Archives for posts tagged ‘lovestory’

Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?

Alice var 18, da hendes veninde halede hende med ind til Hjørring, hvor soldaterne gik march. Egentlig gad hun ikke. Hun havde en aftale med sin kæreste senere. Veninden himlede, kaldte ham Aage en stivstikker. Alice trissede med. Og glemte kort sin forlovelse med Aage, da hun så soldat nummer 46 stå ret nede på pladsen, selv om denne fremmede i uniform slet ikke passede ind i forestillingen om et liv. Altså, for hun havde jo tænkt sig, at det skulle være hende og Aage for evigt.

Så selv om soldat 46 samme aften bød Alice op til dans og de næste år bejlede langdistance fra forskellige kaserner og begik alskens underlige, forelskede krumspring, så skulle Alice lige overveje. Hun havde jo sådan set lovet Aage et liv. Og snavede med ham oppe på høloftet på nu fjerde år, det kunne man ikke bare sådan rende fra. Først da soldaten tog toget op gennem Jylland – i regnen, mener Alice at huske, men hun er ikke sikker, måske husker hun bare soldatens tårer som regn – med et brev i hånden, forstod hun. Da han læste hendes brevfarvel højt for hende, ord for ord, hylende, forstod hun, at soldaten her kunne lære hende, at hvis man vil have noget, så må man lægge sig i selen. Hvis hun valgte ham. Så det gjorde hun.

Alice glemte Aage, men det gjorde soldaten ikke. Og når de en sjælden gang skændtes i det 55 år lange ægteskab, der fulgte, råbte soldaten gerne “Du skulle have giftet dig med Aage i stedet, skulle du, så behøvede vi slet ikke have denne diskussion!” og så stormede han ned ad den smalle trappe til kælderens værkstedsrum, indtil han blev god igen. Det blev han hurtigt. Hans temperament røg op og ned af skalaen, altid, helt ulig hendes eget.

En dag i 1965 bladrede Alice i lokalavisen og blev bleg og tavs over en notits om en fatal soloulykke ude ved sundet. Da lagde soldaten sin pibe fra sig, så på sin kones smukke sorte hår og spurgte stille “er det Aage?”. Hans kone nikkede med tårer i øjnene, han rejste sig og lagde armene om hende, sukkede dybt og virkede for første gang nogensinde som om han indså, at Alice ikke havde skænket Aage en tanke, siden hun valgte ham fra. Aage havde kun spøgt i hans hoved.

De talte aldrig om Aage igen.

love ever after - by fleishmanJeg sidder på en café i København og kommer til at tænke på soldaten og Alice, min fars forældre, da jeg browser gennem kuldegysningerne på Times fotogalleri om at blive gamle sammen. Ved siden af mig sidder et ungt par. Han er til skinke/ost, hun er til kyllingmoussesandwich. Det er Valentine’s Day, og foreløbig har de ikke udvekslet et ord. Hans hage er let vigende, hun er højere end ham, på mange måder ligner de soldaten og Alice på det ydre. Jeg tænker. Om der mon er en Aage inde i billedet, om der mon er en passion og en gnist et sted, om der mon er grundlag for et 55 år langt sammenfiltret fællesskab på godt og ondt, når man markerer en dag som i dag med udespisning og en blomst, men ikke rigtigt har noget at tale om.

Måske er tiden løbet fra de lange, episke kærligheder. Eller måske var Alice og soldatens kurmageri i efterkrigsårene præcis så uinspirerende at se på som det, der udspiller sig ved min side lige nu. Måske er det også op til dette unge pars efterkommere at male et rosenrødt, violinbårent blogportræt af disse to mennesker, der kan fortælle en historie om et liv, der ikke umiddelbart ser storladent ud – men i højeste grad bliver det.

Det håber jeg.

Vil du ikke også læse ...

Kære jagtsæson
Har hverdagshaderen på · En Top 6
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Åh, Ryan G.

Jeg var nået 27 minutter ind i Nicolas Winding Refns Drive (jaja, altid sidst med det første, det er mig, move on), da jeg måtte beslutte mig for, om jeg ville dø af kedsomhed eller slukke og gøre noget federe med mit liv.

Slukkede. Spiste et pizzaslice. Så lidt Jersey Shore. Snooki satte en fælde op for Mike “The Situation”, så der ventede en pige i hans seng, mens han havde taget en anden pige med hjem fra bar. Skidegodt tv. Slukkede. Googlede det her. Og en masse andet lækkert af fotograf Denis Rouvre.

Ryan Gosling by Denis Rouvre

Og skal vi alle ikke bare være lidt stille nu? Mens jeg går tilbage til Drive og forsøger at stå ørkenvandringen ud? Må nok kompensere med Blue Valentine bagefter. Og Half Nelson. Uh, og Lars And The Real Girl.

(ok, jeg kan godt høre jer hvisle ‘var hun ikke engang en meget god blogger? What happened?’, men det kan I godt stikke skråt op. Jeg har ikke noget bare remotely kompromitterende på hjerte. Udover, at jeg har det blandet med at have fået spørgsmålet ‘Er du forelsket i ham?’ af en veninde og med at have svaret ‘Gu er jeg ej. Du får mig i hvert fald ikke til at indrømme no such thing, før det er slut’. Men det er en anden historie.)

