Den bedste tid er den vi har (haft)

Skærmbillede 2014-05-27 kl. 23.22.30

Gid jeg bloggede noget mere. Der er så mange snapshots fra disse omtumlede dage, jeg gerne ville ryste frem og vise.

For eksempel det fra den aften, hvor han helt oldskool-agtigt spurgte om jeg ville komme sammen med ham, sådan rigtigt. Med lidt andre ord dog, større ord, som vi er ikke helt trygge i endnu.

Eller billedet af ham, der gik og lavede mad og afbrød sin syslen for at spæne ind til mig i sofaen, væltede mig om i et kram og skrålede med på sangen, ind i min hals, lige der hvor pigerne fra One Two råbesynger »Den beeedste tid er samnmeddig! Lyyykkelig fordiii…!«.

Eller til eksempel blogge om min nye følgesvend; den konstante frygt for, at jeg er ude i en skabelon a la A Beautiful Mind, hvor det – længe før jeg selv aner sandhedens karakter - vil vise sig, at jeg har opdigtet hans genkomst i mit liv, simpelthen fordi mit sind havde brug for det. Så vi lige kunne tale lidt om det. Her på bloggen, helt som i gamle dage.

Men det er ikke gamle dage. Selv om jeg aldrig har haft flere ord, der trænger sig på.

For ikke bare har flere veninder fra mit virkelige liv fundet vej til bloggen; manden er også rykket ind i min intimsfære på en måde, som giver Dines lidt trængsler.

Jeg har aldrig haft de store kvababbelser ved at sidde her og blogge løs med selvudlevering. Det har været mit egoprojekt, og det har været nemt at forsvare som enspænder, at jeg har haft et skriveprojekt, som har været helt og holdent mit eget; for min egen skyld. Også selv om flere af mine nærmeste nu læser med. Jeg har forsøgt at holde mig inden for rammerne for, hvad man kan tillade sig at reflektere over, forsøgt altid at lade udleveringen gå primært på mig selv.

Men … jeg er ikke længere alene på samme måde. Jeg og han er ved at stampe en sti ned til noget, der på en ny måde betyder, at jeg skylder en anden person en for mig helt ny form for ærlighed og indsigt. Den bedste måde at illustrere det på er med forskellen i, at hvor jeg ville beundre mine veninder, hvis de i fem år også havde haft en lignende hemmelighed udelukkende for deres egen skyld, så ville jeg nok flegne ret så hårdt såret, hvis det kom mig for øre, at han havde et parallelprojekt kørende af samme kaliber, som Dines har været for mig, uden at indvie mig i det.

Det er banalt. Det er begyndende tosomhed. Men jeg har ikke stået i det her i praksis i de fem år, Dines har eksisteret, hvorfor jeg vader og væver lidt rundt i, hvad der nu skal ske.

Og selv om det betyder, at jeg er tavs, mens jeg overvejer min dyrebare Dines’ fremtid, så kan jeg ikke lade være med at få øje på det meget smukke i det.

Vil du ikke også læse ...

Vil egentlig gerne vide...
Esben & Systemet
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Vi kunne jo sige, at de begge er »min type«

flattr this!

Hvorfor Conchita Wurst for mig længe vil symbolisere en helt anden slags sød musik

Eurovision-song-contest-conchita-wurst

Der sker så meget i disse dage, at jeg har svært ved at suge det hele op og grifle det ned, for jeg aner virkelig ikke op fra ned i denne lykketornado, kun at jeg ikke er alene inde i den – der er en anden en, der holder mig i hånden og faktisk overgår mig i lalleglæde, og dét er det vigtigste og vildeste at hæfte sig ved.

Men jeg vil dog til Dines’ læsere tilfredst notere, at jeg, da han lørdag i en sofa i en glædesrus proklamerede »Jeg er van-vittigt forelsket i dig«, henover hans brystkasse kunne glo på min lænestol henne i hjørnet, i hvilken han for nogle år siden så nedkølet sad og sagde nogle helt andre ting. Og at det møbel siden lørdag har fået en hel del smirks. »Ha!, de ord, du er blevet symbol på, de holdt så meget ikke vand; jeg vandt,« er jeg flere gange dagligt ved at sige til den. Højt.

I  både det store og det små var lørdag 10. maj 2014 - den dag Conchita Wurst sang sig til sejr med Rise Like A Phoenix på et kontinent af mere og mere højredrejede europæere, hvis tolerance vi nærmest havde afskrevet, og den dag en venstredrejet mandemand, hvis varme vi i høj grad havde underskrevet en dødsdom over, tøede op – således en stor dag for mit syn på menneskeheden.

 

For højtravende en parallel? Måske.
Men i dag må Dines alt. For bloggen fylder sgu fem år.
Uhyrligt. Utroligt. Trrruuuut!
De første ord kan læses her.

Vil du ikke også læse ...

Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Indstiller jagten på gråden
Er vi snart væltet færdig?
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Nye læsere kan begynde i 2011

Jeg kunne begynde der, hvor han rejser sig fra vores dejá vue for at sætte kaffe over, men smiler skævt tilbage til mig, en unødvendig handling af et smil, som om han lige ville sikre sig, at jeg stadig sad der og var glad, mens han gik efter kaffe. En ubevidst gestus, der rammer mig som en lille lykke, som er så vanskelig at stå ved, fordi jeg er et stort, brændt barn.

Eller jeg kunne begynde fortællingen et døgn forinden, hvor jeg paf sad på en bar og blev holdt i hænderne af et styks ham, der havde joket og charmet sig mod til for at kunne mønstre den helt store alvorsundskyldning. Den helt store.

Hov, eller hvad med der, hvor han gik i stå midt i en sætning for at give mig et langt kram og bare ville sidde i det lidt, stille. Eller øjeblikket, hvor han afbrød mig for at grinehvæse i versaler, at hold kæft, hvor har han savnet mig.

Der er så mange steder, jeg kunne løfte på dynen, men ingen virker rigtige til at fortælle Dines’ blogpublikum, at den mand, I med så eftertrykkelig entusiasme buhede af scenen, da det var på sin plads, e.g her og her, har krabbet sig vej tilbage til en plads i mit liv (for skribenten kommer til kort her, når hun skal argumentere for, hvorfor hun ikke bare viste ham døren igen, for »fordi det føltes rigtigt« klinger så hult her, efter hvad jeg har budt jer af hjertesmerte), og at jeg sidder helt stille i min sofa og prøver at tyde mine egne slørede forventninger til fremtiden og hans rolle i den, uden at ane hvad formlen er for at undgå, at han eller jeg eller vi begge træder forkert igen og må afbryde kontakten vol. 2 og vol. denne-gang-for-good.

Jeg fik såkaldt closure for nogle måneder siden, og drønet fra døren, der blev smækket så eftertrykkeligt i hans fjæs, kan jeg stadig høre og glædes over og blive stolt over. Problemet med closure af den art var bare – lærte jeg af de følgende måneder – at jeg fik ekspederet al dårligdommen forbundet med ham ud af mit liv. Al galden, skuffelsen, vreden. Skubbet over til ham, nu var den hans, nu kunne han sådan set gøre med den, som han ville, jeg skulle ikke bruge den til noget mere.

Men hvad er der tilbage efter sådan en omgang? Ligegyldighed? Det troede jeg, men den kom ikke. Uekspederet var stadig minderne om alt det gode, han og jeg var, inden det gik så galt. Uden lange skygger af hans kolde ikke-farvel. Ikke en ret solid fæstning at bo i, når han valgte at give mig tid og mere tid, inden han satte ind med det vildeste skyts af alle: Hvad der ligner en softwareopdateret personlighed.

En brændt bro, der blev til et brændt barn. Det er der, jeg er. Tilgiv, at jeg lige er lidt stille. Bare lidt. For jeg aner simpelthen ikke, hvordan den her fortælling skal drejes.

Vil du ikke også læse ...

Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Esben & Systemet
Og der blev faderligt lys

flattr this!

Dette burde skrives i datid

Vi taler om forsikringer, ulykkes og indbo. Lidt om din mors arbejde i isenkrammen, hun har tilbudt dig en juicer til indkøbspris, du ved ikke om du vil få den brugt, men det er jo en god deal. Om forskellen på habitter og smoking. Hvide butterflies og svalehaler, du finder billeder på telefonen, jeg nikker artigt, det var jo mig, der havde bragt emnet op.

Jeg tænker, at vi ikke skal knalde i aften. Måske gør vi det alligevel.

Det gjorde vi da sidst. Af med tøjet. Ligge fladt ned. Nu er vi der jo alligevel. Pille lidt, så går vi i gang. Helt som gangen før. Mekanisk, det ville være det rette ord, hvis ikke det var sådan en kliche om al dårlig sex. Men det er ikke fordi det er dårligt. Det er bare mest to mennesker, der gnider sig mod hinanden. Måske er det derfor, det sjældent når klimaks for nogen af os.

Det er ikke fordi vi ikke kan grine sammen. Vi gør det bare ikke ret meget.

Jeg går på toilettet og åbner min netdating-app. Kan se i dine brugerdata, at du også tjekker din profil hver dag,  så jeg må godt. 0 nye beskeder. 3 nye besøg. 0 nye favorittilføjelser.

Da jeg går tilbage til sofaen og lægger mig ind til dig og du aer mig på siden og mmm’er lidt, tænker jeg alligevel, at hvis det her er et dårligt forhold, så er jeg eddermame privilegeret.

Vil du ikke også læse ...

Arten burde være uddød ved kommunikationsbrist by now
Hvem ringer 112 og får Adam Price i skatteforhør?
Et styks omvendt klage, værsåartig
Når folk siger »på sigt« ...

flattr this!

Jeg vil jo sådan set gerne giftes?

Ååååh … hvis bare jeg turde.

Leve op til dette blogindlæg.

Når nu jeg har chancen her.

Skærmbillede 2013-10-11 kl. 11.13.06

Tror I Simon stiller op igen? Når nu det ikke gik med Mie? Tror I Pernille Østrem gør!? Fingers crossed!

Ej. Jeg gad faktisk godt. Jeg har så stor respekt for det spændende eksperiment og dem, der er med til at få det til at ske, og de tanker det har sat i gang hos os herude på den anden side af skærmene. Men det kommer nok ikke til at ske med mig. Ville slet ikke kunne hvile i at blive filmet og skulle i fjernsynet. Kan jeg ikke bare sende Dines-avataren?

Vil du ikke også læse ...

Kære moderkærlighed.
Der er dage ...
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Jager kerner

flattr this!

Foråret, der ikke blev forsømt

En knægt i Converse og aprilopsmøgede jeans låner en smøg og en lighter til en hjemløs, dunker ham let på skulderen og siger, højt nok til at de lige kan høre ham, de venner, som han om få måneder, når huen har siddet på lidt og studenterfesterne er løjet af og samfundet begynder at tænke i videregående uddannelse for dem, ikke vil være lige så tæt på, som han er lige nu; helt så tæt vil han formentlig aldrig komme på andre mænd igen: “Pas på dig selv”, formaner han med ubekymret oprigtighed den hjemløse; de er konger, knægtene, og hele den alt for korte verdensmandslykke er kun lige begyndt.

Vil du ikke også læse ...

Man kan jo ikke finde sin selvrespekt i Vero Moda. Hvad tænkte jeg dog på?
Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Dead Poets' Society på Infotainer.dk
Ungdommen 0 - 1 Tabloidmedierne

flattr this!

Vil egentlig bare gerne date ham her:

… som er forsideplakatmanden på Elitedaters.dk.

Elitedaters.dk

Hvor er det urimeligt snyd, at de lader én tro, at han er derinde. Når det, man finder derinde, oftere er ekstremsportdyrkende mænd, der synes rygning er “et decideret turn-off”, end laidback skæggede typer med hang til grin og storsind.

Breaks my heart every time, at han formentlig bare er en tysk stockphotomodel, ikke en udvalgt profil med en datebar mand bagved.

Vil du ikke også læse ...

Og sådan kan en enkelt date åbne selvindsigtssluserne
Augustkummefryser
Postkort fra skråplanet
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!

Når Jessa danser til Lee Moses

Screenshot / HBO

Ej, kender I det, når nogen lige serverer jer en bid af den lyd, der burde være jeres soundtrack i livet – I ved, som i Ally McBeal (meget meget kulere)?

Sådan havde jeg det, da en skæv Jessa i et afsnit af Girls dansede grimdans til Lee Moses.

Lige der. Dén sang. Bad Girl.

Har siden da levet i lidt af et soulet parallelunivers til nutiden, lydmæssigt.

Vil du ikke også læse ...

Dårlig timing, piger
Forbrydelse, fatwa og straf
På menuen i dag? Perspektiv.
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt

flattr this!

Ungdommen 0 – 1 Tabloidmedierne

PR-foto // Morten Hultum

Jeg blev træt helt ud i nervespidserne i dag, da det kom mig for øre, at en gruppe unge gymnasieelever gerne ville i pressen. Altså, jeg blev ikke træt af, at de gerne ville høres, hvem vil ikke det, hvis budskabet er vigtigt nok, og jeg er da selv en sucker for taletid for halv- og helstore publikum, når jeg gerne vil læsse af … Men det var netop det, den var gal med i de unges henvendelse: Budskabet.

De ville gerne have nogle journalister på et større, halvkulørt medie til at tage op, at man havde haft besøg af Yahya Hassan til et arrangement, og at der under afviklingen af arrangementet var hændt noget frygteligt.

Var Yahya Hassan blevet overfaldet? Nej. Havde han overfaldet nogen? Nope. Havde han ytret noget utilstedeligt? Næ, ikke hvad der fremgik af de unges henvendelse. Havde han fremført et dårligt digt, som ikke holdt niveau med den succes han oplever i bogsalg? Heller ikke.

