Siden dette indlæg om arv har jeg givet det megen tanke, hvad jeg egentlig efterlader mig.
Ordene i det havde egentlig en grisk vinkel. Hvad får jeg, når de andre dør? Men, har jeg grublet en del over; hvad får de andre egentlig, hvis jeg dør? Jeg ejer intet af anden værdi end affektion – til gengæld tæller mit indbo en hel del rod, nips og støv. Og så det store usagte: Den hemmelige blog med alt det, jeg egentlig gik og tænkte. De ord, jeg aldrig satte strøm til, men blot formulerede indadtil, da jeg skulle have råbt dem højt – de står lige her.
For min familie må det, som I sidder og læser med i her, være den største arv af det hele.
Og så slog det mig, hvad et af mit livs store biroller dog ville tænke, hvis hun fandt vej herind. Min mor. Ville hun mon tænke, at jeg havde været særlig fair, sådan som jeg kun har fremstillet, hvordan hun er skrøbelig, uheldig, fornægtende og tavs og kun af og til nævnt i forbifarten hvor pissesjov og klædeligt genfødt, hun også er. Næppe. Men det har en forklaring.
Det er pudsigt med forældre. Min far er mit ideal, mit mål og min vægt, den lineal jeg måler alle andre op mod i de fleste af livets forhold. Moral, arbejdsomhed, kærlighed, talent. Hvor er de i forhold til min far – er de nogen, jeg skal bruge min tid på? Han er holdt ud i strakt arm og som litterært objekt så statisk og ligegyldigt i sit textbook-psykologiske udtryk. Han er min knude i maven. En godartet knude, men en knude af præstationsangst og ambition. Fordi jeg så gerne vil have hans respekt og hans stolthed.
Med min mor er det anderledes. Hende kan jeg ikke forholde mig til på samme måde. For hun er … mig. Vi er den samme person, og derfor ved jeg altid allerede, hvor jeg har hende. For jeg respekterer mig selv, er stolt af mig selv. Uanset afstande, fysiske som de mere følelsesladede, er vi stadig tæt, tæt forbundne og ved, hvad den anden tænker. Min far er lidt mere sådan en, som jeg skal holde mig i kontakt med for at være med på at greje.

Jeg kan ikke forholde mig til hende som blogbart objekt, fordi jeg så samtidig behandler mig selv. Vi er alt, hvad min far ikke er. Og hvad han ikke som ægtemand var lykkelig med hos hende er de præcis samme punkter, han som min far mistrives med. Min mor og jeg er irrationelle. Følelsesladet kogende i udadtil kølige kroppe. Ulogiske. Vi argumenterer usagligt og drager forhastede beslutninger. Vi sætter hjernedød stor pris på, hvor sjove vi hver især er – og tager aldrig latter for givet. Vi kan ikke holde fokus på det væsentlige, når vi skal; vægter tonefald, læser mellem linjer, analyserer, hænger os i detaljer. Vi jagter lykke som om vi slet ikke ved, at jo mere man jagter dét begreb, jo mere flytter man sig fra det. Og derfor bliver utilfredshed vores livs mantra.
Se, det er allerede blevet en haltende analyse uden centrum.
Men hun er mit centrum. Min mor. Mit mig. Hos hende er jeg hjemme – uanset hvor hun befinder sig. Og det er ikke et hjem, der altid er hyggeligt og lige til en Danielle Steel-filmatisering eller et Annie Leibovitz-portræt. Det er hjem, hvor jeg bliver Teenageren, og hun bliver Dragen, og af og til er det omvendt. Men det er et hjem, hvor jeg er hjemme. Som hos ingen andre i verden.
Og det, det skal hun bare vide, når hun en dag kommer forbi og læser denne associationsrække af pærevællinger og knuder af voksen kærlighed; alt det med hende og mig og vores sære, navlestrengslignende symbiose ved jeg altså godt. Og det vil jeg skåle på i dag, på denne fredag, hvor min mor har taget et kvantespring ud af tristesse og depression, fordi hun har været så uhyggeligt sej og har grebet en chance og med en underskrift taget kampen op for et otium i overskud og vigør. Jeg er så stolt, og jeg mente lettelsen helt ned i min knudrede mave, da jeg sukkede “Så kom vi endelig i mål”.
Jeg ved det godt. Også selv om jeg altid prøver at være hendes Rasmus Modsat og være min far. Og jeg glemmer det aldrig, uanset hvilke nedslag i fremstillingen af hende, der kommer for dagen her.
At uden hende … da var der slet, slet intet.
.