Ej, ved I nu hvad.

Jeg har sgu da helt glemt at skrive et blogindlæg om, at bloggen fylder år! For det skal man jo! 12. maj fyldte den og Dines fire år.

Når jeg tænker på, at det er fire år siden, jeg sad i den seng på Vesterbro og tænkte de bestemte tanker, som jeg syntes kunne bære et større publikum end bare mig selv … så kan jeg slet ikke begribe, at der ikke er gået mere end fire år.

Den uddannelse, jeg dengang kun lige var ved at forstå grundpillerne i, er en prik bag mig, og jeg står og stamper i de indledende runder til noget, jeg heller ikke forstår: Det der karriere. Min lille familie er på få år boomet i størrelse af niecer, nevøer og indgifte typer, og når jeg ser mig omkring til højtiderne kan jeg slet ikke forstå, at kernen i al det moderne leben er den samme, som den altid har været. Bare gladere. Den mand, der bare var en god, perifer ven dengang, blev lukket helt derind, hvor han slet intet havde at gøre, viste det sig. Jeg har boet flere steder, end jeg kan holde ud at tælle, og hvis jeg for fire år siden skulle skue fremad, så sad jeg vist i noget andet end det 117. fremlejemål. Whatevs. Hvad vidste jeg egentlig dengang. Jeg har bevidst fravalgt fast bolig, selv om jeg godt kunne investere i nogle lækre kvadratmeter, fordi korte lejemål tvinger mig til at ryste posen og se mine rammer rejse sig i nye former med jævne mellemrum.

Man kan også sige, at posen blev rystet noget, da jeg for nylig inviterede interesserede om i kulissen. Jeg havde barslet med idéen et stykke tid, og det var en af de ting, der slet ikke gav mening, hvis jeg virkelig værnede om min anonymitet. Men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Jeg fik kigget hver af jer interesserede dybt i øjnene, da jeg udleverede det hemmelige adgangstegn, og det føltes virkelig godt. Fordi bloggen som min bolig ikke skal stagnere. Der skal ske noget.

Åbenhed blev også et tema på en anden måde på infotainer.dk i år.

Flere gange har jeg gravet dybt i hemmelighedsposen og delt lidt mere end normalt. For eksempel her og her. Jeg har spekuleret meget over, hvordan det ser ud udefra, når jeg åbner og fortæller, hvordan det af og til står til i de sene nattetimer, når ingen kigger. Er det mon et hint til, at jeg kan være nok så skarp på bloggen, men at ingen må glemme, at jeg i virkeligheden er et dybt miserabelt liv? Eller er det den gamle sang om, at hvis man vil være kunstnerisk, så skal man huske at fortælle, at det hele gør lidt ondt?
Heldigvis er min verden lidt mere nuanceret end det. Jeg er både grundglad og ulykkelig, sjov og alvorlig, tilfreds og utilfreds – det hele på samme tid. Lidt lige som dig selv. På bloggen er der ikke én sandhed. Der er alle sider af samme sag. Både de grimme og de pæne.

Men det er nu ikke pointen med de omtalte indlæg; de har ét eneste formål: At henvende sig til dem i min båd. For hvis der er noget, jeg selv har holdt fast i siden jeg var 14 og de første problemer i mit forhold til mad indtraf, så er det de glimt af, at jeg ikke var alene. Bøger, dokumentarfilm, blogindlæg om og fra andre, der vidste præcis, hvad det handler om. Spiseforstyrrelser, især de knap-så-alvorlige, altså dem, som ikke spærrer for, at man kan leve et ganske almindeligt liv 96 procent af tiden, er noget de færreste skilter med eller nogensinde lukker op for. Dines kan, for hun er venneløs og ingen haler hende i terapi. Jeg har en tro på, at I får noget ud af at vide, at lidelsen er udbredt – og at det hele nok skal gå.

Dermed ikke sagt, at jeg har fundet ro i, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Tværtimod. Jeg er i gang med et større opgør med mine madvaner, der for første gang ikke går ud på at tabe mig med tanker som “hvis du nu smider de klamme kilo, så kan det være du bliver et mindre klamt menneske, som slet ikke har brug for at overspise, det er herreklamt, så tag dig lige sammen”. Den slags motivation har logisk nok ikke så lang en holdbarhed, så nu prøver jeg noget andet. Det handler ikke om vægttab, men om at finde tilbage til, at mad er noget godt. Og at man godt må synde, men så skal man fandme nyde det – ellers er pointen væk. At genfinde min fornemmelse for sult og mæthed, som jeg gennem årelangt madsvineri har smadret til ukendelighed.

Men klog af skade tror jeg ikke, at jeg denne gang har fundet nøglen til at kurere mig selv. Jeg kan kun sige, at jeg i disse uger har det bedre end jeg længe har haft. Jeg glæder mig til mine måltider og mine indkøb, og jeg krydser dagligt fingre for, at det her er holdbart, og jeg har ikke fantasi til at tænke, hvad der skulle vælte det, da der ingen ulemper er forbundet med det … men jeg er ikke naiv. Jeg har været her før. Forblændet af nye livsformer. Der holder lige indtil mystikken er gået af det og besværlighederne overtager.

