Dette burde skrives i datid

Vi taler om forsikringer, ulykkes og indbo. Lidt om din mors arbejde i isenkrammen, hun har tilbudt dig en juicer til indkøbspris, du ved ikke om du vil få den brugt, men det er jo en god deal. Om forskellen på habitter og smoking. Hvide butterflies og svalehaler, du finder billeder på telefonen, jeg nikker artigt, det var jo mig, der havde bragt emnet op.

Jeg tænker, at vi ikke skal knalde i aften. Måske gør vi det alligevel.

Det gjorde vi da sidst. Af med tøjet. Ligge fladt ned. Nu er vi der jo alligevel. Pille lidt, så går vi i gang. Helt som gangen før. Mekanisk, det ville være det rette ord, hvis ikke det var sådan en kliche om al dårlig sex. Men det er ikke fordi det er dårligt. Det er bare mest to mennesker, der gnider sig mod hinanden. Måske er det derfor, det sjældent når klimaks for nogen af os.

Det er ikke fordi vi ikke kan grine sammen. Vi gør det bare ikke ret meget.

Jeg åbner min netdating-app på dit toilet. Jeg kan se i dine brugerdata derinde, at du også tjekker din profil hver dag,  så jeg må godt. 0 nye beskeder. 3 nye besøg. 0 nye favorittilføjelser.

Da jeg går tilbage til sofaen og lægger mig ind til dig og du aer mig på siden og mmm’er lidt, tænker jeg alligevel, at hvis det her er et dårligt forhold, så er jeg eddermame privilegeret.

Vil du ikke også læse ...

Pilatesnazisten & jeg
Hørt til århusiansk Kapsejlads 2010
Et spørgsmål, jeg dog gider tage seriøst, er »Er du klar over, hvor hårdt det er?«
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Jeg vil jo sådan set gerne giftes?

Ååååh … hvis bare jeg turde.

Leve op til dette blogindlæg.

Når nu jeg har chancen her.

Skærmbillede 2013-10-11 kl. 11.13.06

Tror I Simon stiller op igen? Når nu det ikke gik med Mie? Tror I Pernille Østrem gør!? Fingers crossed!

Ej. Jeg gad faktisk godt. Jeg har så stor respekt for det spændende eksperiment og dem, der er med til at få det til at ske, og de tanker det har sat i gang hos os herude på den anden side af skærmene. Men det kommer nok ikke til at ske med mig. Ville slet ikke kunne hvile i at blive filmet og skulle i fjernsynet. Kan jeg ikke bare sende Dines-avataren?

Vil du ikke også læse ...

Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Kh. Den Brændte Bro
Ikke-ryger + foto = netdatingsvar?
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Foråret, der ikke blev forsømt

En knægt i Converse og aprilopsmøgede jeans låner en smøg og en lighter til en hjemløs, dunker ham let på skulderen og siger, højt nok til at de lige kan høre ham, de venner, som han om få måneder, når huen har siddet på lidt og studenterfesterne er løjet af og samfundet begynder at tænke i videregående uddannelse for dem, ikke vil være lige så tæt på, som han er lige nu; helt så tæt vil han formentlig aldrig komme på andre mænd igen: “Pas på dig selv”, formaner han med ubekymret oprigtighed den hjemløse; de er konger, knægtene, og hele den alt for korte verdensmandslykke er kun lige begyndt.

Vil du ikke også læse ...

Om at hade at elske jazz
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Kære singlemand. Her er dit nye, mandige must-have.
Stenbrobørn er de sande provinsprinsesser

flattr this!

Vil egentlig bare gerne date ham her:

… som er forsideplakatmanden på Elitedaters.dk.

Elitedaters.dk

Hvor er det urimeligt snyd, at de lader én tro, at han er derinde. Når det, man finder derinde, oftere er ekstremsportdyrkende mænd, der synes rygning er “et decideret turn-off”, end laidback skæggede typer med hang til grin og storsind.

Breaks my heart every time, at han formentlig bare er en tysk stockphotomodel, ikke en udvalgt profil med en datebar mand bagved.

Vil du ikke også læse ...

