Kan ikke styre mit .GIF-indtag for tiden

Okay … OKAY.

Der er mange .gif-animationer her for tiden. Her og her og senest her.

Og sådan er det bare. Man kan altid sige det med en animation, hvis man ikke har ordene selv.

And tell you what. Jeg har ikke moret mig så meget med et blogformat siden dengang med kapitlerne fra min emodagbog. Hold kæft, hvor jeg udleverede mig selv som teenager. Hvorfor holdt jeg egentlig op med det? Der er rigeligt at tage fra endnu.

Nå.

Ideen til .gif-animationerne er naturligvis ikke min egen. De bedste .gif-blogs out there finder I her:

Stud.JUR – fra dagligdagen på jurastudiet

Sosse bekendelser – om vor regerings skøjterier

My friends are married

Stud.CBS – om livet på Copenhagen Business School

What should we call me?

Ph.D STRESS

I think I’m pretty normal

Good luck med at få noget ud af resten af torsdag nu.

 

Vil du ikke også læse ...

Københavnerræsonnement
Tungt
Du er da ikke helt så stor, som du plejer?
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Villy Søvndal til Annette Vilhelmsen …

… efter Jesper Petersen er skredet. Og Emilie Turunen er skredet. Og Nanna Westerby er skredet. Og Mattias Tesfaye er skredet. Og Thor Möger er blevet skredet. Og et håb om et samlet, united-we-stand SF og en ny Villy-effekt er skredet.

 

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Kandidaten, der hverken var enig eller uenig. I noget som helst.
Hvem ringer 112 og får Adam Price i skatteforhør?
We need to talk about Tinder

flattr this!

Post Forårsrengøringsk Stress Syndrom

Jep, det her er en skambeskåret stock photo. Flot, ikke?

Før vidste jeg, hvor alting var.

Den dyre kjole fra Remvig, den som har en plet på brystet, som ligner tandpasta eller sæd, men som ikke er nogen af delene, men som i alle tilfælde er for dyr til at kassere, den lå lige under bunken med rent sengetøj ved siden af sengen. Lagt sammen, bevares, så den ikke blev krøllet.

Det dyre nyvaskede tøj hang på bøjler i brusekabinen, det billige ditto var slængt over spisebordsstolene. Klar til at hoppe i en travl morgen. Sokker på stolesæderne, basisbluser over ryglænene.

Og det snavsede undertøj, det lå i hjørnet ved vaskemaskinen. Klar til at blive losset ind i den, når jeg engang var løbet tør for rent tøj fra spisestuen, og der måtte vaskes.

I vasketøjskurven ved siden af snavsetøjsbunken og vaskemaskinen opbevarede jeg æsker til for længst aflagte mobiltelefoner, lysestager, plakathylstre og sommerkjoler fra en tid, hvor jeg trivedes med bare arme og hvide, blottede lår. Kort sagt: løsøre, som jeg flytter med mig rundt og rundt og ikke nænner at smide ud/sikkert-får-brug-for-en-dag. Det var skidepraktisk altid at have det stående i en permanent flyttekasse.

Det rene service stod på opvaskestativet og emmede af hygge og det-her-er et-køkken-i-brug

Jeg vidste, hvor alting var. Alt.

Nå.

Nu har jeg ryddet op. Kylet bort, gjort rent og muget ud. Selv det fjerne hjørne under sengen fik en tur. (Eller, okay, jeg prøvede på det. Kiggede derind, så ondskaben i øjnene. Det er mere end jeg nogensinde har gjort.) Ting er lagt i folder og i stabler i skabe, andre ting har fået sparket og er blevet båret væk. Skabsdøre kan nu lukkes, og man kan igen faktisk se mit hjems plane flader.

Stedet er nu … ordentligt. Og i ren afmagt har jeg leget med tanken om at rive alt ned fra hylderne og tilbage i de støvede bunker på gulvet, som jeg havde totalt overblik over, for … jeg kan ærligt talt ikke finde en skid.

Og således er dette blogindlæg forfattet i taberagtig trusserøv, for begge mine par hjemmebukser, det eneste jeg kan blogge i, er blevet væk og ligger vel korrekt sammenfoldet i bunke i et skab og loller af mig.

Vil du ikke også læse ...

Selv hans vandglas er væk
Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings
Vil gerne have kvotefri nu
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Når manden, jeg crusher på, kan rette andres dårlige Facebook-grammatik uden at være perfid:

Vil du ikke også læse ...

Kære Peter Birch.
Et forsøg på en stopklods
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

flattr this!

»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

I går fik et tweet mig til at spidse øren. “Tør du stadig bo på Frederiksberg?”, stod der. Med det fulgte der en historie i flere kapitler om den syge, indlagte dreng Noah og hans mor, Astrid, som siger “Jeg ved ikke , hvad min livslektie er i det her, men jeg vil ikke lære mere nu”. Nu har skribenten, Mia Roesen, kogt kapitlerne ned til ét take til infotainer.dk. Det er vigtigt. Så værsgo.

 

Det her er historien om drengen Noah og hans mor Astrid. Og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre, andet end at blive ved med at fortælle den højt. Dem, der skal tage sig af det, gør det ikke. Eller det vil sige – de er ved at gøre det til det værste mareridt for en mor, der bare gør hvad hun kan for at holde sin lille dreng i live. En mor, der nu skal mistænkeliggøres for at gøre sin egen dreng syg og frygte, at Frederiksberg Kommune fjerner ham.

Drengen er Noah på syv år, som er multihandicappet med autisme og sjældne immun- og mave/tarmproblemer.

