Hit med noget følelsesporno

Ved I, hvad det bedste ved blogging er?

Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.

Forlaget Samleren har været så søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i går, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altså ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link på din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, også de anonyme, så længe der er hjerte bag, og så længe det handler om dig, ikke mig.

Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!

Vil du ikke også læse ...

Arten burde være uddød ved kommunikationsbrist by now
Hvad der kommer ud af at ønske sig Sally Field som mor
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

flattr this!

Bedre end Helle Helle

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om på de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel på pli og går til lægen og forsøger at jagte en diagnose på sit vakuum, men lægen er mere sådan én som leder efter fysiologiske forklaringer på det hele. Måske er hun aseksuel, foreslår lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er så svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Jeg har været en tur i Lidl ...
Åh, Ryan G.
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Ikke-ryger + foto = netdatingsvar?

Jeg havde altid troet, at det kun var nederen mennesker, der skrev i deres profiltekst på netdatingsites, at der enten skulle være foto i profil eller vedlagt første henvendelse, hvis man ville forvente svar fra vedkommende.

Nederen, tænkte jeg. Hvem er så lidt forstående for, at det er lidt grænseoverskridende at have sit foto liggende derude i cyberspace?

Wrong. It’s a self preservation thing. Man vil gerne spare sig selv for selvindsigten i, at man er typen, der godt kan blive lidt småkåd med nogen baseret på deres skrift alene – blot for at finde ud af, at man samtidig er typen, der må stoppe skriveriet, når man opdager, at deres udseende slet, slet ikke er dét, man havde forestillet sig.

… så er det trods alt bedre for ens selvopfattelse aldrig nogensinde at have indladt sig på en korrespondance in the first place.

Og når det så er sagt. Jeg hader netdating. Hader det så meget, at jeg skal tage mig rigtigt meget sammen for overhovedet at gå ind på websitet. For hvor er det dog enerverende at opdage, at det kun er godt 1 ud af 30, der klikker på ens profil, der faktisk har lyst til at skrive til én. Det inviterer kun til slag i selvtilliden á la ‘hvorfor synes han ikke om mig, hvad fanden har jeg gjort ham?’ og ‘måske burde jeg lyve og påstå, at jeg er ikke-ryger for at behage flere mænd?’.

Hader det. Jeg er jo både flink og god mod dyr og sjov i det. Det er bare som om det ikke rigtigt kører for mig, det der med at skrive noget, der springer i øjnene i det endeløse katalog, alle har til rådighed.

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
Kremering eller kiste?
Et styks omvendt klage, værsåartig
Den Væmmelige Søster

flattr this!

Vil egentlig gerne vide…

… hvornår det holder op. Det der med, at man vender hjem fra en aften i gode venners og god musiks lag og tankerne alle andre steder end på den nære, dumme fortid og regner med, at der står en brødebetynget, ung mand og venter i porten – gerne i ly for et klædeligt regnvejr eller noget slud – og siger, at jeg må undskylde fejlen, selvfølgelig er han forelsket i mig, og kunne jeg ikke godt overveje, måske bare en dag i fremtiden, at forelske mig tilbage i ham?

Hvar? Hvornår holder det op med at være op ad bakke, når nu man faktisk overordnet har det helt okay igen?

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
It's getting old
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma

flattr this!

Face of Egypt – one year on

For et år siden var jeg lige kommet hjem fra Egypten. Få dage før det hele gik løs på Tahrirpladsen, var jeg hjemme i den lune tryghed i det ganske land igen. Disse billeder lå på mit Canon fra en gåtur rundt i en egyptisk morgen, og når der nu skrues op for begreber som ‘arabisk forår’ og ‘Vredens Dag’ og ‘en halv revolution’, så er det denne stemning, disse ansigter, der toner frem. Jeg synes nemlig, det ligner noget, der godt kunne være fundamentet under frihed.

Vil du ikke også læse ...

Wakefield-misundelsen, der fordampede
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Farvel og tak, Politikens sms-service

Hvad der burde have vækket mig i morges, da min mobil bippede med en sms fra Politiken:

“HKH prinsesse Marie har til morgen født en datter på Rigshospitalet”.

Hvad der i stedet vækkede mig i morges, da min mobil bippede med en sms fra Politiken:

“Caroline Wozniacki taber kvartfinalen i Australian Open til Kim Clijsters”.

Det er muligt, at prins Joachims afkom ikke rigtigt er breaking news i objektiv forstand, men hvis en tabt kvartfinale i en stærkt ligegyldig sportsgren er nyhed nok at sende ud på sms, så er ankomsten af nummer 10 i den royale arvefølge fandme også.

Vil du ikke også læse ...

Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Gyldendal og Arnold Busck; buckle up
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

Kage, kvindelogik, kæmpekliché

Jeg steger pandekager, mens jeg af et mobilkamera lærer, at det var godt, at jeg ikke gik foodstylist-vejen. Forsøger simultant at abstrahere fra, at:

ingen endnu har skrevet til mit nye internetdating-jeg (jojo, det måtte jo skeIgen.). Selv om jeg både har skruet ned for mig selv og op for et godt citat og en sportsmetafor. Er det ikke det, man skal? Fremstille noget pænt og uflosset og ufarligt? Must revise. Tips modtages, hvis jeg har nogen mandlige læsere tilbage.

 … jeg ikke aner, hvad alt det der ROJ TV-snak går ud på. Er det principielt? Er vi sure? Skal jeg sætte mig ind i det, eller er det sådan en pseudosag, som vagthundene har kastet sig over, fordi der ikke lige er andet at gå op i?

ikke er typen, der laver en stak pandekager, stabler dem fint og indtager dem med kniv, gaffel og fyld i. Er mere sådan en, som spiser halvstegt dej direkte fra panden.

Jarnvig efterhånden ligner et tidløst gebis med hud på og stadig formår at ligne sit kernemælksunde selv fra firserne. Seriøst, kan nogen huske, at han ikke har været på skærmen?

jeg er blevet kvindeklicheen, jeg hader. Og derfor nu skal drikke kaffe in the name of instisteren på venskab. Hm. Ser man det. Har nu forståelse for disse før så forhadte kvinder – dem, der pure nægter at lave et clean cut og bryde kontakten – på et helt nyt niveau. Det er sgu da bare kvinder, der ikke orker at gå og være bitre.

Vil du ikke også læse ...

In denial efter tre døgn i ske
Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Olde var da quite the looker?
Og der blev faderligt lys

flattr this!

Keep it real, real estate business.

Min tro på verden fik sig endnu et nøk opad i dag, da jeg faldt over ham her.

Tænk, at der stadig findes ejendomsmæglere derude, der tror på, at en vinduesudsmykning af en sælgerstereotyp i helfigur serveret med en noget passé smag i ansigtshårvækst – der mindst af alt udstråler smart-i-en-fart-fusk – er all the publicity you need. Hold kæft, hvor blev jeg glad. Fordi nogle hjørner af verden endnu er rene og naive. Det havde været så nemt at hyre en for længst glemt Marcus Schenkenberg eller noget andet rest fra halvfemserne til lige at posere som illusionen af en ejendomsmægler. But nooo. Her er vi stolte nok af the real deal. Får pludselig lyst til fast ejendom i sådan en verden, faktisk.

Watch and learn i den kreative klasse derinde på Vesterbro. Viral markedsføring og skjult model placement er so last year. 2012 er all about at stå ved sit David Brent-look.

Vil du ikke også læse ...

Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Heldigvis kommer Knud ud over det hele

Ikke for noget. Men den her januar skal snart fedte ad helvede til. Med sin kulde, sin finanskrise og sin palaver.

I går knækkede min cykelnøgle i min tilfrosne cykellås. Bare sådan. Også den opsagde samarbejdet med øjeblikkelig virkning og sendte mig ud på en taxatour de København for penge, jeg slet ikke har. Havde lyst til at vræle et højt whaaa-haaaai-miiiii? på den sympatiske taxachauffør, der fortalte detaljeret om sin tid i diverse velgørenhedsorganisationer i Afghanistan, og at han nu ikke rigtigt fandt privilegerede Danmark ret charmerende, når imbeciliteter som X Factor kan make the headlines. Han havde ret. Men det var ikke lige på verdens uretfærdighed, at mit fokus ligger i disse dage.

I morges tog jeg et spontant raseriskænderi med den lokale reklameomdeler, der voldtager vores dørtelefon i en sådan grad, at jeg ikke har sovet længe på en lørdag, siden jeg flyttede ind. Selv om jeg slet ikke skal have reklamer. Jeg skreg ned i dørtelefonen, at han ikke bare måtte holde knappen inde, indtil jeg åbnede. For det gav en helvedes larm på hele etagen. Om han havde forstået? Helvedes larm? Pause. Jeg buzzede ikke, før der meldte sig et spagt ‘undskyld’ i den anden ende.
Fik det uhyre dårligt med at være blevet sådan et menneske.

