.

Er jeg virkelig blevet one of those people, som blogger om kæledyr?

Åh, det er jeg så afgjort ikke, slog det mig der i Føtex, hvor jeg gik og tankebryggede på et tamt indlæg om min dødsliderlige kats drab på en rotte-sized mus. Men jeg nåede ikke rigtigt at formulere tankerne blogindlægget til ende (thank God), før jeg opdagede, at jeg var faret vild. Jeg var kommet ind i noget velduftende afdeling af trusseindlæg og bind og tampax og hvadharvi – en veludrustet, bugnende afdeling med hyldemeter lånt i Wal-Mart. Bind, bind, bind. Nærmest så langt øjet rakte. Slige ting køber jeg typisk i Netto, hvor klistrede sodavandssjatter på gulvene er noget, man må tage med. Det her var hygiejne heaven.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skulle kigge op. Havde jeg bare holdt blikket indstillet på horisontal og nydt synet af de mange forskellige valgmuligheder for blodabsorption, så var jeg ikke blevet så gal. Libresse. Always. Budget. Tampax. O.B. Oh, al den skadesbegrænsning, altså. Det var nærmest intravenøs lykke i sig selv. Men noget bød mig at hæve blikket og se på de kæmpestore bogstaver, der danner guideord for synshæmmede og fungerer som kategoriindelinger af butikken, så man henne fra Delikatessen kan styre meget målrettet mod Grønten eller Textil.
Men hvilken kategoriinddeling havde hygiejnebindene og alle kvindetingene mon fået? Hed afdelingen Hygiejne? Eller Personlig Pleje? Eller bare ligeud – Bind & Avec? Næ. Den hed da… Vatprodukter. Men var der en eneste vatrondel i sigte? Okay, jo. Det var der. Med kikkert og skattekort kunne man få øje på to forhutlede hylder med vat skjult under voksenbleerne i et overordentlig tarveligt stativ bagved en massiv søjle.

…VATPRODUKTER!? Er det det vi kalder det nu? Er det blevet indført sammen med reklamebranchens carte blanche til at farve menstruationsblod… fucking… BLÅT! Fordi det er så skide farligt, at nogen fra det øvrige købesegment i butikken (mænd) skal mindes om, at vi er nogen, der pardon-my-French menstruerer!? Så er det bedre at gelejde de spedalske og blodige ind i en stor gættekonkurrence om, hvor bindene og tamponerne befinder sig?

Hvorfor bliver det sværere og svære for det her frikadellesamfund at kalde tingene det, de er? En pedel hedder ikke pedel mere, han er en ejendomsserviceassistent. For pedel er åbenbart nedsættende. En sælger hedder ikke sælger mere, for det er også nedværdigende, selv om han sælger ting. Han er sales manager eller key account manager eller über key account manager. Og hvis man er (det åbenbart så forfærdelige) indvandrer eller flygtning hedder man nydansker, mens vi, hvis oldeforældre var ligeså blegfede som vi selv er, hedder etniske danskere, selv om det jo bare resulterer i, at alle karter rundt i betegnelserne og kalder alle hudfarver for fucking etniske.

… dyb indånding. Gear ned, tænkte jeg. Det måtte være en enlig svale med de vatprodukter. Det kunne jo endda være en fejl. Måske skulle der i virkeligheden ligge mere vat på de hylder. Og færre bind. Man kan også blive for militant. Og lidt for optaget af eget tankespind. Det er jo ikke Føtex’ skyld, at nogen tror, at man er mindre etnisk end de mørke, fordi man er grisefarvet i huden. Så jeg besluttede at lade det fare og forlod hastigt afdelingen. Kom til at gå forbi toiletpapiret. Big mistake. Huge. For tror I, at toiletpapir på føtesk hedder toiletpapir? Haha. Hvor er I dumme. Gu’ gør det ej. Det hedder da… Daglig papir.

Gud forbyde at minde nogensomhelst om, at der ikke kommer roser ud af røven på os. Eller at et brugt bind ikke ser sådan her ud:

Der var engang, hvor jeg var forelsket i en fyr, der fik mig til at gøre de underligste ting.

