommer forbi og læser denne associationsrække af pærevællinger og knuder af voksen kærlighed; alt det med hende og mig og vores sære, navlestrengslignende symbiose ved jeg altså godt. Og det vil jeg skåle på i dag, på denne fredag, hvor min mor har taget et kvantespring ud af tristesse og depression, fordi hun har været så uhyggeligt sej og har grebet en chance og med en underskrift taget kampen op for et otium i overskud og vigør. Jeg er så stolt, og jeg mente lettelsen helt ned i min knudrede mave, da jeg sukkede “Så kom vi endelig i mål”.

Jeg ved det godt. Også selv om jeg altid prøver at være hendes Rasmus Modsat og være min far. Og jeg glemmer det aldrig, uanset hvilke nedslag i fremstillingen af hende, der kommer for dagen her.

At uden hende … da var der slet, slet intet.

.

Vil du ikke også læse ...

Har hverdagshaderen på · En Top 6
Talk to me, Jens Joel
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

flattr this!

Når opgangens nævenyttige speltmor indkalder til arbejdsweekend i Comic Sans:

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
Of mothers and daughters
Om at vågne op til dåd

flattr this!

Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings

Jeg skulle lige til at hidse mig op over, at der med Føtex’ største nu-kan-pøblen-mænge-som-de-fine-hit siden guldmærkerne, Caroline Fleming-nylonerne, medfølger en lille i sit lyserøde og benumrede udtryk nedladende guide til, hvordan man ifører sig sagerne.

20130314-123423.jpg

Dude. Vi er kvinder. Det er vores instinkt at iføre os nylonstrømper. En del af parringslegen på lige fod med mændenes “nåmmen, hvorfor står du der og ser så sur ud”. Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede, at jeg slet ikke gør som guiden siger. Det har jeg aldrig gjort. Siden teenageårene er jeg da stukket i de tynde sataner som man træder i et par bukser. Højre fod først, så venstre – og så træk helt op til livet. Ingen pølsen sammen. Ingen et-ben-ad-gangen.

Kunne brødføde et større afrikansk land for de udgifter, jeg har haft til den slags benklæder. Jeg troede da, at det var derfor de blev solgt i flerpak? Fordi det første altid går i stykker?

Jaja. Det kan godt være, at den nye pave hedder Frans, og at Geranium har fået en til Michelin-stjerne. Men min torsdag står altså i de små tings tegn.

Vil du ikke også læse ...

Har hverdagshaderen på · En Top 6
Hvad livet har lært mig #1
Kremering eller kiste?
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.

flattr this!

Inden primatstemningen splattedes ud over os

Det var nogle timer før han satte punktum for den fine stemning ved at erklære, at hans penis var længere end vennens – om jeg egentlig foretrak den tyk eller lang, hvis jeg nu *skulle* vælge – at han og jeg havde fundet en tone.

Han med sin kunst og sin avantgarde-hat og den skrabede indkomst. Den sikre stil og de smukke kindben. Jeg med skriften. Han med lyst til en pseudopersonlighed, der kunne udleve alle de lyster og følelser, der blev stoppet af hans egne grænser og hæmninger og “det gør man da ikke” – og så mig i mit Vero Moda-tilbudstøj og mit velbetalte day job, der har det fritidspseudonym, han først for sent opdagede, at man kunne skabe sig.

Han kaldte os så selvsikkert over til sit bord og troede garantrisse ikke, at han skulle lære nogetsomhelst af mig, the corporate asshole. Men han spidsede alligevel høfligt øren, da jeg fortalte ham om at falde til ro i at vide med sig selv, at man godt må have hemmeligheder for de nærmeste. At man kan blive et mere helstøbt menneske af at begrave troen på, at man skal være helstøbt i alt, hvad man viser de andre. At helstøbningen kommer af at vide med sig selv – ikke fortælle alle andre – at man har nuancer. At man som menneske er både tjekket og utjekket, organiseret og rodet, kynisk og sårbar og kold og varm.

At det er min nøgle til sjælefred, at jeg har foræret mig selv forskellige kanaler til de nuancer; så jeg ikke skal presse alt ud gennem én kanal. Ikke tvære det hele ud på ét lærred og bede alle komme og forholde sig til det.

At man må gerne gå i graven med sine facetter. De opstår ikke, når andre kan se dem. De opstår, når man selv kan se dem.

tarzan3Han var ikke fuld endnu. Det var jeg heller ikke. Men jeg havde ikke ventet, at han åd det, havde forventet et forsvar, et kunstnerisk comeback, der tilbageviste hele min pointe. Sådan havde tonen været indtil da; bjæffende, slåssende. Det kom ikke. Han tænkte længe og sagde derpå:

- Du finder ro og samling i en slags skizofreni? Som er din. Alene. Jeg -… ja. Du gør. Det gad jeg fandme godt.

Måske var det noget andet, måske var det misundelighed, der fik ham til at overgive sig til hegnet og pege fokus ned på sit skridt. Det kan jeg godt lide at tro. Fordi han først havde afskrevet mig som nogen, han næppe skulle misunde på området “facetter”. Og siden måtte sande om, at jeg med mit pseudonym havde knækket en nød, han end ikke havde samlet op.

 

Vil du ikke også læse ...

Kære mandag i april.
Dines bringer en berigtigelse.
Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up

flattr this!

Så nu har jeg købt en endnu uskrevet bog

Det er ofte svært at naile det konkrete øjeblik, hvor man faldt for nogen, men med Andrea Hejlskov  - not so much.

Jeg var fan, men jeg var endnu ikke faldet pladask, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, at jeg gik all in. Da jeg tyggede mig igennem hendes blog, og jeg her faldt over sætningen “It’s not like we never cry anymore. It’s just that now we know why”.

