Og sådan dør de små glæder én efter én

Det der med at lide i stilhed, ikke, det er bare ikke mig. Hvis jeg hører en irriterende sang, og den ikke vil stoppe med at køre i loop inde i krydderen, så skynder jeg mig at synge et par linjer højt til nogen. Hvis jeg er alene? Så tweeter jeg dem. For eksempel Bruno Mars’ “to-day I don’t feel-like doin’ æææææ-ænything“, som han skulle henrettes ved hamsterfodring for nogensinde at have indspillet. Det er som om irritationen skrumper lidt, hver gang andre får del i hverdagstraumet og tweeter ting tilbage om, at må jeg brænde i helvede levende eller bare “Fuck. You” for at have tørret loopet af i andre.

Er heldigvis ikke alene om at få det bedre af den slags projektion. Eller, det må i hvert fald have været samme logik, der lå bag, dengang Linda havde behov for at dele med os, at det at spise sildemadder altid fik hende til at tænke på, at sådan måtte det føles at tygge i døde mennesker. Tak for sild. (I øvrigt. Nu jeg har dig. Skala FM? Virkelig? Lol.)

Nå. Men her er noget, jeg snublede over på PostSecret, som jeg lige ville dele med jer.

spider

Så lidt.

Vil du ikke også læse ...

Jylland – enter at own risk
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Handyråd søges
Offline? Det kan ikke hidse mig op

Protected: Har fået ny hobby. Stalking.

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Han ville være 24 nu
Gid H. C. Andersen havde oplevet Facebook
Revolutionært
Ævl.

Kære fans af Natholdet

Er I ikke snart færdige med at sige ‘modtaget’, når I mener ja/okay/helt sikkert/nå?

Vi har hørt jer. Også dig, Anders Breinholdt.

Vil du ikke også læse ...

Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Løse mentalnoter fra en Slutningernes Søndag
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«
Har alle på Frederiksberg husket at passe på Simon i dag?

Hey Børsen, Laundromat fortjener altså en Gazelle for vovemod alene.

Man skulle ikke tro det, men det er sandt nok. Visse ting ligger uden for min fatteevne.

Som for eksempel, hvordan der kan være propfyldt på en vi-tager-26-kroner-pr-kop-sort-kaffe-fordi-vi-kalder-det-americano-i-stedet-for-filterkaffe-kædecafé som Laundromat, hvor jeg i går sad og jazzede den med familieminder, når det mad, de serverer, ikke bare er middelmådigt, men serveres til så ublu priser, at jeg – endda indregnet det generelle service- og prisniveau i hovedstaden – fandt det direkte flabet.

Jeg veeed godt, at man bør sænke forventningerne lidt, når man frivilligt bestiller en club sandwich. Især én, som menukortet proklamerer ikke indeholder karrydressing. Men nu er jeg ikke så nede med karry, så måske havde de fundet på et lækkert alternativ.

Jeg fik serveret to skiver toastbrød, der aldrig havde set skyggen af et karryalternativ. Hertil det inderste bitterhvide af et icebergsalathoved, en skive tomat (som i én), branket og meget au naturel smagende kylling, et bæger salatmayo og en håndfuld fritter fra frost. Jeg er ikke helt sikker på, at hvad der presser prisen fra de cirka 25 kroner det må koste i råvarer, produktion, kokketimeløn og kunstnertillæg op på de 98 kroner, jeg kom af med… men jeg antager, at det må være det drikkepengebeløb, som de vel godt kan regne ud, at jeg ikke af mig selv lægger.

Fatter ikke, at de tør nøjes med så dyr middelmådighed midt i finanskrisen. Men hvor er det dejligt at lære, at det er sandt nok, det der med at mennesket kun udnytter 10 procent af hjernekapaciteten. Der er kompleksiteter i denne verden, vi simpelthen ikke er skabt til at fatte.

Vil du ikke også læse ...

Han ville være 24 nu
Revolutionært
Dannelse og udannelse i Humlebæk
Ceci n'est pas un slankeprojekt. C'est l'offerrolle.

Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?

Alice var 18, da hendes veninde halede hende med ind til Hjørring, hvor soldaterne gik march. Egentlig gad hun ikke. Hun havde en aftale med sin kæreste senere. Veninden himlede, kaldte ham Aage en stivstikker. Alice trissede med. Og glemte kort sin forlovelse med Aage, da hun så soldat nummer 46 stå ret nede på pladsen, selv om denne fremmede i uniform slet ikke passede ind i forestillingen om et liv. Altså, for hun havde jo tænkt sig, at det skulle være hende og Aage for evigt.

Så selv om soldat 46 samme aften bød Alice op til dans og de næste år bejlede langdistance fra forskellige kaserner og begik alskens underlige, forelskede krumspring, så skulle Alice lige overveje. Hun havde jo sådan set lovet Aage et liv. Og snavede med ham oppe på høloftet på nu fjerde år, det kunne man ikke bare sådan rende fra. Først da soldaten tog toget op gennem Jylland – i regnen, mener Alice at huske, men hun er ikke sikker, måske husker hun bare soldatens tårer som regn – med et brev i hånden, forstod hun. Da han læste hendes brevfarvel højt for hende, ord for ord, hylende, forstod hun, at soldaten her kunne lære hende, at hvis man vil have noget, så må man lægge sig i selen. Hvis hun valgte ham. Så det gjorde hun.

Alice glemte Aage, men det gjorde soldaten ikke. Og når de en sjælden gang skændtes i det 55 år lange ægteskab, der fulgte, råbte soldaten gerne “Du skulle have giftet dig med Aage i stedet, skulle du, så behøvede vi slet ikke have denne diskussion!” og så stormede han ned ad den smalle trappe til kælderens værkstedsrum, indtil han blev god igen. Det blev han hurtigt. Hans temperament røg op og ned af skalaen, altid, helt ulig hendes eget.

En dag i 1965 bladrede Alice i lokalavisen og blev bleg og tavs over en notits om en fatal soloulykke ude ved sundet. Da lagde soldaten sin pibe fra sig, så på sin kones smukke sorte hår og spurgte stille “er det Aage?”. Hans kone nikkede med tårer i øjnene, han rejste sig og lagde armene om hende, sukkede dybt og virkede for første gang nogensinde som om han indså, at Alice ikke havde skænket Aage en tanke, siden hun valgte ham fra. Aage havde kun spøgt i hans hoved.

De talte aldrig om Aage igen.

love ever after - by fleishmanJeg sidder på en café i København og kommer til at tænke på soldaten og Alice, min fars forældre, da jeg browser gennem kuldegysningerne på Times fotogalleri om at blive gamle sammen. Ved siden af mig sidder et ungt par. Han er til skinke/ost, hun er til kyllingmoussesandwich. Det er Valentine’s Day, og foreløbig har de ikke udvekslet et ord. Hans hage er let vigende, hun er højere end ham, på mange måder ligner de soldaten og Alice på det ydre. Jeg tænker. Om der mon er en Aage inde i billedet, om der mon er en passion og en gnist et sted, om der mon er grundlag for et 55 år langt sammenfiltret fællesskab på godt og ondt, når man markerer en dag som i dag med udespisning og en blomst, men ikke rigtigt har noget at tale om.

Måske er tiden løbet fra de lange, episke kærligheder. Eller måske var Alice og soldatens kurmageri i efterkrigsårene præcis så uinspirerende at se på som det, der udspiller sig ved min side lige nu. Måske er det også op til dette unge pars efterkommere at male et rosenrødt, violinbårent blogportræt af disse to mennesker, der kan fortælle en historie om et liv, der ikke umiddelbart ser storladent ud – men i højeste grad bliver det.

Det håber jeg.

Vil du ikke også læse ...

Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Emma Gad må gerne dåne nu
Det er tid til en genudsendelse
Of mothers and daughters

Overhørt hos Funchs

Hvis jeg nogensinde skal have mig en stambar where everybody knows my name, så håber jeg satme, at baren bliver alle rygerbodegaers forbillede; Funchs Vinstue ved Nørreport.

Funchs Vinstue

Min kærlighed til stedet skyldes ikke kun den særligt sure lugt i trappeskakten ned til de kølige toiletter i kælderen, en lugt, der hverken føles ram eller vammel, men bare hyggelig. Eller det mangfoldige klientelpatchwork af alle typer fra gymnasieelever over mappedyr til datende par og ældre kulturkoryfæer. Eller sætninger fra nu fallerede (men i firserne ret anerkendte) skuespillere som “Du har det der… og-ja-jeg-ved-godt-jeg-kunne-være-din-bedstefar-men-nu-siger-jeg-det-alligevel… du har det der begavede look. Intelligens. Det er smukt. Smuk.” Eller ølsjatterne på gulvet, de lunkne smørrebrød og det tykke tæppe af røg, der samler sig i hår og tøj og lader mig stinke i dagevis efter et besøg. Eller betjeningen, der aldrig er særlig hjertelig, men dog så fin, fordi personalet virker som rigtige mennesker, ikke robotter indstillet på ‘serviceminded’.

Nej, den, min kærlighed, er snarere født ud af det gearskift, der altid sker med mig og mine, når vi går gennem det smalle indgangsparti og slår os ned ved et i forvejen fyldt bord, men hvor der altid lige er plads til to mere. Når vi er på Funchen, kan vi lige så godt få ærlighederne på bordet sooner rather than later, for på den gamle, crowdede bodega er nemlig ikke plads til smalltalk, og ingen forlader Nørre Farimagsgade, før de store ord ligger til skue på bordet. Og sådan kunne man i nat se mig sidde og rømme et par tårer væk fra øjenkrogen, rørt over en nær venindes alvorlige hvisken om sin fremtid, der kommer til at slå hendes liv, som hun kendte det, helt omkuld. En kærlig hånd oven på min hånd og varm ånde i mit øre:

“Jeg har ikke brug for hvemsomhelst i den kommende tid. Eller brug for whoever jeg kan overtale til at stille op, fordi jeg beder pænt. Jeg har brug for dig. Fordi du altid er så pissestabil en støtte.”

