Hvis I ikke havde regnet det ud …

… så regner jeg altså helt seriøst med, at I læsere hjælper mig og os igennem det her gravidnoget?

Eksempelvis er vi nu nået dertil i forberedelserne, hvor en hospitalstaske godt kan blive pakket. Det murrer og knager i underlivet, og jeg har det faktisk sådan, at jeg hvert eneste sekund kan gå i fødsel, selv om der er nogle uger endnu til termin. Jaja, jeg går nok 14 dage over tid, før jeg føder i en cocktail af igangsættende akupunktur, Misoprostol og vestorm, men det ændrer ikke, at begivenheden føles temmelig nært forestående. Allermest for maveskindet.

Så. Det er her I kommer ind i billedet. Hvad er godt at pakke?

Jeg kan godt tænke mig til det indlysende som vandrejournal, juicebrikker, tøj til den lille og bind til mig selv, men hvad ellers og hvad med til faderen? Jeg hælder mest til at pakke alt i vores bolig ned og simpelthen flytte rigtigt ind på fødestuen, og for at afværge dét og lære begrænsningens kunst, søgte jeg hjælp i min store gravidbog … men desværre måtte kalorius kyles tilbage i reolen, afskrevet som datooverskredet kildemateriale, da der i den stod, at man hellere måtte huske mønter til hospitalets mønttelefon og film til kameraet.

Godt så. Og en tidsmaskine og en t/r-billet til 1987, antager jeg?

Så kom kvikt med tips til hvad I hver især havde særligt gavn af og hvad I manglede – og hvad der var helt unødvendigt at slæbe med. I kommentarfeltet nedenfor eller her i tråden på Facebook-siden.

… for ja. Her i huset er vi skam ved at forberede os praktisk, selv om vi ofte har travlt med alle andre ting. Således har vi nu kogevasket alle 45 stofbleer (hvad? 45? Jamen, de var på tilbud, og vi har ingen vaskemaskine … og nu heller ikke mere skabsplads) og er blevet så enige om pigens tøjstil, at vi har kunnet shoppe lidt til hendes første tid (svært, i øvrigt, når jeg gagger over farven lyserød, mens min kæreste får the creeps af klinisk hvidt, som jeg ellers havde tænkt mig at iklæde hende indtil hun havde nået den alder, hvor en garderobe i udelukkende sort ville være acceptabel).

Er landet i en garderobe i en masse venlige nuancer af de fleste farver, og helt ærligt er jeg endelig ved at kunne gå i en form for relaksin- og urinstinktsbetinget spagat over, at vores datter skal bo i de her små størrelser inden længe. Vores datter!

IMG_1886.JPG

 

Vil du ikke også læse ...

Toiletserviceinfo. Selv tak.
Hold op med at spørge de gravide, hvordan det går
Den førstegangsgravides tjekliste til 9 måneders velvære
Jeg er blevet god igen

Are you going to rape me now?

sofiehagen

Nogle ord er blevet hængende hos mig.

De er fundet i en statusopdatering hos Sofie Hagen, der egentlig er komiker, men som her var ude i ramme alvor. Som god komik ofte er. Ordene handler om voldtægt.

De kommer fra om en stærk og snarrådig kvinde, som en aften befandt sig i en situation, som jeg og så mange andre kvinder derude, måske dig selv eller en veninde, har befundet sig i:

»As soon as we get to his place, he starts to put pressure on me. I just want to sleep so I tell him no and I’m trying to move away from him and push him. He keeps trying to kiss me and even tries to tear my clothes off. I was so drunk and tired, I almost gave in and just let him do it.«

Men hvor jeg – eller du eller måske din veninde »just let him do it« dengang det var vores tur, fordi det nu engang var lettere bare at slippe for videre bøvl, for vi havde jo selv rodet os ud i byen og ind i hans favn og hjem i hans seng, hvor det at snave og ligge i ske kunne være nok for nu, og måske skulle vi bare overtales lidt, som han antydede – så gjorde denne stærke og snarrådige kvinde noget andet end os.

»For some reason, I thought: No!,« forklarer kvinden, der er bekendt til Sofie Hagen:

»I thought, if that’s what he wants, then I have no chance of stopping it. So I looked him straight in the eyes and asked him: Are you going to rape me now?«

Og med de enkle ord – har du tænkt dig at voldtage mig nu; er du en voldtægtsmand? – slap hun måske for efterspillet. Som jeg ikke, som du ikke og som måske din veninde heller ikke gjorde.

Slap måske for årevis af knuder i sexlivet, tilknytningen til mænd og følelsen af egen krop, selv om vi ville få svært ved at omtale dét, der var hændt os, som egentlig voldtægt, for vi havde jo ikke sprællende været holdt nede i en baggård af en maskeklædt fremmed, vi var ikke blevet viklet ind i et grimt, incestuøst forhold til et ældre familiemedlem; vi havde jo bare forvildet os ud i noget rod med en fyr, der da ikke var en voldtægtsmand, det vidste vi jo godt, han havde det bare lige i situationen vanskeligt med grænser og ordet »nej« og begrebet behovsudsættelse.

Hvad der skete efter hendes rolige ord er jeg ikke i tvivl om også ville være sket i min situation. Og måske i din og måske i din venindes.

»All of a sudden, he couldn’t get further away from me. He looked shocked and disgusted with himself.«

For han var jo faktisk ikke voldtægtsmand. Men han var godt i gang med at blive det. Ved ikke at forstå et nej som et nej.

Som en læser i kommentarsporet til Sofie Hagens statusopdatering formulerer det:

- When you’re in a horrible situation, sometimes the best thing you can do is put what is happening in context. “Are you going to rape me now?” “Are you going to hit me now?”. “Excuse me, what did you say? Or simply repeat exactly what they’ve just said back to you. These are powerful responses, even though it feels weak.

Hvor ville jeg ønske, at jeg havde tænkt så stærkt og snarrådigt dengang. Voldtager du mig nu? Med de ord havde en hel del set anderledes ud. Måske havde jeg ikke været så bange for at hoppe ud i parforhold i et helt årti, fordi jeg godt vidste, at i et parforhold har man sex, og i et parforhold er sex helst trygt og tillidsfuldt, og hvis der var noget, sex aldrig handlede om i mine unge år efter den ene oplevelse i mit 16. år, så var det tryghed og tillid, det handlede mere om at slå hjernen fra og … just let them do it. Af og til slap de endda for den bøvlede modstand i et nej.

Tak til Sofie Hagen for at forstå, at hendes kvikke venindes ord skulle ud til et publikum. Tak til hendes kvikke veninde for at kunne stå som et fyrtårn fremover, når gråzoner er mudrede og andre kvinder, andre veninder begynder at tvivle på, om deres nej mon er gyldigt.

 

Hvorfor er piger ikke opdraget til at holde bedre fast i deres nej?
Hvorfor skal drenge straffes for at være ihærdige?
Er det for nemt at trække voldtægtskortet?
Debatten på Facebook-siden er i gang.

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
Licens: Not my finest hour
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Ja, undskyld. Men comic sans får det værste frem i mig.

Da Dines sadlede om

Først planlagde jeg

  • at udtænke et perfekt svar – lige dele morsomt, kønspolitisk og gravalvorligt – til de lykønskninger, der kommer til at gå ud til “prinsessen”, når minitaineren er ankommet. Noget med om vi ikke skulle vente bare nogle få år med at disneyficere hende og med at lulle hende ind i en verden, hvor piger er prinsesser og drenge leger med gravkøer … men et mere elegant comeback end bare det. Forslag? Noget med undfangelse ved kronprinsen eller Jokke?
  • at hvæse til alle, der siger “Nyd det!” eller “Nyd nyd nyd!” eller bare “Nyd!” bare jeg kvækker “barsel” og som sikkert fortsætter i samme uopfindsomme pladerille, når barnet er kommet til verden, at jeg kraftedeme godt kan finde ud af at nyde løs uden konstant at blive mindet om det. Hvad er det for et træls ord, der sniger sig ind alle vegne i det offentlige rum, hvor folk fremviser forfremmelser, ferier og andre fortjente velsignelser?

Så planlagde jeg

  • at være knap så meget et røvhul

IMG_1861-0.JPG

Vil du ikke også læse ...

Kære fans af Natholdet
Vil gerne have Martin som privatlærer, tak
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder
Krabber mig vej tilback to basics

Protected: Krabber mig vej tilback to basics

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

... men han elskede mig jo? Part deux
Vil egentlig gerne vide...
Toiletserviceinfo. Selv tak.
For det *er* faktisk yndigt at følges ad

The Fuck-Ups – Part Two

awaywego

En af velsignelserne ved at have haft en blog så længe, er at den fungerer som et personligt arkiv. Små kartoteksblade, jeg kan hive frem og genlæse på, hvordan jeg ned i konkreterne havde det på et givent tidspunkt i min egen historie.

Og tid til den slags fordybelse har jeg masser af når andre – de fleste andre, that is – sover. Så når mit ufødte barn har hikke eller karter rundt i mine ribben eller på anden måde holder mig vågen, går jeg en tur ned ad Digital Memory Lane, indtil hun igen falder til ro.

I nat faldt jeg over indlægget The Fuck-Up. Skrevet i en anden tid – skrevet da jeg og min kæreste lige var begyndt at date, og hvor mine tvivl på projektet var naive og kredsende om hvad jeg i dag ville kalde ubetydeligheder. Little did I know, hvordan vores historie ville arte sig, og vi her små fire år senere af og til godt kan kategoriseres som de fuck-ups, som gravide Verona i Away We Go ikke vil være.

Vi kan godt glemme regninger og pludselig stå uden wifi-signal og give hinanden ret i, at Fullrate fandmer skulle stramme op, indtil vi på køleren i stakken af det-skal-vi-lige-have-ordnet-en-af-dagene finder den meget overskredne regning, som vi begge troede den anden havde onduleret. Og oftere end sjældent kan man finde seriøst overdue madvarer i vores køleskab, som ingen tænker på at smide ud. I tilfældet mælk kan det endda ryge i kaffen, selv om det burde gæste vasken. Og vi spiser langt de fleste måltider i sofaen, selv om vi ser os selv som civiliserede mennesker.

Irriterende pletter i vores måde at være par på. Øjebæer. Småting, der kunne være fede at ændre inden vi bliver forældre. Småting, vi med sikkerhed ikke kommer til at ændre inden da.

Men sådan er det vel for alle? Har I måske ikke også de der knaster, som I ville ønske I fik slebet ned, så I kunne blive lidt mere sofistikerede versioner af jer selv? Jo, nikker I. Og ser forvirrede ud – for hvor er det banalt at dvæle ved netop det.

Men hvad der tog røven på mig var, hvor lidt det ville fylde, at jeg aldrig lander i mit eget glansbillede. At nu, hvor familielivet ikke er en teoretisk plet i fremtiden, men faktisk min snarlige hverdag, er det helt andre småting, der er i fokus.

At vi eksempelvis midt i vores utjekkethed dog er enige om, at punktlighed er mere end en god vane; det er ligefrem en identitetsmarkør (jo, det er). Og at vi begge er et par ordonanister, som røvhulsagtigt kan bonde over andres dårlige sprog. At vi er et hjem, der følger med i nyheder.

Den slags og en pærevælling andre for os vigtigheder gør os til hvem vi er – ikke revisororden og usur mælk.

Mit fortidsjegs ord giver mig sådan lyst til at hviske til hende, hvad jeg ved nu. At hun skal læne sig tilbage i sædet og holde fast, for nu begynder rutsjeturen. Og den vil være kvalm og kringlet. Og den vil have endestation i en helt anden virkelighed, end hun kan forestille sig. Og dét vil gøre hende så godt.

Vil du ikke også læse ...

Atmosfærejalousi
Toiletserviceinfo. Selv tak.
Kronisk angst for at være stjerne i virkelighedens Truman Show
Vil gerne have kvotefri nu

Undskyld, tjener! Der er altså skamlæber i min nye stegeso

… et par meget glatte skamlæber, nej, kønslæber, endda.

skamlæber

 

Ikke at jeg klager til Römertopf-selskabet. Looket gjorde kun andestegning til en sjovere succes, det var right up Lizzie’s alley.

Vil du ikke også læse ...

Kandidaten, der hverken var enig eller uenig. I noget som helst.
Fra emodagbogen: Mine lærere og forældre syrer totalt af
Åh, Ryan G.
Ægte københavnerhistorie, nu hængende fra loftet

Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Jeg var lige ved at kalde denne blogpost “Man ved, at man er på barsel, når …”, men kom så i tanke om hvor 2007 den ordmodel lige er. Ikke desto mindre kan jeg ikke få øje på andre faser i livet, hvor jeg —

faktisk skulle få sendt min faster den opskrift på langtidshævede boller, som jeg lovede hende i oktober og igen i januar. Og selv have tid til at bage dem undervejs med skrivningen. Sammen med en kage. Bare sådan fordi.