… *pil i hjerte* – *krydser i øjne*

Andrea, der har trukket stikket (for nu at bruge en kliché), bor et sted i de svenske skove i en med familiens egne hænder opført bjælkehytte. Sådan … permanent og temmelig selvforsynende. Efter at have tænkt længe over, om ikke de skulle gøre noget ved den vatindpakkede tilværelse, de stred sig igennem i København. De er lige som det der par fra filmen Revolutionary Road, spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, bare med en happy ending og et fuldført projekt i stedet for klam amatørabort, død og hjertesorg.

Ehm.

Hele historien kan I selv følge med i på hendes blog, men sagen er, at nu vil konen sgu have penge. For at kunne holde fri fra at skrabe de 8.000 kroner sammen hver måned, som det stadig koster at være en familie på seks i skovene, så hun i stedet kan skrive en bog om det.

Så det har hun altså fået. Herovre på denne indsamling. Så bogen bliver en realitet og vi alle kan blive klogere. Jeg skriver det ikke kun for at påberåbe mig praleretten over at forvalte mine penge helligt og, synes jeg selv, fornuftigt (fordi jeg fandt en sjat penge i at aflyse et arrangement af middag og bytur, som jeg egentlig ikke orkede, og sendte dem efter Andreas børns skolegang i stedet.) Men også for at minde alle mine vatindpakkede læsere af denne vatterede blog om, at der findes folk derude, som satser på alternativer til konformiteten. Og vi har brug for ikke alene at der er folk, der gør det, men at det er folk som Andrea, der gør det og taler højt om det.

“I’m the mother. I get to tell the story,” skriver hun. Og hun gør det altså godt.

Historien om “… and the great escape”, som bogen skal hedde, er ikke historien om vidundermidlet til at blive lykkelig. Andrea er vist ikke lykkelig. Eller ulykkelig. Lykke og jagten på den er sat ud af spillet. Den er en historie om at udfordre den moderne autopilot, pille lagene af og se, om vi egentlig overhovedet kan finde ud af os selv uden alle vores støttehjul og forventningpres og forskudsopgørelser og regler om familieliv. Andreas bud er vist, at det kan vi godt. Være mennesker uden krykker. Enten som hende på et minimum af fornødenheder – eller på helt andre måder.

Det er i hvert fald de tanker, der altid myldrer frem, når mine tanker falder på hende. Om hvad jeg egentlig har magt til at gøre med mit liv. Mine tanker falder tit på hende i disse tider, hvor vejret ligger mig så meget på sinde. Solskin med vindstille varme eller solskin med en chill factor, der går gennem marv og ben? Solbriller eller ej? Nylon eller uld? Jeg har efterhånden erhvervet mig en indre Andrea, der griner af mine små vejrbekymringer, fordi vejret hos hende må føles så meget mere ekstremt, når hun bor, sover og lever meget tættere på det – men samtidig stirrer hun noget bekymret på mig over, at jeg er så påvirkelig af mørke og vinter, som jeg er. Eller: At jeg bilder mig selv ind, at det er vinteren, der er problemet – og ikke noget helt andet.

Jeg kunne ævle i tusind år om alle mine tanker om en revolution i hamsterhjulet, men vi har lissom fastlagt, at jeg ikke er nogen barrikadefrontløber, så jeg vil give ordet til Andrea selv:

… Det kan godt være, at Andrea Hejlskov ikke besidder nøglen til Hele Meningen Med Livet. Og det kan også godt være, at man kan finde huller i projektet og afsløre, at det slet ikke er så rent eller purt eller helligt, som det foregiver at være. Sikkert. Hvis man hellere vil dét. Men man kan sgu ikke tage fra hende, at hun handler. Og alene for det fortjener hun mine besudlede, afmægtige penge. Fordi jeg skal lære af hende og hendes bog.

Vil du ikke også læse ...

Jeg har været en tur i Lidl ...
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

flattr this!

Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

Hver gang jeg får ondt i røven over hvor meget kulere Sverige er end os (hvad der sker tit), så plejer jeg at finde dette klip frem. Og glædes over, at vor regent i det mindste ikke er retarderet.

Hvor jeg elsker Carl Gustaf, der sidder og hopper i sofaen som en anden idiot, der ikke kan tøjle sin nervøsitet over at præsentere sin tyske brud for sit folk og således vender fokus mod noget så åndssvagt som … fjedring.

Og hvor jeg krummer tæer, når den unge konge kaster sin kommende dronning for de svenske ulve udi sproget. Selv efter hun spørger, om han vil hjælpe hende lidt på vej, lyder det imbecilt fra kungen, at neeeei, nu må hun klare sig selv. Kunne man have forestillet sig Frede optræde sådan der, da lige så yndige Mary sad og sagde “Jag ær litte nærvuus”? Hjælp hende dog, mand.

Og Silvia er så sød, men tomhjernet ærligt fremstående, der hvor hun sikkert vil sige, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er gadefejer eller konge”, men i stedet får sagt, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er direktør eller præsident eller konge” … Så ydmygt.

Og åh, hvor er kungen en nar, der hvor Silvia hvisker “jeg elsker dig” til honom, og han grinehvisler et akavet “sssch!”.

Gad vide, om hun nogensinde har tænkt, at majestættitlen og de yndige børn alligevel ikke var samlivet med ham værd.

 

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Jeg har været en tur i Lidl ...
Skilsmissevoksen-allergi

flattr this!

Charterfeber

De mest belastende er da ikke dem, der klapper, når flyet lander.

De mest belastende er heller ikke dem, der sidder og venter på, at nogen skal klappe, så de kan sige, at der “fandme da ikke er nogen, der kommer og klapper af mig på MIT arbejde”.

