Er jeg virkelig blevet one of those people, som blogger om kæledyr?

Åh, det er jeg så afgjort ikke, slog det mig der i Føtex, hvor jeg gik og tankebryggede på et tamt indlæg om min dødsliderlige kats drab på en rotte-sized mus. Men jeg nåede ikke rigtigt at formulere tankerne blogindlægget til ende (thank God), før jeg opdagede, at jeg var faret vild. Jeg var kommet ind i noget velduftende afdeling af trusseindlæg og bind og tampax og hvadharvi – en veludrustet, bugnende afdeling med hyldemeter lånt i Wal-Mart. Bind, bind, bind. Nærmest så langt øjet rakte. Slige ting køber jeg typisk i Netto, hvor klistrede sodavandssjatter på gulvene er noget, man må tage med. Det her var hygiejne heaven.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skulle kigge op. Havde jeg bare holdt blikket indstillet på horisontal og nydt synet af de mange forskellige valgmuligheder for blodabsorption, så var jeg ikke blevet så gal. Libresse. Always. Budget. Tampax. O.B. Oh, al den skadesbegrænsning, altså. Det var nærmest intravenøs lykke i sig selv. Men noget bød mig at hæve blikket og se på de kæmpestore bogstaver, der danner guideord for synshæmmede og fungerer som kategoriindelinger af butikken, så man henne fra Delikatessen kan styre meget målrettet mod Grønten eller Textil.
Men hvilken kategoriinddeling havde hygiejnebindene og alle kvindetingene mon fået? Hed afdelingen Hygiejne? Eller Personlig Pleje? Eller bare ligeud – Bind & Avec? Næ. Den hed da… Vatprodukter. Men var der en eneste vatrondel i sigte? Okay, jo. Det var der. Med kikkert og skattekort kunne man få øje på to forhutlede hylder med vat skjult under voksenbleerne i et overordentlig tarveligt stativ bagved en massiv søjle.

…VATPRODUKTER!? Er det det vi kalder det nu? Er det blevet indført sammen med reklamebranchens carte blanche til at farve menstruationsblod… fucking… BLÅT! Fordi det er så skide farligt, at nogen fra det øvrige købesegment i butikken (mænd) skal mindes om, at vi er nogen, der pardon-my-French menstruerer!? Så er det bedre at gelejde de spedalske og blodige ind i en stor gættekonkurrence om, hvor bindene og tamponerne befinder sig?

Hvorfor bliver det sværere og svære for det her frikadellesamfund at kalde tingene det, de er? En pedel hedder ikke pedel mere, han er en ejendomsserviceassistent. For pedel er åbenbart nedsættende. En sælger hedder ikke sælger mere, for det er også nedværdigende, selv om han sælger ting. Han er sales manager eller key account manager eller über key account manager. Og hvis man er (det åbenbart så forfærdelige) indvandrer eller flygtning hedder man nydansker, mens vi, hvis oldeforældre var ligeså blegfede som vi selv er, hedder etniske danskere, selv om det jo bare resulterer i, at alle karter rundt i betegnelserne og kalder alle hudfarver for fucking etniske.

… dyb indånding. Gear ned, tænkte jeg. Det måtte være en enlig svale med de vatprodukter. Det kunne jo endda være en fejl. Måske skulle der i virkeligheden ligge mere vat på de hylder. Og færre bind. Man kan også blive for militant. Og lidt for optaget af eget tankespind. Det er jo ikke Føtex’ skyld, at nogen tror, at man er mindre etnisk end de mørke, fordi man er grisefarvet i huden. Så jeg besluttede at lade det fare og forlod hastigt afdelingen. Kom til at gå forbi toiletpapiret. Big mistake. Huge. For tror I, at toiletpapir på føtesk hedder toiletpapir? Haha. Hvor er I dumme. Gu’ gør det ej. Det hedder da… Daglig papir.

Gud forbyde at minde nogensomhelst om, at der ikke kommer roser ud af røven på os. Eller at et brugt bind ikke ser sådan her ud:

Sådan en gang hver anden dag kigger jeg forbi Randis fabelagtige blogpost, “Facebook-opdateringer, jeg undlod at skrive“. Jeg er hooked og venter bare på, at hun laver en toer. Den spiller på uindrømmet identifikation – the best kind. Kan anbefales til alle, der bevæger sig i eller omkring Facebooksfæren.

(shit, en kedelig anbefaling. Så smut dog derover, blev der sagt. Hun er alligevel meget sjovere. Og kunne aldrig finde på at bruge bæord som uindrømmet identifikation.)

So. Okay. Min bff og jeg fejrer altså Valentine’s Day. Klædt ud i andre roller (lesbiske stereotyper), spisende en tacky dinner for two i stearinlysets klamme skær et sted, gloende på mennesker, der faktisk fejrer pseudohelligdagen for real. I år på China Wok House. Her blev vi – udover at blive afkrævet 22 kroner pr. lunken kande postevand og 128 kroner pr. urimeligt tilhostet buffet – et par erfaringer rigere.

• Man udfordrer fra begyndelsen tjenerens tålmodighed, hvis man er lesbisk stereotyp – manden – der ankommer med skridtet først, afbryder sin dame og bestiller ”to gange husets bårffett”.
  