Og her til eftermiddag troede seje Euromankristoffer fra Fuck You Very Much, at jeg var en mand. Eller. Jeg tweetede “hvem skal man kneppe i denne by for at få lov at købe en spraydeodorant, der ikke dufter enten sødt eller af apotek”, hvilket han tog som en invitation til at fortælle mig om Doves udmærkede herreduftserier. Og om jeg godt ville lade være at kneppe ham.

Ej, men for fanden. Var liiiige ved at give mig til at hyle. Så var det godt, at Stinestregen gjorde sit for at redde alles humør ved at dele denne lille flig hverdagslykke:

knudtiltjeneste

Det virkede faktisk lidt. Sammen med en gang Pride & Prejudice på TV 3.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Kære mandag i april.
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet

flattr this!

Indstiller jagten på gråden

Jeg har kigget oppe. Jeg har kigget nede. Jeg har kigget inde i mig selv og ude i Facebookalbummer. Jeg har set rørende film, jeg har hørt vred musik. Jeg har pillet løg i håbet om at fremprovokere den ægte vare. Jeg har stirret virkelig længe ud i luften uden at blinke. Jeg har drukket mig fuld, jeg har ligget i fosterstilling, en dag cyklede jeg endda en omvej forbi vores yndlingsrestaurant. I håb om at se, høre, konfronteres med minder, der kunne afsløre bare et lille, vådt spor efter lidt gråd et eller andet sted inde i mig.

rene-zell

Jeg har sågar taget mig selv i at stå midt i mit soveværelse i bare bryster og sure trusser og skråleskrige Kelly Clarksons Because Of You. Her rundede jeg en yderst uværdigt hvislende I cannot cry because I know that’s weakness in your eyes-strofe og en skinger snubleversion af linjen My heart can’t possibly break whenitwasn’tevenwhole to staaaaart wiiiiith!!!

Intet. Nada. Ikke en eneste oprigtig tåre lader sig vride ud. Selv om jeg virkelig gerne ville. I forløsningens, punktummets, respektens navn. For at vise mig selv, at jeg er et rigtigt menneske af kød og blod, der reagerer, når betydningsfulde indslag i livet er forbi.

Men. Kroppen er ikke med mig. Det er som om den ikke rigtigt synes, at situationen er dét værd. Så jeg indstiller søgningen og tager et hovedspring ud i noget helt andet vand; det store, grå, stille hav af det-var-vist-bare-det.

Og nu skal jeg nok tie stille med den hjertesmerte.

Vil du ikke også læse ...

Det her er til Behagedorterne
Kære livmoder.
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Den Væmmelige Søster

flattr this!

Når livet er sådan et møgdyr, at diagrammer fremstår sjove

Er blevet ret dårlig med Garf. Se selv hvorfor.

 … Nåm. Jeg har tømmermænd og spiser for gammel kartoffelsalat (ville allerhelst være sådan én, som yndefuldt mistede appetiten i modgang) og har mistet troen på det gode i andre mennesker og lugter under armene og ud af munden og har udskudt et ‘møde om min fremtid’ til mandag – fremtiden er der nok stadig på mandag, skal vi ikke satse på det – og sidder nu og klukker over grafer. Fedt. Virkelig fedt. Fredag er virkelig fed her på infotainmentet.

Pip lige, hvis jeres fredag er mere nederen end min. Jeg får det bedre, når jeg hører om andres nedture. So sue me.

Vil du ikke også læse ...

Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

flattr this!

I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt

I dag har jeg behov for at være et virkelig strengt menneske, der ler hånligt, når andre bliver behandlet ufint. Jo, sådan er det, når man selv bliver gjort til grin. Man må spise alt, man lyster, man må drikke sig skidefuld på hverdage, og man må grine højere end alle, når andre bliver gjort til grin. Sådan er reglerne.

Det kan for eksempel gå ud over Villy Søvndal, der sovende dukkede op i min newsfeed her til morgen.

394886_10150628565226115_750111114_10913358_1725709684_n

You’re welcome.

Vil du ikke også læse ...

Indstiller jagten på gråden
På menuen i dag? Perspektiv.
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Fem minutter i 2002

flattr this!

Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma

Jeg har glemt, hvordan man håndterer granatchokket. Den der stilhed, der efter et yderst ubehageligt telefonisk punktum indfinder sig, og man ikke ved, hvilket ben man kan stå på. Det, der er i et rasende tudehumør, eller det, der i al hast opretter en datingprofil?

Gik derfor i hi for at undgå gråd og datingplaner og tog en lur – hvor jeg drømte, at min far døde og derefter ringede fra hinsidan (der i øvrigt ligger i Cuba, fyi) for at trøste mig. Besluttede mig for, at jeg havde fortjent noget godt at spise. Og ikke noget crap med bearnaise fra box eller en masse e-numre. Næ, min fars gammeldags kartoffelsalat med løvstikke og ordentlig mayo og økogrøntsager, der ikke skal købes i Netto, fordi de så allerede er besudlet af discount, uanset hvor biodynamiske, de så vitterligt er. Hvor så? Bingo.

Irma.

Jeg kommer ikke i Irma. Har ikke psyke til bare af og til at smage den himmel af service og lækker emballage og speltkusserei, når jeg til daglig må nøjes med Netto og Fakta og sodavandspletter på gulvet, som de livstrætte teenagere i kassen ikke gider tørre op. Har skåret Irma ud af mit liv, det findes ikke. Men i dag virkede som en dag, hvor jeg gerne måtte bryde den slags sunde principper.

irma

Løvstikkehylden var tom. Skiltet var der. Jeg sejlede hen til kassedamen og spurgte ualmindeligt surt, om der var mere løvstikke på lageret. Fik et smil igen. Totalt ufortjent. Så lukkede hun kassen og fulgte med mig over i grøntafdelingen. Og blev helt modløs, da hun måtte sande, at der vitterligt ikke var mere løvstikke, heller ikke forputtet blandt citronmelisse og schweizermynte (?). Øv, sagde hun. Hun kunne nok først klare det i morgen. Hvad skulle jeg bruge det til? Kartoffelsalat? Jamen, havde jeg prøvet ganske almindelig basilikum – som var på tilbud? Orkede ikke at forklare hende, at min far bruger løvstikke, og løvstikke var det tætteste, jeg kunne komme på en faderligt kram i dag. Snuppede basilikummen og krængede læberne bagud i noget, der skulle forestille et ‘tak-for-ingenting-men-tak-alligevel’-tak, og hun forduftede, mens jeg fandt de øvrige ingredienser.

Henne ved kassen sad en ny pige. Mens hun scannede mine varer og puttede elastik om æggebakken og nænsomt placerede den uden for båndet, så æggene ikke blev mast (Nettoteenagere, læser I med her?), kommenterede hun min basilikum. Med et ‘løvstikke er bare godt i kartoffelsalat. Jeg håber, at det går med basilikum’.

Så havde de lige konfereret om Løvstikkegate! For fanden! Jatak!

Jeg kan ikke hyle over andet end de løg, jeg gik hjem og hakkede. Det er, som om vandet ikke vil gå, og når jeg lige om lidt drukner af oversvømmelse indeni, så håber jeg, at Gud forbarmer sig og sender mig udenom det mainstream Himmerige og i stedet lukt i Irma.

Vil du ikke også læse ...

Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Arten burde være uddød ved kommunikationsbrist by now
»Farvel«
Er vi snart væltet færdig?

flattr this!

Kh. Den Brændte Bro

The-Falling-Man.-A-man-whose-identity-remains-unknown-falls-headfirst-after-jumping-from-the-north-tower-of-New-Yorks-World-Trade-Center-after-it-was-atacked-on-Tuesday-Sept.-11-2001.-This-now-famous-photograph-has-become-ico-960x853

De bliver ved med at spørge mig, hvad jeg føler.

Om jeg er vred, ked af det, føler mig til grin? Om jeg havde ventet det, om jeg er chokeret? De vil have en beskrivelse, der kan passe til det ansigt, jeg stiller op. Jeg ved ikke selv, hvordan det ansigt ser ud, jeg mener, jeg kan jo ikke selv se det.

Men det, mit ansigt, det stirrer blankt ud over parketgulvene og prøver at folde sig i de folder, som et ansigt skal foldes i, når det får at vide, at du har været sammen med en anden. At du er sammen med en anden, har fundet sammen med en anden. Og at du ikke har tænkt dig at fortælle det disse detaljer, fordi du ikke vil brænde nogen broer.

Broer, tænker jeg, broer, tænker jeg igen og nikker. Selvfølgelig. Broer mellem noget og noget andet. Det var det, vi blev kogt ned til. Mellem nogen og nogen anden. Mellem mig og dig? Mig og hende? Dig og hende?