Han lider af opkastninger og tarmslyng, hvor afføringen sætter sig fast og må opereres bort, og under at han indtil videre har tabt sig drastisk og nu kun vejer 17 kilo. Lægerne på Hvidovre Hospital kæmper for at Noah kan beholde livet, samtidig med at hans immunproblematik gør, at han ikke kan stå imod feber og infektioner. Syvårige Noah har tilbragt mere tid i en hospitalseng end uden for den.

Ved siden af sengen sidder hans mor Astrid. I syv år har Astrid passet Noah hjemme, fordi han var for syg til andet.

Astrid, som er uddannet socialrådgiver og alenemor til tre, har modtaget lønkompensation for den tabte arbejdsfortjeneste, indtil for et år siden, hvor hendes kommune, Frederiksberg Kommune, fik ny sagsbehandler, som uberettiget skar i alle Astrids ydelser.

Astrids lønkompensation blev ændret fra fuld tid til 18 timer, idet Fredeiksberg kommune pludselig mente at Noah sagtens kunne magte at være i skole. Dette dog uden at der var sket nogen ændringer i Noahs tilstand og uden at indhente lægeoplysninger på Noah, hvilket gør beslutningen ulovlig at tage. Astrid klagede over afgørelsen, ligesom hun klagede over at kommunen afviste at give hende aktindsigt.

Samtidig fik hun afslag på at Noah kunne indstilles til en døgnplads, som hun havde søgt om, fordi hun begyndte at tvivle på om hun kunne magte den omfattende plejeopgave og være i kamp med kommunen på en og samme tid – vel vidende at det kan koste Noah livet at komme på institution.

Astrid venter stadig på en afgørelse fra det Sociale nævn om tabt arbejdsfortjeneste, mens nævnet hurtigt afgjorde at Astrid selvfølgelig skulle have sin aktindsigt, hvilket kommunen først rettede sig efter, efter at kommunens viceborgmester Katrine Lester var inde over sagen i marts 2013.

I december 2012 kulminerede sagen, da Noahs tilstand blev forværret, samtidig med at Frederiksberg Kommune prøvede at fratage Astrid resten af hendes lønkompensation og ovenikøbet præsenterede hende for et tilbagebetalingskrav for den lønkompensation hun havde modtaget fra august.

Samtidig med at Noah var indlagt i det meste af december og januar måned, gjorde Frederiksberg Kommune altså alt hvad der stod i deres magt for at spare udgifterne til at Astrid kan forsørge og passe sin multihandicappede dreng og hans to ældre søskende.

Nu er vi i marts 2013. Mens Noah lider enorme smerter, og mavekramper og opkast og lort flyder ud af ham, mener Frederiksberg Kommune og hans skole senest ikke, at han er mere syg end at han kan passe sin skole. Noah skal altså sendes syg i skole, helt modsat normale børn. Kommunen skriver i et brev som Astrid modtog i går, at: ”Noah må føle opleve et savn og et svigt fra de voksne omkring ham, fordi de ikke sørger for at han kan deltage i en dagligdag.”

Mens lægerne gør hvad de kan for at udrede Noah og lægge en plan for hans behandling i samarbejde med børnekirurger fra Rigshospitalet, mener Frederiksberg Kommune, at Astrid lyver og gør Noah mere syg end han er. Samtidig har de mere end insinueret, at Astrid måske gør Noah mere syg, idet de i en henvendelse til hospitalet beder om dem redegøre for, hvem der doserer Noahs medicin og sondemad.

Familieafdelingen i Socialforvaltningen i Frederiksberg Kommune vurderer altså på trods af lægers og Astrids udsagn, på trods af Noahs langvarige indlæggelser, på trods af Noahs sjældne og livstruende tilstand, at Noah skal og bør tvinges til at passe det dyre og fine skoletilbud som Noah har.

De vil tvinge Astrid ud i at leve på et halvt eksistensgrundlag, hvor hun ikke reelt kan søge eller varetage et job, på grund af Noahs mange indlæggelser.

De er parate til at gå så langt, som til at Astrid skal have en slet skjult trussel om tvangsfjernelse af Noah hængende over hovedet.

På Frederiksberg er spareiveren nu så stor, at de er villige til at ofre en lille drengs liv på det. Skal den udgiftstunge, hjælpeløse lille dreng tvinges fra sin kærlige og kompetente mors pleje – og måske i døden?

Viceborgmester Katrine Lester er handlingslammet og kan ikke gribe ind over for sagsbehandlernes systematiske chikane og ubehjælpelige, ulovlige sagsbehandling. Astrid kæmper mod kommunen alene og er ved at tabe kampen, mens Frederiksberg Kommunes brud på lov og rettigheder kan foregå upåagtet og uden sanktioner eller straf.

Medierne bliver ved med at tøve, der er både hunden Thor, dagpenge-Mette og bolig-Barfoed, som er mere interessante end det her.

Og jeg synes ikke du skal like det her. Men del historien. Og læs den i sin fulde længe her og her og her. Og vær med til at sige højt, hvordan det også foregår, når der skal tages hånd om dem, der har brug for allermest hjælp. Sig det til de voksne (for eksempel Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj. Han bor her: borgmesteren@frederiksberg.dk), at de er ved at tage livet af Noah og hans mor.

Tak.

Update 18. marts 2013: Her er kommunens “svar” på, at der er gået Kafka i systemet.

Vil du ikke også læse ...

Kære Metro. Skal I ikke på studietur til Berlin?
Hey Børsen, Laundromat fortjener altså en Gazelle for vovemod alene.
Licens: Not my finest hour
Drikker min kaffe med skam i

flattr this!

Når Joe & The Juice-knægten i decibel tilegnet døve proklamerer »EN SEX-ME-UP OG EN TUNACADO«

Kan man dog ikke modtage sin bestilling på overpriced food-on-the-go i fred, hvar. Vi er faktisk stadig nogen, som har et skamfuldt, tabuiseret forhold til ikke at gide lave vores egen mad.