Cc: bitch attitude. Kom frit frem.
Ikke-ryger + foto = netdatingsvar?
Så nu regner jeg bestemt med en figur som Baronesse Flemings
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Når Jessa danser til Lee Moses

Screenshot / HBO

Ej, kender I det, når nogen lige serverer jer en bid af den lyd, der burde være jeres soundtrack i livet – I ved, som i Ally McBeal (meget meget kulere)?

Sådan havde jeg det, da en skæv Jessa i et afsnit af Girls dansede grimdans til Lee Moses.

Lige der. Dén sang. Bad Girl.

Har siden da levet i lidt af et soulet parallelunivers til nutiden, lydmæssigt.

Vil du ikke også læse ...

En love story. 1952-2007
Hvor der drikkes, der spildes (pigeliv)
Det her er til Behagedorterne
Fra emodagbogen: Mine lærere og forældre syrer totalt af

flattr this!

Ungdommen 0 – 1 Tabloidmedierne

PR-foto // Morten Hultum

Jeg blev træt helt ud i nervespidserne i dag, da det kom mig for øre, at en gruppe unge gymnasieelever gerne ville i pressen. Altså, jeg blev ikke træt af, at de gerne ville høres, hvem vil ikke det, hvis budskabet er vigtigt nok, og jeg er da selv en sucker for taletid for halv- og helstore publikum, når jeg gerne vil læsse af … Men det var netop det, den var gal med i de unges henvendelse: Budskabet.

De ville gerne have nogle journalister på et større, halvkulørt medie til at tage op, at man havde haft besøg af Yahya Hassan til et arrangement, og at der under afviklingen af arrangementet var hændt noget frygteligt.

Var Yahya Hassan blevet overfaldet? Nej. Havde han overfaldet nogen? Nope. Havde han ytret noget utilstedeligt? Næ, ikke hvad der fremgik af de unges henvendelse. Havde han fremført et dårligt digt, som ikke holdt niveau med den succes han oplever i bogsalg? Heller ikke.

Det, de unge havde på hjerte, var: Yahya Hassan havde fået lov at ryge på scenen . Uden. At. Rektor. Eller. Andre. Voksne. Var. Skredet. Ind. På et gymnasium, hvor de fremmødte unge hverken til daglig, til fredagsbar eller i forbindelse med Yahya Hassans rygning selv måtte have lov at lighte up. At tænke sig!

Men mens jeg og mine nervespidser sad der og måbede over, hvad visse unge i Generation Gymnasium i 2014 får eller ikke får med sig ( … en lyst til også at råbe op om svigt og savn og oplevelsen af det der svære liv? … en trang til at blotlægge egne kunstneriske årer? en lyst til at forstå nuancerne i samfundsindretningen? en kritisk blitz af om det nu også kan passe, at digteren der bliver gjort til posterboy for hele forestillingen om opvæksten i en muslimsk familie? anything? nej? bare en fornærmet trang til at forsøge at få medierne til at tage denne meget vigtige problematik om en cigaret, der blev tændt på en scene uden at nogen myndighed greb ind og slukkede den for evigt i retfærdighedens og sundhedshysteriets navn? okay!?) fra et debatarrangement med et af den slags varme menneskeemner, som vi vil huske forhåbentlig en tøddel længere end Paradise Hotel-emnerne, så skete der noget smukt.

Historien sluttede ikke der.

Med til den hørte, at der har siddet en nyhedsredaktør (gud-velsigne-vedkommende) på det medie, gymnasieungerne havde henvendt sig til, som har besluttet, at det her “nok alligevel er for lille en historie om at gå i små sko”.

Så nu må de unges spæde skridt udi fremtidige forsøg på at råbe pressen op nøjes med at leve et hensygnende meta-liv i et hjørne af det efterhånden så usmarte Blogland.

Hæ.

Vil du ikke også læse ...

Pilatesnazisten & jeg
Og så taler vi ikke mere om dét, Windsor
Uge 5: Kære SATSLotte
Om at vågne op til dåd

flattr this!

Og Svømmeren af Joakim Zander går til …

Nanna!