Mest har jeg lyst til at forklare dem, at jeg, der midt i deres cirkel af velmenende, stirrende, bekymret kærlighed – udover at have det sådan her – er så uendeligt glad for, at de har drukket mig fuld først.

Vil du ikke også læse ...

In denial efter tre døgn i ske
Naturligvis ringede han ikke.
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Kan man stadig ‘blive gået’?

Har egentlig aldrig forstået den der vending med, at nogen ‘blev gået’. Men man hører det både i Nyhederne og over middagsselskaber med voksne mennesker, der ikke er heeelt blæste oveni. At den og den topchef/afdelingsleder/narkoselæge er blevet… gået.

Har det altid som om jeg er ti år igen og keder mig i mine rottehaler og strøget, aftagelig krave hos mine meget posh bedsteforældre. Siddende rank, for ellers får jeg dræberblik af min mor, der dengang stadig var så angst for sine forældres rynkede bryn, at hun bare gerne ville vise dem, at hun opdrog mig strengt og til at sidde stille med rank ryg.

Lige dér er jeg, når nogen siger, at den og den er blevet… gået. Og en tiårig med aftagelig, strøget krave siger ikke ‘det kan man sgu da ikke sige’. Og spørger ikke ‘men snakker vi fyring eller tvungen opsigelse eller voksenmobning ELLER HVAD, sigdetsåjegbliversindssyg’. Men det må en voksen blogger gerne. Elaborate, please. Hvad ved I? Og ved I også noget, om hvorfor det er næser, der bliver uddelt til folk, der bliver… gået?

cee you next tuesday(Og nu vi er ved det med sproget. Jeg lagde mærke til, at nogen sneg ordet ‘cunt’ ind i vores bandeordsforråd for nogle år siden. Og alle var oprørte, det ord var det grimmeste, de nogensinde havde hørt. Og så var det som om ordet trak sig ind i skjoldet igen, fordi vi var så rædselsslagent snerpede. Personligt savner jeg det. Og har nogle gange brug for at råbe CUNT. Eller bare kalde nogen ‘the cuntest of cuntest’. Andre ord dækker ikke, når en møgmær i a-kassen prøver at være kæk og ikke fatter, at hun gambler på mit daglige brøds vegne. Se, møgmær. Duer ikke.)

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Hvorfor jeg hader Indre By

flattr this!

Om afbrudt læseleje

Jennifer Egan, A Visit From The Goon SqaudJeg forærede engang min ikke-ret-belæste veninde de hurtigste kalorier nogensinde: Nynnes Dagbog. Hun tog den med hjem, med i auditoriet, med i toget, med hjem til mig igen. Med overalt. Alligevel nåede hun ingen vegne i den, kunne jeg se på æseløret, der hele tiden svævede et sted i første halvdel. En for hende yderst logisk forklaring fulgte. At bogen var så vanvittigt god (jaja… det er den altså), at hun læste første halvdel igen og igen. Og igen. Indtil hun havde vredet al morskab ud af første halvdel, men stadig havde til gode at vide, hvordan det hele dog skulle gå Nynne. var hun klar til anden halvdel.

Sådan læste hun altså bøger. Hun sammenlignede metoden med at tisse virkelig langsomt efter at have holdt sig længe. Eller først nyse, når man ved, man kan seks-syv gange i træk. Eller, for at sige det vi alle tænker; trække sex ud. Udspændt nydelse, forlænget.

Jeg er mere sådan én som tisser og nyser og kommer, når jeg kan. Og ræser mod slutningen af en god bog, typisk så hurtigt, at jeg ikke helt opfatter handlingens små, fine detaljer. Men nu har jeg fundet den bog, der får mig at ønske, at jeg kunne følge min gamle venindes metode. ‘A Visit from the Goon Squad’ af Jennifer Egan. En prisoverdynget perlerække af små i hinanden indviklede snapshots fra New York og San Francisco, så banale i sin idé, men så knudret i sin opsætning – og fyldt med så mange lækre observationer, at det er umuligt at fange det hele ved første gennemlæsning. Jeg er hooked på Sasha, Bennie og Lou og den måde fortællingen om dem og deres periferi er foldet ud i glimt over 30 års digital udvikling.

Jeg er nem at imponere. Det gør den ikke mindre god.

Vil du ikke også læse ...

Romantikken er død, leve hverdagen
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Og der blev faderligt lys
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!

Er forelsket i det her billede, men…

… jeg håber bare sådan, at vi snart kan begynde at acceptere plus-sizemodeller som skønheder i sig selv – og ikke kun nævne dem i forbindelse med, at gængse fotomodeller er for tynde. Synes en kvinde som Katya Zharkova her fortjener mere credit end det. Se lige på hende, hendes skønhed ligger da ikke i, at hun tør være tyk (får netop at vide i min øresnegl, at den korrekte term for denne kvindes fysik er ‘blød’); den ligger da i hendes glød, hendes grin, hendes humor. Gid vi kunne se forbi kiloene. Også når de er der.
Lidt som kun at ville snakke om… åh, lad os tage et nærværende eksempel… mig i forbindelse med, at jeg ikke er en mand.

Foto: Victoria Janashvili
for Plus Model Mag

Vil du ikke også læse ...

It's getting old
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Fire år, du
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Er så træt af at høre om hans selvværd

Gymnasietiden har ringet. Den vil gerne have patentet på det med selvværdet tilbage. Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre voksne kvinder skyde skylden på forskellige mænds selvværd. Man kan høre det over hele byen. På Wilders på Christianshavn. I metroen. På bænker i Frederiksberg Have. “Ej, men han har også bare vildt dårligt selvværd”. – “Ja, det har han virkelig, totalt dårligt selvværd”. Eller måske er han bare et røvhul med udmærket selvværd, der ikke gider være din eneste ene? Kan vi ikke godt snart begynde at opfinde nye undskyldninger for, hvorfor mændene ikke gider os? “Hans mor må have drukket under graviditeten”? “Han har et upassende forhold til sin søster og er nødt til at finde en klon af hende – hun er rødhåret, jeg er kommunefarvet; det gik bare ikke”? “Han har for mange allergier til at opføre sig ordentligt”? Anything bare remotely mere fantasifuldt end det trættende selvværd ville pynte gevaldigt, når man sådan går rundt og eavesdropper i København.

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Wakefield-misundelsen, der fordampede
Kh. Den Brændte Bro
Dead Poets' Society på Infotainer.dk

flattr this!

Eller også er jeg bare virkelig obs på min økonomi

Jeg bliver nok (igen) nødt til at indkalde mit forhold til alkohol til en lille medarbejderudviklingssamtale. I morges opdagede jeg, at gæsterne i går aftes ikke havde drukket helt op, og derpå fulgte en lodret hjerneblødning, da jeg seriøst overvejede, hvordan jeg skulle kunne hælde deres rester tilbage i baginboxen, hvor de kom fra.

Og ja. Jeg får faktisk gæster. Don’t look so surprised.

Vil du ikke også læse ...

Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Den Væmmelige Søster
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!

Det var en mørk og stormfuld verden

Ville egentlig have skrevet noget deprimerende og storladent om min bedstemor, men det må I have til gode til en anden dag, for hvorfor hælde mere mørke på en mørk, mørk tid?

Vestas fyrer 1.300 i Danmark. Berlingske lukker Urban og fyrer 87, av branche, av, der bliver trangt henne i A-kassen. Verdens bedste bogcafé, Løves i Toves Galleri, lukker, øv. Tre medlemmer af min ellers størrelsesmæssigt meget beskedne familie har stress, og jeg selv går snart i betalingsstandsning. Og så i morges, som et skide kirsebær på det hele, opdagede jeg inde i mit fjernsyn, at TV Shop har gang i noget nyt design. Aire bh’en, så afskyeligt i sit udtryk, at min gamle hang til ubrugelig lort instantly kicked in. Jeg bliver nødt til at eje den, også selv om bryster faktisk (som de eneste i min verden, tilsyneladende) ikke modarbejder mig og stadig sidder relativt højt. Må eje dens sportsbh-look, dens puritanske dækningsprocent, dens evne til at udglatte rygdeller. Jo, det kan den, det så jeg selv i reklamen. På den afmagrede bh-model. Ingen rygdeller, I tell you.

Ond, ond torsdag.

Men i dag bliver jeg ikke inden døre og svælger. Det var sjovt i går, det er det ikke i dag. I dag går jeg ud og genopfinder et eller andet. Evnen til at holde mit hoved højt, for eksempel. Er sikker på, at det nok skal gå for os alle. Min branche, min familie, mit land. Min økonomi, mine bryster.