• Man kan komme ret langt ind på livet af tjenerens velvilje og tydeligvis være det undertrykte samtaleemne i køkkenet, hvis man er lesbisk stereotyp – den afdæmpede, bly viol med nervøse trækninger og dårligt frisurevalg – der tydeligvis ikke er sprunget helt ud og derfor slet ikke er klar til at være lesbisk i det offentlige rum.

• Man bliver offer for ret blodtørstige dræberøjne, hvis man som lesbisk stereotyp – manden – tydeligt sætter sig til at overhøre nabobordets samtale og lidt for højt gør nar af hans århusianske ”sård”, ”træls” og ”fjårten”. Var fandme bange for at få flade, da jeg umiddelbart derefter så, at han var typen, der havde sit navn tatoveret med gotiske bogstaver op ad underarmen (ps. Er han bange for at glemme, hvad han hedder?).

• Man kan ret hurtigt få nabobordets sympati, hvis man som lesbisk stereotyp – kvinden i forholdet – retter nervøst på sit hår, mens man hvisler ”vil du GODT lade være at kalde mig din dame offentligt? Det lyder så… betonlesbisk”

• Man skal ikke som lesbisk mandestereotyp stønne udover sushibuffeten (du troede ikke, sushi fandtes i buffetudgave? I shit you not. Og det smagte af skræv. Tror jeg.), at man fandme ikke gider æde noget, der er født i vandet, hvis man kommer på China Wok House for at få venner.

• Man skal ikke som lesbisk mandestereotyp sidde i tilbagelænet strandløvestil med hænderne bag hovedet og meget spredte ben og sende sin dame fisseblikke, hvis man vil afværge nabobordenes opkastreflekser.

Livet er fyldt af svære valg (hej introduktionskliché).

Et af dem kunne være: Skulle man 1) bevæge sig ud på forstadsapotek – forstad for ikke at blive genkendt – og hviske den pinlige salves navn over disken og risikere, at det fyldte apotek overhørte forespørgslen and be highly frowned upon? Eller skulle man 2) gå online og bestille pinlig salve i ro og mag over nettet, men risikere at kun bofæller var hjemme på leveringsdagen og dermed blive evigt frowned upon af mennesker, man deler tilværelse med i nær fremtid?

Jeg valgte dør nummer 1. Hellere fremmede i to sekunders pinlighed, end velkendte i to måneders vished.

Var hvid i hovedet på eksamensmåden, da mit nummer blev råbt op. Mest fordi tre ud af fire skrankepersoner var mandlige, og jeg bare lissom aldrig er typen, der så lander på den fjerde ud af fire. Men det var jeg så. Men må alligevel have set farlig ud og lydt ditto, da jeg fremstammede pinlig salves navn. Det tolker jeg, eftersom skrankedamen tog sit bæredygtige omsorgsblik på og slog over i engelsk (wtf?).

Derpå begyndte hun med de opfølgende spørgsmål. På engelsk. Jeg klappede i, selv om jeg hjemmefra faktisk havde forberedt små one-liners á la “det ved jeg søreme ikke, det er ikke til mig selv, jeg er bare sendt i byen for min… eh… veninde?” Hun overså helt mit antræk, der helt tydeligt ikke havde tænkt sig at ytre flere ord på dén matrikel. Hun må have troet, at jeg var klimagæst fra et seriøst udfordret land hvad angår engelsk, for hun fortsatte spørgsmålene, nu akkompagneret af fagter, der skulle blive til brugsanvisning, havde jeg ikke kvalt hendes forsøg i dens vorden. Et dræberblik formummede hendes udlændingeservice, hun stak mig mit stash (som kraftedeme viste sig at stå på en for kunderne tilgængelig hylde, hvorfor min hvæsen og angst var total unødvendig – kunne jo bare selv have grebet lortet, smidt svesken på disken og betalt uden et ord) og jeg hørte mig selv spørge efter ’the receipt, please’. Aner ikke hvorfor. Hverken det engelske, eller hvorfor jeg dog ville have et bevis.

Og så kan alle dem, der siger, at apotekspersonale ikke er sarte hvad angår apoteksgængeres indkøb, godt lukke arret. At de nærmest ikke skulle registrere, hvad de sælger, fordi de er så vant til lidt af hvert. Jeg kunne se i hendes øjne at hun lige dele morede sig, lige dele ynkede mig, for sådan så jeg selv ud dengang jeg var kassedame og godt kunne se det sjove i, når unge mænd bagstive gik ned i føtex med brødebetyngede blik og købte intet andet end en pakke toiletpapir.

Man vidste bare, at de enten næsten ikke kunne holde sig længere og skulle hjem og mose pronto – eller også, at de havde bremsespor langt op ad ryggen.

For syv år siden døde min Farfar. På Fars Dag.

Min Farmor besøger hans grav hver dag. I dag med halvdelen af sine to dage gamle fødselsdagsblomsterbuketter. “Jeg deler med dig,” havde hun sagt til graven på et vestjysk, som kendere stadig kan spore hendes barndoms vendelbo i.

Hun har siden hans død mistet det meste af synet, men det store træ ved hans grav rager op som en ledestjerne i klart vejr. I gråt vejr finder fødderne vej af sig selv.

Jeg tror, hun synes, livet har varet længe nok nu.