Jeg har i øvrigt endnu til gode at aflure dem formlen på, hvordan de gennem øredøvende houserytmer kan gjalde så tungnemme bestillinger løs dagen lang og samtidig pull off et snotty face, når jeg bestiller en enkelt kaffe, som om *jeg* er den kiksede. Men de gør det. Kommer godt fra det, altså. Må være al den ingefær, de inhalerer.

Ville ønske Arbejdstilsynet snart skred ind og pålagde Joe hamselv at udstyre fløsene med høreværn. Så skulle de nok få slukket for attituden. Eller musikken.

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Det er sådan næsten intimt, det nik
We need to talk about Tinder

flattr this!

Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

Siden dette indlæg om arv har jeg givet det megen tanke, hvad jeg egentlig efterlader mig.

Ordene i det havde egentlig en grisk vinkel. Hvad får jeg, når de andre dør? Men, har jeg grublet en del over; hvad får de andre egentlig, hvis jeg dør? Jeg ejer intet af anden værdi end affektion – til gengæld tæller mit indbo en hel del rod, nips og støv. Og så det store usagte: Den hemmelige blog med alt det, jeg egentlig gik og tænkte. De ord, jeg aldrig satte strøm til, men blot formulerede indadtil, da jeg skulle have råbt dem højt – de står lige her.

For min familie må det, som I sidder og læser med i her, være den største arv af det hele.

Og så slog det mig, hvad et af mit livs store biroller dog ville tænke, hvis hun fandt vej herind. Min mor. Ville hun mon tænke, at jeg havde været særlig fair, sådan som jeg kun har fremstillet, hvordan hun er skrøbelig, uheldig, fornægtende og tavs og kun af og til nævnt i forbifarten hvor pissesjov og klædeligt genfødt, hun også er. Næppe. Men det har en forklaring.

Det er pudsigt med forældre. Min far er mit ideal, mit mål og min vægt, den lineal jeg måler alle andre op mod i de fleste af livets forhold. Moral, arbejdsomhed, kærlighed, talent. Hvor er de i forhold til min far – er de nogen, jeg skal bruge min tid på? Han er holdt ud i strakt arm og som litterært objekt så statisk og ligegyldigt i sit textbook-psykologiske udtryk. Han er min knude i maven. En godartet knude, men en knude af præstationsangst og ambition. Fordi jeg så gerne vil have hans respekt og hans stolthed.

Med min mor er det anderledes. Hende kan jeg ikke forholde mig til på samme måde. For hun er … mig. Vi er den samme person, og derfor ved jeg altid allerede, hvor jeg har hende. For jeg respekterer mig selv, er stolt af mig selv. Uanset afstande, fysiske som de mere følelsesladede, er vi stadig tæt, tæt forbundne og ved, hvad den anden tænker. Min far er lidt mere sådan en, som jeg skal holde mig i kontakt med for at være med på at greje.

anonymehjemmefødninge

Jeg kan ikke forholde mig til hende som blogbart objekt, fordi jeg så samtidig behandler mig selv. Vi er alt, hvad min far ikke er. Og hvad han ikke som ægtemand var lykkelig med hos hende er de præcis samme punkter, han som min far mistrives med. Min mor og jeg er irrationelle. Følelsesladet kogende i udadtil kølige kroppe. Ulogiske. Vi argumenterer usagligt og drager forhastede beslutninger. Vi sætter hjernedød stor pris på, hvor sjove vi hver især er – og tager aldrig latter for givet. Vi kan ikke holde fokus på det væsentlige, når vi skal; vægter tonefald, læser mellem linjer, analyserer, hænger os i detaljer. Vi jagter lykke som om vi slet ikke ved, at jo mere man jagter dét begreb, jo mere flytter man sig fra det. Og derfor bliver utilfredshed vores livs mantra.

Se, det er allerede blevet en haltende analyse uden centrum.

Men hun er mit centrum. Min mor. Mit mig. Hos hende er jeg hjemme – uanset hvor hun befinder sig. Og det er ikke et hjem, der altid er hyggeligt og lige til en Danielle Steel-filmatisering eller et Annie Leibovitz-portræt. Det er hjem, hvor jeg bliver Teenageren, og hun bliver Dragen, og af og til er det omvendt. Men det er et hjem, hvor jeg er hjemme. Som hos ingen andre i verden.

Og det, det skal hun bare vide, når hun en dag kommer forbi og læser denne associationsrække af pærevællinger og knuder af voksen kærlighed; alt det med hende og mig og vores sære, navlestrengslignende symbiose ved jeg altså godt. Og det vil jeg skåle på i dag, på denne fredag, hvor min mor har taget et kvantespring ud af tristesse og depression, fordi hun har været så uhyggeligt sej og har grebet en chance og med en underskrift taget kampen op for et otium i overskud og vigør. Jeg er så stolt, og jeg mente lettelsen helt ned i min knudrede mave, da jeg sukkede “Så kom vi endelig i mål”.

Jeg ved det godt. Også selv om jeg altid prøver at være hendes Rasmus Modsat og være min far. Og jeg glemmer det aldrig, uanset hvilke nedslag i fremstillingen af hende, der kommer for dagen her.

At uden hende … da var der slet, slet intet.

.

Vil du ikke også læse ...

Har intet problem med at være julefrelst
Et styks omvendt klage, værsåartig
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Ja, undskyld. Men comic sans får det værste frem i mig.

flattr this!

Når opgangens nævenyttige speltmor indkalder til arbejdsweekend i Comic Sans:

Vil du ikke også læse ...

Sådan blogger du godt. Eller. I hvert fald bedre.
Jeg får så dårlig samvittighed, når...
Overlever på sismofytter og Gosling-blogs
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder

flattr this!

Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings

Jeg skulle lige til at hidse mig op over, at der med Føtex’ største nu-kan-pøblen-mænge-som-de-fine-hit siden guldmærkerne, Caroline Fleming-nylonerne, medfølger en lille i sit lyserøde og benumrede udtryk nedladende guide til, hvordan man ifører sig sagerne.

20130314-123423.jpg

Dude. Vi er kvinder. Det er vores instinkt at iføre os nylonstrømper. En del af parringslegen på lige fod med mændenes “nåmmen, hvorfor står du der og ser så sur ud”. Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede, at jeg slet ikke gør som guiden siger. Det har jeg aldrig gjort. Siden teenageårene er jeg da stukket i de tynde sataner som man træder i et par bukser. Højre fod først, så venstre – og så træk helt op til livet. Ingen pølsen sammen. Ingen et-ben-ad-gangen.

Kunne brødføde et større afrikansk land for de udgifter, jeg har haft til den slags benklæder. Jeg troede da, at det var derfor de blev solgt i flerpak? Fordi det første altid går i stykker?

Jaja. Det kan godt være, at den nye pave hedder Frans, og at Geranium har fået en til Michelin-stjerne. Men min torsdag står altså i de små tings tegn.

Vil du ikke også læse ...

Pattebørn
… for ellers føder hun Antikrist, eller hvad?
Har vist overtrådt nogle lebberegler
Kære Wordfeud-ordbog

flattr this!

Inden primatstemningen splattedes ud over os

Det var nogle timer før han satte punktum for den fine stemning ved at erklære, at hans penis var længere end vennens – om jeg egentlig foretrak den tyk eller lang, hvis jeg nu *skulle* vælge – at han og jeg havde fundet en tone.

Han med sin kunst og sin avantgarde-hat og den skrabede indkomst. Den sikre stil og de smukke kindben. Jeg med skriften. Han med lyst til en pseudopersonlighed, der kunne udleve alle de lyster og følelser, der blev stoppet af hans egne grænser og hæmninger og “det gør man da ikke” – og så mig i mit Vero Moda-tilbudstøj og mit velbetalte day job, der har det fritidspseudonym, han først for sent opdagede, at man kunne skabe sig.

Han kaldte os så selvsikkert over til sit bord og troede garantrisse ikke, at han skulle lære nogetsomhelst af mig, the corporate asshole. Men han spidsede alligevel høfligt øren, da jeg fortalte ham om at falde til ro i at vide med sig selv, at man godt må have hemmeligheder for de nærmeste. At man kan blive et mere helstøbt menneske af at begrave troen på, at man skal være helstøbt i alt, hvad man viser de andre. At helstøbningen kommer af at vide med sig selv – ikke fortælle alle andre – at man har nuancer. At man som menneske er både tjekket og utjekket, organiseret og rodet, kynisk og sårbar og kold og varm.

At det er min nøgle til sjælefred, at jeg har foræret mig selv forskellige kanaler til de nuancer; så jeg ikke skal presse alt ud gennem én kanal. Ikke tvære det hele ud på ét lærred og bede alle komme og forholde sig til det.

At man må gerne gå i graven med sine facetter. De opstår ikke, når andre kan se dem. De opstår, når man selv kan se dem.

tarzan3Han var ikke fuld endnu. Det var jeg heller ikke. Men jeg havde ikke ventet, at han åd det, havde forventet et forsvar, et kunstnerisk comeback, der tilbageviste hele min pointe. Sådan havde tonen været indtil da; bjæffende, slåssende. Det kom ikke. Han tænkte længe og sagde derpå:

- Du finder ro og samling i en slags skizofreni? Som er din. Alene. Jeg -… ja. Du gør. Det gad jeg fandme godt.

Måske var det noget andet, måske var det misundelighed, der fik ham til at overgive sig til hegnet og pege fokus ned på sit skridt. Det kan jeg godt lide at tro. Fordi han først havde afskrevet mig som nogen, han næppe skulle misunde på området “facetter”. Og siden måtte sande om, at jeg med mit pseudonym havde knækket en nød, han end ikke havde samlet op.

 

Vil du ikke også læse ...

Up-close-and-evil
Julekonklusioner
Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt

flattr this!

Så nu har jeg købt en endnu uskrevet bog

Det er ofte svært at naile det konkrete øjeblik, hvor man faldt for nogen, men med Andrea Hejlskov  - not so much.

Jeg var fan, men jeg var endnu ikke faldet pladask, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, at jeg gik all in. Da jeg tyggede mig igennem hendes blog, og jeg her faldt over sætningen “It’s not like we never cry anymore. It’s just that now we know why”.

… *pil i hjerte* – *krydser i øjne*

Andrea, der har trukket stikket (for nu at bruge en kliché), bor et sted i de svenske skove i en med familiens egne hænder opført bjælkehytte. Sådan … permanent og temmelig selvforsynende. Efter at have tænkt længe over, om ikke de skulle gøre noget ved den vatindpakkede tilværelse, de stred sig igennem i København. De er lige som det der par fra filmen Revolutionary Road, spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, bare med en happy ending og et fuldført projekt i stedet for klam amatørabort, død og hjertesorg.

Ehm.

Hele historien kan I selv følge med i på hendes blog, men sagen er, at nu vil konen sgu have penge. For at kunne holde fri fra at skrabe de 8.000 kroner sammen hver måned, som det stadig koster at være en familie på seks i skovene, så hun i stedet kan skrive en bog om det.

Så det har hun altså fået. Herovre på denne indsamling. Så bogen bliver en realitet og vi alle kan blive klogere. Jeg skriver det ikke kun for at påberåbe mig praleretten over at forvalte mine penge helligt og, synes jeg selv, fornuftigt (fordi jeg fandt en sjat penge i at aflyse et arrangement af middag og bytur, som jeg egentlig ikke orkede, og sendte dem efter Andreas børns skolegang i stedet.) Men også for at minde alle mine vatindpakkede læsere af denne vatterede blog om, at der findes folk derude, som satser på alternativer til konformiteten. Og vi har brug for ikke alene at der er folk, der gør det, men at det er folk som Andrea, der gør det og taler højt om det.

