Min tro på verden fik sig endnu et nøk opad i dag, da jeg faldt over ham her.

Tænk, at der stadig findes ejendomsmæglere derude, der tror på, at en vinduesudsmykning af en sælgerstereotyp i helfigur serveret med en noget passé smag i ansigtshårvækst – der mindst af alt udstråler smart-i-en-fart-fusk – er all the publicity you need. Hold kæft, hvor blev jeg glad. Fordi nogle hjørner af verden endnu er rene og naive. Det havde været så nemt at hyre en for længst glemt Marcus Schenkenberg eller noget andet rest fra halvfemserne til lige at posere som illusionen af en ejendomsmægler. But nooo. Her er vi stolte nok af the real deal. Får pludselig lyst til fast ejendom i sådan en verden, faktisk.

Watch and learn i den kreative klasse derinde på Vesterbro. Viral markedsføring og skjult model placement er so last year. 2012 er all about at stå ved sit David Brent-look.

Ikke for noget. Men den her januar skal snart fedte ad helvede til. Med sin kulde, sin finanskrise og sin palaver.

I går knækkede min cykelnøgle i min tilfrosne cykellås. Bare sådan. Også den opsagde samarbejdet med øjeblikkelig virkning og sendte mig ud på en taxatour de København for penge, jeg slet ikke har. Havde lyst til at vræle et højt whaaa-haaaai-miiiii? på den sympatiske taxachauffør, der fortalte detaljeret om sin tid i diverse velgørenhedsorganisationer i Afghanistan, og at han nu ikke rigtigt fandt privilegerede Danmark ret charmerende, når imbeciliteter som X Factor kan make the headlines. Han havde ret. Men det var ikke lige på verdens uretfærdighed, at mit fokus ligger i disse dage.

I morges tog jeg et spontant raseriskænderi med den lokale reklameomdeler, der voldtager vores dørtelefon i en sådan grad, at jeg ikke har sovet længe på en lørdag, siden jeg flyttede ind. Selv om jeg slet ikke skal have reklamer. Jeg skreg ned i dørtelefonen, at han ikke bare måtte holde knappen inde, indtil jeg åbnede. For det gav en helvedes larm på hele etagen. Om han havde forstået? Helvedes larm? Pause. Jeg buzzede ikke, før der meldte sig et spagt ‘undskyld’ i den anden ende.
Fik det uhyre dårligt med at være blevet sådan et menneske.

Og her til eftermiddag troede seje Euromankristoffer fra Fuck You Very Much, at jeg var en mand. Eller. Jeg tweetede “hvem skal man kneppe i denne by for at få lov at købe en spraydeodorant, der ikke dufter enten sødt eller af apotek”, hvilket han tog som en invitation til at fortælle mig om Doves udmærkede herreduftserier. Og om jeg godt ville lade være at kneppe ham.

Ej, men for fanden. Var liiiige ved at give mig til at hyle. Så var det godt, at Stinestregen gjorde sit for at redde alles humør ved at dele denne lille flig hverdagslykke:

Det virkede faktisk lidt. Sammen med en gang Pride & Prejudice på TV 3.

Jeg har kigget oppe. Jeg har kigget nede. Jeg har kigget inde i mig selv og ude i Facebookalbummer. Jeg har set rørende film, jeg har hørt vred musik. Jeg har pillet løg i håbet om at fremprovokere den ægte vare. Jeg har stirret virkelig længe ud i luften uden at blinke. Jeg har drukket mig fuld, jeg har ligget i fosterstilling, en dag cyklede jeg endda en omvej forbi vores yndlingsrestaurant. I håb om at se, høre, konfronteres med minder, der kunne afsløre bare et lille, vådt spor efter lidt gråd et eller andet sted inde i mig.

Jeg har sågar taget mig selv i at stå midt i mit soveværelse i bare bryster og sure trusser og skråleskrige Kelly Clarksons Because Of You. Her rundede jeg en yderst uværdigt hvislende I cannot cry because I know that’s weakness in your eyes-strofe og en skinger snubleversion af linjen My heart can’t possibly break whenitwasn’tevenwhole to staaaaart wiiiiith!!!

Intet. Nada. Ikke en eneste oprigtig tåre lader sig vride ud. Selv om jeg virkelig gerne ville. I forløsningens, punktummets, respektens navn. For at vise mig selv, at jeg er et rigtigt menneske af kød og blod, der reagerer, når betydningsfulde indslag i livet er forbi.

Men. Kroppen er ikke med mig. Det er som om den ikke rigtigt synes, at situationen er dét værd. Så jeg indstiller søgningen og tager et hovedspring ud i noget helt andet vand; det store, grå, stille hav af det-var-vist-bare-det.

Og nu skal jeg nok tie stille med den hjertesmerte.

Det er ikke bare grotesk iskolde mandspersoner eller det skrantende arbejdsmarked, der ikke vil mig.

Nu har bloggens feed åbenbart også afbrudt samarbejdet med mig. Bare sådan. Uden varsel. Hverken Bloglovin’, Google Reader eller RSS gider tilsyneladende associeres med mig mere. Elsker det tema, der er ved at tegne sig over mit liv. Dines, you’re not desirable. In any aspect.

…

Nå. Men det tekniske fnidder har jeg pushet videre til hipsternørderne ovre hos Bloggers Delight. Gid, jeg kunne forwarde resten af mit livs issues derover. Og det så kom tilbage med en “Bug lokaliseret og fixet. Du er nu både attraktiv i mænds og arbejdsgiveres øjne igen” på sig.

Jeg håber, at I – indtil alle feeds er up and running igen – vil læse med via facebook.com/infotaineren eller Twitter, hvor jeg har for vane at reklamere skamløst for mig selv, hver gang jeg poster et eller andet herinde.

Er blevet ret dårlig med Garf. Se selv hvorfor.

 … Nåm. Jeg har tømmermænd og spiser for gammel kartoffelsalat (ville allerhelst være sådan én, som yndefuldt mistede appetiten i modgang) og har mistet troen på det gode i andre mennesker og lugter under armene og ud af munden og har udskudt et ‘møde om min fremtid’ til mandag – fremtiden er der nok stadig på mandag, skal vi ikke satse på det – og sidder nu og klukker over grafer. Fedt. Virkelig fedt. Fredag er virkelig fed her på infotainmentet.

