Ved I, hvad det bedste ved blogging er?

Selviscenesættelsen? Læsertallene? De tusindvis af reklamekroner, der skyller ind over mig (not)? At blive nævnt i Politiken? Næ. Det er kommentarerne. Dem, der siger bare en lille flig om jer på dette site, som ellers handler om mig. Jeg tjekker bloggen flere gange om dagen for, om I har kvækket noget – også de dage, hvor jeg selv er tavs. Dialogen, for fanden, den er så vigtig. Det er sgu da derfor, at man sender ord ud i verden. Fordi de måske kommer tilbage til én i en ny form. Enten med ny pseudoviden fra vonhörensagenskuffen på, som dengang med margarinen. Eller med skældud på, som dengang med homovielserne. Eller i selvsving over børnenavne.

Forlaget Samleren har været sÃ¥ søde at donere et eksemplar af Stine Pilgaards “Min mor siger”, som jeg anmeldte i gÃ¥r, og den kan du vinde. Ude i butikkerne koster den skam 199 kroner, det er altsÃ¥ ikke en pjece, vi snakker om her. Og ja, vi kan godt kalde det en give-away. Men jeg er ligeglad med, om du skaffer mig flere læsere eller giver mig et link pÃ¥ din egen blog eller retweeter mig, som give-aways vist normalt handler om. Jeg vil bare gerne høre fra dig. Derfor: For at deltage i konkurrencen skal du lægge et stykke af dig selv i kommentarfeltet. Det kan være en lille remse om, hvorfor din yndlingsbog er din yndlingsbog. Eller det værste, du nogensinde har sagt til din mor. Eller en udredning af, hvad du egentlig lavede med de to transer i Lloret de Mar. Eller noget helt fjerde. Det kan være kort, det kan være langt, alle bud accepteres, ogsÃ¥ de anonyme, sÃ¥ længe der er hjerte bag, og sÃ¥ længe det handler om dig, ikke mig.

Ordet er jeres. Indtil onsdag klokken 12, hvor jeg kårer den bedste. Ud fra parametre jeg ikke helt har fastsat endnu. Go!

Måske var det meget godt, at de ikke lukkede mig ind på Forfatterskolen, dengang jeg forsøgte. For nu har jeg læst debuten fra Stine Pilgaard, en af dem, der faktisk blev vejet og fundet tung nok det år. Eller, læst og læst. Inhaleret, slugt er måske mere ordene. Og hun skriver mine pointer meget bedre, end jeg selv ville kunne.

Det er ikke fordi der sker forfærdelig meget at skrive hjem om pÃ¥ de 168 sider i “Min mor siger”. Kvinde kyles ud af sit parforhold, kvinde flytter hjem til sin far, kvinde ignorerer sin mors nærmest karikerede mangel pÃ¥ pli og gÃ¥r til lægen og forsøger at jagte en diagnose pÃ¥ sit vakuum, men lægen er mere sÃ¥dan én som leder efter fysiologiske forklaringer pÃ¥ det hele. MÃ¥ske er hun aseksuel, foreslÃ¥r lægen, og selv om kvinden ikke føler sig aseksuel vil han hellere rede ud, hvorfor aseksualitet er sÃ¥ svært at forske i, end han vil forholde sig til at kvinde pludselig giver sig til at hyle.

Det lykkes kvinde at komme videre – hvordan må I selv læse, men hvorfor forbliver et mysterium, for hun handler ikke. Bortset fra når hun ryger i detentionen eller ringer til eks-kæresten og knalder røret på. Eller når hun holder mikrofonen, mens hendes hukommelse – Søhesten – guider læseren rundt i hendes krop og lader organerne tale i imponerende monologer. Indskudte afbræk uden for tid og sted, der bare spytter ord og minder og observationer ud og efterlader mig så ordløs, at jeg måtte læse alle disse passager igen. Sagde hun virkelig det? Det er ikke bare mig, der bliver voldsomt irriteret, når jeg hører folk referere til bøger, som jeg ved de kun har læst omslagsteksten på – ikke kun mig, der kan få lyst til at lave en scene på en restaurant, når folk insisterer på at tage billeder af maden?