Hun har vundet for denne kommentar:

»Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse ‘Barry Trotter and the Shameless Parody’. En parodi på Harry Potter. Den er ikke særlig god, nogle gange er den lidt sjov, men ellers ret kedelig faktisk. Lon Measly, Barrys bedst ven, har været ude for en ulykke, og har fået udskiftet hans hjerne. Men en hundehjerne. Mrs. McGoogle er, over night, blevet sindsyg, og der går rygter om at Bumblemore holder hende som sexslave i kælderen. Jeg er stædig og vil læse den færdig, men det har lange udsigter. Jeg overspringshandler, selvom jeg kun mangler et kapitel. Vinder jeg, ville det ene kapitel blive læst i en ruf!«

Jeg håber, at det er okay med alle, at jeg straks får sendt noget andet litteratur efter hende. Det der lyder ganske rædselsfuldt.

Nanna, kan du kontakte mig med din adresse i en besked via min Facebook-side? Ellers via mail: dines (@) infotainer (.) dk.

Tak til alle som deltog! Jeg ved godt, at nogle af jer synes det mudrer udtrykket på en blog som min, at der falder sådanne konkurrencer af her og der. Men nogle gange skal man lade være med at have så mange kloge meninger om andres blogs.

Hav en dejlig, dejlig mandag.

Vil du ikke også læse ...

En love story. 1952-2007
Københavnerræsonnement II
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder

flattr this!

Livets barske realiteter kan kun bekæmpes med lykkeglimt

Alting er ligemeget.

Alt, bortset fra den halve time hvor jeg legede picnic med to rollinger på et tæppe i stuen, mens jeg overhørte deres ellers så fortravlede forældre stjæle sig til et lige vel langt, ømt snav ude i køkkenet, indtil min voksne, fortravlede søster afbrød med et fnis og et “Ej! Vi har faktisk gæster! Fnis! Det her må altså vente! Fnis.” Alt, bortset fra min nieces hvin af fryd, da jeg krammede hende godnat. Alt, bortset fra det kvarters fred i stuen mellem puttetid og overtræthedscirkus, hvor min søster og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og nåede at tale om de ting, der er svære at tale om.

Alting, bortset fra de små glimt af kærlighedslykke, er ligemeget.

For imens sker det her for Lene.

Vil du ikke også læse ...

Professionelle tissevaner
Det segment har et meget begrænset ordforråd
A for oxygen
Hvorfor jeg hader Indre By

flattr this!

Hvis du kunne lide Homeland, så vil du digge Svømmeren af Joakim Zander (tror jeg)

Hvad jeg laver, når jeg ikke stirrer ind i en skærm i embeds eller blogs medfør?

Så læser jeg. Sgu! En hel del, faktisk. Det er bare ikke så blogegnet materiale, må jeg erkende efter flere runder af anmeldelser, når man har mit minimum af forstand på bøger. Jeg kunne ikke sætte kvalificerede ord på, hvorfor Sabroes Libido og Riebnitskys Forbandede Yngel ikke fangede mig, så jeg undlod at lege smagsdommer. Men tak for eksemplarerne, forlag. Gid jeg havde studeret litteraturvidenskab i stedet for at skele helt så meget til arbejdsløshedsstatistikkerne, dengang der skulle besluttes levevej. Så kunne det være, at jeg i dag var fri for jobbets snærende bånd og i sted blot skulle jonglere jobplaner og a-kassemøder med nye bøger og klassiskerbøger og for længst glemte bøger og vide meget mere end de fleste om litteraturens verden og veje.

Det lyder ignorant at sige det sådan. Især hvis læseren er uden job og brændende ønsker sig et. Undskyld. Men græsset er altid grønnere. Jeg elsker bøger, og i svage øjeblikke ville jeg sælge mit job og min indkomst for friheden til at begrave mig i dem. Uagtet, at jeg godt ved, at man på dagpenge langtfra har mentalt overskud til at finde sin skrabede tilværelse ret romantisk. Husker jeg svagt.

Okay, jeg har skrevet mig op i et dumt hjørne her.

