. du siger ‘flyveren’. Med mindre du taler til et fireårigt barn, hedder det et fly, flyet, flere fly, alle flyene. Også i Nyhederne.

. du går op i, om brættet er slået op eller ned. Eller toiletpapiret vender indad eller udad på holderen. Jeg troede faktisk ikke, at du fandtes. Det gør du!

. du bestiller en ‘ekspresso’. Det gør Google i øvrigt også. Prøv selv.

. du ikke har hørt om Rungstedlund.

. din belysning udelukkende består af Herstal.

. du er flabet over for tjeneren/kassedamen/buschaufføren/ekspedienten, fordi du mener, at sådan må du gerne tale til folk i servicefag, når du selv har en dårlig dag. Er der noget i vejen med betjeningen, så påpeg det – sarkasme og indforståede fnis blandt dig og dine venner er for lavt.

. du fortæller, hvordan du har pruttet prisen på en håndsyet hængekøje ned fra 100 kroner til 40 kroner. I en ludfattig landsby ved Amazonas, hvor de skideflotte hængekøjer var syerens eneste og højst ustabile indtægtskilde. “Jamen, man skal da prutte om prisen! De forventer det!” For fanden. Know your crowd and stick to it, forpulede chartersegment.

. du siger “så hudt jeg hvisker”.

… du ikke kan stave til Ernest Hemingway. H-E siger He, ikke Hem. M-I-N-G siger ming. W-A-Y siger way. He-ming-way. Ikke Hem-ming-way. Hvis du absolut skal namedroppe, så gør det ordentligt.

… du ikke kan forstå, hvad jeg påpeger som forkert, når du lige har sagt, at du har “strukket ud” eller, at du har “lagt i din seng hele eftermiddagen”.

… du synes, at Live fra Bremen er Guds gave til sendefladen.

… du ikke ved, hvor Lemvig, højderyggen eller Korsør ligger.

… du ikke af dig selv hilser, når vi møder hinanden ude i virkeligheden, men venter på, at jeg kommer til dig. For jeg så jo godt, at du så mig, og så kiggede du væk. Vi havde jo øjenkontakt, for fanden! Fyr også gerne det uklædelige ‘gud heeeej’, nu vi er i gang.

… du ikke kender forskel på uden for og udenfor.

… du ikke ved, at bydeformerne også findes på skrift. Åbn! Googl! Gnistr!

… du angiver Stieg Larsson og Dan Brown som dine yndlingsforfattere i info-afsnittet på Facebook.

… du afskriver det jyske mål et bøvet signal om manglende begavelse, når ikke du kan høre, hvor fladpandet pøbellavkøbenhavnsk, du selv taler.

… du ikke dæmper stemmen i det offentlige rum, når du taler i mobil. Jeg er så ligeglad med, hvad du skal i aften.

• Nephews fans. Ser I, Nephew laver utrolig dårligt musik. Og jo flere mennesker, der køber deres musik, fordi de er af den opfattelse, at Nephew er det nye sort, jo mere skal vi andre tvinges til at høre på larmen i radioen. “Du er superliga”? “Interkom, kom ind”? “Mexico ligger i Spanien”? Kan I ikke selv høre det?
  

• Den narkotikapåvirkede TV2-ansatte, der godkendte Casper Christensens manuskript til det tæerkrummende Aloha. Må have været samme person, som hyrede det band, der jamrer i baggrunden til Vild med Dans. Men angående Aloha. HVAD foregår der? Handler det om, at han om nogle uger siger i et stort interview, at han blot ville eksperimentere med, hvor dårligt tv man egentlig kunne servere for Frikadelledanmark?
  

• Andrea Elisabeth Rudolph. Og i særdeleshed Claus Elming.
  

• Crewet bag Live fra Bremen. I er ikke Saturday Night Live. I er bare platte. Og nu vi er ved dansk ‘humor’. Patvrider til publikum til stand-up. Det er såååå passé, fat det så, så Zulu kan lukke ned og opgive kampen til DR2. De eneste omgange stand-up, der burde være lovligt, var open-mic stand-up, som er akkurat så tæerkrummende pinligt som det ‘professionelle’, men på en helt overdrevet ufrivillig og højst dragende måde.

• Alle journalister, der bruger benævnelsen ‘Smilets By’ om Århus. De færreste smiler i Århus. Det er rigtigt. Og så er det et rigtigt dårligt forsøg på at spice sin journalistik op. Skam jer.
  

• Min overbo, som har tid til at lufte sine dyner hver morgen. Du skal ikke sove i dem før om et halvt døgn! Live a little!

• Jyske knejte, der siger kammerat, i stedet for kammerat.
  

• Taxachauffører i København, der opfører sig som om der er en dusør på mit hoved.

• Dem, der kommer majs i kødsovs og kommer det på en bageplade franskbrødsdej, griller det i ovnen og kalder det ‘hjemmelavet deep pan pizza’.