Men lige nu er jeg forelsket i mine nye venner i en verden af glad, grøn sundhed. Nogle af dem bor her, her og her (jeg plukker med arme og ben), andre ser sådan her ud  —>

Nu må vi se. Jeg er fortrøstningsfuld (og lever i øvrigt ikke kun af blendet mad, der er masser af fast føde imellem, ro på). Især fordi jeg har en grundtro på, at min kerne og dét, jeg i virkeligheden står for, er godt nok. Det er I med til at bekræfte mig i. Mine dejlige læsere.

Tusind tak fordi I læser med.

Dem, der gerne kommenterer egne deller, bumser, kedelige røv eller lange bryster negativt foran tykke, acneplagede, slaprøvede eller fladbrystede veninder, med rygdækning i at kritikken ikke har noget med den anden at gøre, for hvis veninden var så ked af sin krop, så gjorde hun vel noget ved den?

Og dem, der ikke gør.

De to sagde farvel i døren, hver med en arm om den anden, hver med et sæt funklende øjne med blikke plantet i mine funklende øjne; vi var alle tre vammelt høje af kærlighed over den hyggelige aften, vi havde delt. Sådan en aften, hvorfra jeg ikke primært vil huske den gode mad eller de sjove samtaler, men lyssætningen, for lys er det tætteste, jeg kommer på manifestationen af følelser, og jeg vil tænke, at sådan som lyset faldt i aften, sådan skal lyset falde i de scener i filmatiseringen af mit liv, der skal være de gode.

På vej ud til min cykel prikkede en anden følelse til mig. Den hed Misundelse. Den kravlede op på ryggen af mig og tegnede på hjemvejen for mig, hvordan de to, mit yndlingspar, skulle ind og deles om opvasken, skiftes til at gå på badeværelset, krybe ind til hinanden i sengen, vågne sammenfiltrede i morgen til ny dag sammen.

Og mens jeg – for første gang, vil jeg vove at påstå – ærgrede mig over, at jeg skulle hjem til en tom og mørk lejlighed og selv lyse den op, selv rydde rodet op, ligge i ske med dynen og stå op til en ny alenedag i morgen, så kunne jeg ikke lade være samtidig at ærgre mig over at tænke … »hvad nu hvis de antager, at jeg altid har haft det sådan her?«

Jeg er sikker på, at han mente det som en sød bemærkning, manden i distingveret trenchcoat, den fremmede, der på gaden sagde “det ser sgu godt ud, det der” og nikkede i retning af mig og den tilbudsjordbærtærte, jeg bar hjem fra Føtex i en gennemsigtig plastikbakke, helt sikker; men det endnu mere sikre faktum var, at der intet godt var over, at jeg ikke var på vej til selskab, som det lignede, men i stedet bar tilbudsjordbærtærten hjem til mig selv, indtog den alene med gaffel direkte fra den gennemsigtige plastikbakke, den hele, rub und stub, til et Zac Efron-sødsuppet sydstatsdrama, og faldt i søvn efter vor helt havde scoret vor cellulitisfri heltinde efter at være gået grueligt meget krigstraume igennem … for at vågne med sovemærker på kinden og tumle ud på badeværelset for at tvinge det hele – Zac, bær, sukker, tilbud, tristesse – op igen i kaskader af flydende rødt.

Nåmn, noget godt kom der vel ud af at jeg holdt ud til at se den der Ryan Gosling-film til ende. Den der med Bradley Cooper og Eva Mendes. Ja, den. Det der dilletantagtige miskmask af en filmskoleproduktion – The Place Beoynd the Pines.

I det mindste har Eva Mendes og Ryan Gosling fået hinanden i virkeligheden. Det er vel også meget fint.

… hvorfor har vi som samfund begået kollektivt mord på det fine, lille ord “om” uden -kring? Bøger handler om ting, vi taler om emner, vi fortæller om oplevelser. Hvorfor siger så mange i alle samfundsgrupper (men med overvægt på humaniora) så handle omkring, tale omkring, fortælle omkring? Om er et kort, præcist ord, der bruges alt for sjældent.

Jeg retter hvor end jeg hører det (som i at jeg himler, hvis jeg blot overhører ordet i S-toget eller Fakta-køen.
Hidtil med begrænset succes). Det skulle I også tage at gøre. Huskeregler for de lærevillige og snappy comebacks til de flabede modtages. Selv om jeg har været omkring emnet før.

Jaja, ro på, sitet skal lige loade. Men hvis det stadig er en so efter 10 sekunder, så læs historien her.

Hvordan kan det egentlig være, at jeg sideløbende med at falde blødt tilbage i menneskeretten til nem aftensmad, når jeg har tømmermænd, er ved at implodere af kalorieselvhad og dårlig madsamvittighed, hvis jeg køber pizza nede hos libaneserne på hjørnet til aften …

… mens resterne af samme pizza, indtaget næste formiddag som frokost, de bare er ligemeget? De bare er straight up frokost?

Udadtil

Indadtil

Og ja, Magnus Heunicke. Det er dig, jeg kigger på.

Den næste virksomhed, der erstatter medarbejderfrugtordningen med et valg mellem adgang til frugtbakken eller adgang til et skab på dametoilettet med et altid opfyldt lager af hygiejnebind og andre vatartikler – dem hacker jeg fandme frem i køen til årets Gazelle-pris.

Eller hvilkensomhelst anden pris, der nu om dage belønner firmaer for særlig pleje af staben.