Egentlig ville jeg bare sige, at jeg har fået tilsendt en bog, som  jeg elsker lidt. Joakim Zanders nye bog, Svømmeren, der netop er udkommet på dansk. Den er hæsblæsende, den er godt skrevet, den er cliffhanger på cliffhanger, den er svensk (rrr), den får dit hjerte til at sidde oppe i halsen. Joakim Zander kan beskrive Damaskus og Pentagon på en måde, så dine indre billeder straks danner gensyn med Claire Danes’ kvababbelser i Homeland (hvad andre også associerede til). Han kan fortælle Klara Walldéens barndomshjem i den svenske skærgård sådan, at du igen er med Costner og crew ude i Frank Farmers fars træhytte, hvor uhyggelige ting lurer i det idylliske vinterlandskab. Via Mahmoud Shammosh er vi tilbage i et sisseljogazansk uhygge-i-universitetskredsene-univers. Og Zander formår at afspille soundtracket til konsulentkarlsmarte George Lööws legen med ilden i Bruxelles i dit indre øre: De kendte, monotone klaverlyde fra Jaws.

Joakim Zander har med andre ord hældt en masse gode ting ned i en kasserolle, kogt det op og hældt det ned i en ny, dyb tallerken.

Er romanen nicheklog og intellektuel? Nej. Er den samfundsrelevant? Det tror jeg ikke. Ligner karaktererne nogle, du nogensinde har hørt om i den virkelige verden? Mj…-nej. De er præcis så karikerede, at du gider holde fri fra hverdagen og leve dig ind i dem.

Det er en thriller, en spændingsroman (men død over den, som kalder den en krimi) og således ikke noget, der vil få de søjler, som din verden hviler på, til at vakle, men den vil måske lade dig flygte lidt fra den i nogle dage. Og det her er ikke en anmeldelse, thi jeg er ikke selv helt færdig med den – men det er en anbefaling.

Nedenfor kan du bladre i den og se, om den er noget for dig. Nede i kommentarfeltet eller ovre på Facebook-siden kan du derefter smide et lod i puljen, hvis du vil vinde den. Ja, den kan blive din, lover Gyldendal. Du begynder med “Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse …” og følger så op med, hvad du læser netop nu og om det er godt. Eller hvorfor du ikke læser noget. Eller hvad du ville ønske, du læste. Der er fri leg.

Skal vi gøre halvkort proces? Jeg finder en vinder mandag klokken 11.00.

Smagsprøven er leveret af Riidr | Mere om Svømmeren her

Vil du ikke også læse ...

En TV Shop-aholics guide til fejlkøb
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Åh, Ryan G.
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Friedensreich Hundertwasser, 1985 © 2014 Hundertwasser Archive, Wien. Foto: Gerhard Krömer

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og gør en indsats for, at de også skal forstå kunsten: Denne post er ikke henvendt til jer.

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og slipper dem fri uden at fortælle dem, at disse lokaler ikke er beregnet til fri leg: Til jer vil gerne sige følgende.

Nok var Hundertwassers værker om økoarkitektur bevægende – men intet rørte mig mere den lørdag på Arken, end den gruppe på tre voksne, der havde tre børn med, og som med et barn ved hånden hver gik rundt fra værk til værk og i øjenhøjde med børnene talte om de farvestrålende konstruktioner, om behovet for grønne åndehuller i byen, om nutidens byindretning og om, hvilken slags by de børn godt kunne tænke sig at vokse op i. Som lyttede til de små versioner af hvad byrum er og som søgte at sætte barnets lille hverdag ind i noget større end dem selv og deres nærmeste. Det lignede fandme regulær samfundsfremtidssikring, det, I havde gang i. Bravo.

Hvad der rørte mig på en mindre imponeret måde var de to grupper voksne, der havde et hav af børn med, som blot løste billet til udstillingen og derpå defilerede rundt mellem værkerne uden på nogen måde at tale med børnene om kunsten – endsige holde styr på i hvor høj grad de legede tagfat og gemmeleg mellem montrerne og os andre. I talte heller ikke med hinanden om kunsten, i hvert fald ikke under de samtaler om jeres job og jeres svigerfamiliers bugt med kommunale forhold, som jeg nåede at overhøre – når I altså ikke blev overdøvet af hvad der lød som dåseskjul ved Rud og Asta.