• Dem i min generation, der er ved at snige ordet ‘jo’ ind som en helt legal samtalebestanddel. “Jeg har jo lige fået at vide, at min eks-kærestes kæreste er gravid,” “Jeg er jo overdrevet følsom, kan jo slet ikke klare nåle”, “Karen slog jo op med Jeppe for et halvt år siden”, NÅÅÅÅH, men det vidste jeg ikke, Karens mænd er ikke almen viden, jeg er ligeglad med Karen, og jeg kender ikke Jeppe, og jeg vidste ikke, at du havde nålefobi, hold op med at sige det med et ‘jo’ som om det vidste jeg da godt, og hvis du gerne vil tale om, at det er hårdt, at den mand, du troede du skulle giftes med er kommet videre, så sig det.
  

• Mig. Fordi jeg i går kom til at sige ‘super’ til en fra HR-afdelingen.

*) Patvriderprisen uddeles i anledning af min nye status som forstuvet, forkølet og forbitret hjemmegående personnage, der tilbragte Kulturnatten i sofaen med en dunk vin og bøf bearnaise.

Hvor er jeg bare træt af mennesker, der tager til Jylland hele tiden.

Ikke det, at de tager til Jylland, men det, at de ikke siger, hvor de skal hen. Som om Jylland er sådan et stort vildnis, hvor man er on your own, hvis man vover sig derind. Heart of darkness. ‘Beklager, måske ses vi aldrig igen, jeg skal til Jylland i den weekend’.

Skal du til Struer? Århus? Tønder? Så siiig det dog. Når man skal til København, siger man jo dét. Og skal man kun til Næstved, så siger man dét, for det er i hvert fald ikke København, ville den anden i samtalen indvende.

Men er det fordi I ikke ved, hvad der er hvad? Eller, det gør I jo ikke, Svensken (som ville blive meeeget vred, hvis jeg sagde til nogen, at hun vist var fra Køgeellerderomkring, når nu hun er fra Taarbæk, og som i øvrigt er veninde med hende her) troede i hvert fald, at Esbjerg var Skanderborg og at Fredericia lå ved Limfjorden og Haderslev havde hun aldrig hørt om. Men I ved da vel, hvor I skal hen, hvis I skal på længere ture ud i landet. Så siiiig det dog, for fanden.

Jeg siger det mest, fordi jeg er fra Århus. Og jeg bliver ålreit godt irriteret, når nogen er ligeglad med, om jeg er fra Århus eller Aalborg – jeg er jo bare jyde? Men jeg bliver allermest irriteret, når mine gamle gymnasievenner, der nu kalder sig ‘Nørrebronx in my heart’ eller ‘amagerkaner’ eller andre outdatede prædikater, nedlader sig til mystisk at sige, at de er ‘i Jylland’, når både de og jeg ved, at de skal hjem til mors og fars lædersofaer og udestuer og sovs på kartoflerne i Viby J. og freaking elske det.

Det’ træls.

Lad os klappe stavelser.

Scle-ro-se. Ikke skellerose.
Ka-stre-re. Ikke kasterere.
Psy-ki-a-trisk. Ikke psykriatisk.
Bil-le-der. Ikke bidler.
Sgu. Ikke sku.
No-gen. Ikke nonghn.

Por favor.

Og så er der de ting, som folk bare går rundt og siger. Jeg nævner i flæng.

Italesætte. Hold kæft, hvor er der meget, der for tiden bliver italesat i et ilde tildækket forsøg på at akademisere ordene ‘å snakk om det’. Men bare fordi man nu italesætter en metakonflikt betyder det altså ikke, at man gør særlig meget andet end at diskutere!
Omkring. Ej, hvor er der mange, der taler omkring fx en bogs tema – eller siger, at den handler omkring temaet ‘forelskelse’. Folks. Fordi man kan proppe ekstra lyde ind i de gloser, der kommer ud af munden, så er man altså ikke automatisk en større retoriker. Get it?
Jeg har strukket ud. Gu’ har du ej. It’s not even a word. Hvis du har noget, så har du formentlig strakt ud. Tal rent.
Spørge ind til. Nej! Man spørger bare! Ligesom man ikke lytter efter – man hører efter, eller man lytter! Klart i familie med handle ind-problemet. Ikke problematikken. Eller den problematiserede floskel. Problemet.
Arbejdskollega. Hold nu op. En kollega er én henne fra arbejdet, så du kan nøjes med at sige ‘kollega’. Helt gratis. Og der er patvrider til den næste, jeg retter, som med modskud påstår, at to spejderledere fra samme klub også er kolleger. Nej. De er spejderledere sammen. Og jeg håber i øvrigt, at de passer ordentligt job ved siden af.

Men nu vi er ved emnet, så vil jeg gerne præsentere to for mig nye vendinger, som holder for hårdt.
Det giver mig haderen på. Sagt af min chef, som må siges at være ret first-move.
Eij, mine ben er totalt bollede. Sagt af min venindes 18-årige lillesøster. Skulle åbenbart ikke have noget at gøre med ‘at bolle’, men betyder vist bare, at de er smadrede efter en løbetur.