Det, de unge havde på hjerte, var: Yahya Hassan havde fået lov at ryge på scenen . Uden. At. Rektor. Eller. Andre. Voksne. Var. Skredet. Ind. På et gymnasium, hvor de fremmødte unge hverken til daglig, til fredagsbar eller i forbindelse med Yahya Hassans rygning selv måtte have lov at lighte up. At tænke sig!

Men mens jeg og mine nervespidser sad der og måbede over, hvad visse unge i Generation Gymnasium i 2014 får eller ikke får med sig ( … en lyst til også at råbe op om svigt og savn og oplevelsen af det der svære liv? … en trang til at blotlægge egne kunstneriske årer? en lyst til at forstå nuancerne i samfundsindretningen? en kritisk blitz af om det nu også kan passe, at digteren der bliver gjort til posterboy for hele forestillingen om opvæksten i en muslimsk familie? anything? nej? bare en fornærmet trang til at forsøge at få medierne til at tage denne meget vigtige problematik om en cigaret, der blev tændt på en scene uden at nogen myndighed greb ind og slukkede den for evigt i retfærdighedens og sundhedshysteriets navn? okay!?) fra et debatarrangement med et af den slags varme menneskeemner, som vi vil huske forhåbentlig en tøddel længere end Paradise Hotel-emnerne, så skete der noget smukt.

Historien sluttede ikke der.

Med til den hørte, at der har siddet en nyhedsredaktør (gud-velsigne-vedkommende) på det medie, gymnasieungerne havde henvendt sig til, som har besluttet, at det her “nok alligevel er for lille en historie om at gå i små sko”.

Så nu må de unges spæde skridt udi fremtidige forsøg på at råbe pressen op nøjes med at leve et hensygnende meta-liv i et hjørne af det efterhånden så usmarte Blogland.

Hæ.

Vil du ikke også læse ...

Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Arten burde være uddød ved kommunikationsbrist by now
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma
We need to talk about Tinder

flattr this!

Og Svømmeren af Joakim Zander går til …

Nanna!

Hun har vundet for denne kommentar:

»Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse ‘Barry Trotter and the Shameless Parody’. En parodi på Harry Potter. Den er ikke særlig god, nogle gange er den lidt sjov, men ellers ret kedelig faktisk. Lon Measly, Barrys bedst ven, har været ude for en ulykke, og har fået udskiftet hans hjerne. Men en hundehjerne. Mrs. McGoogle er, over night, blevet sindsyg, og der går rygter om at Bumblemore holder hende som sexslave i kælderen. Jeg er stædig og vil læse den færdig, men det har lange udsigter. Jeg overspringshandler, selvom jeg kun mangler et kapitel. Vinder jeg, ville det ene kapitel blive læst i en ruf!«

Jeg håber, at det er okay med alle, at jeg straks får sendt noget andet litteratur efter hende. Det der lyder ganske rædselsfuldt.

Nanna, kan du kontakte mig med din adresse i en besked via min Facebook-side? Ellers via mail: dines (@) infotainer (.) dk.

Tak til alle som deltog! Jeg ved godt, at nogle af jer synes det mudrer udtrykket på en blog som min, at der falder sådanne konkurrencer af her og der. Men nogle gange skal man lade være med at have så mange kloge meninger om andres blogs.

Hav en dejlig, dejlig mandag.

Vil du ikke også læse ...

Kære jagtsæson
Dines bringer en berigtigelse.
Helle for at dele telt med mig
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

flattr this!

Livets barske realiteter kan kun bekæmpes med lykkeglimt

Alting er ligemeget.

Alt, bortset fra den halve time hvor jeg legede picnic med to rollinger på et tæppe i stuen, mens jeg overhørte deres ellers så fortravlede forældre stjæle sig til et lige vel langt, ømt snav ude i køkkenet, indtil min voksne, fortravlede søster afbrød med et fnis og et “Ej! Vi har faktisk gæster! Fnis! Det her må altså vente! Fnis.” Alt, bortset fra min nieces hvin af fryd, da jeg krammede hende godnat. Alt, bortset fra det kvarters fred i stuen mellem puttetid og overtræthedscirkus, hvor min søster og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og nåede at tale om de ting, der er svære at tale om.

Alting, bortset fra de små glimt af kærlighedslykke, er ligemeget.

For imens sker det her for Lene.

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Åh, Ryan G.
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

flattr this!

Hvis du kunne lide Homeland, så vil du digge Svømmeren af Joakim Zander (tror jeg)

Hvad jeg laver, når jeg ikke stirrer ind i en skærm i embeds eller blogs medfør?

Så læser jeg. Sgu! En hel del, faktisk. Det er bare ikke så blogegnet materiale, må jeg erkende efter flere runder af anmeldelser, når man har mit minimum af forstand på bøger. Jeg kunne ikke sætte kvalificerede ord på, hvorfor Sabroes Libido og Riebnitskys Forbandede Yngel ikke fangede mig, så jeg undlod at lege smagsdommer. Men tak for eksemplarerne, forlag. Gid jeg havde studeret litteraturvidenskab i stedet for at skele helt så meget til arbejdsløshedsstatistikkerne, dengang der skulle besluttes levevej. Så kunne det være, at jeg i dag var fri for jobbets snærende bånd og i sted blot skulle jonglere jobplaner og a-kassemøder med nye bøger og klassiskerbøger og for længst glemte bøger og vide meget mere end de fleste om litteraturens verden og veje.

Det lyder ignorant at sige det sådan. Især hvis læseren er uden job og brændende ønsker sig et. Undskyld. Men græsset er altid grønnere. Jeg elsker bøger, og i svage øjeblikke ville jeg sælge mit job og min indkomst for friheden til at begrave mig i dem. Uagtet, at jeg godt ved, at man på dagpenge langtfra har mentalt overskud til at finde sin skrabede tilværelse ret romantisk. Husker jeg svagt.

Okay, jeg har skrevet mig op i et dumt hjørne her.

Egentlig ville jeg bare sige, at jeg har fået tilsendt en bog, som  jeg elsker lidt. Joakim Zanders nye bog, Svømmeren, der netop er udkommet på dansk. Den er hæsblæsende, den er godt skrevet, den er cliffhanger på cliffhanger, den er svensk (rrr), den får dit hjerte til at sidde oppe i halsen. Joakim Zander kan beskrive Damaskus og Pentagon på en måde, så dine indre billeder straks danner gensyn med Claire Danes’ kvababbelser i Homeland (hvad andre også associerede til). Han kan fortælle Klara Walldéens barndomshjem i den svenske skærgård sådan, at du igen er med Costner og crew ude i Frank Farmers fars træhytte, hvor uhyggelige ting lurer i det idylliske vinterlandskab. Via Mahmoud Shammosh er vi tilbage i et sisseljogazansk uhygge-i-universitetskredsene-univers. Og Zander formår at afspille soundtracket til konsulentkarlsmarte George Lööws legen med ilden i Bruxelles i dit indre øre: De kendte, monotone klaverlyde fra Jaws.

Joakim Zander har med andre ord hældt en masse gode ting ned i en kasserolle, kogt det op og hældt det ned i en ny, dyb tallerken.

Er romanen nicheklog og intellektuel? Nej. Er den samfundsrelevant? Det tror jeg ikke. Ligner karaktererne nogle, du nogensinde har hørt om i den virkelige verden? Mj…-nej. De er præcis så karikerede, at du gider holde fri fra hverdagen og leve dig ind i dem.

Det er en thriller, en spændingsroman (men død over den, som kalder den en krimi) og således ikke noget, der vil få de søjler, som din verden hviler på, til at vakle, men den vil måske lade dig flygte lidt fra den i nogle dage. Og det her er ikke en anmeldelse, thi jeg er ikke selv helt færdig med den – men det er en anbefaling.

Nedenfor kan du bladre i den og se, om den er noget for dig. Nede i kommentarfeltet eller ovre på Facebook-siden kan du derefter smide et lod i puljen, hvis du vil vinde den. Ja, den kan blive din, lover Gyldendal. Du begynder med “Jeg vil gerne vinde Joakim Zanders Svømmeren og læse den, når jeg er færdig med at læse …” og følger så op med, hvad du læser netop nu og om det er godt. Eller hvorfor du ikke læser noget. Eller hvad du ville ønske, du læste. Der er fri leg.

Skal vi gøre halvkort proces? Jeg finder en vinder mandag klokken 11.00.

Smagsprøven er leveret af Riidr | Mere om Svømmeren her

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

Friedensreich Hundertwasser, 1985 © 2014 Hundertwasser Archive, Wien. Foto: Gerhard Krömer

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og gør en indsats for, at de også skal forstå kunsten: Denne post er ikke henvendt til jer.

Kære småbørnsforældre, der haler jeres børn med på kunstmuseum og slipper dem fri uden at fortælle dem, at disse lokaler ikke er beregnet til fri leg: Til jer vil gerne sige følgende.

Nok var Hundertwassers værker om økoarkitektur bevægende – men intet rørte mig mere den lørdag på Arken, end den gruppe på tre voksne, der havde tre børn med, og som med et barn ved hånden hver gik rundt fra værk til værk og i øjenhøjde med børnene talte om de farvestrålende konstruktioner, om behovet for grønne åndehuller i byen, om nutidens byindretning og om, hvilken slags by de børn godt kunne tænke sig at vokse op i. Som lyttede til de små versioner af hvad byrum er og som søgte at sætte barnets lille hverdag ind i noget større end dem selv og deres nærmeste. Det lignede fandme regulær samfundsfremtidssikring, det, I havde gang i. Bravo.

Hvad der rørte mig på en mindre imponeret måde var de to grupper voksne, der havde et hav af børn med, som blot løste billet til udstillingen og derpå defilerede rundt mellem værkerne uden på nogen måde at tale med børnene om kunsten – endsige holde styr på i hvor høj grad de legede tagfat og gemmeleg mellem montrerne og os andre. I talte heller ikke med hinanden om kunsten, i hvert fald ikke under de samtaler om jeres job og jeres svigerfamiliers bugt med kommunale forhold, som jeg nåede at overhøre – når I altså ikke blev overdøvet af hvad der lød som dåseskjul ved Rud og Asta.

Jeg ved godt, at I har et forsvar parat: At jeg fandme ikke skal bestemme, hvordan andre oplever og bruger kunst, og at der altså ikke behøver være tavs mausoleum-stemning på moderne museer, og at hvis jeg ikke evner at se forbi andres tilstedeværelse i det offentlige rum, så bør jeg kraftedeme blive hjemme … Og til jer vil jeg gerne gå kontra på lige så barnlig facon:

Er I sikre på, at I ikke mest slæber børnene med, så I kan lægge de iPhone-fotos, som I ivrigt knipsede her og der, på de sociale medier for at bilde jeres netværk ind, at I er ægte kultiverede i jeres familier?

»Så så man lige os være på Arken.«

Ja. Men I burde være på Bakken.

Vil du ikke også læse ...

Dannelse og udannelse i Humlebæk
Et forsøg på en stopklods
The sound of silence
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?

flattr this!

Forskellen på fædre og mødre

En aften i marts.

Far: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla …
Datter: …
Far: … blablabla – ikke sandt?
Datter: Lighthouse?
Far: -hva’? Ja. Åndssvagt projekt. blablabla – penge – blablabla – fladpandede venstreorienterede – blablabla
Datter: Fedt navn. Lighthouse. Det er lige som i Virginia Woolfs bog, ikke?
Far: …?
Datter: …
Far: Hør nu efter. Blablabla – visionsløs planlægning – blablabla – det var jo dødsdømt med det byråd – blablabla – provinsielle narrehatte – blablabla.
Datter: …

En anden aften i marts.

Mor: blablablabla – noget om Lighthouse-byggeriet i Aarhus – blablablabla … blablabla … måske gad jeg godt bo der … blablabla
Datter: …
Mor: … blablabla … – ikke?
Datter: …?
Mor: …?
Datter: Undskyld. Jeg hørte ikke efter. Jeg kom til at tænke på, at Lighthouse er et fedt navn. Tror du, at man har haft Virginia Woolfs “To the Lighthouse” i tankerne, da man døbte projektet?
Mor: …
Datter: …
Mor: Hæ.
Datter: …?
Mor: Jeg elsker din krøllede hjerne. Hvem fanden har du den fra.

Vil du ikke også læse ...

Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Kremering eller kiste?
Gid mine forældre kunne møde Dines. Der er så meget, hun gerne vil sige dem.
Vedr. et 13 år gammelt løfte

flattr this!

I mit voksenliv? Der sliber jeg kanter

Du er typen, der reagerer på hvad der står i de danske undertekster (fnis, “aaaw”, “ej!” eller et tsk), før de amerikanske skuespillere har sagt replikken.

Men jeg elsker dig alligevel.

Meget højt.

snoopy-love

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Om de kønne piger og os andre
Dagens opfordring fra Arveprins Knud

flattr this!

Et endnu mere ægte forårstegn end pollennys

Nu er det ikke for at forårsage hjerteanfald og kaffer galt i halsene derude bag skærmene, men …

I dag var vi tre kunder i træk i Føtex-køen, der overholdt diskretionslinjen.

TRE! I TRÆK!!

Ikke fordi andre kunder med forkærlighed for køkultur og intakt intimsfære surt havde bedt os om det. Ikke fordi Føtex havde lanceret en særligt vellykket høflighedskampagne. Men simpelthen bare sådan … fordi. Bare fordi vi kunne.

Åh, forår, jeg kan lide dig! Hvad du dog ikke gør ved os af dejlighed.

Vil du ikke også læse ...

The Fuck-Up
Naturligvis ringede han ikke.
Kære singlemænd. Der er noget, jeg har tænkt over.
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Drumroll: En længe ventet LCHF-update (om acne, sgu)

Om jeg stadig leger LCHF-legen?