Jeg ved godt, at I har et forsvar parat: At jeg fandme ikke skal bestemme, hvordan andre oplever og bruger kunst, og at der altså ikke behøver være tavs mausoleum-stemning på moderne museer, og at hvis jeg ikke evner at se forbi andres tilstedeværelse i det offentlige rum, så bør jeg kraftedeme blive hjemme … Og til jer vil jeg gerne gå kontra på lige så barnlig facon:

Er I sikre på, at I ikke mest slæber børnene med, så I kan lægge de iPhone-fotos, som I ivrigt knipsede her og der, på de sociale medier for at bilde jeres netværk ind, at I er ægte kultiverede i jeres familier?

»Så så man lige os være på Arken.«

Ja. Men I burde være på Bakken.

Vil du ikke også læse ...

Kandidaten, der hverken var enig eller uenig. I noget som helst.
Licens: Not my finest hour
Superdines
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Forskellen på fædre og mødre

En aften i marts.

Far: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla …
Datter: …
Far: … blablabla – ikke sandt?
Datter: Lighthouse?
Far: -hva’? Ja. Åndssvagt projekt. blablabla – penge – blablabla – fladpandede venstreorienterede – blablabla
Datter: Fedt navn. Lighthouse. Det er lige som i Virginia Woolfs bog, ikke?
Far: …?
Datter: …
Far: Hør nu efter. Blablabla – visionsløs planlægning – blablabla – det var jo dødsdømt med det byråd – blablabla – provinsielle narrehatte – blablabla.
Datter: …

En anden aften i marts.

Mor: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla … blablabla … måske gad jeg godt bo der … blablabla
Datter: …
Mor: … blablabla … – ikke?
Datter: …?
Mor: …?
Datter: Undskyld. Jeg hørte ikke efter. Jeg kom til at tænke på, at Lighthouse er et fedt navn. Tror du, at man har haft Virginia Woolfs “To the Lighthouse” i tankerne, da man døbte projektet?
Mor: …
Datter: …
Mor: Hæ.
Datter: …?
Mor: Jeg elsker din krøllede hjerne. Hvem fanden har du den fra.

Vil du ikke også læse ...

Pattebørn
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930'erne, hun måtte skippe min vej
Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom

flattr this!

Fandt en virtuel lap fra engang

Bragene fra hjerteslaget i mine ører lyder (selv om jeg er 24 og på alle planer helt alene) som et sæt hæle, der vredt nærmer sig toiletdøren ad en lang gang.

Min mor? En lærer? Flår de døren op om to sekunder, mens jeg står der med en tyk slimtråd mad og mavevæske hængende fra halsen?

Det er meget forstyrrende.

Vil du ikke også læse ...

Gid H. C. Andersen havde oplevet Facebook
Modeugeoptakt
In denial efter tre døgn i ske
Kandidaten, der hverken var enig eller uenig. I noget som helst.

flattr this!

I mit voksenliv? Der sliber jeg kanter

Du er typen, der reagerer på hvad der står i de danske undertekster (fnis, “aaaw”, “ej!” eller et tsk), før de amerikanske skuespillere har sagt replikken.

Men jeg elsker dig alligevel.

Meget højt.

snoopy-love

Vil du ikke også læse ...

Tyndskidsfaktoren
How no was not an answer (eller Hvorfor vi ikke blinddater. Mere.)
Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder

flattr this!

Et endnu mere ægte forårstegn end pollennys

Nu er det ikke for at forårsage hjerteanfald og kaffer galt i halsene derude bag skærmene, men …

I dag var vi tre kunder i træk i Føtex-køen, der overholdt diskretionslinjen.

TRE! I TRÆK!!

Ikke fordi andre kunder med forkærlighed for køkultur og intakt intimsfære surt havde bedt os om det. Ikke fordi Føtex havde lanceret en særligt vellykket høflighedskampagne. Men simpelthen bare sådan … fordi. Bare fordi vi kunne.