IMG_1825.JPG

 

og faktisk skulle få lavet simremad i den Römertopf, jeg kom til at ønske sig af en venlig sjæl, der afæskede mig en ønskeseddel for 30. gang inden et spruttende hvis-du-da-altså-overhovedet-vil-have-en-indflyttergave. Sagde, at det behøvede hun altså ikke; jeg har flyttet så meget rundt, og hver gang er hun troppet op med en gave , selv om jeg i årenes løb aldrig har givet hende en indflyttergave, der ikke også var en fødselsdags- eller julegave. Fik et meget opgivende blik som svar på min parlamenteren. Jeg skyndte mig at visualisere hjemmet hos min store indretningsguru – Mormor – og pippede, at det da ville være meget fedt at være et hjem med stegeso. Hvad jeg således modtog et par dage senere. Det skal sgu ikke hedde sig.

Andelår i stegeso

 

og faktisk skulle få støvsuget. (Okay, det var primært fordi sundhedsplejersken skulle komme forbi på forvisit. Ingen grund til at friste skæbnen med nullermænd. Man kunne jo godt kalde hende Tvangsfjernelsesmafiaen, hvis man ville.) (Jeg tror i øvrigt, at vi bestod. Hun kaldte os i hvert fald “yderst fornuftige” og slog da også flere latre op undervejs. Det kan åbenbart betale sig at være et hjem med stegeso, se, det sætter sig i selvfølelsen. Jeg tror, man kunne lugte lettelsen i væggene, da hun var gået, og både jeg og min kæreste måtte have en lur. Nu ved jeg, hvordan Lizzie Heinesen i Den Eneste Ene må have haft det, da Adoptionsdamen Joof var forbi, og Niller påstod, at de bare elskede at sylte og bage. Hun vidste godt hele showet var lidt forlorent.)

lizzie og niller

 

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Hensynet til gravide er ærligt talt fucked up
Jeg er blevet god igen

Protected: Familiefestligt

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
... men han elskede mig jo? Part deux
Søges: GPS-hjælp gennem fødemafiaens jungle
Hvor meget hader vi lige ordet squashetti?

Hvorfor er bloglæsning stadig en guilty pleasure?

fødete og flødeis

Hen over fødeteen og flødeisen kom jeg til at tænke på en klog kvinde, der i en bisætning nailede, hvorfor det her blogging er så dragende at følge for så mange, selv om mange helst ikke står ved det.

Det er så banalt, men ikke desto mindre ikke noget, jeg har kunnet hitte på, når jeg har måttet forsvare blogs ude i visse segmenter i København, hvor det stadig er smart at grine af bloggere og det at kunne koge dem ind til bare at være en del af selfiekulturen.

Men der sad hun og sagde det over en uskyldig fiskefilet, den neutrale sandhed, som jeg så gerne havde villet kunnet fyre af, når jeg som Dines’ ukendte dukkefører er blevet indregnet som del af klubben, der af altoverskyggende hensyn til personlig integritet og en armslængdes distance til at udstille sig selv på de sociale medier aldrig ville åbne en personlig blog og bare sådan sidde der og bralre om sig selv – og da slet ikke læse dem. Fast. (Med mindre læsningen altså kan turneres latterliggørende á la den måde den kreative klasse ser (så?) Paradise Hotel på.)

– Det handler jo om at få et indblik i hvordan andre knækker den nød, livet er – hvordan andres tilgang til den store, diffuse, helt almindelige tilværelse egentlig er.

Så enkelt. Men så sandt.

Jeg elsker at følge med i jeres liv på denne måde! Og jeg har gjort det fast, men uden at sige det til nogen, mens min egen blog har taget sig en månedlang lur. Mine yndlingsbloggere er som veninder, som jeg ikke behøver investere mig selv i, når I gavmildt deler af op- og nedture og til- og fravalg og alt det sjove og alt det triste. Og jeg lærer så meget!

Det er derfor jeg elsker at checke in hos Linda i Esbjerg og lære lidt om, hvordan man er selvvalgt alenemor og så megameget andet. Og hos Sneglcille, der sidder i helt samme rutsjebane som hos mig med termin lige om lidt, men i et liv milevidt fra mit eget. Og hos Superheltemor og Maren og AmarOrama og Jane Faerber og alle de andre, der hver dag gør en indsats for at fortælle vildfremmede, hvordan deres take på hverdagen er.

Jeg elsker det. Og er så bange for, at jeg som mor ikke får tid til at følge med, hvorfor jeg inhalerer jeres ord nu som var de sprøde, lilla Scottie-chips fra Netto.

Så hvorfor er det stadig så kikset at sige, at man følger blogs på livet løs?

Vil du ikke også læse ...

The sound of silence
Mit øre er handikappet
Åh, Ryan G.
Nu kan dem der ikke gider giffe for alvor kigge den anden vej

Er det for tidligt at spille kostbar, når man ikke er født endnu?

… og den anden dag i barslen gik med at tage revanche fra gårsdagens hæsblæsende tempo, geare helt ned og dele dagen op i lige dele napping, frisk luft og rette-linse-mod-mave-i-håb-om-at-fange-de-vilde-bevægelser-og-spamme-dem-af-sted-til-gud-og-hvermand.

Angående det sidste, så spiller damen temmelig hard to get. Ligger musestille, når der er kamera eller hånd på. Giver et kæm-pe los, når der er fri bane.

I like her style.

Vil du ikke også læse ...

Hensynet til gravide er ærligt talt fucked up
Det værste ved at være voksen er at skulle sige »Sådan er det at blive voksen«
Jeg er blevet god igen
Hvor meget hader vi lige ordet squashetti?

Hvor meget hader vi lige ordet squashetti?

Den første dag i barslen blev tilbragt med at …

  • spise brunch i solen og være for selvbevidst til at fotografere det, fordi jeg går lidt for højt op i, hvad andre folk (kærester og andre restaurantgæster) tænker om min latterlighedskvotient – hvad der er seriøst latterligt.
  • have vandskade.
  • have besøg af mænd som “Niels”, “Frits”, “Nikki” og “Søren” i forbindelse med vandskade.
  • byde min nye bofælle, Affugteren, velkommen. Han lader til at have et afslappet forhold til støj og at bruge en del tid på ødsel omgang med el.
  • nive mig selv i armen og messet “lad være at gravidtude over vandskade, den slags sker”, “lad være at gravidtude over vandskade, den slags sker”.
  • tude lidt. Men også kun lidt.
  • tænke en del over graviditetssproget. Helt i bunden rangerer det billedskabende og altid fra fremmede kommende bramfri “Hvornår skal du så føde?” Føler mig altid som kælvende kvæg mere end som kurvet kvinde, når kolleger eller perifert bekendte henviser til den private situation i nær fremtid, hvor jeg jamrende ligger fedtet til på en briks i Hvidovre.
  • være i banken med tre forskellige hængepartier.
  • forlade banken med tre uforrettede hængepartier.
  • gå en lang tur. Så lang som en tur nu kan være, når man skal huske at se lidende ud og minde sig selv om aktivt at pege knæ og fødder fremad, ikke ud til siderne (den klassiske gravidgangart er ingen tjent med).
  • købe en julienneskærer – som er en kartoffelskræller, der laver strimler. Troede der skulle blødes flere hundrede dollars for noget så fancy betitlet, men jeg slap med 80 kroner. Dog ikke for en vis portion skepsis.
  • skrælle halvdelen af tommeltotten af med ny julienneskærer og klare blodtab og opvask rundt om Affugter i 3 kvadratmeter lille køkken.
  • blive decideret imponeret over juliennekonceptet squashetti. Umærket alternativ til pasta! Tips til grønt, der kan juliennes – bring ‘em on!

squashetti

Jeg er ikke engang ti timer inde i mit livs første barselsorlov, og der er allerede hændt mig mere end jeg havde planlagt samlet til denne prefødselsdel af barslen.

Forventer absolut flatline frem til jeg nedkommer.

Vil du ikke også læse ...

Det Stockholmske Fodblodbad
Kære singlemand. Her er dit nye, mandige must-have.
Hej fra hamsterhjulet
Stuepige søges

Jeg er blevet god igen

moderkagen

Ahem.

Efter weekendens Debbie Downer-blogging vil jeg gerne udråbe en skål for de ting, der parrede mig og det gode humør igen:

– Et surprisebabyshower v./ verdens mest betænksomme vennegruppe. De fik lov at spasse ud i lyserødt tematiserede kærlighedserklæringer, mens jeg måbende bare var gæst. Havde ikke set det komme. Jeg måber stadig. Og folder gaverne ud og ind i loop, praler til min kæreste og andre, der ikke kan afværge at lægge øre til, genlæser de søde kort om præcis hvorfor de ved, at det nok skal gå det hele, det med mig og os og minitaineren. Tak, for fanden.

– At vægtnålen led af momentan sindssyge, da den bildte mig ind, at min tyngde i omfang var sprunget fra +7 kilo til +10 kilo på to døgn. Er landet på en komfortabel 8’er nu og tager blødt på i mindre etaper herfra, har den og jeg aftalt. Så jeg har absolut ikke noget at hormontude over i den forbindelse her fire uger før termin. 8 kilo. Barmhjertigt er et fattigt ord, men dog det, jeg har lyst til at sende efter gravidguderne. Tak, for fanden.

– Barselsorlov. Fraaaaaa nu! Tak, for fanden!

 

moderkage2

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
The thrill of crappy beginnings.
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Er det for tidligt at spille kostbar, når man ikke er født endnu?

Det værste ved at være voksen er at skulle sige »Sådan er det at blive voksen«

Hvis der er en række ord, der er vanskelige at dreje rigtigt, så er det dem om, hvordan og hvorfor jeg blev to nære venindeskaber fattigere under min graviditet.

friends-fingersDet ville gribe for udleverende om sig at gå ind i netop hvordan og hvorfor, for de to adskilte tilfælde har ingen fælles dna, og de udgør ikke tilsammen nogen rød tråd, det eneste de har til fælles er mig. Så jeg kan med opridsning vælge at udlægge det som det martyrriske “ja, er der ikke noget om, at man, når livet slår nogle store slag, får at se, hvem der er de sande støtter og hvem der ikke er” eller det selvudslettende “det må være min egen skyld; jeg har ikke tacklet det at være gravid veninde godt nok, når to seje damer falder fra,” men ingen af modellerne har noget med virkeligheden at gøre.

Det har til gengæld en egoistisk funderet tristesse. Over at se tilbage på en graviditets op- og nedture uden dem. Hvor har jeg savnet dem på venindepaletten, når jeg har grinet et vantro “FUUUCK, jeg skal være nogens MOR!”, tudet over at være al for uerfaren udi parforhold til mit pludseligt seriøst seriøse parforhold, haft brug for en pause, haft brug for at holde hovedet koldt i fødejunglen, haft brug for at svælge i alle mine opfyldte drømme, manglet et godt råd. Paletten har stadig være spraglet, men der har manglet to af de stærke farver.

Tanken om, at vi voksne ikke får redt trådene ud, glemmer dem midt i alt det andet, der skal ordnes i livet, fordi de alligevel var filtret så umuligt sammen, at de ikke bare kunne ses bort fra … Kommer fra den vigtige viklen ud, så min datter og deres kommende børn ikke bliver farvet af konstellationen af os, modelleret af os – og får lov at præge os … Jeg kan næsten ikke holde ud at dvæle ved tanken om slig fattigdom på denne grå søndag.

Vil du ikke også læse ...

Den første, der skriger »MOONCUP!« i kommentarfeltet får sin ip-adresse blokeret
Hensynet til gravide er ærligt talt fucked up
Jeg er blevet god igen
Er det for tidligt at spille kostbar, når man ikke er født endnu?

På dage som i dag var græsset grønnere for et år siden

Hvem der bare lå i fosterstilling med tømmermænd i sin singletilværelse og ikke havde taget et spring ud i nogetsomhelst.

Det vidste man da hvad var.

Hvem der bare spiste pizzarest til morgenmad med ligegyldig mascara ned ad kinderne i stedet for at stirre vantro ned i hindbærbladteen over at have sprunget 8 og 9-kilovægtøgningen over for i stedet at rykke direkte fra +7 kilo til +10 kilo på et par døgn.

Hvem der bare lod opvasken stå i stedet for at begynde at tude ned i den uden nogen verdens grund og til ingen verdens nytte.

Hvem der bare havde vidst, at der i en graviditet af og til popper en frygteligt, tabubelagt tanke op om, at man af og til helst ville være ugravid. Ikke være værtskrop, ikke føde, ikke glæde sig, bare skrue tiden tilbage, ctrl+alt+delete. Ud af det blå. Baby be gone. Kortvarigt, men skårslående.

Hvem der bare havde kysset på alle de forkerte i nat i stedet for at sidde i saksen hos den eneste, hvis saks, jeg vil sidde i, når nu det slet ikke bare er candyfloss hele tiden, det der med at bo i sit eget luftkastel.