Når jeg så er færdig med det, med at rave formålsløst rundt derude i verden, så går jeg nok hjem igen og begynder at citere storladen poesi som nedenfor og skrive deprimerende indlæg om min bedstemor. Det gør nok hverken fra eller til i det store humørregnskab.

Do not stand at my grave and weep // I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow // I am the diamond glints on snow,
I am the sun on ripened grain // I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush // I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight // I am the soft stars that shine at night.
Do not stand at my grave and cry // I am not there; I did not die.

– Mary Elizabeth Frye, 1932

Vil du ikke også læse ...

Kære mandag i april.
Naturligvis ringede han ikke.
Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
Mine knogler var ellers ret morsomme back in the days

flattr this!

Hvor fanden ligger Canal 9?

Så er min skæbne beseglet.

Jeg troede lige, at jeg faktisk havde en reel chance for at blive et helt menneske, igen fri af min tv-pakke. I al hemmelighed så jeg frem til, at jeg skulle være blandt dem, der mistede TV 2. Fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne overskue at få dem tilbage, hvis de først var væk. Pist væk med tidsfordrivet. Ikke mere ukritisk discountnyhedsformidling på News, ikke mere Friends på Zulu, ikke flere glemte halvfemserfilm på Film. Det ville sikkert svie lidt i begyndelsen, men efter noget tid ville jeg formentlig vende tilbage til bøgernes verden, avisernes, bladenes. Og lidt DR K til de stunder, hvor man kunne holde fri fra intellektualiteten uden sådan rigtigt at holde fri, ikke.

glamour

Ak nej. Ikke bare sad TV 2 morgenfrisk der inde bag skærmen og hilste goddaw, da jeg med rystende, ambivalente hænder i morges klikkede mig rundt i min skæbne. Farvel svage håb om givende fritid. Nej, nu kan jeg også læse, at den helt store fælde, som SBS havde fjernet fra min liste over mulige guilty pleasures – Glamour – nu er tilbage fra marts. Hos Canal 9.

Jeg ved ikke, hvordan Helle Thorning forventer, at jeg skal leve op til nytårstalen om at bidrage i selv det små, når hun tillader slige sager. TV-pakker, crap-serier og internettet er for Danmark hvad plastikstolene er for Venezuela: hvis vi forbød dem, så skulle I bare se løjer og en folkevandring af arbejdsløse og freelancere og ‘selvstændige’, der ville strømme ud på jobcentrene og tigge om noget at tage sig til.

Hm. Hvor fanden ligger Canal 9? Og hvorfor staver de det med c? Det er jo ikke fordi kanal på engelsk hedder canal, vel, med mindre man taler om kanaler med vand i. Og det håber jeg ved gud ikke, at man gør.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
Dannelse og udannelse i Humlebæk
Postkort fra skråplanet
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Forskellen på modebloggere og ikke-modebloggere

Der er mange måder at holde søndag på.

Skærmbillede-2012-01-08-kl.-16.48.59

Nogen har noget at udsætte på belægningen på dyrt indkøbte designerbønneborde. Andre oldschoolbrækker sig bare.

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Det her er til Behagedorterne
Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Det måtte bunde i, at hun kaldte Danielle Steel-bøger for »litteratur«, tilføjede han

flattr this!

Om ikke at have børn, men tid

Undskyld, jeg kan ikke blogge i dag, for jeg har afsat hele dagen til at udskyde alt det NemID-relaterede, som 2012 allerede har akkumuleret for mig. I stedet kan I finde mig på YouTube. Jo. Fordi jeg kan. Lyder det indholdsløst? Det er det ikke. Helt. For jeg har fundet – som den muligvis sidste i universet – canadiske indie-beach-ska-agtige Walk Off The Earth. Som selv siger, at de er helt uafhængige af pladeselskaber, managers eller PR-typer. I disse virale tider er det næppe noget heeeelt nyt, men det er de selv altså. De kan gøre alt lyttebart! Ikke bare allerede gode numre som Gotyes Somebody I Used To Know – twisted til fem mand om én guitar:

[youtube d9NF2edxy-M 640 431]

… men også den storladne Adeles Someone Like You, liiige taget et par nøk nedad med en gang ukulele:

[youtube 2U0NFgoNI7s 640 431]

… og også rædsler som Rihanna & Eminem – nu fremført af en enkelt Gianni Luminati og en loop station:

[youtube TjkVXzmsP78 640 431]

Ej. De er naturligvis da ikke det eneste på programmet! Skal da også fakturere. Og tage opvasken fra i lørdags. Og hente nogens børn i vuggeren. Måske endda være vovet og alfabetisere mine bøger i reolen. Sidder stadig fast i en gang farveinddelt bogopstilling, og jeg er stadig ikke blevet mere zen af det. Og tænke over, om den ud på alle 2011s forsider jagtede Kidd selv synes, han havde held med at overbevise os og Clement Søndag om, at hans projekt var en joke, og at han får ondt i sit intellektuelle hjerte over at kunne samle en hel generation om meningsløshed og overfladelir? For mig at se var hans musik da ikke meningsløst på andet end overfladen – det var så overdrevet sjovt og flabet, at det ikke kunne være andet end en form for klog joke. Det bedste forsøg i generationen på opgør med autoriteten; det etablerede musiksystem. Det troede jeg, vi var enige om?

I øvrigt kunne de godt have pudderduppet ham lidt inde i DR, den nervøse knægt svedte jo rundt i sin stammen.

Får pludselig travlt?

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Fire år, du

flattr this!

Søndagsgranatchok

Ved ikke, hvordan det er meningen, at man skal se ud i hovedet, når Spotify på Facebook fortæller én, at Søren Pind har lyttet sig gennem på den vovede side af femten Anne Dorte Michelsen-numre.

Eller hvilken mimik, der passer til en særdeles gribende DR2-dokumentar om to donorløse teenagere med blodsygdomme. Når tilrettelæggerne ikke har valgt passende violiner som baggrundstæppe, men… BeeGees. Som i Stayin’ Alive. Som i AHA-HA-ha-ha-ha-stayin’ alive-Stenaline. I Linje 3-versionen. DR2, I skylder det krampegrådsanfald, I lod mig spare sammen til, men gjorde umuligt at forløse til dækbilleder af Preben, Birchow og Eje med falske tandsæt*.

Ved slet heller ikke, hvordan jeg kan undgå at gå i blogrygklapperfælden, men dog stadig nævne den respekt, jeg har for, at Maren i går beviste, at kvinder er kvinder (og i dette tilfælde amarOrama) nærmest. Med nedklippede negle, behørigt med alkohol inden for vesten og bevæbnet med sloganet “Vi skal sgu kunne rumme hinandens neuroser. Nu ikke så sart” tog hun lige én for alle de kvinder derude, der hellere vil nyde at snacke på et brugt trusseindlæg end slappe af til en rigtig underlivsundersøgelse i stigbøjlerne. Er stadig rød i kinderne af grin, godt selskab, produktion af røverhistorier og sætninger som “Djnieszch. Du er fandme vor tids Kahhren Blixjen. Jooo, du er, hold nu OP. Jeg elsskjer dig altså. Æh. Din blog. Elskjer den.”

Nå, men nu skal det jo heller ikke blive en lukket fest, det her.

.

*) Laver de i øvrigt ikke snart noget nyt, Linje 3? The
mother of all guilty pleasures. Måske en Anders Frandsen Tribute Tour?
Savner dem lidt. Eller. Er træt af at blive spist af med Ørkenens
Sønner og De Nattergale. So not the same deal.

Vil du ikke også læse ...

Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Det var ikke for at tage fokusbolden
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Dagens opfordring fra Arveprins Knud

flattr this!

Hvad koster et nyt CPR-nummer egentlig?

Denne dag bringer ikke noget, der kan måle sig med den forgangne aften og nat, med sig. Prøver stadig at fordøje et yderst vellykket blogtræf og vejer pro mod con i spørgsmålet om, hvorvidt jeg bare skal nedlægge egen identitet og blive til Dines på fuldtid. For hun kender nogle pretty standup mennesker. Meget sejere end visse andre mennesker, jeg kender.

Jeg er fristet og kun få klik fra at google, hvor nemt det ville være at oprette CPR-nummer og ny identitet til Miss Dines. Afværger operationen ved at sidde i sofaen med Ione Skye, John Cusack og så vild nostalgi, at jeg ikke kan begribe, hvor ikke flere mennesker i dette land kender denne film. Cameron Crowes ‘Say Anything’ fra 1989 (på dansk “Alle Elsker Lloyd”, men det snakker vi ikke om) er highschooldramakomedie fra før den slags blev smadret af American Pie. Om den godhjertede taber Lloyd, der så gerne vil have den snerpede valedictorian, Diane Court. Den er kikset ungdomsforelskelse fra før John Cusack solgte ud. Den er lig med den episke ghettoblasterscene, for helvede.