Pip lige, hvis jeres fredag er mere nederen end min. Jeg får det bedre, når jeg hører om andres nedture. So sue me.

I dag har jeg behov for at være et virkelig strengt menneske, der ler hånligt, når andre bliver behandlet ufint. Jo, sådan er det, når man selv bliver gjort til grin. Man må spise alt, man lyster, man må drikke sig skidefuld på hverdage, og man må grine højere end alle, når andre bliver gjort til grin. Sådan er reglerne.

Det kan for eksempel gå ud over Villy Søvndal, der sovende dukkede op i min newsfeed her til morgen.

You’re welcome.

Jeg har glemt, hvordan man håndterer granatchokket. Den der stilhed, der efter et yderst ubehageligt telefonisk punktum indfinder sig, og man ikke ved, hvilket ben man kan stå på. Det, der er i et rasende tudehumør, eller det, der i al hast opretter en datingprofil?

Gik derfor i hi for at undgå gråd og datingplaner og tog en lur – hvor jeg drømte, at min far døde og derefter ringede fra hinsidan (der i øvrigt ligger i Cuba, fyi) for at trøste mig. Besluttede mig for, at jeg havde fortjent noget godt at spise. Og ikke noget crap med bearnaise fra box eller en masse e-numre. Næ, min fars gammeldags kartoffelsalat med løvstikke og ordentlig mayo og økogrøntsager, der ikke skal købes i Netto, fordi de så allerede er besudlet af discount, uanset hvor biodynamiske, de så vitterligt er. Hvor så? Bingo.

Irma.

Jeg kommer ikke i Irma. Har ikke psyke til bare af og til at smage den himmel af service og lækker emballage og speltkusserei, når jeg til daglig må nøjes med Netto og Fakta og sodavandspletter på gulvet, som de livstrætte teenagere i kassen ikke gider tørre op. Har skåret Irma ud af mit liv, det findes ikke. Men i dag virkede som en dag, hvor jeg gerne måtte bryde den slags sunde principper.

Løvstikkehylden var tom. Skiltet var der. Jeg sejlede hen til kassedamen og spurgte ualmindeligt surt, om der var mere løvstikke på lageret. Fik et smil igen. Totalt ufortjent. Så lukkede hun kassen og fulgte med mig over i grøntafdelingen. Og blev helt modløs, da hun måtte sande, at der vitterligt ikke var mere løvstikke, heller ikke forputtet blandt citronmelisse og schweizermynte (?). Øv, sagde hun. Hun kunne nok først klare det i morgen. Hvad skulle jeg bruge det til? Kartoffelsalat? Jamen, havde jeg prøvet ganske almindelig basilikum – som var på tilbud? Orkede ikke at forklare hende, at min far bruger løvstikke, og løvstikke var det tætteste, jeg kunne komme på en faderligt kram i dag. Snuppede basilikummen og krængede læberne bagud i noget, der skulle forestille et ‘tak-for-ingenting-men-tak-alligevel’-tak, og hun forduftede, mens jeg fandt de øvrige ingredienser.

De bliver ved med at spørge mig, hvad jeg føler.

Om jeg er vred, ked af det, føler mig til grin? Om jeg havde ventet det, om jeg er chokeret? De vil have en beskrivelse, der kan passe til det ansigt, jeg stiller op. Jeg ved ikke selv, hvordan det ansigt ser ud, jeg mener, jeg kan jo ikke selv se det.

Men det, mit ansigt, det stirrer blankt ud over parketgulvene og prøver at folde sig i de folder, som et ansigt skal foldes i, når det får at vide, at du har været sammen med en anden. At du er sammen med en anden, har fundet sammen med en anden. Og at du ikke har tænkt dig at fortælle det disse detaljer, fordi du ikke vil brænde nogen broer.

Broer, tænker jeg, broer, tænker jeg igen og nikker. Selvfølgelig. Broer mellem noget og noget andet. Det var det, vi blev kogt ned til. Mellem nogen og nogen anden. Mellem mig og dig? Mig og hende? Dig og hende?

Mest har jeg lyst til at forklare dem, at jeg, der midt i deres cirkel af velmenende, stirrende, bekymret kærlighed – udover at have det sådan her – er så uendeligt glad for, at de har drukket mig fuld først.

Har egentlig aldrig forstået den der vending med, at nogen ‘blev gået’. Men man hører det både i Nyhederne og over middagsselskaber med voksne mennesker, der ikke er heeelt blæste oveni. At den og den topchef/afdelingsleder/narkoselæge er blevet… gået.

Har det altid som om jeg er ti år igen og keder mig i mine rottehaler og strøget, aftagelig krave hos mine meget posh bedsteforældre. Siddende rank, for ellers får jeg dræberblik af min mor, der dengang stadig var så angst for sine forældres rynkede bryn, at hun bare gerne ville vise dem, at hun opdrog mig strengt og til at sidde stille med rank ryg.

Lige dér er jeg, når nogen siger, at den og den er blevet… gået. Og en tiårig med aftagelig, strøget krave siger ikke ‘det kan man sgu da ikke sige’. Og spørger ikke ‘men snakker vi fyring eller tvungen opsigelse eller voksenmobning ELLER HVAD, sigdetsåjegbliversindssyg’. Men det må en voksen blogger gerne. Elaborate, please. Hvad ved I? Og ved I også noget, om hvorfor det er næser, der bliver uddelt til folk, der bliver… gået?

(Og nu vi er ved det med sproget. Jeg lagde mærke til, at nogen sneg ordet ‘cunt’ ind i vores bandeordsforråd for nogle år siden. Og alle var oprørte, det ord var det grimmeste, de nogensinde havde hørt. Og så var det som om ordet trak sig ind i skjoldet igen, fordi vi var så rædselsslagent snerpede. Personligt savner jeg det. Og har nogle gange brug for at råbe CUNT. Eller bare kalde nogen ‘the cuntest of cuntest’. Andre ord dækker ikke, når en møgmær i a-kassen prøver at være kæk og ikke fatter, at hun gambler på mit daglige brøds vegne. Se, møgmær. Duer ikke.)