De mest belastende må da være dem, der kritiserer de ad de klappende passagerer fnysende turister.

 

Har så meget udlængsel, at jeg overvejer en tur til La Santa på Lanzarote. Venligst stop mig, før det sker. Har ferie i april – hvem vil med og hvor skal vi hen?

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Romantikken er død, leve hverdagen
Skilsmissevoksen-allergi
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

flattr this!

Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

Jeg får hønserøveren på over, hvordan Marilyn før eller siden kommer op i samtaler mellem veninder, hvoraf mindst én af dem bærer på flere kilo, end hun har brug for.

- Ja, Marilyn Monroe var jo faktisk en størrelse 42 …

Og så hænger den der. Påstanden. Som varm ånde, der sløver og luller den både udspilede og hendes veninder ind i et trygt lag fedt, og som prøver at være en kommentar til dels opfattelsen af tykke kvinder som smukke, dels til det faktum, at en størrelse 42 ses som en stor størrelse. Det er jo forrykt, fællesryster de på hovedet, at ingen sexede stjerner i dag har former. 42 er nemlig overhovedet ikke en stor størrelse, fællesnikker de. Af formodet hensyn til deres store veninde.

Kvinder i str. 42 og opefter kan sikkert sagtens være smukke og sexede. Det ved jeg intet generelt om. Jeg tror ikke, der findes et generelt svar. Jeg selv har det bedst og strutter mest i en str. 40, hvor jeg kan passe det pæneste af mit tøj og i spejlet får øje på mine strålende øjne før min dobbelthage. I en størrelse 38 er glansen gået af det, fordi jeg kun kan være i en størrelse 38, hvis jeg har pint min vægt derned med triste kure, masser af sult og tvungen motion. Så 40 er bedst.
Min studieveninde, derimod, blev ikke kønnere af at tabe sig ned til en str. 36; hun så simpelthen bedre ud før med de fyldige bryster og de runde kinder, muligvis fordi hun nu bærer sin krop duknakket, som om den stadig er tyk, men det er vist en anden snak.

Det, der generer mig, er at Marilyn Monroe skal bruges som målestok. En sovepude for samtalen, når veninder ikke tør spørge de større veninder, på hvem kiloene ikke sidder klædeligt, om de er okay. Jeg er med på, at det ikke er de øvrige veninders job eller pligt at sørge for tykkere veninders velbefindende eller sundhed, så I behøver såmænd ikke invitere mig med til yoga eller spørge, om jeg godt ved hvor glad man bliver af at motionere. Men. Leave Marilyn out of it og hold op med at drage udviklingen af samfundets syn på kurver ind i samtalen.

Hun var nemlig slet ikke på nogen måde en fyldig kvinde og dermed heller ikke en del af et argument, som kan stå uimodsagt og skrige “nuff said”, som Monroe-argumentet alt for ofte får lov at gøre. Hun var et nips. Lad fakta tale. Her er Marilyn Monroe:

marilynskinnyHun var en størrelse 42-44, ja. I en tid, hvor 42-44 betød noget andet, end det gør nu. Engang i halvfjerdserne opdagede amerikanerne, at deres voksne var noget større end voksne havde været hidtil. Først tilpassede man numrene til de nye kroppe, siden – i 1983 – slettede man helt de nationale standarder for, hvor stor en størrelse ditten og en størrelse datten var. Herfra var det op til tøjproducenterne selv, hvor meget de ville lefle for det stadig tykkere folks forfængelighed og hvor bred og lang en str. 38 skulle være.

Det gør det alt andet lige noget svært at sammenligne 1950′er-pinuppens tøjstørrelser med nutidige.

Marilyn Monroe var 166 centimeter høj. Hun vejede ifølge sin skrædder i gennemsnit 53 kilo gennem sin karriere. Nogle gange lidt mindre, som ovenfor. Nogle gange lidt mere, som her:

marilynfat

Stadig med en hvepsetalje og en lækker røv og en sexet udstråling. Hun har intet med mig at gøre eller andre i 2013, der er kede af at være i færd med at krybe fra en 42 op i en 44. Hun var fra en anden tid.

Hvis I endelig skal tale om emnet med vægt med jeres store veninder, så tal rigtigt om det. Med udgangspunkt i veninden. Ellers så ti stille. Og uanset hvad: Hold Marilyn og resten af samfundet ude af det. I sammenligner jo pærer og bananer, for Chrissake.

Vil du ikke også læse ...

In denial efter tre døgn i ske
Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Det måtte bunde i, at hun kaldte Danielle Steel-bøger for »litteratur«, tilføjede han

flattr this!

Dagens opfordring fra Arveprins Knud

Få episoder sætter egen ganske frivillige barnløshed så meget i relief som når ens far ringer og vil tale arv og testamente og efter utroligt mange omgange “hvis nu jeg døde af en blodprop over køledisken nede i Netto her i eftermiddag” og “hvis nu jeg falder ned med et fly inden jeg bliver 65″ og “jeg kunne jo dø i morgen, ikke” får konkluderet, at “hvis nu jeg dør på vej hen til notaren med det her testamente, og du dør i en trafikulykke nogle dage senere, og vi antager, at mor ikke overlever dig, så har du jo ingen arvinger nedad. Så er vi ovre ved din søster, og hvis så også hun dør, så er der hendes børn, ikke.”

Stilhed i min ende af røret. Mest fordi det stadig rev i tårekanalerne efter de mange påmindelser om, at han en dag ikke er mere. Hvis alt går vel. For det skal man synes, ikke. Det er det gode udfald, hvis en datter overlever sin far.

- … ja, så er der vel din svoger.

Endnu mere stilhed ovre hos mig. Nu mere fordi jeg blev lidt stum ved den komiske tanke, at min topchef-agtige svoger skulle bruge tid på at arve mig, kirkerotten.