Åh, forår, jeg kan lide dig! Hvad du dog ikke gør ved os af dejlighed.

Vil du ikke også læse ...

Dagens outfit
Har sikkert jinxet travlhed nu. Giv det en uge, så er jeg arbejdsløs igen.
Fra emodagbogen: Mine lærere og forældre syrer totalt af
Overhørt hos Funchs

flattr this!

Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)

Om jeg stadig leger LCHF-legen?

Ja og nej.

Ja, fordi jeg i det daglige forsøger at efterleve principperne, selv om det efterhånden er en del uger siden, at jeg kokkererede religiøst efter de gode LCHF-opskrifter.

Nej, fordi jeg rendte ind i et praktisk problem. Min hud. Jeg har, som trofaste læsere vil, det sexede problem, at jeg som voksen – ikke teenager – har døjet med acne. For nogle år siden fik jeg mere eller mindre bugt med det ved at analysere sammenhænge: Stress, træls humør og overdreven brug af alskens gode hudprodukter gjorde sagen værre; fred, ro og frisk luft gjorde underværker. Men for første gang siden dengang piblede bumserne frem igen, da jeg havde været på LCHF et stykke tid. Uden at være doktor, så tror jeg godt vi kan konkludere, at årsagen skulle findes i den nye proppen mig med avocado, nødder og fløde.

Det stak en betragtelig kæp i hjulet for mig. Jeg mistede en del af glæden ved den nye kost, og så blev det til mindre og mindre LCHF og mere og mere Low Carb Low Fat, og I ved nok, hvordan den slags fedt- og kulhydratforskrækkede madplaner ender: I det rene salt- og pastaorgie, så snart nogen kigger væk.

Hardcore LCHF’ere vil sikkert anføre, at man bare skal have tålmodighed, så vil alle de “dejlige olier” og “sunde fedtstoffer” blødgøre og smøre hele systemet indefra, og jeg vil have barnenumsehud på nærmest nul komma fem, men jeg siger det her én gang og kun den ene gang: Jeg nægter at diskutere bumser og acnetålmodighed med folk, der ikke har prøvet det på eget fjæs. Men jer, som kender problemet med gensyn med acnen på LCHF, røm jer lige. Så laver vi en erfagruppe.

Nå. Hvor var vi.

Der, hvor jeg i hverdagen har held med at undgå brød, pasta og ris, men altid falder i i festligt lag. En kombi, der – udover at min hud er pæn igen – gør, at mit tøj sidder løsere end det har gjort i årevis … men ikke så løst, som det gerne måtte.

20140309-194847.jpg

Jeg er stadig vild med Jane Faerbers opskrifter, og når jeg skal lave rigtig mad, så er det stadig madbanditten.dk, jeg vender mig mod, selv om jeg ikke har lyst til at leve så fedt i det daglige. Som i aften, hvor jeg ikke havde andet at fejre end vellykket forårsrengøring og en produktiv søndag i joggingtøj.

Thai-salat med spidskål og kylling (inspireret af denne opskrift) og kokospandekager med lakridscreme.

Egentlig gad jeg ikke, for der var kun mig selv at dele herlighederne med, og få ting er mere palle end at planlægge, indkøbe, kokkerere og vaske op for noget, der indtages på et kvarter alene, men så kom jeg til at tænke på noget Kernesunde Ninka Mauritson engang skrev om tarmskylninger:

Nok er det klamt at tarmskylle. Men det er satme klammere at lade være.

Og således:

Nok er det trist at kokkerere et stort, lækkert, nærende måltid helt til sig selv. Men det satme tristere at lade være.

Vil du ikke også læse ...

Det kan stadig få mig til at tude
Know your crowd, chartersegment
København, nogle gange er du så svær at elske
Kan man stadig 'blive gået'?

flattr this!

Jeg har én kommentar til Dansk Melodi Grand Prix 2014

Vil du ikke også læse ...

Tyndskidsfaktoren
Superdines
Når jeg hører en nær ven sige, at »bogen handlede en del omkring identitet...«
Er gåetnedmedstress egentlig i ét ord efterhånden?

flattr this!