Jeg forærede engang min ikke-ret-belæste veninde de hurtigste kalorier nogensinde: Nynnes Dagbog. Hun tog den med hjem, med i auditoriet, med i toget, med hjem til mig igen. Med overalt. Alligevel nåede hun ingen vegne i den, kunne jeg se på æseløret, der hele tiden svævede et sted i første halvdel. En for hende yderst logisk forklaring fulgte. At bogen var så vanvittigt god (jaja… det er den altså), at hun læste første halvdel igen og igen. Og igen. Indtil hun havde vredet al morskab ud af første halvdel, men stadig havde til gode at vide, hvordan det hele dog skulle gå Nynne. Så var hun klar til anden halvdel.

Sådan læste hun altså bøger. Hun sammenlignede metoden med at tisse virkelig langsomt efter at have holdt sig længe. Eller først nyse, når man ved, man kan seks-syv gange i træk. Eller, for at sige det vi alle tænker; trække sex ud. Udspændt nydelse, forlænget.

Jeg er mere sådan én som tisser og nyser og kommer, når jeg kan. Og ræser mod slutningen af en god bog, typisk så hurtigt, at jeg ikke helt opfatter handlingens små, fine detaljer. Men nu har jeg fundet den bog, der får mig at ønske, at jeg kunne følge min gamle venindes metode. ‘A Visit from the Goon Squad’ af Jennifer Egan. En prisoverdynget perlerække af små i hinanden indviklede snapshots fra New York og San Francisco, så banale i sin idé, men så knudret i sin opsætning – og fyldt med så mange lækre observationer, at det er umuligt at fange det hele ved første gennemlæsning. Jeg er hooked på Sasha, Bennie og Lou og den måde fortællingen om dem og deres periferi er foldet ud i glimt over 30 års digital udvikling.

Jeg er nem at imponere. Det gør den ikke mindre god.

… jeg håber bare sådan, at vi snart kan begynde at acceptere plus-sizemodeller som skønheder i sig selv – og ikke kun nævne dem i forbindelse med, at gængse fotomodeller er for tynde. Synes en kvinde som Katya Zharkova her fortjener mere credit end det. Se lige på hende, hendes skønhed ligger da ikke i, at hun tør være tyk (får netop at vide i min øresnegl, at den korrekte term for denne kvindes fysik er ‘blød’); den ligger da i hendes glød, hendes grin, hendes humor. Gid vi kunne se forbi kiloene. Også når de er der.
Lidt som kun at ville snakke om… åh, lad os tage et nærværende eksempel… mig i forbindelse med, at jeg ikke er en mand.

Foto: Victoria Janashvili
for Plus Model Mag

Gymnasietiden har ringet. Den vil gerne have patentet på det med selvværdet tilbage. Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre voksne kvinder skyde skylden på forskellige mænds selvværd. Man kan høre det over hele byen. På Wilders på Christianshavn. I metroen. På bænker i Frederiksberg Have. “Ej, men han har også bare vildt dårligt selvværd”. – “Ja, det har han virkelig, totalt dårligt selvværd”. Eller måske er han bare et røvhul med udmærket selvværd, der ikke gider være din eneste ene? Kan vi ikke godt snart begynde at opfinde nye undskyldninger for, hvorfor mændene ikke gider os? “Hans mor må have drukket under graviditeten”? “Han har et upassende forhold til sin søster og er nødt til at finde en klon af hende – hun er rødhåret, jeg er kommunefarvet; det gik bare ikke”? “Han har for mange allergier til at opføre sig ordentligt”? Anything bare remotely mere fantasifuldt end det trættende selvværd ville pynte gevaldigt, når man sådan går rundt og eavesdropper i København.

Jeg bliver nok (igen) nødt til at indkalde mit forhold til alkohol til en lille medarbejderudviklingssamtale. I morges opdagede jeg, at gæsterne i går aftes ikke havde drukket helt op, og derpå fulgte en lodret hjerneblødning, da jeg seriøst overvejede, hvordan jeg skulle kunne hælde deres rester tilbage i baginboxen, hvor de kom fra.

Og ja. Jeg får faktisk gæster. Don’t look so surprised.

Nåm, en af mine tasks på denne mørke torsdag var en yndlingstask: At omsætte mit julegavekort til Arnold Busck til bøger. Havde udskudt og udskudt til en rigtig dårlig dag, for egentlig må jeg slet ikke købe flere bøger med alle de ulæste af slagsen, der pryder reolen, så det ville være at forløse en rigtig guilty pleasure.

I dag virkede god til en gang selvforkælelse af den art. Så jeg gav mig til at google, havde nemlig glemt den præcise titel på Jennifer Egans prisvindende bog, som jeg har savlet over længe. Det var noget med Goon og noget med Squad. Måske Return Of the Goon Squad?

Så det googlede jeg. R-e-t-u-r-n-o-f-t-h-e-g… Og så poppede dette op i mit syn.

[youtube _AwPd1e0sZI 640 431]

Return of the glidefedt. Altså, jeg gider ikke engang kommentere, at det der både er i besiddelse af sangskrivere og dedikerede lyttere. Slukkede computeren, forcerede stormen og Købmagergades provinsielle islæt og kom hjem med Ukulele Jam, noget David Sedaris-lir og Franzens Freedom. Ingen Jennifer Egan eller A Visit From the Goon Squad (som den viste sig at hedde). Men mon ikke der også skulle være nok læsestof til mindst et par måneders dagpengeland.

Verdens værste torsdag, snart er du slut, jeg kan slet ikke begynde at fortælle dig, hvor meget jeg glæder mig.

Ville egentlig have skrevet noget deprimerende og storladent om min bedstemor, men det må I have til gode til en anden dag, for hvorfor hælde mere mørke på en mørk, mørk tid?