For jeg kan godt sige jer, at jeg for sidste gang har forsøgt at opretholde bare et minimum af værdighed, mens jeg trisser gennem kontorlandskabet med en taske over skulderen eller en makeuppung i hånden, der på helt samme måde hvæser JA-JEG-SKAL-UD-OG-FINDE-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET-NU-SELV-OM-JEG-PRØVER-AT-SE-UD-SOM-OM-JEG-BARE-SKAL-RETTE-SMINKEN.

Kun én walk er mere skamfuld end den derud på toilettet med tasken over skulderen. Det er the walk tilbage fra det blodige ærinde til kontorpladsen. Den, som de andre godt kan regne ud er behæftet med JA-JEG-HAR-LIGE-FUNDET-PLADS-TIL-VAT-I-SKRIDTET … OG-JA-JEG-HAR-VASKET-FINGRE.

Jeg gider det ikke mere. Gider ikke igen opdage, at jeg endnu ikke er blevet så voksen, at jeg bare tænker fuck det, de fleste kvinder menstruerer; jeg er bare fertil, det her er faktisk bare et sundhedstegn.

Jeg mener det. Giv os så det lager af bind og tampax. I får gladere, sundere og mindre nervøst udseende medarbejdere ud af det.

Lærerlockout? Vækstplanforhandlinger? Boligjobordning? Hva’? Cola-afgifter? Seriøst; hva’?

Den virkelige verden kan ikke nå mig. Jeg holder ferie (hvad du ville vide, hvis du fulgte mig på Instagram, nå.). Ferie på larrrndet, ferie af denne type:

Har ikke tænkt en produktiv tanke eller fuldført en meningsfuld sætning siden fredag. Har heller ikke rynket bryn af nogen, rettet på nogens grammatik eller dømt nogen. Har læst en del, spist en hel del, er blevet blæst godt igennem i et landskab, der ligner Anne Blythes De Fire Vinde, som det ser ud inde i mit hoved.

Måske begynder jeg at spille brætspil om lidt? Skal lige vaske gummistøvlerne og finde rollingernes Snehvide først. Hun er blevet væk igen. Hun har det med at gemme sig i soveværelset i Barbie-slottet med Ariels prins Erik. Yikes. Forklar lige dét til en treårig.

Bare lige hurtigt.

Når man i et sjældent koncentreret øjeblik på jobbet kommer til at forme læberne således at åndedraget på udåndingen lyder mistænkeligt meget som en prut, men altså ikke faktisk var en prut, vel, er det så meningen, at man skal a) benægte højlydt, så også de der ikke hørte mundprutten nu bliver bevidst om den, hvorved man ligner en idiot, eller b) tie, dø af skam og ligne en idiot, der prutter i kontorlandskabet?

Når jeg bliver spurgt, om ikke det er bedre at være voksen, når ens forældre går fra hinanden, end det er at være barn – og ja, folk spørger, selv om det er et idiotisk spørgsmål, for jeg ved ikke noget om at være barn i en skilsmisse, kun voksen, hvor der sniger sig en del ubehageligheder med, såsom at blive ophøjet til en form for tredjepart i bruddet – så lyder nogle gange tillægsspørgsmålet “Hvad er det værste ved at dine forældre er skilt?”

Jeg tror, at folk forventer et slibrigt svar om selvrealiserende voksne, der ikke kan tåle hinanden i åsynet, eller noget med rivalisering med nye ægtefæller.

Det får de ikke her.

For det værste savn, vi måtte lide, er ikke direkte hæftet på dem eller deres brud eller deres omgang med hinanden i dag. De klarer det egentlig meget fint. De to gamle.

Det værste er, at jeg aldrig kan komme hjem igen. Hjem-hjem. Smække benene op, koble fra, rejse tilbage i tiden, tage … hjem.

Jeg kan skabe mig nye hjem med elementer fra det oprindelige, og jeg forsøger efter bedste evne. Men mit hjem … Det hus, der lagde mursten og vægge til mig, da jeg blev den, jeg er. Mit barndomshjem. De røde tegl, den knirkende havedør, hjørnet i haven med kattenes grave, garagedørens særlige lyd, P4 i kælderen, mit vidunderlige værelse under kvisten, sildebensparketten, de laksefarvede vægge, kokostæpperne, spejlskabene, de skrå vægge, det bedagede køkken og brombærbuskene. Det hus, det bliver aldrig mit domæne igen. Det står bare der i fortiden, evigt idyllisk på sin piedestal.

Jeg ville ikke sige farvel til det, den dag jeg skulle. Jeg gik fra tomt rum til tomt rum, tom indeni, ligeglad udenpå, demonstrativt hævet over følelser for døde ting. Ude af stand til at sige til nogen, at man midt i skilsmissen tog min sidste rest af kerne fra mig. Hvordan tager man afsked med sin egen ramme? Hvordan finder man plads til at være barnligt forurettet i en verden, hvor man skal være voksen for de voksne?

At være gæst i mine forældres hjem. Dét er det værste ved deres brud. Aldrig at kunne komme rigtigt hjem igen. Fordi nogle andre bor der nu, en kronisk næserynkende kone med sin spage kørelærermand og en teenagesøn med vokshud. De bor der. Fordi mine egne ikke kunne finde ud af at blive der.

Jeg savner det hus ad helvede til.

I swear to God.