Ja og nej.

Ja, fordi jeg i det daglige forsøger at efterleve principperne, selv om det efterhånden er en del uger siden, at jeg kokkererede religiøst efter de gode LCHF-opskrifter.

Nej, fordi jeg rendte ind i et praktisk problem. Min hud. Jeg har, som trofaste læsere vil, det sexede problem, at jeg som voksen – ikke teenager – har døjet med acne. For nogle år siden fik jeg mere eller mindre bugt med det ved at analysere sammenhænge: Stress, træls humør og overdreven brug af alskens gode hudprodukter gjorde sagen værre; fred, ro og frisk luft gjorde underværker. Men for første gang siden dengang piblede bumserne frem igen, da jeg havde været på LCHF et stykke tid. Uden at være doktor, så tror jeg godt vi kan konkludere, at årsagen skulle findes i den nye proppen mig med avocado, nødder og fløde.

Det stak en betragtelig kæp i hjulet for mig. Jeg mistede en del af glæden ved den nye kost, og så blev det til mindre og mindre LCHF og mere og mere Low Carb Low Fat, og I ved nok, hvordan den slags fedt- og kulhydratforskrækkede madplaner ender: I det rene salt- og pastaorgie, så snart nogen kigger væk.

Hardcore LCHF’ere vil sikkert anføre, at man bare skal have tålmodighed, så vil alle de “dejlige olier” og “sunde fedtstoffer” blødgøre og smøre hele systemet indefra, og jeg vil have barnenumsehud på nærmest nul komma fem, men jeg siger det her én gang og kun den ene gang: Jeg nægter at diskutere bumser og acnetålmodighed med folk, der ikke har prøvet det på eget fjæs. Men jer, som kender problemet med gensyn med acnen på LCHF, røm jer lige. Så laver vi en erfagruppe.

Nå. Hvor var vi.

Der, hvor jeg i hverdagen har held med at undgå brød, pasta og ris, men altid falder i i festligt lag. En kombi, der – udover at min hud er pæn igen – gør, at mit tøj sidder løsere end det har gjort i årevis … men ikke så løst, som det gerne måtte.

20140309-194847.jpg

Jeg er stadig vild med Jane Faerbers opskrifter, og når jeg skal lave rigtig mad, så er det stadig madbanditten.dk, jeg vender mig mod, selv om jeg ikke har lyst til at leve så fedt i det daglige. Som i aften, hvor jeg ikke havde andet at fejre end vellykket forårsrengøring og en produktiv søndag i joggingtøj.

Thai-salat med spidskål og kylling (inspireret af denne opskrift) og kokospandekager med lakridscreme.

Egentlig gad jeg ikke, for der var kun mig selv at dele herlighederne med, og få ting er mere palle end at planlægge, indkøbe, kokkerere og vaske op for noget, der indtages på et kvarter alene, men så kom jeg til at tænke på noget Kernesunde Ninka Mauritson engang skrev om tarmskylninger:

Nok er det klamt at tarmskylle. Men det er satme klammere at lade være.

Og således:

Nok er det trist at kokkerere et stort, lækkert, nærende måltid helt til sig selv. Men det satme tristere at lade være.

Vil du ikke også læse ...

Kære livmoder.
Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Vedr. et 13 år gammelt løfte

flattr this!

Jeg har én kommentar til Dansk Melodi Grand Prix 2014

Vil du ikke også læse ...

Feng shui-konsulent søges til klædeskab
Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Att.: Veninder-Med-Børn
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge

flattr this!

We need to talk about Tinder

Trods min noget skeptiske tilgang til mediet Tinder* ovre på Twitter, så må jeg indrømme, at jeg er blevet ganske bidt af konceptet.

Jeg er vild med, at jeg kan like ham fra regnskabsafdelingen, som jeg var så i tvivl om hvorvidt jeg havde en flirt kørende med. Var øjenkontakterne til strategimøderne mere end almindeligt kollegiale, kiggede han også lidende efter mig, når jeg koket kiggede væk? Hans manglende like tilbage fortæller mig så lige ud af posen, at jeg nok har bildt mig det hele ind. Godt så. Så holder jeg lige op med at gå at smile sovekammeragtigt hen over dagens ret i kantinen, det er måske også bedst for alle på den måde.

Jeg er vild med, at jeg omkostningsfrit kan vove nysgerrigt at swipe like til Nogen. Pling, match. Han havde også liket mig. Vi udvekslede derpå to-tre linjers uakavede jokes, og det var det. Og jeg havde ikke ondt i maven. For efter alt det, jeg smed i hovedet på ham, er jeg fri. He knows. Præcis hvor skidt, jeg synes han behandlede mig. Det var jeg så bange for, at han aldrig ville få at vide. Og at vi ville lande et på overfladen ukompliceret sted, hvor tiden ville udfase den kolde krig, som har delt vores store vennegruppe i to, at jeg en dag ville skulle face ham midt i en genforenet vennegruppe, og aldrig have fået sagt, hvad han egentlig har kostet i mandetimer. Den situation har jeg forhindret. Hvorfor jeg oprigtigt kunne grine af hans forsigtige jokes igen. Og swipe videre.

tinderapp2

Jeg er vild med, at risikoen for at finde Gelébenene på Tinder er der. Så vi kunne swipe nope og få lagt den flatline af en flirt endeligt ned. Jeg orker næsten ikke at gøre det rigtigt.

Men der er selvfølgelig også ulemper.

Hvor høje er folk for eksempel? Det fremgår ikke. Og man er en so, hvis man spørger lige ud. For højde er jo ikke rigtigt vigtigt, hvis man spørger de politisk korrekte. Og man bryder den casual tone på Tinder, hvis man begynder at køre stilen jeg-caster-en-kæreste, kendt fra Elitedaters. Ro på, dame, vi sludrer bare. Vi leger lige, at vi står i en bar.

Og så er der det med at mødes i virkeligheden. 1: Det er vanskeligt overhovedet at nå frem til at seal the deal, fordi det netop blot er en sludder, der ofte stopper efter fire-fem linjers høfligheder. 2: Jeg tør ikke!

Søges: De gode, de dårlige og de virkelig akavede Tinder-historier.

*) Tinder? Er en app, som er bundet op til ens Facebook-profil og et udvalg af ens fotos derfra. Man præsenteres i en søgning for en række dudes, der befinder sig geografisk tæt på, og man swiper så enten like eller nope til dem. Man får derefter kun en notification, hvis dem, man likede, også liker én. Man er også blevet præsenteret tilfældigt for dem. Det er med andre ord ret gratis at kigge og like løs. Hvorfor det er bedre end så mange andre former for dating? Fordi alle bruger det. Man kan støde på ikke bare alle dem fra Elitedaters- og dating.dk-segmenterne, men også alle dem, som hellere ville gnave egne arme af end at gå på konventionelt digidating.

Vil du ikke også læse ...

Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Er vi snart væltet færdig?
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg

flattr this!

I’m having a Twin Peaks moment

Denne post er måske mest til de af jer, der kender Dines’ dukkefører. Øvrige læsere kan betragte følgende som gabende kedsommeligt og ekskluderende, og I vil have lyst til aldrig at vende tilbage, men måske – måske! – kan I tilgive.

Guys.

Gider I lige læse med her? Fra en pc. Teksten er for lille på en mobilskærm.

image
Skulle vi lige tage den … én. Gang. Til?

image
Dijne!?

Okay. Så hvad sidder vi med her? Aner det ikke. En bog af psykiater Niels Reisby og psykoanalytiker Pia Skogemann. Ikke en forfatterduo, jeg nogensinde havde hørt om før, men jeg tog den op i en bogcafé, fordi dens titel hævdede, at den var min bog …

image

… og da jeg bladrede i den, lærte jeg af forordet, at den handler om en kvinde, der døde i 1939 på sindssygehospitalet Sct. Hans Hospital. Jeg deler fornavn med hende, og minsandten om hun ikke havde sig et alias – Deidne, eller, Dijne.

Når hun altså levede i en verden bevidst nok til at artikulere, at Deidne var hende selv. Det meste af tiden befandt hun sig i et parallelt, mytisk, opdigtet univers, som andre kun fik del i, hvis de kiggede ind i hendes billeder, broderier, tegninger og – … tekster.

»Hænderne vinder sandheden hjem,« skrev hun, og »Deidne har skabt alt i sin læsebog«:

image_2

Hun var formentlig indlagt samtidig med forfatterinden Amalie Skram på Sct. Hans, mit første seriøse forfatteridol, eller, forfatterne spekulerer i hvert fald i, at Deidne der meget vel kan have været inspirationen til karakteren Else Kant (vidunderligt navn!) i Skrams roman På Sct. Jørgen, men det er da ikke fordi jeg ved dvæle ved dét, for verden består af tilfælde, og det er da ikke fordi jeg seriøst tror, at jeg går og er reinkarnationen af en for længst gemt og glemt tosse på en kolbøttefabrik i forrige århundrede, bare fordi bogen om hende er udgivet i mit fødselsår, eller at jeg skal passe meget på, hvis ikke jeg vil synke ind i et liv med »mærkelige, kalligraferede skrifter, som kun vanskeligt lader sig tyde«, psssj, tanken har slet ikke strejfet mig (ret mange gange) (det sidste kvarter) … så … derfor vil jeg heller ikke dvæle ved følgende.

Et tegnet selvportræt af Dijne.

image_1

Ikke for noget, men.

Kolon:

dines2-297x300-e1295435054430

!!!!

AM I THE ONLY ONE WHO SEES THIS?!

Okay. If I must.

dijne

Vil du ikke også læse ...

Du er da ikke helt så stor, som du plejer?
Den Væmmelige Søster
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge
Ting der står klart efter en formiddag med stenalderparret Rode og Maarbjerg

flattr this!

Ikke at jeg er ved at skifte karrierespor, men

Hvis jeg skulle svare ærligt til næste jobsamtale, når der bliver spurgt til, hvor jeg gerne vil være om fem år?

»Profilfotogodkender og -afviser på et netdatingsite«

(kom lige til at browse lidt rundt på Elitedaters igen. Og faldt over følgende under deres retningslinjer. Det her er fandmer at melde sig ind i at tage ansvar for samfundets fælles velbefindende:

»Billeder må ikke være taget mod et spejl, hvor kamera eller mobiltelefon kan ses i spejlbilledet« (jeg elsker dem lidt nu) og »Det er en selvfølge, at du fremstår soigneret, positiv, udhvilet, ædru og at dit tøj er rent og sidder efter hensigten« (slå mig hårdt med en våd avis, hvis jeg nogensinde blogger grimt om dem igen))

Vil du ikke også læse ...

Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
På menuen i dag? Perspektiv.
En eller anden dag, ikke, så holder jeg op med at klynkeblogge
Vi kunne jo sige, at de begge er »min type«

flattr this!

Sex and the Sadness II

Som en, der viiiiirkelig elsker Sex & the City, ikke fordi det er en tidløs 1:1-skildring af kvindelivet eller provokerende eller eksplicit mere, men fordi serien da årtusindet var ungt var med til at bane vejen for kvinders rolle i infotainment i hele verden, så er jeg svært glad for, at disse scener endte lige præcis der, hvor de endte: På gulvet i klipperummet.

My eyes. My eyes!

Vil du ikke også læse ...

Emma Gad må gerne dåne nu
På menuen i dag? Perspektiv.
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Hvorfor er det så perverst at være tilfreds med sit lønniveau?

Det var firmafest i afdelingen, det var uden cheferne, det føltes som om vi var børn, der var alene hjemme, og selvfølgelig faldt snakken på halvfarlige emner, da vi begyndte at kunne ane bunden på de første flasker rødvin.

Først fik cheferne en tur, så kollegerne fra de andre afdelinger, så arbejdsklimaet, og så.

*fanfare i mol*

Lønnen.

Det var “utroligt, at vi ikke får mere”. Kollektivt nik. Og det var “utroligt, at vi ikke fik det samme som” dem-og-dem i en parallel afdeling. Kollektivt nik og, fornemmede man, et enkelt “amen”. Så var det utroligt, at der ikke fulgte et lønhop med, da man omrokerede i organisationen og placerede en masse skjult ansvar på os. Endnu mere fællesnik og et enkelt “præcis!”.

Fine indvendinger, sikkert … men. I mine øjne havde den absolutte enighed rundt om bordet dog et lidt ucharmerende lemmingeskær over sig, så da det blev naturligt at tale, så tog jeg, afdelingens på grund af alder og anciennitet formodede lavest lønnede, men helt samme portion læs trækkende som de andre, ordet.

Og sagde noget à la det her (muligvis lidt mere snøvlende):

- Jeg er egentlig meget tilfreds med min løn. I forhold til virkeligheden derude får jeg en svimlende gage, men i forhold til vores lille lukkede virkelighed herinde, så er jeg så tilpas lavt lønnet til, at jeg kan slappe af. Jeg kan med ro i sjælen sende ansvaret videre, når jeg synes det bliver for meget. Jeg kan veje for og imod på projekter og med god samvittighed takke nej, hvis det er noget, jeg ikke egner mig til eller lyster at stå for. Så mens I lyder som om vi arbejder i en sweatshop, så ser jeg muligheder i min udmærkede løn: Mulighed for at holde fri, for at slukke telefonen og mailen i weekenden, for at lade højere lønnede chefer bekymre sig om vision og økonomi, mulighed for at koncentrere mig om det, jeg er bedst til på jobbet – at være fodsoldat.

Stumme kolleger.