“I’m the mother. I get to tell the story,” skriver hun. Og hun gør det altså godt.

Historien om “… and the great escape”, som bogen skal hedde, er ikke historien om vidundermidlet til at blive lykkelig. Andrea er vist ikke lykkelig. Eller ulykkelig. Lykke og jagten på den er sat ud af spillet. Den er en historie om at udfordre den moderne autopilot, pille lagene af og se, om vi egentlig overhovedet kan finde ud af os selv uden alle vores støttehjul og forventningpres og forskudsopgørelser og regler om familieliv. Andreas bud er vist, at det kan vi godt. Være mennesker uden krykker. Enten som hende på et minimum af fornødenheder – eller på helt andre måder.

Det er i hvert fald de tanker, der altid myldrer frem, når mine tanker falder på hende. Om hvad jeg egentlig har magt til at gøre med mit liv. Mine tanker falder tit på hende i disse tider, hvor vejret ligger mig så meget på sinde. Solskin med vindstille varme eller solskin med en chill factor, der går gennem marv og ben? Solbriller eller ej? Nylon eller uld? Jeg har efterhånden erhvervet mig en indre Andrea, der griner af mine små vejrbekymringer, fordi vejret hos hende må føles så meget mere ekstremt, når hun bor, sover og lever meget tættere på det – men samtidig stirrer hun noget bekymret på mig over, at jeg er så påvirkelig af mørke og vinter, som jeg er. Eller: At jeg bilder mig selv ind, at det er vinteren, der er problemet – og ikke noget helt andet.

Jeg kunne ævle i tusind år om alle mine tanker om en revolution i hamsterhjulet, men vi har lissom fastlagt, at jeg ikke er nogen barrikadefrontløber, så jeg vil give ordet til Andrea selv:

… Det kan godt være, at Andrea Hejlskov ikke besidder nøglen til Hele Meningen Med Livet. Og det kan også godt være, at man kan finde huller i projektet og afsløre, at det slet ikke er så rent eller purt eller helligt, som det foregiver at være. Sikkert. Hvis man hellere vil dét. Men man kan sgu ikke tage fra hende, at hun handler. Og alene for det fortjener hun mine besudlede, afmægtige penge. Fordi jeg skal lære af hende og hendes bog.

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
Åh, Deroutedylan.
Min intimsfære – et overstået kapitel
Er gåetnedmedstress egentlig i ét ord efterhånden?

flattr this!

Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

Hver gang jeg får ondt i røven over hvor meget kulere Sverige er end os (hvad der sker tit), så plejer jeg at finde dette klip frem. Og glædes over, at vor regent i det mindste ikke er retarderet.

Hvor jeg elsker Carl Gustaf, der sidder og hopper i sofaen som en anden idiot, der ikke kan tøjle sin nervøsitet over at præsentere sin tyske brud for sit folk og således vender fokus mod noget så åndssvagt som … fjedring.

Og hvor jeg krummer tæer, når den unge konge kaster sin kommende dronning for de svenske ulve udi sproget. Selv efter hun spørger, om han vil hjælpe hende lidt på vej, lyder det imbecilt fra kungen, at neeeei, nu må hun klare sig selv. Kunne man have forestillet sig Frede optræde sådan der, da lige så yndige Mary sad og sagde “Jag ær litte nærvuus”? Hjælp hende dog, mand.

Og Silvia er så sød, men tomhjernet ærligt fremstående, der hvor hun sikkert vil sige, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er gadefejer eller konge”, men i stedet får sagt, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er direktør eller præsident eller konge” … Så ydmygt.

Og åh, hvor er kungen en nar, der hvor Silvia hvisker “jeg elsker dig” til honom, og han grinehvisler et akavet “sssch!”.

Gad vide, om hun nogensinde har tænkt, at majestættitlen og de yndige børn alligevel ikke var samlivet med ham værd.

 

Vil du ikke også læse ...

Hvad jeg aldrig forstod
Kære jagtsæson
Yank me out of it
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?

flattr this!

Charterfeber

De mest belastende er da ikke dem, der klapper, når flyet lander.

De mest belastende er heller ikke dem, der sidder og venter på, at nogen skal klappe, så de kan sige, at der “fandme da ikke er nogen, der kommer og klapper af mig på MIT arbejde”.

De mest belastende må da være dem, der kritiserer de ad de klappende passagerer fnysende turister.

 

Har så meget udlængsel, at jeg overvejer en tur til La Santa på Lanzarote. Venligst stop mig, før det sker. Har ferie i april – hvem vil med og hvor skal vi hen?

Vil du ikke også læse ...

!?&#%! - det hedder det altså ikke!
Sig ordet! Tam-pon!
But who am I to judge. Det er fandme også lastmove at gå på Den Blå Hund.
Vil gerne have kvotefri nu

flattr this!

Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

Jeg får hønserøveren på over, hvordan Marilyn før eller siden kommer op i samtaler mellem veninder, hvoraf mindst én af dem bærer på flere kilo, end hun har brug for.

- Ja, Marilyn Monroe var jo faktisk en størrelse 42 …

Og så hænger den der. Påstanden. Som varm ånde, der sløver og luller den både udspilede og hendes veninder ind i et trygt lag fedt, og som prøver at være en kommentar til dels opfattelsen af tykke kvinder som smukke, dels til det faktum, at en størrelse 42 ses som en stor størrelse. Det er jo forrykt, fællesryster de på hovedet, at ingen sexede stjerner i dag har former. 42 er nemlig overhovedet ikke en stor størrelse, fællesnikker de. Af formodet hensyn til deres store veninde.