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

flattr this!

Det var ikke fordi tiåret for 9/11 skulle ignoreres. Jeg ventede bare på de rigtige ord. Hendes.

Nogle siger det bare bedre end andre. En dag forsinket, for evigt uglemmeligt.

… As I stayed home, away from downtown Manhattan, I considered all the veterans I have met who lost their limbs, their brains, their marriages, their future, who are still sick, poisoned, with little help and few answers, some who are in jail, or homeless, who were sent to attack/befriend (explain that configuration) a country that caused us no harm. Yet we were told again and again that Iraq was somehow responsible, that we were a target, that war was inevitable.

Fra new yorker-fotograf Nina Bermans Sounds of Silence – Why I Stayed Home On September 11, 2011. Fotografen bag billedet Face of War af Irak-sårede Ty Ziegel og hans krigsbrud, Renée Kline. En læsværdig historie om urimelighed.

warbride

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

flattr this!

… men han elskede mig jo?

Jeg kender ikke nogen, der smider om sig med ordene ‘jeg elsker dig’. Enkelte gange overhører jeg venner sige det til deres mor eller søster, men vi siger det ikke til hinanden, sådan er det (desværre), de tre magiske ord er som forbeholdt det intime rum mellem kærestefolk.
Derfor kom det meget bag på mig, da jeg for nogle år siden ikke bare fik leveret en kærlighedserklæring og et seriøst tilbud om at leve sammen fra en fyr, som jeg havde kendt relativt kort tid og troede, at jeg bare var virkelig gode venner med (…). I den overvældende sandwich havde han også smidt et jeg+elsker+dig+intense øjne. Og at han ikke havde elsket nogen, siden hans forlovede skred med hans hjerte og hans bedste ven og hans selvrespekt syv år tidligere.

Oprah ville have sagt om ham, at han havde ‘let himself go’. På formiddags-tv-sprog betyder det, at man har glemt  sig selv på afgørende planer: at pleje sit ydre, sit indre og sine forhold til omgivelserne. Denne mand havde, siden Ond Kvinde Fra Fortiden smuttede, droppet at holde sin krop ved lige, selv om han var eliteatlet tidligere, droppet at stimulere sit intellekt og arbejdede derfor som ufaglært i et storkøkken, selv om han havde en universitetsgrad i kommunikationsdesign.

Der var ikke så meget at gøre med de tre magiske ord, som han overrakte mig. Jeg elskede ham ikke – og snart var jeg ude af hans liv. Han ville ikke være venner, hvis ikke jeg kunne give ham mere; det blev en meget øm og meget smuk afsked i aftenskumringen.

… and enter Facebook.

Det forpulede medie bød os at skulle være “venner”, eftersom vi er “venner” med alle hinandens “venner”. Og her forleden snusede jeg rundt i folk billeder og sårn, blandt andre hans. Det viser sig, at manden har tabt 15 af de 22 kilo, han tog på efter Ond Kvinde fra Fortiden. Og at han godt nok stadig arbejder i storkøkkenet, men at han er avanceret til køkkenchef.

Og så titter det lille, grimme menneske frem i mig. Uden egentlig at tænke over, hvad jeg monstro har gang i, åbner jeg  en message, stiler den til ham, og skriver en omgang storladent, højdramatisk… bavl. Hvor jeg selvfølgelig ikke nævner hans vægttab eller forfremmelser, men bare snøfter derudaf om, hvordan jeg savner vores venskab (som om jeg har skænket det ret mange tanker, siden vores afsked?), og ham og hans dejlige væsen.
Der er intet formål med det, andet end at jeg vil have ham i tale. Men hvad er det, jeg vil have ham til at sige? Han skal jo ikke tilgive noget, for det er jo ikke som om jeg kommer rendende og siger, at jeg elsker ham alligevel og godt vil føde hans børn, nu, jeg tænker over det.

AidanShaw-425x367(jeg er jo ude på, at han skal skrive, at det gør for ondt at høre fra mig, at jeg må lade være at pine ham, han elsker mig stadig. for jeg er et dårligt menneske på et ego-trip af dimensioner.)

Han har naturligvis ikke svaret. Hvilket jeg nærmest har lyst til at skrive og ønske ham et dybtfølt tillykke med. Jeg har det som om jeg har forsøgt at lege Carrie Bradshaw, der sender et ‘I miss you. Do you miss me?’ af sted til eks’en Aidan efter hun bollede med Big, men i stedet for at han råbegræder ‘you BROKE my heart!’, men derefter alligevel gerne vil være kærester igen, kvitterer han med et ‘good for you. I have moved on’.

Jeg gider ikke, hvis jeg skal være sådan her.

Vil du ikke også læse ...

Naturligvis ringede han ikke.
Augustkummefryser
Yank me out of it
Hvad der kommer ud af at ønske sig Sally Field som mor

flattr this!