Det havde slet ikke strejfet mig, at man slet ikke må tale sådan. At man ikke bør stå ved, at man kalder sit job for det, det er – et *job* – og ikke en karriere. Men graden af perversitet i min ytring gik op for mig, da jeg stirrede ind i tavsheden. Ikke ét fællesnik, ikke ét amen, ikke ét “præcis”. Blot bryn, der røg om i nakkerne, og hjerner i speedomdrejninger for at greje, hvad man skulle sige.

Jeg ved stadig ikke, hvad de egentlig tænkte, for vi forlod emnet kort efter. Men jeg tillader mig at (overfor)tolke deres manglende comeback som en lyst til at sige:

- Du er stadig ung. Og du er genetisk kodet som kvinde til ikke 1) at kræve løn for dine kvalifikationer, og 2) at forstå, hvad du egentlig er værd. Og man er altid mere værd, end chefen synes man er, i hvert fald når det er mere end tre måneder siden sidste lønforhandling. Ude i erhvervslivet, der går vi efter guldet. Allesammen. Vi skal nok få pillet de der hippierester ud af dig. Kommer tid, kommer råd, så skal du bare se.

Vil du ikke også læse ...

Der er dage ...
Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Også ærgerligt for knægten, at han var vindøjet
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma

flattr this!

Flatus & Fyrværkeri

Hendes kritik af den fyr, jeg dater, var uventet hård. Uventet, fordi hun trods hans mindre fejl og underlige mangler har været på hans side, siden jeg mødte ham. Ikke bare har hun heppet på de kvaliteter, han besidder – hun har støttende heppet på det faktum, at jeg overhovedet dater, overhovedet giver nogen en chance.

Men ikke den aften. For første gang var hendes bryn permanent hævede, tonefaldet var vrængende, når hun gengav de af hans sms’er, jeg havde delagtiggjort hende i, hendes nejhat var ud over det hele.

Jeg kunne ikke lade være at spørge hvorfor. Selv om hendes parodi på en mand, hun aldrig har mødt, egentlig var ret nuttet og temmelig korrekt.

- Jamen, begyndte hun. Det er bare fordi …

Hun samlede lige argumenterne og sippede lidt rødvin. Og så:

- Jeg har virkelig været håbet, at det blev til noget med ham her. At du ville falde pladask for ham, og så skulle I være lykkelige. Bum. Men … men da du helt roligt fortalte, at du en nat var vågnet ved lyden af din egen prut (prut blev sagt med versaler, red), og ikke en gang var gået i indre panik over det, men blot faldt i søvn igen uden overhovedet at tjekke, om han også var vågnet og lå og grinede i skægget ved din side, og i dag kan sidde og fortælle os om det uden nogen form for tegn på forhøjet puls eller noget, som om det bare var … meh!, ligemeget! … Da opgav jeg altså.

Måske var det mit tavse spørgsmålstegn af et ansigtsudtryk, der fik hende til at skære det ud i pap:

- Jeg kender dig. Du kan ikke prutte foran nogen, hvor du har noget på spil.

Og selv om teorien om, at mit følelsesliv skulle kunne koges ned til noget, der står og falder med min egen reaktion på at prutte i søvne foran en semi-ny fyr, virkede noget pjanket i sit design, så har jeg alligevel tænkt en del over, om der er noget sandhed i det, og om hun havde ret i sin efterfølgende konklusion om, at jeg ikke er interesseret i ham og bør rykke videre til en ny bejler. For jeg plejer at gå i panik. Og panik er ikke rart, men det udstiller alligevel, at kvinden synes fyren er så sød og nice, at hun ikke kan bære tanken om, at han indser, at hun bare er helt almindelig. Det med det almindelige er noget, man kan komme overens med længere henne, hvor forelskelsen er blevet til et forhold, der kan tåle mere hverdag, har mere ro og blandselvslik-i-joggingtøj over sig.

Jeg er ikke nået til nogen konklusion. Udover at der er noget i den ro og de afslappede rammer, der er så voldsomt tiltrækkende. Jeg er ikke på konstant overarbejde, selv om han kun har været i mit liv nogle måneder. Maven skal ikke hele tiden trækkes ind. Der er bestemt gelében af og til, men jeg tænker ikke på ham hvert fjerde sekund. Og det lyder så trist, fordi vi er flasket op med forventningen om følelsesfyrværkeri i den indledende fase af et forhold. Bare lidt. Bare af den indre slags. At det først er rigtigt, når det hele først er lidt umuligt. Vi skal kæmpe lidt, før vi må slappe af. Udholde de der små klyngebomber af lykke og potentiel sorg, der kan gå af når som helst.

Eller hvad? Måske kommer fyrværkeri i mange farver? Også de blegere. Hvad ved jeg. Kun det, at jeg ikke er helt færdig med at se det gå af.

Vil du ikke også læse ...

Gik direkte hjem og skyllede mine ører
Det værste ved at date er ...
Att.: Veninder-Med-Børn
Ditte Giese, de har ikke for travlt til dig - men måske til din pegen fingre

flattr this!

Att.: Dines’ faste læsere. Denne bøn er til jer (… og alle andre er nu advaret).

Hvis alle lige synker en gang, tak. Så vi undgår de kaskader af opkast over følgende næsten usminket selvsmageri, vi kan.

Klar? Godt. Jeg har brug for jeres hjælp.

I skal fortælle mig, hvornår Dines har været bedst at læse. Det må I gerne gøre med et link til den eller de blogpost(s) I synes har været de såkaldte kirsebær på toppen af al den isdessert af svingende kvalitet, jeg sender ud i fjæset af jer. Gerne med en kort begrundelse – anything goes. Om det er velskrevet eller velargumenteret eller begge dele eller noget tredje såsom særligt humoristisk, det bestemmer I selv. Og benyt venligst beskedfunktionen på min Facebook-side, ikke mailen (der igen-igen har nedlagt veto mod almindeligt samarbejde. Den er enten i trodsalderen eller i puberteten og either way er jeg på ingen måde klædt på til at håndtere det eller forsøge at løse det, hvorfor mailen og jeg lige nu ligger i tavs udmattelseskrig og venter på at den anden knækker).

Ser I, jeg skal nemlig bruge jeres indspark. Til … noget. Ikke blot til smiger. For måske har I helt andre opfattelser end mig af, hvornår jeg har ramt hovedet på sømmet. Og den inspiration står jeg og mangler.

Og så gider jeg i øvrigt ikke snakke mere om det her. Det er en art tiggeri. Det kan I nok selv forstå hvordan føles!

Vil du ikke også læse ...

In denial efter tre døgn i ske
Kære mor.
Hvis nogen mangler mig, så er jeg heromme – i færd med at få fingrene sprængt væk af fuseren
Kære Gud, lad mig dø og komme i Irma

flattr this!

Når Manu Sareen i min hede nattedrøm fortæller mig, at han er klar til binde sig igen, »sådan rigtigt«

Mmm, Manu Sareen.

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Dines spørger: Er hun dine penge værd?

flattr this!

Et velment, banalt råd fra en enlig kvinde i den fødedygtige alder

I dag sidder jeg på mine hænder. Og det er nemmere at forklare jer hvorfor, hvis vi begynder historien ude i strakt arm. I en mediedebat.

Fulgte I med i snakken om såkaldt juridisk abort til mænd? Begrebet, hvor mænd kan frasige sig pligten til at betale børnebidrag til et uønsket barn – mod at de samtidig frasiger sig retten til samvær med barnet? Jeg gjorde med stor interesse. For der er noget utidssvarende i den nuværende lovgivning, der dikterer, at mænd skal betale børnebidrag uanset hvad.

Loven står på noget moral om, at en mand ikke kan løbe fra sit ansvar, fordi mor og barn så vil være efterladt »i ulykke«. Men. Det er i dag ikke længere i sig selv nogen ulykke at være enlig mor eller at vokse op som barn af en enlig mor. (Men er det interessante i debatten ikke nærmere det, som ingen tør tale om. Det kæmpestore tabu, at vi ikke vil være ved, at en mand som biologisk far ikke har lyst til at kende sit barn, ikke vil tage sig af det, selv om det er hans kød og blod. Hvorfor vi ikke piller ved lovgivningen, for »han bliver vel glad for barnet, når først han ser det«.)

Personligt har jeg overvejende været for juridisk abort – og er det stadig – og været på de mænds side, som har følt sig snydt til faderskab og børnebidrag af kvinder, der ikke har spillet med åbne kort … Men. Noget har skurret i mine øjne og ører. De gange, hvor mændene har skullet gøre rede for, hvordan det liiige har kunnet gå til, at kvinden overhovedet kunne blive gravid, når nu han virkelig ikke ville være far.

»Jamen, kondomet kom ikke lige på, fordi vi var fulde.« »Jamen, hun sagde, at hun var infertil.« »Jamen, vi havde haft snakken om børn, og hun sagde, at dét ville hun slet ikke.« »Jamen, hun virkede ikke som typen, der sjuskede med p-pillerne.«

Æh. Pssst. Guys. Det der holder ikke.

Og her er vi tilbage ved anslaget, hvor jeg sad på mine hænder for ikke at sende en frisk sms ud i København. Byen med en hel del søde og gode mænd i den reproduktionsdygtige alder, som, har jeg konstateret, generelt bare ikke har et begreb som prævention inde på radaren. Mænd, som ikke bringer emnet på bane, hvis ikke kvinden gør.

Nu kan man – heldigvis – ikke gøre min sorte bog med telefonnumre til noget statistisk grundlag, men jeg vil dog alligevel på baggrund af mændene i mit liv de seneste år nedsætte denne undren: Hvordan hænger den eklatante mangel på interesse for kondomer, p-piller og ståen-af-i-Roskilde sammen med det faktum, at mænd ikke vil snydes ind i et faderskab? Altså: Hvilke tanker gør mænd sig overhovedet om det her?

Kære single mænd / mænd med affærer / mænd, der bare boller rundt. Biologien har indrettet det sådan, at det er os kvinder, der bestemmer, hvis det går galt. Kalkuleret eller ej. Kvinder som mig selv, selv om det er vanskeligt at skrive indrømmelsen sort på hvidt her. Kvinder, som har gjort op med begrebet kernefamilie, som sagtens kan tage os af de børn selv, og som med loven i hånden endda kan holde jer i saksen i 18 år frem.

Vi ved godt, at vi ikke må snyde og at vi jo altid har muligheden for at gå hen i sædbanken, men alligevel får vi tanker som »Det er vel ikke snyd, når jeg (i en brandert i august) mumlede, at jeg ikke tog p-piller« og »Måske insisterer han ikke på kondom, fordi han i virkeligheden gerne vil sådan en hovsagraviditet!?« Det er så fristende. For vi er oppe imod kræfter, der er stærkere end fornuften: Vi er oppe imod hvad kroppen gerne vil. Det kender I godt, ikke? Det kan være svært at holde hovedet koldt.

Så: Hold op med at diskutere om prævention er en kvindesag. Hører I: Hold op med at diskutere det, for al logik taler for, at begge køn må tage lige meget ansvar, hvis graviditet skal undgåes. Så indstil bare diskussionen og find de kondomer frem. Det er pissefarligt at lade være.

Og nu må I have mig undskyldt. Krydser benene og prøver at glemme, at jeg er præcis midt i en cyklus. Jeg skal lige fokusere al min energi på ikke at hoppe i bad, ikke at barbere benene, ikke at lægge make-up, ikke at sende nogen friske sms’er om »Mødes efter håndboldfinale?« ud i København.

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Det var ikke for at tage fokusbolden
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Et styks omvendt klage, værsåartig

flattr this!

Den dag Dines fik sig en snak om fortiden med sin mors sygdom

telefonnoir

Her den anden dag blev jeg ringet op af min mors Alkoholisme. Det var relativt syret. Foregik nogenlunde således:

ALKOHOLISME: Ja, hej.
DINES: Ja … hej? Med dig?
ALKOHOLISME: Er din Spiseforstyrrelse hjemme?
DINES: … hvad? Hva’-nej?
ALKOHOLISME: …
DINES: Jamen, hun er på ferie. Beklager. Det har hun været i lang tid.
ALKOHOLISME: (Skjult fnys) Nå! Men det er vel egentlig også dig, jeg vil tale med. Hun kunne bare godt være med på en lytter. Det her angår vel sådan set jer begge.
DINES: Ja…-vel? Okay?
ALKOHOLISME: Ved du hvad, jeg er så skidetræt af dig. Og al din hellighed.
DINES: …
ALKOHOLISME: Her sidder du og blogger løs om dengang din mor havde åh så lidt forståelse for hvor uuuh så svært det var at være teenager, og hvor lidt indsigt dine forældre havde i dine banale følelser, og hvor surt de i det hele taget gjorde livet for dig og din Spiseforstyrrelse med al deres, hvadvardetduskrev, (vrængende) irrationelle vrede.
DINES: (Spagt) … jam-’
ALKOHOLISME: Stop! Jeg er ikke færdig. Ikke bare er det pissestrengt, at du er den, som skal udlevere hvordan din mor gjorde og tænkte og åbenbart ikke følte, bare fordi du har en blog og dermed er den, som kan få det sidste ord; det er også så pissenedladende, at du i en sætning skriver, at du næsten har lyst til at kramme dem og sige »Nårh«, fordi de »jo ikke vidste bedre«. Det er pis og papir!
DINES: Okay? Spændende indsigt du har i vores fortid. Som jeg husker det, så kom du ikke ind i billedet før længe efter.
ALKOHOLISME: Det er løgn, Dines, og du ved det.
DINES: …
ALKOHOLISME: …
DINES: (sukkende) Hvad vil du egentlig? Er det min mor, der har bedt dig ringe?
ALKOHOLISME: Næ. Vi tager lige lidt tid hver for sig. Jeg ville bare sige dig, at du ikke er en skid bedre end hende.
DINES: …?
ALKOHOLISME: Vi er faktisk nogen herovre i denne lejr, som har det pissehårdt.
DINES: Ja? Det ved jeg sgu da godt! Tror du ikke, at jeg ved det!?
ALKOHOLISME: Næ. For som du sidder og skriver om din mors opførsel over for din Spiseforstyrrelse, så skulle man tro, at du af alle ville reagere over for hende og især mig med lidt mere pli end al den, jaforatbrugeditegetbegreb, irrationelle vrede!
DINES: (Spruttende) Irrationelle vrede? Jeg er irrationalt vred!?
ALKOHOLISME: Heeeelt vildt! Du opfører dig præcis som din mor gjorde dengang.
DINES: Hør her! Det der er simpelthen ikke sandt! Jeg er kun hård over for hende, når … når jeg bliver nødt til at træde i karakter. Og sørge for ting. Når jeg for eksempel vurderer, at hun igen skal på antabus. Den slags. Det kan godt være, at jeg lyder hård, men det er sgu da fordi jeg synes det er en anelse hårdt at gå og bøvle med alt det her.
ALKOHOLISME: Jeg tror ikke nogen vil bestride, at du er en artig, opofrende datter. Men behøver du være sådan en martyr? Du står på pinde for hende – men det får hun satme heller ikke mulighed for at glemme. Er du klar over, hvordan dit tonefald er, når du siger ordet antabus? Så hæsligt, at hvis vi ikke skammede os i forvejen, så kom vi godt nok til det.
DINES: Stop så. Det der er unfair. Jeg har ret til at være vred på hende. Hun har fået så mange chancer.
ALKOHOLISME: (trækker vejret dybt ind i stød og mumler noget, der minder om at tælle til ti inde i hovedet) …
DINES: …?
ALKOHOLISME: Kan du overhovedet mindes noget fra din og din Spiseforstyrrelses egen tid som den skrøbelige? Hvordan hun egenhændigt fik dig ud af den skole, der gjorde din Spiseforstyrrelse værre? Hvordan hun pilede til og fra sit fuldtidsjob for at bile dig rundt til psykologsamtaler i hele Jylland? Du kunne tage toget, men hun ville fucking med, selv om hun ikke måtte komme med ind til selve samtalen. Hun sad på en stol i et venteværelse i godforsaken Esbjerg, mens du sad inden døre og vendte det hvide ud af øjnene til en psykolog, der ville dig og din familie det bedste. Husker du, hvordan din mor købte dig fucking cigaretter på en tankstation, fordi du syntes det var så skidesynd for dig selv, at man tvang dig til psykologhjælp? Du ved, hvor meget hun hader røg. Ved du også, hvor forkælet en møgunge, du var? Det kan godt være, at hun ikke talte med dig om dine følelser, men hun gjorde hvad hun kunne. Minder du overhovedet dig selv om alt det, hun huskede at gøre?
DINES: …
ALKOHOLISME: Eller har du bare travlt med at blogge om, hvor åndssvagt det var, at hun kunne tro, at det ville hjælpe nogetsomhelst, at hun vredt fjernede låsen til toiletdøren efter måltiderne? Hvor gammel er det, du er?
DINES: … okay! Nej … Det kan jeg vel godt se. Nej, jeg giver hende måske ikke nok credit.
ALKOHOLISME: Dines, har du nogensinde spurgt din mor, hvorfor hun drikker?
DINES: Nej.
ALKOHOLISME: Nej, du har nemlig ikke. Fordi du er præcis lige så pissebange for svarene, som hun var dengang det var dig, der havde rod indeni.
DINES: …
ALKOHOLISME: … og bange mennesker optræder vredt. Selv om vrede kun er en picodel af det, de prøver at tøjle.
DINES: …
ALKOHOLISME: Så … ja. Det synes jeg måske, at du skal tale med din Spiseforstyrrelse om, når hun vender hjem fra ferie.
DINES: …
ALKOHOLISME: Jeg smutter nu. Vi ses. Hejhej.
DINES: … hej.

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Det var ikke for at tage fokusbolden
Dines spørger: Er hun dine penge værd?
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Der er dem der ligner Gro fra afsnit 3, og så er der dem der ligner Gro fra afsnit 1

Nå.

Men tak for jeres hjælp i går.

Det var ganske rigtigt en Filippa K.-»blouse« i silke, der var tale om. Fandt den på en bøjle i Illum og blev iført den af noget meget ivrigt salgstype.

Jeg lignede ikke – og jeg gentager; ikke – supersoen Gro i powerdyke-versionen fra afsnit 3, som hun så ud her:

Gro i treeren

Jeg lignede mere Trine Dyrholm i den uformelige fastelavnsudgave i samme skjorte fra afsnit 1:

Gro i etteren

So, uhm … yeah. That happened. Det var uværdigt.

Men jeg håber, at I, modsat mig, har nogle aldeles fængslende tilværelser derude, hvor I tilbringer tid med andet end jeres arbejdspladser og taler med andre end jeres kolleger og har mentalt overskud til andet end at glyne »Arvingerne« på repeat (ja, jeg er begyndt forfra? Fik vist ikke alle de sigende filmskole-blikke med i første omgang) og ikke har tid til at registrere, at man som kunsthaldirektør virkelig tjener for mange penge, når man tager sig råd til begge forårsfarver à 1.300 kroner fra Filippa K.

 

Vil du ikke også læse ...

Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Fem minutter i 2002
Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
We need to talk about Tinder

flattr this!

Vi holder lige pause fra det hjertesmertede og leger modeblog i to sekunder

Kalder alle modebloggere!

Hvor finder jeg den skjorte fra »Arvingerne«, som Trine Dyrholm har på som den sympatiske superso Gro her?

Klik og se tredje afsnit af Arvingerne

Det skal ikke være én, der ligner. Det skal være dén. Så hvis du sad i søndags og tænkte »det er sgu da den der skjorte fra …« eller »hvorfor har Gro købt alt sit tøj i …« så er det nu, du råber op.

Og hvis nogen ved, hvor jeg kan købe hendes hovedform og teint, så jeg kan pull off den der powerdykefrisure i samme ombæring, så ville det bare være top dollar.

Klik og se tredje afsnit af Arvingerne

Vil du ikke også læse ...

Stjålen tanke fra en himmelsk oktoberdag
Det var ikke for at tage fokusbolden
Of mothers and daughters
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!

Når folk argumenterer med ordet »figenblad«

Jeg lærer aldrig at bruge det ord.

Vil så gerne sætte mig ud over den vending med at holde det figenblad op for noget, men den ses jo både hid og did. Hvad fanden betyder den!?

Skal vi ikke bare holde op? Så alle kan være her?

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Dines bringer en berigtigelse.
Emma Gad må gerne dåne nu
På menuen i dag? Perspektiv.

flattr this!

Inderst inde er mit single-jeg vist bange for at alle bliver gift i 2014

Har I nogensinde lagt mærke til, hvordan vi singler til jævnaldrende M/K i lange parforhold kan slippe af sted med at sige »Du har da også været kæreste med ham længe efterhånden, hvar« uden at nogen vil være i stand til at sætte fingeren på hvad det var i sætningen, der sådan lød som »… og er du ikke snart færdig med det?« og visseligt føltes som »Vi er jo ikke vores forældre. Eller hvad? Går I efter at fejre sølvbryllup sammen? Haha. Fjolle.«?

Vil du ikke også læse ...

Nej, Marilyn var ikke den samme str. 42 som mig. Eller dig.
Om at trække forelskelsen ud af ligningen
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.
Dette burde skrives i datid

flattr this!

Hvordan lørdagskylling og pulversovs blot var symptomer på, at mine kloge forældre havde noget at lære

Lyn Baxter / Dreamstime

Jeg voksede op med pulversovs og buræg. Mad var da bare mad. Knorr-lasagne, light-mayonnaise, kartoffelbåde. Ikke noget at tænke over.

Vi tænkte ellers meget i mit barndomshjem. Debatterede holdninger baseret på fakta, quizzede, hørte hinanden i Kennedy, enzymer, jernalder. Demonstration af ny, tilegnet viden var den største kilde til ros og beundring. Først og fremmest var vi børn dygtige i skolen, det var man bare. På den klassiske måde, aldrig den måde, der kastede høje karakterer af sig, fordi man tænkte på nye måder eller løste en hjemmeopgave alternativt.

Vi stræbte efter det intelligente, ikke det intellektuelle. Gik op i politik, historie, samfundsindretning, økonomi. Hen over den vanvittigt uøkologiske, uskønne lørdagskylling med lørdagskyllingmixkrydderi på. Musik, filosofi og andre ulogiske størrelser som smag og dyrevelfærd gik vi ikke op i.

Forstår I forskellen? Og den manglende brik i den mosaik, der var mine forældres syn på vores familie som oplyst? For det gør jeg pludselig. Ånden kunne ikke løfte sig. Pulversovsen var et billede på den søle, der forhindrede os i at kunne bruge vores viden til noget. Når kunsthistorie vægtes højere end kunstforståelse, så aborterer man da sin egen mulighed for at udvikle sin tankegang.

Næsten tyve år senere giver det mig en nøgle til at forstå, hvorfor mine forældre reagerede med så sort en vrede, da jeg som teenager havnede i det offentlige behandlersystem med noget af en rodebutik af anoreksi, bulimi og knas i de fine frekvenser i psyken.

En spiseforstyrrelse er ikke logisk indrettet. Dens anker er følelser, de følelser der ikke vil forklares, forstås eller formuleres. For et sæt forældre, der hele voksenlivet har gjort en dyd ud af logik, rationale og forklaring, må en sådan størrelse i deres teenagedatter have virket voldsom. Hvad satan skulle de stille op? Med noget, der ikke reagerede på fornuft? Mad er jo bare mad? Hvad var der at skulle sætte spørgsmåltegn ved? Spis nu bare, ikke?

Mens jeg betragter mine åndeligt let amputerede forældre med de briller på, bliver jeg lidt blød i kanten. Det er nyt. Jeg har haft svært ved at tilgive dem, at de reagerede med mere vrede end forsøg på forståelse. Men nu bliver jeg altså lidt varm. Får lyst til at kramme de to personer i min fortid, sige »Nårh. I vidste ikke bedre. Stakler«.

De var så bange for hvad der skulle blive af mig, min fremtid, mine udsigter. De var rædselsslagne. For at alt, de havde sat i søen for mig, ville kæntre.

Den var så irrationel, deres vrede. Lige så irrationel som min spiseforstyrrelse. Det er ulogisk at ville skræmme noget ukonkret bort. Men de gik sgu ind i det. Helt barnligt. Med trusler, stuearrester og smækken med dørene og dundertaler. De vidste det sikkert ikke selv, men jeg er overbevist om, at de følte meget mere i de år, end de havde for vane.

Til sidst forstummede vreden alligevel. Den overgav sig vel til et rationale om, at tiden blot skulle gå. Det blev en udmattelseskrig. Dem mod spiseforstyrrelsen. Hvem holdt stoisk stand længst.

Det tror de stadig, at de gjorde.

Det var som om ånden var blevet udfordret til at løfte sig – men ikke kunne. Fordi den aldrig havde været vant til det. Den havde fået for mange buræg, for meget lørdagskylling, for meget pulversovs.

Vil du ikke også læse ...

Men I får mig aldrig til at sige ‘kiropraktiker’!
Kære mor.
Bare navnet, ikke? Spinderiet? Det holder.
Skiller svælg fra savn

flattr this!

Nej, familiefar, du kan altså ikke bedre forstå Malmros-dilemmaet, fordi du har børn

… med mindre din kone har slået jeres barn ihjel i en psykose, og du fortsat er gift med hende 26 år efter drabet.

Tag lige lidt bredere briller på, por favor, og lad være at aflive al filosofisk samtale, som Nils Malmros’ overvejelser afføder om overnaturlig vilje til kærlighed og tilgivelse med »nej, jeg kan altså ikke holde ud at tænke på den historie, men det forstår du nok først den dag, du selv får børn«.

Det handler ikke om dine børn, gudskelov. Det, vi andre – forældre som barnløse – kan bruge hans historie til i 2014, er at lære noget om, hvad mennesket er i stand til i situationer, som ingen kan sætte sig ind i stå midt i. Åbn sindet. Det skader ikke at lege lidt med de tanker, der føles uoverkommelige.

Godt nytår.

Vil du ikke også læse ...

Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Romantikken er død, leve hverdagen
Om de kønne piger og os andre
Fire år, du

flattr this!

Hvorfor er det så vigtigt at give os selv alle de lammere?

vintage_retro_women_60s_dating_caught_um_girl_postcard-r870f8b8fd08e4c89b4030985eef9ece3_vgbaq_8byvr_512

Okay, selv om der blev taget fint imod mit forsvar af at lyve sig gennem netdatingprofilen, så er jeg sikker på, at der stadig sidder nogle skeptikere derude, der tænker alt muligt crap med »hvorfor ikke bare være ærlig« og »siger det ikke meget om en relation, at den er begyndt på løgne« og den slags banaliteter om at få en mage i nettet.

Og jeg tror, at I skeptikere vil sætte pris på at vide, at der dog er en form for balance i tingene for løgnhalse som mig. Nu har jeg været på efterhånden en del netdates, og jeg kan således konkludere, at jo mere jeg har sminket mig pænere online, jo mere har jeg behov for på første date at sidde og tale rigtigt, rigtigt grimt om mig selv og mit liv.