Hvem der bare kunne finde glæden frem over at have fået alt hun har forsøgt at pege på hele voksenlivet igennem, i stedet for at sidde her og være så skideumulig med et barnligt tvært, hormonelt betinget ønske om et hop tilbage til en tid hun for helvede ikke savner.

feet

 

 

Vil du ikke også læse ...

Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Hvor meget hader vi lige ordet squashetti?
Krabber mig vej tilback to basics
Da Dines sadlede om

Den førstegangsgravides tjekliste til 9 måneders velvære

Lige om lidt har jeg en tidskrævende og perspektivomvæltende lille kærlighedsbylt i armene på fuldtid, og så har jeg glemt alle de guldkorn, jeg har sparet sammen om at være gravid, for graviditet vil føles så uendeligt mindre end selve Moderskabet. Ikke? Sikkert. Men kommende førstegangsgravide skal da ikke snydes for den krystalkugle af viden, jeg gerne ville have set ind i for syv måneder siden, da jeg stod foran at skulle dyrke et lille menneske på indersiden af min krop.

Så. Derfor. Spoler vi lige tiden tilbage til sensommeren 2014 og tager en snak med mig.

– Kære Dines. Frem til termin vil du falde i kategorien af gravide, som andre vil kalde for “heldig”. Du vil hverken døje med svær kvalme, bækkenløsning, øm lænd, balancenervevira, abnorm appetit eller andre ting, som alle andre gravide tilsyneladende udsættes for i invaliderende grad. Det lyder utroligt, men det er faktisk sandt. Tre ud af ugens syv dage vil du kunne hævde, at du har det bedre fysisk end nogensinde. No-gen-sin-de.

De øvrige af ugens dage vil du ved nakken slæbe dig selv gennem træthed, hormoncirkus, ulykkelighed, uretfærdighed og en følelse af ikke at slå til nogen vegne … præcis som det hører sig graviditet til. Så helt slipper du ikke.

Men der er nogle ting, jeg vil råde dig til at følge slavisk, så følelsen af decideret velvære og Moder Jord-overskud vil fylde fire, måske fem af ugens dage. Så bliver fosterstillingen nemlig så meget overkommelig, når den kræver plads.

Tag dit blodsukker seriøst
Som sagt vil kvalmen ikke stå dig i halsen konstant, men du vil alligevel opleve at besvime i badet og at gagge over sjove lugte, og det kan såmænd være kvalmt og timeout-krævende nok. Spis så grønt og fiberrigt og proteinrigt når muligt – og for dig vil det oftest være muligt. For the love of God, skønt du aldrig har evnet at spise sundt før, så evn det nu. Et stabilt blodsukker vil redde mangen en dag for dig. Og få andre gravide til at skotte misundeligt/vredt til dig, når du øretæveindbydende fortæller, at man altså sagtens kan holde kvalmen væk med sunde sager.

Hold dig i bevægelse. Uden undskyldning. Selv når der er undskyldninger.
Dines, du er en dovenlars, og det forsvinder ikke, bare fordi du dyrker et lille menneske. Desværre. Du vil lægge flot ud med yoga, AquaMama-øvelser i svømmehallen og APA-gymnastik, men engang efter jul, når det er allermørkest, vil undskyldningerne for at blive på sofaen stå i kø. Og du vil ikke kunne modstå dem. Men du vil kunne kompensere. swopperMed at spadsere, med at lave den yoga foran fjernsynet så, med at tage trapperne en ekstra, langsom gang. Alt tæller!

Kun en gravid tåbe frygter ikke lændeproblemer
… så få din arbejdsplads til at investere i en kontorstol til folk med rygproblemer. Sådan en uden ryglæn og med et sæde, der hælder forover, så der bliver plads til maven. Jo før, jo bedre, for meget snart gider du ikke bruge hævesænke-funktionen på dit skrivebord (trods alle gode intentioner). Hvis stoleindkøb viser sig udelukket, så vend en almindelig stol om og bestig den Brandon Walsh-style med ryglæn mod bryst.

Pas på hovedet: Fødsel forude!
… og styrthjelmen ser således ud: Find én skole udi fødeteknik og hold dig til at lære og øve den ene. Du bliver ikke klogere eller mere forberedt af både at følge APA, Smertefri Fødsel, Fantastisk Fødsel og alle fagfolkenes og alle de nybagte mødres råd. Du bliver kun mere forvirret og ked af det. Hver især og isoleret gør de sikkert det hele rigtigt, men at blande deres dogmer sammen i en pærevælling giver dig blot … ja, vælling. Ikke en ret solid støtte at læne sig op ad, når veerne raser i kroppen og hjernen helst skulle kunne slappe af.aminojern

Sig ikke nej til et godt skud jern
… for når intravenøs kaffe, frisk luft, amfetamin eller hvad du tidligere har brugt som opkvikkende stimulans er udelukkede, så får du brug for et gravidvenligt drug. Og det er AminoJern. Det eneste på markedet i pilleform, der ikke stopper dig til og/eller farver dit lort grønt eller sort.

En sidevogn til jernet: Oldskool sveskejuice
… hvorfor al den snak om lind afføring? Don’t make me say hæmorider.

Vil du ikke også læse ...

Når tre single kvinder »med styr på det« mødes:
Det er sådan næsten intimt, det nik
Krabber mig vej tilback to basics
Hvis I ikke havde regnet det ud ...

Søges: GPS-hjælp gennem fødemafiaens jungle

2599147Nåmmen, det der med at være en moderne kvinde i 2015, sådan, en af dem, der gør projekter ud af det, man før i tiden bare kaldte livets gang, sådan en som alle over 50 hyggehader lidt på, for hvad var der nu i vejen med den måde de gjorde tingene på; det er i virkeligheden ikke spor nemt.

Jeg må vist erkende, at jeg er i færd med at gøre graviditetens eksamen til det helt store Projekt Fødsel, men det er for sent at ændre min personlighed nu (og i virkeligheden har jeg ikke lyst til at ændre personlighed for at please seniorer og mentalseniorer, jeg har lyst til at forberede mig grundigt på at føde, selv om jeg ikke aner, hvad jeg laver og selv om de selvudråbt kloge siger, at jeg bare skal give slip … for det er som om gode fødselsoplevelser i min omgangskreds er blevet tildelt dem, der forberedte sig fysisk, mentalt og teoretisk – mens fødetraumerne med rund hånd synes at være blevet kastet efter dem, der ikke havde sat sig ind i noget. Groft sagt. Jeg vil i hvert fald gerne være sådan en som øger chancen for at kunne highfiver YES! bagefte, i stedet for at få trækninger ved øjet ved mindet om at føde).

Så. Forberedelse it is. Præcis som jeg har gjort inden alle andre eksaminer og deadlines, jeg tidligere har set frem til med en blanding af gru, selvhad og nysgerrigt pirret spænding. Denne gang bevæbnet til tænderne med læsning, øvelser, motion og fagfolk og et artigt ønske om at studere hver dag.

Men ehm … klonk-klonk. Er der nogen, der gider banke på ovre i fødeindustrien og spørge, om de af hensyn til målgruppens mangel på tyk hud gad koordinere lidt. Eller, i hvert fald bare ikke ligefrem modarbejde hinanden?

Gider man ringe til min yogalærer og spørge, hvorfor hun siger, at man for at lade visse mavemuskelgrupper arbejde korrekt skal trække vejret heeeelt ned i maven og kun langsomt lukke luften sivende ud i det såkaldte ocean breath (som lyder så uhyggeligt, at det burde hedde death breath), når nu Anja Bay fra Smertefri Fødsel prædiker laboroteknik, som kort sagt går ud på at gispe som en schjæfer i sommervarmen, og at luften eeeeendelig ikke må komme ned i maven, for veerne skal have ro. Og nu vi er ved Anja, så kunne vi måske spørge hende om ikke hendes instruksvideoer af det der laboro i QR-kodeform kunne følge med hendes bog, man allerede har købt, i stedet for at man skulle tvinges til også at købe hendes hjemmestudie for at se med, eftersom schjæfer-sammenligningen giver hat mening på skrift alene, hvorfor jeg fandt mig selv youtubende begrebet, hvad der ledte mig ind i den amerikanske Lamaze-fødesekt, som prædiker noget helt fjerde og LANGT mere vrøvlet: Slap af og træk vejret normalt, din krop ved nemlig godt lige præcis hvad den skal gøre.

Det mest absurde råd, jeg længe har hørt. Slappe af … haha. Har sgu da ikke slappet af i syv måneder, eh, 30 år og syv måneder, kan da ikke begynde nu.

Derfor har jeg da købt en helt fjerde bog om at føde og begynder sågar til alle fødegymnastikkers moder – APA – lige om lidt, hvor jeg regner med at få noget femte at vide.

Suk. Kunne altså godt bruge en sagsbehandler. Sådan en, der ikke giver flere råd, slet ikke nogen som begynder med “du skal bare …,” men som bestemmer, hvilken trosretning, vi sammen bekender os til, og derfor går all in på.

Uden alt det støj.

Vil du ikke også læse ...

Hvem ringer 112 og får Adam Price i skatteforhør?
Kh. Den Brændte Bro
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Krabber mig vej tilback to basics

Hold op med at spørge de gravide, hvordan det går

Hvordan det går?

Hold op med at spørge gravide om det!

Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg har det. Der findes ikke ét svar, ikke én ren tilstand, ikke to ens dage.

The facts? Ingen komplikationer, ingen gener udover forbigående halsbrand og dårlig søvn. Hormoncirkusset og grådtrangen er tilsyneladende bag os, og det samme er den invaliderende træthed – hey, jeg var sgu ude til klokken 03 i sidste weekend og blev så høj af det, at jeg forsigtigt ved hjemkomst søvndrukkent blev spurgt, om jeg egentlig var fuld. Lændesmerter, benkramper, hovedpiner – nope. Dertil kommer den mildeste vægtøgning, jeg nogensinde har hørt om i en graviditet: Mens min lille pige vokser som hun skal og dunken sig lystigt breder, har moderen her ikke endnu taget seks kilo på. Lagt på blidt over mange måneder føles det helt integreret i kroppen, det her graviditet, og ikke påmonteret og fremmed som frygtet.

I svage øjeblikke kan jeg stadig glemme, at der banker nogen på nedadtil om to måneders tid. Så har jeg det med at finde det nærmeste spejl og trække op i blusen for at minde mig selv om præcis hvor udspilet vommen er. Jeg spærrer øjnene vidt op i overraskelse hver eneste gang.

Om man så læner sig tilbage i afslapningen og rigtigt voldnyder stilheden og hinanden, inden forældreskabet banker på? Og om jeg rigtigt nikker artigt samtykkende, når nogen påpeger, hvor heldig, jeg er, mens andre døjer med væskefyldte ankler og virus på balancenerverne? Haha. Må jeg le. Og stave for jer, hvordan overbevisningen om, at intet så let kommer til nogen uden en urimeligt høj pris i form af vestorm, akut kejsersnit, bristning fra for til bag, vuggedød eller multihandikap, lyder. Som en brølen af irrationaler, spaltet ud af det mørkeste du-fortjener-intet-godt-center i hjernen.

Hele tiden runger karmamantraet om, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det det nok. At man ikke på under et år kan byde The One That Got Away tilbage i varmen OG lykkeligt føde hans sunde og raske barn – i hvert fald ikke helskindet.

Det er ikke spor hårdt for denne krop at være gravid. Men det er meget, meget hårdt for denne hjerne.

Vil du ikke også læse ...

Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder
På dage som i dag var græsset grønnere for et år siden
Det værste ved at være voksen er at skulle sige »Sådan er det at blive voksen«
Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Hensynet til gravide er ærligt talt fucked up

Med mine nye briller at se verden gennem – Den Gravides – har jeg nogle ting, jeg godt lige vil spørge om:

– Hvordan kan I med den ene mund sige, at jeg skal passe på min ryg og glæde mig over at kunne indtage de svages bussæder med god samvittighed og rigtigt blive taget hensyn til i det offentlige rum og den slags, når I med den anden mund i en tæt forsamling på 200 siddende og 50 stående lader mig være blandt de stående? Fordi I ikke så mig stå der, hører jeg nogen hviske det? Som jeg stod der og aede min mave og så behørigt ankelvæskeramt og lændetræt ud? Nah. Alle jeres skottende blikke i min retning talte sit tydelige sprog. “Ej. Vi kan sgu da ikke lade hende stå der. Hvornår er der en, der rejser sig? Altså … ikke mig, jo. Jeg var i god tid for netop at kunne få en siddeplads. En af de andre, hvad med Birthe, hun kom alligevel for sent, det gør hun sgu altid.”