En love story. 1947-2002.

For syv år siden døde min Farfar. På Fars Dag.

Min Farmor besøger hans grav hver dag. I dag med halvdelen af sine to dage gamle fødselsdagsblomsterbuketter. “Jeg deler med dig,” havde hun sagt til graven på et vestjysk, som kendere stadig kan spore hendes barndoms vendelbo i.

Hun har siden hans død mistet det meste af synet, men det store træ ved hans grav rager op som en ledestjerne i klart vejr. I gråt vejr finder fødderne vej af sig selv.

Jeg tror, hun synes, livet har varet længe nok nu.

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Kære mandag i april.
Kh. Den Brændte Bro
Den Væmmelige Søster

flattr this!

En love story. 1952-2007

På deres 40. bryllupsdag rejste min Morfar sig og holdt tale til sin hustru. Det var his thing. Hvert år erklærede han sin taknemmlighed over, at hun endnu var sammen med ham, en taknemmelighed over det liv hun havde givet ham og en tak for hendes kærlighed. Han sagde det ikke – men han var smaskforelsket, selv som han var nogle-og-70. Det var tydeligt.

jfksMin Mormor var indbegrebet af klasse. Tænk Grace Kelly, Jackie O. og Audrey Hepburn. Et billedskønt minde om 1950′ernes vaskepulverreklamer om den perfekte hjemmegående hustru i spadseredragt med et dannet, lykkeligt tandpastasmil. En uddannet indretningsarkitekt,  der som 27-årig havde nok ben i næsen til at turde forlade sit barndomshjem i Oslo, sin trolovede og sin rige families forventninger – for at satse på en opkomling som min Morfar. Kornkontrollørens søn. En charmerende ung student, jovist, men ingen havde rigtigt tænkt om ham, at han en dag ville blive en højt respekteret læge. Måske kunne kun min Mormor se hans format, lige da hun mødte ham i efterkrigsårene, for hun sagde farvel til sin fremtid i Oslo og byggede sig et nyt liv på kærlighed. Tre måneder efter deres første møde stod brylluppet: et halvt år senere var hun gravid.

Min Morfars forelskelse i sine årlige taler var gengældt. Min Mormor var på en meget underspillet måde afhængig af hans person, og over årene var de smeltet sammen og blevet én. De var aldrig rigtigt forældre, bedsteforældre eller andre tossede mærkater. De var først og fremmest hinandens, det vidste alle. Men lige det år, på den 40. bryllupsdag, fik min Mormor nok. Hun trak ham til side og bad ham forstå, at han var urimelig.

Min Mormor havde set sig rundt om bordet. Hendes døtre var voksne og desillusionerede. Den yngste datter var allerede fraskilt – og nok har min Mormor ikke den dag kunnet se, at den ældste og den midterste også kun var nogle år fra deres skilsmisser. Men hun kunne se noget andet. Og det fik hende til at sige til sin mand, frit citeret fra overleveringerne med den norske accent, hun aldrig helt lagde fra sig:

– Det er ikke rimeligt, at du lader vores børn tro, at vi er billedet på kærlighed. At det er sådan her ægteskab er. Vi var heldige.

Og de så på deres døtre. Og min Mormor udbrød, at hun beundrede de tre stærke, tjekkede kvinder – men at hun ikke anede, hvordan de kunne få en hverdag til at hænge sammen med mand, børn og karrierer. Og at gnubbe en episk kærlighed lige i deres syn, og lade dem tro, at også den skulle de opnå, før de var fuldendte – dét var slet og ret urimeligt.

Min Morfar holdt ikke ord. Han blev ved med sine taler. Han holdt fast i sin episke kærlighed. Jeg tror, han var stolt af den. Det håber jeg, at han var. Selv om jeg i mange år har tænkt, at den var så altopslugende og storslået for ham, at der ikke var plads til andre end ham og hende. De elegante, algode statuer – umulige for efterkommere at gøre kunsten efter. Men med ug, kryds og slange i det, som alt i sidste ende handler om.

For tre år siden blev min Morfar alvorligt syg. Men han holdt sig i live så længe, at han nåede at indfri et løfte, han havde givet sin kone fem år tidligere.

I kirken til begravelsen af en af deres veninders mand, holdt min Mormor min Morfars hånd og sagde i bilen på vejen hjem, forstenet, ‘du må aldrig dø fra mig’. Hun gentog det ikke ofte, men flere gange over de næste år, når andre kvinder blev alene. ‘Du må aldrig dø fra mig’.

Min Mormor døde af en leukæmi, der blev konstateret længe efter min Morfars sygdom blev udråbt til ‘endelig’, men endnu før den havde gjort det af med ham. Det var min Morfar, den læge, hun over 50 år tidligere havde troet på, der afkræftet og dødsmærket accepterede fraværet af hendes puls. Derefter holdt han op med at tage føde til sig og sad bare i sin lænestol og hørte anekdoter og holdt vores hænder og så taknemmeligt på os. På det, han havde startet med hende.

Han døde tre uger senere.

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Esben & Systemet
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!