Vil du ikke også læse ...

Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Åh, Ryan G.
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Leddiggang er roden til alt maveondt

Jeg har ikke tjekket min netbank i dagevis. Løgn, ugevis. Har også glemt at holde mig i form – og, værre, glemt at have dårlig samvittighed over end ikke at overveje at løbe en tur mere. Bruger i stedet tiden på ting som at hade på de pink Valentines Day-annoncer i toppen af bloggen af her. Og at glemme at stille chili con carnen i køleskabet over natten. For at vågne op ad formiddagen næste dag, røre lidt rundt i den tykke masse, varme det op igen og indtage det under bakteriemordsrationalet “det kogte jo faktisk”.

Vil du ikke også læse ...

Om ikke at gøre ledighed værre med salatmayonnaise ... igen
Et styks omvendt klage, værsåartig
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Vedr. et 13 år gammelt løfte

Der er virkelig dage …

Pudsigt, som nogle dage begynder med tunnelsyn, et dunkelt blik ud på snefygning gennem en tilknappet hætte over cykelstyret og et hvæsende “Denne mother of all crappy days skal bare overståes”… For så at ende som én af de dage, som man vil huske på længe fremover som noget godt. Som den første dag i meget, meget længe, hvor intet forandrede sig permanent eller overhovedet på den endnu målbare måde, men hvor man på både job- og privatfronten blev målt og vejet tilpas tung nok til at være et “Dig kan jeg vist godt bruge” værdig.

Jeg går i gulvet. Med lige dele lettelse og træthed ind i knoglerne.

Vil du ikke også læse ...

Griner hele vejen til arbejdsformidlingen
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Døde ordene 'firmaskovtur' og 'firmabøsse' så også?
Hvornår bør man gratulere med upåtalte baby bumps?

So long, Ted. You’re better off without me. No, really.

Nåmen, Dines, får du så chattet de der mandlige netdatere up?

– Jada. Især én. Det gik godt, dingdong og derudad. Han brugte lidt for mange smileys, men okay, jeg skrev faktisk ‘lissom’ på tidspunkt, og det kan også være en deal-breaker for nogle.

Ja. Det kan ordet ‘deal-breaker’ også. Skal I så ses?

– Ehm. Vi var faktisk ved at aftale, hvad vi skulle lave på vores første date. Jeg glædede mig endda lidt. Ingen af os var fan af dinnerandamovie-modellen, så vi valgte sibirisk frost og gåturefterfulgtafsuppe.

ted-mosbyVovet. Især når du hverken ejer vandtæt fodtøj eller varm frakke. Men gik det i vasken eller hvad, du trækker på det?

– Ja, altså … So far so good. Men så skulle jeg bare lige google hans profilnavn, ikke. Kunne ikke komme i tanke om referencen og ville ikke spørge ham. Syntes, at jeg havde hørt det før. Gid jeg aldrig havde researchet. For nu gider jeg ikke date ham. Kan ikke seriøst drikke suppe med en mand, der finder How I Met Your Mother – den værste tv-serie, der nogensinde har været sendt i fjerneren – så morsom/god/inspirerende/whatever, at han tager profilnavn efter hovedpersonen i den. Kan. ikke.

Aha. Hvordan synes du selv, det går, det der projekt med at møde nye, spændende mennesker? Hvad var det nu, du kaldte missionen? Noget med at udvide horisonten, lægge fordommene på hylden, se stort på de andre dateres ubarmhjertige selektioner?

– Heeeelt fint.

Fint.

Vil du ikke også læse ...

Anonyme Hjemmefødninge
Hvem er det, I tror, at jeg er!?!
Helle for at dele telt med mig
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor

Da jeg var lille, ledte mine forældre grundigt efter mine særlige evner. De var sikre på, at de var der. Min mor sendte mig til ballet og klaver – eller “til spil”, som det hed i de kredse, hun troede, vi kom i… – og kor og syning i håbet om at afdække det skjulte stjernestøv i mig. Om det så var den næste gospelstjerne eller nye, store designer – det skulle findes.

Min far gik mere efter at satse på hjernen. Var sikker på, at jeg kunne læse, før jeg overhovedet var begyndt i børnehaveklassen og hørte mig siden utrætteligt i matematik, historie og geografi. Og blev ved med at trygle mig om at tage svømningen op igen. Han anede en stor sportskvinde i mig. “Og mesterskaber vindes med hjernen,” påstod han. Og satte mit navn bagpå. Som for at stemple det fast oveni den dovenskab, han godt havde anet i mit legeme.

Jeg tror, at de var allermest bange for middelmådighed i de år.

Efter nogle år gik det vist op til dem, at jeg ikke var nogen Gigi Freddie-Pedersen, og at de heller ikke rigtigt havde det i sig at være far Micky, hvis ikke der var noget råmateriale at forme af. Men én evne lod de mig aldrig være med. For de havde set skyggen af noget, der skilte sig ud. Min klæberhjerne. Som de opdagede efter et besøg på Kattegatcentret, hvor jeg hjem i bilen gav mig til at recitere akvariernes små skiltetekster. De samme tekster som fandtes i den pjece, min mor havde taget med hjem og nu sad og bladrede i.

Straks gav de sig til at fodre mig korte og lange tekstbidder, som jeg blev bedt om at fremføre ved større familiesammenkomster. Se, den kan huske! Og alle klappede. Og så lirede jeg noget mere af. Remsen, de spiller i undergrundstogene i Prag, som vi besøgte engang i fordums tid. Noderne til Memory. Random Gruk-citater. Jeg kan det hele endnu. Selv de helt dumme, som mine forældre også lyste op over, på samme måde som de lyste op mange år senere, da det gik op for dem, at de havde glemt at lede efter talentet for enden af husets kuglepenne.

Sidste søndag samlede statens sporvejeskinneskidtskraberes sangforening sig sammen. Sangforeningen sang så særdeles smukke salmer, som selv Søren Sørensens sønnesøn, som sov så sødeligt, synes særdeles smukt sunget.

Vil du ikke også læse ...

Professionelle tissevaner
Ceci n'est pas un slankeprojekt. C'est l'offerrolle.
Dines bringer en berigtigelse.
Vil gerne have Martin som privatlærer, tak

Is now in a relationship with Downton Abbey

En læser foreslog, at jeg måske bare ikke var klar til alt det der dating, siden jeg var så negativt indstillet. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. For hvad skal man egentlig bruge netdating og heartache til, når man har gode venner, der kan installere en i en sofa med småkager og begge sæsoner af Downton Abbey – så man ikke behøver vente på narrefissen DR, der kun gider put out med dette voldsomt gode, britiske drama en gang om ugen. My needs are bigger than that.

Har tilbragt weekenden i brak og i selskab med the Crawleys og de helt store violiner i Yorkshire. Jeg har hulket med isdronningen Mary og fnyset med grimme, seje Edith til mine spejlæg. Jeg har gispet ned i min eftermiddagssmåkage med O’Brien, da et øjebliks hævngerrighed fik alt for fatale følger. Og drukket vin og røget smøger ud på min medlidenhed med lede Thomas, der med de værste intentioner alligevel aldrig får det som han gerne vil. Jeg har været irriteret på den karikerede godhed i Matthew og Sybil og faktisk været lodret forelsket i både Bates, Carson og Lord Grantham. Og den nyrige avismand, Sir Carlisle – mest fordi det er lykkedes briterne at caste Bent Falbert til rollen.

Og jeg har til hudløs- og modløshed googlet, om det virkelig kan passe, at Season Three først vender tilbage til efteråret. Det kan det sgu. Suk. Så er det godt, at jeg endnu har både Behind the Scenes og den store, halvanden time lange Christmas Special til gode.

Ses. En gang. Forhåbentlig i en tid, hvor man igen kan score sig op ad den sociale rangstige via arrangerede ægteskaber (orker ikke at stå for det selv), og hvor man klæder om til middag, selv på hverdage.

Vil du ikke også læse ...

Jeg dømmer dig, når ...
Pudsigt, som drømme indretter sig
Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma
Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings

Jeg forstår nok bare ikke netdatere, punktum.

Jeg forstår ikke netdatere, som bare skriver “halløjsa smukke sss” til mig, selv om jeg i min profiltekst udtrykkeligt beder om, at man gerne må skrive et eller andet med indhold, når nu man alligevel har foldet brevpapiret ud og fugtet pennen. So to speak. Like, what am I supposed to say to that? Skal jeg svare “Lige over, Randerstype123lålålålålååå”? I wouldn’t know om du er smuk eller ej, for du surfer kødkataloget igennem uden selv at gide smække et foto på din profil, som i øvrigt bare indeholder ordene “du ka jo skriv hvis du vil vide noget ssss”.

Og jeg forstår ikke netdatere, som i deres profiltekster skriver “hvis du er kedelig og kun kan snakke om X Factor, så er du nok ikke noget for mig, for jeg er selv meget spontan”. U-uuuuh, hvor er du kontroversiel. Og sætter barren højt.