– Hvordan kan I med den ene mund formane mig “pas nu på dig selv!”, når I med den anden mund sukker lidt for højt, når jeg i selvpasningens navn passer mine lægetider, selv om de falder i arbejdstiden; hviler mig i stedet for at agere flyttehjælp eller babysitter;  takker nej til biograf- og teaterture, når nu jeg ikke kan sidde ned så længe ad gangen mere uden at få lyst til at kradse maven af og slå dem bagved mig med den, der bliver ved at hviske lidt for højt og luftigt til deres sidemænd (og mig og mit selskab), at jeg fandme sidder for uroligt til at de kan nyde forestillingen?

– Hvordan kan I med den ene mund bedrevidende fortælle mig, at jeg skal huske, at barnet er sundt, hvis jeg er sund, mens I med den anden mund himler over mit hysteri, når jeg helt undgår alkohol, skaldyr og dampe fra de stærkeste rengøringsprodukter, der er skabt til at ætse særligt stædigt snavs af? Handler det om, at I skal have det bedre af på en måde at have taget klædeligt medansvar for mit barns sundhed med den tomme advarsel – men at jeg helst ikke må gå i den helt vildt ansvarlige grøft, for så peger det på, at det gjorde I ikke helt selv, da I selv var gravide?

Hvar?

Vil du ikke også læse ...

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder
Familiefestligt
Mit nye liv som Lizzie Heinesen

Dines er tilbage – nu som mommyblogger

Da scanningen afslørede, at der gemmer sig en pige derinde, sank mit hjerte.

Først forstod jeg det ikke. Jeg kunne ikke se forbi tabuet. Ville ikke se i øjnene, at … at jeg faktisk ikke havde ønsket en pige.

Hvorfor var jeg så forkert, grublede jeg, mens min kæreste og jeg havde travlt med at sms’e de gode nyheder til familie og venner. Inderst inde i mig var det alt andet end godt nyt med det køn.

I nattens løb opklarede jeg det ubehagelige mysterium. Men hænderne om maven, da jeg lå vågen og spekulerede på, hvorfor jeg allerede var en forkert mor, gik det op for mig, at jeg så brændende havde ønsket mig en dreng, fordi det måske ville betyde, at jeg som mor senere kunne hoppe lettere over gærder som “opdrag i sundt kropsbillede”, “anspor til naturligt forhold til mad”, “påfør ikke bevidsthed om, at man er et bedre menneske som slank” og andre ubehageligheder knyttet til vægt, der har præget så mange kvinder i min familie og så mange andre kvinder i andre familier – og som drenge af forskellige årsager synes skånet for.

Drenge og deres fædre har vist ikke et forhold til mad? De spiser den da bare, konkluderede jeg misundeligt og faldt i søvn.

Men om morgenen var mit hjerte oppe i halsen igen – på en god måde. Noget indefra havde taget over. Måske var det min lille pige inde i dybet, der er noget mere handlekraftig end jeg – i hvert fald var skeen på vej over i den anden hånd, for nu at blive i madlingoen, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad der måtte til nu.

Samme formiddag var kortene lagt på bordet for jordemoderen. Historien med spiseforstyrrelser, usunde familiemønstre, uhyggelige vaner og de ting, ingen har hørt mig sige højt nogensinde før. Der lå de, en for en. Kortene. På hendes bord i Hvidovre. Og så ikke helt så uoverskuelige ud, som da de kun var inde i hovedet. Mere som noget hun og jeg sammen kunne gå i krig med. Sammen lagde vi en plan. Den er meget overvældende, men ikke uoverskuelig, for vi tager den i bidder, siger hun med en ubekymret, kampberedt mine, det smitter af på mig. Den, planen, involverer offentlige instanser med mundurette navne og noget med psykiatri og højtbetitlede behandlere, men det er åbenbart sådan kampen ser ud, når man tager den seriøst, og det føles så godt, at den ikke er en myte længere.

Det tog 15 bedøvede år at nå hertil. 15 år med tusinder og atter tusinder af kroner trukket ud i toilettet sammen med chips, mayonnaise, fastfood, min fornemmelse for sult, min fornemmelse for at kunne bunde, min fornemmelse for mig selv.

Det var det eneste rigtige, at det er en pige. Jeg skal ikke over nogen lave gærder. Jeg skal bestige de højeste bjerge i den kommende tid. For min datters skyld.

Skærmbillede 2015-01-11 kl. 17.54.16

Vil du ikke også læse ...

Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Majonæsegate
Talk to me, Jens Joel
Familiefestligt

Det her er næsten for meget, ikke? Eller også ER livet bare som i filmene

Jeg blev så glad, da jeg, første gang nogen spurgte os, om det var planlagt, blev afbrudt i et hop ud i noget Nynne-agtigt med “Planlagt, hahaha, ej, dét kan man ikke ligefrem sige, vi kan sgu da ikke engang planlægge, hvad vi skal spise i morgen, selvfølgelig planlagde vi heller ikke dét her”.

Men han reddede mig fra den uklædelige selvironi og svarede nøgternt konstaterende:

– Man kan vel ikke kalde det uplanlagt. Bare heller ikke helt fintænkt.

For det var sådan, det var. Hvad der i maj begyndte som en fuldemandssnak om ikke at gide prævention mere, for kunne vi ikke bare lige knalde lidt uden om ægløsningerne, endte en aften i august i to lilla streger på en plasticpind og to sæt øjenbryn omme i nakken. Men det varede forbavsende kort tid, chokket, da det var påtaget. Det var indstuderet. Gu’ var vi da ej chokerede. Men der var ikke plads til sandheden. Ikke lige der. Det kom der senere, i den måneds tid i fred, vi købte os, hvori beslutningen skulle tages.

Sandheden var, at vi mest af alt var lettede. Over at vi virkede, fungerede, duede. Efter hver især at have gået med nagende tvivl om hvorvidt man nu var sådan et menneske, der kunne formere sig. Sandsynligheden for, at det var vi nok ikke: Uoverskuelig gru. De argumenter, der kan spille en et puds. Årevis med druk. Dårlig fysisk form. Røg og al for meget ubeskyttet sex, tilsyneladende uden konsekvenser. Dårlig justits med at gå til lægen og blive tjekket for sygdomme. Man var nok inficeret med hvis ikke aids så i hvert fald noget fertilitetsmæssigt invaliderende klamydia. Det havde føltes gratis at smide præventionen.

Gratis var det så ikke. Det var faktisk ret dyrt. Eller. Dyrebart, kan man også sige, at jeg kom frem til at kalde det i stedet, da jeg lod lettelsen, den sande lettelse, der var større end chokket, få plads.

Men den er vanskelig at stå ved, sådan en lettelse. For hvem in their right mind er lettet over at ville have et hovsabarn sammen kun tre måneder efter, at vi sammen begravede stridsøkserne – de sårende ord, hvis ekko, jeg stadig hører af og til, de årelange misforståelser, følelserne i klemme på stribe. Hvem?

Det tog lidt tid at finde ro til at hvile i, at kamikazeprojektet her var noget, vi havde decideret lyst til. Skænderier skulle ud af kroppen. Panikken skulle sætte ind og ekspederes ud igen. Tårer skulle grædes. Tvivlen skulle deles. Og ses i øjnene. Og gøres konkret og beklædes med forsvar som hvad-gør-vi-hvis. Og afværges med vi-ved-ikke-hvad-fremtiden-bringer. Men-vi-ved-hvad-vi-vil-lige-nu. Og-vi-ved-at-vi-vil-gøre-vores-bedste. Forestillinger om hvad “vores bedste” så lige er. Forventningsafstemninger.

Det gik der en måned med.

Til sidst var der ikke mere at rafle om. Den dag i september, da vi passerede abortgrænsen talte vi ikke engang om det. Beslutningen var taget for længst.

Lykken er vild nok. Den er ikke så ren, som jeg troede. Oven på fundamentet af skør, allestedsnærværende glæde er den også en mosaik af ondt i knoglerne, pludselige fnis, sug af savn og frygt for at miste, og nu også grynede sorthvidsnapshots på køleskabsdøren af noget, der har tænkt sig snart at gå rundt i verden og, uanset hvad der sker med os, bestå af lige dele ham og lige dele mig.

*

Hvordan jeg vidste, at jeg godt kunne tåle at lægge det her på bloggen, selv om det er den sikre vej til genkendelse hos de af mine venner, der ikke allerede har gættet hvem Dines er? Det kom til mig som et tegn fra oven – i form af en dom fra en navneroulette, der (yderst videnskabeligt) udvalgte et navn på baggrund af mine og hans fødselsdatoer. Jeg valgte at se bort fra det som et seriøst navneforslag og i stedet læse det som “Pssst. Der er nogen ude i cyberspace, der fortjener en update. Nogen, der har været med dig hele vejen”. Se selv:

navneforslag

Vil du ikke også læse ...

Vor civilisation imploderer altså snart
Hvad livet har lært mig #10
Når folk siger »på sigt« ...
We need to talk about Tinder

Den bedste tid er den vi har (haft)

Skærmbillede 2014-05-27 kl. 23.22.30

Gid jeg bloggede noget mere. Der er så mange snapshots fra disse omtumlede dage, jeg gerne ville ryste frem og vise.

For eksempel det fra den aften, hvor han helt oldskool-agtigt spurgte om jeg ville komme sammen med ham, sådan rigtigt. Med lidt andre ord dog, større ord, som vi er ikke helt trygge i endnu.

Eller billedet af ham, der gik og lavede mad og afbrød sin syslen for at spæne ind til mig i sofaen, væltede mig om i et kram og skrålede med på sangen, ind i min hals, lige der hvor pigerne fra One Two råbesynger »Den beeedste tid er samnmeddig! Lyyykkelig fordiii…!«.

Eller til eksempel blogge om min nye følgesvend; den konstante frygt for, at jeg er ude i en skabelon a la A Beautiful Mind, hvor det – længe før jeg selv aner sandhedens karakter – vil vise sig, at jeg har opdigtet hans genkomst i mit liv, simpelthen fordi mit sind havde brug for det. Så vi lige kunne tale lidt om det. Her på bloggen, helt som i gamle dage.

Men det er ikke gamle dage. Selv om jeg aldrig har haft flere ord, der trænger sig på.

For ikke bare har flere veninder fra mit virkelige liv fundet vej til bloggen; manden er også rykket ind i min intimsfære på en måde, som giver Dines lidt trængsler.

Jeg har aldrig haft de store kvababbelser ved at sidde her og blogge løs med selvudlevering. Det har været mit egoprojekt, og det har været nemt at forsvare som enspænder, at jeg har haft et skriveprojekt, som har været helt og holdent mit eget; for min egen skyld. Også selv om flere af mine nærmeste nu læser med. Jeg har forsøgt at holde mig inden for rammerne for, hvad man kan tillade sig at reflektere over, forsøgt altid at lade udleveringen gå primært på mig selv.

Men … jeg er ikke længere alene på samme måde. Jeg og han er ved at stampe en sti ned til noget, der på en ny måde betyder, at jeg skylder en anden person en for mig helt ny form for ærlighed og indsigt. Den bedste måde at illustrere det på er med forskellen i, at hvor jeg ville beundre mine veninder, hvis de i fem år også havde haft en lignende hemmelighed udelukkende for deres egen skyld, så ville jeg nok flegne ret så hårdt såret, hvis det kom mig for øre, at han havde et parallelprojekt kørende af samme kaliber, som Dines har været for mig, uden at indvie mig i det.

Det er banalt. Det er begyndende tosomhed. Men jeg har ikke stået i det her i praksis i de fem år, Dines har eksisteret, hvorfor jeg vader og væver lidt rundt i, hvad der nu skal ske.

Og selv om det betyder, at jeg er tavs, mens jeg overvejer min dyrebare Dines’ fremtid, så kan jeg ikke lade være med at få øje på det meget smukke i det.

Vil du ikke også læse ...

Augustkummefryser
... men han elskede mig jo? Part deux
Fem minutter i 2002
Krabber mig vej tilback to basics

Hvorfor Conchita Wurst for mig længe vil symbolisere en helt anden slags sød musik

Eurovision-song-contest-conchita-wurst

Der sker så meget i disse dage, at jeg har svært ved at suge det hele op og grifle det ned, for jeg aner virkelig ikke op fra ned i denne lykketornado, kun at jeg ikke er alene inde i den – der er en anden en, der holder mig i hånden og faktisk overgår mig i lalleglæde, og dét er det vigtigste og vildeste at hæfte sig ved.

Men jeg vil dog til Dines’ læsere tilfredst notere, at jeg, da han lørdag i en sofa i en glædesrus proklamerede »Jeg er van-vittigt forelsket i dig«, henover hans brystkasse kunne glo på min lænestol henne i hjørnet, i hvilken han for nogle år siden så nedkølet sad og sagde nogle helt andre ting. Og at det møbel siden lørdag har fået en hel del smirks. »Ha!, de ord, du er blevet symbol på, de holdt så meget ikke vand; jeg vandt,« er jeg flere gange dagligt ved at sige til den. Højt.