Den næste veninde med benene smækket op i et komfortabelt parforhold med den mand, hvis børn hun håber at komme til at føde og derfor netop er flyttet sammen med, som ytrer »gid jeg havde nydt jagten noget mere«, sagt med jagten i kursiv, med henvisning til sin tid som single, panisk tjekkende telefonen i å-re-vis  i håb om at høre fra various whatshisnames fra datingportalen/pubben/marketingafdelingen/håndboldlejren, hver dag en lille bitte smule visnende ved tanke på om hun mon nogensinde når at finde en mage at tilbringe bare en brøkdel af sine resterende dage her på jorden med før det hele alligevel bare er for sent; med jagten i kursiv, som om jagtsæsonen var en specielt lære- og indholdsrig fase i hendes liv med umuliusser og frøer og Peter Pan’er og dårligt opdragne moderne mænd at kysse sig igennem og overhovedet ikke noget, man ofte havde lyst til at skyde sig selv i hovedet over …

Hun får et los i løgene.

Jeg går rundt og tumler med alle disse kvoter.

To-Do’s En Gang Om Ugen, Hvis Jeg Vil Være Et Ordentligt Menneske.

Skifte sengetøj en gang om ugen. Gå i seng mindst otte timer, før jeg skal op og på arbejde, en gang om ugen. Gøre rent, sådan rigtigt, ikke bare flytten rundt på rodet, en gang om ugen. Købe fornuftigt ind en gang om ugen. Ringe til en fortravlet veninde og få talt rigtigt igennem – en ny en hver uge, der er nok at tage af. Læse en bog en gang om ugen. Veje mig en gang om ugen. Læse Weekendavisen cover-to-cover. Flirte med mandsperson, bare nogen, bare lige de der øjeblikke af rislende glæde og indforståethed, bare en enkelt gang om ugen. Hjemmelave mig selv et næringsrigt, spændende måltid – uden grund, uden gæst. Dyrke rigtig motion en gang om ugen, sådan rigtigt, ikke bare det daglige tjatteri med cykling og jeg-tager-trappen-aldrig-elevatoren; rigtig motion med sveden haglende ned og endorfinerne piskende rundt.

Hvorfor? Fordi det er opgaver, som jeg simpelthen bliver så grundglad af at gøre.

Men fællesnævneren for samtlige punkter, nej, opgaver, nej … regulære lektier, er, at jeg får lange patter bare ved tanken. Intet af det er noget, jeg har direkte lyst til. Måske er det derfor kvoterne bare opstod. Som med kvindekvoterne. “Hvis I ikke kan finde ud af det på egen hånd, så må vi finde ud af det for jer”.

Jeg har prøvet at lade stå til. Jeg har prøvet at indføre skemaer. Jeg har prøvet at lade mine kvoter bestå af blot én ting: Hver dag skal der ske én ting, jeg glæder mig til – så overkommes alle pligterne af sig selv (tak til Ole Henriksen for dét tip, i øvrigt, det virker ikke en skid).

Jeg har været i alle grøfter, nothing to report.

Nu vil jeg bare gerne have fri og være sådan en person, som var god ved mig selv, ganske uden at tænke over det.

… it’s like kinda serious.

Hvornår holdt vi op med at ringe folkevalgte op og spørge dem til, hvordan de så vil forholde sig til konsekvenserne af det, deres mening medfører? Hvorfor de tænker sådan nu – på Facebook, hvor alt er gratis – når de mente noget andet for et halvt år siden? Hvor lang tid og hvor mange pressemedarbejderes tid er lagt i at formulere det heeelt rigtige? Hvad de vil gøre for at føre said Facebook-ytring ud i livet?

Efter alle de dybe snakke.

Efter alle tårerne og løfterne. Og antabussen og de andre piller og den sviende fornemmelse af en arv, som ingen af os har lyst til skal være vores. We’re better than that, tænker vi, ikke mindst hende: Vi er ikke sociale tilfælde? Som familie er vi ikke samspilsramt, vi hader jo det ord, vi ser ned på de samspilsramte; derfor er vi det ikke.

Efter al fremgangen, for helvede.

Tænk, at vi er bombet tilbage til der, hvor jeg i morgenens tidligste timer står og påskehælder den spiritus ud i vasken, som hun ikke ved, at jeg godt ved, at hun igen drikker.

De fleste dage tænker jeg ikke så meget over at være single. Lige som jeg ikke tænker ret meget over de andre mærkater i mit liv. At jeg er jyde. At jeg er høj. Højrehåndet. Højdeforskrækket. Højre- venstreblind. Jeg tænker vel cirka så meget over, at jeg ikke har en kæreste som jeg tænker over de andre ting, jeg heller ikke har. Som for eksempel briller. Eller børn. Eller styr på min pension. Sans for oprydning. Et walk-in-closet.

Af og til, men ikke så ofte igen. Meget i de perioder, hvor jeg bor i mit nattøj og tæver datingsites igennem fra sofaen – mindre, når jeg får masser af frisk luft og oplevelser uden for mit hjem. Kærligheden kommer vel hen ad vejen, hvis det skal være. Kærester som børn som briller.

Men når min singlehed optager mine tanker, må jeg indrømme at det nok oftest er med negativt fortegn.