Og jeg forstår ikke netdatere, som gør sig umage med ordentlig lyssætning, god hårdag og med at undgå fotobaggrunde som bowlingbaner (true story) eller fedtede bruseforhæng. Når de nu samtidig er typerne, der ikke kan stå for at pensionere al sund fornuft og uploader voksenartomotivet over dem alle: alle-kan-se-at-jeg-selv-holder-mens-jeg-poserer-men-alligevel-kigger-jeg-uudgrundeligt-søgende-ved-siden-af-linsen-som-om-jeg-sleeeet-ikke-anede-at-der-lige-var-en-af-mine-FABULOUS-fans-der-lige-knipsede-et-shot-af-mig. Og-laver-lidt-trutmund-også. Kan de ikke selv se det?

Og jeg forstår ikke mig selv som netdater. Og hvorfor jeg skal være så skide negativ. Og stadig synes det er pissetaberagtigt at netdate. Hvorfor gør jeg det så? Det er jo ikke fordi nogen vrider armen på mig og tvinger mig ind på de sider – eller bilder mig ind, at jeg er for grim til at score i andet end 2D.

Måske er jeg bare træt af, at min dag begyndte sådan her:

Vil du ikke også læse ...

Kære punktum.
Hvad man når at tænke i en nattemørk skov
Kære Wordfeud-ordbog
Om at vågne op til dåd

Protected: Postkort fra skråplanet

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Han ville være 24 nu
Hvad livet har lært mig #1
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Dines bringer en berigtigelse.

Et bump in the road på ellers flad landevej

Prøver virkelig at finde mit indre overskud frem. Og fokusere på, at jeg var tidligt oppe og fik en masse praktiske ting gjort inden klokken blev 1. Fik ikke bare skrevet ansøgninger, men faktisk også sendt dem af sted. Og støvsugede ikke bare i hjørnerne – løftede også tæppet, og tog faktisk også brusekabinen, nu jeg var i gang. Ved ikke helt hvorfor. Og jeg fik også sagt et passende undskyld for en spids tone, jeg krydrede en e-mail til min a-kassevejleder i går. Fandme ikke hendes skyld, at hendes arbejdsplads ikke lever i det papirløse NemID-samfund, men i et parallelsamfund, hvor ‘printer’ og ‘scanner’ og ‘underskrifttyranni’ stadig trumfer ‘onlineformularer’. Hun tog det nu pænt.

God dag med godt overskud. En frostklar dag, der dog er nærmest russisk smuk i sit udtryk, ikke? Men uanset de brede, flotte linjer i billedet, så kan hele livet synes en lillebitte smule uendeligt op ad bakke, når man finder ud af, at der stadig findes mennesker i den nære omgangskreds, der ikke lader au pair blive udtalt o-pær, men går rundt i ramme alvor og gør grin med Nordsjællands filippinske… aw-pæærs.

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Gik direkte hjem og skyllede mine ører
I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?

Og vinderen er…

Okay, det var rent Sophie’s choice, det der med at skulle vælge mellem jeres fine vinderlodder i kommentarfeltet til konkurrencen om at vinde Stine Pilgaards “Min mor siger”. Så jeg skrev til Stine selv. Om hun gad være den, der fandt et par af de gode kommentarer, som jeg så kan trække lod mellem? Hun indvilligede.

Til Natasja, der gerne vadede rundt i sin barndoms parcelhuskvarterer nøgen, skriver hun: “Det her er fandme sjovt. Jeg gik altid nøgen rundt. Vild sætning. Og hele forestillingen om, at man i parcelhuse vandrer nøgen rundt fra morgen til aften. Det sjove er, at hun ikke gør så meget ud af det, det virker snarere som tekstens præmis.” Og til Lauriestrode, der selv ville fortælle sine uiomponerede forældre om sin første teenagebrandert: “Det lyder da som verdens dejligste forældre. Og den mor er så fin, selvfølgelig kan man da give en skideballe med tilbagevirkende kraft, hvor er det fint, at hun ikke synes, at man kan det.”

Til Kolorista, 10. klasse-lærerinden, der har forsøgt at engagere sine elever via blogsfæren, skriver Stine: “Jeg ELSKER entusiastiske folkeskolelærere, det er en genre i sig selv og den skal hyldes og hyldes og hyldes. De er den eneste grund til at der stadig bliver læst og skrevet bøger i Danmark.” Og til Ida Rud, der står med et ben i Berlin og en lækker forelskelses vemod, som må pakkes med i bagagen og overleve distancen: “Jeg blev ret rørt over det her indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kender den følelse, hun beskriver, men der er en tillid til følelsen, der virkelig fascinerer mig. Når jeg er lykkelig er jeg også altid bange for at det forsvinder igen, du ved, lige dele angst og lykke, men det her virker så rent, så tillidsfuldt: Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte. Gid jeg en dag kunne sige det.”

Manja, der er blevet inviteret med, når hendes veninde føder, men ikke ved, om hun egentlig vil, får disse ord med: “Det er et virkelig fint dilemma. Hun får det til at lyde som om det er normalt at gå til fødsler, som at gå til klaver eller spejder, det er en sjov bizar tone. Og så den der irriterende bitterhed, der skinner igennem. Hormonella, hehe, nyt kælenavn til alle mine gravide veninder.” Og Anette, der ser mor-begrebet i et nyt lys efter selv at have fået et barn, får at vide: “Hun smigrer mig, og Stine P. er til fals for smiger. Dejligt at høre, at ens forhold til ens mor vokser, når man selv får børn. Jeg vil også have følelser, der eksploderer ud over min familie.”

Stride, der måtte døje med en upassende mor efter sin skilsmisse er dog Stines personlige favorit: “Hvis bare jeg havde læst den før min bog gik i trykken, så var de to scener kommet direkte med i bogen. Det er så sjovt, jeg elsker den mor, hun minder om moren i min bog, al den misforståede omsorg, den der underlige bagvendte kærlighed. Stride er en god skribent også, det er kort og koncist og underspillet.”

Stine Pilgaards udvalgte ryger i puljen sammen med min egen favorit: Tiakas brev til sin kæreste, som hun nu skal gå fra – og ikke har formuleret en afsked med før i kommentarfeltet på Infotainer.dk. Det fortjener så meget mere end en bog, men en plads i lodtrækningen om den er alt, jeg har at give.

Jeg har netop revet et brev fra Jobcentret over i otte stykker (passende, ikke?), skrevet et navn på hver, foldet dem sammen til små kugler og trukket en vinder med lukkede øjne. Og bogen går til… ANETTE! Hit med din adresse på dines (@) infotainer (.) dk, så får du smidt “Min mor siger” i nakken.

Vil du ikke også læse ...

Kære livmoder.
In denial efter tre døgn i ske
Find missen
Velkommen hjem til kontroltabet, Scott

Hvorfor blogger du ikke selv så?

Jeg aner ikke, om det her er noget hokuspokus og en masse varm managementluft. Men når der står ‘høj indtjeningssplit’ og ‘vi tager os af det tekniske og den kommercielle aktivitet’, så havde jeg givet det et go, hvis ikke jeg allerede havde fundet mig okay til rette hos Bloggers Delight.

Måske alene fordi Blogwerk er et navn, der holder for hårdt. Interesseret? Skriv til hej@blogwerk.dk.

Vil du ikke også læse ...

En love story. 1947-2002.
Kære punktum.
Vedr. bæ og bræk. (Du behøver ikke. Virkelig.)
Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren

Lukker øjnene, tænker på fædrelandet og sluger kameler

Det der netdating kan umuligt gøre noget godt for artens overlevelse.

Alt det, som man ville acceptere som småfejl hos mænd, hvis grin og spiffy one-liners man faldt for, dengang Kiærlighed stadig var noget, der begyndte med sød musik henover køledisken i Føtex, bliver pludselig til deal breakers, når vi står i kø og tjekker hinanden ud ovre på det virtuelle kødmarked. Det kan godt være, at manden på profilen har et flot smil, en fed profession og mere højde, end man kunne bede om. Men han skriver ‘bekræftigelse’ og bruger for mange smileys og siger, at han ikke kan lide rygere. Og man er ikke forelsket endnu, og nu kan man aldrig blive det, fordi man kender hans irriterende skavanker på forhånd. Videre.

nolongertheman

Det går sgu da ikke, at man skal vide den slags up front. Bedre at opdage hen ad vejen, når man er faldet pladask i forelskelsesfælden. Og snige rettelsen til ‘bekræftelse’ og mordet på smilefjæs ind i generelle snakke om helt fremmede mennesker, der ikke kan tale rent eller har for fattigt sprog til at kunne gøre sin pointe klar uden brug af emoticons. Så han selv kan tænke sig til resten og aldrig anklage mig for at opdrage på ham. Og selv hvis han kunne, så ville han bære over, for han elsker mig jo, selv om jeg er sådan en, der bare ikke kan let the little things go. Og selv kunne man løbende skære ned på cigaretterne, med hans støtte, fordi man gerne vil mødes lidt på personlighedsændringshalvvejen.

Nå. Men jeg kan se på kommentarerne til tidligere indlæg, at I, læsere, er noget mere erfarne udi netdating, end jeg er. Hvis nogen af jer sidder med den store manual til, hvordan man skriver det første brev til en profil, man faktisk finder interessant, så sig endelig til. Har allerede skræmt mig til tavshed med tre alt, alt for dumsmarte førstehenvendelser.

Eller også syntes de bare, jeg så herreklam ud. Selvfølgelig også en mulighed. Opkastrefleks kan et virkelig godt brev nok ikke skrue ned for.

Vil du ikke også læse ...