I  både det store og det små var lørdag 10. maj 2014 – den dag Conchita Wurst sang sig til sejr med Rise Like A Phoenix på et kontinent af mere og mere højredrejede europæere, hvis tolerance vi nærmest havde afskrevet, og den dag en venstredrejet mandemand, hvis varme vi i høj grad havde underskrevet en dødsdom over, tøede op – således en stor dag for mit syn på menneskeheden.

 

For højtravende en parallel? Måske.
Men i dag må Dines alt. For bloggen fylder sgu fem år.
Uhyrligt. Utroligt. Trrruuuut!
De første ord kan læses her.

Vil du ikke også læse ...

Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
The sound of silence
Vil egentlig gerne vide...
Vil gerne un-klikke alt jeg har foretaget mig den sidste time på internettet

Protected: Nye læsere kan begynde i 2011

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Løse mentalnoter fra en Slutningernes Søndag
Et tip til de højpandede, en lodtrækning til de mainstream

Dette burde skrives i datid

boredddd

Vi taler om forsikringer, ulykkes og indbo. Lidt om din mors arbejde i isenkrammen, hun har tilbudt dig en juicer til indkøbspris, du ved ikke om du vil få den brugt, men det er jo en god deal. Om forskellen på habitter og smoking. Hvide butterflies og svalehaler, du finder billeder på telefonen, jeg nikker artigt, det var jo mig, der havde bragt emnet op.

Jeg tænker, at vi ikke skal knalde i aften. Måske gør vi det alligevel.

Det gjorde vi da sidst. Af med tøjet. Ligge fladt ned. Nu er vi der jo alligevel. Pille lidt, så går vi i gang. Helt som gangen før. Mekanisk, det ville være det rette ord, hvis ikke det var sådan en kliche om al dårlig sex. Men det er ikke fordi det er dårligt. Det er bare mest to mennesker, der gnider sig mod hinanden. Måske er det derfor, det sjældent når klimaks for nogen af os.

Det er ikke fordi vi ikke kan grine sammen. Vi gør det bare ikke ret meget.

Jeg går på toilettet og åbner min netdating-app. Kan se i dine brugerdata, at du også tjekker din profil hver dag,  så jeg må godt. 0 nye beskeder. 3 nye besøg. 0 nye favorittilføjelser.

Da jeg går tilbage til sofaen og lægger mig ind til dig og du aer mig på siden og mmm’er lidt, tænker jeg alligevel, at hvis det her er et dårligt forhold, så er jeg eddermame privilegeret.

Vil du ikke også læse ...

Gyldendal og Arnold Busck; buckle up
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«
Hvorfor Conchita Wurst for mig længe vil symbolisere en helt anden slags sød musik
Det her er næsten for meget, ikke? Eller også ER livet bare som i filmene

Jeg vil jo sådan set gerne giftes?

Ååååh … hvis bare jeg turde.

Leve op til dette blogindlæg.

Når nu jeg har chancen her.

Skærmbillede 2013-10-11 kl. 11.13.06

Tror I Simon stiller op igen? Når nu det ikke gik med Mie? Tror I Pernille Østrem gør!? Fingers crossed!

Ej. Jeg gad faktisk godt. Jeg har så stor respekt for det spændende eksperiment og dem, der er med til at få det til at ske, og de tanker det har sat i gang hos os herude på den anden side af skærmene. Men det kommer nok ikke til at ske med mig. Ville slet ikke kunne hvile i at blive filmet og skulle i fjernsynet. Kan jeg ikke bare sende Dines-avataren?

Vil du ikke også læse ...

Modeugeoptakt
Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Kan vi alle stave til JO?
Når mænd bager brød på Facebook ...

Foråret, der ikke blev forsømt

En knægt i Converse og aprilopsmøgede jeans låner en smøg og en lighter til en hjemløs, dunker ham let på skulderen og siger, højt nok til at de lige kan høre ham, de venner, som han om få måneder, når huen har siddet på lidt og studenterfesterne er løjet af og samfundet begynder at tænke i videregående uddannelse for dem, ikke vil være lige så tæt på, som han er lige nu; helt så tæt vil han formentlig aldrig komme på andre mænd igen: “Pas på dig selv”, formaner han med ubekymret oprigtighed den hjemløse; de er konger, knægtene, og hele den alt for korte verdensmandslykke er kun lige begyndt.

Vil du ikke også læse ...

Modeugeoptakt
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Endelig fandt hun hjem

Vil egentlig bare gerne date ham her:

… som er forsideplakatmanden på Elitedaters.dk.

Elitedaters.dk

Hvor er det urimeligt snyd, at de lader én tro, at han er derinde. Når det, man finder derinde, oftere er ekstremsportdyrkende mænd, der synes rygning er “et decideret turn-off”, end laidback skæggede typer med hang til grin og storsind.

Breaks my heart every time, at han formentlig bare er en tysk stockphotomodel, ikke en udvalgt profil med en datebar mand bagved.

Vil du ikke også læse ...

Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Stuepige søges
Skruer uden ender
For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

Når Jessa danser til Lee Moses

Screenshot / HBO

Ej, kender I det, når nogen lige serverer jer en bid af den lyd, der burde være jeres soundtrack i livet – I ved, som i Ally McBeal (meget meget kulere)?

Sådan havde jeg det, da en skæv Jessa i et afsnit af Girls dansede grimdans til Lee Moses.

Lige der. Dén sang. Bad Girl.

Har siden da levet i lidt af et soulet parallelunivers til nutiden, lydmæssigt.

Vil du ikke også læse ...

Kære Billed-Bladets fotoansvarlige.
Julefrokoster er ikke som i 2006. Det er de bare ikke.
Fem minutter i 2002
Hvorfor jeg hader Indre By

Ungdommen 0 – 1 Tabloidmedierne

PR-foto // Morten Hultum

Jeg blev træt helt ud i nervespidserne i dag, da det kom mig for øre, at en gruppe unge gymnasieelever gerne ville i pressen. Altså, jeg blev ikke træt af, at de gerne ville høres, hvem vil ikke det, hvis budskabet er vigtigt nok, og jeg er da selv en sucker for taletid for halv- og helstore publikum, når jeg gerne vil læsse af … Men det var netop det, den var gal med i de unges henvendelse: Budskabet.

De ville gerne have nogle journalister på et større, halvkulørt medie til at tage op, at man havde haft besøg af Yahya Hassan til et arrangement, og at der under afviklingen af arrangementet var hændt noget frygteligt.

Var Yahya Hassan blevet overfaldet? Nej. Havde han overfaldet nogen? Nope. Havde han ytret noget utilstedeligt? Næ, ikke hvad der fremgik af de unges henvendelse. Havde han fremført et dårligt digt, som ikke holdt niveau med den succes han oplever i bogsalg? Heller ikke.

Det, de unge havde på hjerte, var: Yahya Hassan havde fået lov at ryge på scenen . Uden. At. Rektor. Eller. Andre. Voksne. Var. Skredet. Ind. På et gymnasium, hvor de fremmødte unge hverken til daglig, til fredagsbar eller i forbindelse med Yahya Hassans rygning selv måtte have lov at lighte up. At tænke sig!

Men mens jeg og mine nervespidser sad der og måbede over, hvad visse unge i Generation Gymnasium i 2014 får eller ikke får med sig ( … en lyst til også at råbe op om svigt og savn og oplevelsen af det der svære liv? … en trang til at blotlægge egne kunstneriske årer? en lyst til at forstå nuancerne i samfundsindretningen? en kritisk blitz af om det nu også kan passe, at digteren der bliver gjort til posterboy for hele forestillingen om opvæksten i en muslimsk familie? anything? nej? bare en fornærmet trang til at forsøge at få medierne til at tage denne meget vigtige problematik om en cigaret, der blev tændt på en scene uden at nogen myndighed greb ind og slukkede den for evigt i retfærdighedens og sundhedshysteriets navn? okay!?) fra et debatarrangement med et af den slags varme menneskeemner, som vi vil huske forhåbentlig en tøddel længere end Paradise Hotel-emnerne, så skete der noget smukt.

Historien sluttede ikke der.

Med til den hørte, at der har siddet en nyhedsredaktør (gud-velsigne-vedkommende) på det medie, gymnasieungerne havde henvendt sig til, som har besluttet, at det her “nok alligevel er for lille en historie om at gå i små sko”.

Så nu må de unges spæde skridt udi fremtidige forsøg på at råbe pressen op nøjes med at leve et hensygnende meta-liv i et hjørne af det efterhånden så usmarte Blogland.

Hæ.

Vil du ikke også læse ...

København, nogle gange er du så svær at elske
Vil gerne have Martin som privatlærer, tak
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Enten strammer vi os an med de forpulede facebooktillykker - eller også lader vi helt være

Og Svømmeren af Joakim Zander går til …

Nanna!

Hun har vundet for denne kommentar:

»Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse ‘Barry Trotter and the Shameless Parody’. En parodi på Harry Potter. Den er ikke særlig god, nogle gange er den lidt sjov, men ellers ret kedelig faktisk. Lon Measly, Barrys bedst ven, har været ude for en ulykke, og har fået udskiftet hans hjerne. Men en hundehjerne. Mrs. McGoogle er, over night, blevet sindsyg, og der går rygter om at Bumblemore holder hende som sexslave i kælderen. Jeg er stædig og vil læse den færdig, men det har lange udsigter. Jeg overspringshandler, selvom jeg kun mangler et kapitel. Vinder jeg, ville det ene kapitel blive læst i en ruf!«

Jeg håber, at det er okay med alle, at jeg straks får sendt noget andet litteratur efter hende. Det der lyder ganske rædselsfuldt.

Nanna, kan du kontakte mig med din adresse i en besked via min Facebook-side? Ellers via mail: dines (@) infotainer (.) dk.

Tak til alle som deltog! Jeg ved godt, at nogle af jer synes det mudrer udtrykket på en blog som min, at der falder sådanne konkurrencer af her og der. Men nogle gange skal man lade være med at have så mange kloge meninger om andres blogs.

Hav en dejlig, dejlig mandag.

Vil du ikke også læse ...

The thrill of crappy beginnings.
Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Et spørgsmål, jeg dog gider tage seriøst, er »Er du klar over, hvor hårdt det er?«
Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma

Livets barske realiteter kan kun bekæmpes med lykkeglimt

Alting er ligemeget.

Alt, bortset fra den halve time hvor jeg legede picnic med to rollinger på et tæppe i stuen, mens jeg overhørte deres ellers så fortravlede forældre stjæle sig til et lige vel langt, ømt snav ude i køkkenet, indtil min voksne, fortravlede søster afbrød med et fnis og et “Ej! Vi har faktisk gæster! Fnis! Det her må altså vente! Fnis.” Alt, bortset fra min nieces hvin af fryd, da jeg krammede hende godnat. Alt, bortset fra det kvarters fred i stuen mellem puttetid og overtræthedscirkus, hvor min søster og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og nåede at tale om de ting, der er svære at tale om.

Alting, bortset fra de små glimt af kærlighedslykke, er ligemeget.

For imens sker det her for Lene.

Vil du ikke også læse ...

Det var ikke for at tage fokusbolden
De små hår i suppen
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

Hvis du kunne lide Homeland, så vil du digge Svømmeren af Joakim Zander (tror jeg)

Hvad jeg laver, når jeg ikke stirrer ind i en skærm i embeds eller blogs medfør?

Så læser jeg. Sgu! En hel del, faktisk. Det er bare ikke så blogegnet materiale, må jeg erkende efter flere runder af anmeldelser, når man har mit minimum af forstand på bøger. Jeg kunne ikke sætte kvalificerede ord på, hvorfor Sabroes Libido og Riebnitskys Forbandede Yngel ikke fangede mig, så jeg undlod at lege smagsdommer. Men tak for eksemplarerne, forlag. Gid jeg havde studeret litteraturvidenskab i stedet for at skele helt så meget til arbejdsløshedsstatistikkerne, dengang der skulle besluttes levevej. Så kunne det være, at jeg i dag var fri for jobbets snærende bånd og i sted blot skulle jonglere jobplaner og a-kassemøder med nye bøger og klassiskerbøger og for længst glemte bøger og vide meget mere end de fleste om litteraturens verden og veje.

Det lyder ignorant at sige det sådan. Især hvis læseren er uden job og brændende ønsker sig et. Undskyld. Men græsset er altid grønnere. Jeg elsker bøger, og i svage øjeblikke ville jeg sælge mit job og min indkomst for friheden til at begrave mig i dem. Uagtet, at jeg godt ved, at man på dagpenge langtfra har mentalt overskud til at finde sin skrabede tilværelse ret romantisk. Husker jeg svagt.

Okay, jeg har skrevet mig op i et dumt hjørne her.