OH på Dines’ dates i året der gak

1. »Karriere? Jeg har ikke nogen karriere. Altså, jeg går ikke ud fra at mine chefer tager mig så seriøst i mit job, at man må kalde det en karriere. Jeg forstår faktisk ikke, at nogen binder an med at give mig noget som helst ansvar, det er temmelig hovedløst, det de har gang i der. Med mig.«

2. »Jeg siger ikke, at mine veninder ikke er sjove, når de år efter år taler som Rytteriets Snobberne en hel julefrokost igennem. Men jeg siger heller ikke, at de er«

3. »Min lejlighed? Det er bedst ikke at lide af klaustrofobi, hvis man kommer forbi. Og så har jeg forsøgt at gøre det hyggeligt med noget vægpynt, som dog har vist sig at være svært teenaget – det stikker helt af med emo hjemme hos mig«

4. »Alle kan lære at skrive. Seriøst, de skal bare sætte sig ned og øve, alle kan i princippet det, jeg kan med sproget, jeg har bare gjort det meget mere end de fleste. Kurser? Overhovedet ikke nødvendigt. Bare skriv. Så kommer det«

5. »Min mor er sød, men hun er også lidt dum i det«

6. »Hvorfor bliver jeg markant grimmere af at drikke end alle andre gør?«

HVORFOR ER JEG SÅDAN? 1. Jeg er jævnt dygtig til mit arbejde. 2. Jeg elsker mine veninder og 3. min minilejlighed og al dens rodede pynt. 4. Jeg er af den overbevisning, at der er nogen, der kan noget med sproget, som ikke alle kan lære – som med så mange andre talenter. 5. Min mor er det bedste, jeg har, og hun er fandme ikke dum, hun er højst lidt naiv af og til, og hvis nogen andre kom og kaldte hende dum, så ville jeg give dem sådan en styg, verbal overhaling, at de aldrig talte så nedsættende om nogens forældre igen. 6. Og min make-up sidder pissemegetbedre end alle andre kvinders dagen efter en bytur!

Hvis nogen har en lynguide til hvordan man taler pænt om sig selv uden at være selvsmagende, så hit med den, for jeg gider ærlig talt ikke ligne sådan en, som drysser falsk beskedenhed ud over selskabet, udelukkende med det formål, at det skal modsiges.

Av. Alle de lammere. Måske skal jeg prøve at holde mig til sandheden online, så ikke jeg skal kompensere så hårdt offline.

Det er hårdt at kysse alle de frøer, guys.

Vil du ikke også læse ...

Er blevet en af dem, som tror, at I kan bruge mine børneanekdoter til noget. Great.
Postkort fra skråplanet
Hvad er det usingle kvinder ikke forstår?
Og der blev faderligt lys

flattr this!

Sender rygklapperi mod sydhavsøerne

Gid jeg havde mere tid til at læse blogs. For så ville jeg kunne udtale mig langt mere intelligent om det her blogmedie, som jeg elsker med hud og hår og hele mit hjerte og alle mulige andre organer.

Så kunne jeg måske komme med en begavet analyse af hvad det er en blogger som Kristina Ricken har gjort.

Hun begyndte med tekst. Så med nogle tegninger. Og joeh, det var da lidt sjovt og godt, der for et års tid siden, men ikke sådan rolling-on-floor-laughing-sjovt. Nuttet. Mest af alt var hun bare sød og rar i vores andres kommentarfelter. Et dejligt indslag i blogklassen – den type man gerne ville sidde ved siden af i folkeren, fordi hun lod en kigge efter uden at være en bitch about it og delte sin frikvartersletmælk med én, fordi man selv havde forældre, der insisterede på at man skulle drikke klam kærnemælk. Jeg fristes til at sige, at hun nok var lidt … harmløs. (Ja, undskyld, Kristina – er du ikke sød at læse videre, det bliver bedre).

Men så. Fast forward et års tid. Kristina har gjort noget med sin blog, som jeg er ægte fangirl af.

Hun har arbejdet med sit udtryk.

Måske vidste hun, at hun havde mere i sig. At alt det med livet på Lolland, manden, hundene og livet på landet kunne mejsles mere interessant ud for os andre. Måske skelede hun lidt til hedengangne Hyperbole and a half og andre gode tegneblogs, måske arbejdede hun igennem med sine kladder.

Jeg ved det ikke, for jeg har ikke forstand på medieanalyse. Men sagen er, at Kristina har gjort det, som mange af os andre i blogland burde praktisere langt mere: Hun har øvet sig. Indtil hun fandt et udtryk til sin blog, hvis lige jeg ikke kender til inden for dette lands grænser. Hun kan tegne røven ud af bukserne på sig selv, og det er lige meget om det handler om mandens liv som hemmelig superhelt, deres toaster, tanker om Lalandia og fede ting at opleve på Lolland eller brune pletter på lagnet, så kan hun et eller andet med den fine streg, som er lige dele skarptvinklet, sært rørende i sin naive ærlighed og fucking morsomt.

Så hvis du er blandt de lastmovers, der endnu ikke har opdaget hende, så smut lige derover, ikke. Det var kristinaricken.com.

Jeg glæder mig til at se, hvad hun finder på i 2014. Jeg tror faktisk, at hun giver alle endnu mere baghjul. Det kan kun blive godt.

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Jeg opdrager det offentlige rum, altså er jeg
We need to talk about Tinder

flattr this!

Derfor lyver rigtige mænd også i netdatingprofilen

I er sikkert nogle derude, som enten fnyser eller bare ryster på hovedet af folk som mig (og alle andre, jeg har mødt gennem nettet): Folk, Der Lyver Lidt I Datingprofilen.

Hvorfor lyve, tænker I? Man skal jo møde hinanden i virkeligheden, om alt går vel, det er jo hele pointen med al den slåen i tasterne, og så kommer det jo for en dag, alt det man har pyntet på.

For eksempel højden. Eller at man har et stift ben og således nok ikke er den ivrige motionsløber, som man gav udtryk for at man var. Og/eller de ekstra kilo. Eller at man aldrig har været uden for Europa, og at den bestemte drink på den bar i San Francisco, som man havde skrevet, at man drømte om, vitterligt var én, som man bare drømte om. Eller miljøbevidstheden og de stærke holdninger til global opvarmning og Anne Mie Roer Jensen. Eller at man vist ikke var helt fri af tidligere forhold, selv om man havde skrevet udtrykkeligt, at man var det. (<– tænkte eksempler, naturellement).

Men I må forstå, at mennesket bag profilen bare gerne vil have en chance for at blive inviteret ud af den der charmerende type. Så man kan vise ham, at man er god nok som man er, og at de punkter hos én, der ikke ligefrem har reklameværdi, det kan alle nok lære at leve med alligevel; det har man jo selv gjort. Eller. Det prøver man jo selv at gøre.

Vi gider ikke lande i hinandens filtre. Og eftersom det er en cut-throat business, det der online matchmaking, hvor selv de mest åbne og frie sjæle er nødt til at opstille søgekriterier, så kræver det nogle gange lidt sandhedspyntning at få den chance.

ken_mattel

Det er derfor, vi kvinder lyver os lettere – fordi vi tror og ved, at mænd sætter en øvre grænse for, hvor meget deres drømmekvinde vejer, og den øvre grænse vil vi da skide højt og flot på, for hvad ved de om drømmekvinden i praksis, ikke en skid. Samme logik ligger bag mændenes løgne om højde. De ved godt, at kvinder sætter en nedre grænse på 185, for det er sådan en automatisk god højde for ham den diffuse Barbie-Ken, som vores barnlige reptilhjerne stadig tror vi skal giftes med, men det vil rigtige mænd af kød og blod på 183 sgu da ikke acceptere.

Så selv de rigtige mænd lyver. For at styre uden om vores filtre. Og således tager de os ud på dates og med i biografen og ind i Tivoli og snaver os ned i natten og modbeviser, at vi vidste nogetsomhelst om at designe sig til kærlighed.

Vil du ikke også læse ...

Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Esben & Systemet
Inden primatstemningen splattedes ud over os
Om at trække forelskelsen ud af ligningen

flattr this!

Holder fokus på, at jeg ikke røg mig ud af det her

Hvis vi skal sige, at 16. december 2013 var en pølse, der skal skæres op i tre, og de to pæne stykker skal pakkes ind i bacon først, så vælger jeg disse: 1) Jeg nåede min deadline for et større projekt på jobbet, og 2) Jeg sendte mit ambitiøse Fremover-vil-jeg-kun-ryge-i-selskab-med-andre til eksamen og bestod med ug, da jeg ikke tændte en meget tiltrængt cigaret, da turen kom til den tredje og grimmere del af pølsedagens indvikling.

3) En sms. Fra to nære veninder ovre fra civillivet, der, hvor Dines har været for sky til at bevæge sig.

SMS

 

Veninder, som har kendt til min blog her et stykke tid, men som af respekt for mit frirum har holdt tæt. Til andre og, mest overraskende, til mig. Som de skulle. Jeg er simpelthen så bevæget i min befippede overraskelse over at få at vide, de ikke bare har hørt min forklaring, som jeg gav den i P1 i sin tid, men også … forstået den. Og ladet mig have Dines i fred så længe.

Men jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Nok at hvis nogen nogensinde gennemskuede, at jeg var mig, så ville de da ikke kunne holde tæt til mig. Som om jeg var den eneste i verden, der kan finde ud af at holde på en hemmelighed.

Suk.

I hvert fald tog de det som en opfordring, den anden dag, da jeg bloggede, at man skulle sige til, hvis man sad derude og havde på fornemmeren, at man kendte mig. Det var nu faktisk ikke lige de to, jeg havde haft i tankerne, da jeg skrev sådan. Jeg havde aldrig forestillet mig det her.

Resten kan jeg tage med dem. Blandt andet min frygt for, at de forklejner betydningen af, hvad det er de i dag har gjort for og ved bloggen og det projekt, jeg holder så uendeligt meget af, men som nu må finde en ny form. Og om jeg nogensinde har krydset grænsen for, hvad de synes er lige frisk nok, at jeg har lagt på nettet. De snakke glæder jeg måske endda faktisk lidt til. Men hvad det får af konsekvenser for blogstilen fremover, må tiden vise – alle input vil blive skattet, højt! – men det er jo ikke ligefrem fordi jeg har overrendt stedet de sidste uger, så måske skal hele Dines bare retænkes lidt.

Men jeg vil dog udtrykke dette – til L og til I og til jer andre:

Hvordan ville I have det, hvis I havde skrevet hvert eneste ord, der står på denne blog, modtaget alle de kommentarer, der siden 2009 er tikket ind her og mødt alle de folk, som Dines har, og indgået flere spændende skrivesamarbejder med nogle af de fineste skribøser dette land kan præstere, altsammen i den bundnaive barneforestilling om, at det kunne holdes hemmeligt for jeres civile liv – indtil i dag?

I ville have en lille smule lyst til en cigaret, ikke?

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Og ja? Jeg tror selv, at det androgyne look får mig til at ligne Agyness Deyn?
Dagens opfordring fra Arveprins Knud
Klarer I lige virkeligheden, mens jeg passer det hvide snit?

flattr this!

Hvad jeg håber, jeg aldrig vil glemme at sætte pris på

. Hvordan hans t-shirt duftede af vaskepulver, første gang jeg kom uanmeldt forbi.

. Perioder som denne, hvor BFF og jeg ofte finder os selv stående i støvregnen foran alle mulige steder, hvor vi egentlig skal tage afsked, men hvor vi ikke kan, fordi vi bare lige skal stå der lidt endnu og se hinanden lidt i øjnene lidt mere og sludre lidt mere, sådan nærmest … nyforelskede. Tænk, at det kan lade sig gøre, at omverdenen forsvinder, også i gamle venindeskaber.

. Ikke at kunne få fat på min mor og så at gå i den der tavse panik, hvor øjnene er slået vidt op, kronisk, men hvor man ikke siger noget til nogen. Blot for at finde ud af, at hun ikke har tid til at tale i telefon, fordi hun lige er ved at planlægge en … fest.

. Den der særlige sammensnøren i maven, en kvinde kan få, når hun har lyst til at foreslå en mand at gå til en bestemt koncert med det bestemte navn, som de altid lytter til sammen, men ikke ved, om hun må foreslå det, for koncerten ligger fire måneder ude i fremtiden, og hvem ved om de kender hinanden til den tid, de har jo kun lige mødt hinanden. Den sammensnøren er så vigtig.

. At der findes kvinder derude, der har så meget mod som hende her, der i Politiken under fuldt navn skriver “De fede har også anoreksi. Det hedder bare noget andet”.

God fredag.

Vil du ikke også læse ...

Kære smartphone. We need to talk.
Kremering eller kiste?
Of mothers and daughters
Hør her. Det er ikke fordi jeres børn er trælse. Det er fordi I er.

flattr this!

Er lige lammet. Giver ordet til de andre.

Jeg kan ikke finde ud af at blogge for tiden. Vi kan godt sige, at det handler om mænd, der giver gelében, stress på jobbet og krævende forhold til mødre … men i virkeligheden er det alt det og så noget lidt mere specifikt.

Der er tikket nogle googlesøgninger ind på bloggen her, som siger mig, at the jig is up med den der anonymitet. Men hvad havde jeg også regnet med? Fem års intens selvudlevering uden at nogen ville lægge to og to sammen? Næppe. Det er  ikke noget, jeg ved mere om, men det paralyserede lige min bloglyst gevaldigt at overveje, at folk derude, som kender mig personligt, sidder og følger med uden at sige det til mig. Jeg ved ikke, om man kan bede om, at folk siger til, når nu bloggen er fri for enhver at besøge – men det her er et metaforsøg på netop det.

Men mens jeg venter på, at rystelserne lægger sig … venter på, at der indfinder sig nok ro til at jeg kan aflive instinktet om bare at slette alle arkiverne, hele molevitten her … så vil jeg vise jer noget af det, der fortæller mig, hvorfor det er jeg blogger på denne måde. Det kom nemlig læserpost den anden dag, læserpost der mindede om, at det her selvsmageri har en længere rækkevidde end mig selv, kan noget mere end blog at være min egen terapi.