Sådan blogger du godt. Eller. I hvert fald bedre.
... men han elskede mig jo? Part deux
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Slet ikke, når udrensningen foregik med Agnes Obels nye som mystisk, ildevarslende lydtæppe

Hit med noget følelsesporno

Ved I, hvad det bedste ved blogging er?

Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.

Forlaget Samleren har været så søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i går, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altså ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link på din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, også de anonyme, så længe der er hjerte bag, og så længe det handler om dig, ikke mig.

Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!

Vil du ikke også læse ...

Revolutionært
Har hverdagshaderen på · En Top 6
This is a portrait of Rick Santorum made entirely out of gay porn
Esben & Systemet

Bedre end Helle Helle

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om på de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel på pli og går til lægen og forsøger at jagte en diagnose på sit vakuum, men lægen er mere sådan én som leder efter fysiologiske forklaringer på det hele. Måske er hun aseksuel, foreslår lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er så svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.

Vil du ikke også læse ...

Lars von Antichrist
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Til jer, der gik glip af Afrika Nu
Gad godt blive stalket af Uffe

Ikke-ryger + foto = netdatingsvar?

Jeg havde altid troet, at det kun var nederen mennesker, der skrev i deres profiltekst på netdatingsites, at der enten skulle være foto i profil eller vedlagt første henvendelse, hvis man ville forvente svar fra vedkommende.

Nederen, tænkte jeg. Hvem er så lidt forstående for, at det er lidt grænseoverskridende at have sit foto liggende derude i cyberspace?

Wrong. It’s a self preservation thing. Man vil gerne spare sig selv for selvindsigten i, at man er typen, der godt kan blive lidt småkåd med nogen baseret på deres skrift alene – blot for at finde ud af, at man samtidig er typen, der må stoppe skriveriet, når man opdager, at deres udseende slet, slet ikke er dét, man havde forestillet sig.

… så er det trods alt bedre for ens selvopfattelse aldrig nogensinde at have indladt sig på en korrespondance in the first place.

Og når det så er sagt. Jeg hader netdating. Hader det så meget, at jeg skal tage mig rigtigt meget sammen for overhovedet at gå ind på websitet. For hvor er det dog enerverende at opdage, at det kun er godt 1 ud af 30, der klikker på ens profil, der faktisk har lyst til at skrive til én. Det inviterer kun til slag i selvtilliden á la ‘hvorfor synes han ikke om mig, hvad fanden har jeg gjort ham?’ og ‘måske burde jeg lyve og påstå, at jeg er ikke-ryger for at behage flere mænd?’.

Hader det. Jeg er jo både flink og god mod dyr og sjov i det. Det er bare som om det ikke rigtigt kører for mig, det der med at skrive noget, der springer i øjnene i det endeløse katalog, alle har til rådighed.

Vil du ikke også læse ...

»Farvel«
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Er gåetnedmedstress egentlig i ét ord efterhånden?

Vil egentlig gerne vide…

… hvornår det holder op. Det der med, at man vender hjem fra en aften i gode venners og god musiks lag og tankerne alle andre steder end på den nære, dumme fortid og regner med, at der står en brødebetynget, ung mand og venter i porten – gerne i ly for et klædeligt regnvejr eller noget slud – og siger, at jeg må undskylde fejlen, selvfølgelig er han forelsket i mig, og kunne jeg ikke godt overveje, måske bare en dag i fremtiden, at forelske mig tilbage i ham?

Hvar? Hvornår holder det op med at være op ad bakke, når nu man faktisk overordnet har det helt okay igen?

Vil du ikke også læse ...

Augustkummefryser
Det var ikke for at tage fokusbolden
The piano has been drinking
Fire år, du

Face of Egypt – one year on

For et år siden var jeg lige kommet hjem fra Egypten. Få dage før det hele gik løs på Tahrirpladsen, var jeg hjemme i den lune tryghed i det ganske land igen. Disse billeder lå på mit Canon fra en gåtur rundt i en egyptisk morgen, og når der nu skrues op for begreber som ‘arabisk forår’ og ‘Vredens Dag’ og ‘en halv revolution’, så er det denne stemning, disse ansigter, der toner frem. Jeg synes nemlig, det ligner noget, der godt kunne være fundamentet under frihed.

Vil du ikke også læse ...

Du er da ikke helt så stor, som du plejer?
Åbent brev til Kolbøttefabrikken
Avispapiret er i fare - men er journalistikken?
Det her er næsten for meget, ikke? Eller også ER livet bare som i filmene

Farvel og tak, Politikens sms-service

Hvad der burde have vækket mig i morges, da min mobil bippede med en sms fra Politiken:

“HKH prinsesse Marie har til morgen født en datter på Rigshospitalet”.

Hvad der i stedet vækkede mig i morges, da min mobil bippede med en sms fra Politiken:

“Caroline Wozniacki taber kvartfinalen i Australian Open til Kim Clijsters”.

Det er muligt, at prins Joachims afkom ikke rigtigt er breaking news i objektiv forstand, men hvis en tabt kvartfinale i en stærkt ligegyldig sportsgren er nyhed nok at sende ud på sms, så er ankomsten af nummer 10 i den royale arvefølge fandme også.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Dannelse og udannelse i Humlebæk
Ævl.
Vedr. et 13 år gammelt løfte

Kage, kvindelogik, kæmpekliché

Jeg steger pandekager, mens jeg af et mobilkamera lærer, at det var godt, at jeg ikke gik foodstylist-vejen. Forsøger simultant at abstrahere fra, at:

ingen endnu har skrevet til mit nye internetdating-jeg (jojo, det måtte jo skeIgen.). Selv om jeg både har skruet ned for mig selv og op for et godt citat og en sportsmetafor. Er det ikke det, man skal? Fremstille noget pænt og uflosset og ufarligt? Must revise. Tips modtages, hvis jeg har nogen mandlige læsere tilbage.

 … jeg ikke aner, hvad alt det der ROJ TV-snak går ud på. Er det principielt? Er vi sure? Skal jeg sætte mig ind i det, eller er det sådan en pseudosag, som vagthundene har kastet sig over, fordi der ikke lige er andet at gå op i?

ikke er typen, der laver en stak pandekager, stabler dem fint og indtager dem med kniv, gaffel og fyld i. Er mere sådan en, som spiser halvstegt dej direkte fra panden.

Jarnvig efterhånden ligner et tidløst gebis med hud på og stadig formår at ligne sit kernemælksunde selv fra firserne. Seriøst, kan nogen huske, at han ikke har været på skærmen?

jeg er blevet kvindeklicheen, jeg hader. Og derfor nu skal drikke kaffe in the name of instisteren på venskab. Hm. Ser man det. Har nu forståelse for disse før så forhadte kvinder – dem, der pure nægter at lave et clean cut og bryde kontakten – på et helt nyt niveau. Det er sgu da bare kvinder, der ikke orker at gå og være bitre.

Vil du ikke også læse ...

Det segment har et meget begrænset ordforråd
Jeg dømmer dig især, når...
Et styks omvendt klage, værsåartig
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

Keep it real, real estate business.

Min tro på verden fik sig endnu et nøk opad i dag, da jeg faldt over ham her.

Tænk, at der stadig findes ejendomsmæglere derude, der tror på, at en vinduesudsmykning af en sælgerstereotyp i helfigur serveret med en noget passé smag i ansigtshårvækst – der mindst af alt udstråler smart-i-en-fart-fusk – er all the publicity you need. Hold kæft, hvor blev jeg glad. Fordi nogle hjørner af verden endnu er rene og naive. Det havde været så nemt at hyre en for længst glemt Marcus Schenkenberg eller noget andet rest fra halvfemserne til lige at posere som illusionen af en ejendomsmægler. But nooo. Her er vi stolte nok af the real deal. Får pludselig lyst til fast ejendom i sådan en verden, faktisk.

Watch and learn i den kreative klasse derinde på Vesterbro. Viral markedsføring og skjult model placement er so last year. 2012 er all about at stå ved sit David Brent-look.

Vil du ikke også læse ...

En TV Shop-aholics guide til fejlkøb
Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Min intimsfære – et overstået kapitel
Hvorfor er det så vigtigt at give os selv alle de lammere?

Heldigvis kommer Knud ud over det hele

Ikke for noget. Men den her januar skal snart fedte ad helvede til. Med sin kulde, sin finanskrise og sin palaver.

I går knækkede min cykelnøgle i min tilfrosne cykellås. Bare sådan. Også den opsagde samarbejdet med øjeblikkelig virkning og sendte mig ud på en taxatour de København for penge, jeg slet ikke har. Havde lyst til at vræle et højt whaaa-haaaai-miiiii? på den sympatiske taxachauffør, der fortalte detaljeret om sin tid i diverse velgørenhedsorganisationer i Afghanistan, og at han nu ikke rigtigt fandt privilegerede Danmark ret charmerende, når imbeciliteter som X Factor kan make the headlines. Han havde ret. Men det var ikke lige på verdens uretfærdighed, at mit fokus ligger i disse dage.

I morges tog jeg et spontant raseriskænderi med den lokale reklameomdeler, der voldtager vores dørtelefon i en sådan grad, at jeg ikke har sovet længe på en lørdag, siden jeg flyttede ind. Selv om jeg slet ikke skal have reklamer. Jeg skreg ned i dørtelefonen, at han ikke bare måtte holde knappen inde, indtil jeg åbnede. For det gav en helvedes larm på hele etagen. Om han havde forstået? Helvedes larm? Pause. Jeg buzzede ikke, før der meldte sig et spagt ‘undskyld’ i den anden ende.
Fik det uhyre dårligt med at være blevet sådan et menneske.