Egentlig ville jeg bare sige, at jeg har fået tilsendt en bog, som  jeg elsker lidt. Joakim Zanders nye bog, Svømmeren, der netop er udkommet på dansk. Den er hæsblæsende, den er godt skrevet, den er cliffhanger på cliffhanger, den er svensk (rrr), den får dit hjerte til at sidde oppe i halsen. Joakim Zander kan beskrive Damaskus og Pentagon på en måde, så dine indre billeder straks danner gensyn med Claire Danes’ kvababbelser i Homeland (hvad andre også associerede til). Han kan fortælle Klara Walldéens barndomshjem i den svenske skærgård sådan, at du igen er med Costner og crew ude i Frank Farmers fars træhytte, hvor uhyggelige ting lurer i det idylliske vinterlandskab. Via Mahmoud Shammosh er vi tilbage i et sisseljogazansk uhygge-i-universitetskredsene-univers. Og Zander formår at afspille soundtracket til konsulentkarlsmarte George Lööws legen med ilden i Bruxelles i dit indre øre: De kendte, monotone klaverlyde fra Jaws.

Joakim Zander har med andre ord hældt en masse gode ting ned i en kasserolle, kogt det op og hældt det ned i en ny, dyb tallerken.

Er romanen nicheklog og intellektuel? Nej. Er den samfundsrelevant? Det tror jeg ikke. Ligner karaktererne nogle, du nogensinde har hørt om i den virkelige verden? Mj…-nej. De er præcis så karikerede, at du gider holde fri fra hverdagen og leve dig ind i dem.

Det er en thriller, en spændingsroman (men død over den, som kalder den en krimi) og således ikke noget, der vil få de søjler, som din verden hviler på, til at vakle, men den vil måske lade dig flygte lidt fra den i nogle dage. Og det her er ikke en anmeldelse, thi jeg er ikke selv helt færdig med den – men det er en anbefaling.

Nedenfor kan du bladre i den og se, om den er noget for dig. Nede i kommentarfeltet eller ovre på Facebook-siden kan du derefter smide et lod i puljen, hvis du vil vinde den. Ja, den kan blive din, lover Gyldendal. Du begynder med “Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse …” og følger så op med, hvad du læser netop nu og om det er godt. Eller hvorfor du ikke læser noget. Eller hvad du ville ønske, du læste. Der er fri leg.

Skal vi gøre halvkort proces? Jeg finder en vinder mandag klokken 11.00.

Smagsprøven er leveret af Riidr | Mere om Svømmeren her

Vil du ikke også læse ...

Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Kære Nyrup. Jeg tilgiver dig dit valg af skjorte og Sarah fra X Factor.
Til jer, der gik glip af Afrika Nu
Jeg har været en tur i Lidl ...

Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Friedensreich Hundertwasser, 1985 © 2014 Hundertwasser Archive, Wien. Foto: Gerhard Krömer

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og gør en indsats for, at de også skal forstå kunsten: Denne post er ikke henvendt til jer.

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og slipper dem fri uden at fortælle dem, at disse lokaler ikke er beregnet til fri leg: Til jer vil gerne sige følgende.

Nok var Hundertwassers værker om økoarkitektur bevægende – men intet rørte mig mere den lørdag på Arken, end den gruppe på tre voksne, der havde tre børn med, og som med et barn ved hånden hver gik rundt fra værk til værk og i øjenhøjde med børnene talte om de farvestrålende konstruktioner, om behovet for grønne åndehuller i byen, om nutidens byindretning og om, hvilken slags by de børn godt kunne tænke sig at vokse op i. Som lyttede til de små versioner af hvad byrum er og som søgte at sætte barnets lille hverdag ind i noget større end dem selv og deres nærmeste. Det lignede fandme regulær samfundsfremtidssikring, det, I havde gang i. Bravo.

Hvad der rørte mig på en mindre imponeret måde var de to grupper voksne, der havde et hav af børn med, som blot løste billet til udstillingen og derpå defilerede rundt mellem værkerne uden på nogen måde at tale med børnene om kunsten – endsige holde styr på i hvor høj grad de legede tagfat og gemmeleg mellem montrerne og os andre. I talte heller ikke med hinanden om kunsten, i hvert fald ikke under de samtaler om jeres job og jeres svigerfamiliers bugt med kommunale forhold, som jeg nåede at overhøre – når I altså ikke blev overdøvet af hvad der lød som dåseskjul ved Rud og Asta.

Jeg ved godt, at I har et forsvar parat: At jeg fandme ikke skal bestemme, hvordan andre oplever og bruger kunst, og at der altså ikke behøver være tavs mausoleum-stemning på moderne museer, og at hvis jeg ikke evner at se forbi andres tilstedeværelse i det offentlige rum, så bør jeg kraftedeme blive hjemme … Og til jer vil jeg gerne gå kontra på lige så barnlig facon:

Er I sikre på, at I ikke mest slæber børnene med, så I kan lægge de iPhone-fotos, som I ivrigt knipsede her og der, på de sociale medier for at bilde jeres netværk ind, at I er ægte kultiverede i jeres familier?

»Så så man lige os være på Arken.«

Ja. Men I burde være på Bakken.

Vil du ikke også læse ...

Kære Billed-Bladets fotoansvarlige.
Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Er gåetnedmedstress egentlig i ét ord efterhånden?
Offline? Det kan ikke hidse mig op

Forskellen på fædre og mødre

En aften i marts.

Far: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla …
Datter: …
Far: … blablabla – ikke sandt?
Datter: Lighthouse?
Far: -hva’? Ja. Åndssvagt projekt. blablabla – penge – blablabla – fladpandede venstreorienterede – blablabla
Datter: Fedt navn. Lighthouse. Det er lige som i Virginia Woolfs bog, ikke?
Far: …?
Datter: …
Far: Hør nu efter. Blablabla – visionsløs planlægning – blablabla – det var jo dødsdømt med det byråd – blablabla – provinsielle narrehatte – blablabla.
Datter: …

En anden aften i marts.

Mor: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla … blablabla … måske gad jeg godt bo der … blablabla
Datter: …
Mor: … blablabla … – ikke?
Datter: …?
Mor: …?
Datter: Undskyld. Jeg hørte ikke efter. Jeg kom til at tænke på, at Lighthouse er et fedt navn. Tror du, at man har haft Virginia Woolfs “To the Lighthouse” i tankerne, da man døbte projektet?
Mor: …
Datter: …
Mor: Hæ.
Datter: …?
Mor: Jeg elsker din krøllede hjerne. Hvem fanden har du den fra.

Vil du ikke også læse ...

... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Du er da ikke helt så stor, som du plejer?
Fem minutter i 2002
Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.

I mit voksenliv? Der sliber jeg kanter

Du er typen, der reagerer på hvad der står i de danske undertekster (fnis, “aaaw”, “ej!” eller et tsk), før de amerikanske skuespillere har sagt replikken.

Men jeg elsker dig alligevel.

Meget højt.

snoopy-love

Vil du ikke også læse ...

Kære folk med nerver af stål. Og hjerter af sten.
Kære moderkærlighed.
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Løse mentalnoter fra en Slutningernes Søndag

Et endnu mere ægte forårstegn end pollennys

Nu er det ikke for at forårsage hjerteanfald og kaffer galt i halsene derude bag skærmene, men …

I dag var vi tre kunder i træk i Føtex-køen, der overholdt diskretionslinjen.

TRE! I TRÆK!!

Ikke fordi andre kunder med forkærlighed for køkultur og intakt intimsfære surt havde bedt os om det. Ikke fordi Føtex havde lanceret en særligt vellykket høflighedskampagne. Men simpelthen bare sådan … fordi. Bare fordi vi kunne.

Åh, forår, jeg kan lide dig! Hvad du dog ikke gør ved os af dejlighed.

Vil du ikke også læse ...

Kære søndag i april.
Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Fra emodagbogen: Mine lærere og forældre syrer totalt af
Det er jo ikke fordi kalorierne køles væk overnight, vel

Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)

Om jeg stadig leger LCHF-legen?

Ja og nej.

Ja, fordi jeg i det daglige forsøger at efterleve principperne, selv om det efterhånden er en del uger siden, at jeg kokkererede religiøst efter de gode LCHF-opskrifter.

Nej, fordi jeg rendte ind i et praktisk problem. Min hud. Jeg har, som trofaste læsere vil, det sexede problem, at jeg som voksen – ikke teenager – har døjet med acne. For nogle år siden fik jeg mere eller mindre bugt med det ved at analysere sammenhænge: Stress, træls humør og overdreven brug af alskens gode hudprodukter gjorde sagen værre; fred, ro og frisk luft gjorde underværker. Men for første gang siden dengang piblede bumserne frem igen, da jeg havde været på LCHF et stykke tid. Uden at være doktor, så tror jeg godt vi kan konkludere, at årsagen skulle findes i den nye proppen mig med avocado, nødder og fløde.

Det stak en betragtelig kæp i hjulet for mig. Jeg mistede en del af glæden ved den nye kost, og så blev det til mindre og mindre LCHF og mere og mere Low Carb Low Fat, og I ved nok, hvordan den slags fedt- og kulhydratforskrækkede madplaner ender: I det rene salt- og pastaorgie, så snart nogen kigger væk.

Hardcore LCHF’ere vil sikkert anføre, at man bare skal have tålmodighed, så vil alle de “dejlige olier” og “sunde fedtstoffer” blødgøre og smøre hele systemet indefra, og jeg vil have barnenumsehud på nærmest nul komma fem, men jeg siger det her én gang og kun den ene gang: Jeg nægter at diskutere bumser og acnetålmodighed med folk, der ikke har prøvet det på eget fjæs. Men jer, som kender problemet med gensyn med acnen på LCHF, røm jer lige. Så laver vi en erfagruppe.

Nå. Hvor var vi.

Der, hvor jeg i hverdagen har held med at undgå brød, pasta og ris, men altid falder i i festligt lag. En kombi, der – udover at min hud er pæn igen – gør, at mit tøj sidder løsere end det har gjort i årevis … men ikke så løst, som det gerne måtte.

20140309-194847.jpg

Jeg er stadig vild med Jane Faerbers opskrifter, og når jeg skal lave rigtig mad, så er det stadig madbanditten.dk, jeg vender mig mod, selv om jeg ikke har lyst til at leve så fedt i det daglige. Som i aften, hvor jeg ikke havde andet at fejre end vellykket forårsrengøring og en produktiv søndag i joggingtøj.

Thai-salat med spidskål og kylling (inspireret af denne opskrift) og kokospandekager med lakridscreme.

Egentlig gad jeg ikke, for der var kun mig selv at dele herlighederne med, og få ting er mere palle end at planlægge, indkøbe, kokkerere og vaske op for noget, der indtages på et kvarter alene, men så kom jeg til at tænke på noget Kernesunde Ninka Mauritson engang skrev om tarmskylninger:

Nok er det klamt at tarmskylle. Men det er satme klammere at lade være.

Og således:

Nok er det trist at kokkerere et stort, lækkert, nærende måltid helt til sig selv. Men det satme tristere at lade være.

Vil du ikke også læse ...

Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
The Fuck-Ups - Part Two

Jeg har én kommentar til Dansk Melodi Grand Prix 2014

Vil du ikke også læse ...

The thrill of crappy beginnings.
Om at vågne op til dåd
Superdines
Vedr. et 13 år gammelt løfte

We need to talk about Tinder

Trods min noget skeptiske tilgang til mediet Tinder* ovre på Twitter, så må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske bidt af konceptet.

Jeg er vild med, at jeg kan like ham fra regnskabsafdelingen, som jeg var så i tvivl om hvorvidt jeg havde en flirt kørende med. Var øjenkontakterne til strategimøderne mere end almindeligt kollegiale, kiggede han også lidende efter mig, når jeg koket kiggede væk? Hans manglende like tilbage fortæller mig så lige ud af posen, at jeg nok har bildt mig det hele ind. Godt så. Så holder jeg lige op med at gå at smile sovekammeragtigt hen over dagens ret i kantinen, det er måske også bedst for alle på den måde.

Jeg er vild med, at jeg omkostningsfrit kan vove nysgerrigt at swipe like til Nogen. Pling, match. Han havde også liket mig. Vi udvekslede derpå to-tre linjers uakavede jokes, og det var det. Og jeg havde ikke ondt i maven. For efter alt det, jeg smed i hovedet på ham, er jeg fri. He knows. Præcis hvor skidt, jeg synes han behandlede mig. Det var jeg så bange for, at han aldrig ville få at vide. Og at vi ville lande et på overfladen ukompliceret sted, hvor tiden ville udfase den kolde krig, som har delt vores store vennegruppe i to, at jeg en dag ville skulle face ham midt i en genforenet vennegruppe, og aldrig have fået sagt, hvad han egentlig har kostet i mandetimer. Den situation har jeg forhindret. Hvorfor jeg oprigtigt kunne grine af hans forsigtige jokes igen. Og swipe videre.

tinderapp2

Jeg er vild med, at risikoen for at finde Gelébenene på Tinder er der. Så vi kunne swipe nope og få lagt den flatline af en flirt endeligt ned. Jeg orker næsten ikke at gøre det rigtigt.

