Hey y’all.

Har simpelthen gjort noget sært. Er vist på en zen overdosis af indtryk kommet til at beslutte, at bloggen her kommer til at ligge i dvale indtil januar. Fordi der skal ro til, hvis jeg skal kunne fokusere på det der USA. Skal ikke kunne sige, om der kommer kvæk eller dryp hen ad vejen, når Dines bare må have luft… men i det store hele holder hun skrivepause.

Hvis du slet ikke kan undvære (ja. Jeg tror selv på du findes), så add mig på Facebook og send mig en message, så kan det være, at der var en treat til dig. Ellers skrives vi ved til januar

…

Og ja. Det var en smiley. I kan nok se, at jeg ikke er ved mine fulde fem. Det er bedst på denne måde.

SÅ er det nu. Jeg sidder i et fly over Atlanten (håber vi), efter at have dobbelttjekket at have pakket necessities som antihistamin, hårtørrer og masser af tampax (for gud ved da, om de har den slags overthere). Og en pakke Piratos til de amerikanere, der skal overbevises om, at særlingen fra Skandinavien er perfectly normal. Nærmest kedelig. En type, der godt fatter the ways of the US. Guns save lives, ma’am, and so on. Jeg skal nok lære det. Har allerede lært nærmest at heile “Pro Life!”, hvis nogen skulle afkræve mig svar på, hvordan jeg har det med fri abort. Aldrig sige Pro Choice. Glem, at det findes. Og jeg er ved at øve mig på at sige sætningen “that Palin sure was extremely qualified” helt uden at grine.

Har ekstra trusser i håndbagagen. Og lidt dollars. Og passet! Og forsikringspapirerne. Og vaccine-beviserne (?). Og en complete health form from hell. Og alle mulige papirer, jeg ikke turde smide ud.

Hold kæft, hvor kan der gå meget galt på både hospitals-, personligheds-, venne- og universitetsfronten. Men nu gør jeg det altså. Vi ses derude, Wi-Fi, wherever you are.

Ha. Hvis der er én ting ved USA, der har en vis charme, så er det den der kæft-trit-og-retning-holdning til bureaukrati. No questions asked – sign this or we know that you will eventually sue our asses. Derfor bliver man sat til at svare på en complete health form, når man søger ophold i længere tid (ok, jeg har faktisk ikke helt grejet sammenhængen eller meningen med den health form endnu). Og spørgsmålene i en sådan varierer fra de rutinemæssige over de stærkt flabede til de næsten groteske. Her er nogle af de mest mindeværdige:

• Er du: 1 – Kvinde? 2 – Mand? 3 – Transseksuel? 4 – Ønsker du ikke at svare? Sæt ring om dit svar. Det er svært fristende at vælge option 3 eller 4. Jeg siger det bare.
  
• Hvilken håndkøbsmedicin tager du oftere end én gang om ugen (anfør venligst også vitaminer, kosttilskud eller urter)? Æhm… antihistamin? Jerntabletter? Vil I vide det? Jamen, så okay da.
• Lider dine forældre eller dine søskende af følgende: Gigt, Astma, Diabetes, Livmoderhalskræft, Blodmangel, Tarmkræft, Brystkræft, Depression, For Højt Blodtryk, Højt Kolesteroltal, Alkoholisme? Hør lige. Hvorfor er det relevant? Hvis I virkelig var interesserede, så spurgte I jo til hvilken type af fx diabetes, der var i familien, da type2 er langt mere arvelig end type1. Fjolser.
• Lider du af eller har du lidt af: Kyssesyge, Psoriasis, Panikanfald, Depression, Søvnforstyrrelser, Spiseforstyrrelser, Mavesår, Synsforstyrrelser, Indlæringsvanskeligheder eller Malaria? Altså. Jeg sætter ikke kryds ved noget af det der. Men jeg vil jo heller ikke se for normal ud. Så fatter de jo mistanke?
  
• Hvor gammel var du, da du fik din første menstruation? Jeg var 11. Hvad rager det dig, so.
  
• Hvor mange dage varer din menstruation normalt? Glem det. Jeg svarer 15 dage og kravler ind på klinikken med formularen her i hånden og et lidende, blodfattigt look i øjnene.
• Hvordan lød resultatet af din seneste gynækologiske undersøgelse (brug venligst blokbogstaver på linjen)? GLEM DET, BLEV DER SAGT!
  
• Hvor mange gange har du været gravid? Ingen. Tror jeg?
  