Og her til eftermiddag troede seje Euromankristoffer fra Fuck You Very Much, at jeg var en mand. Eller. Jeg tweetede “hvem skal man kneppe i denne by for at få lov at købe en spraydeodorant, der ikke dufter enten sødt eller af apotek”, hvilket han tog som en invitation til at fortælle mig om Doves udmærkede herreduftserier. Og om jeg godt ville lade være at kneppe ham.

Ej, men for fanden. Var liiiige ved at give mig til at hyle. Så var det godt, at Stinestregen gjorde sit for at redde alles humør ved at dele denne lille flig hverdagslykke:

knudtiltjeneste

Det virkede faktisk lidt. Sammen med en gang Pride & Prejudice på TV 3.

Vil du ikke også læse ...

Rock’n’roll?
Det er tid til en genudsendelse
Så nu har jeg også lyst til at flytte ud i skoven
Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

Protected: Indstiller jagten på gråden

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

En love story. 1947-2002.
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

Når livet er sådan et møgdyr, at diagrammer fremstår sjove

Er blevet ret dårlig med Garf. Se selv hvorfor.

 … Nåm. Jeg har tømmermænd og spiser for gammel kartoffelsalat (ville allerhelst være sådan én, som yndefuldt mistede appetiten i modgang) og har mistet troen på det gode i andre mennesker og lugter under armene og ud af munden og har udskudt et ‘møde om min fremtid’ til mandag – fremtiden er der nok stadig på mandag, skal vi ikke satse på det – og sidder nu og klukker over grafer. Fedt. Virkelig fedt. Fredag er virkelig fed her på infotainmentet.

Pip lige, hvis jeres fredag er mere nederen end min. Jeg får det bedre, når jeg hører om andres nedture. So sue me.

Vil du ikke også læse ...

Yndlingsaversion: Audiopoesi
Jeg har været en tur i Lidl ...
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt

I dag har jeg behov for at være et virkelig strengt menneske, der ler hånligt, når andre bliver behandlet ufint. Jo, sådan er det, når man selv bliver gjort til grin. Man må spise alt, man lyster, man må drikke sig skidefuld på hverdage, og man må grine højere end alle, når andre bliver gjort til grin. Sådan er reglerne.

Det kan for eksempel gå ud over Villy Søvndal, der sovende dukkede op i min newsfeed her til morgen.

394886_10150628565226115_750111114_10913358_1725709684_n

You’re welcome.

Vil du ikke også læse ...

Hvor fanden ligger Canal 9?
Den Væmmelige Søster
Dagens opfordring fra Arveprins Knud
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma

Jeg har glemt, hvordan man håndterer granatchokket. Den der stilhed, der efter et yderst ubehageligt telefonisk punktum indfinder sig, og man ikke ved, hvilket ben man kan stå på. Det, der er i et rasende tudehumør, eller det, der i al hast opretter en datingprofil?

Gik derfor i hi for at undgå gråd og datingplaner og tog en lur – hvor jeg drømte, at min far døde og derefter ringede fra hinsidan (der i øvrigt ligger i Cuba, fyi) for at trøste mig. Besluttede mig for, at jeg havde fortjent noget godt at spise. Og ikke noget crap med bearnaise fra box eller en masse e-numre. Næ, min fars gammeldags kartoffelsalat med løvstikke og ordentlig mayo og økogrøntsager, der ikke skal købes i Netto, fordi de så allerede er besudlet af discount, uanset hvor biodynamiske, de så vitterligt er. Hvor så? Bingo.

Irma.

Jeg kommer ikke i Irma. Har ikke psyke til bare af og til at smage den himmel af service og lækker emballage og speltkusserei, når jeg til daglig må nøjes med Netto og Fakta og sodavandspletter på gulvet, som de livstrætte teenagere i kassen ikke gider tørre op. Har skåret Irma ud af mit liv, det findes ikke. Men i dag virkede som en dag, hvor jeg gerne måtte bryde den slags sunde principper.

irma

Løvstikkehylden var tom. Skiltet var der. Jeg sejlede hen til kassedamen og spurgte ualmindeligt surt, om der var mere løvstikke på lageret. Fik et smil igen. Totalt ufortjent. Så lukkede hun kassen og fulgte med mig over i grøntafdelingen. Og blev helt modløs, da hun måtte sande, at der vitterligt ikke var mere løvstikke, heller ikke forputtet blandt citronmelisse og schweizermynte (?). Øv, sagde hun. Hun kunne nok først klare det i morgen. Hvad skulle jeg bruge det til? Kartoffelsalat? Jamen, havde jeg prøvet ganske almindelig basilikum – som var på tilbud? Orkede ikke at forklare hende, at min far bruger løvstikke, og løvstikke var det tætteste, jeg kunne komme på en faderligt kram i dag. Snuppede basilikummen og krængede læberne bagud i noget, der skulle forestille et ‘tak-for-ingenting-men-tak-alligevel’-tak, og hun forduftede, mens jeg fandt de øvrige ingredienser.

Henne ved kassen sad en ny pige. Mens hun scannede mine varer og puttede elastik om æggebakken og nænsomt placerede den uden for båndet, så æggene ikke blev mast (Nettoteenagere, læser I med her?), kommenterede hun min basilikum. Med et ‘løvstikke er bare godt i kartoffelsalat. Jeg håber, at det går med basilikum’.

Så havde de lige konfereret om Løvstikkegate! For fanden! Jatak!

Jeg kan ikke hyle over andet end de løg, jeg gik hjem og hakkede. Det er, som om vandet ikke vil gå, og når jeg lige om lidt drukner af oversvømmelse indeni, så håber jeg, at Gud forbarmer sig og sender mig udenom det mainstream Himmerige og i stedet lukt i Irma.

Vil du ikke også læse ...

Lars von Antichrist
... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Dines bringer en berigtigelse.
Har alle på Frederiksberg husket at passe på Simon i dag?

Protected: Kh. Den Brændte Bro

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Kære alle jer, der »bare aldrig har forstået Twitter«
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Familiefestligt

Kan man stadig ‘blive gået’?

Har egentlig aldrig forstået den der vending med, at nogen ‘blev gået’. Men man hører det både i Nyhederne og over middagsselskaber med voksne mennesker, der ikke er heeelt blæste oveni. At den og den topchef/afdelingsleder/narkoselæge er blevet… gået.

Har det altid som om jeg er ti år igen og keder mig i mine rottehaler og strøget, aftagelig krave hos mine meget posh bedsteforældre. Siddende rank, for ellers får jeg dræberblik af min mor, der dengang stadig var så angst for sine forældres rynkede bryn, at hun bare gerne ville vise dem, at hun opdrog mig strengt og til at sidde stille med rank ryg.

Lige dér er jeg, når nogen siger, at den og den er blevet… gået. Og en tiårig med aftagelig, strøget krave siger ikke ‘det kan man sgu da ikke sige’. Og spørger ikke ‘men snakker vi fyring eller tvungen opsigelse eller voksenmobning ELLER HVAD, sigdetsåjegbliversindssyg’. Men det må en voksen blogger gerne. Elaborate, please. Hvad ved I? Og ved I også noget, om hvorfor det er næser, der bliver uddelt til folk, der bliver… gået?

cee you next tuesday(Og nu vi er ved det med sproget. Jeg lagde mærke til, at nogen sneg ordet ‘cunt’ ind i vores bandeordsforråd for nogle år siden. Og alle var oprørte, det ord var det grimmeste, de nogensinde havde hørt. Og så var det som om ordet trak sig ind i skjoldet igen, fordi vi var så rædselsslagent snerpede. Personligt savner jeg det. Og har nogle gange brug for at råbe CUNT. Eller bare kalde nogen ‘the cuntest of cuntest’. Andre ord dækker ikke, når en møgmær i a-kassen prøver at være kæk og ikke fatter, at hun gambler på mit daglige brøds vegne. Se, møgmær. Duer ikke.)

Vil du ikke også læse ...

Hold så op med at sige Bowno
... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Wordfeud? Det nye Scor.dk?
Licens: Not my finest hour

Om afbrudt læseleje

Jennifer Egan, A Visit From The Goon SqaudJeg forærede engang min ikke-ret-belæste veninde de hurtigste kalorier nogensinde: Nynnes Dagbog. Hun tog den med hjem, med i auditoriet, med i toget, med hjem til mig igen. Med overalt. Alligevel nåede hun ingen vegne i den, kunne jeg se på æseløret, der hele tiden svævede et sted i første halvdel. En for hende yderst logisk forklaring fulgte. At bogen var så vanvittigt god (jaja… det er den altså), at hun læste første halvdel igen og igen. Og igen. Indtil hun havde vredet al morskab ud af første halvdel, men stadig havde til gode at vide, hvordan det hele dog skulle gå Nynne. var hun klar til anden halvdel.

Sådan læste hun altså bøger. Hun sammenlignede metoden med at tisse virkelig langsomt efter at have holdt sig længe. Eller først nyse, når man ved, man kan seks-syv gange i træk. Eller, for at sige det vi alle tænker; trække sex ud. Udspændt nydelse, forlænget.

Jeg er mere sådan én som tisser og nyser og kommer, når jeg kan. Og ræser mod slutningen af en god bog, typisk så hurtigt, at jeg ikke helt opfatter handlingens små, fine detaljer. Men nu har jeg fundet den bog, der får mig at ønske, at jeg kunne følge min gamle venindes metode. ‘A Visit from the Goon Squad’ af Jennifer Egan. En prisoverdynget perlerække af små i hinanden indviklede snapshots fra New York og San Francisco, så banale i sin idé, men så knudret i sin opsætning – og fyldt med så mange lækre observationer, at det er umuligt at fange det hele ved første gennemlæsning. Jeg er hooked på Sasha, Bennie og Lou og den måde fortællingen om dem og deres periferi er foldet ud i glimt over 30 års digital udvikling.