Men der er selvfølgelig også ulemper.

Hvor høje er folk for eksempel? Det fremgår ikke. Og man er en so, hvis man spørger lige ud. For højde er jo ikke rigtigt vigtigt, hvis man spørger de politisk korrekte. Og man bryder den casual tone på Tinder, hvis man begynder at køre stilen jeg-caster-en-kæreste, kendt fra Elitedaters. Ro på, dame, vi sludrer bare. Vi leger lige, at vi står i en bar.

Og så er der det med at mødes i virkeligheden. 1: Det er vanskeligt overhovedet at nå frem til at seal the deal, fordi det netop blot er en sludder, der ofte stopper efter fire-fem linjers høfligheder. 2: Jeg tør ikke!

Søges: De gode, de dårlige og de virkelig akavede Tinder-historier.

*) Tinder? Er en app, som er bundet op til ens Facebook-profil og et udvalg af ens fotos derfra. Man præsenteres i en søgning for en række dudes, der befinder sig geografisk tæt på, og man swiper så enten like eller nope til dem. Man får derefter kun en notification, hvis dem, man likede, også liker én. Man er også blevet præsenteret tilfældigt for dem. Det er med andre ord ret gratis at kigge og like løs. Hvorfor det er bedre end så mange andre former for dating? Fordi alle bruger det. Man kan støde på ikke bare alle dem fra Elitedaters- og dating.dk-segmenterne, men også alle dem, som hellere ville gnave egne arme af end at gå på konventionelt digidating.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

Ikke at jeg er ved at skifte karrierespor, men

Hvis jeg skulle svare ærligt til næste jobsamtale, når der bliver spurgt til, hvor jeg gerne vil være om fem år?

»Profilfotogodkender og -afviser på et netdatingsite«

(kom lige til at browse lidt rundt på Elitedaters igen. Og faldt over følgende under deres retningslinjer. Det her er fandmer at melde sig ind i at tage ansvar for samfundets fælles velbefindende:

»Billeder må ikke være taget mod et spejl, hvor kamera eller mobiltelefon kan ses i spejlbilledet« (jeg elsker dem lidt nu) og »Det er en selvfølge, at du fremstår soigneret, positiv, udhvilet, ædru og at dit tøj er rent og sidder efter hensigten« (slå mig hårdt med en våd avis, hvis jeg nogensinde blogger grimt om dem igen))

Vil du ikke også læse ...

Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Som Ung Var Mor Sygt Swag
Endelig fandt hun hjem
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

Sex and the Sadness II

Som en, der viiiiirkelig elsker Sex & the City, ikke fordi det er en tidløs 1:1-skildring af kvindelivet eller provokerende eller eksplicit mere, men fordi serien da årtusindet var ungt var med til at bane vejen for kvinders rolle i infotainment i hele verden, så er jeg svært glad for, at disse scener endte lige præcis der, hvor de endte: På gulvet i klipperummet.

My eyes. My eyes!

Vil du ikke også læse ...

Fra jobkonsulentens parlør
Det er tid til en genudsendelse
Undskyld Thomas, undskyld Thilde. Undskyld Majbritt.
Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

Det var firmafest i afdelingen, det var uden cheferne, det føltes som om vi var børn, der var alene hjemme, og selvfølgelig faldt snakken på halvfarlige emner, da vi begyndte at kunne ane bunden på de første flasker rødvin.

Først fik cheferne en tur, så kollegerne fra de andre afdelinger, så arbejdsklimaet, og så.

*fanfare i mol*

Lønnen.

Det var “utroligt, at vi ikke får mere”. Kollektivt nik. Og det var “utroligt, at vi ikke fik det samme som” dem-og-dem i en parallel afdeling. Kollektivt nik og, fornemmede man, et enkelt “amen”. Så var det utroligt, at der ikke fulgte et lønhop med, da man omrokerede i organisationen og placerede en masse skjult ansvar på os. Endnu mere fællesnik og et enkelt “præcis!”.

Fine indvendinger, sikkert … men. I mine øjne havde den absolutte enighed rundt om bordet dog et lidt ucharmerende lemmingeskær over sig, så da det blev naturligt at tale, så tog jeg, afdelingens på grund af alder og anciennitet formodede lavest lønnede, men helt samme portion læs trækkende som de andre, ordet.

Og sagde noget à la det her (muligvis lidt mere snøvlende):

– Jeg er egentlig meget tilfreds med min løn. I forhold til virkeligheden derude får jeg en svimlende gage, men i forhold til vores lille lukkede virkelighed herinde, så er jeg så tilpas lavt lønnet til, at jeg kan slappe af. Jeg kan med ro i sjælen sende ansvaret videre, når jeg synes det bliver for meget. Jeg kan veje for og imod på projekter og med god samvittighed takke nej, hvis det er noget, jeg ikke egner mig til eller lyster at stå for. Så mens I lyder som om vi arbejder i en sweatshop, så ser jeg muligheder i min udmærkede løn: Mulighed for at holde fri, for at slukke telefonen og mailen i weekenden, for at lade højere lønnede chefer bekymre sig om vision og økonomi, mulighed for at koncentrere mig om det, jeg er bedst til på jobbet – at være fodsoldat.

Stumme kolleger.

Det havde slet ikke strejfet mig, at man slet ikke må tale sådan. At man ikke bør stå ved, at man kalder sit job for det, det er – et *job* – og ikke en karriere. Men graden af perversitet i min ytring gik op for mig, da jeg stirrede ind i tavsheden. Ikke ét fællesnik, ikke ét amen, ikke ét “præcis”. Blot bryn, der røg om i nakkerne, og hjerner i speedomdrejninger for at greje, hvad man skulle sige.

Jeg ved stadig ikke, hvad de egentlig tænkte, for vi forlod emnet kort efter. Men jeg tillader mig at (overfor)tolke deres manglende comeback som en lyst til at sige:

– Du er stadig ung. Og du er genetisk kodet som kvinde til ikke 1) at kræve løn for dine kvalifikationer, og 2) at forstå, hvad du egentlig er værd. Og man er altid mere værd, end chefen synes man er, i hvert fald når det er mere end tre måneder siden sidste lønforhandling. Ude i erhvervslivet, der går vi efter guldet. Allesammen. Vi skal nok få pillet de der hippierester ud af dig. Kommer tid, kommer råd, så skal du bare se.

Vil du ikke også læse ...

Kan man stadig 'blive gået'?
Kære fans af Natholdet
Og sådan dør de små glæder én efter én
Det er tid til en genudsendelse

Flatus & Fyrværkeri

Hendes kritik af den fyr, jeg dater, var uventet hård. Uventet, fordi hun trods hans mindre fejl og underlige mangler har været på hans side, siden jeg mødte ham. Ikke bare har hun heppet på de kvaliteter, han besidder – hun har støttende heppet på det faktum, at jeg overhovedet dater, overhovedet giver nogen en chance.

Men ikke den aften. For første gang var hendes bryn permanent hævede, tonefaldet var vrængende, når hun gengav de af hans sms’er, jeg havde delagtiggjort hende i, hendes nejhat var ud over det hele.

Jeg kunne ikke lade være at spørge hvorfor. Selv om hendes parodi på en mand, hun aldrig har mødt, egentlig var ret nuttet og temmelig korrekt.

– Jamen, begyndte hun. Det er bare fordi …

Hun samlede lige argumenterne og sippede lidt rødvin. Og så:

– Jeg har virkelig været håbet, at det blev til noget med ham her. At du ville falde pladask for ham, og så skulle I være lykkelige. Bum. Men … men da du helt roligt fortalte, at du en nat var vågnet ved lyden af din egen prut (prut blev sagt med versaler, red), og ikke en gang var gået i indre panik over det, men blot faldt i søvn igen uden overhovedet at tjekke, om han også var vågnet og lå og grinede i skægget ved din side, og i dag kan sidde og fortælle os om det uden nogen form for tegn på forhøjet puls eller noget, som om det bare var … meh!, ligemeget! … Da opgav jeg altså.

Måske var det mit tavse spørgsmålstegn af et ansigtsudtryk, der fik hende til at skære det ud i pap:

– Jeg kender dig. Du kan ikke prutte foran nogen, hvor du har noget på spil.

Og selv om teorien om, at mit følelsesliv skulle kunne koges ned til noget, der står og falder med min egen reaktion på at prutte i søvne foran en semi-ny fyr, virkede noget pjanket i sit design, så har jeg alligevel tænkt en del over, om der er noget sandhed i det, og om hun havde ret i sin efterfølgende konklusion om, at jeg ikke er interesseret i ham og bør rykke videre til en ny bejler. For jeg plejer at gå i panik. Og panik er ikke rart, men det udstiller alligevel, at kvinden synes fyren er så sød og nice, at hun ikke kan bære tanken om, at han indser, at hun bare er helt almindelig. Det med det almindelige er noget, man kan komme overens med længere henne, hvor forelskelsen er blevet til et forhold, der kan tåle mere hverdag, har mere ro og blandselvslik-i-joggingtøj over sig.

Jeg er ikke nået til nogen konklusion. Udover at der er noget i den ro og de afslappede rammer, der er så voldsomt tiltrækkende. Jeg er ikke på konstant overarbejde, selv om han kun har været i mit liv nogle måneder. Maven skal ikke hele tiden trækkes ind. Der er bestemt gelében af og til, men jeg tænker ikke på ham hvert fjerde sekund. Og det lyder så trist, fordi vi er flasket op med forventningen om følelsesfyrværkeri i den indledende fase af et forhold. Bare lidt. Bare af den indre slags. At det først er rigtigt, når det hele først er lidt umuligt. Vi skal kæmpe lidt, før vi må slappe af. Udholde de der små klyngebomber af lykke og potentiel sorg, der kan gå af når som helst.

Eller hvad? Måske kommer fyrværkeri i mange farver? Også de blegere. Hvad ved jeg. Kun det, at jeg ikke er helt færdig med at se det gå af.

Vil du ikke også læse ...

Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Når mand i mit og min veltrænede venindes påhør erklærer, at han godt kan lide når der »er noget at tage fat i«:
Fire år, du
For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

Att.: Dines’ faste læsere. Denne bøn er til jer (… og alle andre er nu advaret).

Hvis alle lige synker en gang, tak. Så vi undgår de kaskader af opkast over følgende næsten usminket selvsmageri, vi kan.

Klar? Godt. Jeg har brug for jeres hjælp.

I skal fortælle mig, hvornår Dines har været bedst at læse. Det må I gerne gøre med et link til den eller de blogpost(s) I synes har været de såkaldte kirsebær på toppen af al den isdessert af svingende kvalitet, jeg sender ud i fjæset af jer. Gerne med en kort begrundelse – anything goes. Om det er velskrevet eller velargumenteret eller begge dele eller noget tredje såsom særligt humoristisk, det bestemmer I selv. Og benyt venligst beskedfunktionen på min Facebook-side, ikke mailen (der igen-igen har nedlagt veto mod almindeligt samarbejde. Den er enten i trodsalderen eller i puberteten og either way er jeg på ingen måde klædt på til at håndtere det eller forsøge at løse det, hvorfor mailen og jeg lige nu ligger i tavs udmattelseskrig og venter på at den anden knækker).

Ser I, jeg skal nemlig bruge jeres indspark. Til … noget. Ikke blot til smiger. For måske har I helt andre opfattelser end mig af, hvornår jeg har ramt hovedet på sømmet. Og den inspiration står jeg og mangler.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det her. Det er en art tiggeri. Det kan I nok selv forstå hvordan føles!

Vil du ikke også læse ...

Hvem er det, I tror, at jeg er!?!
Hvad man kan tillade sig at stå ved som anonyma
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Lørdag morgen, zen

Når Manu Sareen i min hede nattedrøm fortæller mig, at han er klar til binde sig igen, »sådan rigtigt«

Mmm, Manu Sareen.

Vil du ikke også læse ...

Kære krystalkugle
Ingen ved, om det tredje barn findes. And we will never know.
Kære alle jer, der »bare aldrig har forstået Twitter«
Eller måske er han et orakel af vid og dannelse off camera?

Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder

I dag sidder jeg på mine hænder. Og det er nemmere at forklare jer hvorfor, hvis vi begynder historien ude i strakt arm. I en mediedebat.

Fulgte I med i snakken om såkaldt juridisk abort til mænd? Begrebet, hvor mænd kan frasige sig pligten til at betale børnebidrag til et uønsket barn – mod at de samtidig frasiger sig retten til samvær med barnet? Jeg gjorde med stor interesse. For der er noget utidssvarende i den nuværende lovgivning, der dikterer, at mænd skal betale børnebidrag uanset hvad.