Se den nu bare. Den er dog bedst på VHS.

Så googler jeg lige lidt imens.

Vil du ikke også læse ...

Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Yank me out of it

Det er såmænd slemt nok at gå og brygge lede sms’er, der skal sætte punktum for noget, der aldrig er begyndt. Og det er også ret nederen at gå og føle sig tyk og utiltalende. Og der er heller ikke meget, der på samme måde sprænger skalaen for idioti som det at tage sig selv i at tjekke begges ho-ro-sko-per for at blive klogere på kosmos’ syn på forholdet.

Men ved I, hvad det allerværste ved at semidate en ustabil stodder* er?

Det er søvnrytmen. Jeg ved ikke længere om randene under øjnene er værre end min kronisk loco sindsstemning, eller om det er omvendt. Har ikke fået en decent night’s sleep, siden jeg mødte ham. Fordi jeg enten tilbringer nætterne med ham og bevæger mig i de øverste rævesøvnlag af frygt at komme til at prutte på ham. Eller sover alene og således vågner hver halve time og tjekker min telefon for, om han mon har skrevet, ringet eller kommunikeret via røgsignal og flaskepost, at han er fuld og gerne vil holdes om. Af nogen.

fuckyou

*) Ja. Jeg er lige så træt af denne saga, som I er. Skal nok snart få nyt indhold i mit liv, som man kan holde ud at læse om uden at ville prikke virkelig irriteret på skærmen i håb om, at det gør så ondt på mig, at jeg ekspederer Nogen ud af mit liv. Tror der skal en afløser til. Hvis nogen har en virkelig sød mandeven i HT-området, de vil pudse på mig, så tøv ikke… Er hverken kræsen eller krævende, så Infotainmentet er nu også åben for te-drikkende, EB-læsende, anderøvsfrisure-elskende mænd af tvivlsom personlig hygiejne.

Vil du ikke også læse ...

The piano has been drinking
Det værste ved at date er ...
Om at vågne op til dåd
Skilsmissevoksen-allergi

flattr this!

Hørt til dronningens nytårskur

Journalist: “Det er godt nok en flot sabel, du har der.”
Kurgæst: “Jotak.”
Journalist: “Den har I da ikke fremme hver dag, har I?”
Kurgæst: “Naaarj, det har vi vel ikke.”
Journalist: “… må jeg lige se?”
Kurgæst (vendende og drejende sin store, flotte sabel): “Den er pudset flot, ikke?”
Journalist: “Jo, der er søreme nogen, der har haft godt fat”.
Kurgæst: “…”
Journalist: “…”
Kurgæst: “Nåmn, okay”
Journalist: “Ja, eh…”
Kurgæst: “…”
Journalist: “… tak”
Kurgæst: “Du er velkommen.”

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

flattr this!

Trænger til en hobby – now more than ever

Gjorde mig selv den tjeneste at tage en test. Okay, tests (og vi lærte i den forbindelse, at vi ikke er for fine til at købe den slags i Døgnnetto). I nat gjorde min krop mig den tjeneste at bekræfte discounttestene med at begynde at give mig det røde. Better late than never, tænkte den vel.

Og nu gider vi ikke snakke mere om dét. Hverken om, hvor meget morgenkvalme, jeg nåede at svælge i, eller om hvor meget jeg nåede at google barsel. Eller om, hvor afgørende for den positive tilgang til projektet, det var, hvem den hypotetiske barnefader var, og at jeg overhovedet ikke gad have et barn, hvis ikke det var med ham. Æhm. Fordi det unægteligt siger noget stort om mit forhold til ham, som jeg slet ikke orker at gå ind i.

Men vi kan godt snakke om, hvorfor jeg føler mig så afmonteret i dag. Når der slet ikke var noget monteret, for helvede. Sidder nu tilbage med en personlighed, der har afsløret, hvor meget den gerne vil være mor – selv i et liv, der virkelig ikke kan rumme noget barn. Ej, men det er skidefedt.

2012, du lægger hårdt ud, din møgluder.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
In denial efter tre døgn i ske
Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Kremering eller kiste?

flattr this!

… så lad mig lige svælge mig ind i 2012

Først og fremmest; tusind tak, fordi I sådan stiller op, når man beder jer om det.

I løbet af min nytårsaften nåede jeg at nyde maden og danse desperat, mens jeg suttede lidt i et par glas rødvin og hev et par hvæs af nogle cigaretter ned – jeg lover, at jeg gik all in på hverken at inhalere eller nyde for meget. Og egentlig holdt jeg mig nok allermest i alkoholskindet for at slippe for at komme til at lave en drunken Freudian slip om drukbabyer og måske-måske-og-nu-skal-I-simpelthen-høre. Man har bare ikke det store behov for at udlevere sig selv, når man er på danskvand og vennernes lyttende ører sidder lavt og de forstående ord, der skal være sparring, i stedet er blevet til savl, og man kan se, at man er den eneste i selskabet, der kan tænke mere begavet end nudler.

Mere følger sikkert i denne saga. Er ret sikker på, at vi ender i en model, hvor jeg må rømme mig og skrabe foden rundt i bloggruset og undskylde, at jeg overreagerede. Men lige nu hygger jeg mig så meget med indbildte drueagurkecravings (der bare stammer fra almindelig sult) og indbildt lugtoverfølsomhed (der handler om, at min skraldespand vitterligt trænger til at blive båret ud), at jeg lige bliver lidt i mine egne cost-benefit-analyser. Er I klar over, hvor mange opbyggelige samtaler man kan sidde og brygge inde i hovedet, når man bevæger sig ind det farlige tankeeksperiment om børn? Lige til at få ømme bryster og plukveer af. Der skal jo både overrækkes nyheden til barnefaderen, der skal have lov til at gå i chok og brække sig af modvilje og til sidst overgive sig til det meget moderne Projekt Når Gode Venner Får Børn Sammen. Og mine satellitforældre skal indvies og overtales til stadig at holde af mig og mit kamikazeliv. Der er nok også et sæt farforældre, der lige skal charmes. Alt i alt timevis af indre dialoger og kulisser, der skal farvelægges, og regn, der skal times, og morgenkvalme, der skal indstuderes og luftkasteller, der skal hejses.

Inden det hele må pilles ned igen.

Vil du ikke også læse ...

Det her er til Behagedorterne
Emma Gad må gerne dåne nu
Åh, Ryan G.
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?

flattr this!

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.

Det var min yngste kusine, der fik sparket det sidste stykke julefornægter ud af mig, og lod mig overgive mig til det der klæge stykke lektie om, at der i julen er tid til at sætte pris på ting i små skalaer.

Hun er en lille rolling på knap tre år, der netop har luret, at hvis man vil rage til sig her i livet, så må man være taktisk klog og spille kortene rigtigt. Enten charme sig til det ekstra stykke konfekt med en bjørnekrammer og et smækkys, eller gøre sig fortjent til det ved at vise, at hun er et dygtigt barn, der kan synge hele Tingelingelater for et større selskab af voksne, til de går bagover af benovelse og tænker, at hun må være Einstein med den hukommelse (…). Eller hun kan stikke i et hyl så enerverende, at man til sidst stikker hende det konfekt, just to shut her up. Hun er blevet voldsomt god til at skelne mellem hvornår model 1, 2 eller 3 er bedst.

Bortset fra juleaften. Hvor julefreden havde sænket sig og overskud til den gode opdragelse indfundet sig hos hendes forældre. Først prøvede hun model 1. Ingen konfekt, kun en genkrammer. Så model 2. Ingen konfekt, kun ros og klap. Så hylet. Stadig ingen konfekt. Så mere hyl, nu ægte barnegråd af den ulykkelige slags, fordi hendes plan havde slået fejl – så øredøvende, at al anden snak holdt inde. Hold kæft, hvor var det irriterende. En allerede sukkerchokeret dværg med en fejlslået plan – jeg hader den slags.

Men pludselig holdt hun inde. Med tårer på kinderne og stadig hiksten siddende i halsen. Og så kiggede hun rundt på os voksne og erklærede “Ej. Jeg er god igen”. Bare sådan. God igen. Kan I huske dengang, at det var et gangbart forsoningsoplæg; at blive god igen? Her var ingen nag, ingen gråd, ikke flere krumspring for at få mere sukker. Bare en simpel picking of battles – den lille lort havde indset, at det sgu nok er hyggeligere at sidde stille og blive aet af sin mor, end at hyle og kradse sig til et ekstra stykke slik.

Eller også var der helt andre ting på spil. Jeg ved det ikke, børnepsykologi er ikke lige mig. Men jeg ved bare, at hvis mit yngste familiemedlem med så ulidelig lethed kan stoppe ligegyldige skænderier og komme videre i teksten uden at kny, så kan jeg også.