• Hvor mange børn har du? Hvad? Ingen, sagde j… nårh. I vil afsløre, om jeg er løs på tråden og bruger drab som prævention. Yes. Velkommen til sydstaterne. Ha. Snedigt.
  
• Drikker du alkohol (hvis ja, angiv ugentlige genstande)? Ingen kommentarer.
  
• Ryger du cigaretter eller cigarer? Æhm… nej? Fnis.
  
• Bruger du snus? Nej. Jeg er dansk. Ikke svensk, vel.
  
• Bruger du sikkerhedsbælte? Når jeg kører bil, eller mener du sådan mere generally in life? Kunne faktisk godt bruge et ekstra sikkerhedsnet, hvis du har et.
  
• Føler du dig usikker i dit nuværende parforhold? Ja, meget. Min mor og jeg har et ustabilt forhold, som jeg ikke er sikker på er normalt. Mange highs og lows. Men hun er virkelig sød, det er hun altså. Den bedste mor i verden, faktisk. Jeg er en ond datter. Ond, siger jeg.
  
• Er du seksuelt aktiv? Ha. Jeg er meget inaktiv, tak fordi du spørger, har du tænkt dig at gøre noget ved det?

Ikke for noget, vel. Men Jenny the Bloggess kaster i dag sjove ord op over at jeg har linket til hende og kaldt hende en ordekvilibrist her (det har jeg nu ikke helt, men nuvel).

Men kan jeg bruge det til noget? Næ.

• For det første refererer hun til mig som en han. Og det gider jeg ikke! Igen! Var nok at jeg skulle danse mand gennem hele folkeskolen til den årlige dance-off. Og at resultaterne i online aldringstests (åh, som om du ikke selv tager dem) altid får mig til at ligne Jack Nicholson lidt for meget. Jeg vil ikke være kendt internationalt som ‘ham den danske blogger’. Heller ikke selv om min internet fame varer maks. tre sekunder!
• I Danmark er links på andre blogs lig med trafik, som man kan bruge til noget – fordi der muligvis falder blivende læsere af, nu de alligevel er her. Men man ved bare, at Jennys amerikanske læsere lissom ikke bliver hængende. Eller nogensinde kommer igen. Eller at de i allerbedste fald gør sig umagen med en Google Translate, hvilket gør mig lig med… dette: “In the cucumber season I running around and finding the fat that I can remember that my high school teacher drove os throughs idioms…“. Det er fedt. At lyde som den vildeste charterturist på Mallorca, to fucking dage før jeg faktisk flytter ind i the States. Det er virkelig fedt.

(Og når det så er sagt, ikke? Så blev jeg fuldstændigt irrationelt glad for at blive nævnt på en af mine yndlingsblogs of all times. Happy! Læg i øvrigt mærke til i blogrullen i højresiden på den engelske version, hvordan Google Translate oversætter StineStregen… mwahahhaha)

Hvert år omkring agurketid får jeg sådan et skælmsk blik i øjnene og begynder at smide om mig med ordsprog og talemåder. Gerne oversat til den engelske pendant. Fordi jeg i agurkesæsonen render rundt og finder det fedt, at jeg kan huske, at min engelsklærer i gymnasiet piskede os igennem talemåder, fordi han ikke have noget bedre end udenadslære og spritånde at byde på.
Men takket være Carlsen ved jeg, at Once bitten, twice shy svarer til Brændt barn skyr ilden. Og at Necessity is the mother of invention svarer til Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Og hvis jeg ikke kan finde en passende samtale at flette dem ind i, er jeg ikke bleg for totalt umotiveret at fylde tavshed ud med “Ej, ved du godt at talemåden Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med hedder Out of the abundance of the heart the mouth speaks på engelsk, hvar?”.

Som regel svarer modparten ikke med ord så meget som med en priceless, fåret undren over, hvad et comeback til dét er. (Det korrekte er i øvrigt et rosende “Ej, det vidste jeg ikke, hvor ved du altså mange ting”)

Jeg ved ikke, hvorfor jeg hvert år får de hjerneblødninger. Det er absolut årstidsbetinget og kan sammenlignes med gravides cravings, for jeg hader virkelig lejlighedspassende talemåder i alle andre måneder end juli.