Loven står på noget moral om, at en mand ikke kan løbe fra sit ansvar, fordi mor og barn så vil være efterladt »i ulykke«. Men. Det er i dag ikke længere i sig selv nogen ulykke at være enlig mor eller at vokse op som barn af en enlig mor. (Men er det interessante i debatten ikke nærmere det, som ingen tør tale om. Det kæmpestore tabu, at vi ikke vil være ved, at en mand som biologisk far ikke har lyst til at kende sit barn, ikke vil tage sig af det, selv om det er hans kød og blod. Hvorfor vi ikke piller ved lovgivningen, for »han bliver vel glad for barnet, når først han ser det«.)

Personligt har jeg overvejende været for juridisk abort – og er det stadig – og været på de mænds side, som har følt sig snydt til faderskab og børnebidrag af kvinder, der ikke har spillet med åbne kort … Men. Noget har skurret i mine øjne og ører. De gange, hvor mændene har skullet gøre rede for, hvordan det liiige har kunnet gå til, at kvinden overhovedet kunne blive gravid, når nu han virkelig ikke ville være far.

»Jamen, kondomet kom ikke lige på, fordi vi var fulde.« »Jamen, hun sagde, at hun var infertil.« »Jamen, vi havde haft snakken om børn, og hun sagde, at dét ville hun slet ikke.« »Jamen, hun virkede ikke som typen, der sjuskede med p-pillerne.«

Æh. Pssst. Guys. Det der holder ikke.

Og her er vi tilbage ved anslaget, hvor jeg sad på mine hænder for ikke at sende en frisk sms ud i København. Byen med en hel del søde og gode mænd i den reproduktionsdygtige alder, som, har jeg konstateret, generelt bare ikke har et begreb som prævention inde på radaren. Mænd, som ikke bringer emnet på bane, hvis ikke kvinden gør.

Nu kan man – heldigvis – ikke gøre min sorte bog med telefonnumre til noget statistisk grundlag, men jeg vil dog alligevel på baggrund af mændene i mit liv de seneste år nedsætte denne undren: Hvordan hænger den eklatante mangel på interesse for kondomer, p-piller og ståen-af-i-Roskilde sammen med det faktum, at mænd ikke vil snydes ind i et faderskab? Altså: Hvilke tanker gør mænd sig overhovedet om det her?

Kære single mænd / mænd med affærer / mænd, der bare boller rundt. Biologien har indrettet det sådan, at det er os kvinder, der bestemmer, hvis det går galt. Kalkuleret eller ej. Kvinder som mig selv, selv om det er vanskeligt at skrive indrømmelsen sort på hvidt her. Kvinder, som har gjort op med begrebet kernefamilie, som sagtens kan tage os af de børn selv, og som med loven i hånden endda kan holde jer i saksen i 18 år frem.

Vi ved godt, at vi ikke må snyde og at vi jo altid har muligheden for at gå hen i sædbanken, men alligevel får vi tanker som »Det er vel ikke snyd, når jeg (i en brandert i august) mumlede, at jeg ikke tog p-piller« og »Måske insisterer han ikke på kondom, fordi han i virkeligheden gerne vil sådan en hovsagraviditet!?« Det er så fristende. For vi er oppe imod kræfter, der er stærkere end fornuften: Vi er oppe imod hvad kroppen gerne vil. Det kender I godt, ikke? Det kan være svært at holde hovedet koldt.

Så: Hold op med at diskutere om prævention er en kvindesag. Hører I: Hold op med at diskutere det, for al logik taler for, at begge køn må tage lige meget ansvar, hvis graviditet skal undgåes. Så indstil bare diskussionen og find de kondomer frem. Det er pissefarligt at lade være.

Og nu må I have mig undskyldt. Krydser benene og prøver at glemme, at jeg er præcis midt i en cyklus. Jeg skal lige fokusere al min energi på ikke at hoppe i bad, ikke at barbere benene, ikke at lægge make-up, ikke at sende nogen friske sms’er om »Mødes efter håndboldfinale?« ud i København.

Vil du ikke også læse ...

Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Mit øre er handikappet
Åh, Ryan G.
Om at trække forelskelsen ud af ligningen

Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom

telefonnoir

Her den anden dag blev jeg ringet op af min mors Alkoholisme. Det var relativt syret. Foregik nogenlunde således:

ALKOHOLISME: Ja, hej.
DINES: Ja … hej? Med dig?
ALKOHOLISME: Er din Spiseforstyrrelse hjemme?
DINES: … hvad? Hva’-nej?
ALKOHOLISME: …
DINES: Jamen, hun er på ferie. Beklager. Det har hun været i lang tid.
ALKOHOLISME: (Skjult fnys) Nå! Men det er vel egentlig også dig, jeg vil tale med. Hun kunne bare godt være med på en lytter. Det her angår vel sådan set jer begge.
DINES: Ja…-vel? Okay?
ALKOHOLISME: Ved du hvad, jeg er så skidetræt af dig. Og al din hellighed.
DINES: …
ALKOHOLISME: Her sidder du og blogger løs om dengang din mor havde åh så lidt forståelse for hvor uuuh så svært det var at være teenager, og hvor lidt indsigt dine forældre havde i dine banale følelser, og hvor surt de i det hele taget gjorde livet for dig og din Spiseforstyrrelse med al deres, hvadvardetduskrev, (vrængende) irrationelle vrede.
DINES: (Spagt) … jam-‘
ALKOHOLISME: Stop! Jeg er ikke færdig. Ikke bare er det pissestrengt, at du er den, som skal udlevere hvordan din mor gjorde og tænkte og åbenbart ikke følte, bare fordi du har en blog og dermed er den, som kan få det sidste ord; det er også så pissenedladende, at du i en sætning skriver, at du næsten har lyst til at kramme dem og sige »Nårh«, fordi de »jo ikke vidste bedre«. Det er pis og papir!
DINES: Okay? Spændende indsigt du har i vores fortid. Som jeg husker det, så kom du ikke ind i billedet før længe efter.
ALKOHOLISME: Det er løgn, Dines, og du ved det.
DINES: …
ALKOHOLISME: …
DINES: (sukkende) Hvad vil du egentlig? Er det min mor, der har bedt dig ringe?
ALKOHOLISME: Næ. Vi tager lige lidt tid hver for sig. Jeg ville bare sige dig, at du ikke er en skid bedre end hende.
DINES: …?
ALKOHOLISME: Vi er faktisk nogen herovre i denne lejr, som har det pissehårdt.
DINES: Ja? Det ved jeg sgu da godt! Tror du ikke, at jeg ved det!?
ALKOHOLISME: Næ. For som du sidder og skriver om din mors opførsel over for din Spiseforstyrrelse, så skulle man tro, at du af alle ville reagere over for hende og især mig med lidt mere pli end al den, jaforatbrugeditegetbegreb, irrationelle vrede!
DINES: (Spruttende) Irrationelle vrede? Jeg er irrationalt vred!?
ALKOHOLISME: Heeeelt vildt! Du opfører dig præcis som din mor gjorde dengang.
DINES: Hør her! Det der er simpelthen ikke sandt! Jeg er kun hård over for hende, når … når jeg bliver nødt til at træde i karakter. Og sørge for ting. Når jeg for eksempel vurderer, at hun igen skal på antabus. Den slags. Det kan godt være, at jeg lyder hård, men det er sgu da fordi jeg synes det er en anelse hårdt at gå og bøvle med alt det her.
ALKOHOLISME: Jeg tror ikke nogen vil bestride, at du er en artig, opofrende datter. Men behøver du være sådan en martyr? Du står på pinde for hende – men det får hun satme heller ikke mulighed for at glemme. Er du klar over, hvordan dit tonefald er, når du siger ordet antabus? Så hæsligt, at hvis vi ikke skammede os i forvejen, så kom vi godt nok til det.
DINES: Stop så. Det der er unfair. Jeg har ret til at være vred på hende. Hun har fået så mange chancer.
ALKOHOLISME: (trækker vejret dybt ind i stød og mumler noget, der minder om at tælle til ti inde i hovedet) …
DINES: …?
ALKOHOLISME: Kan du overhovedet mindes noget fra din og din Spiseforstyrrelses egen tid som den skrøbelige? Hvordan hun egenhændigt fik dig ud af den skole, der gjorde din Spiseforstyrrelse værre? Hvordan hun pilede til og fra sit fuldtidsjob for at bile dig rundt til psykologsamtaler i hele Jylland? Du kunne tage toget, men hun ville fucking med, selv om hun ikke måtte komme med ind til selve samtalen. Hun sad på en stol i et venteværelse i godforsaken Esbjerg, mens du sad inden døre og vendte det hvide ud af øjnene til en psykolog, der ville dig og din familie det bedste. Husker du, hvordan din mor købte dig fucking cigaretter på en tankstation, fordi du syntes det var så skidesynd for dig selv, at man tvang dig til psykologhjælp? Du ved, hvor meget hun hader røg. Ved du også, hvor forkælet en møgunge, du var? Det kan godt være, at hun ikke talte med dig om dine følelser, men hun gjorde hvad hun kunne. Minder du overhovedet dig selv om alt det, hun huskede at gøre?
DINES: …
ALKOHOLISME: Eller har du bare travlt med at blogge om, hvor åndssvagt det var, at hun kunne tro, at det ville hjælpe nogetsomhelst, at hun vredt fjernede låsen til toiletdøren efter måltiderne? Hvor gammel er det, du er?
DINES: … okay! Nej … Det kan jeg vel godt se. Nej, jeg giver hende måske ikke nok credit.
ALKOHOLISME: Dines, har du nogensinde spurgt din mor, hvorfor hun drikker?
DINES: Nej.
ALKOHOLISME: Nej, du har nemlig ikke. Fordi du er præcis lige så pissebange for svarene, som hun var dengang det var dig, der havde rod indeni.
DINES: …
ALKOHOLISME: … og bange mennesker optræder vredt. Selv om vrede kun er en picodel af det, de prøver at tøjle.
DINES: …
ALKOHOLISME: Så … ja. Det synes jeg måske, at du skal tale med din Spiseforstyrrelse om, når hun vender hjem fra ferie.
DINES: …
ALKOHOLISME: Jeg smutter nu. Vi ses. Hejhej.
DINES: … hej.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Dannelse og udannelse i Humlebæk
Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?

Der er dem der ligner Gro fra afsnit 3, og så er der dem der ligner Gro fra afsnit 1

Nå.

Men tak for jeres hjælp i går.

Det var ganske rigtigt en Filippa K.-»blouse« i silke, der var tale om. Fandt den på en bøjle i Illum og blev iført den af noget meget ivrigt salgstype.

Jeg lignede ikke – og jeg gentager; ikke – supersoen Gro i powerdyke-versionen fra afsnit 3, som hun så ud her:

Gro i treeren

Jeg lignede mere Trine Dyrholm i den uformelige fastelavnsudgave i samme skjorte fra afsnit 1:

Gro i etteren

So, uhm … yeah. That happened. Det var uværdigt.

Men jeg håber, at I, modsat mig, har nogle aldeles fængslende tilværelser derude, hvor I tilbringer tid med andet end jeres arbejdspladser og taler med andre end jeres kolleger og har mentalt overskud til andet end at glyne »Arvingerne« på repeat (ja, jeg er begyndt forfra? Fik vist ikke alle de sigende filmskole-blikke med i første omgang) og ikke har tid til at registrere, at man som kunsthaldirektør virkelig tjener for mange penge, når man tager sig råd til begge forårsfarver à 1.300 kroner fra Filippa K.

 

Vil du ikke også læse ...

Revolutionært
Og sådan dør de små glæder én efter én
Vil gerne have Martin som privatlærer, tak
Når opgangens nævenyttige speltmor indkalder til arbejdsweekend i Comic Sans:

Vi holder lige pause fra det hjertesmertede og leger modeblog i to sekunder

Kalder alle modebloggere!

Hvor finder jeg den skjorte fra »Arvingerne«, som Trine Dyrholm har på som den sympatiske superso Gro her?

Klik og se tredje afsnit af Arvingerne

Det skal ikke være én, der ligner. Det skal være dén. Så hvis du sad i søndags og tænkte »det er sgu da den der skjorte fra …« eller »hvorfor har Gro købt alt sit tøj i …« så er det nu, du råber op.

Og hvis nogen ved, hvor jeg kan købe hendes hovedform og teint, så jeg kan pull off den der powerdykefrisure i samme ombæring, så ville det bare være top dollar.

Klik og se tredje afsnit af Arvingerne

Vil du ikke også læse ...

Kære Metro. Skal I ikke på studietur til Berlin?
Og det må I gerne bruge imod mig, tak
I kan godt hidse jer op, men i dag må jeg alt
Velkommen hjem til kontroltabet, Scott

Når folk argumenterer med ordet »figenblad«

Jeg lærer aldrig at bruge det ord.

Vil så gerne sætte mig ud over den vending med at holde det figenblad op for noget, men den ses jo både hid og did. Hvad fanden betyder den!?

Skal vi ikke bare holde op? Så alle kan være her?

Vil du ikke også læse ...

Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Københavnerræsonnement II
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Hørt til dronningens nytårskur