Vestas fyrer 1.300 i Danmark. Berlingske lukker Urban og fyrer 87, av branche, av, der bliver trangt henne i A-kassen. Verdens bedste bogcafé, Løves i Toves Galleri, lukker, øv. Tre medlemmer af min ellers størrelsesmæssigt meget beskedne familie har stress, og jeg selv går snart i betalingsstandsning. Og så i morges, som et skide kirsebær på det hele, opdagede jeg inde i mit fjernsyn, at TV Shop har gang i noget nyt design. Aire bh’en, så afskyeligt i sit udtryk, at min gamle hang til ubrugelig lort instantly kicked in. Jeg bliver nødt til at eje den, også selv om bryster faktisk (som de eneste i min verden, tilsyneladende) ikke modarbejder mig og stadig sidder relativt højt. Må eje dens sportsbh-look, dens puritanske dækningsprocent, dens evne til at udglatte rygdeller. Jo, det kan den, det så jeg selv i reklamen. På den afmagrede bh-model. Ingen rygdeller, I tell you.

Ond, ond torsdag.

Men i dag bliver jeg ikke inden døre og svælger. Det var sjovt i går, det er det ikke i dag. I dag går jeg ud og genopfinder et eller andet. Evnen til at holde mit hoved højt, for eksempel. Er sikker på, at det nok skal gå for os alle. Min branche, min familie, mit land. Min økonomi, mine bryster.

Når jeg så er færdig med det, med at rave formålsløst rundt derude i verden, så går jeg nok hjem igen og begynder at citere storladen poesi som nedenfor og skrive deprimerende indlæg om min bedstemor. Det gør nok hverken fra eller til i det store humørregnskab.

Do not stand at my grave and weep // I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow // I am the diamond glints on snow,
I am the sun on ripened grain // I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush // I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight // I am the soft stars that shine at night.
Do not stand at my grave and cry // I am not there; I did not die.

– Mary Elizabeth Frye, 1932

Så er min skæbne beseglet.

Jeg troede lige, at jeg faktisk havde en reel chance for at blive et helt menneske, igen fri af min tv-pakke. I al hemmelighed så jeg frem til, at jeg skulle være blandt dem, der mistede TV 2. Fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overskue at få dem tilbage, hvis de først var væk. Pist væk med tidsfordrivet. Ikke mere ukritisk discountnyhedsformidling på News, ikke mere Friends på Zulu, ikke flere glemte halvfemserfilm på Film. Det ville sikkert svie lidt i begyndelsen, men efter noget tid ville jeg formentlig vende tilbage til bøgernes verden, avisernes, bladenes. Og lidt DR K til de stunder, hvor man kunne holde fri fra intellektualiteten uden sådan rigtigt at holde fri, ikke.

Ak nej. Ikke bare sad TV 2 morgenfrisk der inde bag skærmen og hilste goddaw, da jeg med rystende, ambivalente hænder i morges klikkede mig rundt i min skæbne. Farvel svage håb om givende fritid. Nej, nu kan jeg også læse, at den helt store fælde, som SBS havde fjernet fra min liste over mulige guilty pleasures – Glamour – nu er tilbage fra marts. Hos Canal 9.

Jeg ved ikke, hvordan Helle Thorning forventer, at jeg skal leve op til nytårstalen om at bidrage i selv det små, når hun tillader slige sager. TV-pakker, crap-serier og internettet er for Danmark hvad plastikstolene er for Venezuela: hvis vi forbød dem, så skulle I bare se løjer og en folkevandring af arbejdsløse og freelancere og ‘selvstændige’, der ville strømme ud på jobcentrene og tigge om noget at tage sig til.

Hm. Hvor fanden ligger Canal 9? Og hvorfor staver de det med c? Det er jo ikke fordi kanal på engelsk hedder canal, vel, med mindre man taler om kanaler med vand i. Og det håber jeg ved gud ikke, at man gør.

Der er mange måder at holde søndag på.

Nogen har noget at udsætte på belægningen på dyrt indkøbte designerbønneborde. Andre oldschoolbrækker sig bare.

Undskyld, jeg kan ikke blogge i dag, for jeg har afsat hele dagen til at udskyde alt det NemID-relaterede, som 2012 allerede har akkumuleret for mig. I stedet kan I finde mig på YouTube. Jo. Fordi jeg kan. Lyder det indholdsløst? Det er det ikke. Helt. For jeg har fundet – som den muligvis sidste i universet – canadiske indie-beach-ska-agtige Walk Off The Earth. Som selv siger, at de er helt uafhængige af pladeselskaber, managers eller PR-typer. I disse virale tider er det næppe noget heeeelt nyt, men det er de selv altså. De kan gøre alt lyttebart! Ikke bare allerede gode numre som Gotyes Somebody I Used To Know – twisted til fem mand om én guitar:

[youtube d9NF2edxy-M 640 431]

… men også den storladne Adeles Someone Like You, liiige taget et par nøk nedad med en gang ukulele:

[youtube 2U0NFgoNI7s 640 431]

… og også rædsler som Rihanna & Eminem – nu fremført af en enkelt Gianni Luminati og en loop station:

[youtube TjkVXzmsP78 640 431]

Ej. De er naturligvis da ikke det eneste på programmet! Skal da også fakturere. Og tage opvasken fra i lørdags. Og hente nogens børn i vuggeren. Måske endda være vovet og alfabetisere mine bøger i reolen. Sidder stadig fast i en gang farveinddelt bogopstilling, og jeg er stadig ikke blevet mere zen af det. Og tænke over, om den ud på alle 2011s forsider jagtede Kidd selv synes, han havde held med at overbevise os og Clement Søndag om, at hans projekt var en joke, og at han får ondt i sit intellektuelle hjerte over at kunne samle en hel generation om meningsløshed og overfladelir? For mig at se var hans musik da ikke meningsløst på andet end overfladen – det var så overdrevet sjovt og flabet, at det ikke kunne være andet end en form for klog joke. Det bedste forsøg i generationen på opgør med autoriteten; det etablerede musiksystem. Det troede jeg, vi var enige om?

I øvrigt kunne de godt have pudderduppet ham lidt inde i DR, den nervøse knægt svedte jo rundt i sin stammen.

Får pludselig travlt?

Ved ikke, hvordan det er meningen, at man skal se ud i hovedet, når Spotify på Facebook fortæller én, at Søren Pind har lyttet sig gennem på den vovede side af femten Anne Dorte Michelsen-numre.