- Jeg ved faktisk ikke, om din svoger arver dig.

- …

- Eller om man bare skulle gøre noget andet med de peng-…

Han stoppede først, da jeg måtte grædegrine et “stop. Du skal stoppe nu”. Det lød nærmest som om han morede sig med en gåde. Et mystisk smuthul for ugifte, barnløse døtre i de arveregler, han lige prøvede at sætte sig helt ind i. Jeg kunne ikke lade være med at more mig lidt med ham. Fordi han er noget af det bedste, jeg har. Og fordi han beviser det i de særeste situationer. For eksempel ved at sætte spot på, at jeg faktisk stadig har ham. Lige her. I færd med at ordne det for os til den dag, vi ikke længere har ham.

pa ingalls laura

Men tragikomisk bonding aside. Det er ikke alle, der, som jeg, er velsignet med en fader, der af sig selv får styr på tingene. De vigtige ting. Dem, som man ikke skal tage på lokationer, der rimer på “tinglysning” og “kommunekontor”, hvor man som efterladt familie i sorg skal prøve at rede ud, hvad den døde egentlig ville have syntes, man skulle stille op med hans formue. Få styr på det inden, lad være vente på, at de andre tager det svære emne op. Tal lige med din far, din svigerdatter, din bonusfar og din papmor. Om hvad I egentlig gør, når I længere har hinanden.

Vil du ikke også læse ...

Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Majonæsegate
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Forskellen på fædre og mødre

flattr this!

Det kan vi da godt finde ud af, “Astrid”

20130218-202654.jpg

Vil du ikke også læse ...

Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Kh. Den Brændte Bro
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

flattr this!

Jeg nægter at tale mere om roastbeef i februar

Den akavede frokostpause, som man havde tænkt sig at fordrive i stilhed med sig selv og en gammel gang Billed-Bladet, men som i et øjebliks uagtsomhed over roastbeefen bliver spoleret, fordi man kommer til at kigge op og få øjenkontakt med perifer kollega. Man kan se det i hans øjne, han havde også håbet på en ensom frokost, formentlig også hans arbejdstids eneste ensomme minutter, de tredive minutter der går med ikke at tænke en eneste tanke, ikke tage stilling til en eneste ting, ikke se på noget og ikke høre, lugte eller sige noget. Bare tredive minutter. Som nu er spoleret, fordi to kolleger i udkanten af hinandens perifer har kigget i de forkerte øjne på det forkerte tidspunkt. Det vil være akavet at sætte sig hver for sig nu. Også hans skuldre falder to hak. Havde begge bare kigget ned, ikke op. Aldrig op. For så står den på tredive minutters tvungen smalltalk om dagens menu og lidt mere smalltalk om dagens menu, for roastbeefen er det eneste man orker at registrere, at man har til fælles.

Den frokostpause er den værste. Fordi den sætter spot på hvor menneskesky, man egentlig er gået hen og blevet.

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.
Ungdommen 0 - 1 Tabloidmedierne

flattr this!

Apropos bromance-misundelse

Måske var det noget, der begyndte i sidste måned, hvor jeg sås med en gammel ven. Som jeg ikke have set i årevis, fordi vi, well, havde valgt det. Vi mente endda det pludselige brud så seriøst, at vi aldrig var blevet venner på Facebook, da den tid kom. I know, right. Så er man fandme uvenner. På den der kølige måde.

Anyways. Han kom forbi. Jeg tror ikke rigtigt, at nogen af os havde et brændende ønske efter eller en stor plan med mødet. Men vi drak en kaffe. Vi myrede os udenom de ubehagelige emner. Vi talte om gamle dage og den æra i historien, de dage er for os begge og muligvis kun os to i hele verden. Vi drak ud. Vi sagde farvel. Vi var høje. For vi er venner igen. På sådan en … mandig knuckles-måde.

Måske begyndte det der i det møde og måske blev det cementeret i går, da en flok mænd fra nær og fjern samlede sig i mit kommentarfelt og gav sig til at diskutere politisk tv-drama. På min blog. I know, det ser ikke ud af meget, men jeg tror aldrig det er sket her på infotainer.dk, som – og det står jeg gerne ved – vist mest henvender sig til kvinder. Hvor androgynt mit tegneseriefjæs øverst til venstre på forsiden end forsøger at se ud.

I hvert fald er jeg i disse dage helt lyseblå af bromance-misundelse. Og helt skeløjet ved tanken om, at jeg gerne vil være en mand, der har mandevenskaber og taler om mandeting og har mandefølelser. Ikke fordi jeg har en døjt forstand på, hvad det vil indebære, men fordi jeg er ret sikker på, hvad det ikke drejer sig om.

I bromances antager jeg, at “tøsemiddage” er ikke-eksisterende. Altså, konceptet hvor en flok kvinder i pænt tøj spiser noget økomad og over sur hvidvin snakker om de mænd, som aldrig er inviteret – et selskab, der aldrig ender i byen, selv om det var en del af den oprindelige plan. I bromances kan to mandevenner ikke få timevis til at gå med at vende et bestemt sms-tonefald fra en tredje mand og diskutere, hvor langt ude det er, at han tillader sig sådan en tone. I bromances lader man ting ligge, når man siger, man lader dem ligge. I bromances kan man sagtens hænge ud uden at sige noget. I bromances kan to venner sagtens tage en øl, bare de to, uden at skulle invitere de syv andre, de også regner for del af indercirklen, for i bromances tager mænd det ikke som en problemformulering/krigserklæring, når nogen laver noget uden alle de andre.