Kære Dines

Jeg vil sende dig en oprigtig tak for din blog og for at den har været medvirkende til at redde mit liv her i foråret og sommeren. Hvorfor? Jo – tilbage i februar opdagede jeg at min kæreste gennem mere end 16 år, igennem et par måneder havde haft et forhold til en kollega. Selvom jeg konfronterede hende og tiggede hende om ikke at forlade mig fortsatte hun – mere eller mindre åbenlyst – forholdet med ham. Jeg stoppede det ikke før et par måneder senere da vores børn stod for at have fødselsdag og jeg syntes de skulle have nogle gode dage. Jeg konfronterede hende endnu engang i slutningen af april men fik først forholdet mellem dem stoppet da jeg tog kontakt til ham og bad ham holde sig fra min kæreste – ellers ville jeg tage kontakt til hans kone (!) og fortælle hende sandheden. Det ville han ikke risikere så han stoppede, til min kærestes store fortrydelse, forholdet. Vi har så siden forsøgt at få det tilbage på skinner selvom det er rigtig hårdt. Jeg har svært ved tanken om at give slip på hende selvom hun nok ikke er god for mig. Jeg tror du forstår hvad jeg mener. Oveni alt det her rod mistede jeg så mit job i slutningen af maj. Jeg havde haft svært ved at koncentrere mig og det gik naturligt nok udover min arbejdsindsats og kvaliteten af mit arbejde så jeg forstår sådan set godt at de skilte sig af med mig.

Så fra slutningen af maj og hen over juni var mit humør på nulpunktet og jeg var så langt ude psykisk at jeg var meget tæt på at gøre en ende på det hele. Men din (og til dels Maren Uthaugs) blog gav mig på en eller anden måde et håb og tro på at det nok skulle gå og at jeg ville komme stærkere ud af det. Specielt dine indlæg om hjertesmerte har jeg læst og genlæst flere gange. Der findes ikke ord for hvor smukt og præcist du beskriver det når man er i sine følelsers vold og ikke kan kontrollere det. Jeg har siddet i mine alenestunder med computeren og grædt så jeg rystede over hele kroppen mens jeg har læst. Men det har været gode tårer. Min kæreste og jeg er stadig sammen men jeg ved ikke om det bliver ved at gå. Dit seneste indlæg hvor du får en form for afklaring med “nogen” har givet mig en tro på at jeg også vil kunne klare en konfrontation og få sagt fra og stop. Jeg er sikker på at det vil være det bedste men vi har nu været sammen i over 17 år og det er ikke bare sådan lige at smide væk. På den anden side er jeg kun 37 og vil ikke leve de næste måske 50 år i et kærlighedsløst forhold hvor jeg ikke er elsket og ikke bliver begæret.

Jeg ved ikke om jeg på nogen måde giver mening og om du overhovedet kan bruge det til noget som helst, men jeg synes bare du skal vide at selvom jeg slet ikke kender dig (kender kun Dines men det er jo ikke “dig”) så er jeg sikker på at du er et fantastisk menneske og du fortjener alt den lykke der forhåbentlig kommer til dig.

Mange hilsner fra C

Kære C. Tusind tak for ordene. Og tak fordi jeg må bringe dem. De er en form for anker i disse dage. Må lykken også finde dig. D.

Vil du ikke også læse ...

Lad os bare fritage ham for ansvar. Det er mig, der er røvhullet nu.
Det værste ved at date er ...
Rend mig i smartphonetyranniet
»Jeg synes ikke du skal like det her. Men sig det til de voksne.«

flattr this!

Jeg er ikke nok Dines

Jeg har sådan nogle dage, hvor jeg allerhelst ville krølle mig sammen i sofaen og bare kun være min hemmelige internetpersonlighed og kun snakke med internetpersonlighedens læsere og holde fri fra alt i den brølende december, der ikke har noget med internetpersonligheden at gøre. Kender I det?

Har jeg nogensinde sagt, at I er langt mere heppende og langt mindre krævende – og dog langt mere konstruktivt udfordrende – end de er derovre i mit rigtige liv?

Nej? Nå. Men det er I.

Suk.

Vil du ikke også læse ...

Dyrebar viden, jeg helst havde været foruden
Om de kønne piger og os andre
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken
Hey, TV Shop? Brysthjælp søges.

flattr this!

Sårbarhed. Jeg har folk til at lære mig at elske det ord.

Jeg har altid haft det lidt svært med ordet sårbarhed. I årevis bildte jeg mig ind, at det var fordi selve ordet var kluntet, uæstetisk at se og smage på. Sårbarhed. Med det jyske å og det bløde d. Lidt vammelt. Tænkte jeg, når jeg ikke gad tænke over, hvorfor det gøs sådan op langs rygsøjlen, når folk betroede mig, at det var sådan de følte sig med ditten-og-datten. Sårbare. Bare ew.

Men selvfølgelig går kvalmen på ordets betydning, må jeg nok sande. Ikke at det er psykologisk rocket science: De mest tabuiserede emner i mit eget liv handler om kontroltab, og jeg kan ikke forestille mig en mere krank skæbne end den, hvor jeg i glimt falder fra mig selv, bliver til grin og blot kan se til mens alt det indestængte pibler ud som maddiker fra et glemt skrog.

Men efter jeg selv for nylig oplevede, hvordan styrken i den grad kan findes i sårbarheden, hvor hell-yes!-agtigt man kan få det, når man lader sig dejse om og selv puffer maddikerne derud, ligeglad med faren for at blive til grin, har jeg været obs på den der sårbarhed. Og jeg har indset noget. At mens jeg har holdt på formerne, så har jeg glemt at observere min omgangskreds’ fortrinlige talent for at sætte strøm til verdens for mig farligste ord.

They rock. Og jeg har meget at lære fra dem.

Tag bare fire eksempler fra den forgange uge:

Veninden, der efter seks års parforhold og derpå yderligere tre års mareridt i efterveerne af bruddet, efter hun forgæves har ledt og ledt efter nye stier i jagten på at blive lykkeligt ligeglad, udbryder i et tonefald, jeg aldrig har hørt før, men som jeg pludselig godt må høre, selv om hun oftest er en jernbrynje, personificeret: “Jeg bliver aldrig ligeglad med ham og det vi havde. Han vil altid give mig ondt i maven. Det er okay”.

Moderen, der, da jeg nøgternt konstaterer, at hun igen skal tilbage på antabus, først skaber sig og laver en scene, så falder til ro og til sidst, med øjne, der får lov at svømme over, lægger hånden frem på bordet. Halvvejs mellem mig og hende. Hun gør ikke mine til noget, men venter til jeg af mig selv løsner armene fra korslæggelsen – og martyrriet – og forbarmer mig og lægger min hånd oven på hendes. Hun ved, at hun er nødt til at være sårbar først, hvis jeg skal være det.

Veninden, der er holdt op med at tøjle, at det er et tryk på hendes indre vandingsanlæg, når snakken falder på fædre. Hun er holdt op med at forlade lokalet, bede om emneskift eller time-out, beklage. Nu taler hun bare videre, lytter videre, nikkende med et skævt smil, med tårerne silende ned i to smukke baner, fordi hun savner sin døde far og godt vil være ved nu, at det vil hun gøre for altid.

Manden Der Giver Gelében, der efter et halvt døgns date, som er forløbet så afslappet og i hak, at jeg er kommet i tvivl om hvorvidt vi egentlig bare ses som venner, for kun venner har det sådan her med hinanden, helt stilfærdigt over kaffen og de tomme øldåser med skod i siger ud i morgenens skarpe lys, hvor min øjenmake-up rager rundt et sted nede på kinderne og min ånde sikkert lugter af drage: “Undskyld, hvis jeg virker lidt uafslappet, men det gør mig jo lidt nervøs, at du er her”.

Vil du ikke også læse ...

Hvad har navne som Rikke nu gjort?
Løse mentalnoter fra en Slutningernes Søndag
Licens: Not my finest hour
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv

flattr this!

Enten strammer vi os an med de forpulede facebooktillykker – eller også lader vi helt være

Har nogen nogensinde tænkt over, hvor meget et neutralt Facebook-tillykke minder om en neutral anbefaling fra erhvervslivet?

Hvor meget det dovne »Stort tillykke« uden et udråbstegn, en personlig reference eller bare ord som kære og kærlig hilsen minder om  et uledsaget »Vi kan bekræfte at Dines har været ansat i vores virksomhed«. Hvor meget det ugideligt skriger alt andet end noget, der er stort, lige så meget som en neutral anbefaling oser af »Din indsats var forglemmelig, hav et godt liv fremover«?

Nej?

Men så gør det lige.

facebook-birthdays

 

Vil du ikke også læse ...

Københavner: fagbladet for Ingenmandsland
It's getting old
»Farvel«
The piano has been drinking

flattr this!

For hvad spiser rigtige mænd egentlig these days?

Det er noget med, at vejen til en mands hjerte går gennem maven. Eller et eller andet åndssvagt. Men eftersom mit kendskab til moderne mænd de seneste år primært er blevet bygget op af typer, der fortrinsvis indtager take-away, Pall Mall og spandauere, så er jeg lidt på bar bund her.

Jeg har nemlig på fornemmelsen, at almindelige lønmodtager-mænd med sans for det tjekkede liv ikke ligefrem lever på samme kost som jeg og min posse, der kun består af kvinder, gør. Mad uden kulhydrat. Eller mad uden fedt. Eller mad, man ikke kan udtale. Eller salater, hvor pinjekernerne opfattes som en udskejelse.

Så. I weekenden skal jeg frembringe et måltid til Manden Der Giver Gelében, en voksen mand, sådan en der køber ind jævnligt, sorterer sit affald og ved at gær godt kan være økologisk. Derfor skal måltidet helst:

Være voksent og stilsikkert. Nærende, rigt på smag. Fedt på en … I ved, tækkelig måde. Eksplodere i et look, der ligner det er foie gras’ens endnu dyrere, men meget mere politisk korrekte kusine – men være til at betale. Få ham til at tænke det-her-er-så-lækkert-at-jeg-i-teorien-kunne-leve-af-det-resten-af-mine-dage, men samtidig syde af, at det da bare lige helt afslappet smækkede sig selv sammen, mens jeg slængte mig på divanen med The New Yorker, fordi jeg er meget mere bevidst om at udvide mit intellekt med åndelig føde end at gå op i den fysiske.

(Men ikke så afslappet, at han kommer til at tro, at jeg ringede til Kokken & Jomfruen. Åh gud, ikke det.)

Desuden skal det selvfølgelig være noget, jeg har lavet hundrede gange før, så det ikke kan fejle. Men uden – af æstetiske årsager – at indeholde hakkekød, hvorfor lasagne må betragtes som udelukket.

Så folkens – frem med jeres opskrifter til mandemad, der kan fremtrylles af geléarme.

Vil du ikke også læse ...

Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Fire år, du
Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930'erne, hun måtte skippe min vej
Alle 6 hv-spørgsmål trænger sig på, når jeg ser »Gift ved første blik«

flattr this!

Og alle kunne ånde lettet op

- Intet abnormt alligevel, sagde lægen.

Og sådan sluttede min mors korte, heftige dans med det danske begreb “kræftpakkerne”.

(Tak, fordi I har været så søde. Det har føltes som om der var nogen til at vride hænder og skubbe rigtigt grimme tankescenarier bort sammen med)

Vil du ikke også læse ...

Kære mor.
... men det *er* deres job, der gør dem syge, hviskede jeg uartigt til mig selv
Nogen, der giver et lift til provinsen asap?
Den Væmmelige Søster

flattr this!

Yes. I. Can.

awny_yes-we-can

Nogle gange, når opture og nedture tidsmæssigt falder sammen, og det er lidt svært bare at stå op og passe det der voksenliv med hamsterhjul og skånevask og indkøb, som for eksempel sådan nogle sammenfald her, så er det, at skæbnen kan finde på at titte frem og dog krydre det hele med lidt salig, god timing.

Og så skal man fandme gribe chancen.

For da Nogen pludselig stod uden for en låge i mit liv igen og bankede på og gerne vil ses helt ukompliceret, »bare for hyggens skyld«, så var det med at træde meget varsomt, så jeg trådte rigtigt. Og overveje, om ikke jeg skulle udnytte, at jeg står midt i nogle halvstore ting i livet – om ikke det var på tide at benytte chancen til eftertrykkeligt at lukke fortiden med et nejtak. At ignorere, at det da sikkert kunne være meget hyggeligt at ses igen. Bevares. Sådan at invitere sig selv ind i noget, der næppe bliver mindre ukompliceret. Og glemme, at der jo faktisk er noget ganske sprødt i gang med en helt anden mand. Tænke, at man da vel godt kan jonglere begge bekendtskaber. Ham der Nogen vil da sikkert bare være venner igen. Og de sidste års hjertesmerte er da efterhånden uden betydning nu. Water under the bridge, ren tavle. Jeg er stærk nok. Den slags.

Jeg tog en dyb indånding. Og så gjorde jeg det, som jeg aldrig troede, at jeg ville finde mod til at præstere. I skrædderstilling og en rus af røg og rysteture forfattede jeg et opkog af det, som jeg som Dines har brugt over et år på at formulere af alt for mange omgange. Det fyldte tre A4-sider. Så røg jeg nogle flere cigaretter og læste det cirka 1.000 gange. Så kogte jeg det ned til en A4-side.

Og så sendte jeg det. Ærlighed i girafsprog, ufortyndet.