Kvinder i str. 42 og opefter kan sikkert sagtens være smukke og sexede. Det ved jeg intet generelt om. Jeg tror ikke, der findes et generelt svar. Jeg selv har det bedst og strutter mest i en str. 40, hvor jeg kan passe det pæneste af mit tøj og i spejlet får øje på mine strålende øjne før min dobbelthage. I en størrelse 38 er glansen gået af det, fordi jeg kun kan være i en størrelse 38, hvis jeg har pint min vægt derned med triste kure, masser af sult og tvungen motion. Så 40 er bedst.
Min studieveninde, derimod, blev ikke kønnere af at tabe sig ned til en str. 36; hun så simpelthen bedre ud før med de fyldige bryster og de runde kinder, muligvis fordi hun nu bærer sin krop duknakket, som om den stadig er tyk, men det er vist en anden snak.

Det, der generer mig, er at Marilyn Monroe skal bruges som målestok. En sovepude for samtalen, når veninder ikke tør spørge de større veninder, på hvem kiloene ikke sidder klædeligt, om de er okay. Jeg er med på, at det ikke er de øvrige veninders job eller pligt at sørge for tykkere veninders velbefindende eller sundhed, så I behøver såmænd ikke invitere mig med til yoga eller spørge, om jeg godt ved hvor glad man bliver af at motionere. Men. Leave Marilyn out of it og hold op med at drage udviklingen af samfundets syn på kurver ind i samtalen.

Hun var nemlig slet ikke på nogen måde en fyldig kvinde og dermed heller ikke en del af et argument, som kan stå uimodsagt og skrige “nuff said”, som Monroe-argumentet alt for ofte får lov at gøre. Hun var et nips. Lad fakta tale. Her er Marilyn Monroe:

marilynskinnyHun var en størrelse 42-44, ja. I en tid, hvor 42-44 betød noget andet, end det gør nu. Engang i halvfjerdserne opdagede amerikanerne, at deres voksne var noget større end voksne havde været hidtil. Først tilpassede man numrene til de nye kroppe, siden – i 1983 – slettede man helt de nationale standarder for, hvor stor en størrelse ditten og en størrelse datten var. Herfra var det op til tøjproducenterne selv, hvor meget de ville lefle for det stadig tykkere folks forfængelighed og hvor bred og lang en str. 38 skulle være.

Det gør det alt andet lige noget svært at sammenligne 1950′er-pinuppens tøjstørrelser med nutidige.

Marilyn Monroe var 166 centimeter høj. Hun vejede ifølge sin skrædder i gennemsnit 53 kilo gennem sin karriere. Nogle gange lidt mindre, som ovenfor. Nogle gange lidt mere, som her:

marilynfat

Stadig med en hvepsetalje og en lækker røv og en sexet udstråling. Hun har intet med mig at gøre eller andre i 2013, der er kede af at være i færd med at krybe fra en 42 op i en 44. Hun var fra en anden tid.

Hvis I endelig skal tale om emnet med vægt med jeres store veninder, så tal rigtigt om det. Med udgangspunkt i veninden. Ellers så ti stille. Og uanset hvad: Hold Marilyn og resten af samfundet ude af det. I sammenligner jo pærer og bananer, for Chrissake.

Vil du ikke også læse ...

Kære punktum.
Sluk endelig for DR2-satiren
Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Dagens opfordring fra Arveprins Knud

Få episoder sætter egen ganske frivillige barnløshed så meget i relief som når ens far ringer og vil tale arv og testamente og efter utroligt mange omgange “hvis nu jeg døde af en blodprop over køledisken nede i Netto her i eftermiddag” og “hvis nu jeg falder ned med et fly inden jeg bliver 65″ og “jeg kunne jo dø i morgen, ikke” får konkluderet, at “hvis nu jeg dør på vej hen til notaren med det her testamente, og du dør i en trafikulykke nogle dage senere, og vi antager, at mor ikke overlever dig, så har du jo ingen arvinger nedad. Så er vi ovre ved din søster, og hvis så også hun dør, så er der hendes børn, ikke.”

Stilhed i min ende af røret. Mest fordi det stadig rev i tårekanalerne efter de mange påmindelser om, at han en dag ikke er mere. Hvis alt går vel. For det skal man synes, ikke. Det er det gode udfald, hvis en datter overlever sin far.

- … ja, så er der vel din svoger.

Endnu mere stilhed ovre hos mig. Nu mere fordi jeg blev lidt stum ved den komiske tanke, at min topchef-agtige svoger skulle bruge tid på at arve mig, kirkerotten.

- Jeg ved faktisk ikke, om din svoger arver dig.

- …

- Eller om man bare skulle gøre noget andet med de peng-…

Han stoppede først, da jeg måtte grædegrine et “stop. Du skal stoppe nu”. Det lød nærmest som om han morede sig med en gåde. Et mystisk smuthul for ugifte, barnløse døtre i de arveregler, han lige prøvede at sætte sig helt ind i. Jeg kunne ikke lade være med at more mig lidt med ham. Fordi han er noget af det bedste, jeg har. Og fordi han beviser det i de særeste situationer. For eksempel ved at sætte spot på, at jeg faktisk stadig har ham. Lige her. I færd med at ordne det for os til den dag, vi ikke længere har ham.

pa ingalls laura

Men tragikomisk bonding aside. Det er ikke alle, der, som jeg, er velsignet med en fader, der af sig selv får styr på tingene. De vigtige ting. Dem, som man ikke skal tage på lokationer, der rimer på “tinglysning” og “kommunekontor”, hvor man som efterladt familie i sorg skal prøve at rede ud, hvad den døde egentlig ville have syntes, man skulle stille op med hans formue. Få styr på det inden, lad være vente på, at de andre tager det svære emne op. Tal lige med din far, din svigerdatter, din bonusfar og din papmor. Om hvad I egentlig gør, når I længere har hinanden.