Men nu antager jeg bare en hel masse. Det kan være, at mænd har lige så mange kvinder kollektive neuroser som kvinder, når de samles. Sikkert. Jeg kunne bare godt tænke mig lidt afveksling. I mit næste singleliv vil jeg gerne være en enlig mand, tak.

Skærmbillede 2013-02-12 kl. 12.54.49

Jeg ville egentlig et andet sted hen. For denne bromance-misundelse udmønter sig i disse dage i et girl crush på de boybandlignende drenge ovre fra APROPOS MAGAZINE. Men deres look er blot en del af den sjove, begavede pakke. En meget gennemført pakke. Hvem elsker for eksempel ikke DJ Er Du Dum Eller Hvad. Eller portrættet af den danske medieverdens største bromance-succes lige nu, Monte Carlo-drengene. Eller formatet 10 Gennemlytninger Senere, hvor de lige lytter de numre, du ikke har tid til at danne dig en mening om, igennem, tygger dem lidt, og serverer dem igen. Eller overskrifter som Er Dit Liv Spændende Nok Til At Iføre Dig Disse Briller?

Det er Euroman-efterlignelse, indrømmet, og man burde mene, at verdensklasse skulle ingen efterligne. Men det virker. Måske fordi det er et Euroman lavet af mennesker, der sikkert havde tid til at slænge sig i en sofa med dig og ikke sige en skid i timevis.

Jeg forestiller mig, at det er sådan her hipsterne er, når de slapper af fra hipsterlivet og bare er sig selv. Hop to it.

Vil du ikke også læse ...

Jeg har været en tur i Lidl ...
Gad godt blive stalket af Uffe
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Dette er ikke en anmeldelse af Borgen

Sidder I stadig søndag efter søndag og inhalerer cognacbønner og dessertsmoothies og det seneste afsnit af Borgen? Med den lille skuffelse bagerst i hovedet over plot, haltende dialog og utroværdige karakterer i dette politiske drama, denne øjebæ på din søndag aften? Men som du alligevel ser, fordi det jo er det ypperste DR Drama byder på lige nu? Selv om du nærmest ikke orker at skulle forholde dig til handlingen i den kommende uge, hvor medierne og de rigtige politikere går i selvsving over, hvor virkelighedsnært det er?

HAHAHAHAHA.

Det er der virkelig ingen grund til. For man kan nemt junke eminent politisk drama andetsteds:

netflixhouseofcards

På Netflix – hvor den første måned er gratis – har de lagt første sæson ud af deres første egenproducerede serie, House of Cards.

Kevin Spacey som kongresmedlemmet Francis Underwood, der bliver politisk tacklet i det første afsnit og derfra ruller sig ud som Satan selv og løbende får bøjet Birgitte-Nyborg-GO-HOME i neon, er omdrejningspunktet i Washingtons intriger, hvor ingen – og slet ikke hovedpersonen – har folkets bedste for øje.

Hans smukke, midaldrende karrierekvinde af en hustru er det eneste i livet, han elsker, og som et foreløbigt brilliant twist fungerer deres sexløse ægteskab, fordi det er åbent og de må have sex med andre. Så trist og så kynisk lever de – ikke kærlighedsløst, men sexløst, som for at sige, at et ægteskab kun kan holde for evigt, hvis man betragter det professionelt som et maskineri. En virksomhed. Hvor ingen må have noget så upraktisk som irrationelle følelser i klemme. Og hun, spillet af Forrests Gumps Jenny, Robin Wright, får sendt store, fede fuckfingre efter Birgitte Nyborgs forsmåede ægtemand, Philip, fordi hun er en birolle, man faktisk interesserer sig for, gerne vil forstå.

Det gælder også journalisten Zoe Barnes, som er så irriterende lillepiget-korrekt i seriens første halve time, at jeg var lige ved at slukke. Fordi jeg ikke orkede endnu en idealistisk, altoverskyggende dygtig og nævenyttig karikatur af en journalist, der ikke har andet end sit job i sit liv. Oooog begynder hun at rulle sig ud med alle måder nuancer, som Katrine Fønsmark aldrig kommer til at indeholde. Bredtandede, provinsielle Katrine Fønsmark, der skal forestille både at være en hardcore in-it-for-the-kill reporter, mens hun på hjemmefronten skiftevis sukker efter og har det heeelt cool med sin som karakter visnende eksmand, Kasper. Man kan aldrig fange Katrine Fønsmark i at komme til kort med noget. Selv, når hun bliver besat af at optrevle Lars Mikkelsens DKP-fortid, selv da fremstilles hun bare dreven af sin egen klogskab, men også sympatisk, fordi hun lynhurtigt indser, at hun gik for langt. Bræk. Som om rigtige mennesker bare gider stå ved de fejl, de har begået, bare fordi de bliver taget i dem. Og som om rigtige, kloge mennesker aldrig gør noget, der bare er dumt.

Næ, der er den politiske reporter Zoe Barnes anderledes. Hun misbruger gerne sin magt, knepper gerne lidt med kilderne, får sin rare chef fyret, fordi hun vil have hævn – vist mest over, at han med sin magt er for gammeldags og stadig skatter printjournalistikken højere end digitale medier. Den slags. Bare for at komme lidt højere op i selvsamme hierarki, som hun egentlig slet ikke er til. O, but she is. I stilletter og store, uskyldige manga-øjne.

Prøv og hør. Det her er ikke en anmeldelse, den slags forstår jeg mig ikke på, og jeg har heller ikke set hele første sæson færdig endnu, så ti lige stille med spoilere. Men det er en anbefaling. Til et tv-drama, der er så absurd og virkelighedsfjernt i det store perspektiv, at det efterlader plads til at hæfte sig ved de detaljer, der faktisk siger noget om den rigtige virkelighed.