Eller hvilken mimik, der passer til en særdeles gribende DR2-dokumentar om to donorløse teenagere med blodsygdomme. Når tilrettelæggerne ikke har valgt passende violiner som baggrundstæppe, men… BeeGees. Som i Stayin’ Alive. Som i AHA-HA-ha-ha-ha-stayin’ alive-Stenaline. I Linje 3-versionen. DR2, I skylder det krampegrådsanfald, I lod mig spare sammen til, men gjorde umuligt at forløse til dækbilleder af Preben, Birchow og Eje med falske tandsæt*.

Ved slet heller ikke, hvordan jeg kan undgå at gå i blogrygklapperfælden, men dog stadig nævne den respekt, jeg har for, at Maren i går beviste, at kvinder er kvinder (og i dette tilfælde amarOrama) nærmest. Med nedklippede negle, behørigt med alkohol inden for vesten og bevæbnet med sloganet “Vi skal sgu kunne rumme hinandens neuroser. Nu ikke så sart” tog hun lige én for alle de kvinder derude, der hellere vil nyde at snacke på et brugt trusseindlæg end slappe af til en rigtig underlivsundersøgelse i stigbøjlerne. Er stadig rød i kinderne af grin, godt selskab, produktion af røverhistorier og sætninger som “Djnieszch. Du er fandme vor tids Kahhren Blixjen. Jooo, du er, hold nu OP. Jeg elsskjer dig altså. Æh. Din blog. Elskjer den.”

Nå, men nu skal det jo heller ikke blive en lukket fest, det her.

.

*) Laver de i øvrigt ikke snart noget nyt, Linje 3? The
mother of all guilty pleasures. Måske en Anders Frandsen Tribute Tour?
Savner dem lidt. Eller. Er træt af at blive spist af med Ørkenens
Sønner og De Nattergale. So not the same deal.

Denne dag bringer ikke noget, der kan måle sig med den forgangne aften og nat, med sig. Prøver stadig at fordøje et yderst vellykket blogtræf og vejer pro mod con i spørgsmålet om, hvorvidt jeg bare skal nedlægge egen identitet og blive til Dines på fuldtid. For hun kender nogle pretty standup mennesker. Meget sejere end visse andre mennesker, jeg kender.

Jeg er fristet og kun få klik fra at google, hvor nemt det ville være at oprette CPR-nummer og ny identitet til Miss Dines. Afværger operationen ved at sidde i sofaen med Ione Skye, John Cusack og så vild nostalgi, at jeg ikke kan begribe, hvor ikke flere mennesker i dette land kender denne film. Cameron Crowes ‘Say Anything’ fra 1989 (på dansk “Alle Elsker Lloyd”, men det snakker vi ikke om) er highschooldramakomedie fra før den slags blev smadret af American Pie. Om den godhjertede taber Lloyd, der så gerne vil have den snerpede valedictorian, Diane Court. Den er kikset ungdomsforelskelse fra før John Cusack solgte ud. Den er lig med den episke ghettoblasterscene, for helvede.

Se den nu bare. Den er dog bedst på VHS.

Så googler jeg lige lidt imens.

Det er såmænd slemt nok at gå og brygge lede sms’er, der skal sætte punktum for noget, der aldrig er begyndt. Og det er også ret nederen at gå og føle sig tyk og utiltalende. Og der er heller ikke meget, der på samme måde sprænger skalaen for idioti som det at tage sig selv i at tjekke begges ho-ro-sko-per for at blive klogere på kosmos’ syn på forholdet.

Men ved I, hvad det allerværste ved at semidate en ustabil stodder* er?

Det er søvnrytmen. Jeg ved ikke længere om randene under øjnene er værre end min kronisk loco sindsstemning, eller om det er omvendt. Har ikke fået en decent night’s sleep, siden jeg mødte ham. Fordi jeg enten tilbringer nætterne med ham og bevæger mig i de øverste rævesøvnlag af frygt at komme til at prutte på ham. Eller sover alene og således vågner hver halve time og tjekker min telefon for, om han mon har skrevet, ringet eller kommunikeret via røgsignal og flaskepost, at han er fuld og gerne vil holdes om. Af nogen.

*) Ja. Jeg er lige så træt af denne saga, som I er. Skal nok snart få nyt indhold i mit liv, som man kan holde ud at læse om uden at ville prikke virkelig irriteret på skærmen i håb om, at det gør så ondt på mig, at jeg ekspederer Nogen ud af mit liv. Tror der skal en afløser til. Hvis nogen har en virkelig sød mandeven i HT-området, de vil pudse på mig, så tøv ikke… Er hverken kræsen eller krævende, så Infotainmentet er nu også åben for te-drikkende, EB-læsende, anderøvsfrisure-elskende mænd af tvivlsom personlig hygiejne.

Journalist: “Det er godt nok en flot sabel, du har der.”
Kurgæst: “Jotak.”
Journalist: “Den har I da ikke fremme hver dag, har I?”
Kurgæst: “Naaarj, det har vi vel ikke.”
Journalist: “… må jeg lige se?”
Kurgæst (vendende og drejende sin store, flotte sabel): “Den er pudset flot, ikke?”
Journalist: “Jo, der er søreme nogen, der har haft godt fat”.
Kurgæst: “…”
Journalist: “…”
Kurgæst: “Nåmn, okay”
Journalist: “Ja, eh…”
Kurgæst: “…”
Journalist: “… tak”
Kurgæst: “Du er velkommen.”

Gjorde mig selv den tjeneste at tage en test. Okay, tests (og vi lærte i den forbindelse, at vi ikke er for fine til at købe den slags i Døgnnetto). I nat gjorde min krop mig den tjeneste at bekræfte discounttestene med at begynde at give mig det røde. Better late than never, tænkte den vel.

Og nu gider vi ikke snakke mere om dét. Hverken om, hvor meget morgenkvalme, jeg nåede at svælge i, eller om hvor meget jeg nåede at google barsel. Eller om, hvor afgørende for den positive tilgang til projektet, det var, hvem den hypotetiske barnefader var, og at jeg overhovedet ikke gad have et barn, hvis ikke det var med ham. Æhm. Fordi det unægteligt siger noget stort om mit forhold til ham, som jeg slet ikke orker at gå ind i.