Jeg er nem at imponere. Det gør den ikke mindre god.

Vil du ikke også læse ...

Fik jeg nævnt, at jeg stadig er single?
Know your crowd, chartersegment
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge
Undskyld, tjener! Der er altså skamlæber i min nye stegeso

Er forelsket i det her billede, men…

… jeg håber bare sådan, at vi snart kan begynde at acceptere plus-sizemodeller som skønheder i sig selv – og ikke kun nævne dem i forbindelse med, at gængse fotomodeller er for tynde. Synes en kvinde som Katya Zharkova her fortjener mere credit end det. Se lige på hende, hendes skønhed ligger da ikke i, at hun tør være tyk (får netop at vide i min øresnegl, at den korrekte term for denne kvindes fysik er ‘blød’); den ligger da i hendes glød, hendes grin, hendes humor. Gid vi kunne se forbi kiloene. Også når de er der.
Lidt som kun at ville snakke om… åh, lad os tage et nærværende eksempel… mig i forbindelse med, at jeg ikke er en mand.

Foto: Victoria Janashvili
for Plus Model Mag

Vil du ikke også læse ...

Hvad man når at tænke i en nattemørk skov
Naturligvis ringede han ikke.
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Når mand i mit og min veltrænede venindes påhør erklærer, at han godt kan lide når der »er noget at tage fat i«:

Er så træt af at høre om hans selvværd

Gymnasietiden har ringet. Den vil gerne have patentet på det med selvværdet tilbage. Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre voksne kvinder skyde skylden på forskellige mænds selvværd. Man kan høre det over hele byen. På Wilders på Christianshavn. I metroen. På bænker i Frederiksberg Have. “Ej, men han har også bare vildt dårligt selvværd”. – “Ja, det har han virkelig, totalt dårligt selvværd”. Eller måske er han bare et røvhul med udmærket selvværd, der ikke gider være din eneste ene? Kan vi ikke godt snart begynde at opfinde nye undskyldninger for, hvorfor mændene ikke gider os? “Hans mor må have drukket under graviditeten”? “Han har et upassende forhold til sin søster og er nødt til at finde en klon af hende – hun er rødhåret, jeg er kommunefarvet; det gik bare ikke”? “Han har for mange allergier til at opføre sig ordentligt”? Anything bare remotely mere fantasifuldt end det trættende selvværd ville pynte gevaldigt, når man sådan går rundt og eavesdropper i København.

Vil du ikke også læse ...

»Farvel«
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
Skilsmissevoksen-allergi
Avispapiret er i fare - men er journalistikken?

Eller også er jeg bare virkelig obs på min økonomi

Jeg bliver nok (igen) nødt til at indkalde mit forhold til alkohol til en lille medarbejderudviklingssamtale. I morges opdagede jeg, at gæsterne i går aftes ikke havde drukket helt op, og derpå fulgte en lodret hjerneblødning, da jeg seriøst overvejede, hvordan jeg skulle kunne hælde deres rester tilbage i baginboxen, hvor de kom fra.

Og ja. Jeg får faktisk gæster. Don’t look so surprised.

Vil du ikke også læse ...

A small step for woman, a giant leap for womankind
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Att.: Veninder-Med-Børn
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

Det var en mørk og stormfuld verden

Ville egentlig have skrevet noget deprimerende og storladent om min bedstemor, men det må I have til gode til en anden dag, for hvorfor hælde mere mørke på en mørk, mørk tid?

Vestas fyrer 1.300 i Danmark. Berlingske lukker Urban og fyrer 87, av branche, av, der bliver trangt henne i A-kassen. Verdens bedste bogcafé, Løves i Toves Galleri, lukker, øv. Tre medlemmer af min ellers størrelsesmæssigt meget beskedne familie har stress, og jeg selv går snart i betalingsstandsning. Og så i morges, som et skide kirsebær på det hele, opdagede jeg inde i mit fjernsyn, at TV Shop har gang i noget nyt design. Aire bh’en, så afskyeligt i sit udtryk, at min gamle hang til ubrugelig lort instantly kicked in. Jeg bliver nødt til at eje den, også selv om bryster faktisk (som de eneste i min verden, tilsyneladende) ikke modarbejder mig og stadig sidder relativt højt. Må eje dens sportsbh-look, dens puritanske dækningsprocent, dens evne til at udglatte rygdeller. Jo, det kan den, det så jeg selv i reklamen. På den afmagrede bh-model. Ingen rygdeller, I tell you.

Ond, ond torsdag.

Men i dag bliver jeg ikke inden døre og svælger. Det var sjovt i går, det er det ikke i dag. I dag går jeg ud og genopfinder et eller andet. Evnen til at holde mit hoved højt, for eksempel. Er sikker på, at det nok skal gå for os alle. Min branche, min familie, mit land. Min økonomi, mine bryster.

Når jeg så er færdig med det, med at rave formålsløst rundt derude i verden, så går jeg nok hjem igen og begynder at citere storladen poesi som nedenfor og skrive deprimerende indlæg om min bedstemor. Det gør nok hverken fra eller til i det store humørregnskab.

Do not stand at my grave and weep // I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow // I am the diamond glints on snow,
I am the sun on ripened grain // I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush // I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight // I am the soft stars that shine at night.
Do not stand at my grave and cry // I am not there; I did not die.

– Mary Elizabeth Frye, 1932

Vil du ikke også læse ...

A for oxygen
Is now in a relationship with NemID
Statusupdates, jeg heller ikke skrev
Når manden, jeg crusher på, kan rette andres dårlige Facebook-grammatik uden at være perfid:

Hvor fanden ligger Canal 9?

Så er min skæbne beseglet.

Jeg troede lige, at jeg faktisk havde en reel chance for at blive et helt menneske, igen fri af min tv-pakke. I al hemmelighed så jeg frem til, at jeg skulle være blandt dem, der mistede TV 2. Fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overskue at få dem tilbage, hvis de først var væk. Pist væk med tidsfordrivet. Ikke mere ukritisk discountnyhedsformidling på News, ikke mere Friends på Zulu, ikke flere glemte halvfemserfilm på Film. Det ville sikkert svie lidt i begyndelsen, men efter noget tid ville jeg formentlig vende tilbage til bøgernes verden, avisernes, bladenes. Og lidt DR K til de stunder, hvor man kunne holde fri fra intellektualiteten uden sådan rigtigt at holde fri, ikke.

glamour

Ak nej. Ikke bare sad TV 2 morgenfrisk der inde bag skærmen og hilste goddaw, da jeg med rystende, ambivalente hænder i morges klikkede mig rundt i min skæbne. Farvel svage håb om givende fritid. Nej, nu kan jeg også læse, at den helt store fælde, som SBS havde fjernet fra min liste over mulige guilty pleasures – Glamour – nu er tilbage fra marts. Hos Canal 9.

Jeg ved ikke, hvordan Helle Thorning forventer, at jeg skal leve op til nytårstalen om at bidrage i selv det små, når hun tillader slige sager. TV-pakker, crap-serier og internettet er for Danmark hvad plastikstolene er for Venezuela: hvis vi forbød dem, så skulle I bare se løjer og en folkevandring af arbejdsløse og freelancere og ‘selvstændige’, der ville strømme ud på jobcentrene og tigge om noget at tage sig til.

Hm. Hvor fanden ligger Canal 9? Og hvorfor staver de det med c? Det er jo ikke fordi kanal på engelsk hedder canal, vel, med mindre man taler om kanaler med vand i. Og det håber jeg ved gud ikke, at man gør.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
Lækker timing, far
Esben & Systemet
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

Forskellen på modebloggere og ikke-modebloggere

Der er mange måder at holde søndag på.

Skærmbillede-2012-01-08-kl.-16.48.59

Nogen har noget at udsætte på belægningen på dyrt indkøbte designerbønneborde. Andre oldschoolbrækker sig bare.

Vil du ikke også læse ...

Lars von Antichrist
Public service til de få, der fravalgte den royale fejring
Når tre single kvinder »med styr på det« mødes:
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Om ikke at have børn, men tid

Undskyld, jeg kan ikke blogge i dag, for jeg har afsat hele dagen til at udskyde alt det NemID-relaterede, som 2012 allerede har akkumuleret for mig. I stedet kan I finde mig på YouTube. Jo. Fordi jeg kan. Lyder det indholdsløst? Det er det ikke. Helt. For jeg har fundet – som den muligvis sidste i universet – canadiske indie-beach-ska-agtige Walk Off The Earth. Som selv siger, at de er helt uafhængige af pladeselskaber, managers eller PR-typer. I disse virale tider er det næppe noget heeeelt nyt, men det er de selv altså. De kan gøre alt lyttebart! Ikke bare allerede gode numre som Gotyes Somebody I Used To Know – twisted til fem mand om én guitar:

[youtube d9NF2edxy-M 640 431]

… men også den storladne Adeles Someone Like You, liiige taget et par nøk nedad med en gang ukulele:

[youtube 2U0NFgoNI7s 640 431]

… og også rædsler som Rihanna & Eminem – nu fremført af en enkelt Gianni Luminati og en loop station:

[youtube TjkVXzmsP78 640 431]

Ej. De er naturligvis da ikke det eneste på programmet! Skal da også fakturere. Og tage opvasken fra i lørdags. Og hente nogens børn i vuggeren. Måske endda være vovet og alfabetisere mine bøger i reolen. Sidder stadig fast i en gang farveinddelt bogopstilling, og jeg er stadig ikke blevet mere zen af det. Og tænke over, om den ud på alle 2011s forsider jagtede Kidd selv synes, han havde held med at overbevise os og Clement Søndag om, at hans projekt var en joke, og at han får ondt i sit intellektuelle hjerte over at kunne samle en hel generation om meningsløshed og overfladelir? For mig at se var hans musik da ikke meningsløst på andet end overfladen – det var så overdrevet sjovt og flabet, at det ikke kunne være andet end en form for klog joke. Det bedste forsøg i generationen på opgør med autoriteten; det etablerede musiksystem. Det troede jeg, vi var enige om?

