Jamen, jeg haaaar ikke flere ord.

Når folk begynder at pille ved min Mac, min iPhone, min iPad, min kalender eller gå i mine skuffer og skabe (og det gør de de fucking altid - hvorfor!?), så har jeg sådan lyst at skrige dude-hvilken-del-af-’jeg-har-en-hemmelig-blog-som-ikke-rager-dig’-var-det-du-ikke-fattede, men i stedet ender jeg altid på et:

Tak til #whatshouldwecallme for altid at være leveringsdygtig i sigende animationer.

Måske fik jeg også lige smurt lidt tykt på i går. I don’t know. Måske ikke. For det er nede i bølgedale som den, at der er plads til at tænke over, hvad det nu er, man gerne ville have.

For eksempel sådan noget som Seattle-parret Ashley og Zach har. Jeg blev i hvert fald forbandet varm indeni af den Andria Lindquists serie af (komplet ligegyldige, opstillede) scener fra et forhold, der alligevel ser så rart ud.

Måske er det bare fordi de er pæne. Men tænk, hvis man kunne rende omkring i Twilightlandskabet der en endnu vinterkold februareftermiddag og lade en fotograf knipse løs, fordi man havde lidt af det, vi alle drømmer om.

Men når varmen har lagt sig, så får sådan nogle billeder mig alligevel altid til at tænke over, hvad de rigtige mennesker bag de opstillede snapshots mon døjer med. Om hun er på en eks-maneater og savner sit gamle, promiskuøse liv, om han har knaldet hendes fætter, om hun har vulvodyni, om hans mor har scarred him for life med en omklamrende opdragelse, om de mon er modløse på dagpenge og derfor har tid til at rende omkring i skovene uden for byen, om de mon har virkelig dårlig madstil, om den ene har en eller anden form for vulgær søvnsygdom, som gør, at den anden ikke har sovet trygt overhovedet i hele forholdet.

Men det er nok mest fordi jeg er så skide dansk.

Jeg keder mig simpelthen så meget. Selv om min kalender er overtegnet med både business og pleasure.

Jeg keder mig, når bølgerne går højt på jobbet og der bliver talt hårdt og grint igennem og der er sved på panden og ingen tid til frokost.

Jeg keder mig med mine veninder, når vi tilbringer en hel eftermiddag med først at dekonsturere en lummer/tvetydig/corporate sms, jeg har fået fra en mandsperson, for dernæst at pille en ditto date, min veninde har været på, i stykker. For efter fem timer at nå frem til den erkendelse, der stød bøjet i neon fra begyndelsen, men som ingen ville udtale før rødvinen kunne, at they are just not into us.

Jeg keder mig, når min bekendte fortæller mig, at hendes psykolog morer sig meget med at betragte vores generation, fordi vi har de samme tankemønstre, som engang var forbeholdt teenagere: vi tror, at alle vores problemer er eksistentielle og større end hele verden slået sammen og helt unikke.

Jeg keder mig, når den fyldte cigaretpakke stirrer tilbage på mig fra bordet, og jeg kan mærke, at jeg simpelthen ikke gider ryge dem. Det er lige før de sukker. Og fnyser, at jeg fandme er blevet så fornuftig. Men det er jeg ikke! Jeg har bare tabt min rygetrang et sted mellem voksenlønnen og babyboomet i vennekredsen.

Jeg keder mig helt ind i knoglerne. Ikke i øjeblikkene, men når jeg tænker tilbage på dem og spørger mig selv, om det så var dén materie, der skulle definere min ungdom?

Og når jeg siger, at jeg ikke tager med i byen, fordi jeg er mere til en hjemmeaften, så er det fordi jeg skal hjem og kede mig. Jeg skal på ingen måde hjem og sidde indhyllet i nogen tæpper med den Weekendavis, jeg kun abonnerer på for show, eller hjem og bage eller hjem og skrive; jeg skal hjem og kede mig i min sofa med hjernedødt fjernsyn, mens jeg glor på det rod, jeg ikke formår at holde ude af mit liv, som irriterer. Mig. Helt. GRÆNSELØST. For med rodet kommer vennen Støvet, og med støv kommer ugidelighed, og før jeg ser mig om står tallerknerne fra forrige uges middagsselskab stadig og glaner ude på køkkenbordet. Og nu har jeg droppet en aften ude for at blive hjemme og komme til bunds i det, men det bliver jo ikke til noget, vel.

…

Måske var jeg bare én af dem, der først så meningen med livet, når jeg fik børn.