Misundelse over, at kvinder langt værre end mig (ja, værre. Dummere. Grimmere. Trælsere.) hopper fra forhold til forhold. Skræk over, at jeg klarer mig så godt i alle andre aspekter af mit liv end det store, vigtige aspekt, Parforhold – der må være noget galt med mig. Fortrydelse over, hvorfor jeg aldrig har været i et seriøst forhold, for nok har jeg været i forhold, men var de seriøse, jeg mener – de sluttede jo. Skam over, hvad mine nærmeste må tænke om mig, når jeg ikke kan holde på en mand. Socialfobisk adfærd af, at jeg er en forkert single, fordi jeg slet ikke har det stereotype behov for sex med alle mulige forskellige, men stadig tillader mig at caste dem, jeg vil dele kropsvæsker med og sagtens kan få noget ud af bare at flirte. Irritation over, at højtrespekterede veninder er blevet typerne som kommunikerer med deres kærester via offentlige Facebook-vægge i stedet for ad private kanaler – som om deres kærlighed ikke findes, med mindre vi andre kan se den? Selvhadske tanker om, at jeg jo sgu da heller ikke selv gad teame up med mig og mit liv, hvis jeg så på det fra sidelinjen.

Men så.

Hjemme hos BFF fik jeg øje på noget. BFF’s kæreste havde uden et ord en dag erstattet spejlet på badeværelset – et spejl, som hun altid havde fået dybe panderynker og tårer i øjnene af at kigge i – med en meget vigtig besked.

Det er meget banalt for læsere med kæreste, men for mig var det en nihalet pisk midt i ansigtet. På en god måde. For jeg tror, at jeg var gået hen og havde glemt, at parforhold er noget godt noget. Noget med nogle gange at kende hinanden så godt, at man kan gøre ting, som den anden slet ikke anede, hun havde brug for. Noget med forståelse og respekt og humor på et – hvor meget det end smerter mig at sige det – noget andet plan end det, nære veninder kan tilbyde.

Noget, man ikke bliver et dårligere menneske af ikke at have.

Men noget, som man skal glæde sig til.

… hvis jeg vil anmelde noget for dem.

Gætter på, at man skal være Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, hvis man skal tilbydes the really good shit. Eller også skal de også skovle sig gennem bunker af ganske tvivlsom karakter, før de finder det, der er godt. Har nyfunden respekt for litteraturanmeldere.

…

Man kigger væk i to sæsoner, og så sidder Anne Linnet og roser pubertær talentløshed som blev hun betalt for det (…).

Jeg håber kraftedeme ikke Simon Cowell kigger med, Danmark.

 (Hvad!? Jeg *har* sagt undskyld)

Okay … OKAY.

Der er mange .gif-animationer her for tiden. Her og her og senest her.

Og sådan er det bare. Man kan altid sige det med en animation, hvis man ikke har ordene selv.

And tell you what. Jeg har ikke moret mig så meget med et blogformat siden dengang med kapitlerne fra min emodagbog. Hold kæft, hvor jeg udleverede mig selv som teenager. Hvorfor holdt jeg egentlig op med det? Der er rigeligt at tage fra endnu.

Nå.

Ideen til .gif-animationerne er naturligvis ikke min egen. De bedste .gif-blogs out there finder I her:

Stud.JUR – fra dagligdagen på jurastudiet

Sosse bekendelser – om vor regerings skøjterier

My friends are married

Stud.CBS – om livet på Copenhagen Business School

What should we call me?

Ph.D STRESS

I think I’m pretty normal

Good luck med at få noget ud af resten af torsdag nu.

… efter Jesper Petersen er skredet. Og Emilie Turunen er skredet. Og Nanna Westerby er skredet. Og Mattias Tesfaye er skredet. Og Thor Möger er blevet skredet. Og et håb om et samlet, united-we-stand SF og en ny Villy-effekt er skredet.

Før vidste jeg, hvor alting var.

Den dyre kjole fra Remvig, den som har en plet på brystet, som ligner tandpasta eller sæd, men som ikke er nogen af delene, men som i alle tilfælde er for dyr til at kassere, den lå lige under bunken med rent sengetøj ved siden af sengen. Lagt sammen, bevares, så den ikke blev krøllet.

Det dyre nyvaskede tøj hang på bøjler i brusekabinen, det billige ditto var slængt over spisebordsstolene. Klar til at hoppe i en travl morgen. Sokker på stolesæderne, basisbluser over ryglænene.

Og det snavsede undertøj, det lå i hjørnet ved vaskemaskinen. Klar til at blive losset ind i den, når jeg engang var løbet tør for rent tøj fra spisestuen, og der måtte vaskes.

I vasketøjskurven ved siden af snavsetøjsbunken og vaskemaskinen opbevarede jeg æsker til for længst aflagte mobiltelefoner, lysestager, plakathylstre og sommerkjoler fra en tid, hvor jeg trivedes med bare arme og hvide, blottede lår. Kort sagt: løsøre, som jeg flytter med mig rundt og rundt og ikke nænner at smide ud/sikkert-får-brug-for-en-dag. Det var skidepraktisk altid at have det stående i en permanent flyttekasse.

Det rene service stod på opvaskestativet og emmede af hygge og det-her-er et-køkken-i-brug

Jeg vidste, hvor alting var. Alt.

Nå.

Nu har jeg ryddet op. Kylet bort, gjort rent og muget ud. Selv det fjerne hjørne under sengen fik en tur. (Eller, okay, jeg prøvede på det. Kiggede derind, så ondskaben i øjnene. Det er mere end jeg nogensinde har gjort.) Ting er lagt i folder og i stabler i skabe, andre ting har fået sparket og er blevet båret væk. Skabsdøre kan nu lukkes, og man kan igen faktisk se mit hjems plane flader.

Stedet er nu … ordentligt. Og i ren afmagt har jeg leget med tanken om at rive alt ned fra hylderne og tilbage i de støvede bunker på gulvet, som jeg havde totalt overblik over, for … jeg kan ærligt talt ikke finde en skid.