Men vi kan godt snakke om, hvorfor jeg føler mig så afmonteret i dag. Når der slet ikke var noget monteret, for helvede. Sidder nu tilbage med en personlighed, der har afsløret, hvor meget den gerne vil være mor – selv i et liv, der virkelig ikke kan rumme noget barn. Ej, men det er skidefedt.

2012, du lægger hårdt ud, din møgluder.

Først og fremmest; tusind tak, fordi I sådan stiller op, når man beder jer om det.

I løbet af min nytårsaften nåede jeg at nyde maden og danse desperat, mens jeg suttede lidt i et par glas rødvin og hev et par hvæs af nogle cigaretter ned – jeg lover, at jeg gik all in på hverken at inhalere eller nyde for meget. Og egentlig holdt jeg mig nok allermest i alkoholskindet for at slippe for at komme til at lave en drunken Freudian slip om drukbabyer og måske-måske-og-nu-skal-I-simpelthen-høre. Man har bare ikke det store behov for at udlevere sig selv, når man er på danskvand og vennernes lyttende ører sidder lavt og de forstående ord, der skal være sparring, i stedet er blevet til savl, og man kan se, at man er den eneste i selskabet, der kan tænke mere begavet end nudler.

Mere følger sikkert i denne saga. Er ret sikker på, at vi ender i en model, hvor jeg må rømme mig og skrabe foden rundt i bloggruset og undskylde, at jeg overreagerede. Men lige nu hygger jeg mig så meget med indbildte drueagurkecravings (der bare stammer fra almindelig sult) og indbildt lugtoverfølsomhed (der handler om, at min skraldespand vitterligt trænger til at blive båret ud), at jeg lige bliver lidt i mine egne cost-benefit-analyser. Er I klar over, hvor mange opbyggelige samtaler man kan sidde og brygge inde i hovedet, når man bevæger sig ind det farlige tankeeksperiment om børn? Lige til at få ømme bryster og plukveer af. Der skal jo både overrækkes nyheden til barnefaderen, der skal have lov til at gå i chok og brække sig af modvilje og til sidst overgive sig til det meget moderne Projekt Når Gode Venner Får Børn Sammen. Og mine satellitforældre skal indvies og overtales til stadig at holde af mig og mit kamikazeliv. Der er nok også et sæt farforældre, der lige skal charmes. Alt i alt timevis af indre dialoger og kulisser, der skal farvelægges, og regn, der skal times, og morgenkvalme, der skal indstuderes og luftkasteller, der skal hejses.

Inden det hele må pilles ned igen.

Hey, skal vi ikke lege den der sjove dilemmaleg, hvor jeg præsenterer jer for en hypotese, en halvpenibel og totalt opdigtet situation, som min… “veninde”… er havnet i. Eh. Og så siger I, hvad I ville gøre, hvis I var… hende.

Nåm, det er bare fordi… Okay, ikke, hun er sådan én, som gerne vil have børn. En dag. Ude i fremtiden, sådan havde hun tænkt sig det, hvor der både fandtes job med barselsordning, sunde madvaner, røgfri tilværelse og luft i økonomien til at købe ting som de der… voksiposer? Er det noget, der findes? Nå, men sådan noget vil hun gerne være i stand til at købe. Og være en ret tjekket mor til nogen. Engang.

Hun havde ikke forestillet sig, at det skulle være nu. Og det skal det sikkert heller ikke. Men nu har hun været en klovn. Nogle gange. På et meget dumt tidspunkt. Nå, bevares, hun har jo ikke været den eneste, der har været dum. Det har de været to om. Meget, meget uansvarlige begge to. Meget. De har ikke talt om det. De har vist bare forsøgt at knalde udenom de værste dage i kalenderen. Indtil… det blev jul og koldt og man lå i benlås. Men hør her, hun er ikke dummere, end at hun godt kender begrebet fortrydelsespiller, men I må altså spørge hende selv, hvorfor hun troede, at det var vigtigere at ligge i ske og gøre skaden værre, end at fedte ned på apoteket. Jeg ved det sgu ikke. Hun gider ikke tage en test. For tidligt til at kunne læse et korrekt svar, siger hun. Hun kan heller ikke skele til statistikken i familien. Der er en lige fordeling af infertile kvinder og kvinder, der bliver gravide bare af at kysse.

Hun aner ikke, hvad hun gør, hvis hun faktisk er knocked up. Abort er ikke et lige så automatisk svar, som det var engang. På den anden side har hun hverken manden eller livet, der kan rumme et barn. Hvad hun føler? Jamen, ingenting. Endnu.

Men frem til dilemmaet. Hvis nu I var hende – og fyrene kan lege med og lade som om hun er jeres kæreste/søster/bolleveninde/kollega – hvordan ville I så forholde jer til, at I i aften skulle være vært for årets drukfest for ti af de nærmeste venner? Det er jo nytår, for fanden. Må man drikke, når man ikke ved, om man er gravid med et barn, som man ikke ved, om man vil have?
Ville I klappe hende moderligt på hovedet og sige ‘Lille skat, det kræver meget mere hårdt arbejde end et par ubeskyttede knald midt i måneden. Selvfølgelig er du ikke gravid, overreagér nu ikke sådan’. Eller ville I holde korsets tegn op for hende og råbe ‘Vig bort, synder, som har tænkt sig at besudle et ufødt barn med alkohol og røg og siden måske abortere det! Kætter!’

Min veninde vil virkelig sætte pris på input. Go.

Det var min yngste kusine, der fik sparket det sidste stykke julefornægter ud af mig, og lod mig overgive mig til det der klæge stykke lektie om, at der i julen er tid til at sætte pris på ting i små skalaer.

Hun er en lille rolling på knap tre år, der netop har luret, at hvis man vil rage til sig her i livet, så må man være taktisk klog og spille kortene rigtigt. Enten charme sig til det ekstra stykke konfekt med en bjørnekrammer og et smækkys, eller gøre sig fortjent til det ved at vise, at hun er et dygtigt barn, der kan synge hele Tingelingelater for et større selskab af voksne, til de går bagover af benovelse og tænker, at hun må være Einstein med den hukommelse (…). Eller hun kan stikke i et hyl så enerverende, at man til sidst stikker hende det konfekt, just to shut her up. Hun er blevet voldsomt god til at skelne mellem hvornår model 1, 2 eller 3 er bedst.