We need to talk about Tinder

Trods min noget skeptiske tilgang til mediet Tinder* ovre på Twitter, så må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske bidt af konceptet.

Jeg er vild med, at jeg kan like ham fra regnskabsafdelingen, som jeg var så i tvivl om hvorvidt jeg havde en flirt kørende med. Var øjenkontakterne til strategimøderne mere end almindeligt kollegiale, kiggede han også lidende efter mig, når jeg koket kiggede væk? Hans manglende like tilbage fortæller mig så lige ud af posen, at jeg nok har bildt mig det hele ind. Godt så. Så holder jeg lige op med at gå at smile sovekammeragtigt hen over dagens ret i kantinen, det er måske også bedst for alle på den måde.

Jeg er vild med, at jeg omkostningsfrit kan vove nysgerrigt at swipe like til Nogen. Pling, match. Han havde også liket mig. Vi udvekslede derpå to-tre linjers uakavede jokes, og det var det. Og jeg havde ikke ondt i maven. For efter alt det, jeg smed i hovedet på ham, er jeg fri. He knows. Præcis hvor skidt, jeg synes han behandlede mig. Det var jeg så bange for, at han aldrig ville få at vide. Og at vi ville lande et på overfladen ukompliceret sted, hvor tiden ville udfase den kolde krig, som har delt vores store vennegruppe i to, at jeg en dag ville skulle face ham midt i en genforenet vennegruppe, og aldrig have fået sagt, hvad han egentlig har kostet i mandetimer. Den situation har jeg forhindret. Hvorfor jeg oprigtigt kunne grine af hans forsigtige jokes igen. Og swipe videre.

tinderapp2

Jeg er vild med, at risikoen for at finde Gelébenene på Tinder er der. Så vi kunne swipe nope og få lagt den flatline af en flirt endeligt ned. Jeg orker næsten ikke at gøre det rigtigt.

Men der er selvfølgelig også ulemper.

Hvor høje er folk for eksempel? Det fremgår ikke. Og man er en so, hvis man spørger lige ud. For højde er jo ikke rigtigt vigtigt, hvis man spørger de politisk korrekte. Og man bryder den casual tone på Tinder, hvis man begynder at køre stilen jeg-caster-en-kæreste, kendt fra Elitedaters. Ro på, dame, vi sludrer bare. Vi leger lige, at vi står i en bar.

Og så er der det med at mødes i virkeligheden. 1: Det er vanskeligt overhovedet at nå frem til at seal the deal, fordi det netop blot er en sludder, der ofte stopper efter fire-fem linjers høfligheder. 2: Jeg tør ikke!

Søges: De gode, de dårlige og de virkelig akavede Tinder-historier.

*) Tinder? Er en app, som er bundet op til ens Facebook-profil og et udvalg af ens fotos derfra. Man præsenteres i en søgning for en række dudes, der befinder sig geografisk tæt på, og man swiper så enten like eller nope til dem. Man får derefter kun en notification, hvis dem, man likede, også liker én. Man er også blevet præsenteret tilfældigt for dem. Det er med andre ord ret gratis at kigge og like løs. Hvorfor det er bedre end så mange andre former for dating? Fordi alle bruger det. Man kan støde på ikke bare alle dem fra Elitedaters- og dating.dk-segmenterne, men også alle dem, som hellere ville gnave egne arme af end at gå på konventionelt digidating.

Vil du ikke også læse ...

Narkobaronen – en skaldet ‘fristelse’
Er hende, som Just-Eat-budene genkender. New low.
Serijøøøst, jeg bliver jo så arg…
Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.

flattr this!

I’m having a Twin Peaks moment

Denne post er måske mest til de af jer, der kender Dines’ dukkefører. Øvrige læsere kan betragte følgende som gabende kedsommeligt og ekskluderende, og I vil have lyst til aldrig at vende tilbage, men måske – måske! – kan I tilgive.

Guys.

Gider I lige læse med her? Fra en pc. Teksten er for lille på en mobilskærm.

image
Skulle vi lige tage den … én. Gang. Til?

image
Dijne!?