Men de af jer, der bare gerne vil have slutningen af Borgen med nu? I kan jo følge med i begge dele. Bare for at få kontrasterne i ambitionerne for politisk drama med. Modpolerne. Provinsiel pizzaproduktion møder den fætter, der stak af til USA og blev til noget. Det er i hvert fald den model, jeg kører.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Åh, Ryan G.
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Nøgne Ashley har en pointe

stillnotaskingforit

 

… just so we’re clear. Selv om billedet er nogle år gammelt og for længst har gået sin virale gang på nettet, så siger jeg stadig tak til Ashley og de andre fra Slutwalk-marchen i Chicago i juni 2011. Nogle gange er det som om pointen ikke er nået helt til Danmark.

Vil du ikke også læse ...

Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
The piano has been drinking
Helle for at dele telt med mig
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up

flattr this!

Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

Og hvem er så denne unge dame, you ask?

green-gables-6col

 En Paradise-deltager? En netdater? En Red/Green-model poserende i forårskollektionen 2013?

Næ.

Hun er da den nye Anne fra Grønnebakken. Som i: L. M. Montgomerys 11-årige Anne Shirley, det forhutlede, rødhårede adoptivbarn, der bliver til den yndige Anne Blythe fra P. E. Island. Omkring 1980′erne, tænker du? Næ. Faktisk 1880′erne, eftersom heltinden, den oprindelige altså, er i halvtredserne under Første Verdenskrig.

Det er en serie af otte bøger, hvor sex ikke nævnes med ét eneste fucking ord. Ikke et. Heller ikke selv om hun føder syv børn. I formodet ramme alvor er der faktisk skrevet en stork ind, der ankommer med Jem, Annes ældste søn. Uskyldigheden og alt det pissenaive er den lim, der binder den serie sammen – og som får dens popularitet til at overleve os alle.

Men producenterne fra Amazons CreateSpace, der står bag nyudgivelserne – en samlet bog indeholdende de tre første Anne-bøger – må have fundet, at netop vor moderne valuta – sex – var en mangelvare i det indhold, de ikke kunne pille ved, da de bad den unge afbildede dame dér rode op i håret i håret og tænde for sovekammerøjnene med et “Yeah, sexy, Anne was all about that”.

I couldn’t believe it either. Læs mere her hos Guardian. Tak til StineStregen og Kirsten Marie for heads-up. Jeg kan berolige d’damer med, at man vistnok arbejder på anden løsning som cover. Det manglede fandme også bare.

Vorherrebevares. Er intet helligt mere!?

 

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.

flattr this!

No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

Seriøst. Hvem ER det, der kan tage æren for grafikken på Karen Jespersen og Ralf Pittelkows projekt, Den Korte Avis?

Skærmbillede 2013-02-07 kl. 14.35.54

Fra en hånddukkelegende Vestager til en finansminister, der er blevet lige vel langhåret. I absolut ikke overført betydning:Skærmbillede 2013-02-07 kl. 14.58.23

Og fra Corydon til de pågående budgetforhandlinger i EU, hvor Den Korte Avis ikke – men nu gætter jeg bare – er på det hold, der troede på, at Helle Thornings nejtak til Rompuys førsteudspil om medlemsrabat var oprigtigt:Skærmbillede 2013-02-07 kl. 14.11.23

Fra EU tilbage til målløsheden over hvad man kan med kombinationen af filminspiration og billedbehandling.

Skærmbillede 2013-02-07 kl. 14.36.46

… og fra målløsheden over til good old “Se, nu vender selv hendes egne hende ryggen”. “Like, literally!”.

Skærmbillede 2013-02-07 kl. 14.36.25

Altså. Kunne man ikke være lidt mere underspillet, hvis man havde så meget bøf med nogen, som Ralf og Karen har med Bjarne og Helle? Eller. Er diskretion so last century?

Hm. Kender I det med, at research kan dræbe enhver historie? Således også denne. Det viser sig, newsflash, at det ikke er Ralf Pittelkow selv, der har klippeklistret i tegnestuen, men at det er en af deres skribenter, der har lavet i hvert fald en af ovenstående indslag. (En skribent som blandt andet står bag dette indslag, “Pludr pludr gok gok kykkelikyyy” på avisen, der bruger et slogan som “Klar, skarp, seriøs”.)

Om skribenten har lavet dem alle, dét står hen i det uvisse, for Den Korte Avis gør ikke som sådan et stort nummer ud af illustrationsbyline eller noget så ligegyldigt som varedeklarationen “collage” eller “decideret fotomanipulation af billeder, vi vist ikke har rettigheder til, eftersom vi ikke krediterer de egentlige fotografer”, som man godt kunne ønske sig i artiklen med den noget klammo overskrift, “Løkke borer i Thornings sår“.

Skribenten er cand. mag. i historie og kommunikation, og pludselig blev mine grin hule. For i disse tider skal man ikke le for højt af de krumspring folk i de überarbejdsløshedsramte fag gør sig. Det skal man ikke.

Jeg synes bare manden skulle krediteres så, Ralf. Så andre har mulighed for at sætte navn på værkerne. Headhunte ham. Til, say, lønnet arbejde.

Vil du ikke også læse ...

Wakefield-misundelsen, der fordampede
Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Åh, Ryan G.
Esben & Systemet

flattr this!

Skilsmissevoksen-allergi

KRAMER-CONTRE-KRAMER-KRAMER-VS--KRAMER-KRAMER-VERSUS-KRAMER-1979_reference

 

Hver eneste gang mine forældre hyggevrisser, hvorfor jeg ikke bare lige kan sige det-og-det til far, og om jeg lige gider tage det-og-det med, hvis jeg aligevel skal besøge mor, fordi det “er så besværligt at sende frem og tilbage med postvæsenet nutildags”, så har jeg lyst til at hvæse, at jeg har blandet mig i deres opdelte liv for sidste gang.

