Hvis nu jeg var en helt anden person, end den jeg er; hvis jeg nu for eksempel var en modebloggertype med lyst til knækket hvede eller speltsalat (?), så kunne det da godt være, at jeg kunne fokusere på, at jeg gik en megalang tur i den sprøde, elektriske københavnerluft. Og at den bedrift i sig selv burde være nok til at sikre humøret og selvværdet og det der je ne sais quoi som gør modebloggere så… lækre.
Æh. Nu er jeg ikke sådan, vel. Det kan godt være, at jeg gik en megalang tur. Gennem København. Og inhalerede frisk luft og så på svaner. Men kraftedeme ikke af egen fri vilje. For jeg kunne inden said gåtur mærke, da jeg vågnede ude på Frederiksberg et sted hos gudvedhvem, at det her ville blive én af de tømmermændsramte tudedage, hvor jeg helt sikkert ville blive stoppet i enten bus eller metro, hvis jeg forsøgte mig med det der med at køre på røven. Og eftersom jeg ikke har lyst til at trevle mit klippekort i stykker for øjnene af nedrige chauffører, med mindre det er højst nødvendigt, måtte jeg jo gå. Hjem. Fra metrostop til metrostop. Gå.
Nå, men jeg kom da hjem efter højst et par timers flakken rundt i hovedstaden. Og så tog jeg fodtøjet af. Og et blodbad flød ud på mit lejede gulv. Okay. Her overdriver jeg. Det var heldigvis kun min ene sok, der var gennemblødt med rødt fra sål til ankel. Og jeg tænkte et øjeblik, om min fod mon var begyndt at menstruere spontant, men kunne heldigvis konstatere, at jeg da skam bare er typen, som klipper tånegle ekstremt sjældent. Så når livet en sjælden gang byder på en kamplang gåtur med længerevarende friktion i sko, end den mine sarte pusselanker er vænnet til, så flænser de simpelthen hinanden til blods dernede i støvlen.
Jeg ved ikke, hvad der er værst. At jeg er blevet sådan en, der ikke aner, at der gror kløer på tæer – eller at jeg ikke opdagede selv-mutilationen længe inden man kunne have skrevet Det Stockholmske Blodbad med mine klamme tæer som pen.
I hvert fald er det også rimelig meget beyond me, at jeg ikke har en kæreste?
Nåm. Jeg klippede dem faktisk med det samme. Og kom fra min hamsterstilling of shame, bøjet over kummen, til at skele ud i køkkenet. Hvor en opvask grimmere end arvesynden ventede mig. Jeg, som endda har en opvaskemaskine. Men jeg visnede indvendigt ved tanken om at gøre noget ved det, for der mangler afspænding, og jeg haderhaderhader, at jeg er blevet sådan én, som skal købe… afspænding. For at fungere. I mit liv. Og så begyndte jeg for alvor at tude. Og prøvede at holde tanken om, at jeg slet ikke skal noget i aften, en fredag aften, stangen.
Fredag er X Factor-aften. Singlernes mest frygtede aften, hvis den er planløs. For det er en underskrift på den indre Kattedame-kontrakt overhovedet at overveje at se X Factor solo.
Men nu har jeg lige stemt på PAT og SAR. Selv om jeg har svoret aldrig nogensinde at sende en sms-stemme i retning af DR mere.
Og jeg gad egentlig bare godt, at jeg kunne være sælungen, der fik en kølle for nakken, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem denne højst besynderlige lortefredag med forstanden i behold, hvis jeg skal forholde mig til mig som mig selv ét eneste sekund længere.
.