Okay. Så hvad sidder vi med her? Aner det ikke. En bog af psykiater Niels Reisby og psykoanalytiker Pia Skogemann. Ikke en forfatterduo, jeg nogensinde havde hørt om før, men jeg tog den op i en bogcafé, fordi dens titel hævdede, at den var min bog …

image

… og da jeg bladrede i den, lærte jeg af forordet, at den handler om en kvinde, der døde i 1939 på sindssygehospitalet Sct. Hans Hospital. Jeg deler fornavn med hende, og minsandten om hun ikke havde sig et alias – Deidne, eller, Dijne.

Når hun altså levede i en verden bevidst nok til at artikulere, at Deidne var hende selv. Det meste af tiden befandt hun sig i et parallelt, mytisk, opdigtet univers, som andre kun fik del i, hvis de kiggede ind i hendes billeder, broderier, tegninger og – … tekster.

»Hænderne vinder sandheden hjem,« skrev hun, og »Deidne har skabt alt i sin læsebog«:

image_2

Hun var formentlig indlagt samtidig med forfatterinden Amalie Skram på Sct. Hans, mit første seriøse forfatteridol, eller, forfatterne spekulerer i hvert fald i, at Deidne der meget vel kan have været inspirationen til karakteren Else Kant (vidunderligt navn!) i Skrams roman På Sct. Jørgen, men det er da ikke fordi jeg ved dvæle ved dét, for verden består af tilfælde, og det er da ikke fordi jeg seriøst tror, at jeg går og er reinkarnationen af en for længst gemt og glemt tosse på en kolbøttefabrik i forrige århundrede, bare fordi bogen om hende er udgivet i mit fødselsår, eller at jeg skal passe meget på, hvis ikke jeg vil synke ind i et liv med »mærkelige, kalligraferede skrifter, som kun vanskeligt lader sig tyde«, psssj, tanken har slet ikke strejfet mig (ret mange gange) (det sidste kvarter) … så … derfor vil jeg heller ikke dvæle ved følgende.

Et tegnet selvportræt af Dijne.

image_1

Ikke for noget, men.

Kolon:

dines2-297x300-e1295435054430

!!!!

AM I THE ONLY ONE WHO SEES THIS?!

Okay. If I must.

dijne

Vil du ikke også læse ...

Heldigvis kommer Knud ud over det hele
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Et spørgsmål, jeg dog gider tage seriøst, er »Er du klar over, hvor hårdt det er?«
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

Ikke at jeg er ved at skifte karrierespor, men

Hvis jeg skulle svare ærligt til næste jobsamtale, når der bliver spurgt til, hvor jeg gerne vil være om fem år?

»Profilfotogodkender og -afviser på et netdatingsite«

(kom lige til at browse lidt rundt på Elitedaters igen. Og faldt over følgende under deres retningslinjer. Det her er fandmer at melde sig ind i at tage ansvar for samfundets fælles velbefindende:

»Billeder må ikke være taget mod et spejl, hvor kamera eller mobiltelefon kan ses i spejlbilledet« (jeg elsker dem lidt nu) og »Det er en selvfølge, at du fremstår soigneret, positiv, udhvilet, ædru og at dit tøj er rent og sidder efter hensigten« (slå mig hårdt med en våd avis, hvis jeg nogensinde blogger grimt om dem igen))

Vil du ikke også læse ...

Uge 5: Kære SATSLotte
Mand vs. fodtøj
Når jeg hører en nær ven sige, at »bogen handlede en del omkring identitet...«
Sex and the Sadness II

flattr this!

Sex and the Sadness II

Som en, der viiiiirkelig elsker Sex & the City, ikke fordi det er en tidløs 1:1-skildring af kvindelivet eller provokerende eller eksplicit mere, men fordi serien da årtusindet var ungt var med til at bane vejen for kvinders rolle i infotainment i hele verden, så er jeg svært glad for, at disse scener endte lige præcis der, hvor de endte: På gulvet i klipperummet.

My eyes. My eyes!

Vil du ikke også læse ...

Pattebørn
Hvad livet har lært mig #1
Kære Torben fra it. Verden er lidt dum. Kh Dines.
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

flattr this!