Og jeg får lyst til at dele med dem en lille anekdote.

Mine forældre havde været skilt i vel to år. Nytår var lige passeret, og en af de første aftener i det nye år havde min far inviteret mig på middag. Sjældent ærligt indviede han mig over koteletterne i fad i, hvordan den nytårsaften – den første i hans liv uden selskab – havde været noget han “aldrig kunne gentage. Det var simpelthen for trist.”

På det tidspunkt kunne mine forældre til tvungne familiesammenkomster godt finde ud af at være i samme lokale uden at hun græd eller han stivnede. Måske fordi de begge to var single igen efter flere post-skilsmisse-forhold. Måske fordi tiden bare havde lagt afstand til de værste af skilsmissens kontroverser.

Efter nytårsudmeldingen gloede han længe på mig. Trak op til et eller andet.

- Taler du … nogensinde med … mor? Sådan …-?

Jeg nikkede, altså ja, jeg talte da med min mor. Han måtte være mere konkret.

- Ja … om … hngh.

Jeg lagde bestikket fra mig. Stirrede tilbage.

- Hm, altså om at … måske, genskabe familien?

Tavshed. En smule ringen for ørerne.

- Ved du, hvor hun står?, fulgte han op, og jeg tror, at jeg kunne høre hans hjerte banke.

I sig selv var udmeldingen ikke så kontroversiel, for det var min mor, der i sin tid var Forladeren, så den slags er måske ikke så sært at høre fra den Forsmåede. Men det forholdt sig bare sådan for ham, at han havde afskrevet hende i det øjeblik, hun smækkede døren bag sig. Det var slut, helt slut, da hun gjorde alvor af at smutte. Så slut, at jeg tror hun fortrød sin exit af bar befippelse. Måske benovelse. Men det var for sent. Og der var ikke andet at gøre end at lige at tåle hinandens eksistens, sådan skal man vel have det, når man beslutter sig for at gå og at afslutte. Sort-hvidt.

Med andre ord gik en granat af, da en far i ramme ærlighed spurgte en datter om en mors forhold til at finde sammen igen. Der over risene og den røde sovs og svinekødet. Fordi nogen i et nytårseksempel havde set, hvordan resten af livets nytårsaftener og resten af alt det, der engang gjorde livet sjovt at deles om, muligvis kom til at se ud.

Jeg fik mumlet et eller andet. Noget, der vist indikerede, at det skulle jeg lige tænke over. Ikke at jeg ikke kendte svaret, for det gjorde jeg. Hun tænkte jævnligt, hvis ikke dagligt over det – det vidste jeg, for jeg er hendes datter, og sådan er kvinderne i min familie, vi lader aldrig tingene ligge, de åndssvage af dem bliver bare ved at køre i ring. For hendes vedkommende sikkert, at hun ikke skulle være gået. At de skulle have fået noget hjælp til at blive sammen. At de skulle have solgt mit barndomshjem og købt sig en fed lejlighed nede i byen og et sommerhus i Provence og måske fået nogle hobbyer, så de kunne nyde deres otium sammen, men måske lidt mere hver for sig. Ja, for satan, hun tænkte da på det hele tiden.

 

Men skulle jeg give hans vægelsind videre? Til kvinden, der var Forladeren, at den Forsmåede måske ikke var mere forsmået, end at han måske gerne ville noget igen, et eller andet igen? Eller skulle jeg være den rationelt voksne, når nu mine forældre ikke var, og for dem beslutte, at de havde det bedst hver for sig? At det var bedst sådan?

Jeg tænkte for længe. En uge senere mødte min far den kvinde, han nu er gift med. Og alt blev giftigt igen. Og jeg har altid tænkt, at mine niecer måske kunne have et sæt bedsteforældre, der kunne tåle synet af hinanden, hvis ikke jeg havde nølet så længe.

Så kære mor, kære far. Jeres små udtryk for, at I ville ønske den anden slet ikke fandtes, jeres små omveje, der gør mig til mellemled – bland mig helt udenom. Tak.

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Majonæsegate
Olde var da quite the looker?
Om at vågne op til dåd

flattr this!

Say what?

Undskyld. Det er muligvis mig, der ikke er kulturradikal nok her.

Men hvad betyder det, når Weekendavisens Klaus Rothstein begrunder avisens valg af Kim Leine som modtager af deres litteraturpris med:

- I en tid med meget anæmisk litteratur er han kættersk nok til at fortælle historie i bredformat.

Altså, jeg forstår godt ordene hver for sig, ikke, men det bliver lidt en sløret mumlen, når de står der sammen, uforklaret.

Synes nogle gange at højpandede journalister skal passe på med ikke at blive så indforståede som de sportsjournalister, de føler sig så meget bedre end.

!Tjek Klaus Rothsteins ret gode forklaring i kommentarfeltet!

Vil du ikke også læse ...

Hvad der kommer ud af at ønske sig Sally Field som mor
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Tjener. Der er et stykke ATS i min Virkelighed

Jeg er glad for, at jeg i disse travle tider dog ikke er mere lukket inde i min egen verden, end at jeg registrerer det smukke i, at vi i Danmark har en fertilitetsklinik, der har en jordemoderindehaver ved navn Nina Stork, og at formanden for foreningen Hjælp Voldsofre hedder Henning Wollsen, Aabenraa.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Det var ikke for at tage fokusbolden
Helle for at dele telt med mig
Om de kønne piger og os andre

flattr this!

Så nu har jeg også lyst til at flytte ud i skoven

Jeg kunne mærke opkasten kilde bagerst i mundhulen, da jeg læste følgende underrubrik på information.dk: “I 2011 trak familien Hejlskov stikket til det storforbrugende højhastighedssamfund og flyttede langt ud i den svenske skov, hvor livet føles tæt på og ægte. Familien er del af en ny autenticitetsbevægelse.”