Bortset fra juleaften. Hvor julefreden havde sænket sig og overskud til den gode opdragelse indfundet sig hos hendes forældre. Først prøvede hun model 1. Ingen konfekt, kun en genkrammer. Så model 2. Ingen konfekt, kun ros og klap. Så hylet. Stadig ingen konfekt. Så mere hyl, nu ægte barnegråd af den ulykkelige slags, fordi hendes plan havde slået fejl – så øredøvende, at al anden snak holdt inde. Hold kæft, hvor var det irriterende. En allerede sukkerchokeret dværg med en fejlslået plan – jeg hader den slags.

Men pludselig holdt hun inde. Med tårer på kinderne og stadig hiksten siddende i halsen. Og så kiggede hun rundt på os voksne og erklærede “Ej. Jeg er god igen”. Bare sådan. God igen. Kan I huske dengang, at det var et gangbart forsoningsoplæg; at blive god igen? Her var ingen nag, ingen gråd, ikke flere krumspring for at få mere sukker. Bare en simpel picking of battles – den lille lort havde indset, at det sgu nok er hyggeligere at sidde stille og blive aet af sin mor, end at hyle og kradse sig til et ekstra stykke slik.

Eller også var der helt andre ting på spil. Jeg ved det ikke, børnepsykologi er ikke lige mig. Men jeg ved bare, at hvis mit yngste familiemedlem med så ulidelig lethed kan stoppe ligegyldige skænderier og komme videre i teksten uden at kny, så kan jeg også.

Vil blive bedre til at blive hurtigt god igen i 2012.

Og igen forstår jeg, hvorfor det er man kun går amok i and, sovs, kulhydrat og rødkål en enkelt gang om året. Det smager jo så forbandet godt, at vi som folk for længst burde have indført kombinationen som almindelig spise i årets løb, ikke?

Men dagen efter, 25. december, forstår man, hvorfor vi ikke gør det. Fanget på få kvadratmeter med den perifere familie, dér lærer vi hvordan det hænger sammen: And er en julespise, fordi vi kun på én enkelt dag om året har lyst til at slå og slå og slå prutter så frygtelige, at vi nærmest ikke selv kan være i dem.

• Hvordan får jeg den lugt af død, Old Spice og gammelt menneskes kælder ud af min nye vintagekappe? Det hjalp ikke med tre dage på bøjle udenfor i frostvejret. Nu ligger den på radiator indenfor og får hele min lejlighed til at stinke af… død, Old Spice og gammelt menneske. Må hellere ryge det til.

• Hvordan fortæller jeg min far, så han forstår det, at det er pissenederen, at han bliver irriteret på min bedstemor over, at hun er gammel, sover meget og glemmer fra næse til mund? På en måde, så han ikke kommer til at hyle over det sandhedsserum, man nok er nødt til at kyle i fjæset på ham: Vi kommer alle til at savne hende, når hun lige om lidt ikke er her mere. Men det nytter ikke noget at forsvarsreparere sig ud af sorgen på forskud og blive all hård og harsk, vel.

• Hvordan bekæmper jeg trangen til at tæve folk, der siger ‘Berlingeren’, hårdt med en våd Søndagsberlingske?
  

Og nej. Det her har I nok heller ikke tid til at læse eller kommentere. Det er jo den
24. december. Men jeg har tid til at skrive det. Og at lede efter et passende
PR-foto af the official Old Spice guy, der poserer sammen med Fabio.
Fordi jeg i år hverken koger rødkål eller har ansvar for sværen,
men mere er sådan en, der helst ikke må gå i vejen. Gud, hvor jeg ikke duer til højtider.
Er mere til helt almindelige weekender. Men altså. Glædelig jul, ikke.

Det virkede som en god idé. Det der med at sige til min søde, men anstrengende familie, at jeg først indfinder mig til jul den 24. Op ad dagen.

Fordi man slipper for al den larm og babysnak og pattebørnsstemning, der flyder mellem dem i juleoptakstdagene, som giver mig sådan et behov for at sidde i et hjørne og rokke frem og tilbage og være heeeelt stille. Næ. Jeg købte mig fri. Ved at arrangere et lift den 24. i stedet for en togrejse dagen før. Og nu kan jeg gå herhjemme og smække søde, personlige hilsner på de sidste tilfra-kort. Omindpakke alle de gaver, som ligner, at de er pakket ind af… teenagere i Magasins indpakningsbod (… som de er. Man skulle tro, at de havde lært at få det til at se pænt ud efter en måneds nonstop indpakning, ikke?). Gå ned i pakistanerkiosken på hjørnet, som af reasons unknown to man fører den helt rigtige ribsgelé til rødkålen – fordi jeg ved, at min mor har købt syv glas af den forkerte. Lytte til P1. Dampe min nye vintagevinterkappe fri for krøller, så jeg kan se ordentlig ud, når vi tager billeder i skovene på julegåturene om nogle dage. Krybe sammen i sofaen med kaffe, stearinlys og Tine Tholanders lækre mor-manual, som dumpede ned i mit skød til en pakkeleg for nogle dage siden (… just for the record, Tine. Din bog er ikke allerede pakkelegshadegavemateriale. Det var ikke sådan nogle mennesker. Voksne mennesker, ordentlige gaver.) Filosofere lidt over det år, der er gået.

Well. I praksis har jeg hverken skrevet søde tilfra-kort, været i nogen pakistanershop, filosoferet en skid, dampet en pind eller kigget på andet end omslaget af Tines bog. I stedet tilbringer jeg 23. december med tømmermænd og drageånde og fedtet pyjamas i min sønderskudte lejlighed, i tudehumør over Nogen, der igen-igen har demonstreret, at han ikke fortjener mig. Med tyndskid efter alt for mange mandariner, fordi jeg ikke gider bevæge mig ud efter propre fødevarer. Mens jeg følger jeres statusupdates, som I indfinder jer i provinsen og klager over larm og pladsmangel og anstrengende familier. Og I elsker det. Og I har slet ikke tid til at læse det her. Fordi I er hoppet med på den kollektive neurose og nu sidder og taler babysprog og generer jeres single, barnløse kusiner med pludder og smalltalk og gode intentioner. Jo, I er, og jo, I gør.

