Jeg bildte dem ind, mine bekymrede venner med de lodrette øjenbryn, at jeg faktisk ikke gik op i, hvem hun er, hende den nye, om hun er pænere, højere, lavere, tykkere, tyndere, klogere, dummere, mindre interessant, bedre uddannet, mere whatever end mig. Jeg troede endda selv på det. Det der, jeg fyrede af, med at hun jo sikkert var sød og rar, men for mig uinteressant. Hun havde jo ikke noget med hans og mit brud at gøre, hun var jo bare undskyldningen, hun kunne være hvemsomhelst. Sådan noget bras sagde jeg, og sådan noget bras troede jeg på.

Men åbenbart er holdbarheden på sådan en indbildning bestemt af, hvilken tid, man lever i. Hvor den ikke havde noget udløbsstempel i stenalderen eller middelalderen, har den et brat ophør i den moderne, digitale tidsalder.

Thank Mary and Jesus, at jeg ikke har andre arbejdsgivere end mig selv, for nu skal der nærstuderes. Og shoppes materiale til hak i selvtillidstuden og grines på den grimme kvindemåde med mine veninder over kiksede fotoalbum. Lige starte helt forfra i det der procesforsøg med at komme videre (som min mor allerede har udråbt til fiasko, fordi jeg åbenbart er for dårlig til at kalde ham et røvhul og for god til bare at savne hans gode sider; tilsyneladende er bitter vrede vejen frem, aha, godt at vide, at der er en one-size-opskrift til den slags). Åben profil. Jeg har fundet hende på Facebook.

Jeg forstår ikke netdatere, som bare skriver “halløjsa smukke sss” til mig, selv om jeg i min profiltekst udtrykkeligt beder om, at man gerne må skrive et eller andet med indhold, når nu man alligevel har foldet brevpapiret ud og fugtet pennen. So to speak. Like, what am I supposed to say to that? Skal jeg svare “Lige over, Randerstype123lålålålålååå”? I wouldn’t know om du er smuk eller ej, for du surfer kødkataloget igennem uden selv at gide smække et foto på din profil, som i øvrigt bare indeholder ordene “du ka jo skriv hvis du vil vide noget ssss”.

Og jeg forstår ikke netdatere, som i deres profiltekster skriver “hvis du er kedelig og kun kan snakke om X Factor, så er du nok ikke noget for mig, for jeg er selv meget spontan”. U-uuuuh, hvor er du kontroversiel. Og sætter barren højt.

Og jeg forstår ikke netdatere, som gør sig umage med ordentlig lyssætning, god hårdag og med at undgå fotobaggrunde som bowlingbaner (true story) eller fedtede bruseforhæng. Når de nu samtidig er typerne, der ikke kan stå for at pensionere al sund fornuft og uploader voksenartomotivet over dem alle: alle-kan-se-at-jeg-selv-holder-mens-jeg-poserer-men-alligevel-kigger-jeg-uudgrundeligt-søgende-ved-siden-af-linsen-som-om-jeg-sleeeet-ikke-anede-at-der-lige-var-en-af-mine-FABULOUS-fans-der-lige-knipsede-et-shot-af-mig. Og-laver-lidt-trutmund-også. Kan de ikke selv se det?

Og jeg forstår ikke mig selv som netdater. Og hvorfor jeg skal være så skide negativ. Og stadig synes det er pissetaberagtigt at netdate. Hvorfor gør jeg det så? Det er jo ikke fordi nogen vrider armen på mig og tvinger mig ind på de sider – eller bilder mig ind, at jeg er for grim til at score i andet end 2D.

Måske er jeg bare træt af, at min dag begyndte sådan her:

Prøver virkelig at finde mit indre overskud frem. Og fokusere på, at jeg var tidligt oppe og fik en masse praktiske ting gjort inden klokken blev 1. Fik ikke bare skrevet ansøgninger, men faktisk også sendt dem af sted. Og støvsugede ikke bare i hjørnerne – løftede også tæppet, og tog faktisk også brusekabinen, nu jeg var i gang. Ved ikke helt hvorfor. Og jeg fik også sagt et passende undskyld for en spids tone, jeg krydrede en e-mail til min a-kassevejleder i går. Fandme ikke hendes skyld, at hendes arbejdsplads ikke lever i det papirløse NemID-samfund, men i et parallelsamfund, hvor ‘printer’ og ‘scanner’ og ‘underskrifttyranni’ stadig trumfer ‘onlineformularer’. Hun tog det nu pænt.