I øvrigt kunne de godt have pudderduppet ham lidt inde i DR, den nervøse knægt svedte jo rundt i sin stammen.

Får pludselig travlt?

Vil du ikke også læse ...

Gid H. C. Andersen havde oplevet Facebook
Vi ses i morgen
Kære smartphone. We need to talk.
Emma Gad må gerne dåne nu

Søndagsgranatchok

Ved ikke, hvordan det er meningen, at man skal se ud i hovedet, når Spotify på Facebook fortæller én, at Søren Pind har lyttet sig gennem på den vovede side af femten Anne Dorte Michelsen-numre.

Eller hvilken mimik, der passer til en særdeles gribende DR2-dokumentar om to donorløse teenagere med blodsygdomme. Når tilrettelæggerne ikke har valgt passende violiner som baggrundstæppe, men… BeeGees. Som i Stayin’ Alive. Som i AHA-HA-ha-ha-ha-stayin’ alive-Stenaline. I Linje 3-versionen. DR2, I skylder det krampegrådsanfald, I lod mig spare sammen til, men gjorde umuligt at forløse til dækbilleder af Preben, Birchow og Eje med falske tandsæt*.

Ved slet heller ikke, hvordan jeg kan undgå at gå i blogrygklapperfælden, men dog stadig nævne den respekt, jeg har for, at Maren i går beviste, at kvinder er kvinder (og i dette tilfælde amarOrama) nærmest. Med nedklippede negle, behørigt med alkohol inden for vesten og bevæbnet med sloganet “Vi skal sgu kunne rumme hinandens neuroser. Nu ikke så sart” tog hun lige én for alle de kvinder derude, der hellere vil nyde at snacke på et brugt trusseindlæg end slappe af til en rigtig underlivsundersøgelse i stigbøjlerne. Er stadig rød i kinderne af grin, godt selskab, produktion af røverhistorier og sætninger som “Djnieszch. Du er fandme vor tids Kahhren Blixjen. Jooo, du er, hold nu OP. Jeg elsskjer dig altså. Æh. Din blog. Elskjer den.”

Nå, men nu skal det jo heller ikke blive en lukket fest, det her.

.

*) Laver de i øvrigt ikke snart noget nyt, Linje 3? The
mother of all guilty pleasures. Måske en Anders Frandsen Tribute Tour?
Savner dem lidt. Eller. Er træt af at blive spist af med Ørkenens
Sønner og De Nattergale. So not the same deal.

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Hvad livet har lært mig #1
Ævl.
Slet ikke, når udrensningen foregik med Agnes Obels nye som mystisk, ildevarslende lydtæppe

Hvad koster et nyt CPR-nummer egentlig?

Denne dag bringer ikke noget, der kan måle sig med den forgangne aften og nat, med sig. Prøver stadig at fordøje et yderst vellykket blogtræf og vejer pro mod con i spørgsmålet om, hvorvidt jeg bare skal nedlægge egen identitet og blive til Dines på fuldtid. For hun kender nogle pretty standup mennesker. Meget sejere end visse andre mennesker, jeg kender.

Jeg er fristet og kun få klik fra at google, hvor nemt det ville være at oprette CPR-nummer og ny identitet til Miss Dines. Afværger operationen ved at sidde i sofaen med Ione Skye, John Cusack og så vild nostalgi, at jeg ikke kan begribe, hvor ikke flere mennesker i dette land kender denne film. Cameron Crowes ‘Say Anything’ fra 1989 (på dansk “Alle Elsker Lloyd”, men det snakker vi ikke om) er highschooldramakomedie fra før den slags blev smadret af American Pie. Om den godhjertede taber Lloyd, der så gerne vil have den snerpede valedictorian, Diane Court. Den er kikset ungdomsforelskelse fra før John Cusack solgte ud. Den er lig med den episke ghettoblasterscene, for helvede.

Se den nu bare. Den er dog bedst på VHS.

Så googler jeg lige lidt imens.

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Googleminus
Gurrrl, I can relate
Døde ordene 'firmaskovtur' og 'firmabøsse' så også?

Yank me out of it

Det er såmænd slemt nok at gå og brygge lede sms’er, der skal sætte punktum for noget, der aldrig er begyndt. Og det er også ret nederen at gå og føle sig tyk og utiltalende. Og der er heller ikke meget, der på samme måde sprænger skalaen for idioti som det at tage sig selv i at tjekke begges ho-ro-sko-per for at blive klogere på kosmos’ syn på forholdet.

Men ved I, hvad det allerværste ved at semidate en ustabil stodder* er?

Det er søvnrytmen. Jeg ved ikke længere om randene under øjnene er værre end min kronisk loco sindsstemning, eller om det er omvendt. Har ikke fået en decent night’s sleep, siden jeg mødte ham. Fordi jeg enten tilbringer nætterne med ham og bevæger mig i de øverste rævesøvnlag af frygt at komme til at prutte på ham. Eller sover alene og således vågner hver halve time og tjekker min telefon for, om han mon har skrevet, ringet eller kommunikeret via røgsignal og flaskepost, at han er fuld og gerne vil holdes om. Af nogen.

fuckyou

*) Ja. Jeg er lige så træt af denne saga, som I er. Skal nok snart få nyt indhold i mit liv, som man kan holde ud at læse om uden at ville prikke virkelig irriteret på skærmen i håb om, at det gør så ondt på mig, at jeg ekspederer Nogen ud af mit liv. Tror der skal en afløser til. Hvis nogen har en virkelig sød mandeven i HT-området, de vil pudse på mig, så tøv ikke… Er hverken kræsen eller krævende, så Infotainmentet er nu også åben for te-drikkende, EB-læsende, anderøvsfrisure-elskende mænd af tvivlsom personlig hygiejne.

Vil du ikke også læse ...

Public service til de få, der fravalgte den royale fejring
Vedr. bæ og bræk. (Du behøver ikke. Virkelig.)
Kære Billed-Bladets fotoansvarlige.
Offline? Det kan ikke hidse mig op

Hørt til dronningens nytårskur

Journalist: “Det er godt nok en flot sabel, du har der.”
Kurgæst: “Jotak.”
Journalist: “Den har I da ikke fremme hver dag, har I?”
Kurgæst: “Naaarj, det har vi vel ikke.”
Journalist: “… må jeg lige se?”
Kurgæst (vendende og drejende sin store, flotte sabel): “Den er pudset flot, ikke?”
Journalist: “Jo, der er søreme nogen, der har haft godt fat”.
Kurgæst: “…”
Journalist: “…”
Kurgæst: “Nåmn, okay”
Journalist: “Ja, eh…”
Kurgæst: “…”
Journalist: “… tak”
Kurgæst: “Du er velkommen.”

Vil du ikke også læse ...

Jeg ville ellers have kæmpet for verdensfred... in countries like Africa
Vi ses i morgen
Åh, Ryan G.
Når folk siger »på sigt« ...

Trænger til en hobby – now more than ever

Gjorde mig selv den tjeneste at tage en test. Okay, tests (og vi lærte i den forbindelse, at vi ikke er for fine til at købe den slags i Døgnnetto). I nat gjorde min krop mig den tjeneste at bekræfte discounttestene med at begynde at give mig det røde. Better late than never, tænkte den vel.

Og nu gider vi ikke snakke mere om dét. Hverken om, hvor meget morgenkvalme, jeg nåede at svælge i, eller om hvor meget jeg nåede at google barsel. Eller om, hvor afgørende for den positive tilgang til projektet, det var, hvem den hypotetiske barnefader var, og at jeg overhovedet ikke gad have et barn, hvis ikke det var med ham. Æhm. Fordi det unægteligt siger noget stort om mit forhold til ham, som jeg slet ikke orker at gå ind i.

Men vi kan godt snakke om, hvorfor jeg føler mig så afmonteret i dag. Når der slet ikke var noget monteret, for helvede. Sidder nu tilbage med en personlighed, der har afsløret, hvor meget den gerne vil være mor – selv i et liv, der virkelig ikke kan rumme noget barn. Ej, men det er skidefedt.

2012, du lægger hårdt ud, din møgluder.

Vil du ikke også læse ...

Sådan blogger du godt. Eller. I hvert fald bedre.
Åh, Ryan G.
What happens in the shower
Om de kønne piger og os andre

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.

Det var min yngste kusine, der fik sparket det sidste stykke julefornægter ud af mig, og lod mig overgive mig til det der klæge stykke lektie om, at der i julen er tid til at sætte pris på ting i små skalaer.