Nåm, i går var vi så i repertoiret kommet til at gå og bræge Those who can’t, teach (hvor sætter man egentlig kommaet der?), og det fik mig til at tænke på, at vi mangler en kavalkade her. For (som netop demonstreret) er der lidt mudder i hyppigheden på Infotainer.dk for tiden – så hvorfor hænge her, når snapsene står på rad og række ude i Bloglands arkiver? Jeg beklager på forhånd for genudsendelsen af enkelte links, men som om du har noget bedre at lave end at læse dem igen. Du sidder jo alligevel bare der og … sidder.
Listen er i øvrigt slet ikke udtømmende (hadehadehadeord) – så hvad er det bedste du har læst derude? Jeg beder dig tippe mig vej til de vildeste ordekvilibrister og ondeste historiefortællere. For the love of God. Og man må gerne anbefale sig selv. Just so we’re clear.

Ahrerm, here goes. Dines anbefaler (drum roll): Blogindlæg Af Typen Jeg Ville Ønske Min Blog Udelukkende Bestod Af.

Thominous: “Hellere død end…”

“Nogle af de smarte, jeg træner med, har deres smarte børn med. Jeg kan bare se, hvordan de allerede er miniudgaver af forældrene, og hvordan de vil tage al fissen, fra de bliver tolv år. Og de kan se, hvad jeg er. I dag sagde jeg noget til en af ungerne, som bare vrængede af mig og løb hen til en af de smarte voksne. Fordi jeg er nørd.”

O’manne: “Jeg synes du er klam. Kom, lad os lade være at ses.”

“Hvad kvinder siger: Skal vi ses?
Hvad mænd hører: Jeg er vanvittigt forelsket i dig. Jeg vil narre dig til at være sammen med mig for evigt, og du må aldrig se dine venner igen.”

Maren Uthaug: “Agurketider”

“… Der er nogle mennesker, der bare ville trække gardinerne for, men det er sikkert de samme mennesker, der også kan prale af at have døre i sit hus. Og det har jeg jo ikke (har engang skrevet et blogindlæg om at vi ikke har døre i vores hus, men det kan jeg ikke finde nu, så for at gøre det kort: Vi har ingen døre, vi er for fattige, it sucks.)”

Zenia: “Om at snøre Bent”

“Ja, han vidste sgu ikke helt om de var kærester eller om hun mere var som en slags datter. Det ved man jo ikke altid, som han sagde.”

Randi Rehmeier: “Facebook-opdateringer, jeg undlod at skrive”

“Har lyst til at se ’Finn & Jette Show’.”
“Har altså fået lidt tynd mave af alle de jordbær.”

Kamikazekaren: “Læger og nåle”

“Overlægen forsøger at sætte et plaster ud over sensoren, men må konstatere, at plasteret ikke fungerer helt optimalt, fordi det ikke vil klæbe. Ydmygt gør jeg ham opmærksom på, at han ikke har taget papiret af plasteret.”

The Bloggess: “Reason #876 why marketers should read my blog before pitching me”

“As you probably know from my blog, I’m only 16 so I don’t really need wrinkle cream but does it work on babies?  Because my daughter has all these wrinkles on her legs and arms and it would be great if I could smooth them out.”

Shit. Det må I fandme undskylde.

Kære kunder i BikBok-butikken. Jeg er virkelig ked af, at jeg skulle påføre jer en så stor smerte, som jeg kunne se på jeres rynkede bryn og hønserøvssammenrimpede mundregioner, at jeg gjorde. Det var slet ikke meningen. Men jeg kan godt se, at jeg med min blotte og voksne og utjekkede tilstedeværelse gav jer det indtryk, at jeg ved seriøst at ødelægge jeres stil. Altså, bare ved at dele den med jer. I frygtede tilsyneladende, at jeg skulle købe det samme som I, som jeg gik der fra stativ til stativ. Som en fremmed trussel på jeres savanne af billig bomuld og stretch-denim i XS (hvad er pointen så med stretch, sig mig det så). Jeg kan godt forstå, at I havde behov for at hviske og pege. Det var også en pine, jeg udsatte jer for. Og så uden snert af make-up på. Jeg ved heller ikke, hvad jeg havde forestillet mig.

Tilgiv mig. Det var ikke meningen at skræmme jer! Jeg skulle vitterligt bare købe en gave til min teenagede kusine. Jeg lover, at hun både er afmagret og Justin Bieber-fan og Twilight-fanatiker. Ama’r.

Er jeg virkelig blevet one of those people, som blogger om kæledyr?