Vil blive bedre til at blive hurtigt god igen i 2012.

Vil du ikke også læse ...

Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
På menuen i dag? Perspektiv.
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

flattr this!

Learning by farting

Og igen forstår jeg, hvorfor det er man kun går amok i and, sovs, kulhydrat og rødkål en enkelt gang om året. Det smager jo så forbandet godt, at vi som folk for længst burde have indført kombinationen som almindelig spise i årets løb, ikke?

Men dagen efter, 25. december, forstår man, hvorfor vi ikke gør det. Fanget på få kvadratmeter med den perifere familie, dér lærer vi hvordan det hænger sammen: And er en julespise, fordi vi kun på én enkelt dag om året har lyst til at slå og slå og slå prutter så frygtelige, at vi nærmest ikke selv kan være i dem.

 

Vil du ikke også læse ...

Gik direkte hjem og skyllede mine ører
... men han elskede mig jo? Part deux
Kremering eller kiste?
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

flattr this!

Handyråd søges

oldspice

 

  • Hvordan får jeg den lugt af død, Old Spice og gammelt menneskes kælder ud af min nye vintagekappe? Det hjalp ikke med tre dage på bøjle udenfor i frostvejret. Nu ligger den på radiator indenfor og får hele min lejlighed til at stinke af… død, Old Spice og gammelt menneske. Må hellere ryge det til.
  • Hvordan fortæller jeg min far, så han forstår det, at det er pissenederen, at han bliver irriteret på min bedstemor over, at hun er gammel, sover meget og glemmer fra næse til mund? På en måde, så han ikke kommer til at hyle over det sandhedsserum, man nok er nødt til at kyle i fjæset på ham: Vi kommer alle til at savne hende, når hun lige om lidt ikke er her mere. Men det nytter ikke noget at forsvarsreparere sig ud af sorgen på forskud og blive all hård og harsk, vel.
  • Hvordan bekæmper jeg trangen til at tæve folk, der siger ‘Berlingeren’, hårdt med en våd Søndagsberlingske?

 

Og nej. Det her har I nok heller ikke tid til at læse eller kommentere. Det er jo den
24. december.
 Men jeg har tid til at skrive det. Og at lede efter et passende
PR-foto af the official Old Spice guy, der poserer sammen med Fabio.
Fordi jeg i år hverken koger rødkål eller har ansvar for sværen,
men mere er sådan en, der helst ikke må gå i vejen. Gud, hvor jeg ikke duer til højtider.
Er mere til helt almindelige weekender. Men altså. Glædelig jul, ikke.

Vil du ikke også læse ...

Har hverdagshaderen på · En Top 6
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Nogen, der giver et lift til provinsen asap?

Det virkede som en god idé. Det der med at sige til min søde, men anstrengende familie, at jeg først indfinder mig til jul den 24. Op ad dagen.

Fordi man slipper for al den larm og babysnak og pattebørnsstemning, der flyder mellem dem i juleoptakstdagene, som giver mig sådan et behov for at sidde i et hjørne og rokke frem og tilbage og være heeeelt stille. Næ. Jeg købte mig fri. Ved at arrangere et lift den 24. i stedet for en togrejse dagen før. Og nu kan jeg gå herhjemme og smække søde, personlige hilsner på de sidste tilfra-kort. Omindpakke alle de gaver, som ligner, at de er pakket ind af… teenagere i Magasins indpakningsbod (… som de er. Man skulle tro, at de havde lært at få det til at se pænt ud efter en måneds nonstop indpakning, ikke?). Gå ned i pakistanerkiosken på hjørnet, som af reasons unknown to man fører den helt rigtige ribsgelé til rødkålen – fordi jeg ved, at min mor har købt syv glas af den forkerte. Lytte til P1. Dampe min nye vintagevinterkappe fri for krøller, så jeg kan se ordentlig ud, når vi tager billeder i skovene på julegåturene om nogle dage. Krybe sammen i sofaen med kaffe, stearinlys og Tine Tholanders lækre mor-manual, som dumpede ned i mit skød til en pakkeleg for nogle dage siden (… just for the record, Tine. Din bog er ikke allerede pakkelegshadegavemateriale. Det var ikke sådan nogle mennesker. Voksne mennesker, ordentlige gaver.) Filosofere lidt over det år, der er gået.

Well. I praksis har jeg hverken skrevet søde tilfra-kort, været i nogen pakistanershop, filosoferet en skid, dampet en pind eller kigget på andet end omslaget af Tines bog. I stedet tilbringer jeg 23. december med tømmermænd og drageånde og fedtet pyjamas i min sønderskudte lejlighed, i tudehumør over Nogen, der igen-igen har demonstreret, at han ikke fortjener mig. Med tyndskid efter alt for mange mandariner, fordi jeg ikke gider bevæge mig ud efter propre fødevarer. Mens jeg følger jeres statusupdates, som I indfinder jer i provinsen og klager over larm og pladsmangel og anstrengende familier. Og I elsker det. Og I har slet ikke tid til at læse det her. Fordi I er hoppet med på den kollektive neurose og nu sidder og taler babysprog og generer jeres single, barnløse kusiner med pludder og smalltalk og gode intentioner. Jo, I er, og jo, I gør.

Og ved I hvad? Nu savner jeg min mor.

Vil du ikke også læse ...

Augustkummefryser
Åh, Ryan G.
Den Væmmelige Søster
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

flattr this!

Fra emodagbogen: For Asbjørns skyld vil jeg gerne lyde mindre klog

Har sådan lyst til at råbe ud i fortiden til Emodines, at some things are never gonna change. 15 år fra nu vil hun stadig være vild med umodne, provokerende drengemænd, selv om deres bedstevenner ville være meget bedre for hende.

Dagbog - nix pille3. september 1997

Er jeg varm på Asbjørn? Nej, vel!? Men jeg vil enormt gerne komme sammen med ham. Jeg savner virkelig én at komme sammen med. Og da Asbjørn er den, der ser bedst ud, er han den første den bedste. Jeg er lidt varm på ham, men jeg elsker ham ikke, som jeg har elsket David. Jeg vil sige, at jeg er tilpas varm på ham til at komme sammen. Hvis bare han ikke var så provokerende og umoden. Han render altid rundt og skaber sig, og siger man til ham, at han skal være ordentlig, så ter han sig så åndssvagt, at jeg ku dreje halsen om på ham. Han er et levende bevis på, at piger modnes hurtigere end drenge. 

Men så i dag så jeg alligevel en side af ham, som jeg ikke har set før. Vi har lige flyttet pladser, og jeg sidder skråt over for Asbjørn. I timen sagde Martin B noget helt vildt uforståeligt (han stammer) og jeg kom til at kigge lidt underligt på Asbjørn som reaktion. Men i stedet for at sige “Ej, gloabe! Kig væk!,” eller sådan noget, som han plejer, kiggede han tilbage og vi udvekslede indforståede blikke.
Der er bare det problem, at jeg ikke ligefrem er Asbjørns type. Men så må jeg vel bare prøve at indynde mig. Snakke med ham, se bedre ud, måske tabe mig, ikke lyde alt for intellektuel, for det er slet ikke ham.
Åh, han har altid været min mors yndling, derfor er det lidt irriterende, at jeg nu er varm på ham. Men hvorfor skal han se så godt ud? Han har lige rundet 1.80, går i Diesel og Levi’s og har de pæneste blå øjne. Desværre er han også bedste venner med Mikkel, som har været forelsket i mig siden 3. Men hallåååeh? Hvornår har jeg nogensinde keret mig om Mikkels følelser? 

Vil du ikke også læse ...

Det var ikke for at tage fokusbolden
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Olde var da quite the looker?
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

flattr this!

Kære Wordfeud-ordbog

Hvis vi to skal have et ordentligt forhold, som ikke bare er meningsløs spild af tid, men som faktisk også udfordrer mig lidt, og som jeg fortsat kan undskylde at udskyde andre ting for, så nytter det ikke noget, at vi er så ordforrådsmæssigt inkompatible.

Jeg har behov for, at du anerkender ord som VIRAL, TICS, CA og LAMT. Så skal jeg til gengæld gøre mit for at forstå, hvorfor du ikke har noget imod ord som HÆGGENES, LEX, KUF, KÆVE og KEL.

Det var det, tak. As you were.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Om at vågne op til dåd
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

flattr this!

By the gay …

Tager vi virkelig stadig folk, der ikke går ind for kirkevielser af homoseksuelle, seriøst?

Kom bare til at undres. Da Manu Sareen linkede til en Allerslev&Allerslev-production med et “Sådan! De bakker op!”. Som om det ikke var indlysende, at d’damer selvfølgelig støtter projektet.

Gør vi ikke alle det? Efterhånden? Er vi ikke snart færdige med at lytte politisk korrekt til nogle få, fanatiske, mørksindede galninge ude på den kirkelige højrefløj?