Og således er dette blogindlæg forfattet i taberagtig trusserøv, for begge mine par hjemmebukser, det eneste jeg kan blogge i, er blevet væk og ligger vel korrekt sammenfoldet i bunke i et skab og loller af mig.

I går fik et tweet mig til at spidse øren. “Tør du stadig bo på Frederiksberg?”, stod der. Med det fulgte der en historie i flere kapitler om den syge, indlagte dreng Noah og hans mor, Astrid, som siger “Jeg ved ikke , hvad min livslektie er i det her, men jeg vil ikke lære mere nu”. Nu har skribenten, Mia Roesen, kogt kapitlerne ned til ét take til infotainer.dk. Det er vigtigt. Så værsgo.

…

Kan man dog ikke modtage sin bestilling på overpriced food-on-the-go i fred, hvar. Vi er faktisk stadig nogen, som har et skamfuldt, tabuiseret forhold til ikke at gide lave vores egen mad.

Jeg har i øvrigt endnu til gode at aflure dem formlen på, hvordan de gennem øredøvende houserytmer kan gjalde så tungnemme bestillinger løs dagen lang og samtidig pull off et snotty face, når jeg bestiller en enkelt kaffe, som om *jeg* er den kiksede. Men de gør det. Kommer godt fra det, altså. Må være al den ingefær, de inhalerer.

Ville ønske Arbejdstilsynet snart skred ind og pålagde Joe hamselv at udstyre fløsene med høreværn. Så skulle de nok få slukket for attituden. Eller musikken.

Siden dette indlæg om arv har jeg givet det megen tanke, hvad jeg egentlig efterlader mig.

Ordene i det havde egentlig en grisk vinkel. Hvad får jeg, når de andre dør? Men, har jeg grublet en del over; hvad får de andre egentlig, hvis jeg dør? Jeg ejer intet af anden værdi end affektion – til gengæld tæller mit indbo en hel del rod, nips og støv. Og så det store usagte: Den hemmelige blog med alt det, jeg egentlig gik og tænkte. De ord, jeg aldrig satte strøm til, men blot formulerede indadtil, da jeg skulle have råbt dem højt – de står lige her.

For min familie må det, som I sidder og læser med i her, være den største arv af det hele.

Og så slog det mig, hvad et af mit livs store biroller dog ville tænke, hvis hun fandt vej herind. Min mor. Ville hun mon tænke, at jeg havde været særlig fair, sådan som jeg kun har fremstillet, hvordan hun er skrøbelig, uheldig, fornægtende og tavs og kun af og til nævnt i forbifarten hvor pissesjov og klædeligt genfødt, hun også er. Næppe. Men det har en forklaring.

Det er pudsigt med forældre. Min far er mit ideal, mit mål og min vægt, den lineal jeg måler alle andre op mod i de fleste af livets forhold. Moral, arbejdsomhed, kærlighed, talent. Hvor er de i forhold til min far – er de nogen, jeg skal bruge min tid på? Han er holdt ud i strakt arm og som litterært objekt så statisk og ligegyldigt i sit textbook-psykologiske udtryk. Han er min knude i maven. En godartet knude, men en knude af præstationsangst og ambition. Fordi jeg så gerne vil have hans respekt og hans stolthed.

Med min mor er det anderledes. Hende kan jeg ikke forholde mig til på samme måde. For hun er … mig. Vi er den samme person, og derfor ved jeg altid allerede, hvor jeg har hende. For jeg respekterer mig selv, er stolt af mig selv. Uanset afstande, fysiske som de mere følelsesladede, er vi stadig tæt, tæt forbundne og ved, hvad den anden tænker. Min far er lidt mere sådan en, som jeg skal holde mig i kontakt med for at være med på at greje.

Jeg kan ikke forholde mig til hende som blogbart objekt, fordi jeg så samtidig behandler mig selv. Vi er alt, hvad min far ikke er. Og hvad han ikke som ægtemand var lykkelig med hos hende er de præcis samme punkter, han som min far mistrives med. Min mor og jeg er irrationelle. Følelsesladet kogende i udadtil kølige kroppe. Ulogiske. Vi argumenterer usagligt og drager forhastede beslutninger. Vi sætter hjernedød stor pris på, hvor sjove vi hver især er – og tager aldrig latter for givet. Vi kan ikke holde fokus på det væsentlige, når vi skal; vægter tonefald, læser mellem linjer, analyserer, hænger os i detaljer. Vi jagter lykke som om vi slet ikke ved, at jo mere man jagter dét begreb, jo mere flytter man sig fra det. Og derfor bliver utilfredshed vores livs mantra.

Se, det er allerede blevet en haltende analyse uden centrum.

Men hun er mit centrum. Min mor. Mit mig. Hos hende er jeg hjemme – uanset hvor hun befinder sig. Og det er ikke et hjem, der altid er hyggeligt og lige til en Danielle Steel-filmatisering eller et Annie Leibovitz-portræt. Det er hjem, hvor jeg bliver Teenageren, og hun bliver Dragen, og af og til er det omvendt. Men det er et hjem, hvor jeg er hjemme. Som hos ingen andre i verden.