Åh, det er jeg så afgjort ikke, slog det mig der i Føtex, hvor jeg gik og tankebryggede på et tamt indlæg om min dødsliderlige kats drab på en rotte-sized mus. Som fandt sted i soveværelset. Mit soveværelse. I nat. Det var et blodbad… Men jeg nåede ikke rigtigt at formulere tankerne blogindlægget til ende (thank God), før jeg opdagede, at jeg var faret vild. Jeg var kommet ind i noget velduftende afdeling af trusseindlæg og bind og tampax og hvadharvi – en veludrustet, bugnende afdeling med hyldemeter lånt i Wal-Mart. Bind, bind, bind. Nærmest så langt øjet rakte. Slige ting køber jeg typisk i Netto, hvor klistrede sodavandssjatter på gulvene er noget, man må tage med. Det her var hygiejne heaven.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg absolut skulle kigge op. Havde jeg bare holdt blikket indstillet på vandret og nydt synet af de mange forskellige valgmuligheder for blodabsorption, så var jeg ikke blevet så gal. Libresse. Always. Budget. Tampax. O.B. Oh, al den skadesbegrænsning, altså. Det var nærmest intravenøs lykke i sig selv. Men noget bød mig at hæve blikket og se på de kæmpestore bogstaver, der danner guideord for synshæmmede og fungerer som kategoriindelinger af butikken, så man henne fra Delikatessen kan styre meget målrettet mod Grønten eller Textil.
Men hvilken kategoriinddeling havde hygiejnebindene og alle kvindetingene mon fået? Hed afdelingen Hygiejne? Eller Personlig Pleje? Eller bare ligeud – Bind & Avec? Næ. Den hed da… Vatprodukter. Men var der en eneste vatrondel i sigte? Okay, jo. Det var der. Med kikkert og skattekort kunne man få øje på to forhutlede hylder med vat skjult under voksenbleerne i et overordentlig tarveligt stativ bagved en massiv søjle.

…VATPRODUKTER!? Er det det vi kalder det nu? Er det blevet indført sammen med reklamebranchens carte blanche til at farve menstruationsblod… fucking… BLÅT! Fordi det er så skide farligt, at nogen fra det øvrige købesegment i butikken (mænd) skal mindes om, at vi er nogen, der pardon-my-French menstruerer!? Så er det bedre at gelejde de spedalske og blodige ind i en stor gættekonkurrence om, hvor bindene og tamponerne befinder sig?

Hvorfor bliver det sværere og svære for det her frikadellesamfund at kalde tingene det, de er? En pedel hedder ikke pedel mere, han er en ejendomsserviceassistent. For pedel er åbenbart nedsættende. En sælger hedder ikke sælger mere, for det er også nedværdigende, selv om han sælger ting. Han er sales manager eller key account manager eller über key account manager. Og hvis man er (det åbenbart så forfærdelige) indvandrer eller flygtning hedder man nydansker, mens vi, hvis oldeforældre var ligeså blegfede som vi selv er, hedder etniske danskere, selv om det jo bare resulterer i, at alle karter rundt i betegnelserne og kalder alle hudfarver for fucking etniske.

… dyb indånding. Gear ned, tænkte jeg. Det måtte være en enlig svale med de vatprodukter. Det kunne jo endda være en fejl. Måske skulle der i virkeligheden ligge mere vat på de hylder. Og færre bind. Man kan også blive for militant. Og lidt for optaget af eget tankespind. Det er jo ikke Føtex’ skyld, at nogen tror, at man er mindre etnisk end de mørke, fordi man er grisefarvet i huden. Så jeg besluttede at lade det fare og forlod hastigt afdelingen. Kom til at gå forbi toiletpapiret. Big mistake. Huge. For tror I, at toiletpapir på Føtesk hedder toiletpapir? Haha. Hvor er I dumme. Gu’ gør det ej. Det hedder da… Daglig papir.

Gud forbyde at minde nogensomhelst om, at der ikke kommer roser ud af røven på os.

So. Okay. Jeg var sårn lidt grundangst for den der rejse ind i USA. Men det var i går. For det var som om en af mine kommende venner derovre kunne fornemme, at det var nu, hun skulle sætte ind. I hvert fald har hun krydstjekket kursuslister og boligindskrivelser – og hvad ungdommen nu ellers gør i dag – for at stalke sig frem til, at jeg måtte være hendes nye roommate.

Ifølge hendes Facebookprofil er hun så kristen, at mottoet “whatever happens happens, just put your problems into God’s hands and he will handle it, don’t stress anything” virkede naturligt at plastre på profilen sammen med oplysningen om, at hun er republikaner (but, of course) og ikke bare almindelig kristen, men metodist (ehm. Ifølge Anne fra Grønnebakken er det altså de onde. Passer det egentlig?). Men hvad betyder det, når pigebarnet (jo, det må jeg godt kalde hende, når hun faktisk er teenager) er sød og rar og imødekommende i sine mails og tilmed faktisk skrive “y’all” – faktisk er hun lige præcis, hvad jeg havde brug for.