Hvordan han har reageret? Med tavshed. Hvad jeg ikke bebrejder ham. Det var ikke et brev til ham, det var et brev til mig selv. Så dinesk skrevet, at jeg stadig gyser stolt ved tanken om, hvor modig, jeg turde være, selv om det ikke var Dines, der førte pennen – det var mig selv. Der blæste på, at han forventer at alt holdes low-key og udramatisk, mig selv, der utvetydigt serverede ham det kølige faktum: At jeg holdt så frygteligt meget af ham, men at jeg endelig var færdig med ham.

Og hvorfor jeg tror, det er anderledes nu? Forskelligt fra alle de andre gange, hvor jeg har sagt til mig selv, at nu var det slut med at tænke mere på ham – at jeg simpelthen ikke kunne hænge mig mere i noget, der ikke var det værd? Well, ud over at det var ham, der bankede på lågen, og mig der lindede lidt på den, brækkede mig verbalt og smækkede den i igen? Jeg ved det, fordi nu kom tårerne. Forløsning, endelig. I timen mellem at jeg havde forfattet brevet og til jeg faktisk turde sende det, lå jeg sammenkrøllet i en ukristelig fosterstilling og hulkede min make-up ned i mit pæneste sæt sengetøj. Efter afsendelsen tudede jeg lidt mere, og det var faktisk slet ikke så rart, som jeg havde drømt, at de tårer ville være, det var ukontrollabelt og grimt, nærmest lidt flovt også, men det var barmhjertigt, og det var rigtigt.

Og da der var grædt af stod jeg op, gik i bad, lagde sengetøjet i blød, smurte ny make-up ud over min spøgelsesteint, steg op på cyklen, hjulede tværs gennem byen med Roisin Murphys Overpowered i ørerne, bankede på hos den nye mand med det gode hjerte og varmen i øjnene, som krammede mig, fodrede mig, hældte vin på mig og lod være at spørge til, hvorfor jeg så så skæv ud i ansigtet, men som i stedet trak mig ind på sit soveværelse og i bevidstløst mange timer gjorde ting ved mig, som bør beskrives i langt mere vulgært sprog, end I kan få her.

Vil du ikke også læse ...

It's getting old
Jeg har været en tur i Lidl ...
No wonder, at så mange grafikere går ledige, når Pittelkow gør alt arbejdet selv
Det ligner jo et coverforslag til Porno fra Grønnebakken

flattr this!

Modlys

Jeg vågner ved en aen på min nøgne lænd, og i et kortvarigt øjeblik der i landet mellem søvn og ikke-søvn bliver jeg i tvivl om ikke jeg og denne mand egentlig har kendt hinanden i årevis, bare på et andet plan, og selvfølgelig har vi ikke det, for med opvågnen kommer modlys og ædruelighed og rationale, og med morgen kommer også telefonopkald, som jeg kommer til at rejse mig fra sengen for at besvare.

Min mors stemme i røret er nøgtern, uanalyserende, og der bliver sagt ting som »en mistænkelig udposning« og »nu må vi se« og »det var da godt, at jeg gik til undersøgelse så tidligt, det sagde lægen også« og »etellerandetskopi« og »nu må du ikke blive forskrækket, de rykker ikke så hurtigt på undersøgelserne, fordi de tror prognosen er dårlig, men fordi der findes de her særlige kræftpakker« og det er den eneste gang, ordet bliver sagt, kræft, det eneste øvrige, der nærmer sig ordet er »det har formentlig ikke spredt sig, hvis det skulle være ondartet«, selv om hun da ikke aner en skid om det der »noget« har spredt sig eller ej, og få minutter senere er hun ude af røret, og jeg går tilbage til sengen og manden, og morgenen og øjeblikket er forbi, og jeg vil så gerne have den og det tilbage.

Det eneste jeg egentlig kan tænke rigtig klart er noget mening, jeg pludselig finder i noget, som Hassan Preisler sagde engang: At jo flere men’er og fordi’er, han dypper sine tekster i, jo værre er de og jo fjernere er de fra ham i al deres forklaring og argumenteren og vejen op: Jo flere simple og’er, der hægter tekstbidderne sammen, jo mere beskrivende er de, nøgterne, uanalyserende – og det er i den hassanpreislerske mening, at jeg falder til ro, mens det bliver formiddag og et nyt øjeblik bliver til. Jeg har ikke nogen forholdsillustrerende men’er eller forklarende fordi’er. Jeg har mine og’er. Min mor og en etellerandetskopi. Og dette: Gelében og en mand, der er skyld i gelében.

Der er hverken mere eller mindre lige nu. Ro på.

Vil du ikke også læse ...

Lækker timing, far
Og gider du også pensionere mistanken om, at jeg har inviteret mig selv til hustruvoldsorgie? Tak.
Helle for at dele telt med mig
Skilsmissevoksen-allergi

flattr this!

Kære Vivi fra H&M’s kundeservicetelefon

… det er ikke din skyld.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide dig. Især fordi du kun brugte mit navn en eneste gang under vores samtale, en for din art meget sjælden, men velkommen, udeladning.

For det skal du have tak.

Du skal også have tak for, at du godt selv kunne se det: At det er for råddent, at din arbejdsplads sender mig den vest i fake fur, jeg har betalt fuld pris + forsendelse for, men uden det tilhørende bælte – uden hvilken det faktisk bare er et rya-gulvtæppe med huller i til armene, der får mig til at ligne Ayla uden Jondalar. Bæltet var lissom hele ideen med looket, ikke. Det, der civiliserede det lidt. Men men. Alle begår fejl. Det gør både jeg og Lars Løkke da hele tiden, men som både jeg og Lars Løkke kan bevidne: Det handler om hvordan man håndterer de fejl, man har ret til at begå. Og der er det så, at jeg ikke synes, at det er særlig snu af H&M at kræve, at jeg sender tæppevesten tilbage, for at I kan sende mig det hele igen, altså både rya-vest og bælte. Om syv dage fra returafsendelse. Når nu det var H&M, der bare kunne have pakket det hele i første omgang.

Jeg tror ikke, du helt forstår, Vivi. Du synes det er forkælet, at jeg ikke gider rende på posthuset igen og vente yderligere syv dage på at få en gulvtæppe-vest + bælte tilsendt. Hvad du ikke vil sige, men måske tænker, er: Slap af! H&M er en lavprisforretning – så er serviceniveauet derefter.

hmprod

Men Vivi. Hvis du vidste, hvad der gik forud for at jeg besluttede mig til at bestille på hm.com: Tre besøg i H&M Strøget, den ved Magasin, to besøg i H&M Strøget, den ved Amagertorv, to besøg i H&M Frederiksberg Centret, et besøg i H&M Amager Centret, sågar en sviptur til H&M Lyngby Centret. Alle steder kunne jeg finde syv-otte pelssager i XS, S og M, som hang jomfrueligt urørte hen. Alle de hurtigere full figured dyr i skoven havde været der før mig og gaflet alle L-størrelser, de kunne finde. Så jeg måtte bide det i mig og shoppe online og æde ventetid og ekstra dollars i forsendelse og det faktum, at mit postbud altid påstår, at jeg ikke er hjemme, når han er der, hvilket simpelthen ikke passer, men alligevel resulterer i, at jeg skal på posthuset, så levering er måske lige frisk nok at navngive det, der foregår … men ok. Jeg havde forelsket mig hovedkulds i den vest. Den gjorde mig så glad. E-shopping det blev.

Dit svar på det støvsugede large-marked derude i butikkerne, Vivi? »Ja, de modtager jo aldrig lige så mange i large som i de øvrige størrelser.« Jeg lod din efterfølgende kunstpause hænge i luften og smilede lidt stift for mig selv over, om det betød, at vi kvinder i large er en taberminoritet, der bør rubbe neglene, hvis vi have noget af det gode stangtøj, og motion har vi i øvrigt godt af, så kan det være vi kan komme ned i en medium … men jeg undlod at gå ind i det.

Min jagt over hele København havde jo lissom modbevist, hvordan din arbejdsplads seriøst bør overveje at tænke mere i large. På flere planer.

Ej, det var ikke for at blive spids. Jeg synes som sagt godt om dig. Det er bare din arbejdsplads, som jeg, når jeg har returneret min amputerede nyforelskelse her, må vende ryggen. Når den ikke går ind for selv at råde bod på sin fejl og at pakke et lille bælte i en lille pose og sende det mod København, så må det være so long.

Det er jo ikke din skyld. At din arbejdsplads har vokset sig stor og ugennemsigtig, at service er blevet noget, der ikke giver mening.

Hey. Faktisk havde jeg lyst til begejstret at fortælle dig om, at der et sted på den nordisksprogede emballage står »fuskpels«. Fuskpels! Er det måske det bedste ord i modeindustrien siden pleather? Men det nåede jeg aldrig til at fortælle dig om. Øv, for jeg kunne mærke, at du delte min ærgrelse og forstod, at min onsdag pludselig var blevet lidt mere vemodig:

Jeg havde fucking glædet mig til at iklæde mig det fake læder og det gulvtæppe. Glædet mig! I de fulde syv dage, der gik, fra jeg havde fuldendt købet på hm.com, til jeg hentede det på posthuset. Glædet mig, fordi jeg så sjældent bliver i boblende godt humør af at glo på min egen garderobe. Denne kilde til smil var en gave til mig selv, noget, jeg syntes jeg havde fortjent.

Nu blev det aldrig.

Æv, Vivi.

Vil du ikke også læse ...

Jeg har været en tur i Lidl ...
Jeg tror *nok*, man kan kalde det X Factor
Måske er tiden rendt fra de lange ægteskaber?
Helle for at dele telt med mig

flattr this!

Hvad jeg piller i, når jeg ikke er her

Jeg æder for tiden. Og når jeg er færdig med det, så æder jeg lidt mere. Med verdens bedste samvittighed på den der måde, som jeg kun rigtigt kan få, når jeg selv har haft fat i alle råvarerne. Og på en meget uskøn måde, som er svær at stoppe mig selv i, når jeg er både stolt og får stillet min sult.

Måske er det her en kedelig post for nogle. Fair nok. Men for alle jer, der som jeg altid har haft problemer med at holde et fedt køleskab, lave ordentlig mad til jer selv og i det hele overskue at ernære jer selv på en forsvarlig måde – I må forstå, hvor stort det er for mig, at jeg på nu tredje uge har held med at kokkerere spændende mad til mig selv to-tre gange dagligt.

Næste stop: Foodstylist-kursus. Hvem giver?

IMG_3837IMG_55281. MAS HUNI | 2. NØDDEBRØD, og jaja, vi kan da godt kalde det stenalderbrød, men jeg tror ikke de havde de anbefalede siliconebageforme i stenalderen3. THAISTEGT SVINEKØD fra Janes kogebog, serveret med BLOMKÅLSRIS 4. MAS HUNI-RESTER! Hvorfor rester? Fordi alle kogebøger er designet til større børnefamilier eller selskaber, og så kan vi spedalske singler, der bare spiser alene, nyde egne gastro-successer flere dage i træk, fordi vi typisk hellere vil dét end at stå der i køkkenet og dividere 1,5 deciliter med fire. | 5. DADELKUGLER | 6. Svært ufotogen PEANUTKYLLING MED RØDKÅLSSALAT.

 

Vil du ikke også læse ...

Når danskere med i-landsproblemer bor for tæt
Licens: Not my finest hour
Fire år, du
Så derfor tager jeg stadig imod alt bras fra 1930'erne, hun måtte skippe min vej

flattr this!

En uforudset netdatingulempe

Jeg vil godt indrømme, at det er en hel del sjovere at netdate, når det er et projekt alle singler i min nære venindegruppe har kastet sig ud i i fællesskab, nærmest som en 2013-version af at gå til salsa eller keramik sammen på tirsdage i ulige uger. En fin aktivitet, hvor vi kan gå på café bagefter og sladre om de andre og browse gennem profiler i den mere ehm interessante genre og udveksle tips til at gøre dates mindre akavede og den slags. Meget sjovere end de omgange hvor netdating har været et lyssky soloprojekt, som man ikke fortalte en sjæl om (ikke helt ulig at glo porno eller indtage store mængder chilipeanuts og komme til at græde af det stærke stads’ bortætsning af tunge, men alligevel at fortsætte) og havde seriøse forklaringskvababbelser, når snakken faldt på, hvor man havde mødt den fyr, man så for tiden.

annoyedMen jeg kan ikke helt lure om det er godt eller skidt – hvis nu vi antager, at en kommende Elskderdigforevigt-agtig mand er derinde – at jeg pludselig skal forholde mig til, om det er okay, at den mand, jeg skriver med lige nu og som jeg skal møde lige om lidt (og i smug allerede har groet mig en holdning til om hvorvidt vores efternavne passer sammen (dog behørigt bevidst om, at han nok lige skal have lidt tid til at kravle ned fra piedestalen og formaste sig som Etheltalmindeligtmenneske, før vi ser på om der er potentiale for Elskerdigforevigt)), også har kontaktet en af veninderne og spurgt om hun vil drikke kaffe. Så hun følte sig nødt til at køre noget yderst irriterende ej-hvordan-har-du-det-med-det-søde-skal-jeg-sende-ham-en-sviner af, fordi jeg forinden havde fortalt hende, hvor meget jeg faktisk glæder mig til at møde denne her mand. Og hun skal jo ikke sende ham noget surt. Jeg havde bare aldrig fundet ud af det eller fundet det irriterende, hvis netdating havde været et lyssky soloprojekt.

Altså. Han må vel egentlig gerne. Date flere. Dog nok helst kvinder, jeg ikke kender. Men gider han ikke lige lade være? Når nu verden er så lille?

Vil du ikke også læse ...

Skal virkelig til at holde op med at gå på...
Og hvad så, hvis he’s just not that into me?
Det værste ved at date er ...
Inden primatstemningen splattedes ud over os

flattr this!