Vil du ikke også læse ...

Jylland – enter at own risk
Julefrokoster er ikke som i 2006. Det er de bare ikke.
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Modlys

flattr this!

Det kan vi da godt finde ud af, “Astrid”

20130218-202654.jpg

Vil du ikke også læse ...

Hvad livet har lært mig #10
Om de kønne piger og os andre
Superdines
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

flattr this!

Jeg nægter at tale mere om roastbeef i februar

Den akavede frokostpause, som man havde tænkt sig at fordrive i stilhed med sig selv og en gammel gang Billed-Bladet, men som i et øjebliks uagtsomhed over roastbeefen bliver spoleret, fordi man kommer til at kigge op og få øjenkontakt med perifer kollega. Man kan se det i hans øjne, han havde også håbet på en ensom frokost, formentlig også hans arbejdstids eneste ensomme minutter, de tredive minutter der går med ikke at tænke en eneste tanke, ikke tage stilling til en eneste ting, ikke se på noget og ikke høre, lugte eller sige noget. Bare tredive minutter. Som nu er spoleret, fordi to kolleger i udkanten af hinandens perifer har kigget i de forkerte øjne på det forkerte tidspunkt. Det vil være akavet at sætte sig hver for sig nu. Også hans skuldre falder to hak. Havde begge bare kigget ned, ikke op. Aldrig op. For så står den på tredive minutters tvungen smalltalk om dagens menu og lidt mere smalltalk om dagens menu, for roastbeefen er det eneste man orker at registrere, at man har til fælles.

Den frokostpause er den værste. Fordi den sætter spot på hvor menneskesky, man egentlig er gået hen og blevet.

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Ja, undskyld. Men comic sans får det værste frem i mig.

flattr this!

Apropos bromance-misundelse

Måske var det noget, der begyndte i sidste måned, hvor jeg sås med en gammel ven. Som jeg ikke have set i årevis, fordi vi, well, havde valgt det. Vi mente endda det pludselige brud så seriøst, at vi aldrig var blevet venner på Facebook, da den tid kom. I know, right. Så er man fandme uvenner. På den der kølige måde.

Anyways. Han kom forbi. Jeg tror ikke rigtigt, at nogen af os havde et brændende ønske efter eller en stor plan med mødet. Men vi drak en kaffe. Vi myrede os udenom de ubehagelige emner. Vi talte om gamle dage og den æra i historien, de dage er for os begge og muligvis kun os to i hele verden. Vi drak ud. Vi sagde farvel. Vi var høje. For vi er venner igen. På sådan en … mandig knuckles-måde.

Måske begyndte det der i det møde og måske blev det cementeret i går, da en flok mænd fra nær og fjern samlede sig i mit kommentarfelt og gav sig til at diskutere politisk tv-drama. På min blog. I know, det ser ikke ud af meget, men jeg tror aldrig det er sket her på infotainer.dk, som – og det står jeg gerne ved – vist mest henvender sig til kvinder. Hvor androgynt mit tegneseriefjæs øverst til venstre på forsiden end forsøger at se ud.

I hvert fald er jeg i disse dage helt lyseblå af bromance-misundelse. Og helt skeløjet ved tanken om, at jeg gerne vil være en mand, der har mandevenskaber og taler om mandeting og har mandefølelser. Ikke fordi jeg har en døjt forstand på, hvad det vil indebære, men fordi jeg er ret sikker på, hvad det ikke drejer sig om.

I bromances antager jeg, at “tøsemiddage” er ikke-eksisterende. Altså, konceptet hvor en flok kvinder i pænt tøj spiser noget økomad og over sur hvidvin snakker om de mænd, som aldrig er inviteret – et selskab, der aldrig ender i byen, selv om det var en del af den oprindelige plan. I bromances kan to mandevenner ikke få timevis til at gå med at vende et bestemt sms-tonefald fra en tredje mand og diskutere, hvor langt ude det er, at han tillader sig sådan en tone. I bromances lader man ting ligge, når man siger, man lader dem ligge. I bromances kan man sagtens hænge ud uden at sige noget. I bromances kan to venner sagtens tage en øl, bare de to, uden at skulle invitere de syv andre, de også regner for del af indercirklen, for i bromances tager mænd det ikke som en problemformulering/krigserklæring, når nogen laver noget uden alle de andre.

Men nu antager jeg bare en hel masse. Det kan være, at mænd har lige så mange kvinder kollektive neuroser som kvinder, når de samles. Sikkert. Jeg kunne bare godt tænke mig lidt afveksling. I mit næste singleliv vil jeg gerne være en enlig mand, tak.

Skærmbillede 2013-02-12 kl. 12.54.49

Jeg ville egentlig et andet sted hen. For denne bromance-misundelse udmønter sig i disse dage i et girl crush på de boybandlignende drenge ovre fra APROPOS MAGAZINE. Men deres look er blot en del af den sjove, begavede pakke. En meget gennemført pakke. Hvem elsker for eksempel ikke DJ Er Du Dum Eller Hvad. Eller portrættet af den danske medieverdens største bromance-succes lige nu, Monte Carlo-drengene. Eller formatet 10 Gennemlytninger Senere, hvor de lige lytter de numre, du ikke har tid til at danne dig en mening om, igennem, tygger dem lidt, og serverer dem igen. Eller overskrifter som Er Dit Liv Spændende Nok Til At Iføre Dig Disse Briller?