Hun er en lille rolling på knap tre år, der netop har luret, at hvis man vil rage til sig her i livet, så må man være taktisk klog og spille kortene rigtigt. Enten charme sig til det ekstra stykke konfekt med en bjørnekrammer og et smækkys, eller gøre sig fortjent til det ved at vise, at hun er et dygtigt barn, der kan synge hele Tingelingelater for et større selskab af voksne, til de går bagover af benovelse og tænker, at hun må være Einstein med den hukommelse (…). Eller hun kan stikke i et hyl så enerverende, at man til sidst stikker hende det konfekt, just to shut her up. Hun er blevet voldsomt god til at skelne mellem hvornår model 1, 2 eller 3 er bedst.

flipbirdBortset fra juleaften. Hvor julefreden havde sænket sig og overskud til den gode opdragelse indfundet sig hos hendes forældre. Først prøvede hun model 1. Ingen konfekt, kun en genkrammer. Så model 2. Ingen konfekt, kun ros og klap. Så hylet. Stadig ingen konfekt. Så mere hyl, nu ægte barnegråd af den ulykkelige slags, fordi hendes plan havde slået fejl – så øredøvende, at al anden snak holdt inde. Hold kæft, hvor var det irriterende. En allerede sukkerchokeret dværg med en fejlslået plan – jeg hader den slags.

Men pludselig holdt hun inde. Med tårer på kinderne og stadig hiksten siddende i halsen. Og så kiggede hun rundt på os voksne og erklærede “Ej. Jeg er god igen”. Bare sådan. God igen. Kan I huske dengang, at det var et gangbart forsoningsoplæg; at blive god igen? Her var ingen nag, ingen gråd, ikke flere krumspring for at få mere sukker. Bare en simpel picking of battles – den lille lort havde indset, at det sgu nok er hyggeligere at sidde stille og blive aet af sin mor, end at hyle og kradse sig til et ekstra stykke slik.

Eller også var der helt andre ting på spil. Jeg ved det ikke, børnepsykologi er ikke lige mig. Men jeg ved bare, at hvis mit yngste familiemedlem med så ulidelig lethed kan stoppe ligegyldige skænderier og komme videre i teksten uden at kny, så kan jeg også.

Vil blive bedre til at blive hurtigt god igen i 2012.

Vil du ikke også læse ...

Et forsøg på en stopklods
Skilsmissevoksen-allergi
Søges: GPS-hjælp gennem fødemafiaens jungle
Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Learning by farting

Og igen forstår jeg, hvorfor det er man kun går amok i and, sovs, kulhydrat og rødkål en enkelt gang om året. Det smager jo så forbandet godt, at vi som folk for længst burde have indført kombinationen som almindelig spise i årets løb, ikke?

Men dagen efter, 25. december, forstår man, hvorfor vi ikke gør det. Fanget på få kvadratmeter med den perifere familie, dér lærer vi hvordan det hænger sammen: And er en julespise, fordi vi kun på én enkelt dag om året har lyst til at slå og slå og slå prutter så frygtelige, at vi nærmest ikke selv kan være i dem.

 

Vil du ikke også læse ...

Hvad man når at tænke i en nattemørk skov
Kære livmoder.
Hvad livet har lært mig #1
Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

Handyråd søges

oldspice

 

  • Hvordan får jeg den lugt af død, Old Spice og gammelt menneskes kælder ud af min nye vintagekappe? Det hjalp ikke med tre dage på bøjle udenfor i frostvejret. Nu ligger den på radiator indenfor og får hele min lejlighed til at stinke af… død, Old Spice og gammelt menneske. Må hellere ryge det til.
  • Hvordan fortæller jeg min far, så han forstår det, at det er pissenederen, at han bliver irriteret på min bedstemor over, at hun er gammel, sover meget og glemmer fra næse til mund? På en måde, så han ikke kommer til at hyle over det sandhedsserum, man nok er nødt til at kyle i fjæset på ham: Vi kommer alle til at savne hende, når hun lige om lidt ikke er her mere. Men det nytter ikke noget at forsvarsreparere sig ud af sorgen på forskud og blive all hård og harsk, vel.
  • Hvordan bekæmper jeg trangen til at tæve folk, der siger ‘Berlingeren’, hårdt med en våd Søndagsberlingske?

 

Og nej. Det her har I nok heller ikke tid til at læse eller kommentere. Det er jo den
24. december.
 Men jeg har tid til at skrive det. Og at lede efter et passende
PR-foto af the official Old Spice guy, der poserer sammen med Fabio.
Fordi jeg i år hverken koger rødkål eller har ansvar for sværen,
men mere er sådan en, der helst ikke må gå i vejen. Gud, hvor jeg ikke duer til højtider.
Er mere til helt almindelige weekender. Men altså. Glædelig jul, ikke.

Vil du ikke også læse ...

Det værste ved at date er ...
Et styks omvendt klage, værsåartig
Åbent brev til Kolbøttefabrikken
Nye læsere kan begynde i 2011

Nogen, der giver et lift til provinsen asap?

Det virkede som en god idé. Det der med at sige til min søde, men anstrengende familie, at jeg først indfinder mig til jul den 24. Op ad dagen.

Fordi man slipper for al den larm og babysnak og pattebørnsstemning, der flyder mellem dem i juleoptakstdagene, som giver mig sådan et behov for at sidde i et hjørne og rokke frem og tilbage og være heeeelt stille. Næ. Jeg købte mig fri. Ved at arrangere et lift den 24. i stedet for en togrejse dagen før. Og nu kan jeg gå herhjemme og smække søde, personlige hilsner på de sidste tilfra-kort. Omindpakke alle de gaver, som ligner, at de er pakket ind af… teenagere i Magasins indpakningsbod (… som de er. Man skulle tro, at de havde lært at få det til at se pænt ud efter en måneds nonstop indpakning, ikke?). Gå ned i pakistanerkiosken på hjørnet, som af reasons unknown to man fører den helt rigtige ribsgelé til rødkålen – fordi jeg ved, at min mor har købt syv glas af den forkerte. Lytte til P1. Dampe min nye vintagevinterkappe fri for krøller, så jeg kan se ordentlig ud, når vi tager billeder i skovene på julegåturene om nogle dage. Krybe sammen i sofaen med kaffe, stearinlys og Tine Tholanders lækre mor-manual, som dumpede ned i mit skød til en pakkeleg for nogle dage siden (… just for the record, Tine. Din bog er ikke allerede pakkelegshadegavemateriale. Det var ikke sådan nogle mennesker. Voksne mennesker, ordentlige gaver.) Filosofere lidt over det år, der er gået.

Well. I praksis har jeg hverken skrevet søde tilfra-kort, været i nogen pakistanershop, filosoferet en skid, dampet en pind eller kigget på andet end omslaget af Tines bog. I stedet tilbringer jeg 23. december med tømmermænd og drageånde og fedtet pyjamas i min sønderskudte lejlighed, i tudehumør over Nogen, der igen-igen har demonstreret, at han ikke fortjener mig. Med tyndskid efter alt for mange mandariner, fordi jeg ikke gider bevæge mig ud efter propre fødevarer. Mens jeg følger jeres statusupdates, som I indfinder jer i provinsen og klager over larm og pladsmangel og anstrengende familier. Og I elsker det. Og I har slet ikke tid til at læse det her. Fordi I er hoppet med på den kollektive neurose og nu sidder og taler babysprog og generer jeres single, barnløse kusiner med pludder og smalltalk og gode intentioner. Jo, I er, og jo, I gør.

Og ved I hvad? Nu savner jeg min mor.

Vil du ikke også læse ...

Anonyme Hjemmefødninge
Det måtte bunde i, at hun kaldte Danielle Steel-bøger for »litteratur«, tilføjede han
Dagens opfordring fra Arveprins Knud
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Fra emodagbogen: For Asbjørns skyld vil jeg gerne lyde mindre klog

Har sådan lyst til at råbe ud i fortiden til Emodines, at some things are never gonna change. 15 år fra nu vil hun stadig være vild med umodne, provokerende drengemænd, selv om deres bedstevenner ville være meget bedre for hende.

Dagbog - nix pille3. september 1997

Er jeg varm på Asbjørn? Nej, vel!? Men jeg vil enormt gerne komme sammen med ham. Jeg savner virkelig én at komme sammen med. Og da Asbjørn er den, der ser bedst ud, er han den første den bedste. Jeg er lidt varm på ham, men jeg elsker ham ikke, som jeg har elsket David. Jeg vil sige, at jeg er tilpas varm på ham til at komme sammen. Hvis bare han ikke var så provokerende og umoden. Han render altid rundt og skaber sig, og siger man til ham, at han skal være ordentlig, så ter han sig så åndssvagt, at jeg ku dreje halsen om på ham. Han er et levende bevis på, at piger modnes hurtigere end drenge. 

Men så i dag så jeg alligevel en side af ham, som jeg ikke har set før. Vi har lige flyttet pladser, og jeg sidder skråt over for Asbjørn. I timen sagde Martin B noget helt vildt uforståeligt (han stammer) og jeg kom til at kigge lidt underligt på Asbjørn som reaktion. Men i stedet for at sige “Ej, gloabe! Kig væk!,” eller sådan noget, som han plejer, kiggede han tilbage og vi udvekslede indforståede blikke.
Der er bare det problem, at jeg ikke ligefrem er Asbjørns type. Men så må jeg vel bare prøve at indynde mig. Snakke med ham, se bedre ud, måske tabe mig, ikke lyde alt for intellektuel, for det er slet ikke ham.
Åh, han har altid været min mors yndling, derfor er det lidt irriterende, at jeg nu er varm på ham. Men hvorfor skal han se så godt ud? Han har lige rundet 1.80, går i Diesel og Levi’s og har de pæneste blå øjne. Desværre er han også bedste venner med Mikkel, som har været forelsket i mig siden 3. Men hallåååeh? Hvornår har jeg nogensinde keret mig om Mikkels følelser? 

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
»Farvel«
Gro nu noget stil, Sparkz.
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«