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Hvem ringer 112 og får Adam Price i skatteforhør?
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

Månesyg nattehumor

Jeg har mig selv under mistanke for at lide af en afart af natteblindheden: nattesindssygen. Også aldeles upåvirket af alkohol. Får ved aftentide som regel lyst til at sende klæge sms’er til gamle kærester, dybtgående analyser af mig selv til veninderne eller bare at skrive ansøgninger. Den slags arkiveres altid som kladder – det er en lille aftale, jeg er blevet nødt til at indgå med mig selv – og næste morgen kan jeg så læse de rædsler, som gudskelov aldrig er blevet sendt.

I går fik jeg endnu et bevis på månesygen. Jeg græd mig selv i søvn af hysterisk grin over noget Lars Vegas-bagsidesatire fra en højpandet avis. Og nåede mellem klukspasmerne at overveje, hvor jeg skulle hænge udklippet til offentlig skue (opslagstavle eller toiletvæg), for at flest gæster ville se det og imponeres over min fortræffelige sans for sofistikeret sjov.

Da jeg vågnede og ville genlæse morsomheden, blev jeg alvorligt bekymret over egen humor:

Mand 1: Da jeg læste Lars Hedegaards erindringer, kom jeg til at spekulere på, om man overhovedet kan vende vrangen ud på en vendekåbe.

Mand 2: Altså, min kone havde engang en skijakke, der var rød med hvide prikker på den ene side, men når hun vendte den anden side ud, blev den blåstribet. Den havde ingen vrangside, og det havde hun rigtig meget glæde af – men jeg vil da ikke mene, at det gjorde hende til en vendekåbe.

Mand 1: Nej, måske mere en mønsterbryder.

Ba-duh-bum-TJIIIH.

Klog humor er fandme kedelig. Kan jeg se i dag.

flattr this!

Statusupdates, jeg heller ikke skrev

4. Juhuu, Green Day i radioen!

5. Abonnerer primært på Weekendavisen for at fremstå kultiveret.

6. Er en så betroet Just-eat.dk-kunde, at jeg nu må rate restauranterne. Win, suckers! Har overbetalt for en skamfriturestegt, soyaindsmadret Daloon-rulle forgæves for sidste gang.

7. Christopher Hitchens? Who?

8. Har browserkrise. Firefox – der ikke accepterer NemID – er den eneste, jeg kan finde ud af at sætte op, så lånere af min computer ikke ved første klik snubler over min hemmelige blog i historikken. Ny browser søges.

wordfeud bricks9. Random opponents på Wordfeud er fucking snerpede. Umuligt at skrive SKRÆV, LORT eller KUSSE, uden at folk resigner.

 

Mjaja, vi hylder stadig Randi, som har født konceptet her, men ikke længere vil føre det ud i livet.

 

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Det måtte bunde i, at hun kaldte Danielle Steel-bøger for »litteratur«, tilføjede han
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Er det mig, der har en beskidt tankegang, eller…

… ligger min peberfrugt der og virker, som om den er meget glad for at se mig?

Upassende grønt, altså.

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Jeg har været en tur i Lidl ...
Hvor fanden ligger Canal 9?
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt

flattr this!

Mere chokolade, mindre chokoladeangst

Jeg havde engang en kæreste, som jeg ikke gad gå i seng med. Så meget. Jo, men jeg var altså lidt nærig med koteletten. Men sex med ham føltes så… underligt? Måske fordi han var den kronisk utilfredse type, som på trods af brede mandehofter og dårlige tænder førte sig frem, som om han kunne få alle ligaer over mig. Det vidste jeg godt, at han ikke kunne, men der er noget med de mænd, som piller én ned, ikke? Man bliver hos dem.

Chokolade_426901xNå, men en dag sad vi på en smagløs café. Jeg drak kaffe, han te (warning sign #187), og jeg gav ham den lille chokolade, der lå i min underkop. For jeg var bare ikke så vild med chokolade, forklarede jeg. ‘Mwah, nej, det tør fandme siges,’ fnøs han. Jeg lignede det spørgsmålstegn, der fik ham til at uddybe: ‘Altså, det er jo videnskabeligt bevist, at frigide kvinder ikke reagerer på det sexlyststof, der findes i chokolade’. Bemærk, hvordan han fik sneget et ‘jo‘ ind i sætningen og gjort den til en pseudovidenskabelig præmis, alle bør enes om.

Jeg trak vejret lidt for langt ind og havde lyst til at slå i bordet over at blive kaldt frigid offentligt. Hvislede i stedet halvhøjt, at jeg fandme ikke var frigid, men at han bare ikke gjorde det for mig. Undlod at tilføje, at han fik mig til at føle mig helt forkert i sengen. På den meget tabuagtige måde. Heldigvis ikke nødvendigt at go low; til mit held kiggede de to dåser ved nabobordet lidt for længe på ham, udvekslede et blik og fniste ned i tallerknerne.

Det blev den sidste kaffe, jeg drak med ham, men jeg haft et lidt anstrengt forhold til chokolade siden. Fordi hvad nu, hvis han havde lidt ret? Hvad nu, hvis det forholder sig sådan at alle mine erklærede chokoladeafhængige veninder sidder der og bliver fugtige i trussen, bare de kigger på en Marabou? Mens jeg selv intet føler af den intetsigende spise? Der skal altså mere til for at get my juices going, men det er egentlig ikke pointen. Pointen er, at han helt ødelagde chokolade for mig. Fordi jeg fucking altid tænker på ham og perversiteter, bare nogen nævner begrebet, og hvis der er nogen, jeg ikke har lyst til at tænke på, så er det ham og det.

Men så blev jeg gjort opmærksom på et tilbud ovre hos Serviceklub.dk. På Peter Beier-chokolade. Få for 100 kroner chokolade til en pris af 5 kroner. Om jeg gad nævne det på min blog? Og nok er jeg ikke nogen chokoladeconnaisseur, men er det ikke noget med, at Beier er ham, der virkelig giver Summerbird baghjul? Ham med ølchokoladen og bananpalmeæskerne? Og så skrev årets nytårsforsæt sig selv: Mere chokolade, mindre chokoladeangst. Gider kraftedeme ikke mere have fobier, der bunder i den latterlige kommentar. Beier og mig er en love story, der skal have en chance. Stay tuned.

Og ja. Jeg får penge for at lægge det link. Det gør det ikke til et mindre godt tilbud.
Anekdoten, derimod, var helt gratis. You’re welcome.

Vil du ikke også læse ...

... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Postkort fra skråplanet
Når folk siger »på sigt« ...
Den Væmmelige Søster

flattr this!

Fra emodagbogen: Jeg holder af svampemalet tapet

Dagbog - nix pille15. august 1997

Vi har lige været i ILVA. Vi fandt den pæneste sofa. Man sidder utrolig godt i den og om dagen er den en sofa, om natten en dobbeltseng. Den var zebrastribet – meget pænt – men jeg vil helst have den i blå eller grøn, så den matcher mit nye tapet. Det skal være sådan, at det ligner, at man har malet med en svamp. Jeg håber, at det kan blive rigtig flot, så jeg kan være bekendt at invitere veninder og venner derop!

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Kære mor.
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
Jeg opretter lige en blog-kategori, der hedder »Luksusproblemer«

flattr this!

Ægte københavnerhistorie, nu hængende fra loftet

Må holde op med at gå på Facebook, min newsfeed er én lang omvej af ting, jeg bliver nødt til at erhverve mig – og OMG, nu er jeg muligvis forelsket igen.

De gamle gadelamper, der har oplyst København siden 1970′erne, bliver lige nu afmonteret i gadebilledet og erstattet af CO2-venlige lamper (håber egentlig ikke, at det er den slags sparepærer, der smadrer vores øjne, men nuvel, vi skal vel følge med tiden og Durban and all that djass), and guess what. Man kan købe de gamle lamper – restaureret og renset. Wire og de originale pærer følger med. De lamper, som man kan købe, har hængt i Guldbergsgadekvarteret på Nørrebro.

Jeg har naturligvis ikke råd til slige fornøjelser, hverken den oliebehandlede til 1.795 eller den autolakerede til 2.495, men hvis jeg havde, så kunne I se et Dines-formet hul i min hoveddør, hvorfra jeg var styrtet igennem og ind til On Purpose i Nansensgade for at savle mmmaaaaiii preeeszciouus ned over de her babies.

CPHlamps05

For dernæst at spæne ind til Ayfer Baykal hendeselv på rådhuset og kræve resten af lamperne sat til samme salg.

Vil du ikke også læse ...

Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Om de kønne piger og os andre
Når folk siger »på sigt« ...

flattr this!

Åh, Ryan G.