Det er Euroman-efterlignelse, indrømmet, og man burde mene, at verdensklasse skulle ingen efterligne. Men det virker. Måske fordi det er et Euroman lavet af mennesker, der sikkert havde tid til at slænge sig i en sofa med dig og ikke sige en skid i timevis.

Jeg forestiller mig, at det er sådan her hipsterne er, når de slapper af fra hipsterlivet og bare er sig selv. Hop to it.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Kære Nyrup. Jeg tilgiver dig dit valg af skjorte og Sarah fra X Factor.
Åh, Ryan G.
Gad godt blive stalket af Uffe

flattr this!

Dette er ikke en anmeldelse af Borgen

Sidder I stadig søndag efter søndag og inhalerer cognacbønner og dessertsmoothies og det seneste afsnit af Borgen? Med den lille skuffelse bagerst i hovedet over plot, haltende dialog og utroværdige karakterer i dette politiske drama, denne øjebæ på din søndag aften? Men som du alligevel ser, fordi det jo er det ypperste DR Drama byder på lige nu? Selv om du nærmest ikke orker at skulle forholde dig til handlingen i den kommende uge, hvor medierne og de rigtige politikere går i selvsving over, hvor virkelighedsnært det er?

HAHAHAHAHA.

Det er der virkelig ingen grund til. For man kan nemt junke eminent politisk drama andetsteds:

netflixhouseofcards

På Netflix – hvor den første måned er gratis – har de lagt første sæson ud af deres første egenproducerede serie, House of Cards.

Kevin Spacey som kongresmedlemmet Francis Underwood, der bliver politisk tacklet i det første afsnit og derfra ruller sig ud som Satan selv og løbende får bøjet Birgitte-Nyborg-GO-HOME i neon, er omdrejningspunktet i Washingtons intriger, hvor ingen – og slet ikke hovedpersonen – har folkets bedste for øje.

Hans smukke, midaldrende karrierekvinde af en hustru er det eneste i livet, han elsker, og som et foreløbigt brilliant twist fungerer deres sexløse ægteskab, fordi det er åbent og de må have sex med andre. Så trist og så kynisk lever de – ikke kærlighedsløst, men sexløst, som for at sige, at et ægteskab kun kan holde for evigt, hvis man betragter det professionelt som et maskineri. En virksomhed. Hvor ingen må have noget så upraktisk som irrationelle følelser i klemme. Og hun, spillet af Forrests Gumps Jenny, Robin Wright, får sendt store, fede fuckfingre efter Birgitte Nyborgs forsmåede ægtemand, Philip, fordi hun er en birolle, man faktisk interesserer sig for, gerne vil forstå.

Det gælder også journalisten Zoe Barnes, som er så irriterende lillepiget-korrekt i seriens første halve time, at jeg var lige ved at slukke. Fordi jeg ikke orkede endnu en idealistisk, altoverskyggende dygtig og nævenyttig karikatur af en journalist, der ikke har andet end sit job i sit liv. Oooog begynder hun at rulle sig ud med alle måder nuancer, som Katrine Fønsmark aldrig kommer til at indeholde. Bredtandede, provinsielle Katrine Fønsmark, der skal forestille både at være en hardcore in-it-for-the-kill reporter, mens hun på hjemmefronten skiftevis sukker efter og har det heeelt cool med sin som karakter visnende eksmand, Kasper. Man kan aldrig fange Katrine Fønsmark i at komme til kort med noget. Selv, når hun bliver besat af at optrevle Lars Mikkelsens DKP-fortid, selv da fremstilles hun bare dreven af sin egen klogskab, men også sympatisk, fordi hun lynhurtigt indser, at hun gik for langt. Bræk. Som om rigtige mennesker bare gider stå ved de fejl, de har begået, bare fordi de bliver taget i dem. Og som om rigtige, kloge mennesker aldrig gør noget, der bare er dumt.

Næ, der er den politiske reporter Zoe Barnes anderledes. Hun misbruger gerne sin magt, knepper gerne lidt med kilderne, får sin rare chef fyret, fordi hun vil have hævn – vist mest over, at han med sin magt er for gammeldags og stadig skatter printjournalistikken højere end digitale medier. Den slags. Bare for at komme lidt højere op i selvsamme hierarki, som hun egentlig slet ikke er til. O, but she is. I stilletter og store, uskyldige manga-øjne.

Prøv og hør. Det her er ikke en anmeldelse, den slags forstår jeg mig ikke på, og jeg har heller ikke set hele første sæson færdig endnu, så ti lige stille med spoilere. Men det er en anbefaling. Til et tv-drama, der er så absurd og virkelighedsfjernt i det store perspektiv, at det efterlader plads til at hæfte sig ved de detaljer, der faktisk siger noget om den rigtige virkelighed.

Men de af jer, der bare gerne vil have slutningen af Borgen med nu? I kan jo følge med i begge dele. Bare for at få kontrasterne i ambitionerne for politisk drama med. Modpolerne. Provinsiel pizzaproduktion møder den fætter, der stak af til USA og blev til noget. Det er i hvert fald den model, jeg kører.

Vil du ikke også læse ...

Kære Elitedaters.dk.
Jeg har været en tur i Lidl ...
Hey Børsen, Laundromat fortjener altså en Gazelle for vovemod alene.
#vandrebøger - vi begynder med kusser

flattr this!

Nøgne Ashley har en pointe

stillnotaskingforit

 

… just so we’re clear. Selv om billedet er nogle år gammelt og for længst har gået sin virale gang på nettet, så siger jeg stadig tak til Ashley og de andre fra Slutwalk-marchen i Chicago i juni 2011. Nogle gange er det som om pointen ikke er nået helt til Danmark.

Vil du ikke også læse ...

Fik vi talt nok om disse?
Serijøøøst, jeg bliver jo så arg…
Forbrydelse, fatwa og straf
København, nogle gange er du så svær at elske

flattr this!