En ny … autencitetsbevægelse. For helvede. Det eneste, der er mere politikensk nutildags, det er fandme Information.

Så jeg klikkede for at få mig en god forarger op at køre. Og her, dagevis senere, må jeg sande, at jeg siden i tankerne er vedblevet at kredse om de ideer, der bliver præsenteret i den.

For jeg havde læst en artikel om en kvinde, som jeg troede var af den slags, jeg elsker at hade. Det er hun måske også, men nu hader jeg mest mig selv for at være så forudindtaget. For hun ramte mig lige der, hvor det gør ondt. Midt i min egen udlængsel, som jeg ved, at jeg aldrig nogensinde får gjort noget ved.

Jeg har ikke lyst til at flytte ud i nogen skov, som hun har gjort, og sige nej til fast arbejde, elektricitet og salatmayonnaise, men jeg har lyst til at reagere på det vat, der pakker mig ind i en knugende, kronisk zombietilstand. Jeg har lyst til at flytte, bryde, knytte nye bånd, gøre noget helt outrageous med mit liv. Ikke for at kunne bøje i neon for andre, at jeg var nogen, der gjorde noget outrageous, men for at have gjort mig selv den tjeneste det var at tage ansvar. Og ikke bare at have ladet ansvarstagelsen bestå i at klappe mig selv moderligt på hovedet og voksent sige, at den der udlængsel og lyst til rodløshed, det er noget, man vokser fra.

Jeg er træt af at være så tilfreds. Og at sige om mit job, at det er “godt nok”. Og at være sådan lidt kronisk afventende. Spørgende. Var det her så det? Det, vi arbejdede på at opnå? Det, der lå efter eksaminer, efter dødsdruk, efter al bloggeriet, efter de dårlige forhold og de erfaringer, man høstede der? Efter det fede ubehag, der ligger i ærligt at kunne svare folk, der spørger, hvordan det går med det der bogprojekt, jeg engang ævlede om: Det går ad helvede til, for jeg har intet på hjerte.

Det er kejserens nye klæder. Jeg har jo ikke oplevet noget!

Men jeg får aldrig nogensinde gjort noget ved tankerne. Det ved jeg. For i morgen, når jeg vågner, skal jeg drikke min kaffe og gå på arbejde, som jeg i disse akutjobtider dog bør være taknemmelig for, at jeg i det mindste har – og så er vi tilbage i hamsterhjulet.

Nå. Det var Informeren, vi kom fra.

Vi lader citaterne stå næsten for sig selv.

Vores overvejelser gik meget på, at vi havde solgt ud af vore værdier. At det moderne liv ikke hang sammen for os, og at vi og vores børn ikke havde det godt. Vi havde brug for at reagere på dette ’nagende ubehag’.

She had me at det nagende ubehag. Og:

Da jeg begyndte at holde foredrag om vores radikale livsvalg, oplevede jeg noget, jeg aldrig havde oplevet før. En lille procentdel af tilhørerne bliver sindssygt provokerede. Det forvirrede mig meget. Hvordan kan vores personlige valg provokere nogle få folk på den der voldsomme måde? Jeg er nået frem til, at jeg ikke gider mere pis. Især ikke med de veluddannede, som kritisk dekonstruerer alt, hvad der truer status quo. Dem, der ser sig selv som progressive, men i virkeligheden er dybt reaktionære.

Av. En stor fed flaskehals pegede på mig. Jeg skal holde op med at være så skide fordømmende over for folk, der bare gerne vil gøre noget anderledes med deres liv. Altså, ikke dem, der bare gerne vil skille sig ud for at skille sig ud, men dem, der prøver at gå nogle andre veje for at … (opkast-alert) blive sat fri. For det vil jeg jo også gerne, ikke, måske er det i friheden, at lykken, den satan, gemmer sig.

Frihed er en indre følelse. Det er noget, man kræver og kæmper for. Du kæmper jo også din egen kamp for den frihed, du har. Min frihed er følelsen af, at jeg slap ud.

Læs artiklen af Annegrethe Rasmussen her og besøg Andrea Hejlskovs blog her. Ja. Hun har en blog ude i sin “elektricitetsfri” tilværelse i den svenske skog. Hun må godt for mig. Fordi hun i et år forinden havde boet i en jordhule med sin familie og havde løsrevet dem helt fra alt, der hed moderne bekvemmelighed.

Vi kommer aldrig tilbage. Der er intet i den moderne livsstil, der siger mig noget. Det kan være, jeg besøger byen engang imellem og går på cafe og ser mine gamle venner, men fandeme om jeg vil tilbage i den vattilværelse, jeg havde før! Den daglige indignation over et eller andet, de her små frustrationer, der ikke er store nok til, at vi gør oprør.

Hvem vil med? Ikke nødvendigvis til Sverige, men bare ud. Jeg vil gerne noget mere ud, Thorkil.

Andrea & Jeppe

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Wordfeud? Det nye Scor.dk?
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«

flattr this!

Vittighedskirkegården


Ro på, sitet skal lige loade. Men hvis det stadig er en ugidelig so efter 30 sekunder, så læs historien her.

Vil du ikke også læse ...

... men han elskede mig jo? Part deux
Olde var da quite the looker?
Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!

Kære alle jer, der »bare aldrig har forstået Twitter«


 

Ro på, sitet skal lige loade. Men hvis det stadig er en ugidelig so efter 30 sekunder, så læs historien her.

Vil du ikke også læse ...

Kære livmoder.
Der er dage ...
Indstiller jagten på gråden
Dagens opfordring fra Arveprins Knud

flattr this!