Jeg var nået 27 minutter ind i Nicolas Winding Refns Drive (jaja, altid sidst med det første, det er mig, move on), da jeg måtte beslutte mig for, om jeg ville dø af kedsomhed eller slukke og gøre noget federe med mit liv.

Slukkede. Spiste et pizzaslice. Så lidt Jersey Shore. Snooki satte en fælde op for Mike “The Situation”, så der ventede en pige i hans seng, mens han havde taget en anden pige med hjem fra bar. Skidegodt tv. Slukkede. Googlede det her. Og en masse andet lækkert af fotograf Denis Rouvre.

Ryan Gosling by Denis Rouvre

Og skal vi alle ikke bare være lidt stille nu? Mens jeg går tilbage til Drive og forsøger at stå ørkenvandringen ud? Må nok kompensere med Blue Valentine bagefter. Og Half Nelson. Uh, og Lars And The Real Girl.

(ok, jeg kan godt høre jer hvisle ‘var hun ikke engang en meget god blogger? What happened?’, men det kan I godt stikke skråt op. Jeg har ikke noget bare remotely kompromitterende på hjerte. Udover, at jeg har det blandet med at have fået spørgsmålet ‘Er du forelsket i ham?’ af en veninde og med at have svaret ‘Gu er jeg ej. Du får mig i hvert fald ikke til at indrømme no such thing, før det er slut’. Men det er en anden historie.)

Vil du ikke også læse ...

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Har fået ny hobby. Stalking.
Det værste ved at date er ...
Og der blev faderligt lys

flattr this!

Statusupdates, jeg ikke skrev

Bent Falbert - foto: Jacob Erbahn. Klik for link.

1. Holder som TV 2 Zulu også bloody christmas. In my pants. På nu tiende døgn. Wtf.

2. Finder stadig Bent Falbert køligt tiltrækkende.

3. Kan simpelthen ikke huske, hvem det var, jeg datede, da tre af mine bedsteforældre døde med ugers mellemrum for nogle år siden. Og som svarede, da jeg skrev, at jeg ikke lige orkede dating for alle de begravelser: ‘Du må også have utroligt mange følelser boblende og fisende rundt i kroppen lige nu. Sig til, hvis jeg kan gøre noget, ellers ses vi bare en anden gang’. Raise your hand, hvis vi siden er blevet facebookvenner, og det var dig. Mysteriet rider mig som en ligegyldig mare. Og jeg vil måske godt have revanche nu, selv om dit ordvalg var for underligt.

Indlægget her var en hyldest til Randi og tidernes bedste blogindlæg om tyndskid efter jordbærindtag. RIP det nu nedlagte 8000 Lebbeland. Randi er velkommen til at smide teksten her i kommentarfeltet, por favor.

Vil du ikke også læse ...

Emma Gad må gerne dåne nu
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Den Væmmelige Søster

flattr this!

Hej fra hamsterhjulet

hamster_wheel2Så jeg står op. Går på arbejde. Fører ligegyldige samtaler. Skriver ligegyldige sms’er. Funderer over, om visse mænd er tavse, fordi de finder mig ligegyldig. Cykler hjem gennem et ligegyldigt København. Skriver tekster og sender dem ud på nettet. Ringer en veninde op her, ser en ven der. Går i seng. Luller mig i søvn til enten tanken om, hvornår jeg får besøg igen, eller om, om jeg kan blive ved at forsørge mig selv med det ligegyldige arbejde, som jeg er ligeglad med.

Der bliver nødt til at være mere i det. Bare mere. Og mindre apati. Måske en hobby. Og noget at se frem til. Ellers bliver det for alvor svært at stå ud af sengen meget snart.

Vil du ikke også læse ...

Hvad livet har lært mig #1
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
We need to talk about Tinder
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Og der blev faderligt lys
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

flattr this!

Fra emodagbogen: David er en meganar, når vi skal samle ind til velgørenhed

‘Dramaet’ spidser til. Mest fordi jeg som teenager ikke rigtigt argumenterede så godt i ligegyldige sager. Fordømte hormoner.

Dagbog - nix pille26. maj 1997

Åhha, hvor kan jeg ikke klare David. Den nar! I engelsk diskuterede vi, hvor og hvornår vi skal stå og samle ind til Red Barnet på tirsdag. Så siger jeg: “Christine og jeg vil gerne stå på Grønlykkeskolen ret tidligt.” David: “Det kan du ikke bare sige, det er der sikkert mange der vil. I har fået en skole.” Mig: “Jamen, hvorfor skal vi stå i Hasle? Vi aner ikke engang, hvor det ligger.” David: “Det gør jeg sgu da heller ikke.” Mig: “Jamen, hvorfor har klassen så sagt, at vi dækker Hasle Skole? Der er jo ingen, der ved, hvor den ligger.” David: “Det ved jeg sgu da ikke. Det er da for fanden ikke mig, der har valgt den skide skole!” Okay, okay, små slag, David. Jeg kan ikke klare ham.

Vil du ikke også læse ...

Jeg gentager: Vi sagde tak til gifte mænd, der…
Når folk siger »på sigt« ...
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Skulle vi ikke bare aftale, at dette ikke var opstillet?

Obama giver knuckles til rengøringsdamen Lawrence Lipscomb. I 2009, før de mistede troen på ham derovre, dengang han stadig var the Yes, We Can-man, i øjenhøjde med Joe Average – en præsident, som kunne redde et rige, der er ved at æde sig selv indefra.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Kære jagtsæson
Rend mig i smartphonetyranniet
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

flattr this!

Gurrrl, I can relate

For en måneds tid siden (ok, to) sagde en flot betitlet kvinde til mig, at jeg skulle skrive. Sådan rigtigt. Med henblik på udgivelse i mere professionelt regi end WordPress. At Dines allerede er en fiktiv karakter, bygget på mig eller ej, og at hun med en mere gennemarbejdet, bevidst pen godt kunne spille samme lille rolle i litteraturen, som hun gør i blogsfæren. En spændende kvindestemme, det kaldte hun Dines.

Jeg gik direkte hjem til paralysen på sofaen. Lammet af skræk har jeg ikke skrevet noget af værdi – og det meste af det, der duede bare lidt, har I alligevel fået her. Egner mig, uden helt at vide hvorfor, ikke til at holde tilbage og gennemarbejde og bygge ovenpå, selv om jeg satans gerne vil.

I fredags læste jeg i Weekendavisen et citat af forfatter og blogskriver Asta Olivia Nordenhof, som om noget coinede den splittelse, jeg oplever, hvis jeg skal til at skrive noget længere.

Blogs generer en anderledes skrift. På bloggen er der plads til en anden umiddelbarhed, en større fejlmargen. Min blog er et ekstremt ujævnt portræt af et menneske, jeg ikke er sikker på ville kunne rummes i en bog, blandt andet fordi en bog er en afrundet form. En blog kan stable udsagn på udsagn i en uendelighed (…). Den kan lettere rumme den humørsyge, jeg har i mig.

Men hun gjorde det lissom alligevel, skrev bogen. Men lidt mere innovativt end bare efter opskriften skrivehi, skriveblokade, udgivelse, book launch, anmeldelse, slut. Der var flere stop på vejen, og den sluttede ikke ved anmeldelserne. For siden bogen ‘Et ansigt til Emily’ udkom med tekstbidder fra blogindlæggene, har dens tre karakterer levet videre på bloggen. Og så sagde hun noget til avisen, der fik mig til ikke at føle mig helt så skizo, som jeg nogle gange gør, når jeg opdager, at jeg vitterligt har spaltet personen Dines ud af mig selv… fordi hun er hemmelig for dem, der virkelig står mig nær:

Der står intet på bloggen, som er løgn, men jeg oplever den alligevel som fiktion. Hver gang man sætter sig for at skrive, skaber man en ny virkelighed.

Nå, men hvis vi nu sagde, at I godt havde bemærket, at der på det seneste var længere og længere mellem de personlige indlæg, hvor der er noget på spil for mig som skribent, skulle vi så ikke sige, at I bar over, fordi I nu vidste, at jeg sparer op og gemmer væk og bygger op til et større projekt, som jeg formentlig knækker halsen på, men som jeg ikke desto mindre kaster mig ud i.

Vil du ikke også læse ...

Wakefield-misundelsen, der fordampede
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Det værste ved at date er ...
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Julefrokoster er ikke som i 2006. Det er de bare ikke.

Tak til min yndlingsfotoblog for at minde mig om, at julefrokoster ikke altid har været noget, man ærgrede sig over. Eller i hvert fald engang var noget, man kunne ordne med et snav og lidt offentlig petting, hvis man ikke havde noget at tale med kollegerne om.

firmajulefrokost

Vil du ikke også læse ...

Kære mandag i april.
Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Jeg har været en tur i Lidl ...

flattr this!