Og ved I hvad? Nu savner jeg min mor.

Har sådan lyst til at råbe ud i fortiden til Emodines, at some things are never gonna change. 15 år fra nu vil hun stadig være vild med umodne, provokerende drengemænd, selv om deres bedstevenner ville være meget bedre for hende.

3. september 1997

Er jeg varm på Asbjørn? Nej, vel!? Men jeg vil enormt gerne komme sammen med ham. Jeg savner virkelig én at komme sammen med. Og da Asbjørn er den, der ser bedst ud, er han den første den bedste. Jeg er lidt varm på ham, men jeg elsker ham ikke, som jeg har elsket David. Jeg vil sige, at jeg er tilpas varm på ham til at komme sammen. Hvis bare han ikke var så provokerende og umoden. Han render altid rundt og skaber sig, og siger man til ham, at han skal være ordentlig, så ter han sig så åndssvagt, at jeg ku dreje halsen om på ham. Han er et levende bevis på, at piger modnes hurtigere end drenge. 

Men så i dag så jeg alligevel en side af ham, som jeg ikke har set før. Vi har lige flyttet pladser, og jeg sidder skråt over for Asbjørn. I timen sagde Martin B noget helt vildt uforståeligt (han stammer) og jeg kom til at kigge lidt underligt på Asbjørn som reaktion. Men i stedet for at sige “Ej, gloabe! Kig væk!,” eller sådan noget, som han plejer, kiggede han tilbage og vi udvekslede indforståede blikke.
Der er bare det problem, at jeg ikke ligefrem er Asbjørns type. Men så må jeg vel bare prøve at indynde mig. Snakke med ham, se bedre ud, måske tabe mig, ikke lyde alt for intellektuel, for det er slet ikke ham.
Åh, han har altid været min mors yndling, derfor er det lidt irriterende, at jeg nu er varm på ham. Men hvorfor skal han se så godt ud? Han har lige rundet 1.80, går i Diesel og Levi’s og har de pæneste blå øjne. Desværre er han også bedste venner med Mikkel, som har været forelsket i mig siden 3. Men hallåååeh? Hvornår har jeg nogensinde keret mig om Mikkels følelser? 

Hvis vi to skal have et ordentligt forhold, som ikke bare er meningsløs spild af tid, men som faktisk også udfordrer mig lidt, og som jeg fortsat kan undskylde at udskyde andre ting for, så nytter det ikke noget, at vi er så ordforrådsmæssigt inkompatible.

Jeg har behov for, at du anerkender ord som VIRAL, TICS, CA og LAMT. Så skal jeg til gengæld gøre mit for at forstå, hvorfor du ikke har noget imod ord som HÆGGENES, LEX, KUF, KÆVE og KEL.

Det var det, tak. As you were.

Tager vi virkelig stadig folk, der ikke går ind for kirkevielser af homoseksuelle, seriøst?

Kom bare til at undres. Da Manu Sareen linkede til en Allerslev&Allerslev-production med et “Sådan! De bakker op!”. Som om det ikke var indlysende, at d’damer selvfølgelig støtter projektet.

Gør vi ikke alle det? Efterhånden? Er vi ikke snart færdige med at lytte politisk korrekt til nogle få, fanatiske, mørksindede galninge ude på den kirkelige højrefløj?

Jeg har mig selv under mistanke for at lide af en afart af natteblindheden: nattesindssygen. Også aldeles upåvirket af alkohol. Får ved aftentide som regel lyst til at sende klæge sms’er til gamle kærester, dybtgående analyser af mig selv til veninderne eller bare at skrive ansøgninger. Den slags arkiveres altid som kladder – det er en lille aftale, jeg er blevet nødt til at indgå med mig selv – og næste morgen kan jeg så læse de rædsler, som gudskelov aldrig er blevet sendt.

I går fik jeg endnu et bevis på månesygen. Jeg græd mig selv i søvn af hysterisk grin over noget Lars Vegas-bagsidesatire fra en højpandet avis. Og nåede mellem klukspasmerne at overveje, hvor jeg skulle hænge udklippet til offentlig skue (opslagstavle eller toiletvæg), for at flest gæster ville se det og imponeres over min fortræffelige sans for sofistikeret sjov.

Da jeg vågnede og ville genlæse morsomheden, blev jeg alvorligt bekymret over egen humor:

Mand 1: Da jeg læste Lars Hedegaards erindringer, kom jeg til at spekulere på, om man overhovedet kan vende vrangen ud på en vendekåbe.

Mand 2: Altså, min kone havde engang en skijakke, der var rød med hvide prikker på den ene side, men når hun vendte den anden side ud, blev den blåstribet. Den havde ingen vrangside, og det havde hun rigtig meget glæde af – men jeg vil da ikke mene, at det gjorde hende til en vendekåbe.

Mand 1: Nej, måske mere en mønsterbryder.

Ba-duh-bum-TJIIIH.

…

Klog humor er fandme kedelig. Kan jeg se i dag.

4. Juhuu, Green Day i radioen!

5. Abonnerer primært på Weekendavisen for at fremstå kultiveret.

6. Er en så betroet Just-eat.dk-kunde, at jeg nu må rate restauranterne. Win, suckers! Har overbetalt for en skamfriturestegt, soyaindsmadret Daloon-rulle forgæves for sidste gang.

7. Christopher Hitchens? Who?

8. Har browserkrise. Firefox – der ikke accepterer NemID – er den eneste, jeg kan finde ud af at sætte op, så lånere af min computer ikke ved første klik snubler over min hemmelige blog i historikken. Ny browser søges.

9. Random opponents på Wordfeud er fucking snerpede. Umuligt at skrive SKRÆV, LORT eller KUSSE, uden at folk resigner.

Mjaja, vi hylder stadig Randi, som har født konceptet her, men ikke længere vil føre det ud i livet.

… ligger min peberfrugt der og virker, som om den er meget glad for at se mig?

Upassende grønt, altså.