Som for eksempel dengang, hvor han ringede til mig og fortalte, at han havde været sammen med ‘Marie’. Ikke bare tilgav jeg ham på stedet, lige der i telefonen. Jeg kvitterede med en sms efter opkaldet, hvor der stod, at jeg bare var så glad for, at vi var ‘et sted i vores forhold, hvor vi kunne betro hinanden den slags’.

Jeg tror endda, at jeg takkede ham.

Før du haler Trivial eller Bezzerwizzer frem…: Jeg haaader brætspil. Jeg hader begrebet spil-aften. Jeg hader at skulle inddeles i hold med andre, der kan finde ud af at tabe civiliseret, og som mest er der for at ”have en hyggelig aften” mere end de er der ”for at vinde”. Jeg hader at flytte små dumme plasticbrikker rundt på en dummere plade, jeg hader at skulle fordele farverne blandt hverandre og se, hvordan mine kønsfæller kan gå i selvsving over, om de får tilranet sig den pink eller gule, eller – uh edgy – om de insisterer på den blå, for lissom at positionere sig som tough. Ligestillet.
Jeg hader, når mine tabende modstandere skyder vores sejr på ”min klæberhjerne”, ikke vores ”evne til at tænke”. Jeg hader de løftede, imponerede øjenbryn, som især mænd til spilaftener må stille op, når jeg tæver dem. Jeg hader de blikke, kvinderne kan sende dem, der siger ”håhå, skat, hende kender jeg”. Ja, og hvis du selv åbnede en avis i ny og næ, ville du nok også kunne svare på andet end mad-spørgsmålene, trunte. Og vi siger ikke til nogen, at du for nylig ringede til mig fra en lignende spilaften, til hvilken jeg nådigst var undsluppet invitationen, og i ramme alvor spurgte mig, hvor Port-au-Prince lå.

Der er kun én ting i den kategori, jeg hader mere end brætspil. Og det er kortspil. Det er spil-aftenen (det ord, altså) kogt ned til to personer, der med al tydelighed demonstrerer, at de ikke er i stand til at føre en begavet samtale på tomandshånd.

Så spar mig for denne parforholdets dårskab! Og jeg kan godt fortælle jer, at jeg FOR SIDSTE FUCKING GANG ER MØDT OP TIL JERES SPILAFTEN, SOM I HAR FORKLÆDT I EN MIDDAGSINVITATION, BLOT FOR AT OPDAGE, AT I HELT HOVSA OGSÅ HAR INVITERET JERES GODE VEN PALLE/KEN/WHATSHISNAME, SOM SJOVT NOK OGSÅ ER SINGLE OG HAR TAGET IGLEBLIKKET PÅ OG GERNE VIL VÆRE PÅ HOLD MED MIG.

Sidste advarsel.

René Redzepi i kokkeland. Poul Høi og Nils Thorsen i Cavlingland. Søren Ryge i haveland. Brødrene Lund Madsen i infotainmentland. Kim Bodnia i teaterland. Johannes Møllehave i talerland. Michael Kvium i penselland. Frank Hvam i komedieland. Lars Bukdahl i øretæveland. Mads Christensen i imageland. Ole Henriksen i sminkeland. Carl-Mar i fuck-me-land. Oliver Bjerrehuus i lækkerland. Tim Christensen i sangland.

Er Gun-Britt og Isabell Kristensen virkelig de eneste, der sidder på førstepladserne i deres respektive brancher? Hvem har givet bolden op, og hvorfor har vi ikke vundet?

Selv i privatlivet er mænd åbenbart stjerner. Jeg har sjældent set så mange rørende, dybe og underfundige hemmeligheder på PostSecret.com, som i dag, den amerikanske Father’s Day. Et eksempel kunne være:

… men tjek selv resten i den kommende uge… hvilket bringer mig frem til den uden for kontekst tænkte tanke, at Eurowoman er noget argt lort, mens Euroman er et fænomenalt blad, som jeg alle dage ville give min højre arm for at kunne skrive på mit CV.

Jeg ved ikke, hvad konklusionen er. Enten det i overskriften skrevne, eller også et forbitret, men ganske indædt ønske om at give Femø-lejren en bh-løs revival og bombe manden tilbage til de usikre fællesdage i 1970′erne, hvor man vistnok vidste, hvor man havde jer. Eller også har jeg bare set for meget Tilsammans. In that case. Nogen, der har en penis til salg?