God dag med godt overskud. En frostklar dag, der dog er nærmest russisk smuk i sit udtryk, ikke? Men uanset de brede, flotte linjer i billedet, så kan hele livet synes en lillebitte smule uendeligt op ad bakke, når man finder ud af, at der stadig findes mennesker i den nære omgangskreds, der ikke lader au pair blive udtalt o-pær, men går rundt i ramme alvor og gør grin med Nordsjællands filippinske… aw-pæærs.

Jeg forærede engang min ikke-ret-belæste veninde de hurtigste kalorier nogensinde: Nynnes Dagbog. Hun tog den med hjem, med i auditoriet, med i toget, med hjem til mig igen. Med overalt. Alligevel nåede hun ingen vegne i den, kunne jeg se på æseløret, der hele tiden svævede et sted i første halvdel. En for hende yderst logisk forklaring fulgte. At bogen var så vanvittigt god (jaja… det er den altså), at hun læste første halvdel igen og igen. Og igen. Indtil hun havde vredet al morskab ud af første halvdel, men stadig havde til gode at vide, hvordan det hele dog skulle gå Nynne. Så var hun klar til anden halvdel.

Sådan læste hun altså bøger. Hun sammenlignede metoden med at tisse virkelig langsomt efter at have holdt sig længe. Eller først nyse, når man ved, man kan seks-syv gange i træk. Eller, for at sige det vi alle tænker; trække sex ud. Udspændt nydelse, forlænget.

Jeg er mere sådan én som tisser og nyser og kommer, når jeg kan. Og ræser mod slutningen af en god bog, typisk så hurtigt, at jeg ikke helt opfatter handlingens små, fine detaljer. Men nu har jeg fundet den bog, der får mig at ønske, at jeg kunne følge min gamle venindes metode. ‘A Visit from the Goon Squad’ af Jennifer Egan. En prisoverdynget perlerække af små i hinanden indviklede snapshots fra New York og San Francisco, så banale i sin idé, men så knudret i sin opsætning – og fyldt med så mange lækre observationer, at det er umuligt at fange det hele ved første gennemlæsning. Jeg er hooked på Sasha, Bennie og Lou og den måde fortællingen om dem og deres periferi er foldet ud i glimt over 30 års digital udvikling.

Jeg er nem at imponere. Det gør den ikke mindre god.

Undskyld, jeg kan ikke blogge i dag, for jeg har afsat hele dagen til at udskyde alt det NemID-relaterede, som 2012 allerede har akkumuleret for mig. I stedet kan I finde mig på YouTube. Jo. Fordi jeg kan. Lyder det indholdsløst? Det er det ikke. Helt. For jeg har fundet – som den muligvis sidste i universet – canadiske indie-beach-ska-agtige Walk Off The Earth. Som selv siger, at de er helt uafhængige af pladeselskaber, managers eller PR-typer. I disse virale tider er det næppe noget heeeelt nyt, men det er de selv altså. De kan gøre alt lyttebart! Ikke bare allerede gode numre som Gotyes Somebody I Used To Know – twisted til fem mand om én guitar:

… men også den storladne Adeles Someone Like You, liiige taget et par nøk nedad med en gang ukulele:

… og også rædsler som Rihanna & Eminem – nu fremført af en enkelt Gianni Luminati og en loop station:

Ej. De er naturligvis da ikke det eneste på programmet! Skal da også fakturere. Og tage opvasken fra i lørdags. Og hente nogens børn i vuggeren. Måske endda være vovet og alfabetisere mine bøger i reolen. Sidder stadig fast i en gang farveinddelt bogopstilling, og jeg er stadig ikke blevet mere zen af det. Og tænke over, om den ud på alle 2011s forsider jagtede Kidd selv synes, han havde held med at overbevise os og Clement Søndag om, at hans projekt var en joke, og at han får ondt i sit intellektuelle hjerte over at kunne samle en hel generation om meningsløshed og overfladelir? For mig at se var hans musik da ikke meningsløst på andet end overfladen – det var så overdrevet sjovt og flabet, at det ikke kunne være andet end en form for klog joke. Det bedste forsøg i generationen på opgør med autoriteten; det etablerede musiksystem. Det troede jeg, vi var enige om?

I øvrigt kunne de godt have pudderduppet ham lidt inde i DR, den nervøse knægt svedte jo rundt i sin stammen.

Får pludselig travlt?