Men hov. Kunne man lade være lige at skimme hendes billeder og væg? Næ. Og hvor er jeg glad for allerede inden afrejse at få bekræftet et par fordomme. Nok er K selv sød og rar, men hendes venner er sgu ikke de hurtigste dyr i skoven:

Eller. I could be wrong. Må hellere lige google Suite Life on Deck med Zack og Cody. Eller bare møde op med et pokerfjæs og en bred Goebbels-accent. Yæz, frraulain, I æm nuew wroom-Freund. We vill hrrave ze fun. Nicht?

Rejsefeber? Hvad fanden er det? Jeg har altid ment, at hjemme var bedst. At ferie var dejligt, men at billederne fra Taj Mahal eller Lesbos, som man kunne hygge sig med derhjemme ved kaminen, nu engang slog selve oplevelsen. Ja. Jeg skammer mig næsten ikke engang over at sige det.
Ej. Det er løgn. Jeg storskammer mig. Det er ikke godt at være sådan en frygtsom lille sjæl. Danmark slår ikke alle de andre kulturer hjem, det ved jeg godt. Stemmer jo ikke DF, for fan.

Så derfor hankede jeg op i mig selv. Og har søgt ud. Over dammen. Mod øs… eh, vest. Mod vest. Med alt, hvad der dertil kommer. Af begrundet og aldeles irrationel angst. Jeg frygter blandt andet, at:

• jeg ikke kan opstøve en frisk grønsag i fem måneder og kommer hjem tandløs og skaldet og med fuldt symptomregister på skørbug, der vil få mig til at lide en langsom, smertefuld død. I isolation. På Herlev.
• amerikanerne slet ikke er så fede, som de går og siger henne i fjernsynet, at de er. Og at jeg derfor alligevel skal henslæbe min rejse som Den Blegfede Skandinav. Som svarer nogenlunde til current status som Den Blegfede Århusianer.
• amerikanerne er præcis så fede, som de siger i fjernsynet, for jeg tror ikke, at min selvindsigt kan administrere, hvis større folkeslag oplever mig som værende slank.
• min rejsemakker bliver syg og skal indlægges (og jeg står med hele lorten).
• der er så varmt, at jeg skal gå i meget lidt tøj. Jeg ser simpelthen så dum ud i shorts. Og kjoler. Og skørter. Og ender altid med at være for lårkort eller afklædt. Kan bare ikke administrere andet end vintermode.
• CIA har ført en eller anden parallel record på mig, som Homeland Security finder frem i lufthavnen, og sender mig på det første fly tilbage til Danmark med henvisning til, at de ikke vil have indrejsende, der ikke engang kunne passe et simpelt reklameomdelerjob i 1997. Men blev fyret for sjusk (mit all time lowest. Jeg var 13. Og lærte et og andet om arbejdsmoral. Gider ikke rigtigt snakke om det.).
• bisserne i Immigration i lufthavnen mistænker min antihistamin og mit medbragte Biotex for at være narko og derfor finder det bedst at anal-eksaminere mig.
• jeg bliver forelsket i min college professor.
• jeg ikke bliver forelsket i nogen.
• de Seje kun gider være venner med mig, fordi jeg kan købe alkohol.
• de Seje ikke gider være venner med mig, selv om jeg kan købe alkohol.
• jeg bliver Den Gamle Skandinav, som vandrer campus tyndt alene, venneløs, med et desperat blik af sult i øjnene, og til sidst bliver hot shit i den kinesiske matematik-klike, fordi jeg er så høj.
• jeg ikke må ryge. Nogen steder.
• jeg bliver fængslet og skal bruge Camilla Broes advokats nummer.

There. I’ve said it.

Der var engang, hvor jeg var forelsket i en kæreste, der fik mig til at gøre de underligste ting.

Som for eksempel dengang, hvor han ringede til mig og fortalte, at han havde været sammen med ‘Marie’. Ikke bare tilgav jeg ham på stedet, lige der i telefonen. Jeg kvitterede med en sms efter opkaldet, hvor der stod, at jeg bare var så glad for, at vi var ‘et sted i vores forhold, hvor vi kunne betro hinanden den slags’.

Jeg tror endda, at jeg takkede ham.