Selve historien er som sagt til at ridse op i ganske korte sætninger, og umiddelbart tænkte jeg åh-gud-endnu-en-ung-forfatterinde-der-tror-hun-er-Helle-Helle. Måske primært fordi karaktererne er så anonyme eller groteske (og fordi det parforhold, hovedpersonen smides ud fra, er et lesbisk et. Uden at det nogensinde bliver italesat – undskyld bæ-ordet – for homoseksualitet skal ikke gøres til et tema, de tider er forbi i den moderne litteratur, thank God). Men Stine Pilgaard er sig selv. Og hvor Helle Helle roder rundt i en stringent minimalisme og ender i nogle lette kalorier, fordi hele meningen stod i det udeladte, og som er glemt, når man har vendt sidste blad, pærer Stine Pilgaard rundt i sine egne, mange ord og meninger og skaber et så tragisk relatable menneskebillede, ikke et kvindebillede, et menneskebillede, at jeg mere synes at man kan kalde romanen et spejl end en egentlig roman.

Jeg er forpustet. Men rolig til mode. Fordi jeg har fået 168 siders bekræftelse på, at jeg ikke er alene med min skide hjertesmerte, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.

Stine Pilgaard – “Min mor siger” – Forlaget Samleren – udkommer i dag. Og Lars Bukdahl er vældig begejstret… Sarah not so much.

Jeg havde altid troet, at det kun var nederen mennesker, der skrev i deres profiltekst på netdatingsites, at der enten skulle være foto i profil eller vedlagt første henvendelse, hvis man ville forvente svar fra vedkommende.

Nederen, tænkte jeg. Hvem er så lidt forstående for, at det er lidt grænseoverskridende at have sit foto liggende derude i cyberspace?

Wrong. It’s a self preservation thing. Man vil gerne spare sig selv for selvindsigten i, at man er typen, der godt kan blive lidt smÃ¥kÃ¥d med nogen baseret pÃ¥ deres skrift alene – blot for at finde ud af, at man samtidig er typen, der mÃ¥ stoppe skriveriet, nÃ¥r man opdager, at deres udseende slet, slet ikke er dét, man havde forestillet sig.

… sÃ¥ er det trods alt bedre for ens selvopfattelse aldrig nogensinde at have indladt sig pÃ¥ en korrespondance in the first place.

Og nÃ¥r det sÃ¥ er sagt. Jeg hader netdating. Hader det sÃ¥ meget, at jeg skal tage mig rigtigt meget sammen for overhovedet at gÃ¥ ind pÃ¥ websitet. For hvor er det dog enerverende at opdage, at det kun er godt 1 ud af 30, der klikker pÃ¥ ens profil, der faktisk har lyst til at skrive til én. Det inviterer kun til slag i selvtilliden á la ‘hvorfor synes han ikke om mig, hvad fanden har jeg gjort ham?’ og ‘mÃ¥ske burde jeg lyve og pÃ¥stÃ¥, at jeg er ikke-ryger for at behage flere mænd?’.

Hader det. Jeg er jo både flink og god mod dyr og sjov i det. Det er bare som om det ikke rigtigt kører for mig, det der med at skrive noget, der springer i øjnene i det endeløse katalog, alle har til rådighed.

… hvornÃ¥r det holder op. Det der med, at man vender hjem fra en aften i gode venners og god musiks lag og tankerne alle andre steder end pÃ¥ den nære, dumme fortid og regner med, at der stÃ¥r en brødebetynget, ung mand og venter i porten – gerne i ly for et klædeligt regnvejr eller noget slud – og siger, at jeg mÃ¥ undskylde fejlen, selvfølgelig er han forelsket i mig, og kunne jeg ikke godt overveje, mÃ¥ske bare en dag i fremtiden, at forelske mig tilbage i ham?

Hvar? Hvornår holder det op med at være op ad bakke, når nu man faktisk overordnet har det helt okay igen?

For et Ã¥r siden var jeg lige kommet hjem fra Egypten. FÃ¥ dage før det hele gik løs pÃ¥ Tahrirpladsen, var jeg hjemme i den lune tryghed i det ganske land igen. Disse billeder lÃ¥ pÃ¥ mit Canon fra en gÃ¥tur rundt i en egyptisk morgen, og nÃ¥r der nu skrues op for begreber som ‘arabisk forÃ¥r’ og ‘Vredens Dag’ og ‘en halv revolution’, sÃ¥ er det denne stemning, disse ansigter, der toner frem. Jeg synes nemlig, det ligner noget, der godt kunne være fundamentet under frihed.