Og det, det skal hun bare vide, når hun en dag kommer forbi og læser denne associationsrække af pærevællinger og knuder af voksen kærlighed; alt det med hende og mig og vores sære, navlestrengslignende symbiose ved jeg altså godt. Og det vil jeg skåle på i dag, på denne fredag, hvor min mor har taget et kvantespring ud af tristesse og depression, fordi hun har været så uhyggeligt sej og har grebet en chance og med en underskrift taget kampen op for et otium i overskud og vigør. Jeg er så stolt, og jeg mente lettelsen helt ned i min knudrede mave, da jeg sukkede “Så kom vi endelig i mål”.

Jeg ved det godt. Også selv om jeg altid prøver at være hendes Rasmus Modsat og være min far. Og jeg glemmer det aldrig, uanset hvilke nedslag i fremstillingen af hende, der kommer for dagen her.

At uden hende … da var der slet, slet intet.

.

Jeg skulle lige til at hidse mig op over, at der med Føtex’ største nu-kan-pøblen-mænge-som-de-fine-hit siden guldmærkerne, Caroline Fleming-nylonerne, medfølger en lille i sit lyserøde og benumrede udtryk nedladende guide til, hvordan man ifører sig sagerne.

Dude. Vi er kvinder. Det er vores instinkt at iføre os nylonstrømper. En del af parringslegen på lige fod med mændenes “nåmmen, hvorfor står du der og ser så sur ud”. Tænkte jeg.

Indtil jeg opdagede, at jeg slet ikke gør som guiden siger. Det har jeg aldrig gjort. Siden teenageårene er jeg da stukket i de tynde sataner som man træder i et par bukser. Højre fod først, så venstre – og så træk helt op til livet. Ingen pølsen sammen. Ingen et-ben-ad-gangen.

Kunne brødføde et større afrikansk land for de udgifter, jeg har haft til den slags benklæder. Jeg troede da, at det var derfor de blev solgt i flerpak? Fordi det første altid går i stykker?

…

Jaja. Det kan godt være, at den nye pave hedder Frans, og at Geranium har fået en til Michelin-stjerne. Men min torsdag står altså i de små tings tegn.

Det var nogle timer før han satte punktum for den fine stemning ved at erklære, at hans penis var længere end vennens – om jeg egentlig foretrak den tyk eller lang, hvis jeg nu *skulle* vælge – at han og jeg havde fundet en tone.

Han med sin kunst og sin avantgarde-hat og den skrabede indkomst. Den sikre stil og de smukke kindben. Jeg med skriften. Han med lyst til en pseudopersonlighed, der kunne udleve alle de lyster og følelser, der blev stoppet af hans egne grænser og hæmninger og “det gør man da ikke” – og så mig i mit Vero Moda-tilbudstøj og mit velbetalte day job, der har det fritidspseudonym, han først for sent opdagede, at man kunne skabe sig.

Han kaldte os så selvsikkert over til sit bord og troede garantrisse ikke, at han skulle lære nogetsomhelst af mig, the corporate asshole. Men han spidsede alligevel høfligt øren, da jeg fortalte ham om at falde til ro i at vide med sig selv, at man godt må have hemmeligheder for de nærmeste. At man kan blive et mere helstøbt menneske af at begrave troen på, at man skal være helstøbt i alt, hvad man viser de andre. At helstøbningen kommer af at vide med sig selv – ikke fortælle alle andre – at man har nuancer. At man som menneske er både tjekket og utjekket, organiseret og rodet, kynisk og sårbar og kold og varm.

At det er min nøgle til sjælefred, at jeg har foræret mig selv forskellige kanaler til de nuancer; så jeg ikke skal presse alt ud gennem én kanal. Ikke tvære det hele ud på ét lærred og bede alle komme og forholde sig til det.

At man må gerne gå i graven med sine facetter. De opstår ikke, når andre kan se dem. De opstår, når man selv kan se dem.

Han var ikke fuld endnu. Det var jeg heller ikke. Men jeg havde ikke ventet, at han åd det, havde forventet et forsvar, et kunstnerisk comeback, der tilbageviste hele min pointe. Sådan havde tonen været indtil da; bjæffende, slåssende. Det kom ikke. Han tænkte længe og sagde derpå:

- Du finder ro og samling i en slags skizofreni? Som er din. Alene. Jeg -… ja. Du gør. Det gad jeg fandme godt.

Måske var det noget andet, måske var det misundelighed, der fik ham til at overgive sig til hegnet og pege fokus ned på sit skridt. Det kan jeg godt lide at tro. Fordi han først havde afskrevet mig som nogen, han næppe skulle misunde på området “facetter”. Og siden måtte sande om, at jeg med mit pseudonym havde knækket en nød, han end ikke havde samlet op.

Det er ofte svært at naile det konkrete øjeblik, hvor man faldt for nogen, men med Andrea Hejlskov  - not so much.

Jeg var fan, men jeg var endnu ikke faldet pladask, da jeg her lovpriste en artikel om hende i Information; det var først nogle dage senere, at jeg gik all in. Da jeg tyggede mig igennem hendes blog, og jeg her faldt over sætningen “It’s not like we never cry anymore. It’s just that now we know why”.

… *pil i hjerte* – *krydser i øjne*

Andrea, der har trukket stikket (for nu at bruge en kliché), bor et sted i de svenske skove i en med familiens egne hænder opført bjælkehytte. Sådan … permanent og temmelig selvforsynende. Efter at have tænkt længe over, om ikke de skulle gøre noget ved den vatindpakkede tilværelse, de stred sig igennem i København. De er lige som det der par fra filmen Revolutionary Road, spillet af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, bare med en happy ending og et fuldført projekt i stedet for klam amatørabort, død og hjertesorg.

Ehm.

Hele historien kan I selv følge med i på hendes blog, men sagen er, at nu vil konen sgu have penge. For at kunne holde fri fra at skrabe de 8.000 kroner sammen hver måned, som det stadig koster at være en familie på seks i skovene, så hun i stedet kan skrive en bog om det.

Så det har hun altså fået. Herovre på denne indsamling. Så bogen bliver en realitet og vi alle kan blive klogere. Jeg skriver det ikke kun for at påberåbe mig praleretten over at forvalte mine penge helligt og, synes jeg selv, fornuftigt (fordi jeg fandt en sjat penge i at aflyse et arrangement af middag og bytur, som jeg egentlig ikke orkede, og sendte dem efter Andreas børns skolegang i stedet.) Men også for at minde alle mine vatindpakkede læsere af denne vatterede blog om, at der findes folk derude, som satser på alternativer til konformiteten. Og vi har brug for ikke alene at der er folk, der gør det, men at det er folk som Andrea, der gør det og taler højt om det.

“I’m the mother. I get to tell the story,” skriver hun. Og hun gør det altså godt.

Historien om “… and the great escape”, som bogen skal hedde, er ikke historien om vidundermidlet til at blive lykkelig. Andrea er vist ikke lykkelig. Eller ulykkelig. Lykke og jagten på den er sat ud af spillet. Den er en historie om at udfordre den moderne autopilot, pille lagene af og se, om vi egentlig overhovedet kan finde ud af os selv uden alle vores støttehjul og forventningpres og forskudsopgørelser og regler om familieliv. Andreas bud er vist, at det kan vi godt. Være mennesker uden krykker. Enten som hende på et minimum af fornødenheder – eller på helt andre måder.

Det er i hvert fald de tanker, der altid myldrer frem, når mine tanker falder på hende. Om hvad jeg egentlig har magt til at gøre med mit liv. Mine tanker falder tit på hende i disse tider, hvor vejret ligger mig så meget på sinde. Solskin med vindstille varme eller solskin med en chill factor, der går gennem marv og ben? Solbriller eller ej? Nylon eller uld? Jeg har efterhånden erhvervet mig en indre Andrea, der griner af mine små vejrbekymringer, fordi vejret hos hende må føles så meget mere ekstremt, når hun bor, sover og lever meget tættere på det – men samtidig stirrer hun noget bekymret på mig over, at jeg er så påvirkelig af mørke og vinter, som jeg er. Eller: At jeg bilder mig selv ind, at det er vinteren, der er problemet – og ikke noget helt andet.

Jeg kunne ævle i tusind år om alle mine tanker om en revolution i hamsterhjulet, men vi har lissom fastlagt, at jeg ikke er nogen barrikadefrontløber, så jeg vil give ordet til Andrea selv:

… Det kan godt være, at Andrea Hejlskov ikke besidder nøglen til Hele Meningen Med Livet. Og det kan også godt være, at man kan finde huller i projektet og afsløre, at det slet ikke er så rent eller purt eller helligt, som det foregiver at være. Sikkert. Hvis man hellere vil dét. Men man kan sgu ikke tage fra hende, at hun handler. Og alene for det fortjener hun mine besudlede, afmægtige penge. Fordi jeg skal lære af hende og hendes bog.

Hver gang jeg får ondt i røven over hvor meget kulere Sverige er end os (hvad der sker tit), så plejer jeg at finde dette klip frem. Og glædes over, at vor regent i det mindste ikke er retarderet.

Hvor jeg elsker Carl Gustaf, der sidder og hopper i sofaen som en anden idiot, der ikke kan tøjle sin nervøsitet over at præsentere sin tyske brud for sit folk og således vender fokus mod noget så åndssvagt som … fjedring.

Og hvor jeg krummer tæer, når den unge konge kaster sin kommende dronning for de svenske ulve udi sproget. Selv efter hun spørger, om han vil hjælpe hende lidt på vej, lyder det imbecilt fra kungen, at neeeei, nu må hun klare sig selv. Kunne man have forestillet sig Frede optræde sådan der, da lige så yndige Mary sad og sagde “Jag ær litte nærvuus”? Hjælp hende dog, mand.

Og Silvia er så sød, men tomhjernet ærligt fremstående, der hvor hun sikkert vil sige, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er gadefejer eller konge”, men i stedet får sagt, at “hvis bare man elsker nogen, så er det lige meget om de er direktør eller præsident eller konge” … Så ydmygt.

Og åh, hvor er kungen en nar, der hvor Silvia hvisker “jeg elsker dig” til honom, og han grinehvisler et akavet “sssch!”.

Gad vide, om hun nogensinde har tænkt, at majestættitlen og de yndige børn alligevel ikke var samlivet med ham værd.

De mest belastende er da ikke dem, der klapper, når flyet lander.

De mest belastende er heller ikke dem, der sidder og venter på, at nogen skal klappe, så de kan sige, at der “fandme da ikke er nogen, der kommer og klapper af mig på MIT arbejde”.

De mest belastende må da være dem, der kritiserer de ad de klappende passagerer fnysende turister.

Har så meget udlængsel, at jeg overvejer en tur til La Santa på Lanzarote. Venligst stop mig, før det sker. Har ferie i april – hvem vil med og hvor skal vi hen?